Samfundets støtter. NBO Ms.4 1112f, legg 9-10

Samfundets støtter NBO Ms.4 1112f, legg 9-10 1877 Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Mette Witting, Ingvald Aarstein 1

[HIS: Med grå blyant er notert: «Orig. s. 172»] 2

9. Dina, du vil. Dina. Johan. Dina. Johan. Jeg er din hustru fra denne stund. O, sig det endnu en gang. Din hustru. Og alt, hvad der ligger hvad du tror der ligger bag os Dina. Det ved jeg ikke, jeg ved kun at jeg må elske dig Johan. Så kaster jeg alle broer af dette skinnhellige hyklerske samfund skal aldrig se os igen. Frøken H. Johan. Hes Ombord ombord Johan Ja, ombord ah men Lona du kære søster hør her (han fører hende op i baggrunden og taler ilsomt med hende.) Dina, du lykkelige, lad mig se på dig, kysse dig endnu en gang, den sidste Dina. Ikke den sidste, nej, kære elskede tante vi ses nok igen. Aldrig! Lov mig det, Dina, kom aldrig tilbage. Hvad vil I her? Her er ikke sted for eder; her fratager de en modet til at ville være lykkelig Dina. O, nu har jeg mod til alt; nu trodser jeg alle. Ja, derude i den store fri verden, når 3

du er alene med ham, uden fortid, uden alle disse opskræmmende hensyn, uden tryk af al denne dræbende agtværdighed Dina. Ja, ja; der er det! Du elskede barn! Nu går du til lykken over havet. O, hvor ofte har jeg ikke i skolestuen stundet didover. Derude må det være skønt; en større himmel, skyerne går højere end her; en renere luft svaler om menneskenes hoveder Dina. O, tante Marta hvorfor følger du os ikke? Jeg? Aldrig! Nu er min stilling given. Gud ske lov at jeg kom til klarhed; nu tænker jeg nok at jeg kan blive helt, hvad jeg skal være. Dina. dig. Jeg kan ikke tænke at skulle skilles fra Ak, et menneske kan skilles fra meget, Dina, (kysser hende) Men det får du aldrig prøve, søde barn! Lov mig at gøre ham lykkelig Dina. Love? Jeg ved intet at love, vil intet love her har jeg læt at hade den ting: at love. Du skal heller intet love; du skal blot blive, som du er, sand og tro imod dig selv. Dina. Det vil jeg tante; thi det må jeg blive. Ja, ja, ja, jeg ved det nok. Frøken Hessel (til Johan.) Brav, brav, min kære gut; så skal det være. Og nu ombord! Johan. Ja, der er ingen tid at spilde. Farvel, 4

Lona! Tak for al din kærlighed! Farvel, Marta; hav tak du også. Bliv lykkelig; den enlige stand, ser du O, at dette skal være dit sidste ord! Nej, nej, nej; men rejs; farvel, Johan; farvel, Dina, og lykke over alle eders dage! (hun og frøken Hessel trænger dem mod døren i baggrunden; håndtryk og afsked; Johan og Dina hurtig bort; frøken Hessel lukker døren efter dem.) Nu er vi alene, Marta! Du har mistet hende og jeg ham. Du ham? Hvad er jeg for ham efter dette? En gammel halvsøster hvad skal han med hende? Et påhæng. Mændene river mangt og meget isønder omkring sig for at komme til lykken. Det hænder stundom. Men vi vil holde sammen, Marta! Kan jeg være noget for dig? Hvem mere; vi to f{...}ostermødre. Har vi ikke begge mistet vore børn, nu er vi alene. Ja, alene. Og jeg derfor skal du vide #det;# jeg jeg har elsket ham højere end du. Marta. Marta! Er dette sandhed? Hele mit livs indhold ligger i de ord. Jeg har elsket ham og ventet på ham. Og så kom han; men han så mig ikke. 5

