Hvad er et menneske? Vores store salmedigter, Niels Frederik Severin Grundtvig har beskrevet mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Mennesket er stjernestøv og ånd. Vi er alle sammen stjernestøv, der kan ånde. Det er en meget gammel tanke om mennesket, som tænksomme mennesker i vores tid er lodret uenig i. I vores tid er der mange mennesker, som betragter mennesket ligesom en robot. De ser os alle sammen som robotter, der opfører os på forskellig måde, alt efter hvad vores gener, vores genetiske styresystem er programmeret til. Hvad er et menneske? Jo, siger mange, et menneske er styret af det, der ligger i generne. Mennesket er ligesom en biologisk robot, der
er programmeret til at gøre som vi gør. Mennesket har ingen sjæl eller ånd. Mennesket har en bevidsthed og en hukommelse i hjernen, som bare er måden hjernen virker på. Når hjernen ikke virker mere, så er der heller ingen bevidsthed eller hukommelse. Så eksisterer mennesket ikke mere. Mange videnskabsmænd verden over har denne opfattelse. Netop i disse måneder er der stor debat i USA om den gamle opfattelse af mennesket. En læge, en neurokirurg med mange års erfaring ved navn Eben Alexander har nemlig udgivet en bog om sit sygdomsforløb med ondartet hjernehindebetændelse, med meningitis. Som hjernekirurg har Eben Alexander selv opereret mange patienter med alvorlige hjernesygdomme. Nu fik han selv en livstruende
sygdom og var døden nær. Eben Alexander er en af de mange videnskabsmænd, der mener at vores bevidsthed er en funktion af hjernens måde at arbejde på. Efter sin livstruende sygdom, hvor Alexander lå i koma uden hjernefunktion i syv dage og nætter, da vågnede han og var overbevist om at mennesket er mere end en biokemisk robot. Alexander havde en nærdødsoplevelse, hvor hans bevidsthed forlod hans syge krop igennem en slags tunnel ind i en lysverden, hvor han mødte en kærlighed og en varme, der ikke findes ord, som er store nok til at beskrive. Eben Alexanders skrev bogen: Proof of Heaven, der betyder: Bevis fra Himlen. Den er nu solgt i flere millioner eksemplarer. Og Alexander interviewes i de amerikanske
talkshows på de forskellige Tv-kanaler. Han er verdensberømt i USA. Det er måske ikke så underligt for forskellige statistikker fra alverdens hospitaler viser, at der må være omkring 200 millioner mennesker, som nu har fået nærdødsoplevelser. Da jeg var ung i årene omkring 1970 var min lillesøster til bal sammen med andre unge i en naboby til Kongerslev i Østhimmerland, hvor vi voksede op. På vej hjem fra ballet kørte min søster og hendes venner af landevejen i et sving med alt for meget fart på. De var 5 i bilen. Min søster sad i midten på bagsædet, da bilen kørte i grøften og rullede rundt inde på marken. Det var en lys sommernat, da ulykken skete. En af de unge var blevet slynget ud af bilen og blev dræbt på stedet.
