Hvem var Søren Kierkegaard? Kirkekampen Søren Kierkegaard, var det ikke ham, der endte med at spekulere sig så langt ud, at han blev bindegal og sindssyg? Jo, det kan man godt sige. Han indledte en alt eller intet kamp mod den officielle kirke og den officielle kristendom af en voldsomhed, der ikke havde været set før. Og han endte med at få et slagtilfælde eller noget i den retning en af de sidste dage i september 1855, blev indlagt d. 2. oktober på Frederiksberg Hospital og døde d. 11. november. Men nogen gange er det altså de bindegale på sindsygens rand, der siger sandheden, omend temmelig hensynsløst og brutalt og nogen gange over grænsen. Og ikke de fornuftige, runde og besindige, der sætter pris på at få alting til at gå gelinde. Lad os bare gøre den indrømmelse, at han gik over grænsen. Begyndelsen på kirkestormen var biskop J.P. Mynsters død og begravelse i foråret 1954. Søndagen efter biskoppens død holdt professor Hans Martensen en mindetale ved gudstjenesten i slotskirken. I denne omtalte han biskop Mynster som et led i den hellige kæde af sandhedsvidner, som strækker sig gennem tiderne fra apostlenes dage indtil vore. Det var for meget for Kierkegaard. For Kierkegaard var begrebet sandhedsvidne forbeholdt de, som på egen krop påtager sig at vidne sandt om Jesu budskab ved at tage hans ydmygelse og lidelseshistorie på sig, nogen gange med martyrdøden til følge. Et sandhedsvidne var en undtagelse, både i hensenede til på samme måde som Jesus at lade sit liv og sin eksistens forme efter det ubetingede krav om efterfølgelse i ubetinget barmhjertighed og selvfornægtelse, og i hensenede til at betale med sit liv for sin kristne overbevisning. Den voldsomme kamp blev ført dels i Fædrelandet og dels i Øieblikket, et flyveskrift, som Kierkegaard selv udgav. Men havde han håbet på en indrømmelse fra Martensens side, tog han grundig fejl. Den komme ikke. Og derfor måtte kampen føres til ende. Men hvad med Kierkegaard selv, levede han så Det nye Testamentes kristendom? Nej, det ville han ikke påstå. Han sagde rent ud, at han ikke var en kristen i den forstand. Det var heller ikke det, han ville med sit angreb. Han ville redelighed! Kirken skulle indrømme, at den kristendom, der
mestendels forkyndtes i kirken var en afrundet og blød form for kristendom, der ikke havde meget med det Jesus havde lært at gøre, frem for alt en kristendom uden konsekvens. Hvis kirken ville indrømme det, kunne der gøres en ny begyndelse. Men det gjorde kirken ikke. Født i bankerot. Kierkegaard blev født det år, staten gik bankerot, altså i 1813. Så det kunne være gået meget galt, men Kierkegaards far, Michael Pedersen Kierkegaard, hosekræmmeren, der havde været hyrdedreng på heden i Vestjylland, men havde slået sig op som købmand i København, klarede skærene. Nogen mener, det skete på bekostning af andre. Men han bevarede altså familieformuen, hvilket kom Søren til gode, da han arvede så stor en sum, at han kunne leve nogenlunde ubekymret, og havde råd til at udgive sine mange skrifter. Som andre bedre stilledes børn kom han i Borgerdyd skole og viste sig snart som en knægt med et godt hoved med megen vid og skarpsindighed. Det var dog nok mere hjemmet, der kom til at præge ham. Faderen led af tungsind og delte mange tanker og bekymringer med sine to drenge, Peter Christian Kierkegaard, Sørens storebror og senere biskop i Aalborg, og så Søren selv. Michael Kierkegaard havde efterhånden selv læst sig til megen indsigt i filosofi og teologi, ligesom han havde hentet en god del viden i Brødremenigheden, som han havde sluttet sig til i København. (Nogen anser Brødremenigheden for mørk kristendom, men der er snarere tale om en lys pietisme, hvor det ikke så meget handler om, hvad man ikke må, men hvad man med troen ikke har brug for eller lyst til). Under alle omstændigheder blev alt for tunge og alt for dystre tanker delt med drengene, og ikke mindst Søren havde et sind, der ikke godt tålte det. Efter Borgerdyd skole blev han indskrevet ved Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. De første år studere han flittigt, men efterhånden gnavede tvivlen sig ind i hans sind, så han var nær ved at vende kristendommen og Gud ryggen. Måske hang det sammen med, at han inden for 2 år i 1932 mistede tre søskende og sin mor. I al fald trak filosofi, litteraturhistorie og tidens teater mere, ikke mindst Mozarts berømte opera, Don Juan. Men i 1837-38 kom der et vendepunkt, også dennegang kan dødsfald blandt de nærmeste have spillet ind, nemlig hans fars dødsfald og
