Samfundet i middelalderen

Samfundet i middelalderen Bønderne I middelalderen var de fleste danskere bønder, som boede i landsbyer, hvor gårdene lå i en rundkreds omkring en åben plads, forten. Markerne uden om landsbyen var delt i tre vange (store marker). På den ene vang dyrkedes vinterrug, på den anden byg eller havre og den tredje lå brak med græs på. Hvert år skiftede man afgrøderne på vangene. På den mark, hvor man det første år havde dyrket rug, dyrkede man næste år byg, tredje år græs og fjerde år igen rug. Så undgik man at udpine jorden, og høsten blev bedre. Det kaldes for trevangsbrug. Hver eneste bonde i landsbyen havde en eller flere agre i hver af de tre vange. På den måde undgik man, at en bonde kun havde dårlig jord, mens en anden ejede den bedste jord. På alle de små agre inden for samme vang skulle der dyrkes det samme. Derfor var det nødvendigt, at alle bønder i landsbyen blev enige om, hvornår der skulle pløjes, sås, høstes osv. Det blev aftalt på den åbne plads midt i landsbyen, hvor også indbyrdes stridigheder og andre problemer blev løst. Hver landsby klarede stort set sig selv og var selvforsynende med klæder, mad og andre livsfornødenheder. Der var stor forskel på bønderne. Nogle ejede store gårde med megen jord og kaldtes for selvejere, andre var fæstere og ejede ikke den gård og jord, som de arbejdede på. De kunne have fæstet den af en herremand eller storbonde og måtte så betale ham en årlig afgift for leje af jorden og samtidig udføre noget arbejde for herremanden uden betaling. Til gengæld skulle de ikke betale skat til kongen som selvejerbønderne skulle. Langt de fleste bønder var i middelalderen fæstere. Fæsterne slap også for militærtjeneste for kongen, i modsætning til selvejerne, som skulle møde i tilfælde af krig. Man sagde at fæsterne var vornede af herremanden, hvilket vil sige, at han skulle beskytte dem mod overfald og vold. Selvom bønderne udgør den laveste samfundsgruppe i middelalderen, var de ikke de dårligst stillede. De fattige var dem, der hverken havde hus eller jord. De måtte leve af tiggeri. Det var ofte gamle og syge mennesker. Herremanden Ordet herremand betyder egentlig blot hærmand, altså en kriger. Herremændene var elitekrigere, der til gengæld for deres militære pligter, havde en række særlige rettigheder

privilegier. Herremændene var effektive krigere til hest med rustning, sværd og lanse. Hest, rustning, lanse og sværd var kostbart udstyr, som krævede årelang træning at bruge fra hesteryg. I Danmark blev det almindeligt at benytte sådanne ridderhære fra 1100-tallet. Før bestod landets forsvar af ledingen. Det betød, at man skulle stille med soldater i forhold til sin jordejendom. Soldaterne var bønder, som kun var let bevæbnet og ikke særligt trænet i våbenbrug. De kæmpede til fods og var ikke særlig effektive i forhold til ridderhæren. Derfor afskaffede man ledingshæren i løbet af 1200-tallet. Herefter blev samfundet opdelt i krigere og så alle de andre, bønderne, som var flertallet. Flertallet betalte skat til kongen for at slippe for krigstjeneste, som så var overladt til herremændene. Til gengæld skulle herremændene ikke betale skat. Undlod en herremand at opfylde sin pligt blev han almindelig skattebonde. Herremændene blev hentet fra både rige jordbesiddere og jævne bønder. I løbet af 1300- og 1400-tallet afløstes betegnelsen herremand efterhånden af ordet ridder og væbner. Efterhånden voksede herremændenes magt, så de kunne stille flere og flere krav til kongen. Det betød at de efterhånden fik fuld skattefrihed, som også kom til at gælde alle de bønder der var fæstere hos herremanden. Herremandens pligter over for kongen indskrænkede sig op gennem middelalderen, så det var dem, der reelt bestemte i landet. Det var dem, der valgte kongen, og som før valget tvang kongen til at skrive under på en håndfæstning, hvori kongens magt blev begrænset i forhold til herremændene. Kongens magt i forhold til herremændene blev efterhånden så svag, at han måtte føre krig med lejede soldater. I 1300-tallet byggede en lang række herremænd private borge i landet. Kongen havde tilsyneladende ikke fuld kontrol over sikkerheden i landet, så herremændene måtte sikre sig selv. Under Valdemar Atterdag blev herremandsstanden svagere. En stor landbrugskrise i anden halvdel af 1300-tallet, førte til at bøndernes afgifter til herremanden faldt. Samtidig beslaglagde Valdemar Atterdag og senere dronning Margrethe en del herremandsgods. For frelsens skyld havde herremændene givet rige gaver i form af jord til kirken, hvilket medførte en stor nedgang i adelsgodset. Omkring 1340 ejede de forholdsvis få herremænd omkring halvdelen af al Danmarks jord, men i løbet af 1350-1400 faldt det til godt 40 %.