Min søster var den, der kom mindst til skade. Men da ulykken skete, blev hun slået bevidstløs. Det var en tragisk ulykke, som folk på egnen talte meget om. Efter nogle måneder fortale min lillesøster mig, at hun kunne huske meget fra dengang hun lå bevidstløs. Hun kan huske at hun pludselig ligesom svævede 6-8 meter ovenover bilen, som hun lå inden i. Hun kan huske hvordan hun så de forskellige venner ligge på marken. Hun så hvordan nogle kom kørende til og løb ind på marken for at hjælpe. Hun husker det alt sammen, selvom hun lå bevidstløs inde i den smadrede bil. Min søster er altså en af de omkring 200 millioner mennesker, der har fået en nærdødsoplevelse, som viser, at vi mennesker
består af mere end støv, af mere end grundstoffer, der er sat sammen på en bestemt måde. Vi har også en bevidsthed, som er noget i sig selv. Det er som sagt en meget gammel tanke om mennesket. Den finder vi også i historien om Adam og Eva i Det gamle Testamente. Der fortælles, at Guds ånd svævede over Urhavet før han skabte hele verden. Op af havet kom jorden, og op af jorden formede Gud et menneske og pustede sin livsånde ind i menneskets figur, så det blev levende. Det er bibelhistorien om, hvordan mennesket blev skabt som et guddommeligt eksperiment mellem stjernestøv og ånd. Denne historie fortæller vi igen og igen, hver gang vi har barnedåb, hver gang vi har bryllup og hver gang vi har begravelse i
kirken. Vores ritualer ved barnedåb, ved bryllup og ved begravelse er en genfortælling af tanken, at mennesket er et guddommeligt eksperiment mellem støv og ånd. Når vi døber vores børn, så døber vi dem i Urhavet, som Guds ånd svævede over i skabelsesfortællingen. Dåben er en nyskabelse, hvor den døbte løftes op af dåbsvandet og indånder Gud livsånde, symbolsk set. Når vi bliver gift i kirken, viet til hinanden, så får vi ikke bare spørgsmålet: Vil du have kvinden, der hos dig står til ægtehustru, eller vil du have manden, der hos dig står til ægtemand. Det er jo et spørgsmål som kun vedrører det materielle. Og det er i øvrigt det eneste, vi bliver spurgt om hvis vi blev gift på
rådhuset, inden vi så skriver kontrakten under. I kirken får vi også et spørgsmål om det åndelige. Vi bliver spurgt om vi vil elske og ære indtil døden os skiller. I kirken mener vi, at mennesket består af både det materielle og det åndelige. Det hører vi også til begravelser, når præsten foretager jordpåkastelse. Så lyder ordene: Af jord er du kommet, til jord skal du bliver og af jord skal du igen opstå. Det er skabelsesfortællingen udtrykt kort og klart. Så kort kan man fortælle noget, der tager millioner af år. I kirken mener vi, at et menneske er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Når det åndelige spiller med i mennesket tilværelse, så er et menneske først og
fremmest et medmenneske. Jesus Kristus var den første der sagde, at et menneske først og fremmest er et medmenneske. Tydeligst gav Jesus udtryk for det i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En mand er blevet overfaldet af røvere og ligger halvdød i vejgrøften, da en præst fra templet kommer fordi. Præsten fortsætter forbi den halvdøde mand, fordi Moseloven siger, at Præsten ikke må røre ved døde. Også en Levit en anden ansat ved templet kommer fordi uden at standse: Levitten må heller ikke røre ved døde mennesker. Endelig kommer en Samaritaner fordi og tager sig af den halvdøde mand. Samaritaneren blev i sin samtid regnet som en sigøjner. Han blev ikke regnet for noget. Men det var ham der
var den halvdødes medmenneske. Det var ham der blev et forbillede for os alle. Mennesket er altså et medmenneske, et guddommeligt eksperiment. Men skal vi sammenligne mennesket med maskiner, så ligner mennesket ikke robotter, så ligner mennesker nok nærmere antenner, der kan modtage åndelige impulser. Mennesket kan modtage og rumme åndelige impulser, som tro, håb og kærlighed, der er de stærkeste kræfter i hele Universet. Vores bevidsthed modtager impulser fra noget åndeligt, der er meget større end os selv. Vores bevidsthed er udstyret med en vilje og en samvittighed helt uafhængig af, hvilken krop eller hjerne, vi har fået med fødselen. Vi kan altså enten se os selv som en slags robot eller som en slags antenne. Når vi i
kirken fejrer gudstjeneste med hinanden, så fejrer vi, at vi har forbindelse til noget grænseløst kærligt og varmt, som fylder os og fylder hele universet med liv og glæde, når vi har antennerne ude. Hvis vi har antennerne ude, så hører vi, at livets melodi er Guds kærlighedssang til os. Hvis vi har antennerne ude, så lever vi på dåbens ord, hvor Gud lover at være med os alle dage indtil verdens ende, uanset hvordan det så går os her i livet. Også i dag er en god dag at have antennerne ude her på Hotel Helnan Marina i Grenå. Tak, fordi I lyttede med. Tak, fordi I havde antennerne ude! Bent Kim Jepsen, sognepræst i Fårup og Sabro.