Elsket ham! Og selv var du den, som så offervillig gav ham lykken ihænde! Hvorledes kunde jeg elske ham, hvis jeg ikke var villig til at give ham lykken ihænde. Ja, jeg har elsket ham; hele mit liv har været et liv for ham lige siden han rejste. O, det var et lykkeligt liv igrunden, skønt et liv i længsel og utålmodighed Og du kalder dig utålmodig som har ventet i alle de mange år? Ja, det var ulykken, at jeg ikke mærked hvorledes årene gik. Da han rejste, var vi jævnaldrende, og da... jeg så ham igen o, den forfærdelige stund da gik det op for ham mig at nu var jeg ti år ældre end han der havde han færdedes ude i det blanke dirrende solskin og suget sundhed af hvert luftdrag, og her sad jeg imens og spandt og spandt hans lykkes tråd, Marta! Ja, det var guld, jeg spandt. Ingen bitterhed; opgaven er jo ikke at være lykkelig men at fortjene at være det. Så er det, Marta gid visse andre tænkte det samme. (Konsul Bernick kommer ud fra værelset til venstre.) Konsul Bernick (taler indad.) Ja ja, styr med det hele, som I vil; når tiden kommer skal jeg nok (lukker døren.) Nå, er man der? Men, Marta, du kunde dog gerne klæde dig en smule om; og sig Betty, at hun gør det samme. Ingen pragt naturligvis; men dog et visst festligt tilsnit men skynd jer blot 6

Og en lykkelig oprømt mine, Marta; glade øjne, det glemte din Broder. Jeg skal sige Betty besked. (går ud gennem den øverste dør tilvenstre.) Ja nu er altså den store højtidelige stund oprunden. Ja, den er så. Nu føler du dig vel stolt og lykkelig, kan jeg tænke. Konsul Bernick (ser på hende.) Hm! Hele byen skal jo illumineres, hører jeg. Ja, de har faldet på noget sådant. Alle korporationer vil møde frem med sine faner; Hilmar har skrevet en sang og pastor Rørlund skal holde en tale. Inat vil det blive telegraferet til alle kanter af landet: Omgiven af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick sine medborgeres hyldest som en af samfundets hovedstøtter Det vil ske; og der vil blive råbt hurra udenfor og mængden vil råbe mig frem i vinduet og jeg vil blive nødt til at bukke mig og takke Å, nødt til det det er vel ikke egentlig det rette udtryk. Tror du, jeg føler mig lykkelig i denne stund? Nej; jeg tror ikke at du kan føle dig så 7

ganske rigtig lykkelig. Konsul Bernick (efter et ophold.) Lona, du foragter mig. Endnu ikke. Du har heller ikke ret til det. Og dog jo, jo, der alligevel, der er tider da jeg foragter mig selv. Men du kan ikke fatte hvor usigelig ens{...}om jeg står her i dette sammenknebne, forhyklede samfund du kan ikke fatte hvorledes jeg år for år har måttet slå af på min fordring til en hel udfyldende livsgerning.... Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan synes stykværk, småpuslerier men andet eller mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet, så var det ude med min indflydelse. Ved du, hvad vi er, vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er samfundets slaver, hverken mere eller mindre. Og hvorfor ser du dette først nu? Tror du ikke jeg har havt øjeblikke, da det er dukket op i mig? Men så kom de hverdagslige strømninger lumrende over mig igen. Og så ene, som jeg stod! Lona hvorfor kendte jeg dig ikke tilbunds dengang. Hvad så? Aldrig havde jeg da givet slip på dig og havde jeg havt dig, da stod jeg ikke, hvor jeg nu står. Og ved du så visst, hvad hun kunde blevet dig, hun, som du valgte i mit sted. Jeg ved ialfald at hun intet er blevet for 8

mig af det, jeg trængte til. Du vil sige at skylden er min men hvad hjælper det. Og hun måtte dog være kommen mig imøde, måtte have delt mine interesser, måtte have nu og da kasted ind i mig et glimt af dette usammenhængende springende i betragtningen, som en mand vel ikke ligefrem kan bruge for sin gerning, men som dog virker vækkende og rensende på hele hans retning. Det er denne evne, som kvinderne hos os ikke får lov til at gøre gældende, de fleste har den ikke engang; du Lona ikke en blandt tusend har, har mod til at være som du Det vil sige at være sig selv. Ja, og være, hvad en k en mand dybest tiltrænger. Derfor har jeg aldrig følt tilfredshed i lykkens dage, aldrig den æggende kraftforøgelse som kan ligge i modgang; det hele har været en samling af smålige ærgelser eller af smålige flade triumfer ligesom den, der nu forestår Også den? Så dybt er jeg ikke sunken at den tomme flitter skulde dække over hvad jeg lønligt må sige mig selv. Og hvorfor bryder du så ikke med al denne hulhed? Det forstår du ikke. Du kender ikke den drift som en mand har til at virke og udrette noget her i verden. I kvinder har det på en anden vis; I trænger til noget at elske, om ikke andet, så dog en kat eller en hund eller en kanarifugl. Du mener jeg virker for egen fordel, men det er ikke så; hvad jeg har udrettet, har bragt mig fordel, det er sandt, men det er ikke derfor at jeg har virket jeg har villet være det første men jeg ved også at dermed er samfundet 9

