ANALYSE September 2010 Valget i Jordan og den regionale ustabilitet Peter Seeberg Den 9. november 2010 afholdes der parlamentsvalg i Jordan. Valget er af flere årsager stærkt omdiskuteret. For det første er det udskrevet på et mere end tvivlsomt grundlag kong Abdallah benyttede sig af sin ret til at opløse parlamentet, fordi han fandt det politisk opportunt. For det andet har det har vist sig, at bl.a. IAF (Det Muslimske broderskabs politiske fløj) har vedtaget at boykotte valget en beslutning, der kan få stor betydning for udfaldet. Forklaringerne på den problematiske situation frem mod valget i november knyttes i første omgang til interne forhold i Jordan, utilfredshed med styret i Amman, kritik af premierministeren og regeringen osv. Men bag det lokale perspektiv synes de jordanske vanskeligheder imidlertid også at afspejle, at den aktuelle situation i regionen eller landene omkring Jordan er karakteriseret ved en række store og uløste konflikter.
Peter Seeberg: Valget i Jordan og den regionale ustabilitet 2 D en jordanske kong Abdallah opløste parlamentet i Jordan i november sidste år. Det skete på et tidspunkt, hvor parlamentet havde fuldført halvdelen af dets fireårs valgperiode. I december udpegede kongen en ny regering med Samir al-rifai som leder, udstyret med en klar ordre om at speede lovgivningsprocessen op og gennemføre reformer i overensstemmelse med regimets ønsker. Der blev ikke angivet nogen begrundelse for opløsningen af parlamentet, men det lå i kortene, at situationen efter 2007-valget, hvor indflydelsen fra palæstinensisk dominerede byer, hvor islamismen samtidig står forholdsvis stærkt, ikke var tilfredsstillende set fra den hashemitiske kongemagts side. Dette skyldtes først og fremmest, at det siddende parlament var kendetegnet ved at optræde særdeles passivt og derfor ikke var egnet til at fremme kongemagtens interesse i at fremtræde progressivt og effektivt. Hertil kommer, at parlamentet ikke formåede at lægge låg på en ulmende utilfredshed i brede dele af befolkningen, der handlede om forringede sociale og økonomiske vilkår. I juni 2010 blev det bekendtgjort, at kongen havde besluttet sig for at lade valget finde sted den 9. november samme år. Offentliggørelsen af valgdatoen blev fulgt af en opfordring til at deltage i valget. Samtidig blev en afgift på 3 JD (ca. 25 kr) for fornyelse af personlige identitetskort fjernet som en del af den officielle iscenesættelse af valgopfordringen. Tydeligvis var det regimet magtpåliggende at få skabt en positiv stemning omkring valget, og der er næppe tvivl om, at selve beslutningen om at opløse parlamentet og udskrive valg i sig selv var populært. Siden fulgte så i slutningen af juli beslutningen i Islamic Action Front (IAF, Det Muslimske Broderskabs politiske del) om at boykotte parlamentsvalget i november. Ifølge Jordan Times stemte en overvældende majoritet for boykotten, idet blot 18 af 120 delegerede stemte for at deltage i valget. De mange, der opfordrede til boykot, begrundede det især med henvisning til valgsystemets favorisering af kongemagtens politisk allierede i de hashemitiske klaner, men henviste også til direkte svindel i forbindelse med det kontroversielle parlamentsvalg i 2007. IAF og Det Muslimske Broderskab (MB) udgør den stærkeste og mest velorganiserede oppositionelle bevægelse i Jordan. Boykotten af det kommende valg er derfor væsentlig for regimet. Det er karakteristisk, at der er stor forskel i Jordan på fortolkningerne af boykotten. Af mange ses boykotten således som et udtryk for en bredere befolkningsmæssig tendens, hvor mange er trætte af systemets måde at forholde sig til de politiske processer. Pointen er, at det med andre ord ikke kun er i IAF, der
