Ændring til skade for klager (Årsberetning 2004) Der er den 10. februar 2005 afsagt en principiel dom, som tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Patientskadeankenævnet kan ændre til skade for klager. Dommen er især interessant, fordi domstolene ikke tidligere har taget direkte stilling til dette spørgsmål. Højesterets dom af 10. februar 2005 (U 2005.1520 H) Den 24. april 1995 blev en mand indlagt til observation for en blodprop i hjernen. Den 25. april 1995 kl. 05.15 observerede man tiltagende lammelse af ansigtets muskulatur samt af venstre arm og ben, og lammelsen tiltog yderligere. Samme dag kl. 09.30 blev der foretaget akut CT-skanning af hjernen, der viste flere områder med vævsskade, men ingen blødninger. Man iværksatte behandling med blodfortyndende medicin. Efter nogen tid indtrådte en vis bedring, men der var fortsat tydelige lammelser. Patientforsikringen fandt, at der forelå en forsinket diagnosticering og behandling af manden, idet bedste specialiststandard havde tilsagt, at han ud fra grundlidelsen var blevet behandlet med blodfortyndende medicin i de første timer efter indlæggelsen. Afgørelsen blev truffet den 15. november 1996. Af afgørelsen fremgik det blandt andet, at man ville vende tilbage til sagen, når resultatet af en speciallægeundersøgelse forelå, og det fremgik af klagevejledningen, at afgørelsen kunne påklages til Patientskadeankenævnet af sagens parter inden 3 måneder efter modtagelsen af Patientforsikringens afgørelse. Afgørelsen blev ikke påklaget. Efterfølgende traf Patientforsikringen den 5. september 1997 på ny en afgørelse, hvorved skadelidte blev tilkendt en godtgørelse svarende til en méngrad på 10 procent samt en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for svie og smerte på 5.000 kr. Skadelidte blev ikke tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne. Denne afgørelse blev påklaget af patienten. Patientskadeankenævnet fandt ved afgørelse af 22. april 1999, at der med overvejende sandsynlighed ikke var påført patienten en skade som følge af manglende undersøgelse/behandling, idet hans tilstand skyldtes hans grundlidelse. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke er videnskabeligt belæg for iværksættelse af blodfortyndende behandling i den i sagen omhandlede
situation. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der i stabil tilstand i den akutte fase efter, at der er konstateret en blodprop i hjernen, ikke er indikation for akut CT-skanning. Endelig bemærkede nævnet, at det ville have været optimal behandling at iværksætte CT-skanning den 25. april 1995 om morgenen, straks da hans tilstand forværredes, men at det med overvejende sandsynlighed ikke havde medført en ændring i hans tilstand. Skadelidte indbragte sagen for landsretten. Landsretten fandt, på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, at en erfaren specialist ikke på grundlag af dagældende, almindeligt anerkendte retningslinier ville have ordineret en anden behandling end den behandling, som sagsøgeren blev undergivet. Landsretten lagde til grund, at det ikke havde haft en indvirkning på grundsygdommens forløb, at skanning og behandling med blodfortyndende medicin først blev iværksat den 25. april 1995. Nævnet blev derfor frifundet. Sagen blev anket til Højesteret. Landsretten havde taget stilling til det materielle i sagen, hvorimod skadelidtes advokat i forbindelse sagens behandling i Højesteret fremsatte et nyt anbringende om, at nævnet var afskåret fra at ændre til skade for klager, når sygehuset ikke havde indgivet klage over Patientforsikringens afgørelse. Højesteret tillod, at dette principielle anbringende kunne fremsættes. For Højesteret gjorde skadelidtes advokat således gældende, at der for så vidt angår Patientforsikringens afgørelse af 5. september 1997 ikke var hjemmel til at ændre til ugunst for skadelidte, og at nævnet ved sin sagsbehandling skulle lægge Patientforsikringens afgørelse af 15. november 1996 uprøvet til grund. Der blev henvist til, at formålet med oprettelsen af patientforsikringssystemet primært var at stille en nem og hurtig ordning til rådighed for patienterne. Nævnet gjorde gældende, at nævnet var såvel berettiget som forpligtet til at omgøre Patientforsikringens afgørelse, idet afgørelsen materielt set var urigtig. Nævnet gjorde endvidere gældende, at Patientforsikringens afgørelser ikke kun har betydning for den, der har klaget, og at det derfor er uden betydning for nævnets beføjelser, om også modparten har klaget. Endelig gjorde nævnet gældende, at det var af afgørende betydning for fastlæggelse af praksis, at der bliver truffet materielt rigtige afgørelser.
