Statuen, der ikke voksede ind i himlen

Statuen, der ikke voksede ind i himlen Indien bygger lige nu på verdens største statue. Projektet afspejler Narendra Modis svaghed for paradeprojekter og værdipolitik. Men vælgerne deler ikke hans begejstring. De vil have udvikling. Det var med vanlig fanfare, at Modi lancerede sit Statue of Unity projekt. Hver eneste landsby i Indien skulle bidrage med et kilo gammelt jern, som en hyldest til Indiens jernmand, landsfaderen Patel. Hundrede lastbiler blev sendt afsted for at indsamle potter, pander og rustne haveredskaber fra landets bondestand, og kontorer blev åbnet, så nationen kunne modtage folkets bidrag. Patel-statuen skulle være et nationalt samlingsprojekt. Siden er 5.000 kubikmenter folke-jern blev indsamlet. Desværre kan det gamle jern ikke bruges i statuen, i hvert fald ikke i de bærende elementer, for kvaliteten er for dårlig. Desuden skal statuen støbes i Kina (men dog samles i Indien). Helte fra Gujarat Modi lancerede projektet i 2013, mens han stadig var leder af delstaten Gujarat. Frihedskæmperen Patel kom nemlig også fra Gujarat, og derfor var det kun naturligt, at statuen skulle placeres netop dér. I den forstand mindede statuen om så mange andre prestigeprojekter, som indiske delstatsledere kaster sig ud i, når de skal manifestere deres pondus. Alligevel havde Patel-statuen en særlig kaliber, som efterhånden kendetegner Modi. Statuen skal være verdens største, 182 meter høj, dobbelt så høj som Statue of Liberty. Med sokkel bliver den 240 meter

høj, næsten 2½ gang højere end Københavns Rådhustårn. Dertil kommer mindehave og museum, og en kunstig sø på 12 kvadratkilometer, som turister kan sejle rundt på. Samlet pris, tre milliarder kroner. Indiens Bismarck Patel var en af Indiens vigtigste landsfædre. Han var Nehrus sekundant og manden, der samlede Indien i de kritiske måneder op til uafhængigheden. Kun halvdelen af subkontinentet var underlangt den britiske kolonimagt, resten var fordelt mellem 556 fyrstendømmer, der skulle lokkes og trues ind i den indiske union. Det klarede Patel. En journalist fra New York Times beskrev ham som kold, kynisk og sej som læder. Gandhi kaldte ham den perfekte mand til jobbet. Han fik tilnavnet Indiens Bismarck. Netop derfor ynder Modi at spejle sig i Patel; begge er hårde mænd, der kan føre Indien videre. Men sympatien for Patel har også stærke ideologiske og politiske undertoner. Patel repræsenterede en mere kulturkonservativ og Islam-kritisk fløj af Kongresbevægelsen, som måtte vige for Nehru og Gandhis vision om et pluralistisk Indien, blandt andet fordi Patel døde allerede i 1950. Nehru blev Indiens første statsminister, han styrede landet i 16 år, hvorefter hans datter og barnebarn sad på magten i yderligere 20 år. Nehru/Gandhi-dynastiet var en realitet, og en tragedie for Indien, mener hindunationalisterne. Hvis bare Patel havde stået i spidsen, havde Indien været et bedre (og mere hinduistisk) sted i dag, mener de. Med statuen ønsker Modi at hylde Patel på bekostning af Nehru, og dermed bidrage til den generelle afvikling af Nehru/Gandhi-dynastiets magi, som finder sted i disse år. Kampen om historien

I den forstand ligger Patel-statuen i fin forlængelse af den bredere hindunationale kulturkamp, som Modi har ført, siden han kom til magten. Hans mål er at udbrede den hindunationale fortælling om et Indien, der har befundet sig i en mørk middelalder siden muslimerne indtog Nordindien i år 1000. Nye skolebøger er blevet lanceret, der ophøjer hinduistiske myter til sandhed, og hævder at de tidlige hinduistiske civilisationer befandt sig på et teknologisk niveau, der overgår nutiden, komplet med atomkraft, avanceret radarteknologi, kunstig befrugtning og galaktiske rumrejser (se indlæg Rama Unplugged). Dertil kommer en stiltiende accept af hinduradikale gruppers anslag mod ytringsfriheden samt overgreb på kristne og muslimske mindretal (se indlæg Det var bare lammekød). Modis svaghed Men Patel-statuen afspejler også en anden af Modis svagheder; hans forkærlighed for store projekter med skarpe deadlines, fængende navne og letforståelige formål. De næste mange år er belagt med ambitiøse mål: Inden 2017; anlæggelse af 30 kilometer ny vej om dagen og etablering af bredbånd i 600.000 landsbyer. Inden 2019; udrensningen af den hellige og stærkt forurenede Ganges-flod og opførelse af 120 mio. toiletter (se indlæg, Take the Poo to the Loo). Inden 2020; opførelse af 100 nye smarte byer og skabelsen af 100 mio. nye industrijobs. Listen er lang og hensigterne prisværdige, men ifølge kritikere, ikke uden skyggeside. For det første er der ikke altid sammenhæng mellem budget og ambitionsniveau, og dermed er fremdriften beskeden på mange af projekterne. For det andet er Modis autoritære ledelsesstil en stigende belastning. Ministermøder beskrives som monologer, hvor Modi træffer hurtige beslutninger uden debat, hen over hovedet på sine ministre. Ingen tør modsige ham og eksperterne