Peter Seeberg: Valget i Jordan og den regionale ustabilitet 3 er lede ved kongedømmets politiske praksis det seneste årti. Med til dette hører utilfredshed med premierministeren og en generel utilfredshed med korruption og nepotisme i landet. Andre lægger især vægt på interne modsætninger inden for MB og et misforhold mellem ledelsen i MB og dets menige medlemmer. Denne forklaring fremsættes ikke overraskende især af systemloyale folk i Jordan der er naturligvis en klar interesse hos folk med tætte relationer til det politiske establishment i at få lagt ansvaret for de oppositionelle protester over i oppositionen og dermed væk fra systemets egne problemer. Og det kan ikke udelukkes, at der er noget om det. Næppe alle i IAF er interesserede i at sætte sig selv uden for indflydelse, idet valget også for folk i oppositionen handler om at varetage egne politiske interesser. Den politiske diskussion i Jordan handler imidlertid ikke bare om det autoritære regimes taktiske og strategiske manøvrer i forhold til den indre opposition, og hvordan man som menig jordaner eller som medlem af denne eller hin organisation eller bevægelse kan forholde sig. Der er en udbredt opfattelse i retning af, at Mellemøsten aktuelt befinder sig i en problematisk, ustabil situation, hvor de siddende regimer først og fremmest er optaget af deres egen indre såvel som ydre sikkerhed. Regionale perspektiver Krigene i Libanon og Gaza i henholdsvis juli-august 2006 og december 2008- januar 2009 Gaza har i høj grad bidraget til at skabe en fornemmelse af regional ustabilitet. Undersøgelsen af attentatet på tidligere premierminister Rafik Hariri i februar 2005, i hvilken Hizbollah ifølge aktuelle rygter muligvis spillede en rolle, har frembragt en tilspidset politisk situation i Libanon, hvor den siddende premierminister, Sa ad Hariri, der er søn af afdøde, kan blive anbragt i en situation, hvor navngivne Hizbollah-medlemmer vil blive gjort (med-)ansvarlige for attentatet. Hassan Nasrallah, Hizbollahs leder, har i en omdiskuteret tale gjort gældende, at Hizbollah sidder inde med beviser for, at Israel var ansvarlig for mordet på Rafik Hariri,og at man i øvrigt ikke betragter den nedsatte undersøgelseskommission for at være uafhængig. Vanskeligheden for den siddende regeringsleder består naturligvis i, at hvis kommissionen finder, at Hizbollah er involveret, er det svært at se, hvordan Hariri kan undgå at geråde i konflikt med Hizbollah en konflikt, der nemt kan eskalere og udvikle sig til militær konfrontation. Dette problem diskuteres
Peter Seeberg: Valget i Jordan og den regionale ustabilitet 4 overalt i Mellemøsten,og selvom Nasrallah måske ikke helt har tidligere tiders popularitet (nogle mener, at han har overspillet sine kort med talen forleden), står han fortsat stærkt i brede kredse i den arabiske verden. Og bag Nasrallah står Iran, hvis rolle i det aktuelle Mellemøsten i høj grad bidrager til fornemmelsen af uro og ustabilitet. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne bidrager også til fornemmelsen af en potentiel konflikt i regionen. Også denne konflikt udgøres af et komplekst mønster af enkeltelementer. For det første handler det om det traditionelle spørgsmål om forhandlinger med henblik på vilkårene for en eventuel kommende palæstinensisk stat. Forhandlingerne i Washington i begyndelsen af september 2010, hvor Mahmoud Abbas og Benjamin Netanyahu vil mødes med Barack Obama som forhandlingsleder, har ikke stor opbakning i Mellemøsten og snarere end at bidrage til troen på en løsning truer forhandlingerne med at bidrage til frygt for uro og konflikt. Det er som bekendt set før, at en eller flere af konfliktens aktører, statslige såvel som ikke-statslige, har benyttet tilstundende forhandlinger til at skabe fornyet konflikt. Med til spørgsmålet hører en udbredt utilfredshed med, at den ene part, palæstinenserne, er repræsenteret ved Mahmoud Abbas, mens Hamas ikke inddrages. Modsætningen mellem Hamas og Fatah udgør i sig selv en væsentlig kilde til fornemmelsen af regional ustabilitet. Det gælder ikke mindst i Jordan, hvor mere end halvdelen (formentlig ca. 60%) af befolkningen er palæstinensisk. For det første opfattes modsætningen mellem Hamas og Fatah som en form for ekstern trussel, fordi Vestbredden og Gaza kan udvikle