Notat Sagsnr.: 2013/0004893 Dato: 8. juli 2013 Titel: Udviklingsplan for Botilbuddene Sagsbehandler: Lise Møller Jensen Udviklingskonsulent 1. Præsentation af Botilbuddene Botilbuddene har de sidste år arbejdet med udvikling og tilpasning af organisationen, tilbud mv. efter sammenlægningen af Midgården og Trekløveret. Fremadrettet er der også tanker om, hvordan tilbuddene bedst udvikles, så de understøtter udviklingen i målgrupper, behov, krav om effekt mv. Denne udviklingsplan beskriver kort, hvilke tanker der gøres med hensyn til Botilbuddenes videre udvikling. Det skal primært ses som et idéoplæg til, hvilke retninger man kan bevæge sig i og ikke som en færdig plan. Botilbuddene har 8 forskellige takstområder, fordelt på fem matrikler, som hører under enten Trekløveret eller Midgården. Trekløveret er et Leve- og bofællesskab for voksne mennesker med fysisk/psykisk funktionsnedsættelse. Den pædagogiske indsats tager udgangspunkt i den enkelte borgers individuelle støttebehov. Der er fokus på den enkeltes ret til selvstændighed, selvbestemmelse og et liv på egne præmisser. Trekløveret består af 7 bo enheder og et aktivitetshus: Præstebrovej 12 opgangsfællesskab Består af 12 individuelle lejligheder, heraf to lejligheder der er velegnet til par. Borgerne tilbydes støtte og træning til hverdagslivets gøremål. Borgerne er på mange områder selvhjulpne. De ydes støtte til at deltage i aktiviteter og udvikle sociale færdigheder i fællesskabet. De fleste borgere er tilknyttet beskyttet beskæftigelse. Nogle borgere har afsluttet arbejdslivet og nyder pensionisttilværelsen. Præstebrovej 16 døgnafdeling: Team 1, Team 2, Team 3 Består af 3 leve- og bomiljøer, med i alt 17 individuelle lejligheder. Der er tilknyttet personale døgnet rundt. Borgerne har væsentlige funktionsnedsættelser og har brug for meget pædagogisk støtte og omsorg i et trygt miljø. De fleste borgere er tilknyttet enten daghjem eller beskyttet beskæftigelse. Tømmerpladsvej bofællesskab Et lille bofællesskab, med plads til 5 borgere, beliggende i Frederiksværk bymidte. Den pædagogiske praksis på Tømmerpladsvej er overordnet styret mod at give borgerne en glad hverdag og optimale betingelser for støtte til at bevare deres kompetencer intakt 1
længst muligt. Borgerne er enten tilknyttet beskyttet beskæftigelse eller nyder deres otium som pensionister. Liselejevej botilbud for to borgere med hver sin bolig Borgerne på Liselejevej tilbydes vidtgående socialpædagogisk støtte i et struktureret og overskueligt miljø. Borgerne har i dagtimerne 1 til 1 støtte. Maglehøj opgangsfællesskab Består at 7 lejemål. Borgerne er unge borgere med fysiske/psykiske funktionsnedsættelser. Borgerne ydes støtte til afklaring af mulig uddannelse eller beskæftigelse. Borgerne støttes gennem forskellige aktiviteter i ADL- funktioner og selvstændiggørelse. Det er målet, at nogle borgere, på sigt, kan komme til at bo i egen lejlighed med støtte fra hjemmevejledere. Med færdiggørelse af moderniseringen i Maglehøj bebyggelsen vil Trekløveret komme til at råde over endnu en opgang og dermed plads til 14 borgere. Trekløverets Aktivitets- og kulturhus (TAK) aktivitets- og samværssted Her mødes borgerne til forskellige aktiviteter, temaaftener og udflugtsture. Midgården er et socialpædagogisk bo- og dagtilbud for voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne efter lov om social service 108 og 104. Midgården er opdelt i 4 boenheder med henholdsvis 7 og 8 beboere, hver og med fast