bliver sjældent spurgt. Den anerkendte historiker Ramachandra Guha kalder Modiregeringen for anti-intellektuel i sin foragt for akademikere. Projekter prioriteres ikke nødvendigvis ud fra objektive kriterier, men snarere ud fra deres PR-værdi, eller i hvor høj grad de flugter med Modis personlige kæpheste. Knap så minimalistisk Endelig er hans projekter ofte drevet af statslig centralisme, uden skelen til græsrødder og folkelige forankring, på trods af at Modi ofte fremhæver sig som tilhænger af minimalstaten. Som tidsskriftet The Economist bemærker om Modis regeringsstil: De dygtigste ledere skaber de rette betingelser, så andre kan opnå ambitiøse mål Modi bør sigte efter brede reformer, ikke specifikke målsætninger. For det er de svære reformer, der mangler, hvor resultaterne først bærer frugt efter mange år, f.eks. forbedringer af folkeskolen og folkesundheden. I stedet vedtages nye paradeprojekter, senest lige før jul etableringen af en højhastighedstogforbindelse mellem Delhi og Ahmedabad, hovedstaden i Modis delstat Gujarat. Pris: 90 milliarder kroner. De penge var bedre brugt på en generel forbedring af Indiens skrantende statsbaner, mener kritikere, og henviser til de 23 mio. mennesker som dagligt fragtes rundt i landet på nedslidte skinner og broer, der vakler under tidens tand. Tilhængere & modstandere Modis tilhængere hæfter sig ved, at de store prestigeprojekter har stor psykologisk betydning. De motiverer, inspirerer og sender et klart signal til resten verden om, at Indien er på vej. Det budskab skaber optimisme og fremtidstro, og fremmer udenlandske investeringer. Og sådan ser det nok også ud på de bonede erhvervsgulve i Mumbai og Bangalore, men ikke i de nordindiske landdistrikter, som stadig venter på de gode tider, som Modi lovede dem under valgkampen i 2014.

Og reaktionen synes undervejs. I 2015 tabte Modi to vigtige delstatsvalg i Nordindien (se indlæg, Slaget om Bihar), på trods af at hindunationale kræfter pustede til de sekteriske gløder, og skabte splid med muslimer og kristne. Men den brede befolkning ønsker udvikling, ikke værdipolitik. Det var derfor de stemte på Modi. Høje statuer og hurtige toge er ikke nok. Ikke nu, og ikke længere. Indslag i P1 Morgen, 29.12.2015 Se også artikel i The Diplomat Nissen følger altid med Der bor 28 millioner kristne i Indien, og de fleste af dem kommer fra bunden af det indiske samfund. Det er dem, som er mest modtagelige overfor det kristne budskab. De håber på et liv uden for kastesystemet. Desværre følger nissen altid med. I det sydlige Indien, i delstaten Tamil Nadu, ligger en katolsk kirkegård, der er delt hen over midten af en stor mur. På den ene side ligger højkasterne, på den anden side de kasteløse. Muren blev bygget for 60 år siden, og selvom den forbryder sig mod den indiske forfatning og er blevet fordømt af den katolske kirke, har den været umulig at fjerne. Kirkegården ligger på privat jord, og beskyttes af stærke kræfter. For nogle år siden rev to katolske præster dele af muren ned, men den blev hurtig genopført af rige kristne godsejere.

Kristendom & kastesystem Den umage alliance mellem kristendom og kastesystem går langt tilbage. De var højkaster, der først lod sig omvende, da disciplen Thomas i år 52 ankom til Sydindien. Lige siden har de holdt deres gren af kristendommen adskilt fra de øvrige menigheder. De ønskede ikke at indlemme lavkaster i egne rækker. Siden fulgte portugiserne, der grundlagde katolske menigheder i Goa og Bombay i 1500-tallet. Portugiserne nærede ikke noget ønske om at reformere samfundet. De konverterede med sværdet i hånd hele landsbyer til kristendom, uden skelen til sociale strukturer. Kastesystemet levede videre i en ny religiøs indpakning. I dag udgør katolikkerne 25% af Goas befolkning, og præsterne kommer næsten udelukkende fra de familier, der oprindelig var braminere for 500 år siden. I 1800-tallet kom den tredje bølge af kristendom rullende med protestantismen. Briterne spredte ordet i deres besiddelser, især i Tamil Nadu og langs den indiske østkyst, mens

amerikanske baptister var aktive i det nordøstlige hjørne af Indien, hvor de høstede sjæle blandt de krigeriske hovedjægerstammer i Nagaland. De var dygtige. I dag er 90% af befolkningen i Nagaland baptister, forholdsvis flere end i Mississippi, USA. Uden for systemet Det er især blandt katolikkerne, at kastesystemet hængte ved, måske fordi den katolske kirke er mere hierarkisk end den protestantiske, men kastesystemet præger hele det kristne samfund i Indien. Ifølge hjemmesiden www.dalitchristians.com er de kasteløse nærmest ikke-eksisterende i det kirkelige system selvom de udgør 75% af menigheden. Kun seks af de 156 biskopper og 600 af de 12.500 præster er hentet fra de kasteløse. Og de bramiske præster sørger for, at menighederne holdes adskilt. De kasteløse placeres bagerst i kirken, modtager ikke nadveren sammen med de andre og begraves i behørig afstand fra højkasterne. Det var ellers drømmen om ligeværd, der lokkede et stort antal kasteløse over i den kristne fold. Men der lå ingen Edens have på den anden side af dåben, tværtimod. I dag lever 85% af de kristne kasteløse stadig i den samme slum, som deres forfædre gjorde da de stadig var hinduer. De oplever samme undertrykkelse og diskrimination, og udfører samme ydmygende og dårligt betalte arbejdsopgaver. Som en ekstra bet blev afskåret fra de jobkvoteordninger, som var øremærket de kasteløse, med begrundelsen af de kristne jo ingen kastesystem havde! Kastesystemet overalt Men kastesystemet trives i bedste velgående blandt de kristne, ligesom det trives blandt muslimer, sikher og buddhister. For kastesystemet er en social konstruktion, der gennemsyrer hele det indiske samfund, og langt fra holder sig til hinduismen

