Videnskabelig udvikling

Videnskabelig udvikling - evolutionær eller revolutionær? Eksamensopgave i videnskabsteori E2010 ved Finn Olesen Afleveret d. 12. januar 2011 Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet Udarbejdet af: Michael Christensen, 20093645 Opgavens omfang er 14 sider, og udgør antal tegn: 30.176 Side i af ii

Indholdsfortegnelse 1.0 Indledning... 1 1.1 Problemformulering... 1 1.2 Metode... 1 2.0 Karl Raimund Popper... 2 2.1 Induktionsproblemet... 2 2.2 Demarkationsproblemet... 3 2.3 Falsifikation... 3 2.4 Videnskabelig fremgangsmåde... 5 2.5 Videnskabelig udvikling... 6 3.0 Thomas Samuel Kuhn... 7 3.1 Paradigmebegrebet... 8 3.2 Videnskabelige revolutioner... 8 4.0 Diskussion... 11 5.0 Konklusion... 13 6.0 Litteraturliste... 14 Side ii af ii

1.0 Indledning Vores samfund, er i dag opbygget som et såkaldt videnssamfund, men hvor kommer vores viden egentlig fra? Historisk set, er vores viden kommet fra en række betydningsfulde personer. I det antikke Grækenland, var det filosofferne, såsom Aristoteles (384 f.kr. 322 f.kr.) og Platon (428 f.kr. 328 f.kr.), der havde svaret på livets store spørgsmål. I middelalderen blev viden overladt til munke og spåkoner, der på baggrund af metafysiske forestillinger dannede deres egen tolkning af, hvordan verden så ud. For at finde en reel videnskab, som vi kender det i dag, skal vi tilbage til renæssancen. For mange videnskabsfolk, er renæssancen netop videnskabens fødested. Derfor siges det ofte, at vor tids videnskab, er en videre udviklingen af renæssancens spæde videnskab. Men helt præcist hvordan denne udvikling har fundet sted, hersker der stor uenighed om. Således omhandler denne opgave de to videnskabsfilosoffer, Thomas S. Kuhn (1922-96) og Karl R. Popper (1902-94), hvis teorier er blevet til milepæle indenfor videnskabsfilosofien. De to filosoffer, beskæftigede sig begge med hvad videnskab er, hvorledes den udvikler sig og hvordan den skal bedrives. Der er en vis enighed de to herre imellem, men der er i den grad også uenigheder mellem dem. Disse uenigheder har bl.a. udmøntet sig i en international debat, som startede med Kuhn og Poppers debatmøde på University of London, den 13. juli 1965. Lige siden har debatten bølget frem og tilbage. Selv om begge teoretikere ikke længere lever, fortsætter deres teorier den dag i dag med at optage videnskabsfilosoffer. 1.1 Problemformulering Jeg vil i denne opgave, behandle emnet videnskabelig vækst, med udgangspunkt i Karl R. Poppers evolutionære- og Thomas S. Kuhns revolutionære teorier. Således, vil jeg redegøre for Karl R. Poppers kritiske rationalisme, for på baggrund heraf, at anskueliggøre Thomas S. Kuhns paradigmebegreb. Slutteligt, vil jeg sammenholde de to teoretikers syn på videnskabelig udvikling. 1.2 Metode Opgaven, vil udarbejde sig, med udgangspunkt i en præsentation af Karl R. Poppers opgør med positivismen. Herigennem vil jeg anskueligøre det videnskabelige grundsyn, som Thomas S. Kuhn definerer sig i forhold til. Efter præsentationen af Karl Popper følger en redegørelse af Thomas Side 1 af 14