Kirkens folk Den kristne kirke betød meget i middelalderen. Det var vigtigt, at der altid var nogle, der førte et fromt liv, så de kunne bede til Gud om at hjælpe jordens mennesker. Man regnede med at jorden engang ville gå under, og så ville alle de mennesker, der ikke var fromme kristne, blive straffet. Derfor arbejdede nogle mennesker i kirken. Kirken havde sin egen opbygning og sin egen leder paven, som boede i Rom. Alle bønder skulle aflevere en tiendedel af deres høst til kirken den såkaldte tiende. Det gjaldt alle bønder, lige meget om de var selvejere eller fæstere. Når kirken havde fået sin tiende blev den delt i tre dele: En tredjedel gik til vedligeholdelse af kirken i det sogn, hvor bønderne boede, en tredjedel gik til sognepræsten og den sidste del gik til biskoppen, der var sognepræstens overordnede. Sognepræsten ledede gudstjenesten og bad Gud om at hjælpe folk i sognet. Han var ofte den eneste i sognet der kunne læse og skrive. Sognepræstens overordnede var biskoppen. Han boede i en by med domkirke og havde et område med mange sognekirker under sig. Det kaldes et stift. I middelalderen lå der domkirker i Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Børglum, Odense, Roskilde og Lund. Biskopperne førte opsyn med præsterne, men tog sig også af skoler og hospitaler. Kirkens skole uddannede præster. Kirkens hospitaler sørgede for nogle af de syge og gamle. Biskoppen ejede også selv meget gods, og havde mange fæstebønder under sig. Mange havde givet jord til kirken for at komme i Paradis, når de døde. I Danmark var kirkens øverste leder ærkebiskoppen, som boede i Lund. Ofte var der strid i Danmark mellem kongen og ærkebiskoppen om, hvem der skulle bestemme. For det meste vandt kongen; han havde sine soldater, han kunne true med. Ærkebiskoppen kunne kun true med Guds straf og lukke kirkerne. Rundt omkring i landet var der grupper af mennesker, der havde afsagt sig denne verden og var gået i kloster for at bede for menneskeheden. De første klostre blev grundlagt på øde steder lang fra andre mennesker. Disse klostre kaldes herreklostre. På klostrene levede munkene i fællesskab, hvor man dyrkede jorden og bad døgnet rundt. Også klostrene fik mange gaver i form af jord og blev meget velhavende, selvom munkene, når de gik ind i klostret, skulle være fattige. Senere i middelalderen får byerne også klostre, som befolkes af de såkaldte tiggermunke eller prædikebrødre, hvis opgave det var at

udbrede kendskabet til Guds rige for byboerne. De måtte heller ikke eje noget og arbejdede ikke som munkene i herreklostrene, men skulle tigge sig til livets fornødenheder. Mange af klostrene blev i løbet af middelalderen meget rige, så løftet om fattigdom var ikke rigtigt synligt.

Opgaver Se på tegningen på næste side, når du besvarer opgaverne! Hvad var fordelen ved trevangsbrug? Find bønderne på tegningen! Hvad laver de? Hvilke redskaber bruger de? Sammenlign med forholdene i dag! Find herremanden på tegningen! Hvilke våben har han? Hvad har han på? Hvilke arbejdsopgaver har en herremand/godsejer i dag? Find bonden med de ti kornsække! Hvor meget giver han kirken? Hvor meget giver han herremanden? Hvor meget skal han bruge til sædekorn (til at så næste år). Hvor meget har han til mad? Betaler vi danskere stadig skat til kirken? Hvilket stift bor I i? Hvem tager sig af skoler og hospitaler/sygehuse i dag? Hvordan betales vore præster i dag?