alene. I Vesten hersker der generelt en forenklet forståelse af kastesystemet: At der findes fire kaster, hvor Bramin (præstekasten) befinder sig øverst, hvorefter status og rang falder med Kshatriya (krigerkasten), Vaishya (købmandskasten), Sudra (tjenerkasten), og de kasteløse i bunden. Og jo længere nede, man befinder sig, jo større er den karmiske straf, man afsoner. Men denne forståelse er i store træk en gengivelse af den braminske fortælling om kastesystemet, som står beskrevet i hinduismens hellige tekster. Den deles ikke nødvendigvis af det store flertal af indere (95%), der ikke er braminere. De anerkender ikke, at braminerne ligger øverst i hierarkiet, og de mener ikke, at de afsoner en karmisk straf. Varna & jati For sideløbende med de fire kaster (eller de fire varna er, som braminerne kalder det), findes den langt vigtigere jatistruktur. Der findes tusindvis af jati er, og de udgør kastesystemet i praksis. Alle indere fødes ind i en jati, også de kasteløse, som ligger uden for varna-systemet. Jati en udgør ens stamme og klan, og man bærer dens navn som sit efternavn. Det er her man finder sin hustru og det erjati en, der bestemmer ens erhverv. Selv religiøse forhold kommer i anden række. Kristne familier vil hellere gifte deres børn væk til hinduistiske fæller fra samme jati, end til kristne fæller fra underlødige jati er. Stammefolk & kasteløse På trods af at kastesystemet overskygger kristendommen i forhold til social position, er den alligevel på fremmarch, blandt andet i delstaten Jharkand i det centrale Indien, hvor hovedparten af befolkningen stammefolk. De såkaldte Adivasis er fattige og socialt udstødte, og missionærerne ser dem

derfor som lavthængende åndelige frugter, der vender sig mod Jesus, hvis budskabet pakkes ind med løfter om mad og medicin, og skolegang til deres børn. Ifølge hindunationale bevægelser, som bekæmper den kristne ekspansion, modtager lokale NGO er store pengebeløb fra kristne organisationer i USA, og heri ligger sandsynligvis én af grundene til, at den indiske regering har lukket 13.000 NGO er inden for det seneste år (den anden grund handler om minedrift og er beskrevet i indlægget De brændende miner i Jharia, som i øvrigt ligger i Jharkand). Men konverteringerne fører sjældent varige forbedringer med sig, uanset hvilken vej de svinger. Det er hverken kristne missionærer eller søde julesalmer, der hæver stammefolket og de kasteløse ud af deres armod. Her hjælper kun det lange, seje træk udi sociale forbedringer. Muren på kirkegården i Tamil Nadu falder ikke foreløbig. For mere om kastesystemet, se bl.a. Myter om kastesystemet. For mere om forholdene i Jharkand, se Indian.ink Kunsten at dele sol & vind lige Trods de positive toner fra klimaforhandlingerne i Paris, nægter Indien at sætte loft på egne CO2 udledninger. Argumenterne er velkendte; det indiske folk har krav på samme udvikling som resten af verden, og dét kræver CO2. Dermed bliver Indien den største bidrager til øget CO2 udledning frem

til 2030. Med mindre håndfaste fordele bringer inderne på andre tanker. 2015 blev året hvor de mørkeste klimaprofetier gik i opfyldelse i Indien. Først kom sommerens hedebølge, der smeltede asfalten i Delhi og tog livet af flere tusind mennesker. Så fulgte en forkølet monsun og en skuffende sommerhøst. Endelig kom tørken, der kvalte vinterhøsten. Netop nu, i disse uger, breder desperationen sig blandt de nordindiske bønder. Mange er dybt forgældede, andre spiser deres så-korn, på nettet florerer billeder af grønne chapatier, lavet på græs. Flere tusind fædre har sågar taget deres eget liv i håbet om, at den statslige erstatning til familien kan redde deres børn. Også i det driftige Sydindien mærker man naturens luner. Her har de kraftigste regnskyl i 100 år lagt storbyen Chennai under vand. Det er Indiens Detroit og landets femte største by med næsten 5 mio. indbyggere, og alene produktionstabet blandt byens mange bilfabrikker og IT-selskaber menes at løbe op i 15 milliarder kroner. Dertil kommer skader på infrastruktur, oprydning osv. Alt har en pris De lunefulde vejr blotlægger det store indiske dilemma ved klimaforhandlingerne i Paris. På den ene side har Indien svært brug for udvikling. Ifølge Verdensbanken lever 236 mio. mennesker i ekstrem fattigdom, dvs. for under $ 1.90 om dagen, og hver dag træder 40.000 unge ud på arbejdsmarkedet (se indlæg Træk et nummer). Statsminister Narendra Modi blev valgt på et løfte om at sætte gang i udviklingen og hæve levestandarden for den brede befolkning. Dét kræver energi og Indiens billigste energikilde er kul, og derfor har Modi lovet at fordoble kulproduktionen inden 2020 (se indlæg De brændende miner i Jharia).

