Gi r det mening? Titel : Gi r det mening? Navn : Henrik Boisen, hold 9211 Studie nr. : 22111205 Vejleder : Frida Nyrup Censor : Niels Rosendal Jensen Antal tegn : 73.171 Bachelor vinter 2013-14 UCLillebælt
Indholdsfortegnelse: 1. Abstrakt s.3 2. Indledning s.3 3. Problemformulering s.4 4. Empiri s.4 5. En ny virkelighed - udviklingen inden for bosteds området i Kerteminde kommune s.5 6. Pædagogen i en unik position s.6 7. Beboer sammensætning en ulige cocktail s.7 8. Manglende anerkendelse s.10 9. Et hult menneske kan også udvikler sig s.13 10. Dys-funktionalitet s.14 11. Problemknuseren møder motivationen s.14 12. Forudsætningen for at lære nyt s.15 13. Latente motivation s.18 14. Et stort ansvar s.20 15. Afgiftning s.21 16. The Dreamteam s.22 17. Konklusion s.23 Litteraturliste s.26 2
1. Abstrakt Med udgangspunkt i bostedet Blokken forsøger dette bachelorprojekt at beskrive kompleksiteten i det pædagogiske arbejde med borgere med særlige og/eller psykosociale vanskeligheder i alderen 18-23 år. Projektet forsøger at skabe et billede af hvorfor mange af de nyligt tilknyttede borgere på bostederne i Kerteminde Kommune virker umotiverede og u-samarbejdsvillige. I den forbindelse behandles udviklingen på bosteds området også. Dette bachelorprojekt giver ikke et entydigt eller endeligt svar på hvordan man motiverer voksne mennesker med disse vanskeligheder, da dette er for komplekst og ikke kan forsimples til standard løsninger. Derimod behandles forskellige teorier som giver pædagogen, mulighed for at forstå borgerens forudsætning, for at samarbejde og herunder borgerens latente motivation. Teorier jeg mener kan hjælpe pædagoger på bosteder med at opfylde servicelovens tilbud(sel 85) om at skabe meningsfuld støtte og vejledning. Projektet henvender sig til andre pædagogstuderende og forsøger bl.a. at give et realistisk øjebliksbillede af en pædagogisk arbejdsplads under forandring og hvad det vil sige at arbejde i et bofællesskab for voksne med nedsat funktionsevne(udviklingshæmning) samt mennesker med særlige og/eller psykosociale vanskeligheder. God fornøjelse. Henrik Boisen 2. Indledning: Efter finanskrises udbrud i 2008 har man inden for Kerteminde Kommunes voksenforvaltning mærket hvordan besparelser og effektivisering er blevet implementeret. Jeg har arbejdet indenfor det socialpædagogiske voksenområde de seneste syv år og set hvordan bostederne i Kerteminde Kommune gradvist har ændret sig fra en tryg base for mennesker med nedsat funktions niveau(udviklingshæmmede) til en mere uhomogen størrelse. Efter finanskrisens start i 2008, har mange kommuner landet over været tvunget til at spare og tænke nyt. Blandt de nye tiltag har været hjemtagelse af borgere fra relativt dyre specialinstitutioner til de eksisterende botilbud i kommunerne. Dette har medført en forandringsproces i bostederne som ikke er set tidligere, en proces der har testet de ansattes omstillingsevne, og bygger på det finansministeriets kalder Laveste Effektive Omkostnings Niveau, L.E.O.N.(Finansministeriet, 2012). Et princip der har eksisteret i lang tid (også før finanskrisen) men som lige så stille og af tvungne omstændigheder er sivet fra det private erhvervsliv og over i den offentlige sektor. Vi må derfor bruge pengene så fornuftigt som muligt og tilbyde støtte og vejledning som virker. Det har medført ændringer i pædagogernes arbejdsvilkår på bostederne, som jeg senere vil komme ind på. Disse nye borgere er blevet tilknyttet bofællesskaber som Blokken, og har typisk en meget turbulent opvækst med i bagagen. Hvilket har medført en del utryghed og frustrationer især blandt de gamle beboere, naboer og pædagoger. En af de største og mest frustrerende udfordringer har været og er 3
stadigvæk de nye borgeres manglende motivation til at samarbejde og deres flagrende livsstil. Deres tilgang til pædagogerne står ofte i skærende kontrast til de veldresserede udviklingshæmmede, som i mange år har udgjort kernen af borgere i Kerteminde Kommunes bofællesskaber. Fælles for både nye og gamle beboere er dog deres manglende evne til langsigtede planlægning. Dette bachelor projekt tager primært udgangspunkt i bofællesskabet Blokken, som lige nu står i en omstillingsproces, hvor den tidligere trygge base er under ombygning til en ny tryg base for både borgere med særlige og/eller psykosociale vanskeligheder og udviklingshæmmede. Men hvad er det de nye beboere har med i bagagen og hvordan gør det dem anderledes fra de gamle hvad er meningsfuldt for dem og hvordan motiverer vi dem til at samarbejde omkring bostedets kerneydelser? Alle spørgsmål som vi dagligt i en eller anden form må forholde os til og som gør vores arbejde som hjemmevejledere i Blokken interessant, udfordrende, varierende og svært. 3. Problemformulering Hvordan påvirker besparelser og hjemtagelser af borgere med særlige vanskeligheder bostederne i Kerteminde Kommune og hvilke udfordringer har disse hjemtagelser medført på et pædagogisk plan? Hvilken rolle spiller pædagogen i forhold til at vække borgerens latente motivation og hvad kan man med fordel fokuserer på,, når man arbejder med umiddelbart umotiveret borgere? Har kommunen et medansvar for borgernes umiddelbare mangel på motivation, og i så fald hvordan påvirker det borgerne i bostedet Blokkens oplevelse af sammenhæng. 4. Empiri: Jeg arbejder som hjemmevejleder i bofællesskabet Blokken og har syv kollegaer fordelt på to bosteder, heraf er fire nære kollegaer, alle er pædagoger. De har fulgt min uddannelse med interesse og fundet ud af at jeg bringer ny viden til bostedet, derfor har de fra første dag også vist interesse og givet mig feedback i udarbejdelsen af dette bachelorprojekt. Vores samarbejde startede allerede da jeg skulle vælge emne til bachelorprojektet, hvor en kollega sagde Du kan jo lige så godt skrive bachelor om de udfordringer vi står med lige nu. Det gav god mening og hermed gjort. På et af de efterfølgende P-møder bragte jeg projektet på banen, og vi fik en snak om det. Fokus samlede sig hurtigt på udfordringen med at motiverer de nye beboere til samarbejde med os. I hele denne skriveproces har vi diskuteret den viden jeg har indhentet, hvilket forhåbentligt også kan kommer andre uden for bofællesskabet til gode via mine refleksioner. Internt har især Per Revstedts latent motivationsteori givet mange af os fornyet håb og troen på at vores arbejde rent faktisk nytter. 4