sig til slagmarker i et indre palæstinensisk opgør. For det andet er det svært at se, hvordan det i givet fald kan undgås, at dette får konsekvenser for situationen i Jordan, hvor begge grupper nyder stor opbakning, og hvor det hashemitiske regime kan få svært ved at manøvrere i en konfliktsituation inden for den palæstinensiske nation. Dertil kommer, at også forholdet til de eksterne aktører, og specielt USA, er på spil. USA har interesse i en stabil situation i Mellemøsten, og denne ambition deles selvsagt af moderate regimer som Jordan og Egypten. Men det er langt fra sikkert, at eventuelle nødvendige midler til at opnå og fastholde ro og orden vil være ukontroversielle i et Mellemøsten, hvor USA s anseelse befinder sig på et lavt niveau. Barack Obama har således ikke længere dette er vist for nylig i opinionsundersøgelser den samme popularitet, som hans positive taler i bl.a. Ankara og Cairo i 2009 gav anledning til. Endelig hører det med til billedet, at USA er i færd med at trække sine kamptropper ud af Irak. Dette er ikke i sig selv er noget problem for en mellemøstlig offentlighed. Tværtimod. Men de mulige konsekvenser heraf kan meget vel bi-
Peter Seeberg: Valget i Jordan og den regionale ustabilitet 5 drage til ustabiliteten, idet radikale grupperinger kan forventes at ville benytte lejligheden til at sætte fornyet kraft bag forsøget på at destabilisere Irak. Også dette ses der på med stor skepsis og bekymring i et land som f.eks. Jordan, hvor en evt. optrapninger af konflikten i Irak meget let kan få store konsekvenser. Kong Abdallah anses ikke for at være en stærk regent internt i Jordan. Han har ikke den folkelige opbakning og legitimitet, som faderen havde. Det vilkår er formentlig kendt (og anerkendt) af ham. Den udbredte følelse af uro og ustabilitet, som synes at gøre sig gældende i Mellemøsten, trives derfor også i kongefamilien i Amman. Så længe det er tilfældet, vil styrets reformiver derfor være af begrænset rækkevidde. Det primære mål handler om at konsolidere og kontrollere. Sådan har det altid har været i Jordan, men måske er strategien blevet endnu mere udtalt under Abdallah. Litteratur Al-Masri, M.: Public Opinion Leaders' Evaluation of the Performance of the Current Lower House since its Election. Center for Strategic Studies, University of Jordan, Amman, 2009. Brand, L. A.: National Narratives and Migration: Discursive Strategies of Inclusion and Exclusion in Jordan and Lebanon. International Migration Review 44(1), pp. 78-110, 2010. Echagüe, A.: Jordan. Is the European Union supporting democracy in its neighbourhood? Centre for European Policy Studies, pp. 33-53, 2010. Heydemann, Steven: The real deal for Lebanon, Foreign Policy, Middle East Channel, 13 August, 2010. Jordan Times: Islamists to boycott November elections, 1 August, 2010. Jordanians to elect new House on November 9, 16 June, 2010. Jordan cabinet approves controversial electoral Law, 19 May, 2010. University students weighing options for upcoming elections, 30 June 2010.
Peter Seeberg: Valget i Jordan og den regionale ustabilitet 6 Jarrah, S. (2009). Civil Society and Public Freedom in Jordan. Saban Center Working Papers. Washington DC, The Saban Center for Middle East Policy at the Brokings Institution. Ryan, Curtis R.: Civil Society and Democratization in Jordan, Knowledge Programme Civil Society in West Asia, Amsterdam Institute for Social Science Research (AISSR), University of Amsterdam, Department of Political Science, The Netherlands. Ryan, C. R.: Inter-Arab alliances : regime security and Jordanian foreign policy, University Press of Florida, 2009. Schwedler, Jilian: Jordan s Risky Business As Usual, Middle East Report, 30 Jun2, 2010. Schwedler, Jillian: Jordan s Islamists lose faith in moderation, Foreign Policy, 30 June, 2010. Zweiri, M. and M. Meyer-Resende: The Frameworks for Elections in Egypt, Jordan, Lebanon, the Palestinian Authority and Syria. EuroMeSCo Paper. Rome, EuroMeSCo, Istituto Affari Internazionali (IAI), 2009.