Men prisen er høj, for Indien er ekstremt sårbar overfor klimaforandringer. En fjerdedel af befolkningen lever i kystområderne og står dermed på første parket når vandstanden stiger. Over 60% af befolkningen lever af landbrug, som er afhængig af monsunen de tre måneder fra juli til september, hvor 90% af nedbøren falder. Som klimaet ændrer sig, bliver monsunen stadig mere svigefuld. Samtidig smelter gletsjerne i Himalaya med stigende hast og dermed forsvinder en af de vigtigste kilder til rent drikkevand i det tætbefolkede Nordindien. Som en sidste bet skriver Verdensbanken i en rapport fornylig, at klimaforandringerne i løbet af de næsten 15 år kan skubbe yderligere 45 mio. indere ud i ekstrem fattigdom, og dermed underminere hele Modis udviklingsplan. En grå dyne Udover de nærmest uoverskuelige konsekvenser ved klimaforandringerne, så hænger dampene fra de fossile brændstoffer som en grå dyne over folkets livskvalitet. 13 ud af verdens 20 mest luftforurenede byer ligger i Indien, og Delhi konkurrerer med Beijing om førstepladsen som verdens mest tilrøgede hovedstad. Ude på landet dør ca. en halv million mennesker om året af lungerelaterede sygdomme som følge af indendørs afbrænding af træ og tørret gødning i forbindelse med madlavning. Alligevel fastholder den indiske regering, at de ikke skal omfattes af globale begrænsninger på CO2, for de udleder langt mindre per indbygger end de fleste lande. Indien ligger på 1.7 tons CO2 om året per capita, mod Kinas 6.7 tons, Danmarks 7.2 tons og USA s 17 tons (kilde: Verdensbanken). Et rimeligt krav Derfor bør Indiens årlige udledning rimeligvis kunne stige til 3.6 tons per borger i 2030, mener den indiske regering et tal som bygger på de nuværende vækstrater, en voksede

middelklasse med smag for shopping og en øget industriproduktion. Med i tallet er indregnet planlagte energibesparelser og en god portion grøn energi. Ved sin tiltrædelse lovede Modi at 5-doble produktionen af solenergi inden 2017, og i januar søsatte han et projekt til udfasning af 400 mio. offentlige elpærer med LED, med en følgende energibesparelse, der svarer til Nigerias årlige elprodution. Endelig i Paris lovede han, at dække 40% af Indiens energibehov med vedvarende energi inden 2030. Men altså ingen øvre loft for udledningerne. Dermed forventes Indien at blive den største bidragyder til forøget CO2 udledning frem til 2030, et forhold der i værste fald opsuger de øvrige landes nedskæringer. De globale temperaturer vil stige yderligere, med deraf svingende monsuner, tørke, oversvømmelser og smogfyldte byer. Især i Indien. Penge og snusfornuft I det lys er det heldigt, at der er forhold, der bidrager til øget brug af vedvarende energi, der hæver sig over politiske benspænd og almindelig dommedagsfrygt. Tre forhold, der taler til snusfornuftige økonomer. For det første skal Modi sikre Indiens langsigtede energibehov. Lige nu købes 80% af olien og 20% af kullet i udlandet og det koster Indien halvdelen af sine årlige indtægter i fremmedvaluta. Selvom priserne er lave nu, er Indien evig sårbar overfor oliekriser. Det var de stigende oliepriser i kølvandet på Irak-krigen i 1991, der sendte Indien ud på kanten af en statsbankerot. For det andet skal Modi sikre strøm til de 300 mio. mennesker, der lever uden strøm i Indien, samt alle de andre inklusiv virksomheder der døjer med hyppige strømsvigt dagen lang. Indien lider under et kronisk energi-underskud, og de gamle statsmonopoler, der står for el-produktionen, er dybt korrupte

og ineffektive. Det er sandsynligvis langt hurtigere og billigere at oprette decentrale solcelleanlæg i landsbyerne, end at sanere mastodonterne. At strømmen så oven i købet er CO2 neutral, er et dejligt biprodukt. Lavere priser og spirende håb For det tredje og måske vigtigst skal Modi sikre strøm til konkurrencedygtige priser. Også her blæser nye vinde over den vedvarende energisektor. Regeringen har fjernet subsidier på diesel og indført en skat på 200 rupee (20 kr.) per tons forbrugt kul, der indgår i finansieringen af vedvarende energi. Samtidig er prisen for sol- og vindenergi støt faldende. De nyeste anlæg tilbyder strøm til en pris, der konkurrerer med importeret kulkraft. Og heri ligger måske et spirende håb for en hurtigere omstilling til sol- og vindenergi. Hellere håndfaste fordele på landsbyplan end flygtige CO2 kvoter på konferenceniveau. Om vejret så arter sig, må tiden vise. P1 Morgen, den 15. december 2015 Om Verdensbankens rapport: IndiaSpend.com Om Indiens nøglerolle ved COP21 i Paris: The Diplomat Om Indiens klimadilemma: The Economist Winter is coming... I over to måneder har det sydlige Nepal været hærget af protester mod en ny forfatning. Grænsen til Indien er lukket, og nepaleserne lider under en akut mangel på brændstof og