Mine refleksioner og indspark i hverdage har virket, men ikke fjernet al frustration, da nogle kollegaer stadigvæk er meget mærket efter de seneste ændringerne på bostedet og mister af og til lidt af gejsten. Udviklingen har medført større fokus på hvad de nye tiltag gør ved os som pædagoger, hvilket jeg også vender tilbage til i afsnittet om afgiftning. 5. En ny virkelighed - udviklingen inden for bosteds området i Kerteminde Kommune Inden for de sidste 5-6 år har meget ændret sig på bostederne i Kerteminde Kommune, eksempelvis er ledelsen blevet indskrænket fra tre ledere af fire bosteder, til én leder af syv bosteder. Af samme grund er ledelsen nu distanceledelse og flere opgaver er overdraget til personalet, hvilket både medfører glæde og frustrationer. Man skal registrere og indberette mere selv, men har også større frihed til at planlægge arbejdstid selv. I samme periode er beboersammensætningen lige så stille blevet ændret så, de gamle udviklingshæmmede beboere i dag bor dør om dør med nye beboere, der typisk har en meget turbulent opvækst med i bagagen. Bofællesskabet Blokken har f.eks. eksisteret i 12 år og været hjem for otte relativt rolige voksne mennesker med div. former for funktionsnedsættelser(udviklingshæmning). I dag er yderligere syv nye borgere i alderen 18-23 år blevet tilknyttet alle med psykosociale og/eller særlige vanskeligheder. De nye beboer har et andet selvbillede, helt andre vaner og andre måder at reagerer på det lovpligtige tilbud om støtte og vejledning 1. Desuden ligner de i langt højere grad, og imod sætning til de gamle beboere, jævnaldrende normalt fungerende unge voksne. De nyder ungdommen og samles med venner for at drikke og fester så snart lejligheden byder sig. En af de positive sider jeg har oplevet, ved den effektiviserings baserede nytænkning er bostedernes udvikling mod en klar definition af de kerneydelser man som ansat pædagog kan tilbyde borgeren(sel 85). Denne fokus på kerneydelser har efter min opfattelse smittet positivt af på vores professionelle faglighed og forbedret vores tilgang til borgerne. Eksempel: Jeg mindes min første år som hjemmevejleder som meget frustrerende fordi alle havde deres egen dagsorden og ledelsen virkede snæversynet og til tider uprofessionel. F.eks. gik den første borger jeg blev kontaktperson for i skjorte og jakkesæt når lederen var på arbejde, fordi han var bange for hende. Hun havde indtaget en moderrolle over for de udviklingshæmmede. Den leder er i dag fyret pga. besparelser og jeg har stadigvæk kontakt med borgeren, som i dag går han i det tøj han ønsker og tager fint tøj på når han skal noget specielt. En anden forskel ses i vores tilgang til rollen som kontaktperson. Da jeg startede som hjemmevejleder i et andet bosted, oplevede jeg dagligt hvordan kollegaerne typisk arbejde meget 1 Jævnført SEL 85, Lov om social service(serviceloven) 5
individuelt med deres borger, hvilket også sker i dag men med et langt større fokus på vidensdeling og faglige argumentation. Jeg tror besparelserne har sat skub i en professionalisering af pædagogfaget, for en af grundende til at borgeren jeg lige beskrev har ændret adfærd, skyldes ændringer i pædagogerne tilgang til ham. Vi er blevet bedre til at givet borgerne plads og mulighed for reelt at tage aktivt medejerskab i deres liv. Der er gradvist ved at blive gjort op med mange års praksis, hvor kontaktpædagogen ved bedst og ind er sneget en kultur hvor sparring, diskussion skaber grobund for faglige argumenter. En udvikling som jeg ser det der er sket glidende uden tab af det empatiske fundament som pædagogisk relations arbejde i bostederne bygger på. 6. Pædagogen i en unik position I bostederne står relationen til borgeren centralt og det er vigtigt at denne relation er så god som mulig, for uden den er det stort set umuligt at vise vejen til nye kompetencer. Nogle gange dummer de nye borgere i Blokken sig så meget, at deres tilknytning til bofællesskabet hænger i en tynd tråd, i disse situationer har det det tværfaglige samarbejde kommet til sin ret. Eksempelvis har sagsbehandlere i enkelte, meget tilspidsede situationer været nødt til at overtage bussemandsrollen og konfronterer borgerene med div. problemer. Grunden til at pædagogen overlader bussemandsrollen til sagsbehandleren skal findes i beboernes sårbarhed og utallige oplevelser af svigt. Så det er for ikke at skræmme borgeren væk fra bostedet og ødelægge den kontakt pædagogerne har opbygget at rollefordelingen ind imellem ændre sig på denne måde. Det tager lang tid at (gen)opbygge den spæde tillid borgerene viser os, selvom de har boet her i både halve eller hele år. Det er så at sige for ikke at ødelægge hjemmevejlederens unikke position ift. borgeren at vi samarbejder med sagsbehandleren på denne forholdsvis nye måde og det virker. For det er igennem den gode relation vi kan påvirke både de nye og gamle beboere til større selvstændighed (Lynge, 2009) Selvom vi står i en unik god position for at påvirke en borger over tid, så er det uanset funktionsevne og mængden af omsorgssvigt og nederlag i livet, stadigvæk borgerens eget ansvar at samarbejde, ligesom det er dem selv der står til ansvar for egne handlinger, da de er jo voksen mennesker. Vi kan altså ikke tvinge dem til at samarbejde, men vi kan som den professionelle pædagog tage ansvaret for at relationen ikke brydes, når en borger viser sine frustrationer. Pædagogen må vedholdende tilbyde sin støtte og vejledning i troen på, at det arbejde han laver kan medfører en reel ændring(killén, 2005). Og når vi så står der foran en borger med en umotiveret attitude er det vigtigt at medtænke deres funktionsniveau og eventuelle forsvarsmekanisme. Måske er vi med til at aktiverer frustrationen og forsvaret fordi det vi siger eller forsøger at sætte i gang, ikke giver mening eller skubber borgeren for langt ud på utryg grund (ZNU 2 ). 2 Lev Vygotskys, Zonen for Nærmeste Udvikling(ZNU) 6
Det er altså ikke bare manglende motivation vi møder, hvilket jeg senere vender tilbage til og giver eksempler på, for at vise at også disse borgere som alle andre mennesker besidder et reelt, men ofte latent motivation potentiale. Her vil jeg dog fremhæve at hvis en borger ikke selv kan ændre sin umotiveret attitude, er det en pædagogisk opgave i bostedet, at vise vejen ved at gøre alternativet tydeligt og troværdigt(revstedt, 2004). Alternativet kan vises på mange måder hvilket understreger hjemmevejlederes unikke position fordi han typisk har en relativ god adgang til borgen via hverdagens mange kontaktflader (sms, økonomi, ekstern brev kommunikation, madlavning, konflikt løsning og meget mere). Alle disse kontaktflader er hver især små vigtige arenaer som hører ind under bo-træningen og de sætter os i en gunstig tillidsskabende position og hvorfra vi før eller siden(viser erfaringer fra Blokken) får lov til at møde borgerne med paraderne nede, som de faktisk er. Disse mange arenaer og kontaktflader giver også pædagogen mulighed for at gentage alternativet mange gange og over tid vise, at vi er til at stole på og at vi ikke giver op bare fordi de viser deres frustrationer. Frustrationerne har mange ansigter, én borger vil eksempelvis nogle dage ikke tale til os. Når vi er i samme rum kigger han bare på os. Efter et år med utallige af disse dage sagde han til sin kontaktpædagog, Jeg gør det for at se hvad I kan holde til. Underforstået er I til at stole på? Når man arbejder i sådan et spændingsfelt gør det noget ved os som pædagoger og mennesker hvilket jeg også komme ind på i afsnittet om afgiftning. Denne test viser lidt om hvorfor arbejdet er anderledes med de nye borgere og hvor vigtigt vedholdenhed og stabilitet er når vi arbejder med psykosocialt udsatte og omsorgssvigtede mennesker. I modsætning til mange af de udviklingshæmmede beboere tager det endnu længere tid at opnå disse menneskers tillid, fordi deres opvækst ofte er oversået med svigt fra tillidspersoner(rygård, 2011 ). Blokkens beboere har alle oplevet svigt, men i varierende form og grad, men fælles for dem alle er at de har et meget lidt overskud til at lære nyt. Ofte må vi droppe planlagte tiltag fordi beboren har et her og nu behov for at at tale om deres frustrationer. I disse snakke ser vi ofte hvordan beboeren går i hak fordi de mangler ressourcer til at ændre på situationen, derfor tager det lang tid for mange af blokkens beboere at tilegne sig nye kompetencer også de helt elementære så som at gå i bad, børste tænder osv. Arbejdet er tidskrævende hvilket ikke altid er det personalet har mest af, men tids frustrationen kan personalet dog langt hen ad vejen planlægge sig ud af, der er bare ingen der ved hvornår beboerne afviser os eller har det skidt og skal støttes. Det er i situationer som disse vi mærker besparelserne på bosteds området, for det er tit her vi mangler en ekstra hånd 7. Beboersammensætning en ulige cocktail Udover de positive konsekvenser har der også været nogle mere uhensigtsmæssige følger af at hver lille kommunale budgetudvalg har valgt at lukket sig mere eller minder om egne snævre økonomiske interesser. Vi kan i Blokken nu se hvordan det har fået betydning for alle beboerne i bofælleskabet og jeg vil her komme med et par eksempler på hvorfor arbejdet i bostederne er blevet mere kompliceret. 7
