1 Konfirmation 2015. Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13. For mange år siden var der nogle unge fra en kirkelig forening, der havde lavet en plakat med teksten Jesus er svaret! Et sted var der åbenbart kommet en forbi med en tusch og havde skrevet nedenunder: Men hvad er spørgsmålet? Og det har vedkomne jo sådan set helt ret i, den, der skrev kommentaren. For det er jo ikke til at give et svar, der kan bruges til noget, hvis man ikke først hører, hvad der bliver spurgt om. Derfor har I konfirmander været i gang med at stille spørgsmål! I har også valgt salmerne i sangbladet og foreslået, hvad der skal være prædiketekst i dag. Og I har skrevet de bønner, som vi skal bede efter prædikenen. Men først spørgsmålene. Opgaven var, at Hvis du kunne stille Gud ét spørgsmål, hvad ville du så spørge om? De spørgsmål, I har skrevet, falder ca. indenfor tre emner. Først er der nogle spørgsmål, der handler om, hvordan Gud er: Hvordan ser der ud i Himlen? Kan du se os på jorden? Hvordan kan du høre, hvis der er mange, der beder på samme tid? Fejrer du helligdage? Og måske mest til Jesus: Kunne du ikke nogle gange tænke dig at være et helt almindeligt menneske og hvorfor? Så er der nogle spørgsmål, der handler om liv og død: Er alle mennesker lige meget værd, også selvom de ikke tror på dig, eller hvis de har brudt loven eller er gået imod bibelen? Hvordan er verden uden kærlighed?
2 Hvad sker der efter livet? Hvor kommer man hen, når man dør, og er der forskel på, hvor man kommer hen? Hvorfor skal vi dø på et tidspunkt? Kommer min fætter nogensinde tilbage? Skal jeg møde min bedstefar igen? Endelig er der nogle spørgsmål, der handler om det onde: Vil du altid kunne tilgive? Hvad ville du gøre om ved jorden, hvis du kunne? Hvorfor har du skabt krige og terror? Hvorfor er det kun nogle gange, du er der for folk, men ikke altid? Bliver der nogensinde fred i verden? Det er nogle store og dybe spørgsmål! Ingen skal komme og sige, at unge menneske ikke tænker over tingene! Nogle af emnerne har vi talt om i konfirmandforberedelsen, men mange af de her spørgsmål kan vi jo ikke svare på. Vi kan gøre os vore tanker hver især, og så kan vi læse og høre de store fortællinger både i GT og NT og dér måske få noget at tænke videre over. F.eks. i en af de tekster, I har foreslået: Om den lamme mand, der bliver firet ned gennem taget den tekst, vi hørte før. Der var totalt udsolgt den dag i Kapernaum. Alle havde hørt om de ting, Jesus havde fortalt og gjort rundt på egnen. Og nu var han komme til deres by. Og så var der de fire venner. Ja, der var jo fem med ham på båren. De havde også hørt om, at Jesus nogle gange havde helbredt mennesker, og nu ville de bare hen til Jesus. Hvis man skulle beskrive de fire portører i en jobprofil, så ville man nok sige, at de både var innovative og omstillingsparate. De opdager, at den
3 oprindelige plan ikke kan gennemføres. Hurtigt spotter de, hvilke muligheder, der så er, og hvilke ressourcer, de har. Og de lægger en ny plan og fører den ud i livet nemlig at lave et hul i taget! Men hvorfor alt det arbejde? Fordi de for alt i verden vil hjælpe deres ven! På Jesu tid havde man ellers den holdning, at når et menneske blev ramt af sygdom eller anden ulykke, måtte det være, fordi det havde gjort noget forkert, og at det på den måde var en konsekvens eller straf, man måtte leve med. Sådan troede man, at det var. Og derfor tog man tit afstand fra dem, der var syge eller ramt af ulykke. Men så kom Jesus og lavede om på tingene. Han ville have med alle at gøre. Han helbredte de syge. Og det var der nogle, der blev sure over. Den dag i Kapernaum tilgav han manden. Jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort forkert!, sagde Jesus. Men det blev nogle forargede over: Det er jo kun Gud, der kan tilgive synder, sagde de. Men Jesus helbreder manden for at vise, at han har noget at have det i, når han tilgiver mennesker og vil være sammen med dem. Alle slags mennesker! SÅ kan vi spørge: Svarer den her fortælling på nogle af de spørgsmål, I har stillet? Den giver ingen forklaring på, hvorfor der findes sygdom, men den siger, at det ikke er Guds mening med livet, at et menneske skal isoleres og holdes udenfor. Og DET er vigtigt! Og så siger fortællingen også, som en har formuleret det, at vi hele tiden holder et stykke af hinandens liv i vores hånd det betyder, at vi faktisk har magten eller muligheden for at gøre det let eller gøre det svært for hinanden. Hvis de fire venner bare havde givet op og gået hjem, var der jo