medicin. Vinteren nærmer sig og FN advarer om en humanitær katastrofe. Konflikten er både et internt nepalesisk anliggende og et familieopgør med Indien. Og i det kolde nord spøger Kina. På overfladen lignede det en demokratisk solstrålehistorie. Den 20. september stemte 90% af det nepalesiske parlament ja til en ny forfatning. Tilmed en moderne af slagsen, med afskaffelse af dødsstraf, positiv særbehandling af kvinder i offentlige jobs, og som det første land i Asien anerkendelse af homoseksuelles rettigheder. Selv gamle ærkefjender maoister og monarkister fandt sammen i enighed, og pegede på de to voldsomme jordskælv i april/maj som årsagen til deres forbrødring. Endelig kunne det hårdt prøvede land lægge årtiers splittelse bag sig: det lange maoistiske oprør og den blodige massakre af den samlede kongefamilie. Højland mod lavland Men i lavlandet syd for Kathmandu, i det såkaldte Terai, ulmede utilfredsheden. Her opfattede man den pludselige forbrødring og hastige vedtagelse af forfatningen som et anslag mod Terai-folkets grundlæggende rettigheder. Her følte man, at landets gamle magtelite udvalgte bjergstammer og braminerne i Kathmandu endnu engang befæstede deres magt på bekostning af de fattige og folkerige masser i lavlandet. Den ny forfatning underminerede Terai-folkets politiske magt og repræsentation i parlamentet, og anfægtede deres statsborgerskab, i hvert fald for dem med familiemæssige bånd til Indien. Især i Terai har folk nære forbindelser med fæller på den anden side af grænsen. De var netop disse urimeligheder, som den indiske regering forsøgte at udjævne, men altså uden held. Den 20. september vedtog det nepalesiske parlament den ny forfatning uden skelen til Terai-folkets utilfredshed. Den indiske regering udlod,

som kutymen byder, at lykønske sin nabo med den ny forfatning, de tog blot vedtagelsen til efterretning og hjemkaldte deres ambassadør til drøftelser i Delhi. Balladen ved Birgunj Og i Terai marcherede tusindvis af demonstranter ind i ingenmandsland ved den store grænseovergang i Birgunj, og blokerede hovedvejen til Kathmandu. Det fik den indiske regering til at lukke for grænsen. De ønskede ikke, at urolighederne skulle brede sig til delstaten Bihar på den anden side af grænsen, som befandt sig midt i et vigtigt delstatsvalg (se forrige indlæg Slaget om Bihar). Desuden mente de i hvert fald officielt at det var uansvarligt at lade lastbiler rejse gennem Terai under de givne omstændigheder. Det var måske første gang, at den indiske centralmagt udviste bekymring for lastbilchaufførers ve og vel, og den nepalesiske regering opfattede da også den indiske udmelding som en moralsk støtte til demonstranterne og en de facto handelsblokade af Nepal. I givet fald var det ikke første gang det skete. I 1989 blev Nepal straffet med en 15 måneders indisk blokade, fordi de havde trodset deres sydlige storebror og købt kinesiske luftværnsbatterier. For blokaden er et effektivt våben. Stort set alle forsyninger kommer fra Indien. Nepals eneste alternativ er en hullet vej til Kina, der snor sig op gennem Himalaya og er lukket om vinteren (og i øvrigt blev ødelagt af jordskælvet). 60% af alle importerede varer, og stort set al olie og gas, kommer sydfra. Og netop derfor er der trange kår i Nepal lige nu. UNICEF advarer Syd for grænsen står tusindvis af lastbiler strandet i 12-14 km. lange køer, og kun en håndfuld får lov til at krydse hver dag. Hospitalerne er løbet tør for medicin og laver mad til patienter over åben ild. Der kører ingen biler på vejene, den

offentlig transport er indstillet og skolerne lukkede eleverne kan alligevel ikke komme frem. Hotellerne ligger øde hen i højsæsonen, og restauranter fører sig frem med fuelfree menues. I bjergene hugges træerne ned med rekordhast, for at skaffe brændsel til madlavning. De økonomiske konsekvenser overstiger med flere alen de to jordskælv tidligere på året, og krisen rammer netop de internt fordrevne fra jordskælvene særlig hårdt. Netop i dag skrev UNICEF i en pressemeddelelse, at tre millioner børn under 5 år risikerer død eller sygdom i løbet af den kommende vinter som følge af mangel på mad, brændsel, medicin og vacciner. 2 x stædighed I mellemtiden står parterne urokkeligt overfor hinanden. Den nepalesiske regering nægter at genforhandle forfatningen og bøje sig for indisk pres, og den indiske regering fastholder, at miseren er selvforskyldt. Kun hvis Terai-folkets indsigelser imødekommes, kan forholdene normaliseres. Den hårde indiske linje står i underlig kontrast til den charmeoffensiv, som Modi kastede sig ud i overfor alle de indiske nabostater kort efter sin tiltrædelse. Selv Pakistan blev mødt af den blide Modi, selvom kursen siden har været noget mere slingrende. I august sidste år rejste han så til Nepal på det første officielle statsledervisit i 17 år, og selvom der som altid var meget snak om handel og økonomi, havde besøget til Nepal som med alle hans andre besøg i nærområderne en storpolitisk dagsorden, nemlig at holde Kina ude af Indiens interessesfære. I det lys kan Indiens pludselige hamskifte virke uforståelig. Årsagerne er både symbolske og strategiske. Den indiske regering føler sig dårligt behandlet af Nepal. Trods alle deres gavmilde gaver Indien stod klar med nødhjælp blot fire timer efter jordskælvet og bidrog med 1 mia. dollars til genopbygning, mere end noget andet land så var Nepal på