Den nye beboersammensætning har eksempelvis medført sociale udfordringer hvor mange flere skal spise aftensmad sammen. Problemerne eller udfordringerne opstår bl.a. fordi mange af de nye beboere ser sig selv som bedre end de gamle beboere og som en siger, Hvorfor skal jeg bo og spise sammen med en flok handicappede! En af de mest tydelige måde hvormed de nye adskiller sig på, er med deres sproglige overlegenhed og det faktum, at de ikke ligner handicappede hvilket de reelt er, men bare på et følelsesmæssigt og socialt plan. Hvorimod mange af de gamle beboere trods deres funktionsnedsættelse viser sig langt bedre fungerende rent social, hvilket ofte bunder i at de har en helt anden tryg opvækst med hjemmefra. Dem der er mest omsorgsskadet/tilknytningsforstyrrede er derfor ikke ligefrem motiveret for at deltage i det sociale støtte tilbud vi traditionelt tilbyder i bofællesskabet, så som fælles spisning. Men de deltager ofte alligevel, især sidst på måneden fordi de har brugt deres penge og ikke har mere mad i køleskabet. Pædagogerne i Blokken fortæller at de egentlig godt ved hvorfor de nye beboere ikke oplever deres tilknytning meningsfuld, for de kan ikke spejle sig i dem de skal sidde til bords med. Pædagogerne fortæller desuden om mangelfulde overleveringer fra diverse specialinstitutioner, som må læses med kritiske briller da de sjældent giver et fyldestgørende realistisk billede af de borgere som tilknyttes. Hertil kommer flere nylige eksempler på sagsbehandlere der ikke kan give de ny beboere en meningsfuld forklaring på hvorfor de er placeret i Blokken. Oveni i det hele er borgerens ofte ringe selvindsigt og accept af at de har behov for støtte fra os for, at kunne klare sig selv i dagens Danmark. Denne manglende tilknytningsfølelse reagere beboerne forskelligt på. Nogle af de gamle isolerer sig og de nye lukker sig inde(følelsesmæssigt) hvor andre igen vælger at holde sig væk fra bostedet. De har hver især et reaktionsmønster som vi lige så stille får stykket sammen og begynder at bygge støttende strukturer op omkring. Ud over det pædagogiske arbejde der ligger i at skabe struktur omkring en borger som ikke gider samarbejde, så er det også en personlig udfordringerne for pædagogen at have den fornødne tålmodighed. Jeg er eksempelvis kontaktperson for en ung mand som snyder alle han kan snyde inkl. mig og mine kollegaer. Han stjæler biler og andre ulovlige ting og laver i det hele taget utrolige mange dumme ting. Når jeg ser ham eller han en sjælden gang opsøger mig (typisk når han mangler noget) har jeg lyst til at sige én million ting til ham, men jeg ender med bare at rose ham for den måde han har lagt sit nye gulvtæppe i soveværelset. Hvis jeg ikke vil skubbe ham fra mig er jeg nødt til at møde ham i nuet, for det er her han er. Jeg må anerkende ham og i dette tilfælde hans håndværksmæssige ressourcer, på trods af viden om en masse fejlskud fra hans side. Der kommer selvfølgelig situationer hvor jeg får mulighed for at konfronteret ham med hans uhensigtsmæssige handlinger, f.eks. når han modtager bøder og ikke kan betale dem eller har mistet sin scooter(konfiskeret af politi). Men han er ikke vokset op som os andre, han har ikke haft et stabilt forbillede hele sin barndom, han har ikke haft en mor eller far som med deres livserfaring oplyste en vej mod en håndværker uddannelse, gymnasium eller universitetet. Resultatet er at han i dag forlader sin lejlighed og bofællesskabet for at lave det han lige nu har lyst til. Fremtiden er ikke førtidspension og penge til 8
at leve stabilt som de gamle beboere, for ham og mange andre af hans ligesindede er fremtiden et stort sort hul, hvor det kan være meget svært at få øje på den langsigtede mening og plan i livet. Og det ud fra denne forståelsesramme langt de fleste nye borgere starter deres treårige STU 3 forløb på. Et forløb som både sagsbehandleren og vi kontaktpædagoger sælger dem på div. møder, fordi vi godt kan se den langsigtede mening med uddannelse, hvilket de fleste borgere også kan til at starte med, men når hverdagen melder sig overskygges den kommunale indsats af manglen på cigaretter eller scooterbenzin. I den forbindelse bliver det interessant at se hvordan den nye kontanthjælpsreform kommer til at motiverer eller demotiverer vores borgeren. I den nye lov som starter 1/1.2014 kan borgere der ikke lever op til de gældende krav udsættes for sanktioner(beskæftigelsesministeriet, 2013). Altså en økonomisk straf for manglede deltagelse. Hvis de mister penge, hvilket nogle højst sandsynligt gør i starten så kan de ikke betale deres husleje osv.. Vi har en borger som har forstået beskæftigelsesminister Mette Frederiksens budskab om at tage aktivt medejerskab og samarbejde. Men denne beboer lider af angst og har meget fravær fra STU. Hun planlægger at flytter hjem til sin familie, for hun kan slet ikke leve op til kravene, hun er 19 år og aner ikke hvad hun skal med sit liv. Der er dog en vis forståelse ude i samfundet for mennesker som denne unge kvinde. Eksempelvis udtalte Tænketanken Cevea her efter nytår, at straf nok ikke er vejen frem for alle og derfor giver det ikke mening at presse ledige i job, for det er ikke alene økonomiske incitamenter der driver det arbejdende menneske(berlingske 2014). Den unge kvinde her er et eksempel på hvordan beboerne reagerer på ændringer. Penge betyder selvfølgelig noget for hende, men mest af alt mangler hun noget meningsfuldt at lave. Hun er nok lige som mig og mange andre interesseret i at arbejde, men med noget meningsfuldt og så kommer penge jo hen af vejen. Heldigvis er hendes reaktion på kontanthjælpsreformen en undtagelse blandt beboerne i Blokken for de fleste andres vedkommende er motivationen stadigvæk tilstede og vi har f.eks. i den nyligt overstået december 2013 oplevet flere at de nye beboere komme og spørge ind til hvad et CV er. Men det er en hårfin balance mellem at motiverer og sanktionerer og op ad bakke hvis det vi som samfund tilbyder, om det så er STU forløb, brænde kløvning eller ADL træning 4 ikke opleves som meningsfuldt for de unge mennesker på kontanthjælp og endnu mere op ad bakke hvis det reelt ligger uden for borgerens faktiske formåen lige nu. I så fald gider de slet ikke stå op og suger alskens dårligdomme til sig for at slippe for at komme af sted om morgnen. Nogle gange er de nye beboeres reaktioner på ændringer opgivende, andre gange lige modsat. Her er et eksempel kompleksiteten og på uhensigtsmæssige adfærd. 3 Særlig Tilrettelagt Uddannelse(STU) og tager typisk tre år. 4 Almindelig Daglig Levevis(ADL) 9