Sådan byggede man I Danmark findes mange bygninger fra middelalderen borge, slotte, herregårde, kirker og huse. De har holdt så længe, fordi de er bygget meget solidt. Solidt byggeri var dyrt. Det var kongen, herremændene, bisperne og andre velhavende personer, der havde råd til at bygge sådanne bygninger. Disse bygninger fortæller imidlertid ikke, hvordan almindelige huse så ud på den tid. De er alle sammen forsvundet, men ved udgravninger, billeder og fortællinger ved vi alligevel en del om, hvordan disse bygninger var bygget. De materialer, man brugte til at bygge med, skulle helst være lige i nærheden. Al transport var dyr og besværlig, fordi vejene var dårlige og vognene små. Ved middelalderens begyndelse var der langt flere skove i Danmark, end der er nu. Træ var overalt det nærmeste byggemateriale. Det mest enkle hus var gravet ned i jorden og havde vægge af tørv og jord. Det kaldes for et jordhus. Tagspærene var af træ og taget var dækket af bark og græstørv. Almindelige huse blev bygget over stolper stukket i jorden. Væggene var flettet af grene og klinet med ler. Væggene kunne også være lavet af flækkede træstammer beklædt med tørv. Der blev brugt utroligt meget træ dengang til huse, skibe, redskaber og brændsel. Da skovene efterhånden blev hugget op, blev det nødvendigt at bruge mindre træ til at bygge husene. Man lavede nu bindingsværkshuse. Hvor meget træ, der var i bindingsværket, varierede fra egn til egn, da det afhang af, hvor let tilgangen til træ var. Mellem bindingsværket var der lerklinede vægge eller vægge af soltørrede lersten. Stråtag var den mest almindelige tagbeklædning. Husene havde sjældent vinduer. Et hul i taget lyren over et åbent ildsted gav lys og fungerede som skorsten. Husdyrene var i samme rum som menneskene. Det gav varme. Herregårdene, borge og kirker var i begyndelsen bygget af de samme materialer. Da man lærte at bygge med sten var det kun de rige, der havde råd. I begyndelsen brugte man natursten, som man hentede på marken. Der var nok af dem, men det var et stort arbejde at samle dem og hugge dem til. Det var dyrt, fordi byggeriet krævede specialuddannede håndværkere og særlige stilladser. Man skulle også bruge mørtel til at mure med, og det var besværligt at lave. Mørtel består af kalk, sand og vand. Sand og vand er let nok at skaffe, mens kalken skulle fremstilles f. eks. af strandskaller. Skallerne blev

varmet op, tilsat vand og knust ved at man slog på dem med stokke. Herefter blev kalken hældt i et stort jordhul og dækket til, indtil det skulle bruges. Først senere lærte man at brænde ler til munkesten og tegl. Ler havde man rigeligt af, men det var dyrt at få leret gravet op, formet til sten og brændt. Det opgravede ler skulle ligge en hel sommer og vinter, før det var egnet til at blande med sand og vand og kunne formes til sten. Det var kun kongen, kirken og de rigeste familier, der havde råd til at bygge med mursten. Men hvor fornemt man end byggede, var der én ting, der røbede, hvor dyrt det var at bygge. Husene var meget små! Boligen på mange borge var ikke større end et moderne hus i dag. De fleste mennesker i middelalderen boede i huse med kun et rum.

Opgaver Se på tegningen på næste side, når du besvarer opgaverne! På tegningen kan du se en borg, en kirke og nogle mindre huse. Nogle personer er i færd med at fremstille og bearbejde forskellige bygningsmaterialer. Skriv på tegningen, hvad husene er bygget af, hvad personerne laver!