ingen måde lydhør overfor Indiens indsigelser i forhold til forfatningen. Til gengæld føjede de sig overfor Kina og EU. Bundet til Indien Og dermed blev Nepals modvilje også tolket som et forsøg på at hævde deres selvstændighed, og vende sig mod Kina på bekostning af Indien. Og dét skaber bekymring i Delhi, for Nepal er en ufravigelig del af den indiske interessesfære, og har været det lige siden briterne oprettede Nepal som en venligsindet buffer-zone mod Kina under kolonitiden. Omvendt mener nepaleserne, at Indien har blandet sig stadig mere i deres interne forhold, især efter 1990 hvor de indførte demokrati, og taget Nepal stadig mere for givet. Derfor deres aktuelle trodsighed. Men Indien har grund til bekymring. I dag er Kina den største udenlandske investor i Nepal, og inden for de seneste tre år er antallet af kinesiske turister fordoblet til 90.000. I oktober lovede Kina at forsyne Nepal med 1.3 mio. liter benzin som erstatning for de manglende forsyninger sydfra, og i november indviede Kina en jernbaneforbindelse, som borede sig endnu længere ned over det tibetanske plateau. Nu har de planer om at føre linjen helt ned til den nepalesiske grænse. Kineserne rykker nærmere. Nationalisme mætter ikke På overfladen fremstår Indien som bøllen, der tryner den lille nabo, men de indiske indsigelser er rimelige. Terai-folket udgør halvdelen af Nepals befolkning, og den nepalesiske regering bliver nødt til at føje dem, hvis ikke landet skal glide ud i permanent uro og etniske stridigheder. Den napalesiske regering bør sluge sin nationale stolthed og erkende, at Nepal er dybt afhængig af Indien. I stedet bør de anskue deres store nabo mod syd som en nyttig partner, der kan forsone parterne. En smule storsind fra indisk side vil derfor være passende.

Modi bør fralægge sine imperiale manerer, og genopfinde sit charmerende jeg. Gerne hurtigt. For vinteren nærmere sig, og med kulden kommer kineserne. For mere om dette emne, se følgende gode artikler: Indian Express, den. 24. september 2015 om syv specifikke ændringer til forfatningen, som den indiske regering krævede gennemført. The Diplomat, den 27. november 2015 for en grundig analyse af konflikten. En krammer til Modi I går blev Narendra Modi hyldet som en rockstjerne på Wembley Stadium. Ingen udenlandsk leder har fået så varm en velkomst i Storbritannien, udover Nelson Mandela og et par paver. For Modi er en kærkommen gæst for de fleste, og selv han trænger til lidt medvind. Modi havde al mulig grund til at smile, da han trådte ind på et udsolgt Wembley stadium i går. Han blev mødt af et samlet britisk kabinet og 60.000 jublende tilskuere. Den britiske statsminister James Cameron gav ham et kram og sagde til publikum, at ingen havde troet at en chaiwallah (te-dreng) skulle styre verdens største demokrati, men de tog fejl. Herefter fulgte dans og musik, og et festfyrværkeri af olympiske dimensioner. Wembley var kulminationen på Modis 3-dages tur gennem England, som bød på frokost med dronningen og middag med

statsministeren. Han lagde vejen forbi en statue af Mahatma Gandhi, og holdt en vittig tale i det britiske parlament, i øvrigt som den første indiske statsleder nogensinde. På den sorte liste Modis triumftog står i skarp kontrast til den paria-status, han havde i store dele af verden helt frem til hans valgsejr sidste år. Hans formodede ansvar for massakren i Gujarat 2002, hvor 2.000 muslimer blev dræbt i uroligheder mens han var delstatsleder, gjorde ham til persona non grata i det meste af vesten i 10 lange år. Det var først da det stod klart, at han ville blive Indiens næste statsminister, at indrejseforbuddet blev ophævet. Af samme grund var der spredte og vedholdende protester i London i forbindelse med Modis visit. En gruppe aktivister kastede et kæmpe lysbillede op på Whitehall søndag aften, der forestillede Modi med et sværd i hånden, flankeret af et nazihagekors formet som det hellige om-tegn. Det var en protest mod hans hindunationale dagsorden, hans anslag mod ytringsfriheden og hans nedlæggelse af 13.000 NGO er, herunder Greenpeace. Protesterne hang ved som et dårligt minde, men forpurrede ikke den gode stemning mellem Modi og Cameron. Dertil var der for meget på spil, både politisk og økonomisk. Elsket og savnet For Cameron var det et længe ventet besøg, der endelig blev indfriet. Hele tre gange var han draget til Indien forrige gang i spidsen for den største britiske erhvervsdelegation nogensinde uden at Modi kvitterede med et genvisit. I stedet besøgte Modi 29 andre lande: Obskure lande som Fiji, Usbekistan og Mongoliet og hvad værre var Frankrig og Tyskland, hvor store virksomheder stod på spring. Selv Irland blev velsignet med et besøg, før Modi vendte sig