Eksempel: F og E bor begge i samme bofællesskab. F er gode venner med E og F viser sig en glad aften fra sin gavmilde side, da han betaler for mad og alkohol til E, så de kan feste sammen. Efter et par dage har F brugt sine penge og vil have penge fra E for det mad han gav hende. Dette kommer som en overraskelse for E, da hun ikke mener de aftalte at hun lånte penge den aften de festede i F s lejlighed. F er fast besluttet på at få sine penge, men E har ingen penge. Dette resulterer i at F et par dage efter samler en gruppe ligesindede og en nat(hvor personalet er kørt hjem) sparker de døren ind hos E og truer hende til at betale eller give dem noget som repræsenterer samme værdi. Som pædagog er det svært at forudse disse episoder og optrin, vi halter hele tide bagefter, men da borgerne sladre om hinanden hele tiden, kommer vi før eller siden på banen og må herefter forsøge at bearbejde denne sociale adfærd og lærer F nye strategier. Episoder som denne bliver hurtigt kendt af alle beboerne i bostedet og skaber utryghed og i tilfældet med E, skræmte det livet af hende. Hun isolerede sig efterfølgende i en meget lang periode og det gik bl.a. ud over hendes fremmøde på STU. Hun mistede fokus og motivationen. F havde fokus på egne behov og var meget motiveret for at få pengene for det gav god mening i hans optik og i nuet, men han evner i bund og grund ikke at vise empati for andre end dem der nu og her kan bekræfte hans behov. Så da han nogle dage senere står og mangler penge og E ikke vil/kan betale, bekræfter E ham i at man ikke kan stole på andre mennesker. I sådanne situationer har han lært at angreb er det rette forsvar 5, og hvor har han lært det? 8. Manglende anerkendelse Hvor denne mistillid så kommer fra er der selvsagt ikke et entydigt svar på. Men vi ved at mennesket fødes socialt, uden ondskab og i en ubevidst positiv forventning om at blive mødt med anerkendelse. Og vi ved at det/de miljø(er) vi vokser i og de mennesker vi omgiver os med gennem livet har stor betydning for vores forståelse af omverden og hvilke strategier vi benytte i vores tilgang til livet(nørgaard, 2005). Men vokser, vi som mange af de nye beboere i Blokken, op i en familie hvor respekten, trykheden og det udviklende sprog fra mor og far er erstattet af manglende anerkendelser og uhensigtsmæssige strategier, kan det være én af forklaringerne på hvorfor de nye beboere viser mistillid til pædagogen og omverden. Alex Honneth kommer i sin anerkendelses teori med et godt bud på, og en forståelse af, hvor mistillid og omsorgssvigt kan stamme fra(nørgaard, 2005), hvilket kan hjælpe pædagogen i hans tilgang til de nye beboere, når de fremstår umotiverede eller i forsvarsposition. I anerkendelsesteorien opererer Honneth med anerkendelse eller manglende anerkendelse(krænkelser) inden for tre sfære; Den private, den retslige og den solidariske sfære. 5 Hjernen(reptil) lukker ned for vores tillærte adfærd og i løbet af millisekunder aktiveres handlingsmønstre (overlevelses strategier) ud fra vores udviklingshistorie. Vi kan enten fryse, flygte eller angribe. Det lyder primitivt og er primitivt for det stammer helt tilbage fra vores tid som jægere og urmennesket, hvilket gav god mening for at overleve mod dyrene(løbner, 2006) 10
Mange af Blokkens nye beboerne har oplevet krænkelser i en eller flere af disse sfære og i særdeleshed inden for privatsfæren: I den private sfære udvikler vi os som mennesker og anerkendes for vores værdier og bruger de ressourcer vi har til rådighed. Vi udvikler empati og giver hinanden social støtte i en forventning om nære tillidspersoners anerkendelse(lynge, 2009). Næsten alle vores nye borgere har i deres opvækst oplevet krænkelser inden for denne sfære, typisk i form af misrøgt, vold og/eller seksuelle overgreb fra nære familie medlemmer. Altså tillidsbrud fra centrale personer barnet ønsker anerkendelse af og spejler sig i og dermed skabe et stabilt eller ustabilt fundament til sin videre læring i skyggen af(metner; Storgaard, 2012). Tillidspersoner har skabte usikkerhed i stedet for tryghed hvilket i værste fald kan få negativ indflydelse på borgerens indlæring potentiale, sociale funktionsniveau og omverdens tillid. Et mønster der kan risikerer at gentager sig hele livet i form af forsvarsmekanismer og altså også over for pædagogen selvom tilliden er skabt og relations arbejdet begynder at bære frugt. Krænkelser i den retslige sfære er også med til at komplicere vores støtte og vejledning, da det er her vi anerkendes ift. love og oplever at vi kan handle som ligeværdig medlem af samfundet(lynge, 2009). I den solidariske sfære anerkendes vi via vores positive engagement i relation til fællesskaber og grupper(lynge, 2009). Hvilket ikke altid er lige let selv om vi er født sociale. Jeg vil lige vende tilbage til den retslige sfære og her eksemplificerer hvor kompliceret visse borgeres opvækst har været og hermed hvad det er vi som pædagoger skal forstå for at kunne motiverer til nye strategier: Eksempel: W. en ung mand på 18 år som jeg er kontaktperson for. Han flagre en del og er svær at få en stabil kontakt med, ind i mellem har vi møder med hans sagsbehandler, i øvrigt den anden på seks mdr.. Før disse møder siger han om sagsbehandlerene(som her repræsenterer lov og ret), at Jeg har haft så mange sagsbehandlere, at jeg ikke kan huske dem fra hinanden, men én ting de alle har til fælles er at de lover mere end de kan holde. Hans plejemor berettede ved overleveringen om fire sagsbehandler skift på et år og den frustration det var ikke at have et langvarigt stabilt kontaktforløb med kommunen i W s barndom. Jeg kan godt genkende W frustration, for sagsbehandlere, vikarer og pædagoger skifter hele tiden også i et bofællesskab som Blokken. Han har i den tid jeg/vi har haft kontakt med ham flere gange vist at han siger ja til f.eks. STU men i realiteten ikke har ro til så langt et forløb. Han finder de små daglige rutiner meningsløse for hvad skal jeg med et traktorkørekort når jeg vil være kok osv.? 11
