1 Grindsted Kirke. Søndag d. 15. december 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag i advent, Luk 1,67-80. 2. tekstrække Salmer DDS 733: Skyerne gråner, og løvet falder Dåb: DDS 448: Fyldt af glæde over livets under DDS 89: Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge - - - DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist Altergang: Sange fra sangblad DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte DDS 80: Tak og ære være Gud Tekstlæsninger GT-læsning Es 40,1-8 Epistel 2 Kor 5,4-10 Prædiketekst Luk 1,67-80
2 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:»lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.«drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80 Prædiken Hvor er det en festlig dag i dag. Lucia-optoget med De Grønne Pigespejdere, barnedåb af Sofia og Laura, og tekster, der handler om lyset og om Guds ufattelige godhed. Vor Guds inderlige barmhjertighed, solopgangen fra det høje vil besøge os, hørte vi. Så gælder det om at spidse ørerne, for her der noget, vi alle sammen har brug for at høre og tage til os. Guds ord er ikke bare ord, men handler om en virkelighed. Hvad Gud siger han vil, det gør han også! Når Gud siger, at han vil besøge os, så gør han det også! Det er en mægtig lovsang fra Zakarias, Johannes Døberens far, vi har hørt. Lovsangen har fået navnet benedictus, som betyder velsignet eller lovet efter lovsangens første ord: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Ordene er nogle af de første ord, Zakarias sagde, efter han i 9 måneder havde været stum. Englen Gabriel var kommet til Zakarias i templet i Jerusalem og havde fortalt
3 ham, at han og hustruen Elisabeth skulle få et barn, og det skulle blive et ganske særligt barn. Det kunne Zakarias dårligt tro, for de var gamle mennesker og langt over den tid, hvor man kunne få børn. Men når Gud siger det, så sker det, uanset hvad mennesker måtte have af vantro og tvivl, og hvor umuligt det ser ud. Men Zakarias skulle blive stum, indtil barnet var født. Nu var barnet kommet, og Zakarias får sin stemme tilbage, kalder sønnen Johannes og bryder ud i tak til Gud. Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Og så fortsætter Zakarias med at takke og prise Gud for alt, hvad han har gjort for menneskeheden ved at gribe ind med frelse, med lys, med tilgivelse. Det er en troens mand, der taler og troen lyser ud af ham, evangeliet skinner fra Gud gennem ham til os. Hvor er det mægtige og store ord, Zakarias priser Gud med! Og det er netop meningen med adventstiden, at evangeliet skal skinne klarere og klarere for os. Vi tænder for hver søndag et lys mere, for nu nærmer vi os. Lyset skinner gennem Johannes Døberen, og til sidst skinner det gennem jomfru Maria, der venter sit barn og føder det i stalden i Betlehem. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden, skriver Johannes i sit evangelium. Og i sit første brev: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Skal vi forestille os Gud, så skal vi tænke på lys kun lys, rent lys, blændende lys, intet mørke. Der er en kolossal kontrast til os, der sidder i mørke og i dødens skygge, som Zakarias siger. Derfor måtte vi også synge Johannes Johansens skønne salme, selv om den ikke er så kendt: Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge, for natten om advent er tærende lang. Vi længes, vi længes mod morgenens lykke, mod solopgangstimen med fuglenes sang. Vi sidder i mørket uden Jesus sådan er det. Uanset om vi selv tror, vi sidder i lys. Det er ligesom når det er ved at blive mørkt og man sidder og arbejder med et eller andet. Lyset bliver svagere og svagere og man lægger ikke mærke til, at man ikke kan
4 se før lyset i rummet bliver tændt. Så kan man pludselig se, hvor mørkt det var! Sådan er det at kende lyset fra Jesus. Pludselig ser man, hvor mørkt det var før! Gud er lys, og Jesus siger selv: Jeg er verdens lys; den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Det er derfor, det er så vigtigt at komme til lyset eller komme til Jesus, for han er lyset! Han giver os ikke et lommelygte og siger: Så, nu hvor du har den, så kan du selv lyse og finde vej. Brug denne lygte, hvis du skal se gennem livet. Nej, Jesus er selv lyset, der skinner for os. Han tager os ikke ud af mørket, men lyser i mørket. Lucia minder os om det lys. Lucias navn kommer endda af det latinske lux, der betyder lys. Det er derfor, vi tænder lys på Lucia-dagen. Historien om Lucia begynder i år 283 i byen Siracusa på Sicilien. I det år fødtes der en lille pige ind i en meget velhavende og velanset familie. Familien var romere og troede på flere guder og ofrede til disse guder ligesom de fleste andre. Undtagen de kristne! De nægtede at tilbede nogen gud, undtagen én: Jesus Kristus! Og som det også nogle gange er i dag, så blev de kristne forfulgt og tortureret og dræbt, fordi de troede på Jesus. Derfor skjulte de kristne sig og samlede sig i underjordiske katakombere. Lucia blev i en ung alder