Kuhns paradigmebegreb og hans syn på videnskabelig udvikling. Slutteligt, vil redegørelsen ende ud i en diskussion af Popper og Kuhn, hvor ligheder og forskelle de to imellem vil blive diskuteret. 2.0 Karl Raimund Popper Østrigskfødte Karl R. Popper, blev født i Wien i 1902 og er betegnet som en af de største videnskabsfilosoffer i det 20. århundrede. 1 Dette er sket, på trods af, at hans egentlige akademiske karrierer, først startede i 1937, hvor han blev lærer i filosofi ved University of New Zeeland. Inden denne tid, havde Popper en noget omvæltende tilværelse, idet han først uddannede sig til folkeskolelærer, for derefter at uddanne sig til møbelsnedker. I 1928 opnåede Popper doktorgraden fra det pædagogiske institut ved universitetet i Wien. Han beskæftigede sig desuden med litteratur, historie, fysik og matematik, hvoraf han tog lærereksamen i de to sidst nævnte. Han virkede som lærer i disse, indtil han, grundet 2. Verdenskrig så sig nødsaget til at flygte til New Zealand, hvor han altså som nævnt, blev lærer i filosofi i 1937. 2 Popper færdedes omkring den berømte Wiener-kreds, men var uenig med de logiske positivister i kredsen omkring logikkens rolle inden for videnskaben. Derfor blev Poppers videnskabelige position kritisk rationalistisk. Den kritiske rationalisme, er Poppers opgør med Wiener-kredsens logiske positivisme 3, og er en normativ forskrivelse der beskriver hvorledes videnskaben bør praktiseres. Popper døde i 1994. I det følgende, vil jeg beskrive de begreber, der især karakteriser Poppers kritiske rationalisme. Først vil jeg starte med at redegøre for Poppers kritik af de logiske positivisters brug af induktion. 2.1 Induktionsproblemet Begrebet induktion, dækker over det fænomen, at videnskabsfolk gennem en række observationer, generaliserer observationsdataene, og herud fra udfærdiger en generel regel. Induktion, bliver brugt af de logiske positivister, som en videnskabelig metode for at udfærdige en teori. Med hensyn til induktion, er Popper på linje med den britiske empirist David Hume (1711-76), idet de begge mener, at det ikke er muligt at betragte en almen teori, som værende sand på baggrund af erfaring. Ifølge Flor, mener Popper således ikke, at der kan findes nogle logiske argumenter for, at fænomener, hvorom vi ikke har nogen erfaring, kan ligne fænomener, som vi har erfaring om. 4 Et 1 Stanford Encyclopedia of Philosophy (2009) Karl Popper 2 Flor (2000), s. 154-155 3 Favrholdt (1995), s. 386-389 4 Flor (2000), s. 160-161 Side 2 af 14

eksempel herpå er, at man ifølge Popper, ikke kan udlede, at alle nyfødte børn har hår, blot fordi de nyfødte man har observeret, har hår. Popper forkaster altså med andre ord, induktion som en videnskabelig metode, idet han slet ikke mener at det er videnskabeligt. Men hvad er så egentlig videnskab? For at definere dette, beskriver Popper det såkaldte demarkationsproblem, som jeg vil kaste lys over herunder. 2.2 Demarkationsproblemet I forlængelse af Poppers kritik af induktion som værende en gyldig videnskabelig metode, fastsætter han endnu et problem, som han mener, at den logiske positivisme ikke kan løse, nemlig demarkationsproblemet. Demarkationsproblemet omhandler det problem, der opstår i forsøget på at definerer hvad der er videnskab, og hvad der er ikke-videnskab (pseudovidenskab). 5 Og netop denne diskussion, finder Popper yderst vigtigt. Popper forklarer det selv kort således: I was interested only in the problem of demarcation, i.e. in finding a criterion of the scientific character of theories. 6 Forud for Popper, udgjorde den ovennævnte induktionsmetode, i kraft af verifikation, det kriterium, hvormed videnskabsfolk satte lighedstegn mellem videnskab og observationer. Men, som vist, forkaster Popper ideen om induktion som en videnskabelig metode. I stedet løser Popper demarkationsproblemet ved hjælp af falsifikation 7, som jeg vil redegøre for i det understående. 2.3 Falsifikation Før jeg forklarer, hvad falsifikation er, må jeg først redegøre for det begreb, som falsifikation er et modsvar på, nemlig verifikation. Verifikation, er den måde, hvorpå de logiske positivister løser demarkationsproblemet. Verifikation betyder, at en teori blot skal bekræftes, for at anses som værende sand. 8 For at tage det tidligere eksempel igen, så vil det altså sige, at teorien om at alle nyfødte har hår er sand, såfremt jeg kan observere en række tilfælde hvor det er tilfældet. Findes der så et tilfælde, hvor en nyfødt ikke har hår, kan teorien hurtigt ændres, for på den måde at eliminerer situationer, hvori teorien ikke er sand. 5 Popper (1989), s. 40 6 Ibid. 7 Ibid., s. 39 8 Ibid., s. 35 Side 3 af 14