bedst tjent. Og du selv? Hvad tilfredsstillelse bringer det dig? Ingen; hele denne forløjede generation må gå tilgrunde; men der vokser op en slægt efter os; det er min søn jeg arbejder for; det er for ham jeg lægger et grundlag tilrette; der vil komme en tid da der lægger sig sandhed ind i samfundslivet og på den skal han grunde en lykkeligere tilværelse, end hans fader Med en løgn til underlag? Betænk, hvad det er du giver ham i arv [HIS: Her mangler det noe tekst, jf. 1. utg. øverst s. 182: «Med en løgn... over mit hoved!»] må dog forbandelsen vige. Jeg er gåt hundrede gange videre, end du aner; men det gode kan vende sig til ondt og således kan vel også det onde ; hvorfor kom I her? Jeg viger ikke; kan ikke vige; det skal ikke lykkes jer at få knust mig Hilmar Tønnesen (ilsomt fra højre.) Men dette er jo Betty, Betty! Hvad nu? Kommer de allerede? Hilmar Tønnesen. Nej visst ikke; men jeg må nødvendig tale med nogen ud gennem den øverste dør tilhøjre #venstre#. Bernick, du taler om at vi kom for at knuse dig. Så lad mig sige dig, hvad han er, denne forlorne søn, som dette eders moralske samfund skyr som en pestbefængt. Han kan undvære je{g}r, han er rejst. Men han kommer igen. 10

Han kommer...g aldrig igen; og du ved intet. Han er rejst for stedse og Dina med ham. Rejst? Dina rejst med ham! Ja, som hans hustru, uden prest og vielse; således slår han eders samfund i ansigtet, ligesom jeg engang nå Rejst; hun også med Indian Girl Nej; så dyr en fragt betroede han ikke til disse afskum; han er rejst med «Oljebladet» Ah; og altså forgæves (råber ind af døren) Krap stands Indian Girl den må ikke sejle iaften Fuldmægtig Krap (indenfor.) Indian Girl står alt tilhavs, herr konsul Forsent og uden nytte Hvad mener du ånd. Intet, intet vig fra mig, du hævnens Hm! Se her, Bernick; Johan lader dig sige, at han skænker dig det navn og rygte, som han engang lånte dig; se her holder jeg dine breve i min hånd Du har dem! Og nu nu vil du allerede iaften kanske når festtoget Hvor lidet du kender mig tilbunds, Karsten se her her river jeg dine 11

breve sønder, nu er der intet, som vidner imod dig uden din egen samvittighed; nu er du tryg vær nu også lykkelig om du kan Lona hvorfor gjorde du ikke før; nu er det for sent nu har du forstyrret hele mit liv jeg kan ikke leve efter denne dag Hvad er der sket? Spørg mig ikke? Ikke leve! Jo, jeg vil leve, leve virke det er dyrekøbt nok Karsten! Hilmar Tønnesen (ilsomt fra venstre.) Ingen at finde! Borte! Ikke Betty heller Hvad er det! Hilmar Tønnesen Jeg kan ikke sige dig det Konsul Bernick Tal, siger jeg Hilmar Tønnesen. Nu vel Olaf er rømt med «Indian Girl». Rømt og med Indian Girl nej, nej Ah ja nu forstår jeg han gik nys her igennem og Konsul Bernick (i døren tilvenstre) pris! Krap stands Indian Girl for enhver Fuldmægtig Krap. Umuligt, herr konsul allerede tilsøs 12

