Hvis man forestiller sig, at en udenforstående kom her ind i kirken og hørte os sige trosbekendelsen, så ville de med garanti undre sig meget. Vi siger trosbekendelsen lige ud ad landevejen, som om det er noget helt almindeligt og dagligdags, som ingen vil kunne studse over. Men havde man aldrig hørt om kristendommen og hørte de ord, vi siger, så måtte man uvægerligt udbryde: Hvad siger du?! Tror du på kødets opstandelse? Tror du på et evigt liv? Hvordan kan du sige det, som om det var det allermest naturlige i verden? På samme måde kunne man reagere på den beretning, vi hører i evangeliet til i dag. Med vantro og forbavselse. For vi hører om noget helt utroligt; døde, der bliver opvækket, syge, der bliver helbredt, Jesus, der bliver leet ad. Og alt dette bliver beskrevet i en ganske nøgtern tone, kort og kontant, som om det var det mest almindelige og forventelige. Der er ingen udglattende indledning eller forklarende efterspil, som om der er noget, man ikke umiddelbart 1
kan forstå, der er bare en kort fortælling om, hvad der er sket. Den fortælling, vi hørte fra alteret, Ezekiels fortælling om det, han så, den er anderledes dramatisk fortalt. En dal fuld af tørre knogler, som Gud gør levende, så benene raslende nærmer sig hinanden, sener og kød og hud dækker dem, Gud giver dem livsånde, og en hel hær af ben rejser sig. Det er næsten værre end den værste halloweengyser, med maleriske billeder, der sætter gang i fantasien. Det er en dødeopvækkelse, hvor man ikke får for lidt på opleveren. Men hos Matthæus er der ingen dramatik. Det er det, som om pigen bare sover. Jesus jager de larmende fløjtespillere og skaren væk, bort med dramaet, og han tager hendes hånd og hun rejser sig stille op. Alt dette kommer sig af, at pigens far kommer til Jesus og kaster sig ned foran ham. Faren er synagogeforstander, en mand med status og stolthed, men en mand, der risikerer noget, for i 2
synagogerne så man med skepsis på Jesus. Forstanderen er modig, når han går til Jesus. Eller også er han desperat, og lader fornuften fare. Om det er mod eller desperation er åbenbart ligegyldigt for Jesus, han går bare med manden. Men da Jesus følger med ham, kommer der en bagfra og rører ved hans tøj. En kvinde, der har lidt af blødninger i 12 år. Det betyder, at hun lider under en sygdom, og så betyder det oven i købet, at hun er konstant uren ifølge jødisk lov. Hun risikerer i høj grad også noget ved at nærme sig Jesus, for det er forbudt for hende at komme andre mennesker nær, for man var overbevist om, at hun kunne gøre andre urene, at hendes urenhed smittede. Derfor tør hun kun komme bagfra, ikke som synagogeforstanderen, der møder Jesus ansigt til ansigt, men som en skamfuld kvinde, der lister sig ind på ham bagfra og sniger sig til en lille berøring af kvasten på hans kappe. Så lidt gør hun. Men det er nok. Hun rører ved hans tøj, og han bliver rørt af hendes tro. Vi kan se, at Jesus er en, der lader sig røre. Da han oplever kvindens tro og farens tro, 3
bliver han bevæget og rørt, og tager sig af dem, der er i nød. Hvornår bliver vi berørt af andre mennesker, der beder om vores hjælp? Er det når nogen kommer til os, med løftet pande og et åbent blik som faren, eller skamfuldt og ydmygt som kvinden? Tager vi imod dem, der rækker ud efter os, som mennesker, der er i nød? Eller er vi ude af stand til at mærke andres behov? Jesus mærker det, og han handler. I Ezekiels bog siger Gud: Når jeg opvækker døde, da skal I forstå, at jeg er Herren. Og på samme måde handler Jesus i evangeliet: Så skal vi forstå, at det er Herren, der handler, det er Gud, der griber ind. For Jesus vækker pigen fra døden, og han gør kvinden rask. Men hvad skal vi stille op sådan en beretning i en weekend, hvor dødstallet stadig stiger efter terroristangrebene rundt om i Paris? 4
Hvad stiller vi op med Jesu opvækkelse af synagogeforstanderens datter, når vi nu alle sammen ved, at overfor døden er vi magtesløse, når vi ved, at uanset hvor mange bønner vi be r, så kommer der ikke nogen Jesus forbi, hverken ved sygesengen eller nede i Paris gader, cafeer og koncertsale. For det er jo livets ubarmhjertige vilkår, som vi kender alt for godt, også selv om vi til hverdag prøver at glemme og fortrænge det, at på et splitsekund kan det være slut, ikke blot på grund af en ond og brutal terrorisme, men langt tiere på grund af en tilfældighed, et øjebliks uopmærksomhed i trafikken, en blodprop, der ikke kan passere. Her hos os står ingen Jesus og siger til alle dem, der sørger og græder og hulker og klager: Hold op med at græde, pigen sover, hun er ikke død. Her er ingen Jesus, der rækker hånden frem og tager de dødes hænder og rejser dem op og giver dem tilbage til livet og deres familier. 5