Popper mener ikke at man kan anvende verifikation, som et svar på demarkationsproblemet, idet han siger at: It is easy to obtain confirmations, or verifications, for nearly every theory - if we look for confirmations. 9 I stedet, opsummer Popper sit svar på demarkationsproblemet som: [ ] the criterion of the scientific status of a theory is its falsifiability, or refutability, or testability. 10 Poppers falsifikationsprincip opstår, som følge af en undersøgelse af gyldigheden af Freuds psykoanalyse, Adlers individuelle psykologi, Marx historieteori samt Einsteins relativitetsteori. Popper fandt ud af, at den eneste af de fire teorier, der havde en konstant teori, var Einsteins. De øvrige teorier, blev tilpasset således at de passede til hvert enkelt tilfælde, de blev med andre ord verificeret overalt. 11 I stedet for verifikation, siger Popper, at man skal teste en teori eller hypotese på alle mulige måder med henblik på at finde en situation, hvor teorien ikke dækker og den dermed har vist sig at være falsk/falsificeret. Demarkationsproblemet, skal altså ifølge Popper løses ved falsifikation. 12 Ved falsifikation, elimineres de falske teorier, og teorier der endnu ikke er blevet falsificeret bliver midlertidigt bekræftet. Det vil altså sige, at teorier ifølge Popper altid blot er en forsøgt løsning på et problem, der endnu ikke er blevet falsificeret. Med andre ord er en sund teori kendetegnet ved at kunne forudsige bestemte observationer, men hvis disse forudsigelser, gennem tests, viser sig ikke at stemme overens med teorien, er teorien falsificeret, og der opstår et nyt problem, der skal løses. 13 Jan Riis Flor opsummerer Poppers falsifikation således: Poppers afgrænsningskriterium (demarkationsprincip) for empirisk videnskab kan da formuleres således: en teori er empirisk videnskabelig, hvis og kun hvis dens klasse af mulige falsifikationer ikke er tom. 14 Herud fra ses det således, at en teori skal kunne falsificeres, før den kan erklæres for videnskabelig, hvorfor falsifikation er svaret på det ovennævnte demarkationsproblem. 9 Ibid., s. 36 10 Ibid., s. 37 11 Ibid., s. 35 12 Ibid., s. 37 13 Ibid., s. 36-37 14 Flor (2000), s. 158 Side 4 af 14

Ifølge Flor, er der yderligere en prøvelse, som en teori skal igennem for at den kan erklæres for gyldig videnskab, nemlig bevarelsesgrad. Bevarelsesgraden beskriver, ifølge Flor, hvorledes en teori kan være at foretrække over en anden teori. For at finde frem til denne bevarelsesgrad, og dermed den teori der skal beholdes, opstilles fire bevarelsesgrader: Den måde den løser problemer på., Teoriernes testbarhed., Strengheden af de tests, som teorien har gennemgået. og Den måde teorien har klaret de gennemgåede test på.. 15 Den første bevarelsesgrad beskriver, at en teori der løser flere problemer og/eller løser problemerne mere præcist end andre teorier er at foretrække. 16 Det vil altså sige, at desto mere omfangsrig og præcis en teori er, desto bedre. Teoriernes testbarhed beskriver, at en teori er mere bevarelsesværdig, såfremt testbarheden er bestemt af hvor meget teorien udelukker, altså hvor mange mulige falsifikationer teorien kan udsættes for. 17 Den tredje bevarelsesgrad foreskriver, at en teoris strenghed er bestemt af, hvor usandsynlig dens basissætning er. 18 Den måde teorien har klaret de gennemgåede test på, beskriver næsten sig selv. Den beskriver nemlig, at en teori er bevaringsværdig, såfremt den har klaret de tests den er udsat for, det vil altså bl.a. sige falsifikation. 19 Bevarelsesgraden, er en del af den videnskabelige fremgangsmåde, som Popper, ifølge Flor, kalder for trial and error metoden. 20 Videnskaben udvikler sig altså igennem trial and error metoden, men før man overhovedet kan udarbejde en teori, skal man først arbejde sig igennem en videnskabelig fremgangsmåde, som vil blive beskrevet i det nedenstående. 2.4 Videnskabelig fremgangsmåde Trial and error metoden, indebærer udover den ovenstående bevaringsgrad, også en proces til udarbejdelse af teorier. Ifølge Popper, udspringer videnskab ikke fra observation til teori. Dette skyldes, at observation altid er en selektiv udvælgelse af data, eller som Popper formulere det: 15 Ibid., s. 161 16 Ibid. 17 Ibid. 18 Ibid. 19 Ibid. 20 Ibid. Side 5 af 14