Og min søn er ombord. Fuldmægtig Krap. Hvad siger De? Løbet bort; ikke muligt. Købmand Sandstad. Han vil blive vist tilbage. Hilmar Tønnesen. Nej, nej, han skriver at han skjuler sig i lasten til de er i rum sø. Jeg ser ham aldrig mere. Å hvad snak; et stærkt godt skib; nylig repareret Købmand Vigeland. fra Deres eget værft, herr konsul Jeg ser ham aldrig mere, siger jeg (lytter) hvad er det? Musik. Nu kommer festtoget. Konsul Bernik. Jeg kan ikke, jeg vil ikke modtage nogen. Hvad tænker du på? Det går umuligt an. Købmand Sandstad. Umuligt, herr konsul foretagendet står ikke på faste fødder endnu betænk hvad der står på spil for Dem. Hvad gælder alt det nu for mig. Hvem 10. har jeg nu at arbejde for? Samfundet, svoger, samfundet. 13

Ja, det var et sandt ord. Købmand Sandstad. Og vi andre; konsulen glemmer da vel ikke at Marta (fra venstre.) Nu kommer de; men Betty er ikke hjemme Ikke hjemme? Der ser du, Lona; på en aften som denne; ingen støtte hverken i glæde eller i sorg Op med gardinerne; flere lys; op med alle gardinerne; hjælp mig herr Sandstad! (Gardinerne rulles op; man ser hele gaden illumineret; på huset lige overfor er et stort transparent med indskrift: «Leve Karsten Bernick, vort samfunds støtte».) Hvad skal alt dette til; jeg vil ikke se det. Sluk, sluk. Med respekt at spørge, er du bleven gal? Konsul Bernick Væk med denne spottende indskrift, siger jeg. Ser I ikke at alle disse lys rækker tungen ud efter os! Nej, dette må jeg sige O, hvad forstår I! Men jeg, jeg; ser I ikke at alt dette er lys om en ligbåre. Fuldmægtig Krap. Hm! Nej, men ved du hvad; du tager dig det også altfor nær Købmand Sandstad. Gutten får sig en tur over Atlanterhavet, 14

og så har De ham igen Købmand Vigeland. Bare tillid til almagtens hånd, herr konsul! Og til skuden, Bernick! Den er da ikke synkefærdig, ved jeg. Fuldmægtig Krap. Hm Ja, var det en af disse svømmende ligkister, som man hører om i de store samfund O, jeg føler at mit hår gråner i denne aften! Fru Bernick (med et stort schawl over hovedet kommer gennem havedøren.) Bernick, Bernick, ved du? Ja, jeg ved ; men du du, som intet ser som aldrig har hjælp for mig O, hør dog! Hvorfor har du ikke våget over ham? Nu har vi mistet ham. Giv mig ham igen om du kan! Ja, jeg kan; jeg har ham Herrerne. Du har ham! Ah! Men hvad er det? Hys, jeg skal sige dig 15

Du har ham! Er det sandt, hvad du siges, hvor er han? ham. Det får du ikke vide, før du har tilgivet Å, hvad, tilgivet. Men hvorledes fik du vide? Tror du ikke en moder ser. Jeg var dødsangst for at du skulde få vide nogle ord, som han lod falde igår, og da hans randsel og klæder og gevær var borte Ja, ja? Jeg fik fat på Aune hans sejlbåd det amerikanske skib holdt på at sejle Gud ske lov, vi kom dog tidsnok fik undersøgt i rummet fandt ham o, Bernick, du må ikke straffe ham Betty! Og ikke Aune heller Aune hvad ved du om ham? Er Indian Girl Fru Bernick under sejl? Nej, det er just sagen Tal, tal. Aune var ligeså rystet som jeg; undersøgelsen tog tid, mørket faldt på og så tog han sig til i dit navn Nu? 16

At standse skibet til imorgen Gud være evig lovet? Du er ikke vred? Gud være lovet, Betty! Du er da også altfor samvittighedsfuld Hilmar Tønnesen Der har vi toget. Ja, nu kan de komme. Købmand Sandstad. Hele haven er fuld af mennesker. Købmand Vigeland. Hele gaden også; det gælder at vise et ydmygt sind. Alle fanerne er ude; hvilket tog Konsul Bernick Lad dem komme Der kommer festkommiteen med adjunkt Rørlund i spidsen. Lad dem komme, siger jeg. Men hør i den oprørte sindstilstand du er Hvad så? Jeg skal gerne tage ordet på dine vegne Nej tak, iaften vil jeg tale selv 17