omvendt til tro på Jesus, og hun blev døbt. Dengang var det ikke så ufarligt som i dag, hvor ingen forfølger Sofia eller Laura, fordi de er blevet døbt. Lucia ville ikke ofre til kejseren eller nogen af hans guder, og det fik konsekvenser for hende. Lucia var ét af de mennesker, som hjalp de kristne i katakomberne. Om natten vovede hun sig udenfor med mad til sine medkristne, og for at finde vej i mørket, havde hun bundet en krans om hovedet og sat lys i den. Lucia levede livet farligt, for blev hun opdaget, ville hun med sikkerhed blive dømt til døden. Og sådan gik det for Lucia. Hun levede i tro på Jesus, og det lys var blevet så stort for hende, at hun nægtede at følge andre guder. Hun blev angivet, udsat for tortur og dømt til døden på et bål. Historierne om Lucia fortæller, at Gud greb ind, så ilden
5 ikke brændte hende, og dommeren derfor selv måtte stikke sit sværd i hende. Uanset om det er sandt eller ej, så slutter Lucias historie med, at hun d. 13. december år 304 døde som martyr. Da var hun blot 18-19 år gammel. Hun havde set et lys, som skinnede med sådan en kraft, at det var vigtigere for hende at bevare det lys end at bevare sit liv. Lucias barske historie er langt fra vores hyggelige tradition med lys, der bæres ind. Og så alligevel det er det samme lys, der skinner i dag, som skinnede for Lucia. Lyset fra Jesus skinner stadig i verden. Vi synger i Lucia-sangen: Midt i den mørke nat lysene brænder. Vi bærer lyset frem i vores hænder. Nu skal det bringes ud og mørket sprede, det bringer bud fra Gud: alt er nu rede. Budskab vi bringer med, budskab om julefred, Santa Lucia, Santa Lucia. Og i andet vers: Nu brydes mørkets magt, natten må vige. Som det var forudsagt, kommer Guds rige. Lyset kom til os ned, søgte og fandt os, Vi så hans herlighed stå midt iblandt os. Zakarias lovsang rummer mange, mange aspekter, som vi slet ikke kan nå at komme ind på. Hver sætning rummer store dybder. Det centrale er to ting: - for det første lyset! Lyset fra Gud er kommet som en solopgang fra det høje. Jeg har sat en solopgang på sangbladet til i dag. Det er taget ca. kvart over seks om morgenen i Afrika ved verdens største indlandsdelta, Okavango-deltaet i Botswana. Der er bælg-ravende mørkt, indtil solen meget hurtigt kommer op og gør alting klart, og jeg synes, det er så godt et billede på Jesus. Nu har jeg selv siddet der ved deltaet og oplevet solopgangen og taget billedet, og jeg ved
6 godt, at det ikke kan gengives på sådan et lille, støvet billede i et sangblad. I må selv tage derned for at finde ud af, hvor vidunderlig en sådan solopgang kan være. Og sådan er det også med troen på Jesus. Jeg har også oplevet Jesus skinne ind i mit mørke, og en støvet præst kan heller ikke gengive det for dig. Du må selv opleve det! Du må tage lyset ind i dit liv. For det er sådan, at Jesus ved troen kommer ind i vores mørke og spreder mørket. Det gør han med barmhjertighed, med frelse, med syndernes forladelse, med fred fra Gud. Derfor samles vi gang på gang til gudstjeneste, for at høre, hvad alt det store betyder for os. - det andet er, at Guds løfter er opfyldt. Tidens fylde var kommet, Guds ur var gået i slag. Igennem århundreder havde Gud lovet at sende en frelser til menneskeheden, at gøre noget ved det grundlæggende problem, som opstod, da Adam og Eva syndede mod Gud, og som havde fulgt hele verden siden. Her går det op for Zakarias, at det sker nu! Nu griber Gud ind, nu opfyldes hans ord, nu sender han hjælp. Zakarias lovsang er stopfyldt af henvisninger til og antydninger fra GT, Derfor siger Zakarias: Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt. Frelsens horn er et GT-ligt udtryk, der betyder det sted, hvor en synder kunne komme og få tilgivelse. Derfor sagde Zakarias: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Det er det samme, vi synger i næste salme som et slags omkvæd. Lad os lige øve os på det: O Gud, ske lov! 3-4 gange Det er lige præcis det, vi skal tage med os fra gudstjenesten i dag det samme, som Zakarias tog med sig, da han profeterede om Johannes Døberen og Jesus, og som Lucia døde med for mange århundreder siden. Hvad tog de med sig? Jo, de var fulde af taknemlighed til Gud, fordi han lod lyset skinne i verden.
7 I denne uge tog verden afsked med en af de største personligheder i vores generation, efter min mening: Nelson Mandela. Han var på det mellemmenneskelige plan et lys for mange mennesker og skabte gennem store personlige ofre store fremskridt for den sorte befolkning i Sydafrika og mange andre steder. Nu er han død, og hans lys er slukket, selv om hans bedrifter skinner en tid endnu. Om nogle generationer vil de fleste have glemt ham. Sådan er det ikke med Jesus. Efter 2000 år stråler evangeliet stadig, lige så klart som allerførst, og vi tænder det igen her til advent. Jo, for Jesus led det store offer at dø på korset for os, men han stod op igen og lever stadig. Solopgangen fra det høje har besøgt os for at lyse for os. O Gud, ske lov! Amen!