Observation is always selective. It needs a chosen object, a define task, an interest, a point of view, a problem. And its description presupposes a descriptive language, with property words; it presupposes similarity and classification, which in their turn presuppose interest, point of view, and problems. 21 Ifølge Popper, er det altså ikke muligt at antage, at videnskab opstår som følge af observationer, der må gå noget forud for observationerne. I stedet, siger han, at man altid vil starte med et problem, som man søger løst. Flor beskriver processen med udarbejdelse af teorier som en sammenhæng mellem problem, teori og fejleliminering. 22 Ifølge Flor, starter videnskaben, med et problem. Ud fra dette problem, fremsættes der en korrigerbar teori, der består af en eller flere hypoteser. Denne teori, udsættes så for forsøg på falsifikation, hvilket bl.a. kan foregå ved observation. Klarer teorien sig igennem falsifikationerne, uden at blive falsificeret, står videnskaben tilbage, med en ny viden, der kan give grobund for et nyt problem. Bliver teorien falsificeret, står videnskaben tilbage med en viden om de fejltagelser, der falsificerede det første problem. Herfra står man så med et nyt problem, eftersom man er blevet klogere. Erkendelsens vækst, er altså altid en modifikation af tidligere erkendelse. 23 Den videnskabelige fremgangmåde, fordre altså en vis udvikling, Poppers syn på den videnskabelige udvikling, vil blive beskrevet i det nedenstående. 2.5 Videnskabelig udvikling Når teorier ifølge Popper, altid afventer falsifikation, hvad bygger vores viden da på? Poppers falsifikationsprincip er jo et spørgsmål om bedre, men midlertidig viden. Falsifikationsprocessen fortsætter i det uendelige, og en teori er aldrig den rigtige lige meget hvor mange tests den er i stand til at modstå. Men efterhånden som teorierne afløser hinanden, skulle man helst kunne sige, at den nyeste teori er bedre end de foregående, i det den er bedre til at forklare verden og forudsige observationer. 24 Fremskridt inden for videnskaben finder altså sted ved at en gennemprøvet teori slutteligt bliver falsificeret og der efterfølgende opstår nye problemer. Det betyder, at Popper bryder med den klassiske positivistiske opfattelse af videnskaben som en kontinuert udvikling, hvor medlemmernes forskning i et videnskabeligt samfund opfattes som 21 Popper (1989), s. 46 22 Flor (2000), s. 157 23 Ibid. 24 Ibid., s. 163 Side 6 af 14

værende byggesten på videnskabens store bygning, som, efterhånden som det vokser, når nærmere og nærmere sandheden om universets opbygning eller den ultimative sandhed om man vil. De ovenstående principper og begreber, er grundstammen i Poppers kritiske rationalisme, der specielt adskiller sig ved sit princip om falsifikation. Poppers anser videnskabelig vækst som en rationel udvikling, der er præget af fremskridt. Det kan altså anses som en kumulativ vækst i viden, hvor der konstant sker en evolution og hvor ny teori, forbedre den gamle teori. Videnskabelig vækst sker altså ikke gennem akkumulering af observationer, men gennem gentagne falsificeringer af teorier. I de følgende afsnit, vil jeg redegøre for en af de teoretikere, som kritiserer Poppers kritiske rationalisme, nemlig Thomas S. Kuhn. 3.0 Thomas Samuel Kuhn Den amerikanske filosof og videnskabsteoretiker Thomas S. Kuhns (1922-96) afhandling The Structure of Scientific Revolutions fra 1962, blev et banebrydende værk indenfor videnskabsteorien. På baggrund af værket, betegnes Kuhn som en af de mest, hvis ikke den mest indflydelsesrige videnskabsteoretiker i det 20. århundrede. 25 Med værket, flyttede Kuhn videnskabsteoriens fokus fra verifikationsprocesser og falsifikationsprocesser, om hvilke han ikke mente stemte overens med videnskabshistorien, til en fremstilling af videnskab bestående af sociale paradigmer, normalvidenskab og revolutioner. 26 Kuhn definere sig selv i forhold til Popper, men modsat Popper er Kuhns teori ikke en normativ forskrivelse af hvordan videnskab bør praktiseres, men mere en deskriptiv teori som stemmer overens med videnskabshistorien og den videnskabelige proces vi til stadighed kan observere i den virkelige verden. Modsat Popper, mente Kuhn således heller ikke, at den videnskabelige udvikling sker rationelt på baggrund af evigt gyldige standarter, derimod mente han, at den skete irrationelt i paradigmer, som eksisterer på baggrund af videnskabelige revolutioner. 27 I det følgende, vil jeg redegøre for Kuhns teori, startende med hans paradigmebegreb. 25 Stanford Encyclopedia of Philosophy (2004) Thomas Kuhn 26 Ibid. 27 Ibid. Side 7 af 14