Men ved du også hvad du bør sige. Ja, vær tryg, Rummel, nu ved jeg, hvad jeg bør sige. (Havedøren slås op. Adjunkt Rørlund i spidsen for festkommitteen kommer ind. Efter dem kommer byens borgere af alle klasser så mange, salen kan rumme; en uoverskuelig mænge med faner og flag skimtes udenfor i haven og på gaden.) Adjunkt Rørlund. Jeg ser af den overraskelse, der maler sig i Deres ansigt, at vi her som uventede gæter trænger ind til Dem i Deres lykkelige og fredelig familjekreds, ved Deres arne, omringet af en liden kreds af hæderlige og virksomme venner og medborgere. Men det har været os en hjertets trang at bringe Dem vor hyldest. Det er ikke første gang at sådant sker; men dog første gang i en så storarte{d}t målestok. Vi har mangen gang bragt Dem vor tak for det brede moralske grundlag hvorpå De så at sige har bygget vort samfund. Dennegang hylder vi Dem navnlig som den klartskuende, selvopofrende uegennyttige og utrættelige medborger, der har taget initiativet til et foretagende, som efter praktiske mænds mening vil give et mægtigt stød til dette samfunds timelige trivsel og velvære. Stemmer blandt mængden. Bravo, bravo! Adjunkt Rørlund. Herr konsul, De har i en række af år foregået vor by med et lysende exempel. Jeg taler ikke her om Deres mønstergyldige familjeliv eller om Deres uplettede moralske vandel overhovedet, deslige ting være henviste til lønkamret og ikke til festsalen; men jeg taler om Deres borgerlige virksomhed, således som den ligger åben for alles øjne. Veludrustede skibe går ud fra Deres værfter og viser flaget på de fjerneste have. En lykkelig og talrig arbejdsstok ser op til Dem som til en fader. Gennem grundlæggelsen af nye 18

erhvervsgrene har De grundlagt hundreder af familjers velfærd. Med andre ord De er dette samfunds grundpille i eminent betydning. Stemmer Hør, hør, bravo! Adjunkt Rørlund. Og just dette uegennyttighedens skær, der hviler over al Deres vandel, er det, der virker så usigelig velgørende besynderligen i disse tider. De står nu i begreb med at skaffe os en ja, jeg tager ikke i betænkning at nævne ordet prosaisk og ligefrem, en jernbane. Stemmer. Bravo, bravo! Adjunkt Rørlund. Men dette foretagende lader til at skulle støde på vanskeligheder, væsentlig dikterede af snevre selviske hensyn Adjunkt Rørlund. Det er nemlig ikke forbleven ubekendt at visse havesyge individer, der ikke hører til vort samfund, er kommen os i forkøbet og har sat sig i besiddelse af visse fordele, der rettelig burde være kommen vor egen by tilgode. Stemmer. Ja, ja! Adjunkt Rørlund. Dette rygte er Dem naturligvis ikke ubekendt, herr konsul men ikke destomindre forfølger De urokkelig Deres forehavende, vel vidende, at en statsborger ikke blot bør have sin egen kommune men også det hele fædreneland for øje Stemmer. Hm; nej, nej; jo, jo. Adjunkt Rørlund. Det er således mennesket som borger i staten, manden, som han skal og bør være, hvem vi idag i Dem bringer vor hyldest. Gid Deres foretagende vorde til held for dette samfund! Det vil visselig blive en vej, hvorpå vi udsættes for at tilføres fordærvelige ele- 19

menter fra de store samfund udenfra; men også en vej, der hurtigt kan skaffe os af med dem. Og slette elementer udenfra kan vi jo selv nu ikke holde os fri for. Men at vi just på denne festlige aften, efter hvad rygtet siger, lykkelig og hurtigere en forventet, er bleven visse sådanne elementer kvit, det tager Stemmer Hys, hys! Adjunkt Rørlund. Det tager jeg for et lykkeligt varsel for foretagendet. At jeg berører dette punkt her, viser at vi befinder os i et hus, hvor den ethiske fordring stilles højere en{e}d familjebåndet. Stemmer. Hør! Bravo! Tillad mig Adjunkt Rørlund. Kun få ord endnu, herr konsul! Hvad De har udrettet i denne kommune, har De visselig ikke udrettet med den bagtanke at det for Dem skulde drage nogen verdslig fordel efter sig. Men et ringe tegn på erkendtlige medborgeres påskønnelse tør De dog ikke tilbagevise. #[HIS: Tilføyelsen står nederst på siden, og er plassert inn i teksten hvor den hører til i førstetrykket.] og allerminst i denne betydningsfulde stund, da vi efter praktiske mænds forsikring står foran begyndelsen til en ny tid.# Så har vi da her at overrække Dem et sølv-kaffe-service; lad det smykke Deres bord når vi i fremtiden, som så ofte før, har den glæde at samles i dette gæstfrie hus. Og også Dem, mine herrer, der så redebon har ståt vort samfunds første mand bi, beder vi modtage en liden erindringsgave. Denne sølvpokal er til Dem, herr grosserer Rummel; De har så ofte, i veltalende ord, under pokalernes klang forfægtet dette samfunds borgerlige interesser, gid De ofte må finde værdige anledninger til at løfte og tømme denne pokal. Dem, herr købmand Sandstad overrækker jeg dette album med fotografier af medborgere; Deres medfødte og velbekendte humanitet har sat Dem i den behagelige stilling at tælle venner indenfor alle 20