Og hvis W s oplevelse af at samarbejde med kommunen bygger på sådan en mistillid, eller rettere svigt i hans optik, er det jo ikke underligt at han let kan føle sig krænket og har svært ved hele tiden at give os endnu en chance. På den måde kommer han let til at virke umotiveret. Men jeg har et pædagogisk håb, om at det kan lykkedes os at ændre W s opfattelse af svigt fra kommunen og i dette håb ligger en positiv forventning til fremtiden(linder; Mortensen, 2009) og i hverdagen er det håbet jeg forsøger at smitte de tilsyneladende umotiverede borgere med. Det er mit håb, at borgerne vi støtter og vejleder oplever håbets positive kerne som noget forståeligt og realistisk, så det kan smitte af på borgerens latente motivation, hvilket jeg forklarer nærmere afsnittet om latent motivation. W og plejemoderens fortællinger står ikke i sagsbehandlernes overleverings papirerne til pædagogen, for kommunerne fører endnu ikke intern statistikker på alle de skift vi tilbyder borgere med særlige vanskeligheder. Men W og plejemoderes frustration er guld værd når vi som kontaktpersoner skal skabe relation, tillid og mening med den indsats vi er sat til at tilbyde W. Fordi informationerne giver os mulighed for langt bedre mulighed for, at forstå hvorfor han eksempelvis er så sensitivt eller hvorfor han bliver væk fra bo-træningen og møderne med sagsbehandleren osv.. Erfaringen med Blokkens de nye beboere er at der ikke skal mange utilsigtede hændelser(fejl) til fra kommunens eller kontaktpædagogernes side, før borgeren har luget lunten om endnu et svigt og fundet på noget andet at lave som han/hun oplever som mere meningsfuldt her og nu. W sensitivitet skyldes måske hans dilemma fyldte relation til familien. Han ved godt at mor og far ikke har været de bedste forældre(narkoman/hjemløs), men han ser stadigvæk mor og håber måske inderst inde på en ændring. Hans følelserne for hende er helt sikker langt stærkere end dem han har til den professionel pædagog og kommunen som har fulgt han hele livet. Når man som W er i sådan et følelsesmæssigt spændingsfelt er det vel forståeligt at han i affekt give samfundet skylden for svigtene og hans svære livsituation og det undre mig at vi som samfund ikke lykkedes bedre med at hjælpe mennesker som W, for kommunen viste jo godt at far var junkie og mor drak. Måske skal årsagen til manglede vidensdeling findes internt i kommunerne, jeg har selv oplevet mangelfulde overleveringer og oplevet hvordan dette har kompliceret mit arbejde. Hvordan mon så ikke W har det og her taler vi ikke om arbejde med hans forståelse og tilhørsforhold til samfundet. Det er samfundets skyld synger Steffen Brandt er det nok ment som en opsang til den mere velfungerende del af befolkningen, men også en og hentyder til at vi tager mere aktiv ansvar for vores situation. Og på bølgelængde med beskæftigelsesministrens tese ift. den netop ikrafttrædelse af kontanthjælpsreformen, hvilket også er lige præcist det vi forsøger at lærer beboerne i Blokken gennem vores ADL træning(bo-træning), men det er som sagt ikke lige let for alle. Med sin anerkendelsesteori giver Honneth pædagogen et fagligt fundament hvorpå vi skaber forståelse for hvorfor vi møder umotiverede borger. Det er bl.a. ud fra denne indsigt at man kan opbygge en individuel nuanceret indsats og forståelsesramme. Det kræver meget tid og mange små skridt at ændre på borgernes forståelse af sig selv og omverden(metner; Storgård, 2012). Heldigvis er vi mennesker født sociale og har en enorm drift mod anerkendelse hvilke øger pædagogens mulighed for at påvirke borgeren og tænde en latent motivation som vi alle besidder(revstedt, 1995). 12
9. Et hult menneske kan også udvikler sig Skaderne af manglende anerkendelse fra primære tillidspersoner er altså ikke godt for et menneskes udvikling og konsekvenserne kan som sagt have en enorm betydning for individets evne til at lære nyt. Men trods ufattelige dårlige indlærings vilkår på hjemmefronten, er det ikke ensbetydende med at et menneske ikke kan ændre sig positivt, f.eks. med støtte fra pædagoger, hvilke næste eksempel viser. Beboeren K fortæller af og til om sin opvækst, hos en mor der manglede de fornødne forudsætninger for at tilbyde ham en tryg barndom og om den alkoholiseret far der aldrig var hjemme, og når han endelig var hjemme, hang der øretæver i luften og det der var værre. Eksempel: K er med en pædagog til samtale hos en psykiater. Psykiateren lytter alle K s ord og konkluderer efterfølgende at han ikke skal have medicin, men at han er en sårbar ung mand der mangler trykhed. Hun vurderer at han nyder godt at sin tilknytning til Blokken. Da mødet er slut og K har forladt mødelokalet siger psykiateren til pædagogen: K er meget følelsesmæssigt skadet, jeg oplever det som om der er hult inde i ham! Han har vitterligt ikke nogle søjler at læne sig op af. Det billede kan pædagogen godt genkende og tilføjer, Så er det måske ikke så underligt at han tatoverer sig og har anskaffet sig en stor hund. Der er som om han tatoverer et skjold på huden for at beskytte den lille usikre dreng inde i. De søjler psykiateren her hentyder til er Ks opvækst, værdier, moral og forståelse af sig selv og de ressourcer han har til at imødekomme omverden. K er ikke et hult menneske, men hans livserfaring og samspillet med centrale tillidspersoner har påvirket hans funktionsniveau negativt og lammet ham følelsesmæssig så han har enormt svært ved, ja næsten er ude af stand til at vise reel empati og tillid til omverden. Dette har fået langvarige negative konsekvenser for hans sociale funktionsniveau. Tomheden eller de manglende søjler hæmmer K i at lære nyt, men det stopper ham ikke i at opbygge nye søjler sammen med pædagogerne i bostedet. Fundamentet er skrøbeligt og det vil tage lang tid at (gen)opbygge det og erfaringen fra Blokken har vist os at i den mellemliggende periode vil K igen og igen møde pædagogerne med en umiddelbart umotiveret indstilling. Men lige så stille har han ændret adfærd og i den tid han har været tilknyttet Blokken(ca.1 ½ år) har K udviklet sig markant fordi det er lykkedes for pædagogerne at skabe en form for tryghed og forbundethed som K har tillid til og forstår. Han er i dag i stand til at fortælle om sine følelser, men kan ikke styre dem. Han isolerer sig ikke på samme måde som for bare 8 mdr. siden og åbner f.eks. sin dør når vi banker på. Han holder aftaler i et omfang vi ikke tidligere har set eller kan læse os til i hans papirer og K udvikler sig gradvist med afsæt i Blokkens sikre base 6. I sit eget tempo får han trænet sine sociale kompetencer som til en vis grad kan generhverves og genopbygges 7 (Juliussen, mfl., 2013). 6 John Bowlby, Sikker base. Et trygt fundament der opbygges på oplevelser af, at vi har nogle som står bag os og støtter os så vi får mod til at udvikle os. Denne base kan skabes i forskellige arenaer og er ikke kun forbeholdt familien og opvæksten(bowlby,2000). 7 Social Recovery, evnen til at fungerer i sociale sammenhæng på trods af psykiske vanskeligheder(socialministeriet, 2013). 13
Han trives i en eller anden form under bostedets relativt trygge rammer og formår i sit eget tempo og via den daglige kontakt med pædagogerne, at opbygge en form for tillid. Denne tillid har motiveret ham og givet ham mod til at ændre sig og aktivt tage ansvar for sit liv og hermed er hans latente motivation kommet i spil. Og den vrede som præger hans grundtanker bliver, i takt med at han viser os tillid, mere nuanceret. Vreden forsvinder ikke sådan lige med det samme, men nuancerne som pædagogen er med til at skabe et billede af, hjælper K til at forstå hvad han er oppe imod og giver tilmed pædagogerne et billede af hans ressourcer 8 og dysfunktioner. 10. Dys-funktionalitet Dysfunktioner er ikke kun et spørgsmål om man kan/ikke kan løse en konkret opgave, f.eks. hygiejne som kan trænes gennem ADL. Dysfunktion viser sig også i vores tanker om os selv og i vores forståelse af omverden som vi så i eksemplet med W. Disse tanker kaldes også grundtanker og er vores unikke forståelse af os selv, hvilket er fundamentet hvorfra vi placerer vores tilgang til omverdenen. Er grundtankerne dysfunktionelle, kan de vise sig i form af følelser og udsagn så som, Jeg er ikke god nok, jeg gør alt forkert eller der er aldrig noget som lykkedes for mig osv..