tilknyttet personale. Midgården er et etplans hus, hvor hver beboer har sit eget værelse til rådighed. Der er tre badeværelser, stue og køkken, som de deler med de øvrige beboere i boenheden. Målgruppen på Midgården er beboere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med et stort hjælpebebov. Midgårdens beboere skal have fuld hjælp til alt såvel til almindelig daglig levevis og i sociale sammenhænge. Af de 30 beboere, der er på Midgården, er 22 kørestolsbrugere. På Midgården er udgangspunktet at skabe trygge rammer med en høj grad af omsorg og pleje for den enkelte. Der tages afsæt i den enkelte beboers fysiske og psykiske ressourcer og beboerne støttes i at kompensere for den nedsatte funktionsevne. Beboerne tilbydes kommunikation som er tilpasset den enkeltes behov. Midgårdens Daghjem er en integreret del af botilbuddet. Der er 20 halvdagspladser á 18 ½ time pr uge Der er tilknyttet 4 pædagoger til daghjemmet. Daghjemmet byder på en spændende indretning med rum delt op efter aktiviteter, blandt andet to sanserum med musikseng kuglebassin og lysshow. Det overordnede mål er at give brugerne en indholdsrig dag med gode oplevelser samt et miljøskifte og samvær med brugere fra andre boenheder. Aktiviteter bliver baseret på den enkeltes brugers behov og udviklingstrin. Eksempelvis kan nævnes sansestimulering, motoriske aktiviteter, samvær med andre og udeliv. De fleste brugere modtager fysioterapeutisk behandling to gange om ugen af fysioterapeuter udefra, hvilket primært foregår, mens de er på daghjemmet. 2
2. Opsummering af udviklingstanker Fremadrettet er der i Botilbuddene fokus på yderligere udvikling af tilbuddene særligt med følgende perspektiver: - Kapacitetsudvidelse. Der er fokus på at udvikle botilbudskapaciteten i Halsnæs Kommune således, at der er mulighed for at tilbyde flere borgere botilbud lokalt og imødekomme efterspørgsel om botilbud til en bredere gruppe af borgere. Dette arbejde foregår primært indenfor Botilbuddenes rammer, men også med en tværkommunal afsøgning af mulighederne. I overskrifter er udviklingstankerne o Udvidelse af opgangsfællesskabet i Maglehøj med større lejligheder og/eller kopiering andre steder. o Udvidelse med en plads på Tømmerpladsvej o To ekstra værelser på Midgården primært til akut aflastning (er etableret) o Flere pladser i Midgårdens daghjem og bedre plads til aktiviteterne o Etablering af skærmet boenhed på Midgården (afhængig af om daghjemmet flyttes) - Målgrupper. I relation til ovenstående er der fokus på tilpasning til, hvilke målgrupper der fremadrettet forventes at have behov for botilbud. Udviklingstanker i forhold til målgrupper omfatter både specialisering af eksisterende enheder ift. målgrupper, udvidelse af målgruppen for de eksisterende tilbud og et fokus på at imødekomme borgernes behov, som ændres over tid. Tankerne omfatter: o Udvidelse af målgruppen på Trekløveret i Ølsted til fx senhjerneskade og autismeområdet o Botilbud for unge udviklingshæmmede på Tømmerpladsvej (i stedet for ældre som bor der i dag) o Specialiserede boenheder på Midgården o Botilbud til ældre/mere plejekrævende borgere - Kvalitetsudvikling i tilbuddet. Der sker hele tiden en kvalitetsudvikling af Botilbuddenes tilbud og pædagogiske grundlag, men i forhold perspektiverne om kapacitetsudvidelse og målgruppernes udvikling er der nogle særlige perspektiver, som vil give flere muligheder/bedre kvalitet for borgerne, og samtidig give bedre styringsmuligheder i forhold til fx at bruge