Når børnene begynder i skolen om et par dage er noget af det første, de vil fortælle hinanden, hvad de fik i julegave. De vil måske prale og sammenligne størrelse og priser på gaverne, og når de har hørt hvad de andre har at fortælle om deres gaver, vil de enten have den følelse, at de har fået hvad de syntes de fortjente, eller de vil være skuffede. Vi voksne taler ikke så meget om vores gaver. Vi nævner det måske, hvis vi har fået noget, vi er rigtig glade for, men det er ikke helt velset at være stolt eller skuffet over sine julegaver, for det burde vi vel være for voksne til. Men lur mig om ikke selv voksne kan sidde der juleaften og se på de andres bunker og på ens egen slunkne bunke og tænke: Fortjente jeg ikke bedre? Der er det med gavegivning, at det nemt bliver en byttehandel. Vi giver selvfølgelig gaver for at glæde andre, men vi forventer alligevel tit at få noget igen. Hvis vi giver gaver til børn, glæder vi os over at se deres glæde, og det og måske et tak fra børnene er 1
gengæld nok for gaven. Når vi giver gaver til voksne, har vi som oftest en forventning om at få noget, der svarer til det, vi gav, enten noget, der er lige så meget værd, eller noget som den anden har brugt lige så meget tid og energi på at finde, som vi brugte på at finde deres gave. Men gaverne har også en anden betydning. Vi giver gaver til dem, vi er forbundet med, i bund og grund for at vise, at vi sætter pris på den relation, vi har. Vi pakker i overført forstand meget med ind i pakkerne, stor kærlighed, eller dårlig samvittighed, hvis det er en gave til en, vi holder af, som vi har forsømt. Julen er som bekendt festen for Jesu fødsel, og Jesus kan forstås som den ultimative julegave. I julen gav Gud sig selv til menneskene. Jesus-barnet er den egentlige julegave. Og den julegave er valgt med den største omhu og kærlighed til modtagerne, som er os. Det er nemt nok at sige, at man elsker nogen, men der må handling bag ordene, hvis vi skal komme til at tro dem. Og det er nøjagtig det, Gud gør i julen; han 2
viser os på den tydeligst tænkelige måde, hvor stor kærlighed han nærer til os mennesker, ved at give os sin søn. Når vi sidder med en gave, vi har fået af en ven eller et familiemedlem, kan vi overveje, om vi har fået det, vi syntes, vi fortjente. Men når det gælder Guds gave til os er der ingen tvivl om, at vi ikke har fået det, vi har fortjent; vi har fået meget mere! Ingen kan nogen sinde gøre gengæld for den fantastiske gave. Og det er heller ikke meningen. Det er en gave, som vi bare skal tage imod som det, den er: En kærlighedsgave givet helt uden bagtanker eller forventninger om, at der bliver givet store gaver retur. Det kunne måske vække til eftertanke også når det gælder de julegaver, der ligger under træet til os, og alt det andet, vi får af andre mennesker. Måske skal vi øve os i at tage imod, når nogen giver os noget i kærlighed. Det kan godt være det ikke var det, der stod på vores ønskeliste, men der ligger måske 3
mange tanker og megen kærlighed bag den gave, som vi rynker på næsen ad. Det lille Jesus-barn er indbegrebet af en julegave givet i kærlighed. Dette lille barn blev voksent, og gav selv mange kærlighedsgaver, som ingen havde gjort sig fortjent til. Og da Jesus ville forklare sine disciple, hvordan de skulle bede, gav han dem endnu en gave, nemlig fadervor, som siden da er blevet givet videre i generationer. Fadervor er det, vi som spæde får, når vi er blevet båret ind i kirken. Fadervor er en gave, vi altid kan have med os. Fadervor bliver bedt i skolen og til præst, og inden vi skal sove, så vi kan føle os trygge. Konfirmanderne får bekræftet, at fadervor er deres, når de sammen beder den på deres konfirmationsdag. Fadervor bliver bedt for brudeparret, der træder ind i en ny epoke, og de bliver dermed mindet om, at bønnen er deres og en gave, de altid kan finde frem og bruge. Vi beder fadervor hver gang vi er i kirke, vi beder det når vi 4
mødes i glæde i kirken, og vi beder det i nødens stund. Vi beder det, når vi har sunket kisten ned i den sorte jord, alle, der er til stede, beder det for den døde, og os, der er tilbage. Og tit synger vi: Med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse!, fordi vi ikke har nogen grund til at være bange, når vi har bedt vores fadervor. Når vi beder til Gud, får vi os rigtigt placeret i forhold til Gud. Vi bliver mindet om, at vi aldrig har fortjent alt det gode, han gør for os. Han giver os livet og det daglige brød af ren kærlighed, ikke som en byttehandel, hvor vi får det vi har brug for, fordi vi har gjort noget godt for Gud eller for vores næste, men ene og alene fordi han elsker os. Da Jesus gav os fadervor, gjorde han det samtidig klart for os, at vi har fået barnekår. Gud er vores far i himlen, og vi er hans børn. Selv når vi er blevet voksne er vi hans børn. Det betyder, at vi har lov til at tigge og bede ham om det, vi mener vi har brug for, ligesom små børn gør det, og det betyder, at vi kan 5
græde og klage vores nød, når vi er skuffede over hans gaver til os. Og det betyder, at han tager imod os som sine elskede børn, både når vi glade og tilfredse, når vi er urimelige og utaknemmelige og når vi er kede af det og har svært ved at se, at han tager sig af os som en kærlig far. Han ved nemlig bedst, hvad vi har fortjent. Jeres far ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det, som Jesus siger til os. Med fadervor beder vi den svære bøn, der hedder: Din vilje ske. Det er en meget vanskelig bøn at bede. Det svarer til, at vi sidder og kigger på den slunkne bunke af gaver, som vi har fået juleaften, og så skal sige: Nå ja, det eneste jeg har fået i år er 4 hjemmestrikkede halstørklæder, men I ved jo nok bedst, hvad jeg har brug for. Det ligger ikke lige for. Men i modsætning til vores øvrige familie, så ved vores himmelske far helt nøjagtig, hvad vi behøver. En jordisk mor og en far mener også, de bedst ved, hvad barnet har brug for, og det gør de også (ind i mellem), men med vores far i himmelen er det sådan, 6
at han altid ved, hvad vi har brug for. Det er ikke altid, vi kan se, det er det bedste for os. Men det er det. Vi får mange gaver fra Gud, dagligt faktisk, men det er ikke altid vi ser, at det er velsignelser fra Gud. Tag nu bare selve livet. Livet er ikke noget, vi kan takke os selv for. Vi skylder ikke os selv livet. Det er en gave, vi har fået, og den kan vi kun tage imod med tak. Dette liv har vi så længe Gud giver os det. Hele livet, hver en evne, hvert et lysglimt, hvert menneske vi møder er en gave. Gaver, som vi har fået fra Gud. Måske det skal være det kommende års forsæt, at vi skal tælle vore velsignelser, at vi skal huske at værdsætte alle de gode ting, der kommer til os fra Gud. Det være sig livet, meningsfulde relationer, sunde og raske børn og børnebørn, fuglene på foderbrættet, hvad det nu er, vi har det med at overse, lad os åbne øjnene for det og takke vor skaber for, at han altid sørger for os på bedste måde. Og lad os sammen folde hænderne og huske den 7
gave, vi fik i vor dåb, som vi altid finde frem og få glæde af, nemlig fadervor. Lad os sammen bede: Vor Fader, du som er i himlene 8