(metner; Storgaard, 2012). Alle Blokkens nye beboere døjer med dysfunktionelle grundtanker i en eller anden form, og det hæmmer deres sociale formåen, derfor beskrives den nye beboere gruppe også som mennesker med psykosociale vanskeligheder. De dysfunktionelle grundtanker er endnu en brik i forståelsen af den manglende motivation, for med sådanne tanker om sig selv er det egentligt ikke overraskende, at vi møder borgerne med paraderne oppe. Kunsten ligger i at få sænket paraderne og se ind bag den umotiverede adfærd, hvilket pædagoger er gode til. Men det kræver tid og planlægning, for den positive udvikling og medejerskabet kommer ikke altid af sig selv og kræver små skridt og meningsfulde argumenter, når vi f.eks. skal overbevise en borger om værdien af en simpel ADL træningens opgave. K er et levende eksempel på, at vores indsats virker og hvordan det nytter at blive ved med at vise det gode eksempel. Det er også et eksempel på, at det aldrig er for sent at blive mødt med anerkendelse(lynge, 2009) Og jeg mener på linje med Per Revstedt, at alle mennesker kan motiveres til noget meningsfuldt, men inde vi kommer til det afsnit, vil jeg se lidt på hvad sociologen Aron Antonowsky mener der skal til for at lære nyt. 11. Problemknuseren møder motivationen Når vi arbejder med motivation og vi står overfor en borger som ikke virker motiveret, som ikke kan se mening med vores ideer og som oplever fremtiden som et stort sort hul, så bliver vores arbejde og relationen udfordret. For hvor meget skal vi give slip, presse på eller tage over, i håbet om at vise vejen med det gode eksempel? Erfaringerne blandt blokkens pædagoger er divergerende og det eneste vi kan blive enige om er, at der ikke findes et klart svar. Men vi har erfaret at vi må møde borgeren i nuet, for det er her de er og det er en udfordring ikke at blive smittet af borgerens 8 Blokken arbejder implicit med beboernes ressourcer med inspiration fra KRAP metoden 14
frustration. Bag frustrationen og den manglende samarbejdsvilje ligger ofte en misforstået hed eller en utilstrækkeligheds følelse som vi kan imødekomme. Erfaringen blandt Blokkens pædagoger er derfor, at motivationsarbejde er kontekstbestemt og bliver ofte et individuelt skøn i en given kontekst. Erfaringerne i Blokken viser også, at mange af de nye borgere flytter ind i bofællesskabet med et stærkt ønske om at klare sig selv. Heldigvis, og lidt i kontrast til de gamle borgere, vil de nye Sgu, klare sig selv!, hvilket jo i sig selv er en motiverende indstilling, og indeholder en eller anden form for ressource til aktivt at påvirke deres livsforløb fremadrettet. Et hvert ønsket om at klare sig selv, må pædagogen imødekomme, for det er det hele SEL 85 handler om 9. Denne selvstændighed må bygge på en eller anden erfaring om at kunne noget selv og altså en ressource som skal i spil, men helst på en konstruktiv måde og ikke som vi så i eksemplet med F. der gav mad/alkohol til E. og senere sparkede døren ind for at få penge og skræmme livet af hende. Eksemlet viste også hvordan visse borgere igen og igen render ind i problemer, de ikke selv kan løse hvilket ofte er en kombination af uhensigtsmæssige strategier og manglende selvindsigt. Det bringer før eller siden pædagogen ind i en problemknusende rolle, og det er typisk her borgeren tager brug af sin kontaktperson og pædagogens motivationsarbejde kan begynde. Den pædagogiske opgave består herefter først og fremmest i at skabe en ejerskabsfølelse hos borgeren, for uden den er der ingen motivation og uden motivation ingen ny læring. 12. Forudsætningen for at lære nyt Motivationsarbejde handler om at vejlede en borger til nye startegier og for at lykkedes med dette skal motivationen tændes og der skal ske en afstemning mellem faktiske evner, villighed og en vis portion parathed(miller; Rollnick, 2004). Både pædagogen og beboeren skal have en tro på deres evner og have tillid til at de ressourcer de har, rækker og er værd at sætte i spil. I Blokken ser vi ofte at der er diskrepans mellem det en borger ønsker og hvad han reelt formår, f.eks. at klare sig selv uden støtte og vejledning. Men vi ser også hvordan samfund sætter urealistiske krav til en borger som i eksempelet med beboeren der ikke tror hun kan leve op til den nye kontanthjælpsreform krav. Hun oplever kravene til aktiv samarbejde som urealistiske høje ift. hendes nuværende funktions niveau, hvilket nok bunder i en vis uvished og manglede evne til at omstille sig til nye udfordringer. Tilegnelser af nye strategier og kompetencer er selve kerneopgaven i 85 støtten og sociologen Aron Antonowsky har efter min mening et brugbart bud på, hvad der ligger til grund for vores evne til at lære nyt. Han beskriver vores psykiske sundhed som nøglen til og forudsætningen for at lærer nyt. Psykisk sundhed er absolut et emne vi bruger meget tid på i Blokken, fordi flere nye beboere slås med mildere former for psykosociale vanskeligheder 10 (Juliussen, mfl., 2013). 9 Serviceloven 85, Kommunerne har pligt til at tilbyde støtte til mennesker med særlige vanskeligheder.., så de bliver så selvhjulpne som muligt. 10 Hvilket betyder at de ikke har diagnoser og ikke tager medicin(socialstyrelsen, 2013). Jeg omtaler også denne målgruppe som mennesker med særlige vanskeligheder da det er sådan de nævnes i Serviceloven 85. 15
Antonowsky kalder det, Oplevelse Af Sammenhæng, OAS (Sense of Coherence) og det er en teori der beskriver vores evne til at udvikle os på en meningsfuld måde(antonowsky, 2002; Niklasson, 2010), hvilke jeg antager at alle mennesker ønsker. Oplevelsen af sammenhængsteorien handler om begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. Tre grundlæggende delkomponenter der skal afstemmes vores faktiske evner for at vi kan opleve noget meningsfuldt og værd at bruge tid på. Begribelighed er vores individuelle evne til at forstå de input, informationer vi konstant modtager(antonowsky, 2003). Erfaringer fra Blokken viser at alle beboerne trives bedst i små grupper, hvilket vi bl.a. forsøger at tilgodese i spisesituationer, hvor beboerne på skift har fri dage fra fællesskabet, så andre kan overskue at deltage. Hvilket dog ikke er en garanti for succes, som i eksempelet hvor der var mange beboere samlet i en spisesituationen og deres forskellige adfærd skabte stor utryghed. Pædagogen har ikke kun ansvar for at beboerne bliver mætte, han har også ansvaret for skabe en forståelig og begribelig forklaring/mening med det han udsætter borgeren for. F.eks. værdien af at kunne sidde til bords med fremmede og lytte til andre, hvilket kan give uforudsete positive oplevelser og forbundethed som måske ikke ligefrem står bøjet i neon for alle de nye beboere. Håndterbarhed referer til vores evne til ikke at lade omgivelsernes input forstyrres så meget, at vores ressourcer ikke kan komme i spil (Antonowsky, 2003; Niklasson, 2010). Omgivelserne er som sagt er en udfordring for mange af vores borgere. Erfaringer fra Blokken viser at de fleste borgere, hvad enten de har lidt af omsorgssvigt eller er født med nedsat funktionsevne har svært ved at fokuserer i længere tid af gangen og især i modgang. For at tilgodese ny læring er det altså vigtigt at pædagogen skabe rammer hvor støjen minimeres, så beboeren kan håndterer omgivelserne