eksterne tilbud. Det drejer sig om: o Lokal forankring i Maglehøj: lokale beskæftigelses, fritids og evt. efterfølgende boligmuligheder for beboerne i opgangsfællesskabet i Maglehøj. o Udvikling af tilbuddet i Trekløverets Aktivitets- og Kulturhus (TAK). o Aktivitetsudvikling i Midgårdens daghjem. o Egen ledsagerordning for Botilbuddene. - Derudover er der nogle mere enkeltstående opgaver omkring: o Takststrukturen på Trekløveret og i TAK o Økonomi og arbejdsmiljø i enkeltmandstilbud på Liselejevej. Mulige løsninger skal ses i sammenhæng med andre udviklingstanker. Udviklingstankerne er bekrevet nærmere i det følgende med udgangspunkt i de enkelte matrikler. En del af de specifikke udviklingstanker indeholder flere af ovenstående perspektiver og er eksempelvis både med til at udvide kapaciteten og løfte nye målgruppers behov. 3
Ikke alle udviklingsidéer kan og skal realiseres på samme tid. Nogle er langt i udformning, mens andre kun findes i skitseform og er afhængige af at behov afsøges yderligere, andre tiltag realiseres eller at erfaringer fra nyligt etablerede tiltag. Flere af tiltagene skal ses på langt sigt. I udviklingstankerne skal der tages højde for, at borgere på Trekløveret har egen lejlighed og lejekontrakt. Botilbuddene har (og udvikler) en vifte af tilbud, der bevirker at borgernes udvikling selvstændighedsmæssigt vil kunne imødekommes. For nogle borgere vil udviklingsperspektivet eksempelvis pege på, at de kunne starte med at bo i døgnafdelingen på Trekløveret, derefter flytter til opgangsfællesskabet i Ølsted og derfra til opgangsfællesskabet i Maglehøj. Idet den enkelte borger har egen lejekontrakt, kræver flytning til en ny bolig ikke kun, at borgeren selv ønsker at flytte, men det kan også have økonomiske konsekvenser for borgeren i form af istandsættelse af lejlighed, nyt indskud med videre. I forlængelse heraf er det også mere langsigtet at samle borgere fra Trekløveret med samme behov i samme enheder/teams, på samme måde som det allerede gøres på Midgården. 3. Udfoldelse af udviklingstanker I det følgende er udviklingstankerne udfoldet under de enkelte matrikler/afdelinger (markeret med bogstav). A. Maglehøj I februar 2013 åbnede opgangsfællesskabet i Maglehøj. I forbindelse med renoveringen (gennemførelse af helhedsplanen) i Maglehøj, vil nabo-opgangen blive frigjort, således at opgangsfællesskabet vil blive udvidet med samme antal lejligheder (7 stk.). Integration i det lokale miljø - Beskæftigelse: Botilbuddene vil sammen med Jobcentret arbejde på at etablere lokale beskæftigelsesmuligheder for beboerne i opgangsfællesskabet. Det kan være sammen med viceværten og forretninger i området. En af de tanker der skal undersøges er, hvorvidt Botilbuddene kan have mentor-funktionen, når den unge tilknyttes beskæftigelse. - Fritidsliv: I forbindelse med etableringen af Maglehøj, er det tanken at beboerne benytter det lokale klub-/foreningsliv i forbindelse med deres fritidsinteresser mv. Samarbejde/kontakt med foreninger skal etableres. Samtidig vil der være behov/mulighed for fælles aktiviteter i den samlede organisation. - Egen lejlighed for nogle: På sigt kan det være en mulighed for nogle af beboerne at bo i deres egen lejlighed. Dette kunne være i Maglehøj-bebyggelsen, hvor der kan bevares en tilknytning til opgangsfællesskabet ved behov. Der kan etableres et samarbejde med ekstern hjemmevejledning i Voksenstøtte. 4