Livet på borgen I middelalderen var der megen uro og vold. Den danske konge førte mange krige med andre lande. Hans bedste soldater var store jordejere, som kæmpede for kongen og til gengæld slap for at betale skat. De kaldtes herremænd. Som belønning for tapperhed i krig eller troskab over for kongen, kunne en herremand blive slået til ridder. Det blev kun de rigeste og stærkeste herremænd. Også inden for Danmarks grænser var der ufred. Da der ikke var noget politi til at sikre loven, måtte folk beskytte sig selv. Mange bønder betalte en afgift til herremanden, mod at han beskyttede dem mod vold. Kongen og herremændene byggede sig borge, hvor de selv kunne være i sikkerhed. Borgene blev anlagt på steder, som gjorde dem vanskelige at angribe. De fleste danske borge var i begyndelsen af middelalderen bygget af træ og jord, men havde ofte tårne af sten, hvor herremanden og hans folk kunne søge tilflugt i tilfælde af overfald. De store herremænd og kongen byggede borge af sten. De var omgivet af en voldgrav og en tyk ringmur med tårne. Ved indgangen var der en vindebro, som kunne hejses op og spærre porten. I borgen lå middelalderens mest moderne boliger. I stuerne var der glas for vinduerne, gulvene havde fliser med fine mønstre og på væggene hang farverige tæpper (tapeter). Men der var hverken centralvarme, indlagt vand eller wc, som der er i vore huse i dag. Varmen fik man fra en kamin eller hypokaust, mens vandet blev hentet i en brønd ofte i borgens kælder. Ved nogle af borgens værelser lå der hemmeligheder. Det var lokummer, som var anbragt i små udbygninger på borgens mure. Fra hemmeligheden løb en skakt ned langs muren og mundede ud i voldgraven. På varme sommerdage har det sikkert frembragt en ulidelig stank. Alle herremænd var landmænd. De små herremænd gik selv i marken og pløjede og såede som almindelige bønder, mens de store herremænd havde daglejere eller fæstebønder til at arbejde for sig. Herremanden kunne også have tjenere og karle til at passe landbruget og forsvare borgen. Husholdningen på borgen blev styret af herremandens frue. Hun satte tjenestefolkene i arbejde og sørgede for, at der blev lavet mad, vævet tøj osv. Man lavede næsten alle ting, man skulle bruge. Foran ringmuren lå en forborg, der ikke var så stærkt befæstet. Her lå en række bygninger som tjente som stalde og magasiner.

Når herremanden ikke passede landbruget, kunne han gå på jagt. Det havde kun kongen og herremanden ret til. På heste indhentede jægerne deres bytte og dræbte det med spyd eller pile. På den måde jagede man hjort, vildsvin og andre store dyr. Herremanden øvede sig meget i at fægte og af og til blev der holdt store turneringer. Her prøvede herremændene at støde hinanden af hestene ved hjælp af lanser. Det var en sport, men samtidig en god træning til krig. Bortset fra jagt og turneringer havde herremanden ikke meget at fordrive fritiden med hjemme på borgen. Han kunne i mange tilfælde ikke læse, så tiden blev fordrevet med spil som skak eller terninger, mens fruen syede. Af og til holdt man fester. Så samledes gæsterne ved lange borde og spiste et solidt måltid med masser af øl og vin. Der var optræden af gøglere og sangere, og bagefter var der dans. Man dansede kædedans, hvor man holdt hinanden i hænderne. En sanger fremførte en folkevise, og alle sang med på omkvædet. Man lyttede til hvad gæsterne kunne fortælle, for det var sjældent, der kom nyheder udefra. På den måde var herremandens liv en blanding af krig, arbejde og fornøjelser. Tjenestefolkene arbejdede hele tiden, og når herremanden fæstede, sled tjenestefolkene ekstra hårdt.

Opgaver Se på billederne på næste side, og besvar følgende opgaver! Hvordan var en ridder udstyret? Hvilket sted ville I vælge, hvis I skulle bygge en stærk borg? Hvorfor var det vigtigt at have vand inde i borgen? Hvad blev husene i forborgen brugt til? Hvilke våben brugte herremanden, når han skulle på jagt? Hvad var tjenestefolkenes opgave? Find følgende ting på tegningen på næste side og skriv dem ind det rigtige sted: Ringmur, voldgrav, tårn, vindebro og hemmelighed.