Dagens evangelium fortæller kun om én dødeopvækkelse. Og pigen døde jo igen senere. Men hun blev vækket til live, for at vi skulle få håb. Dødeopvækkelsen er en forudgribelse af påskemorgens opstandelse. For Jesus oplevede selv, at hvor Gud rækker hånden frem, der må selv døden give slip og give fortabt. Det er svaret på, hvad vi skal bruge sådan en historie til, i Paris og her i Ølgod. Der hvor mennesker kan græde og klage og sørge, fordi en af vore kære er sovet ind. Det, der for os er uigenkaldelig død, er for Gud bare søvn. Hun er ikke død, hun sover, siger Guds søn. For os kan det ligne søvn, men er det ikke, for vi kan ikke vågne op fra døden, og vi kan ikke opvække nogen fra døden. Når vi hører om det, fristes vi næsten til at le, som de lo af Jesus, og sige: Så let er det ikke! Men så let er det for Gud. For Gud sover pigen kun. Han kan til enhver tid tage hendes hånd og få hende til at rejse sig, han kan tale til hende og få svar. Det er lige så let for ham, som 6
det er for os at vække en, der sover. For Gud er intet umuligt. Når synagogeforstanderen og kvinden kommer til Jesus, så kommer de i troen på, at det er sandt: At for Gud er intet umuligt. De tror på, at Gud kan befri dem fra død og sygdom så let, som vi kan vække en, der ligger og sover. Let og udramatisk. Når vi sammen siger eller synger trosbekendelsen, så siger vi det samme, let og udramatisk, som om det er umiddelbart nemt at forstå, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Vi gentager farens bekendelse, han, som sagde til Jesus: Jeg tror på, at du kan gøre hende levende ved at lægge din hånd på hende. Når Gud lægger sin hånd på os, så kan vi leve, i liv og død kan han vække os til live. Han kan give os liv både nu og når vi er døde. Her på jorden giver han os liv, når han lader os leve i troen på, at for ham er intet umuligt, når vi oplever, hvordan han hele tiden holder os i live og giver os det, vi har brug for, for at vi kan leve. På den anden side af døden kan han give os liv, han kan forvandle vores død til en 7
søvn, som han vækker os af, så vi kan få evigt liv hos ham. Gud kan til enhver tid tage vores hånd og få os til at rejse os, han kan tale til os, og vi kan svare. Det er det helt igennem fantastiske ved denne historie, at så simpelt og så let, som det bliver beskrevet, så simpelt og så let er det for Gud. Måske er det ikke så simpelt og så let for os at tro det. Måske lyder både den hårrejsende dødeopvækkelse, som Ezekiel oplevede, og den tyste opvækkelse, som pigen oplevede, måske lyder de begge som vilde fantasier og ønsketænkning. Fornuftigt vil ingen vist påstå, at det lyder. Men der er ingen anden måde at tage imod det på end i tro og med håb. Enten må man afvise det, eller også må man tro det. Fornuften og erfaringerne kan vi ikke bruge til noget i denne sammenhæng. Vi kan ikke forklare eller ræsonnere os frem til, at dødeopvækkelser må være sandsynlige. Derfor beskriver Matthæus det på så nøgtern en måde; fordi 8
det er, hvad der er at sige om den sag. Gud kan gøre det, og han gjorde det. Måske oplever vi en opstandelse i lille målestok, når nogen rører os, når vi bliver berørt af andre, og vi forstår, at de har brug for os, og vi giver dem noget af det, de har behov for. Måske kan vi opleve, at vi kan være med til at bringe liv og lys, hvor der før var mørke og stilstand. Måske kan vi allerede nu opleve en lille version af det store, vi hører om i evangeliet til i dag. Det helt store, at dem, som døde fra os, skal blive vækket til live igen til et liv hos Gud, det er en påstand, vi må nærme os med åbenhed. Det er ikke til at forstå, og det er heller ikke altid til at tro. Men vi må gerne komme til Gud med vores tro og vores tvivl, og bede ham give os klarhed og en fast tro. Vi må gerne komme til Gud. Om vi kommer til ham som forstanderen, med oprejst pande og et stort mod, eller om vi kommer skamfuldt og nedbøjet og knap synligt rækker ud efter ham, så mærker Gud os og 9
tager imod os. Og skal vi tro evangeliet til i dag, så vil han let og fuldstændigt udramatisk række os hånden og kunne vise os, at for ham er døden kun en blund, for ham er alting muligt. Det kan vække et håb i os om, at Guds kærlighed kan ingen magt i verden tage livet af. Det indgyder et mod til at leve og elske og elske at leve. Med den sårbarhed og skrøbelighed livet rummer hvert sekund. Amen. 10