mod den gamle kolonimagt. Og heri ligger måske årsagen til Modis fodslæben; de gamle bånd mellem de to nationer er flettet med nostalgi og gammelt nag, latente komplekser og nye styrkeforhold. Modis tøven var en magtdemonstration, omend kun for en tid, for Indien og Storbritannien er nært forbundene økonomisk. Indiske virksomheder investerer mere i Storbritannien end de gør i de alle øvrige EU lande tilsammen. Den indiske industrigigant Tata beskæftiger 65.000 briter og ejer de engelske klenodier; Jaguar og Landrover. Dertil kommer yderligere 800 indiske virksomheder, der er aktive i Storbritannien. Og pengene flyder begge veje. Storbritannien er Indiens 3. største udenlandske investor. Britiske firmaer beskæftiger 700.000 mennesker i Indien. Gensidige fordele De bånd blev styrket under besøget. Cameron ønsker at sikre britiske virksomheders adgang til det indiske marked, der forventes at blive verdens største inden 2030, og Modi ønsker kapital til sine store byggeprojekter. Dagen før Wembley besøgte Modi derfor Londons finansdistrikt, hvor han fik lovning på at kunne afsætte indiske realkreditobligationer for flere milliarder kroner, de såkaldte masala-bonds. Samme aften tog han ud til den britiske statsministers landsted, Checkers, hvor han spiste ris og dal med Cameron, og blev enige om en handelsaftale på over 80 milliarder kroner. Men også politisk er mødet vigtig for dem begge. Modi er trængt på hjemmefronten. Han har tabt de seneste to delstatsvalg (se forrige blog, Slaget om Bihar), hvilket har givet kritiske røster i den hindunationale lejr blod på tanden. Og så er det rart atter at stå blandt venner på Wembley stadium. Blandt brødre og søstre For Modi har kultstatus blandt en stor del af de britiske

indere. Dels er han fra delstaten Gujarat, ligesom hovedparten af hans publikum. 600.000 af de 1½ mio. britiske indere er gujaratier. Derudover er mange af de britiske indere veluddannede, med gode jobs i den private sektor selvsamme gruppe, som udgør hans kernevælgere i Indien. De sætter pris på Modis effektive og erhvervsvenlige facon, og ser ham som frelseren, der kan skabe fremdrift og udvikling i Indien. Endelig har Modi plejet forholdet til udlandsinderne gennem det meste af sin karriere, og de har kvitteret med store pengebeløb til hans valgkamp. Det er ikke et tilfælde at hans visit falder midt i Diwali, en af hinduismens vigtigste højtider, hvor brødre og søstre fejrer hinanden. Kyniske iagttagere i Indien har dog bemærket, at udlandsinderne har et særligt behov for at lufte deres patriotisme, omend helst på magelig afstand af Indien. Stjernestøv og rampelys Uanset hvad, så har udlandsinderne altid været blandt Modis mest trofaste publikum. På Wembley stadium ville han være sikker på en hyldest, som ville kunne høres hele vejen til Indien, og imponere vælgerne på hjemmefronten. Samme tanke har også strejfet Cameron, som gerne vil tækkes den asiatiske stemme på sin egen hjemmefront. Han håber, at noget af det indiske stjernestøv også daler ned over ham. En krammer med Modi kan i hvert fald ikke skade. Se også indlæg i DR2 Dagen og P1 Morgen

Slaget om Bihar Der er valg i den fattige og folkerige delstat Bihar og hele Indien følger med. For der er meget på spil. Det handler om Modis magt og ære, og hans evne til at gennemføre reformer de næste par år. Og det handler om et ideologisk opgør mellem de to vigtigste strømninger i indisk politik At dømme fra mængden af illegal spiritus, som den indiske valgkommission har konfiskeret i løbet af de seneste par uger, er der ingen tvivl om, at valget i Bihar har stor betydning for de stridende parter. I alt 250.000 liter er det blevet til, samt et lille tons hash, otte kilo guld og 400 mio. rupees (ca. 40 mio. kroner), til fordeling blandt vælgerne som tak for deres stemme. Og det kun er toppen af isbjerget. Trods valgkommissionens nidkære kontroller og hyppige razziaer, falder gaveregnen ufortrødent over vælgerne i disse dage. Det er ikke usædvanligt, at vælgere i Indien lokkes med rusmidler, kontante pengegaver og en ny sari til fruen derhjemme, men omfanget er større end det plejer, og det skyldes, at der er mere på spil for alle parter og især for statsminister Modi og hans hindunationale parti BJP. Modi har svært brug for en sejr i Bihar. Veto i overhuset For selvom Modi vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget sidste år, var det kun en halv sejr, han er stadig i mindretal i parlamentets andet kammer overhuset og hér støder hans erhvervsvenlige reformprogrammer på det ene veto efter det andet. Både den såkaldte Land Acquisition Bill, der skal gøre det lettere for staten at inddrage jord fra bønder og småfolk til store industrielle projekter, og en tiltrængt