partier i samfundet. Og til Dem, herr købmand Vigeland, har jeg at frembyde denne huspostille på velin og i pragtbind; under årenes modnende indflydelse har De nået frem til en alvorsfuld livsbetragtning; Deres virksomhed i døgnets gøremål har gennem en årrække været lutret og adlet at tanken på det højere og det hinsidige. Og dermed, kære medborgere, et leve for konsul Bernick og hans medkæmpere, et leve for vort samfunds støtter! Alle. Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter! Til lykke, svoger! Mine medborgere, gennem Deres ordfører blev det sagt at vi iaften står foran begyndelsen til en ny tid, og det håber jeg skal blive sandhed. Men for at dette kan ske må vi tilegne os sandheden, sandheden, som indtil iaften, gennemgående og i alle forholde har været husvild i dette samfund. (overraskelse blandt mængden.) Jeg må da begynde med at vise tilbage de lovord, som De, herr adjunkt, har havt den godhed at ødsle på mig. Thi jeg har indtil idag ikke været nogen uegennyttig mand; har jeg end ikke altid efterstræbt pengefordel, så er jeg mig ialfald nu bevidst at en trang og en higen efter magt, indflydelse, anseelse har været drivkraften i de fleste af mine handlinger Hvad nu? Jeg gør mig ingen bebrejdelser herfor; thi jeg tror endnu at jeg tør stille mig i første række blandt de dygtige her hos os. Stemmer. Ja, ja! men hvad jeg lægger mig til last er at jeg så ofte har bøjet ind på krogveje, fordi jeg kendte vort samfunds tilbøjelighed til 21

at underlægge en handling urene grunde. Og nu kommer jeg til et punkt, som vedrører dette. Grosserer Rummel (urolig.) Hm, hm! Her går rygter om store ejendomskøb. Disse rygt ejendomme har jeg købt, allesammen, jeg alene. #Dæmpede# Stemmer. Hvad? Konsulen? #Konsul Bernick# De er foreløbig i min hånd. Naturligvis har jeg betroet mig til mine venner, de herrer Rummel, Vigeland og Sandstad, og vi er bleven enige om Det er ikke sandt bevis, bevis! Købmand {V}Sandstad. Vi er ikke bleven enige om nogenting Købmand Vigeland. Nej, nu må jeg da sige Ingen falsk beskedenhed, mine venner vi er bleven enige om at disse ejendomme bør udbydes til almindelig aktietegning; enhver, som vil, kan få del i dem! Mange stemmer. Hurra! Leve konsul Bernick! Et, så nedrigt forræderi! Købmand Sandstad. Altså narret os Købmand Vigeland. mig! Mængden. Nå så dævelen rive uf, Gud forlade Hurra, hurra, hurra! Stilhed, mine herrer; mine venner og 22

jeg gør afkald på enhver hyldest; thi jeg ialfald er mig bevidst nå; så meget står fast at fra iaften begynder vi en ny tid; den gamle med sin sminke, med sit hykleri, sin løjede hæderlighed og sine jammerlige hensyn skal stå for os som et museum åbent til belærelse og til dette musæum skænker vi både kaffeservicet og pokal og album og huspostillen på velin og i pragtbind Ja, naturligvis Kbmd Sandstad. Har De taget det andet så Kbmd. Vigeland. Vær så god. Og nu hovedopgøret med mit samfund og med min samvittighed. Betty, fat dig og bær hvad der nu kommer. Der blev sagt at slette elementer har forladt os iaften ; jeg kan tilføje, hvad man ikke, ved; den mand, man sigtede til, er ikke rejst alene med ham fulgte som hans hustru Dina Dorf! Adjunkt Rørlund Hvad! (stor bevægelse blandt mængden.) Adjunkt Rørlund. Flygtet løbet bort, umuligt! Konsul Bernick Som hans hustru, uden både prest og vielse, og dog siger jeg at jeg sætter dette ægteskab højere end mangt blandt os, hvor alle former er i... og jeg tilføjer mere hatten af for den mand thi han har højmodig taget en andens brøde på {m}sig mine medborgere, jeg vil ud af usandheden De skal vide alt jeg var for femten år siden den skyldige Fru Bernick O, Karsten, tak, tak. 23