3.1 Paradigmebegrebet Hvor Popper omtaler videnskabelig udvikling som en konsekvens af falsifikation, mener Kuhn derimod, at videnskabelig udvikling sker ved hjælp af paradigmer. 28 Kort fortalt, er paradigmer alt det medlemmerne indenfor en bestemt videnskabelig tradition har tilfælles, i form af alment accepterede værdier, meninger, metoder, teknikker og generelle teorier. 29 Eksempler på videnskabelige paradigmer, kan findes i Newtons love og Einsteins relativitetsteori. Ifølge Couvalis, definerer Kuhn paradigmets vigtigste egenskab, som evnen til at skabe forståelsesmæssigt sammenhæng, for en gruppe mennesker, der arbejder med forskellige artet emner, inden for det samme område. 30 Couvalis siger altså med andre ord, at Kuhn betragter paradigmet, som forskernes fælleskab, inden for hvilket de udvikler deres teorier. Derfor kan en teori heller aldrig ses isoleret, da den sammen med de øvrige teorier udgør et netværk. Når et paradigme falder, opstår der et nyt paradigme med nye værdier, meninger etc. Den videnskabelige udvikling sker altså for alvor, ifølge Couvalis, når et paradigme afløses af et andet paradigme. 31 Overgangen, fra et paradigme til et andet, vil blive beskrevet i det følgende afsnit. 3.2 Videnskabelige revolutioner Couvalis beskriver, hvorledes den videnskabelige udvikling ifølge Kuhn består af en række sammenhængende faser, der fungerer som en cyklus: Den første fase, enhver videnskab må gennemgå, er som værende en præ-paradigmatisk fase, hvori nye teorier opstår. Denne fase, er dog ikke en del af selve cyklussen, da den blot indtræffer, når en videnskab fødes og dermed finder den kun sted en gang. I fasen, eksisterer der en dyb uenighed om den fundamentale teori, hvorfor alt er til diskussion. Desuden foregår der en tilfældig indsamling af ny viden, der ikke følger nogen specifik, accepteret procedurer. En del af denne indsamlede viden, er dermed ubrugelig, idet der ikke er enighed om, hvilken viden der er anvendelig inden for det nye paradigmes rammer. På et tidspunkt, stopper fasen, idet der opstår enighed om hvorledes teorier etc. skal udformes, der opstår altså et paradigme. 32 Den efterfølgende fase, er den normalvidenskabelige fase. I fasen har paradigmet fået dannet en meningsramme, og har således overtaget rollen som videnskabens dominerende paradigme. Som 28 Kuhn (1970), s. 23-24 29 Couvalis (1997), s. 89-90 30 Ibid., s. 90 31 Ibid., s. 92 32 Ibid. Side 8 af 14