4 ingenting sket! Og når de sure og selvretfærdige sagde, at det kun er Gud, der kan tilgive synder, så holdt de jo samtidig fast i, at den lamme ikke var i orden. Han var en synder! Og dét, de dermed sagde, var jo egentlig, at de var bedre, end ham. Jesus ville have dem til at indse det og huske det her! Og derfor fortalte han dem historier lignelser. F.eks. fortalte han en historie, som I også har foreslået til i dag, om en vingårdsejer. Da druerne skulle plukkes, gik han på torvet tidligt om morgenen for at hyre arbejdere til vingården. I løbet af dagen henter han flere gange folk ind, og de sidste kommer kun til at arbejde en enkelt time. Men til fyraften, da de får deres løn udbetalt, får de alle sammen det samme: en dagløn! Sådan er Gud! siger Jesus. Uretfærdigt god! Faktisk ligesom en far, hvis ene søn er rejst hjemmefra med hele arven. Men da sønnen vender hjem tomhændet og forkommen, tager faderen imod sin dreng med åbne arme. Sådan er Gud. Eller Gud er som en hyrde, der har mistet et enkelt får, men som bliver ved med at lede efter lige præcis det ene får, selvom han har så mange andre. Sådan er Gud! Vi skal synge om det lige straks. I sangbladet er der et billede af en mønt. En jubilæumsmønt for en, der fyldte rundt. Og vi siger nogle gange, at mønter er småpenge. Men ikke den her Men når jeg valgte det billede, så er det, fordi det viser begge sider af mønten. For mønter har to sider og det er der jo egentlig meget, der har. Det har den kristne tro også!
5 Når vi taler om at tro, så mener vi nogle gange, om det er sandsynligt f.eks. at Gud har skabt verden, eller at Jesus gik på vandet, eller at han stod op af graven. Så handler tro altså om det, vi kan forstå eller bevise. Men tro kan også betyde troskab, ligesom når jeg har en rigtig god ven, som jeg kan fortælle alting og betro mig til. Så handler tro ikke om at bevise noget, men om tillid og tryghed fordi vi hører sammen. Sådan tænker jeg om min tro på Gud! Det er den ene side af mønten eller af troen. Det handler om mit forhold til Gud. Den anden side af troen handler om mit liv med andre mennesker. Alle de lignelser, jeg nævnte før, og mange flere af dem, Jesus har fortalt, de siger pdes. noget om, hvem Gud er. Men pdas. handler de jo ligeså meget om vores liv med hinanden. Når Gud er som den vingårdsejer, der giver alle en hel dagløn, så handler det jo om, at vi heller ikke skal være smålige overfor hinanden. Og når Gud bliver sammenlignet med den far, der tager imod sin søn, selvom han har gjort noget ret dumt, så betyder det jo, at vi også skal tilgive hinanden. Og når Gud er ligesom den hyrde, der ikke accepterer, at et enkelt får går tabt, så betyder det jo samtidig, at vi ikke har ret til at se ned på andre eller skal acceptere, at noget menneske bliver undertrykt eller udnyttet. Mønten har to sider og det har troen også. Mit forhold til Gud, og mit forhold til andre mennesker, til min næste, som det hedder. Hvis nogle af jer har læst Anders And, så véd I, at Onkel Joakim har en lykkemønt, som han bare ikke vil miste. For så tror han, at det vil gå galt. På en måde kan vi sige, at troen er vores lykkemønt. Ikke, fordi der er
6 noget magisk held ved troen, og heller ikke, fordi vi bliver rige som Onkel Joakim. Men af to grunde: for det første bliver vi mindet om, at troen har to sider, og at vi holder noget af hinandens liv i vores hænder. Dvs., at vi har mulighed for at hjælpe hinanden og give andre mod på livet. For det andet kan troen kan hjælpe; vi kan have tillid og være trygge, fordi vi hører sammen med Gud, og fordi vi som hvert eneste menneske er værdifuldt i Guds øjne. De to sider af troen må vi ikke miste, for så bliver vi fattige! Så kan det godt være, at der er spørgsmål, vi ikke kender svaret på. Og at der er ting, der ikke går op og giver mening. Og det kan også være, at vi nogle gange tvivler og føler, at Gud er blevet væk. Men Gud mister ikke troen på os eller giver op. Det er dåbens løfte til dig også på din konfirmationsdag: Du er et kongebarn, og Gud glemmer dig aldrig! Amen!