og inkluderes i omgivelserne f.eks. i form af fællesskaber. Bo-træning er et godt sted at øve denne kompetence, fordi borger og pædagog er i én til én relation. Andre gode eksempler er f.eks. beskyttede værksteder og små STU klasser. Men det er som sagt en evig udfordring for psykosocialt handicappede at holde omgivelserne ude i længere tid, især hvis det handler om længerevarende aktiviteter eller forløb. Det er desuden vigtigt at vi som pædagoger ikke lader os frustrere over noget vi rent faktisk ikke kan ændre på(vilkår), så som hjerneskader, kontakthjælpsreformer, normeringer, uddannelsespolitik osv. Vi må i stedet fokuserer på det vi reelt har indflydelse på f.eks. relationen, måden man tilrettelægger spisesituationer og ADL træning på. Meningsfuldhed er den helt centrale og sidste pind i OAS teorien og betyder kort sagt, at en opgave, et tiltag eller udfordring skal opleves som værende værd at engagerer sig i for at give mening(antonowsky, 2003; Niklasson, 2010). Man skal ikke være psykosocial udsat eller udviklingshæmmet for at kunne genkende Antonowskys pointe. Men det er her vi som kommune og pædagog selv komplicerer meningsfuldheden for borgerne, fordi vi som tidligere sagt tager med den ene hånd og giver med den anden hånd. Det er da ikke spor underligt når en 18-19 årige beboer, gerne vil klare sig selv og tjene penge som alle 16
andre, men nogle gange lidt svært hvis man reelt ikke er parat eller evner at gøre noget ved sin livsituation. Eksempel: M er på kontanthjælp, som de andre nye beboere i Blokken og han har en stor gæld. M siger, Hvis jeg tager et arbejde trækker de det bare fra min kontanthjælp og så kan jeg ligeså godt få pengene for at lave intet. Og jeg er alligevel i RKI 11 så det kan være lige meget om jeg tager endnu et kviklån for jeg komme alligevel aldrig af med min gæld. I bostederne kommer vi tæt på mange af borgerens frustrationer hvilket komplicerer vores kerneopgaver som vist i eksemplet med M s økonomi. Igen er det vigtigt ikke at lade sig rive med af borgerens frustration og hele tiden forsøge at holde fokus på det arbejde vi er sat til at løse. Da pædagogen jo er i en unik position, er det oplagt at han løser opgaven ved at rammesætte en læreproces ud fra sin faglig viden om og erfaring med borgeren(niklasson, 2010). Det gælder derfor om både at lytte til det beboeren siger og det han viser, for det er i det spændingsfelt diskrepansen viser sig og her vi møder en evt. latent motivation og parathed. I eksemplet fremstår M umiddelbart umotiveret, men er han i virkeligheden ikke latent motiveret? Viser hans frustration ikke bare at han er kommet på så dybt vand at han har mistet fodfæstet og at hans ressourcer ikke slår til? M er tvilling og jeg har været kontaktperson for hans bror. Broderen er i en lignende situation, men har taget tyren ved hornene og begyndt at betale sin gæld af, hvilket tager et par år. M ved godt hvad broderen er i gang med og derfor forsøger jeg ind imellem at spejle M i tvillingebroderen. Mit pædagogiske håb er at M bliver inspirere til at tage ansvaret for sine egne handlinger og begynder at ændre på sin livsituation og dermed træder ud af offerrollen. Jeg mener at Antonowskys teori om oplevelse af sammenhæng giver god mening. Den kan øge min forståelse af hvad der forstyrre beboernes evne til at opleve vores indsats eller et langvarigt uddannelsesforløb som meningsfuldt i hverdagen. For hvis det ikke er meningsfuldt, så gør de det ikke og hvis de bliver forstyrret af omgivelserne skifter de bare arena og hvis de ikke forstår meningen med det vi tilbyder dem, mister det betydning og de mister motivationen lige som alle vi andre ville gøre. Jeg tror ikke vi kan undgå at dette sker, men vi kan minimerer risikoen for at det gentager sig, derfor må pædagogerne påtage sig ansvaret for de dele af rammen vi kan påvirke og forberede os ordentligt før vi tilbyder nyt og skubber beboerne ind i udviklingszonen. Min erfaring i arbejdet med særlige udsatte og mennesker med psykosociale vanskeligheder er, at vi i personalegruppen mange gange dagligt diskuterer vores succeser og frustrationer, hvilket er nødvendigt for vi bliver i takt med at vi får borgernes tillid, gang på gang overrasket over hvor massive tilknytningsproblemer de slås med og hvor lavt overliggeren faktisk ligger. Som afrunding på dette afsnit vil jeg dele en idé som er opstået under udarbejdelsen af dette bachelorprojekt. Det er egentligt meget simpelt, jeg vil fra nu af huske at spørg beboerne, om det jeg siger eller vil have dem til, overhovedet giver mening? Hvis det ikke gør kan jeg lige så godt indse at min støtte skal starte et nyt sted. 11 Ribers Kredit Information, RKI. Danmarks største register over dårlige betalere(experian.dk, 2014). 17
For at de svar jeg modtager kan blive tolket så præcist som muligt, vil jeg huske at kigge på borgeren imens jeg spørger. Grunden til at det er vigtigt er at jeg ved at mange af dem kommunikere bedst nonverbalt og at der kan værre diskrepans mellem det de siger og det deres krop viser. Dette enkelte spørgsmål er ikke svaret på al manglende motivation, men måske en god indikator for om der er en motivation til stede og om borgeren overhovedet forstår pædagogens(mit) budskab. Kroppen siger mere end 1000 ord og afslører som regel om det vi foreslår hinanden opfattes som meningsfuldt. Der er altid farer for at bruger man direkte spørgsmål som dette, på en ledende måde, hvilke jeg har set mange eksempler på hos div. foredragsholdere og undervisere og så mister det sin kvalitet. 13. Latent motivation Problemet med at mange af de nye borgere fremstår umiddelbart umotiverede skyldes altså ikke kun en manglende interesse for at samarbejde. Den manglende motivation må ses i forhold til en cocktail af beboersammensætning, habitus, omsorgssvigt, forsvarsmekanismer, sagsbehandlernes og pædagogernes til tider manglende evne til at give en forståelig, meningsfuld begrundelse(her og nu) for det lovpligtige tilbud om støtte og vejledning. Det er altså ikke et spørgsmål om enten/eller og udfordre mange års gode erfaringer fra tilgangen til de gamle udviklingshæmmede beboere og deres relativt store samarbejdsvillighed. Men de nye er egentlig også motiverede, de har bare en helt anden måde at vise det på og så skal støtten i langt højere grad end tidligere give mening for den enkelte. Som tidligere skrevet er jeg på bølgelængde med den svenske psykolog Per Revstedt, det er jeg fordi Revstedt mener at alle mennesker i bund og grund kan motiveres, når støtten fremstår meningsfuld. Hvis der ikke umiddelbart kan spores en motivation, findes der i os alle en latent motivation som bare ikke kan ses ud af til(revstedt, 1995), hvilke eksemplet med M og hans tvilling bror viste. Jeg deler hans positive menneskesyn og støtter op om at vi alle har intentioner om at klare livet så godt som muligt. Han mener at intet menneske er håbløst og beskriver menneskets inderste natur som konstruktiv, social, målrettet og aktiv. (Revstedt, 1995, Revstedt 2004). Med Konstruktiv mener Revstedt at mennesker besidder egenskaber der sætter os i stand til at stræbe efter, at være god mod sig selv og andre mennesker. Det gør vi i forsøget på at finde livsbekræftende løsninger på vores problemer(revstedt, 2004). Tesen er at intet menneske vil skade sig selv(ravstedt tager udgangspunkt i misbrug) eller andre. Nogle mennesker har til tider adfærd som ikke stemmer overens med denne tese, hvilket dog ikke betyder at de ikke vil andre mennesker det godt. I blokken ser vi hvordan beboerne har svært ved at forstå andre mennesker og knytte tætte sociale bånd, som vi så i eksemplet hvor F truer E efter først at have hygget sig med hende. 18