Kampen om borgen Folkene på borgen i Brügge havde myrdet den belgiske grev Karl. En af grevens trofaste riddere Gervaise ville hævne mordet. Han samlede en stor hær og drog mod borgen. Den 8. marts 1127 omringede Gervaise og hans folk borgen, hvor morderne havde forskanset sig. Den næste dag satte han ild til nogle huse i nærheden for at lokke forsvarerne ud af borgen. Mange af borgens riddere vovede sig også ud for at undersøge, hvad der var på færde. Straks faldt Gervaises ryttere over dem, og de flygtede i galop tilbage til borgen med angriberne i hælene. På broen, der førte til borgens hovedport, var der en hidsig kamp. Det endte med, at forsvarerne måtte rive broen ned og lukke porten efter sig. Både forsvarer og angribere blev imidlertid ved med at skyde pile efter hinanden lige til det blev mørkt. Selv om natten kunne folkene i borgen ikke slappe af. Angriberne holdt vagt, for at ingen skulle flygte fra borgen eller nogen snige sig ind for at hjælpe. Forsvarerne angreb med deres stærkeste folk, fordi de håbede at slippe væk i ly af mørket. På den måde lurede begge parter på hinanden og lagde baghold. De belejrede gav også en masse guld og sølv til Gervaise for at få ham til at opgive belejringen. Men det hjalp ikke. Gervaise tog mod skatten, men blev alligevel liggende uden for borgen. Den 12. marts angreb Gervaise og ville sætte ild til borgens port. Her stablede de en masse hø og halm op. Da de løb frem for at tænde ild til det, begyndte forsvarerne at kaste sten, spyd, lanser og pile i hovedet på dem. De kæmpe store sten knuste hjælmene og skjoldene, og mange blev hårdt sårede, så de næppe kunne flygte i sikkerhed. Kampen varede til hen under aftenen, men da angriberne ikke havde fået andet ud af det end døde og sårede, trak de sig tilbage fra borgens mure. Forsvarerne havde i mellemtiden fyldt porten op med jord og sten. Selvom der gik ild i træporten, ville angriberne alligevel ikke kunne komme ind. I stedet for at tænde ild til porten forsøgte Gervaises mænd at komme over muren med lange stiger. Stigerne var lavet i to dele. Den nederste del var på højde med borgmuren og kunne skubbes helt hen til borgen. Når den stod op ad borgmuren, kunne den øverste del vippes som en bro ind over kanten på borgmuren, så angriberne kunne løbe ind over kanten. Stigerne var dækket af grønne grene, som skulle beskytte mod pileskud. Den 18. marts blev borgen angrebet med disse stiger. De var tunge, og der skulle mange til at slæbe dem frem. Mænd med skjolde beskyttede dem, der slæbte, for forsvarerne

stod på muren og kastede sten eller skød med armbrøst imod dem. Samtidig forsøgte nogle unge mænd at klatre over muren med lange tynde stiger. Hver gang en kom op til toppen af borgmuren og ville klatre over, lå forsvarerne indenfor og stødte ham tilbage med spyd og lanser. Snart turde selv den tapreste ikke forsøge sig med de små stiger. I mellemtiden forsøgte andre at slå hul i muren med hamre og hakker. Skønt de rev en del kampesten i muren ud, måtte de trække sig tilbage uden held. Efterhånden kom de tunge stiger nærmere muren, og kampen blev hårdere. En masse sten blev stadig kastet ud fra borgen. Så kom natten og satte en stopper for kampene. Ved daggry næste dag havde forsvarerne lagt sig til at sove, fordi de følte sig i sikkerhed efter at have kæmpet så godt dagen før. Selv vagterne på muren var gået ind for at varme sig, fordi det blæste udenfor. På det tidspunkt klatrede nogle borgere, som hjalp angriberne, over muren med lette stiger. Da de var indenfor, ville de fjerne jorden fra portene, så de kunne lukke angriberne ind i borgen. De fandt imidlertid en port, som ikke var spærret med jord, men kun låst. Den ville borgens folk have brugt, hvis det blev nødvendigt at flygte. Brüggeborgerne slog nu hul i porten, og snart styrtede en stor flok af angriberne ind i borgen for at kæmpe og plyndre. Snart var borgen i angribernes hænder, og Gervaise havde fået hævn over grev Karl.

Ordliste: Ager: Landsbyens jord blev drevet i fællesskab. Når man pløjede, såede og høstede arbejdede man sammen. Al landsbyens jord var inddelt i tre vange. Hver vang var inddelt i flere åse, som igen var opdelt i flere agre. En gård kunne have flere agre fordelt i åsen, således at gården både fik andel i den gode og dårlige jord. Bindingsværk: Bygningskonstruktion med skelet af træ, især i ældre huse til bærende mure og vægge. Biskop: Biskoppen var leder af et stift, og havde mange præster og kirker under sig. Biskoppen boede i stiftsbyen, hvor domkirken lå. I middelalderen var der domkirke i Børglum, Viborg, Århus, Ribe, Slesvig, Odense, Roskilde og Lund. Fæstere: At være fester eller festet betød at man havde brugsret over jord, men at man ikke ejede den. Fæsteren skulle betale fæsteafgift til ejeren i middelalderen ofte en herremand, konge, eller kirken.