Højesteret tiltrådte af de grunde, der var anført af landsretten, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, ikke var tilstede. Seks dommere fandt, at Patientskadeankenævnet var berettiget til at ændre afgørelsen til skade for skadelidte. En dommer fandt, at der ikke var hjemmel til dette, idet der ikke var indgivet klage fra andre end skadelidte. Landsrettens dom blev således stadfæstet. Højesterets flertal udtalte følgende: En klagesag for ankenævnet angår en tvist mellem på den ene side en patient og på den anden side en sygehusmyndighed eller dennes forsikringsselskab. Der er hverken i loven eller i ankenævnets forretningsorden krav om, at en klage skal indeholde en påstand eller anbringender til støtte for klagen. Der er heller ikke regler om svar fra modparten. Det påhviler endvidere ankenævnet at oplyse sagen, jf. 5, stk. 2, i den nugældende forretningsorden, hvorefter sekretariatet oplyser sagen og indhenter sagkyndig vurdering, og sådanne nye oplysninger vil efter omstændighederne kunne føre til, at Patientforsikringens afgørelse efter ankenævnets opfattelse er urigtig. Formålet med at henlægge sagsbehandling til Patientforsikringen og give mulighed for klage til Patientskadeankenævnet har navnlig været at stille en nem og hurtig ordning til rådighed for patienterne. Der kan imidlertid ikke alene med henvisning til dette formål stilles forskellige krav til klage og påstand fra den indklagede, alt efter om det er patienten eller patientens modpart, der klager. Vi finder, at det herefter ikke er en betingelse for, at ankenævnet kan ændre en afgørelse til skade for en klager, at også modparten har klaget eller nedlagt påstand under sagen. Et krav om selvstændig klage fra modparten ville i øvrigt rejse spørgsmål om en særlig kontraklagefrist og føre til, at en part, der for så vidt kunne acceptere Patientforsikringens afgørelse, alligevel måtte klage over afgørelsen for at sikre, ankenævnet stod frit under behandlingen af modpartens klage. Sygehusmyndigheden og forsikringsselskabet indgav ikke selv klage til Patientskadeankenævnet i anledning af Patientforsikringens afgørelse af 5. september 1997. De nedlagde ikke nogen påstand for ankenævnet og udtalte sig heller ikke på anden måde under klagesagen. På baggrund af det anførte afskar dette forhold ikke ankenævnet fra at ændre afgørelsen af 5. september 1997 til skade for klager. Patientforsikringens afgørelse af 15. november 1996, der alene vedrører erstatningspligten, blev ikke påklaget af nogen af parterne. Særligt for så vidt angår dette forhold bemærkes, at afgørelsen
efter sit indhold er en delafgørelse, og at det i afgørelsen anføres, at Patientforsikringen ville vende tilbage til sagen, når resultatet af en speciallægeundersøgelse forelå. Det forhold, at hverken skadelidte, sygehusmyndigheden eller dennes forsikringsselskab påklagede afgørelsen til Patientskadeankenævnet, indebærer derfor ikke, at ankenævnet under behandlingen af en klage over Patientforsikringens efterfølgende afgørelse om erstatningsfastsættelsen skal lægge Patientforsikringens afgørelse af 15. november 1996 om erstatningspligt uprøvet til grund. Patientskadeankenævnet er derfor som sket berettiget til at træffe den afgørelse, som nævnet anså for materielt rigtig. Højesterets mindretal udtalte følgende: Patientforsikringsloven regulerer spørgsmål om erstatning til patienter, som påføres fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget på offentlige sygehuse eller sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, jf. lovens 1, stk. 1. Patientforsikringens og Patientskadeankenævnets afgørelser i henhold til loven må således beskrives som afgørelser i tvister af civilretlig karakter mellem på den ene side den skadelidte patient og på den anden side den, der er ansvarlig for sygehusets drift, eller dennes forsikringsselskab, jf. herved lovens 9 11. Formålet med oprettelsen af Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet har navnlig været at stille en nem og billig afgørelsesordning til rådighed for de skadelidte patienter. På