INPUT 2016 Calgary International konference for public service-producenter og -broadcastere Input-konferencen er en lækker bouillonterning af international public service-inspiration for tvfolk! Konferencen byder på tematiserede sessions med programmer eller klip som udgangspunkt for efterfølgende debat. Du har også mulighed for at lægge dit helt eget personlige dagsprogram, hvis du dykker ned i den store mængde af udvalgte internationale dokumentarer, serier eller shows, der kan opleves med hovedtelefoner og egen skærm, hvis du udnytter konferencens bibliotekslink under festivalen. I et international perspektiv har danske producenter og broadcastere en meget moderne og modig fortolkning af public service, hvor der bruges masse af greb og hentes inspiration fra andre genrer og fortælleformer. Det gør, at danske public service-tv-programmer bliver set af store dele af vores befolkning programmerne er nutidige, og i både form og indhold bliver grænser afsøgt. Det betyder, at danske programmer bliver mødt med en særlig nysgerrighed på konferencer som denne. Med andre ord er der ikke alene inspiration og masser af INPUT at hente der er også rig mulighed for at give og dele ud af erfaringer samt skabe et internationalt netværk.
UDDYBNING DET UNIKKE VED INPUT På mange internationale konferencer som fx IDFA i Amsterdam kan man svælge helt hen i fantastiske dokumentarer. Man kan sagtens nyde og også delvist lade sig inspirere, men ofte er betingelserne ikke lette at kopiere for hvor mange kan overbevise chefen om, at de skal have et kamera og otte år til rådighed for at lave en enkelt film (eller har råd til at gøre det uden om chefen?) Det unikke ved Input er, at alt er lavet på betingelser, som kan minde om dem, vi selv arbejder under: Der er en stram økonomi; ikke oceaner af tid til at udvikle; ofte heller ikke stor tålmodighed osv. osv. Derfor er inspirationen fra Input lettere at omsætte til egne projekter. Input er ikke en salgs-messe (som fx MIP i Cannes), og derfor er der ingen distributører til at sælge formater. Input er baseret på tillid til, at man ikke en-til-en-kopierer udsendelser eller formater, men kun bruger delingen som inspiration. Det er heller ikke en prisuddeling, og derfor er der flere af de udvalgte programmer, der i mine øjne ikke er forbilledlige som færdige produkter. Men det generøse med en konference som denne er, at det ikke nødvendigvis er det færdige værk, der er den største inspirationskilde for andre måske er det de etiske overvejelser undervejs; det unikke cast; det geniale greb eller den helt nye måde at servere et klassiske tungt public service-emne på, der deltagerne får allermest ud af at vende med kolleger fra resten af verden. TENDENSER Der var i år mange perler. Personligt blev jeg især inspireret på tre fronter: Når du ikke har videomateriale til din historie Det sker relativt hyppigt, at man gerne vil fortælle en historie, som mangler billeder. Enten fordi man ikke var til stede, da scenen udspillede sig. Måske fordi kameraet end ikke var opfundet. Jeg stødte undervejs på tre eksempler, som hver især på ingen måde var fuldendte som fortælling, men som havde fundet en måde at fortælle visuelt på uden at have levende billeder: Den japanske public service-broadcaster, NHK, fik i jubilæumsåret for Hiroshimabombningen lavet dokumentarfilmen Beneath the Mushroom Cloud med udgangspunkt i to pressefotos taget på en bro i Hiroshima 6. august 1945. Redaktionen har dels opsøgt de overlevende fra billedet samt fået billederne analyseret af tekniske, historiske og medicinske eksperter. Til sammen danner ekspert- og vidneudsagn grundlag for, at billederne animeres, så vi som seere kan få en fornemmelse af, hvordan det var at være på den bro umiddelbart efter, at bomben er faldet.