At være Social ligger i vores natur og stammer helt tilbage fra urmennesket(løbner, 2006) og det er vores ønske om at være i fællesskab med andre(revstedt, 2004). For at komme i kontakt med andre må mennesket have kontakt med sig selv, hvilket de fleste har, men mange af Blokkens nye beboere har et ambivalent forhold til dette. Derfor er det fornuftigt at tilbyde disse borgere tilknytning i kortere eller længere tid til et bofællesskab blandt ligesindede. Her får de mulighed for at tilegne eller genoptræne deres sociale kompetencer. I bedste fald bliver den relativt trygge ramme omkring bofællesskabet den sikre base de står og mangler, for at spore sig ind på livet som voksen. Målrettet er vores behov for et mål med tilværelsen og noget meningsfuldet at stræbe efter og noget meningsfuldt hinsides hverdagens problemer som giver livet mening(revstedt, 2004) For at målrette og stræbe efter noget meningsfuldt skal målrettetheden indehold en form for håb for fremtiden. En opvækst præget af manglende anerkendelse(krænkelser) byder sjældent på en mor eller far som fra barnsben har vist disse unge mennesker en meningsfuld vej til gymnasium eller en uddannelse som håndværker. Håbet spiller blandt andet en central rolle i forhold til social recovery(juliussen, mfl., 2013). Godt nok flygter mange af Blokkens beboere fra hverdagens problemer som vi så ift. M s økonomi, men når fremtiden er et stort sort hul, som i eksemplet med den 19 årige pige med sociale vanskeligheder er det ikke let at målrette sig på lang sigt, bl.a. derfor støder vi så tit ind beboernes her og nu behov. Jeg mener det kræver en vis portion modenhed, at kunne målrette sit liv, hvilket ikke altid er det der kendetegner mennesker med psykosociale/særlige vanskeligheder i 18-20 års alderen. De skal som vi andre have tid til at (gen)danne det fornødne selvværd. Selvværdsfølelsen og oplevelsen af at have brugbare anerkendte ressourcer til sin rådighed i en svær/ny situation er centrale for Revsted sidste pind om mennesket som et skabende væsen. Det er her den latente motivation kommer i spil, for det er med vores egen indsats at vi begynder at tage aktivt (med)ansvar for at forme det liv vi lever(revstedt, 2004). Det lyder jo lige til, med livet byder hele tiden på nye og svære situationer, nogle sågar så svære at vi må yde mere end vi rent faktisk vidste vi kunne. Min cykeltræner siger tit, HUSK nu, hjernen giver op før kroppen, og han har ret, for jeg kommer altid hjem uanset hvor mange bakker jeg sad og bandede over på søndagsturen. Hjernen og vores grundtanker om os selv stopper os igen og igen, fordi hjernen er mester i at finde undskyldninger og smutveje(udenom). Derfor er det vigtigt at vi i arbejdet med de mennesker der tilknyttes bosteder som Blokken, bruger vores unikke position som pædagoger til at afsøge og sætte rammer op, som er i overensstemmelse med deres ressourcer. Blokkens erfaringer med dette viser at alle borgerne besidder konstruktive grundtanker og reelle kvalifikationer, men det er de dysfunktionelle grundtanker og deres ofte destruktive karakter der hæmmer borgerens evne til at handle aktivt i div. svære/nye situationer. For at vende tilbage til eksemplet med M uoverskuelige økonomiske situation og spørgsmålet om han måske alligevel er motiveret, så er der altså mange faktorer i spil f.eks. evner, villighed og parathed. For overhovedet at kunne begynde at tale om at tænde håbet og den latente motivation 19
kræver det først og fremmest, at M accepterer at han har et problem. Selv om M delvist giver samfundet(kontanthjælpen) skylden for den svære situation han er i, besidder han ikke ressourcerne til at tage denne kamp op, oven i alle de andre problemer han slås med i hverdagen. Så selvom det i dette tilfælde er relativt nemt for M at erkende at han har et problem, er der nogle gange langt fra erkendelsen til den reelle evnen til at handle på håbet og her kommer tidsperspektivet ind, hvilket ledelsen i Kerteminde kommune heldigvis har erkendt. Der hvor vi som pædagoger møder den største udfordring, er når nye beboere tilknyttes og de ikke ønsker vores støtte, fordi de vil klare sig selv. Men som sagt viser erfaringen at de før eller siden begynder at tage imod støtte, typisk når de er sultne eller mangler penge sidst på måneden. Hermed kan man sige at de har en adfærd, som minder meget om stofmisbrugere og alkoholiker, hvilket gør Per Revstedts tanker om latent motivation brugbar for hjemmevejledere i bosteder for mennesker med særlige og/eller psykosociale vanskeligheder. Man siger djævlen ligger i detaljen og det gør den latente motivation også hvis vi kigger og lytter ordentligt efter hvad beboerne signalerer. 14. Et stort ansvar Vi ved at det kræver lang tid at bearbejde følelser og pædagogerne er ikke psykologer eller psykoterapeuter. Men via vores unikke position tæt på borgerens hverdag, viser erfaringer fra Blokken, at nok så skadede beboere over tid langsomt lukker os ind og vi må dagligt lægger øre til rigtig mange frustrationer i det relations opbyggende arbejde. Hermed skabes der grobund for gode langvarige tillidsforhold, hvilket netop er hvad de nye beboere ikke har haft i deres liv, og hvad der skal til for at finde overskud til at lærer nyt(rygård, 2011). Tilliden medfører et professionelt og i visse tilfælde personligt medejerskab i forhold til en beboeres trivsel og hermed hviler der er stort ansvar på den enkelte pædagog. Men som alle andre steder sker der i Blokken også udskiftning i personalegruppe, hvilket er ændringer der i visse tilfælde, af beboerne tolkes som svigt og bekræfter disse sårbare menneskers dysfunktionelle sider. Det giver derfor god mening at arbejde pædagoger samarbejder på tværs af indsatsområder f.eks. mellem beskæftigelse/bosted, hvilket også er intentionen bag den helhedsorienteret indsats vi forsøger at tilbyde. Denne helhedsorienteret indsats er også et eksempel på den mere professionelt indsats vi i disse effektiviserings tider yder for mennesker med særlige og eller psykosociale vanskeligheder. I Blokken arbejder man i dag i teams af to om hver borger, for erfaringen viser at der i starten af en nye borgers tilknytning ikke skal være for mange tillidsopbyggende personer omkring borgerne, da dette kan være med til at skabe forvirring og unødvendigt mange divergerende informationer. Men på sigt er denne model lidt skrøbelig, da hver kontaktperson hermed bærer et stort ansvar, og hvis en pædagog bliver syg står den anden med hele læsset. Derfor fører vi for tiden diskussioner om hvorvidt denne model skal udvides til teams på tre eller flere pædagoger (med undtagelse af enkelte borgere), hvilket kan aflaste pædagogerne så div. tillidsforholde ikke hvile på borger-kontaktperson, men borger-kontaktteam. Ud over de faglige sparringsmuligheder den nye model indebærer giver det også pædagogerne større frihed så borgernes søjler ikke står og falder på baggrund af 20