hans lærer Poul Martin Møller, der formentlig var hans eneste rigtige fortrolige, med alle de svære spørgsmål. Der kommer andre toner i dagbøgerne, som når han skriver, at der findes en ubeskrivelig glæde, der lige så uforklarlig gennemglæder os, som apostelens udbrud træder umotiveret frem: Glæder Eder, og atter siger jeg: glæder Eder (Fil 4,4). Fuld fart på de mange bøger Faderens død får endelig Kierkegaard til at tage sig sammen og få sin embedseksamen. Kort efter besøger han Sæden ved Skjern, hvor familien kom fra, forlover sig med Regine Olesen, for så at ophæve forlovelsen mindre end et år senere. Hvorfor Kierkegaard gør det, er der spekuleret meget i. Men måske er forklaringen den enkle, at han godt kunne se, at han ikke egnede sig til at leve i ægteskab og som familiefar. Hans sociale kompetencer gik næppe i den retning. I stedet kastede han sig over studierne. Allerede i 1938 havde han udgivet en bog om H. C. Andersen, og nu skrev han sin disputats i løbet af et år og erhverver magistergraden. Den handlede om noget, han selv kendte til bunds, nemlig ironien, og blev indleveret sommeren 1941. Herefter gik det virkelig stærkt. Fra 1843-1846 kom alle de filosofiske hovedværker, Kierkegaard udsendte under pseudonym, altså med en anden end sig selv angivet som forfatter. Men ikke nok med, at Kierkegaard udgav denne lange række af sprænglærde skrifter. Samtidigt og parallelt med udgav han en række opbyggelige taler i prædikenens form. Og de udgør det egentlige forfatterskab, som Kierkegaard selv udtrykkeligt kalder for et kristeligt forfatterskab. Hvor pseudonymerne bruges til at eksperimentere i den menneskelige sjæls verden, især i dens mørkeste hjørner og krinkelkroge, og anstille undersøgelse af forskellige problemfelter om det at være menneske, uden at det nødvendigvis fører til et svar, endsige et entydigt kristent svar, så udfoldes det kristne svar, den kristne eksistens og tro tydeligt og klart i de opbyggelige taler. Det er her, man skal finde den virkelige Kierkegaard. Og det er her, man anbefales at gå i igang. Det er ikke helt forkert, når en har sagt, at hvis man gennem læsningen af f.eks. Begrebet Angest eller i anden anledning pludselig befinder sig ude på det dybe vand og ikke magter at kaste sig ud på de 70.000 favne, så er det en god ide at læse lidt i de
opbyggelige taler. Det giver en ro i sjælen og livet, man føler sig grebet af evangeliet og båret af det. Fra filosof til kristen forkynder. Som allerede nævnt anså Kierkegaard selv forfatterskabet for fra start til slut at være anlagt som et kristent forfatterskab. Det viser de opbyggelige taler jo også tydeligt. Men det ændrer ikke ved, at med Afsluttende uvidenskabeligt efterskrift, udgivet i 1846, slutter det filosofisk prægede forfatterskab. Og Kierkegaard angiver selv, at dette skrift udgør et vendepunkt, hvor spørgsmålet om at vinde den evige salighed kommer langt mere i fokus. Herefter udkommer foruden opbyggelige taler og enkelt andre skrifter, de skrifter der indholder Kierkegaards kristendomsforståelse, som udvikler sig fra kun at handle om det indvortes til også at gøre fordringer i det udvortes. Det er skrifterne Kærlighedens Gerninger, Sygdommen til døden, Indøvelse i Kristendom og Til selvprøvelse, samtiden anbefalet. Den sidste udkommer i to dele, første del i 1851, anden del med titlen Dømmer selv! Til selvprøvelse, samtiden anbefalet udkommer først længe efter hans død, da broderen udgiver det i 1876. De øvrige udkom fra 1847 frem til 1850. Og så tier Kierkegaard altså frem til kirkekampen, der indledes 18. December 1854. Hvad er det så, man kan læse i disse skrifter? Det er en kristendom som i den grad er jordnær. I de første er det ganske rigtigt, at det især handler om det indre, om inderligheden, om den enkeltes personlige existenskamp for at komme til rette med livet og kristendommen. Det er en kristendom gennemsyret af det lutherske, som han kan kalde nåden på første hånd og nåden på anden hånd. Nåden på første hånd er nåden, der dækker over de synder et menneske allerede har begået. Nåden på anden hånd, dækker over de synder, vi kommer til at begå fremover i livet. Det er en vigtig pointe i bogen Begrebet angst, at kun ved troen, kun ved nåden, kan vi overhovet turde kaste os ud i livet. Men efterhånden opdager Kierkegaard noget nyt og andet ved Det nye Testamente. Det handler ikke kun om noget indvortes, men i lige så høj grad om noget ydre. Jesus er ikke kun Gud og menneske, han er Gud og det lidende menneske. En kristendom uden konsekvens er ifølge Det nye
Testamente ikke kristendom. Til kristendom hører ikke kun synd og tilgivelse, dom og nåde. Der hører også et kristent liv med. Bibelen er ikke kun et spejl. Den er som et brev fra den elskede, man læser nøje og igen og igen. Og man gør, hvad den elskede ønsker, man vil gøre. Sammenligner vi med Luther, kan man sige, at i Luthers situation, var det helt afgørende at pege på nåden overfor dommen, nåde af ren og skær nåde og ikke som en fortjeneste gennem gode gerninger, og da slet ikke gerninger, der ikke stod noget om i Bibelen. Kierkegaard opdager (hvad Luther faktisk også gjorde) at det blev til misbrug af nåden. Derfor ville kan kalde kirken, men først og fremmest den enkelte til at tage sin egen kristne existens alvorlig.