normalvidenskab, kan paradigmet uddybe og forfine eksisterende teorier indenfor dets ramme, og det er derfor også heri, at akkumuleringen af viden finder sted, hvilket sker ved puzzle-solving. 33 Selve begrebet normalvidenskab, skal forstås som den samlede mængde af accepterede værdier, meninger, metoder, teknikker og generelle teorier, som udgør grundstammen i paradigmet. Således, er alt hvad der foregår indenfor paradigmet, normalvidenskab. I forbindelse med puzzle-solving, afviser Kuhn, at en videnskabelig problemløsning finder sted i Poppersk forstand. Kuhn mener derimod, at processen mere handler om at få naturen til at passe ind i paradigmets snævre, ufleksible ramme, end det handler om at opdage nye fænomener. 34 Normalvidenskabelig forskning, søger altså at undersøge allerede eksisterende fænomener og teorier inden for paradigmet. Dermed forsøger forskeren sjældent at udvikle radikale nye teorier, da disse kan være til fare for paradigmets eksistens. Lige præcis dette aspekt, betegner kritikkere som værende irrationelt, i og med det har en hæmmende effekt på den videnskabelige udvikling og desuden er styret af følelser og ikke fornuft. Kuhn mener derimod ikke, at det handler om irrationalitet eller ej, men mere om, at samfundsvidenskabelige aspekter spiller en rolle i den videnskabelige udvikling. Begreber som magt, psykologi, sociologi og ikke mindst økonomi er hele tiden en del af forskerens arbejde. Samspillet mellem forskeren og samfundet, gør det vanskeligt at tale om en rationel tilgang til videnskaben. 35 Kuhn beskriver som nævnt, den videnskabelige udvikling, som noget der foregår gennem revolutioner. Revolutionerne finder sted, når der opstår en paradigmatisk krise, og ubesvarede spørgsmål, også kaldet anomalier, hober sig op. 36 Anomalier, er uløste puzzles, som har stor betydning for forskerne i paradigmet. De enkeltstående anomalier, vil ikke udløse nogen krise, da paradigmet ved hjælp af sin normalvidenskabelige praksis, har udviklet sig på baggrund af tidligere succes. Det enkelte anomalie, vil derfor i første omgang falde tilbage på forskeren selv, og derved udstille dennes inkompetence. Paradigmet, har ligeledes mulighed for, at tilsidesætte anomalien midlertidigt, såfremt det vurderes, at videnskaben endnu ikke er moden til at løse det pågældende problem. Men kan paradigmet ikke give en tilfredsstillende forklaring på anomaliet, vil en følelse af mistro brede sig i paradigmet og en krise kan være under opsejling. 37 Anomalierne vil herefter få en særlig opmærksomhed, hvor de empiriske aspekter af problemet vil blive undersøgt, for på den måde at finde en forklaring på fænomenets betydning. Lykkedes det ikke at finde en forklaring 33 Kuhn (1970), s. 35 34 Ibid., s. 24 35 Couvalis (1997), s. 92-93 36 Ibid., s. 92 37 Ibid., s. 92-93 Side 9 af 14

inden for paradigmet, opstår der en mulighed for, at et nyt paradigme kan tage over og forsøge at svarer på alle de ubesvarede anomalier. Der er således lagt op til en revolution, hvor forskere stiller spørgsmålstegn ved de utilstrækkelige teorier fra det kriseramte paradigme, og selv begynder at bringe nye teorier i spil. Disse nye teorier, kan ende i et nyt paradigme, og dermed en videnskabelig revolution. 38 Det nye paradigme, vil være uforeneligt med det gamle, idet det oftest indebærer en helt ny verdensopfattelse. Selve overgangen fra det gamle til det nye paradigme, sammenligner Kuhn med en religiøs omvendelse, præget af så mange forskellige faktorer, at det er umuligt for videnskabsmanden at træffe et logisk valg mellem de forskellige paradigmer. Desuden er paradigmerne inkommensurable, hvilket vil sige, at de begreber som umiddelbart er fælles paradigmerne imellem, ikke har den samme betydning. 39 Couvalis formulere det således: [ ] theories formulated under the new paradigm are often so different from the older theories that the older theories cannot plausibly be thought to be approximations of the new theories. The reason why they are radically different is that the ontological assumptions which underlie the newer theories are very different from those which underlie the older ones. 40 Det betyder således, at teorierne er inkommensurable, eller usammenlignelige, da de ser på fænomenernes eksistens på forskellig vis. Videnskabsmændene indenfor de to paradigmer er altså ikke i stand til at kommunikere hensigtsmæssigt på tværs af paradigmerne, og den enkelte videnskabsmand kan derfor ikke træffe et valg om at forlade det gamle paradigme til fordel for det nye på baggrund af argumenter fra videnskabsmændene i det nye paradigme. Den videnskabelige revolution ender, når størstedelen af det videnskabelige samfund har tilsluttet sig det nye paradigme, og en ny periode med normalvidenskab starter. Den minoritet af forskere der ikke lader sig omvende vil blive udelukket fra det nye paradigme og efterhånden uddø. Hele den videnskabelige evolution kan sammenfattes på følgende måde: Præ-paradigmatisk periode Normalvidenskab Krise (anomalier) og revolution (nyt paradigme) Ny normalvidenskab Ny krise og revolution etc. 38 Ibid. 39 Ibid., s. 93-94 40 Ibid. Side 10 af 14