Udvide med 3. opgang Blokken i Maglehøj består af tre opgange. Den sidste opgang som i dag er almindelige lejligheder har større lejligheder. Det kunne på sigt måske være en mulighed at få disse lejligheder med som del af bofællesskabet og dermed tilbyde par en lejlighed. Kopiere Maglehøj-modellen andre steder på sigt? Hvis der viser sig yderligere behov for opgangsfællesskaber som Maglehøj, kan det overvejes om erfaringerne kan kopieres i andre geografiske områder af kommunen. B. Præstebovej 16, døgnafdeling Udvidelse af målgruppe Der er behov for at tænke en bredere målgruppe ind i døgnafdelingens tilbud end der traditionelt har været tænkt. Botilbuddene mærker en efterspørgsel efter pladser indenfor: - Senhjerneskadeområdet - Autismeområdet Det er ikke undersøgt systematisk, hvor det forventes, at de fremtidige behov vil ligge. Det skal undersøges yderligere - fx ved at se på nationale undersøgelser om fremtidig målgruppeudvikling og kommende behov hos Voksen- og Handicapafdelingen. Udviklingsperspektiv for borgere I forbindelse med at målgruppen udvikles, er der også behov for at være opmærksom på at tænke i et udviklingsperspektiv for borgerne på døgnafdelingen. Der har traditionelt været en målgruppe af borgere, som flyttede ind på døgnafdelingen som unge og blev der resten af livet. Dette er ikke længere billedet, og der er brug for hele tiden at være opmærksom på, hvilke udviklingsperspektiver den enkelte borger har, og hvilke tiltag der kan understøtte disse. Takster Det skal overvejes, hvordan en mere blandet efterspørgsel efter pladser (i forhold til målgrupper) kan integreres i takststrukturen. Halsnæs Kommune afviser i mange tilfælde at betale særtakster for borgere i botilbud i andre kommuner, og på linje med det skal Botilbuddene finde en løsning, der også opfylder disse krav. C. Tømmerpladsvej Kapacitet udvidelse med en plads Der foreligger p.t. et budgetforslag om at udvide kapaciteten på Tømmerpladsvej fra 5 til 6 pladser. Dette vil betyde at driften på Tømmerpladsvej optimeres. Samtidig vil der kunne tilbydes plads til yderligere en borger. 5
Botilbud for unge På længere sigt bør/kan målgruppen ændres, således at opgangsfællesskabet bliver for unge udviklingshæmmede fremfor ældre. Det er primært begrundet i de fysiske forhold på Tømmerpladsvej. Med længere sigt menes en gradvis overgang fra ældre til unge. Denne ændring vil allerede kunne påbegyndes nu, idet der en ledig lejlighed to ledige lejligheder såfremt kapaciteten udvides. D. Liselejevej Bedre økonomi og arbejdsmiljø Liselejevej rummer to enkeltmandsprojekter, og der er behov for at se på hvordan tilbuddet enten kan udvikles eller afvikles, så der skabes en bedre økonomi. Nogle af de muligheder der overvejes er: - Kan der rykkes en ekstra borger ind i tilbuddet? - Kan den ene borger flyttes og i stedet give plads til et par med behov for mindre støtte? - Kan begge borgere flyttes til en skærmet enhed i et større botilbud, fx på Midgården? Der arbejdes også tværkommunalt på løsninger/samarbejde i forhold til enkeltmandsprojekter. P.t. er det i en afklaringsfase, hvorvidt interesserede kommuner har fælles behov/ønsker og dermed et grundlag for videre samarbejde om at finde brugbare løsninger. E. Trekløverets Aktivitets- og kulturhus (TAK) Botilbuddene arbejder med at videreudvikle TAKs tilbud både i forhold til brugere som bor på Trekløveret og eksterne brugere. F. Midgården Specialiserede boenheder Midgården har etableret specialiserede boenheder til: - Unge - Syns- og hørehæmmede Desuden arbejdes der på en videreudvikling/begyndende specialisering i forhold til områderne autisme og demens. To ekstra værelser Der er på Midgården etableret to ekstra værelser ved at omdanne kontorer. Det er hensigten, at disse primært skal bruges til akut aflastning. 6
