To uger, som ændrede verden

En artikel fra KRITISK DEBAT To uger, som ændrede verden Skrevet af: Jens Jørgen Nielsen Offentliggjort: 15. oktober 2015 Vesten er ikke så exceptional mere. Ugerne fra slutningen af september frem til første halvdel af oktober har på mange måder ændret den globale politiske struktur. Eller måske rettere sagt gjort stedfundne ændringer synlige. Magtspillet og spillereglerne er anderledes i dag, end de var før. Skuepladsen for denne ændring har været FN-bygningen i New York, Syrien selvfølgelig og også Paris, hvor Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig mødtes for at følge op på fredsaftalen fra februar 2015, Minsk 2. To taler i FN I september-august afholdt FN s Generalforsamling sin 70. Samling. Der var på forhånd speciel opmærksomhed på Vladimir Putins og Barak Obamas officielle taler, præsidenterne for henholdsvis Rusland og USA. Relationen mellem de to lande havde mildest talt været på lavpunktet i gennem et par år. Konfliktpunkterne havde været uenighed om NATO-udvidelsen mod øst, om whistlebloweren Edward Snowdon, om Ukraine ikke mindst samt selvfølgelig også Syrien. Det var også en uenighed om gældende spilleregler i det internationale spil - de havde været klarere under den kolde krig. Det er ikke forkert at sige, at forholdet mellem USA og Rusland i flere år har været på frysepunktet. EU havde gjort sig til USA s juniorpartner og fulgte samme politik over for Rusland bare i en mildere - light - udgave. I Ukraine var det EU, som konkret udløste konflikten både internt i selve Ukraine og dermed også mellem Rusland og Vesten. Men det var EU, der siden fulgte USA s politik over for krisen. De to taler på FN s generalforsamling rummede ikke de store overraskelser, ligesom de ej heller var specielt skarpe. Men situationen var skærpet. Obama forsvarede de universelle rettigheder, demokrati og menneskerettigheder, han understregede USA s særlige moralske forpligtelse. Lige netop dette var en rød klud i ansigtet på Putin. Han understregede endnu engang, at den unipolære verdensorden var farlig og uholdbar. Opfattelsen af, at der er en supermagt, som skal have politimyndighed over hele verden, en supermagt som er the indispensable nation (den uundværlige nation) er både uholdbar og farlig. Putin understregede, at USA nu var den ideologiske stormagt, som ønskede at udbrede sin ideologi over hele verden, sådan som Sovjetunionen gjorde det i sin levetid, hvor det i princippet ønskede, at verden skulle blive kommunistisk. Putin pegede på, at den amerikanske demokrati-eksport havde ført til umådelige katastrofer i Mellemøsten (og Ukraine). I Irak, Libyen og Syrien har den amerikanske regime change-politik ført til opløste stater, som udgør den stærkeste vækstbasis for terrorister. Imod denne postmoderne afvisning af nationalstaten, som en bærende enhed satte Putin en næsten vestfalsk opfattelse. Den vestfalske fred i 1648 (i Osnabrück og Münster i Vestfalen, deraf navnet) skabte en række nationalstater, som kom til at danne et stabilt grundlag for den europæiske orden i flere hundrede år. Alternativet til nationale stater er en amerikansk styret verden, som skaber en stadig mere ustabil verden så vidt Putin. Rusland bomber Islamisk Stat Putins FN-tale var optakten til Ruslands militære engagement i Syrien. Putin havde gjort det klart, at USA's politik havde ført til en uholdbar situation i det mellemøstlige område, som man ikke skal glemme er nabo område for Rusland. Ikke nok med det: Den voksende terrortrussel, som Putin i høj tilskrev USA's militære engagement i området, havde en direkte indvirkning i selve Rusland. Ganske mange russiske statsborgere med muslimsk baggrund kæmpede under Islamisk Stat. Og mange fra 1 / 5

Mellemøsten stimulerede en radikal islamisme i selve Rusland. Ruslands argumenter for det militære engagement på præsident Beshar al-assads side var sikring af egne nationale interesser, og ikke ideologiske. Det er velkendt, at flådebasen Tartus i det nordlige Syrien ud til Middelhavet er en af de få tilbageblevne russiske baser i området. Rusland ønskede også at fjerne Islamisk Stat som en vedvarende kilde til ustabilitet i området. Få dage efter talerne i New York var Rusland i gang med at bombe de syriske oprøreres stillinger. Alt tyder på en betydelig effektivitet i bombardementerne. I modsætning til USA arbejder Rusland tæt sammen med de syriske regeringsstyrker. Ikke nok med det, i al hemmelighed havde Rusland indgået en alliance ikke bare med Syrien, men med både Irak og Iran og