den baggrund finder jeg, at en afgørelse om tilkendelse af erstatning eller godtgørelse, som er truffet af Patientforsikringen, og som af patienten indbringes for Patientskadeankenævnet, alene bør kunne ændres til skade for patienten i det omfang, den for sygehuset driftsansvarlige eller dennes forsikringsselskab har nedlagt påstand herom. En sådan modpåstand var ikke nedlagt i den foreliggende sag, og Patientskadeankenævnet havde derfor efter min opfattelse ikke hjemmel til at ændre Patientforsikringens afgørelse af 5. september 1997 til skade for klager. Patientforsikringens delafgørelse af 15. november om erstatningspligt var derimod uanset den manglende modpåstand ikke i sig selv bindende for Patientskadeankenævnet. Rækkevidden af Højesterets dom
Det skal indledningsvis bemærkes, at højesteretsdommen klart tilkendegiver, at der kan ændres til skade for en klager. Nævnet har særligt i sin årsberetning for 2002 behandlet den forvaltningsretlige problemstilling vedrørende ændring til skade for klager (reformatio in pejus), side 105-112. Af nævnte årsberetning fremgår det blandt andet vedrørende situationen, hvor kun den ene part har klaget: Når kun den ene af parterne har klaget, opstår især spørgsmålet, om Patientskadeankenævnet kan ændre en afgørelse til skade for klager. Nævnet har anset sig for berettiget til at ændre en afgørelse til skade for klager vedrørende spørgsmål, der var påklaget af klager selv. Nævnet har også anset sig for berettiget til at ændre til skade for klager vedrørende spørgsmål, der ikke var påklaget af klager selv. Dette gælder navnlig, hvis det upåklagede spørgsmål er indeholdt i samme afgørelse fra Patientforsikringen, som det påklagede spørgsmål. Nævnet vil imidlertid være tilbageholdende med at ændre til skade for klager vedrørende spørgsmål, der ikke er påklaget af klager selv. Dette gælder især, hvis grundlaget for ændring er en ændret skønsudøvelse, f.eks. vedrørende skønsmæssigt fastsatte erstatningsposter. Hvor der foreligger en lovstridig afgørelse eller åbenbare retlige mangler, vil nævnet ikke udvise en tilsvarende tilbageholdenhed. På baggrund af Højesterets dom må det lægges til grund, at det ikke skal tillægges betydning, hvorvidt kun en eller flere parter har klaget over Patientforsikringens afgørelse. Efter formuleringen af flertallets præmisser må det være uden betydning, om klageadgangen udnyttes af flere parter, men derimod er det af afgørende betydning, at sagerne har karakter af partstvister. Efter formuleringen af flertallets præmisser er nævnet endvidere ikke bundet af partens eller parternes påstande. Påklages således kun eksempelvis vurderingen vedrørende godtgørelsen for varigt mén, kan nævnet prøve afgørelsen i sin helhed. Efter formuleringen af flertallets præmisser må det endelig være af afgørende betydning for nævnets prøvelse, at nævnet træffer materielt rigtige afgørelser, og at nævnet forinden en afgørelse selv oplyser sagen, jf. forretningsordenens 5, stk. 2.
Af nævnte årsberetning fremgår det blandt andet vedrørende situationen, hvor klagefristen er udløbet:.klage over Patientforsikringens afgørelser indgives til Patientskadeankenævnet inden 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Nævnet ændrer ikke en afgørelse fra Patientforsikringen til skade for skadelidte, hvis klagefristen på 3 måneder er udløbet. På baggrund af Højesterets dom vil det som udgangspunkt ikke længere blive tillagt betydning om klagefristen er udløbet i sager, hvor Patientforsikringen træffer en afgørelse, hvori erstatningspligten anerkendes, og herefter træffer en afgørelse, hvori erstatnings- og godtgørelsesposterne opgøres. På baggrund af sagernes karakter af partstvister og det forhold, at nævnet skal træffe materielt korrekte afgørelser, må det antages, at nævnet er berettiget til at behandle sagen i sin helhed, såfremt der rettidigt indgives klage over den anden afgørelse, uanset om klagefristen er udløbet for den tidligere afgørelse i sagen. Dette skyldes, at den første afgørelse, som anført at Højesteret, har karakter af en delafgørelse.