Der vandt du endelig dig selv. (hviskende forbauselse blandt mængden) Se så; nu står vi på ren fod med hverandre; det vil nu vise sig om femten års virksomhed kan udslette en ungdomsforvildelse enhver, der føler sig ren, kaste den første sten; men ingen afgørelse iaften; jeg beder enhver gå til sit at samle sig bort med al festpragt det vil i føle, er ikke her på sin plads Adjunkt Rørlund. Visselig ikke nå, jeg takker {g}gud det havde været et forgæves offer Ja, mine herrer, jeg tænker det er bedst vi (meddelelsen går hviskende fra mund til mund; mængden fjerner sig i lydløs stilhed.) Betty, dette var dig et tungt slag. Dette er den gladeste fest i femten år. Konsul Bernick Hvorledes? Har du? Vidst alt. Konsul Bernick Vidst? Fra aftenen før vor bryllupsdag. Det var hendes hævn. Vidst og dog tiet? O, hvorfor har du tiet, Karsten? Hvorfor har du aldrig holdt mig værdig til at tilgive et forvildet øjeblik? Fordi jeg aldrig har kendt dig før iaften. Men lad ham nu komme! 24

Ja, ja; du skal få ham. Herr Krap (taler sagte med ham; han går ud gennem havedøren.) Tak, Lona; du har reddet det bedste i mig. Var det andet, jeg vilde? Hvorledes? Ikke had; ikke hævn? Gammel kærlighed ruster ikke. Konsul {Lona}Bernick. Lona! Abelone! O, hvorved har jeg jammerlige fejge karl fortjent Ja, dersom vi kvinder spurgtet efter fortjenesten, Karsten (Aune kommer med Olaf fra haven.) Olaf! Olaf. Fader, jeg skal aldrig Aldrig gøre det mere? Jo, du skal men ikke hemmeligt hør, gut herefter skal du få lov til at være dig selv Olaf. Ikke samfundets støtte? Nej, nej; dig selv, hører du; lad det så gå, som det kan. Og De, Aune Aune. Jeg ved det, herr konsul jeg har min afsked 25

Aune. Vi bliver sammen, Aune ; tilgiv mig Hvorledes; skibet sejler ikke. Gud være lovet for det; og tilgiv mig imorgen må det efterses kanske en ny reparation turde være nødvendig Aune. Kanske. Ja, j{eg}a, her er meget at reparere. Godnat, Aune! Aune. Godnat, herr konsul og tak, tak, tak. (ud til højre.) Nu er de alle borte. Og vi er alene. Alle lys er slukket i vinduerne Vilde du ønske dem tændt igen. Ikke for nogen pris i verden. O, kom nærmere, tættere omkring mig jeg er bleven mig igen! Kom, Betty kom, Olaf og du, Marta jeg har ikke set dig i alle disse år, synes jeg vort samfund er et samfund af pebersvendsjæle vi ser ikke kvinden og du, Lona ja det står fast du rejser ikke fra os Nej, hvor kunde jeg forsvare at rejse fra jer unge folk, som skal begynde at sætte bo. Er jeg ikke fostermoder jeg og du Marta vi to gamle tanter hvad ser du efter? Hvor himlen klarner ; hvor det lysner i vejret «Oljegrenen» har lykken med sig. Og lykken ombord 26

Og vi, vi har en lang alvorlig arbejdsdag ivente jeg mest men lad den komme slut jer blot tæt om mig{;}, slut I stærke trofaste kvinder et har jeg lært idag: det er I kvinder, som er samfundets støtter Da har du lært en skrøbelig visdom, svoger. (griber hans hånd) Sandhedens og frihedens ånd, det er samfundets støtter. 27