også Hizbollahbevægelsen. De fire stater var blevet enige om et efterretningscenter i Baghdad. De samme stater havde også givet tilladelse til russisk overflyvning af deres territorier. NATO-landene Grækenland og Bulgarien havde sagt nej til russiske militærfly i deres luftrum. På under en uge havde Rusland udvirket noget, som USA ikke havde været i stand til gennem flere år, nemlig at få samlet en række stater konkret vendt mod islamiske terrorister. At Baghdad så åbenlyst udfordrede USA, kan ikke andet end ses som et nederlag for Obama, der efterhånden så noget vingeskudt og rådvild ud. For hvilken grimasse skulle amerikanerne vælge over for det bastante russiske initiativ? I forlængelse af Putins og Obamas taler havde de to toppolitikere mødtes på tomandshånd i New York. Hvad de talte om i halvanden time ved vi ikke - måske har de talt om, hvordan de kunne forhindre, at Rusland og USA kom i krig over det syriske luftrum, måske talte de om, hvordan en evt. løsning kunne se ud. Det første virkede mere sandsynligt end det sidste. Men som sagt, vi ved det ikke. Udadtil fordømte USA ikke overraskende Ruslands aktivitet. USA fastholdt, at al-assad var en forbryder, og at det var USA's mål at fjerne ham fra magten - tilsyneladende næsten uanset midlerne og inklusiv støtte til bevægelser, som i et eller andet omfang var knyttet til Al Qaeda, George W. Bush-æraens principielle fjende. Assad must go! var det gentagne amerikanske mantra. Amerikanerne påstod også, at russerne angreb den moderate opposition, hermed menes formentlig De Frie Syriske Hær, måske al-nusra. Men denne type argumenter var noget flossede. Mange tvivlede på, at den moderate opposition overhovedet eksisterede i virkelighedens verden. Der er ingen tvivl om, at CIA havde trænet nogle oprørsenheder, men kort tid før det russiske engagement var mange af dem gået over til Islamisk Stat. Mange har f.eks. rejst spørgsmålet, hvor Islamisk Stat har de hundredvis af helt nye Toyota Pick Upbiler, som organisationen viser i sin hverve video. De har kostet mange penge, et stort apparat skulle levere bilerne til terroristerne, grænsevagter skulle bestikkes eller beordres til at acceptere det. Alt peger på, at det er USA og Saudi Arabien, som har leveret bilerne; USA har formentlig leveret udstyr og andet til De Frie Syriske Styrker og al-nusra, som så igen har viderebragt det til Islamisk Stat. Eller saudierne har levet dem direkte. Ruslands initiativ har afsløret USA - som efter alt at dømme er i gang med det samme, som de har været i gang med i årtier - at bruge ekstreme terroristiske (og anti-amerikanske) bevægelser til at fjerne regimer, som amerikanerne ikke kan lide, i dette tilfælde al-assad sekulære styre. Amerikanerne og saudierne samt Qatar har været rasende på al-assad siden han for nogle år siden afviste at lægge en olieledning fra Qatar gennem Syrien. Det er nok her, man skal søge den virkelige grund til at al-assad skal fjernes. I stedet for en olieledning fra Qatar foretrak al-assad en linje fra Iran over Irak. Den omfattende støtte fra Golfstaterne og indirekte USA til Islamisk Stat er så også årsagen til, at kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat har været så overraskende ineffektiv. På russisk TV (i et interview d. 11.10) virkede Putin meget overrasket over, at der hidtil ikke er sket noget som helst i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Jeg antyder ikke, at USA direkte støtter og billiger Islamisk Stats handlinger. Men det store fokus har været på at få fjernet al-assad, næsten koste hvad det vil. Og prisen synes at være Islamisk Stat. 2 / 5

De færreste er i tvivl om, at hvis al-assad falder, så er det Islamisk Stat, som kommer til magten. I det omfang den moderate opposition eksisterer, så er den både svag og hybrid, dvs. den arbejder ofte sammen med Islamisk Stat, eller splittes i konkurrerende dele. Uanset hvad så havde Rusland initiativet. Rusland havde for alvor meldt sig på banen som en stormagt, der ikke accepterede USA's spilleregler og mål i regionen. Russerne viste, at de var i stand til at handle militært. Det overraskede ganske mange i Vesten, at Rusland bl.a. var i stand til at affyre 26 krydser missiler fra Det Kaspiske Hav, som bogstavelig talt fløj under radaren gennem Iran og Irak for at ramme terroristmål i Syrien 1.500 km væk. Så kunne russerne også ved den lejlighed vise bl.a. europæerne, at det russiske militær var bedre end sit rygte. At russerne var i stand til det, kom i hvert fald bag på mange i Vesten. Man blev mindet