Rørende, men på samme tid japansk afmålt, hvilket gjorde filmen og selvfølgelig bombningen endnu mere uhyggelig. http://www.nhk.or.jp/co-pro/e/ http://www.nhk.or.jp/special/detail/2015/0806/ Last day of freedom er en prisbelønnet, animeret dokumentarfilm, der handler om en amerikansk mand, hvis bror begår en forbrydelse og skal henrettes. I den personlige fortælling kommer hovedpersonen ind på sin egen rolle i historien, forholdet til broren og dødsstraf. Både interview og scenisk materiale ligner animerede blyantstegninger http://www.lastdayoffreedom.net/ I kunstfilmen Picasso and his gang blev malerierne levende, hoppede ind i arkivmateriale og blev blandet med nye optagelser. På papiret en rodebunke, men reelt købte man den. Ud i landet Som redaktør på DR1 er jeg meget af at sikre, at vi dækker og spejler hele Danmark. Undervejs så jeg to meget vellykkede eksempler på, hvordan man kan ud til virkelighedens og hverdagens store karakterer: Det ene eksempel hedder The Last Barn dance (se trailer her: http://lastbarndance.com/) Filmen handler om mælkeproducenten Randy, der har svært ved at få de økonomiske ender til at mødes på hans lille farm. Randy ved også, at hvis han mister farmen, der har været i familiens eje gennem generationer mister han ikke kun sit levebrød, men også hele grundlaget for det liv, han ønsker at leve og ikke mindst traditionen for at holde de elskede fester i laden! Det er et smukt filmet portræt af en enkelt mand, der rummer en stor og samfundsbred historie. Der er alvor og smil, og den bidrager med masser af nuancer til stereotypen af en sydstatsamerikaner.
Et andet godt eksempel på, at nuancer og forståelse opstår, når man kommer tættere på, er det belgiske succes-format Radio Gaga. To venner og komikere drager ud til et lukket miljø i det afsnit vi så, besøgte de et genoptræningscenter hvor de etablerer et interimistisk radiostudie. Alle på stedet får udleveret en radio, så de fra deres værelser, senge, træningsrum kan følge med i, hvad der sker i studiet og alle må komme forbi og fortælle deres historie og ønske et musiknummer. Det, der er svært at tale om Det meget fine ved programmet er, at der skabes et intimt rum, hvor gæsterne har lyst til at dele meget personlige historier og måske få sagt nogle af de ting, som de ikke får fortalt deres nærmeste. Programmerne mangler åbenlyst præmis, bue osv., men at dømme efter antallet af våde øjne i salen, fik formatet helt klart fat i noget hos seerne. Promo kan findes her https://www.youtube.com/watch?v=ev7h6c puhoc (kan desværre ikke finde en med oversættelse) En stor inspiration og indimellem overraskelse ved sådan en international samling, er den store forskel, der er på, hvordan vi rundt om i verden håndterer de ting, der er svære at tale om. Og kontrasterne er åbenlyse: I Norge viser man brugte menstruationsbind i nær i ungdomsprogrammer, når man konkret, informativt og meget grænseoverskridende laver tv til unge om kroppens forvandlinger. I Japan er grebet til gengæld at gemme sig, når emnet for samtalen bliver for pinligt, og man mågerne klæde sig ud som dyr eller hånddukker! DANSK ISLÆT Som skrevet tidligere er de øvrige Input-deltagere ofte ret interesserede i, hvad danskerne nu har fundet på. Som en del af den danske jury var jeg med til at indstille syv programmer, hvoraf den internationale jury valgte at vise tre på den endelige konference:
Jimmys Krig (Koncern for DR1) POV (DR Ung for DR3) Når mobilen ta r magten (Dokumentar Kompagniet for TV 2) I udvælgelsen lægger vi vægt på, at der enten er brugt nye, overraskende formgreb eller andet, der umiddelbart kan udfordre public service-rammen. Og/eller at der er noget, der er relevant at diskutere i en international sammenhæng. Ofte er der stor forskel på, hvordan man ser på public service i de respektive lande, men danske programmer får ofte gang i nogle rigtigt gode debatter. Jeg overværende selv visningen af POV (afsnittet med overspiseren), og der var mange, der måtte kigge væk undervejs, fordi man kommer virkeligt tæt på den medvirkende hovedperson. Folk var imponerede over, hvor medrivende grebet var til trods for, at man aldrig ser hovedpersonens ansigt. Der var også virkeligt gode tilbagemeldinger på Jimmys Krig. Især var nordamerikanerne grebet af fortællingen. De kender selv til problematikken hvordan får man krig til at give mening, og én foreslog endda, at filmen skulle være obligatorisk for soldater. Mest rørende var en kommentar fra en tidligere Vietnam-soldat i salen han ville ønske, at han selv havde lavet den film, da han vendte hjem fra krig. Jeg deltog desværre ikke selv i sessionen med Når mobilen ta r magten men emnet er jo universelt, så jeg er sikker på, at der er mange andre lande, der har kunne lade sig inspirere af formen og temaet.