skatteharmonisering, der vil skabe et reelt fællesmarked i den indiske union, er blevet sendt i udvalg. Overhusets medlemmer vælges af delstatslederne, og derfor er en sejr i Bihar afgørende især fordi Bihar er Indiens 3. folkerigeste delstat, og dermed trækker mange pladser i parlamentet. Men det handler også om Modis prestige, for statsministeren har stillet sig personligt i front for valgkampen, for at sikre sejren. Ved det forrige delstatsvalg i Delhi blev BJP rendt over ende af et lille antikorruptionsparti, som tog 67 ud af 70 mandater. BJP havde ellers kørt hele sin mægtige valgmaskine i stilling, men blev knust af modstanderens græsrødder. Det var Davids kamp mod Goliath, og første gang Modi blev besejret. Et nyt nederlag vil for alvor lægge en dæmper på den såkaldte Modi-bølge. Uro i den hårde kerne Og de første sprækker er begyndt at vise sig i den hindunationale lejr. Den paramilitære organisation RSS, der leverede tusindvis af stærkt motiverede partisoldater til BJP s valgkamp ved parlamentsvalget sidste år, har været påfaldende passive i Bihar. For RSS er skuffede over Modi. De synes han svigter den hindunationale sag til fordel for erhvervslivet, og netop derfor har Modi været nølende med at fordømme det voksende antal lynchninger af muslimer mistænkt for at slagte køer de seneste par måneder (se forrige indlæg, Det var bare lammekød). Modi ønsker at tækkes sit hindunationale bagland, og er heller ikke blind for de politiske fordele ved splid mellem hinduer og muslimer. Det har før givet pote til BJP. Men frem for alt er valget i Bihar et opgør mellem to af de vigtigste politiske strømninger i Indien de seneste 25 år; kampen mellem hindunationalisterne og lavkastekrigerne. Og derfor er det egentlig også er ganske passende, at slagmarken ligger i Bihar, som var kasterevolutionens arnested i starten

af 90 erne. Det var hér de laveste kaster første gang stemte på deres egne på bekostning af den etablerede elite af højkaster, som udgjorde ledelsen i både BJP og Kongrespartiet. Det var hér Lalu Yadav blev valgt som delstatsleder af Bihar i 1990. En mand af folket Lalu Yadav var en mand af folket. Han kom fra kodriver-kasten og var født og opvokset i landsbyen. Han skulle blive en af Indiens mest farverige politikere. I sine velmagtsdage førte han sig frem som en indisk landarbejder, hånede højkasterne med kraftig bondedialekt, kløede sig i skridtet med uforstyrret grundighed og brød ud i Bollywood-sange midt under valgmøder. Folket elskede ham, især hans tirader mod højkasterne. Han gav de fattige deres selvrespekt tilbage, men han var en elendig administrator. Bihar havde i forvejen ry som Indiens beskidte baggård; ludfattig, bundkorrupt og stærkt overbefolket. 104 mio. indbyggere på et område to gange større end Danmark. Det var delstaten med de dårligste veje, de færrest biografer, de fleste mord og den højeste analfabetisme. Og Lalus 15 år ved magten gjorde kun ondt værre. I dag omtales hans styre som Jungle Raj, en tid præget af nepotisme og forfald. I 2005 blev den effektive teknokrat Nitish Kumar valgt som ny delstatsleder. Han vendte kursen. De hullede veje fik ny belægning, antallet af mord, kidnapninger og landevejsrøverier faldt drastisk og Bihar blev Indiens hurtigst voksende økonomi med 2-cifrede vækstrater (omend basen var lille). Vælgerne kvitterede i stemmeboksen i 2010 og genvalgte Nitish Kumar. Nye tider Udviklingen i Bihar er forunderlig. Lavkasterevolutionen synes, efter sine populistiske barndomsår, at have givet demokratiet en større dybde. Vælgerne foretrækker i stigende grad god regeringsførelse frem for hårdtslående symbolpolitik.

Samtidig har de to gamle ærkefjender, Lalu Yadav og Nitish Kumar, nu indgået en Grand Alliance mod hindunationalisterne. De to mænd har ellers bekriget hinanden i 20 år, og bejler til hver sin gruppe af lavkaster, for der er ingen klassesolidaritet mellem de forskellige lavkaster, tværtimod. Spørgsmålet er, om vi ser et nyt kapitel vendt i lavkasterevolutionen. Om de indbyrdes stridende lavkastepartierne i fremtiden kan danne fælles front mod den voksende hindunationalisme, om de kan overtage rollen som den sekulære bastion, på ruinerne af det smuldrende Kongresparti. og tømmermænd En sejr til lavkasternes Grand Alliance i næste uge vil underminere Modis reformplaner og skabe yderligere splid blandt hindunationalisterne. Det vil måske også anspore Nitish Kumar til mere landsdækkende ambitioner ved næste parlamentsvalg i 2019. En sejr til Modi vil til gengæld bane vej for en yderligere udbredelse af det hindunationale projekt i det folkerige Nordindien, og indplacere statsministeren som den suveræne leder. Den 8. november falder afgørelsen. Stemmerne tælles op, den sidste sprut fordeles mellem vælgerne (eller hældes ud i kloakken af valgkommissionen), og den ene af de to parter hindu-nationalisterne eller kastekrigerne vågner op med svære tømmermænd. For mere om lavkasteoprøret, se kapitel 3: Kastekrigerne Opdatering 8. november:.og vinderen blev den store lavkastealliance med 178 mandater mod hindunationalisternes 58 mandater.

Lalu Yadavs parti RJD blev det største parti med 80 mandater, og præsterede en fremgang på 68 mandater. Nitish Kumars parti JD(U) blev næststørst med 73 mandater, men Nitish Kumar forbliver delstatsleder. BJP fik det største antal stemmer (24.4%), men kun 53 mandater grundet det lunefulde indiske valgsystem. Kongrespartiet var 3. hjul i lavkastealliancen og fik 23 mandater en hæderlig præstation, alt taget i betragtning.