om, at en krig mellem NATOlandene og Rusland kunne få forfærdelige følger for især Europa (hvis nogen ellers turde tænke dette mareridt igennem). Russerne får i hvert fald også prøvet deres nye militære isenkram af under operationerne i Syrien. Europæernes rolle? Hvordan reagerede europæerne så på det? Interessant nok var der mange, som pludselig begyndte at snakke om, at man ikke for enhver pris skulle have fjernet al-assad, han kunne godt sidde i en overgangsperiode. Selv den meget høgeagtige britiske udenrigsminister Philip Hammond kunne godt finde ind i et samarbejde med russerne, der involverede al-assad. Den franske udenrigsminister Laurent Fabius erklærede direkte og overraskende, at al-nusra var en terrororganisation, som skulle bekæmpes, og ikke en moderat organisation, som amerikanerne syntes at mene. Den danske udenrigsminister har kritiseret Rusland for ikke at følge spillereglerne. Man må spørge hvilke spilleregler? Russerne peger på den meget ineffektive vestlige indsats i Syrien og Irak. Og Kristian Jensen kan næppe ved sine fulde fem mene, at den USA ledede koalition står over for en umiddelbar løsning af krisen og en tilintetgørelse af Islamisk Stat. Flygtningestrømmene til Europa skyldtes ikke mindst sammenbruddene i Irak, Libyen og Syrien. Europæerne havde også her andre interesser end USA. Mange europæiske skeptikere over for sanktionspolitikken mod Rusland havde gjort gældende, at Vesten havde brug for Rusland i en løsning af de enorme og voksende problemer i Mellemøsten. Det blev pludselig klart for ganske mange, at Vesten ikke alene kan styre og løse konflikter rundt om i verden. Og Rusland havde placeret sig stærkt og tungt. Ikke nok med at russerne selv var aktive på al-assads side, og at de foran næsen på USA havde lavet en ny alliance med bl.a. Baghdad, som ellers blev betragtet som værende i USA's fold. Men kineserne var også militært tilstede i Middelhavet på russernes og al- Assads side. Tiden, hvor The International Community (læs: USA og NATO landene) kunne bestemme udviklingen, var ved at rinde ud. Men dermed voksede også risikoen for, at alle de spændinger, som var koncentreret i området, kunne munde ud i en regulær krig. Netop fordi spillereglerne var uklare. Heldigvis brugte russerne deres diplomati ganske effektivt. Den israelske leder Benjamin Nethanyahu fløj straks efter russernes initiativ til Moskva, og alt tyder på, at Rusland og Israel fik redet trådene ud. Det samme gælder også opståede spændinger mellem Rusland og Tyrkiet, da russiske kampfly havde krænket tyrkisk luftrum formentlig utilsigtet. Men Obama står tilbage med to kæmpe nederlag, som han mere eller mindre desperat søger at sminke. For det første er hans politik i forhold til Irak og Syrien en stor fiasko. Den kan ikke på nogen måde siges at være lykkedes, medmindre tingenes tilstand er målet hvilket der er nogle, der mener. For det andet ønskede Obama i kølvandet på Ukraine-krisen at isolere Rusland gennem sanktioner. Det er også en entydig fiasko. Rusland er alt andet end isoleret. Tværtimod står Rusland i spidsen for andre konstellationer til løsning af globale spørgsmål det er tilfældet uanset, om man 3 / 5

kan lide Rusland og landets målsætninger i øvrigt. Vi venter stadig på et substantielt europæisk svar på hele situationen. Det er et europæisk naboområde, hvorfra der bliver ved med at strømme flygtninge, som udfordrer de givne politiske magthavere. Men et markant svar kommer der næppe. I skrivende stund diskuterer man i EUlandene de formodede britiske krav for at blive i Unionen. Men tingene er ved at flytte sig nogle steder. Men det er især enkeltlande, som agerer. Midt i al hurlumhejet fra FN-bygningen og fra slagmarken i Syrien afholdt det såkaldte Normandiet Format med Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig møde i Paris. Det skal siges, at den mediemæssige opmærksomhed blegnede noget i forhold til de dramatiske begivenheder omkring Syrien. Ukraine igen De fire lande - samt repræsentanter fra Lugansk og Donetsk - skulle følge op på Minsk 2-aftalen, som blev indgået i februar i år. Det væsentligste punkt i denne aftale var, at Kiev-regeringen skulle ændre forfatningen, så at Lugansk og Donetsk skulle få en særstatus. Derefter skulle der afholdes lokale valg. Kiev skulle indgå aftaler direkte med repræsentanterne for det eksisterende selvstyre i de to områder. Det første problem var, at Kiev ikke var gået i forhandling med de to områder. Kiev krævede, at de to omstridte områder skulle nedlægge våbnene og underkaste