Udvidelse af daghjemmet Daghjemmet mangler fysisk plads til at rumme de nuværende aktiviteter. Der opleves samtidig en efterspørgsel efter pladser i daghjemmet, som ikke i dag kan imødekommes, da der ikke er ledige pladser: - Der er beboere på Midgården, hvor myndigheden har ønske om, at dagtilbud skal være tilknytning til botilbuddet snarere end alternativ om et dagtilbud et andet sted. - Der er efterspørgsel til borgere, som ikke bor på Midgården. - Der er en gruppe af beboere på Trekløveret, som på grund af alder i fremtiden ikke længere vil kunne indgå i et tilbud om beskyttet beskæftigelse, og som vurderes i målgruppen for Midgårdens dagtilbud. I den forbindelse er der forskellige overvejes det, hvordan der kan skabes mere plads til aktiviteterne og samtidig oprette yderligere pladser. Følgende muligheder vil blive undersøgt nærmere: - Tilbygning udfor det eksisterende daghjem - Brug af andre ledige lokaler i Halsnæs Kommune Skovdaghjem En anden eller supplerende måde at lette presset på det nuværende daghjem, vil være at etablere et skovdaghjem. Idéen er, at et antal beboere/brugere af daghjemmet i stedet for at være i det almindelige daghjem, kommer i skoven og dér får forskellige sanseoplevelser. Det er vurderingen, at nogle beboere/brugere vil profitere mere af sådan et tilbud. Etablering af skovdaghjem kan overvejes i det nuværende tilbud som en aktivitet i dagtilbuddet. Skærmet boenhed Det nuværende daghjem er indrettet som en mindre boenhed. Et nyt daghjem vil give mulighed for at udnytte det eksisterende daghjem som en skærmet boenhed for op til tre beboere. Det vil være et skærmet miljø, i tilknytning til de eksisterende boenheder, således at personalet og beboere i den nye boenhed kan vælge det sociale samvær til og fra samt skærme beboerne for situationer, der kan skabe uoverensstemmelser med andre beboere. Denne idé kan ses i sammenhæng med ideer om udvikling/afvikling af enmandsprojekterne på Liselejevej. Egen ledsagerordning Midgården bruger i dag primært Granbohus til aflastning. Det er en udfordring at skaffe ledsagere derfra. Det overvejes at etablere eget ledsagerkorps evt. på tværs for alle afdelinger i Botilbuddene. De faglige og økonomiske fordele og ulemper kan undersøges yderligere. G. Tværgående udvikling Ældre/mere plejekrævende borgere Botilbuddene oplever en stigning i antallet af borgere på Trekløveret og i eget hjem som bliver ældre og mere plejekrævende. Disse borgere har behov for både en socialpædagogisk indsats og 7
pleje, som i en plejebolig. P.t. dækkes plejebehovene af hjemmeplejen/personale individuelt i borgernes lejligheder. Det kunne være hensigtsmæssigt at samle disse ældre og mere plejekrævende borgere således, at der kunne etableres et fællesskab, som indeholdt både plejestøtte og socialpædagogisk bistand. Nogle af de grupper, som kunne have behov for et sådan tilbud er: - Ældre udviklingshæmmede - Ældre (aktive) misbrugere/alkoholdemente - Senhjerneskadede (Ikke nødvendigvis ældre) Der er flere muligheder for at lave et mere samlet og sammenhængende tilbud end i dag: - Borgerne kunne samles på et specialiseret plejecenter/afdeling på et plejecenter - Borgere fra Trekløveret kunne samles i et team - Der kunne laves en enhed på Midgården 8