Den videnskabelige udvikling foregår altså, ifølge Kuhn, som en udvikling gennem revolutioner. Her er det værd at tilføje, at Kuhn kun ser en videnskabelig fremgang i det enkelte paradigmes evne til at forudsige fænomener i naturen, og ikke en videnskabelig fremgang i paradigmernes tilnærmelse til den sande teori, der vil altid komme endnu en revolution. I det følgende afsnit, vil jeg diskutere de to ovennævnte teoretikers syn på videnskaben og dennes udvikling. 4.0 Diskussion Popper og Kuhns teorier, befinder sig på to vidt forskellige niveauer. Poppers teori er en normativ teori, der forholder sig direkte til forskeren, hvor Kuhns teori er en mere overordnet, deskriptiv teori. At det giver mening at sammenligne de to teorier, skyldes at de på mange områder berører de samme emner, samt at de begge repræsenterer to forskellige syn på, hvorledes videnskaben fungerer, eller burde fungere. Popper insisterer på, at videnskaben udvikler sig kumulativt, hvilket han gør i kraft af sin kritiske rationalisme. Der er altså tale om en evolutionær udvikling gennem videnskabens historie, som bedst kan beskrives som en lineær vækst. Ifølge Popper vil Einsteins teorier altså bygge ovenpå Newtons teorier, hvor Einsteins teorier så er mere vidtfavnende og mere nøjagtige end Newtons teorier. Popper bruger altså Darwins Survival of the fittest som en metafor for videnskabens udvikling. Kuhn er uenig i denne tolkning af videnskabens udvikling. For Kuhn mener, at de to teoretikeres teorier er inkommensurable, og altså derfor slet ikke kan sammenlignes. Inkommensurabilitet bygger på den antagelse, at nye teorier vinder frem på bekostning af ældre. Nye teorier er altså blevet til, fordi den ældre teori ikke længere er gyldig. Dermed forkaster et nyt paradigme altså alt det som ligger forud for det. Ifølge Kuhn, kan der godt forekomme en videns akkumulering, men denne finder kun sted inden for det enkelte paradigme. Når en videnskabelig revolution indtræffer, kan den videnskabelige udvikling i det eksisterende paradigme altså ikke siges at danne grobund for det nye paradigme. Dette er netop fordi opgøret med det eksisterende paradigme, og det at de etablerede teorier ikke længere kan bruges som forklaring på anomalierne, gør at revolutionen finder sted. Kuhn afviser altså en egentlig kumulativ udvikling og mener i stedet, at videnskaben i højere grad, gennemgår forandringer. Side 11 af 14

Fælles for såvel Popper og Kuhn er dog, at ingen af de to mener at det er muligt at opnå en endegyldig sandhed, det vil altid være muligt at udvikle nye og mere præcise teorier. Popper og Kuhn er ligeledes enig om, at teorierne indgår i en indbyrdes konkurrence om, hvilken teori der er mest hensigtsmæssig. De er desuden enige om, at den teori, som der af videnskaben bliver anset som mest hensigtsmæssig, vil blive den mest anvendte teori. Forskellen imellem de to, er så hvorledes de mener forskeren afgør, hvad der er den mest hensigtsmæssige teori. Popper mener, at denne beslutning bør træffes på baggrund af den kritiske rationalisme, hvor Kuhn mener at den træffes på baggrund af irrationelle årsager, f.eks. magt, politik og økonomi. Popper og Kuhn er uenige i spørgsmålet om indenfor hvilke rammer videnskaben skal bedrives. Poppers teori er som nævnt normativ, og er således ikke interesseret i, hvorledes videnskaben er blevet bedrevet gennem tiden, men har i stedet sit fokus på, hvorledes den bør bedrives fremadrettet. Ved hjælp af falsifikationskriteriet, skaber Popper et demarkationsprincip, der opsætter bestemte kriterier og grænser for hvornår påstande kan siges at være videnskabelige. Popper mener ikke, at metafysik er meningsløs, da den ifølge ham, kan virke som inspiration til opstilling af teorier. Men metafysikken tilhører den enkelte, og kan derfor ikke sidestilles med egentlig videnskab. Kuhn er ikke enig med Popper på dette område. Han mener, at sådanne principper og rammer vil blive anvendt vilkårligt. Kuhns teori er ikke normativ som Poppers, men deskriptiv. Hans teorier omhandler således ikke hvordan videnskaben bør bedrives, men mere om hvordan den rent faktisk er blevet bedrevet i tidens løb. Kuhns studier af videnskabens historie, har vist at forskere altid har indsamlet viden på hver sin måde og efter forskellige metoder. Han ser dermed videnskaben som et sæt af konkrete praksisser i modsætning til Poppers syn på videnskaben som en proces, der følger en universel metodologi. Ifølge Kuhn, danner disse konkrete praksisser paradigmet, hvilket konstituerer sig således, at det konstant forsøger at forstærke sig selv. Denne selvforstærkelse sker ved hjælp af puzzle-solving af stadig mere komplekse problemer, som kun den esoteriske viden begriber og har interesse for. På den måde opbygges der et internt sprog i paradigmet, som vanskeliggør udveksling af viden paradigmerne imellem. Popper mener, at al videnskab er underlagt nogle ahistoriske standarter, som skal følges før der kan være tale om videnskab. Hvis ikke en teori er falsificerbar, er der således ikke tale om en videnskabelig teori, i stedet tilhører den ikke-videnskab, eller pseudovidenskab som han også kalder det. Side 12 af 14