sig det øvrige Ukraine, så ville man gennemføre en ændring, der ville give de to områder en vis autonomi. Kiev havde allerede gennemført en meget vag lovændring, som ikke levede op til Minsk 2 s krav. Men alene det havde udløst demonstrationer, kaos og drab foran parlamentet. I selve parlamentet var der dyb krise, fordi de nationalistiske partier krævede en meget hårdere linje over for oprørene i det østlige Ukraine. Det er et åbent spørgsmål, om den ukrainske præsident Petro Porosjenko overhovedet kan gennemføre Minsk-aftalen. Det er ikke særlig sandsynligt. Der skal afholdes ukrainsk lokalvalg den 25. oktober. I Lugansk og Donetsk havde de også udskrevet lokalvalg men på andre datoer. Det kunne antyde en de facto selvstændighed eller måske en frossen konflikt som i de georgiske udbryderrepublikker, Abkhasien og Syd Ossetien. Den franske diplomat Pierre Morel kom med den salomoniske løsning at bede Putin om at overtale østukrainerne til at udsætte valgene til 2016. Indtil da skal Ukraine så få orden på den politiske situation og få lavet en forfatning, som tilgodeser østukrainernes behov for autonomi. Det er sket, østukrainerne har accepteret det. Det viser måske også, at Putin ikke er så forhippet på at få indlemmet de to områder i Den Russiske Føderation, som nogle synes at tro. Russerne er faste i kødet i forhold til en ny forfatning. Som udenrigsminister Sergej Lavrov udtalte til avisen Izvestija: Efter aftalen skal denne aftale om Donbass forblive permanent, ikke for et år eller to eller tre. Det er skrevet sort på hvidt i Minsk-aftalen. Hele dette arbejde (med at ændre forfatningen) skal aftales med de to særlige regioner. Og det betyder en aftale med de nuværende ledere af Lugansk og Donetsk. Han tilføjede, at tvivlsspørgsmål skulle afgøres mellem Kiev og Donetsk og Lugansk. Uanset hvad, så var kravet i Paris, at Petro Porosjenko skulle levere. Jeg noterede mig, at Francois Hollande og Angela Merkel for en gangs skyld var lidt utålmodige over for Porosjenko. Meget tyder på, at de er ved at være trætte af konflikten, som måske spærrer for et samarbejde med Rusland om Syrien. Ganske mange ukrainske politikere og medier har kommenteret Paris-mødet i bitre vendinger. Fælles for mange ukrainske nationalistiske kommentarer er, at de mener, at Putin har vundet, og at europæerne har kapituleret over for ham. Det er dog som nævnt næppe sandsynligt, at Porosjenko kan levere. Politisk vil det være tæt på selvmord for Porosjenko at presse en aftale igennem. Efter at han kom hjem fra Paris har Porosjenko ikke snakket meget om Morel-planen. Tværtimod har han snakket om, at sikre freden i Donetsk og Lugansk ved at fjerne alle udenlandske tropper og våben. Og eftersom Porosjenko opfatter oprørerne som russere og alle våbnene som russiske, har vi at gøre med en gordisk knude. Bolden 4 / 5

kommer snart til at ligge hos Merkel og Hollande, som vi kan gætte på gerne vil have fundet en afslutning på sanktionerne mod Rusland og komme tilbage til normal business (krisen i Syrien presser sig på). Så vil Hollande og Merkel stille kontante og ufravigelige krav til Porosjenko? Det vil i givet fald gøre ondt i de ukrainske magthaveres selvforståelse. Europa og The International Community Tilbage står stadigvæk en række spørgsmål til vestlige politikere. Hvilken lære har USA og de lande, som støttede Irak-krigen fra 2003, draget af det gigantiske nederlag? En stribe af forudsætninger har vist sig ikke at holde stik, bl.a. at regimeændringer i Mellemøsten vil føre til demokrati og blomstrende markedsøkonomi. Hvor længe vil europæerne støtte en USA-ledet Mellemøsten-politik, som går imod deres interesser? Hvad har EU lært af Ukraine krisen? Manglende forståelse af både Ukraine og af Rusland bidrog i voldsom grad til selve krisen. Hvordan skal vi vurdere sanktionspolitikken, som primært har isoleret Rusland fra EU men ikke fra det meste af verden? Hvordan kommer EU frem til et mere nøgternt og ikke-ideologiseret samarbejde med Rusland, som er uomgængeligt for en løsning i Mellemøsten og selvfølgelig stabilitet i Europa? Og til sidst: Hvornår lærer Vesten, at The International Community ikke er USA og de andre NATO-lande? Andre lande med en betydelig økonomisk vækst og vægt gør sig i stigende grad gældende politisk og militært. Kriserne i Ukraine og Syrien viser dette ganske tydeligt. USA-ledede alliancer og koalitioner kan ikke entydigt bestemme hverken løsninger eller spilleregler - i hvert fald ikke som de kunne tidligere. Vesten er ikke så exceptional mere. 5 / 5