Kuhn mener at al videnskab forandre sig irrationelt i modsætning til Popper, som ser udviklingen som værende rationel. Et af Kuhns argumenter er, at en teori ikke kan ses isoleret, men altid må betragtes som værende en del af et netværk grundet paradigmerne. Forskellige forskere, vil altså have forskellige mål med forskningen, hvorfor paradigmerne kan siges af være drevet af irrationalitet eftersom at magt, økonomi samt andre samfundsaspekter er indlejret i den videnskabelige praksis, og dermed uundgåeligt præger den videnskabelige udvikling. 5.0 Konklusion I den ovenstående opgave, har jeg vist, hvorledes Karl R. Popper har udviklet sin kritiske rationalisme, som et modspil til positivismen. Som det fremgår, gør Karl R. Popper op med den logiske positivisme, ved at forkaste ideen om induktion som videnskabelig metode. Han udvikler i stedet en ny normativ videnskabsteori, ved at indføre et demarkationsprincip, som sætter almengyldige ikke-historiske standarter for, hvorledes videnskab skal bedrives, før det kan kalde sig videnskab. I forlængelse heraf, har jeg redegjort for Thomas S. Kuhns paradigme begreb samt hans syn på videnskabelig udvikling. Thomas S. Kuhn udviklede i modsætning til Karl R. Popper en deskriptiv videnskabsteori. Denne udviklede han gennem historiske studier, for på den måde at anskueliggøre at videnskaben forandrer sig på baggrund af videnskabelige revolutioner. Et paradigme skifte, resulterer i, at det forgående paradigmes teorier forkastes, således kan der ikke være tale om en kumulativ vækst i viden, sådan som Karl R. Popper mente det. Thomas S. Kuhn argumenterer for, at videnskabeligt arbejde er præget af irrationalitet, i modsætning til Karl R. Popper, der havde det syn på videnskabens arbejde, at det udelukkende var drevet af kritisk rationalisme. Helt grundlæggende, er der altså den forskel på de to teoretikere, at Karl R. Popper anså den videnskabelige udvikling som evolutionær, mens Thomas S. Kuhn anså den som revolutionær. Side 13 af 14

6.0 Litteraturliste Couvalis, George (1997): The Philosophy of Science - Science and Objectivity, Sage Publications, London, s. 87-110 Favrholdt, David (1995): Logisk positivsme i Rahbek, Birgitte (red.): Når mennesket undrer sig Vestlige tanker gennem 2500 år, Lindhardt og Ringhof, s. 378-389 Flor, Jan Riis (2000): Popper: Kritisk rationalisme i Lübcke, Poul (red.): Vor tids filosofi Videnskab og sprog, Politikens Forlag, s. 154-170 Kuhn, Thomas S. (1970): The Structure of Scientific Revolutions, The University of Chicago Press, London, s. 23-42 Popper, Karl R. (1989): Conjectures and Refutations The Growth of Scientific Knowledge, Routledge, London, s. 33-48 Stanford Encyclopedia of Philosophy (2004: Thomas Kuhn & 2009: Karl Popper): http://plato.stanford.edu/ Side 14 af 14