Hemmelighed Hypokaust: I middelalderen en ovn, som var forsynet med et varmemagasin af marksten over et fyrrum. Når fyringen var ophørt, blev der spærret for røgaftrækket og åbnet for kanaler til overliggende rum, som derefter blev opvarmet af den luft, der passerede de ophedede sten. Håndfæstning: Betyder egentlig bekræftelse af løfte ved håndslag. I bredere betydning er ordet brugt om skriftlige forpligtelser, men i almindelig sprogbrug især om forpligtelser vedrørende regeringsudøvelse, som kongen accepterede i forbindelse med sit valg. I Danmark blev håndfæstninger udstedt i perioden 1282-1660. I håndfæstningen var regler for kongens magtudøvelse nedskrevet. Kloster: Ordet er afledt af det latinske ord claustrum, som betyder aflukket rum. Bygning, hvor et fællesskab af mænd eller kvinder for en tid eller livsvarigt søger forening med Gud ved at give afkald på menneskelige værdier som ægteskab. I klostret forpligtede man sig til et liv i fattigdom, lydighed og kyskhed. Det kristne klostervæsen blev grundlagt af eneboer i den egyptiske ørken. I 451 blev det officielt anerkendt del af kirken og underlagt biskoppernes myndighed. De enkelte nonne- og munkesamfund var forpligtet til at følge en klosterregel. Dagen i klostret vare præget af bøn og arbejde. Klostret blev ledet af en abbed/abbedisse eller prior/priorinde. Kendte kloster ordner i Danmark var Benediktinerordenen, Augustinerordenen, Cistercienserordenen samt de to tiggermunkeordner Dominikanerordnen og Franciskanerordenen.

Lerklining: Pudsning eller tætning af huse med ler. Teknikken er ældgammel og har været anvendt i Danmark frem til 1900, hvor man udfyldte tavlene mellem bindingsværket. Leret var blandet med halm, eller andre plantefibre og magret med sand til en sej masse, der blev kastet på fletværk af tynde grene. Lyre: Åbning i en bygnings tagryg til at aflede røgen fra et åbent eller delvis åbent ildsted. Lyren er kendt i ældre danske huse indtil ca. 1900. Lyren kunne også fungere som lysåbning og var ofte forsynet med et lodret røgspjæld for at modvirke røgnedslag. Mørtel: Byggemateriale, der består af bindemiddel og sand. Bindemidlet var læsket kalk (brændt kalk), som har været anvendt siden middelalderen til at sammenbinde mursten med. Natursten: Sten fundet i naturen f. eks. kampesten fra markerne, kildekalk (frådsten) fra kildefremspring og kalksten fra kalkbrud (Stevns Klint). Paven: Var kirkens øverste leder. Paven var oprindeligt Roms biskop, men i løbet af kort tid blev han betragtet som Kristi stedfortræder her på jorden. I 1309-1378 boede paven ikke i Rom men i Avignon. Fra 1378-1415 var der paver både i Avignon og Rom. Privilegier: Politiske og økonomiske særrettigheder for en bestemt samfundsgruppe. Herremændene/adelen havde i middelalderen disse privilegier, som bl.a. friholdt dem fra at betale skat til kongen. Ridder: Middelalderlig betegnelse for en rustningsklædt rytter, der kæmpede til hest. Fra senmiddelalderen og frem anvendtes udtrykket kun om de særlig fornemme adelige, der havde modtaget ridderslaget.

Ringmur: Muren som omgav borganlægget. Muren var ofte forsynet med krenelering. Selvejer: Bonden ejede sin gård og betalte skat til kongen i modsætning til de fleste bønder, der var fæstere under herremanden, som de betalte afgift til. Sognepræst: Sognepræsten var den praktiske leder af gudstjenesten og menigheden. Han opfattedes også som en religiøs formidler mellem Gud og mennesker. Han var den der handlede over for Gud på menighedens vegne ved at frembære messeofret i gudstjenesten, og den, der over for menigheden er Guds repræsentant ved at forkynde troen og føre opsyn med menighedens liv. Præsterne blev en gejstlig stand, adskilt fra almindelige mennesker og var udstyret med særlige rettigheder og pligter herunder i den vestlige verden cølibatet, dvs. at han skulle være ugift. Stift: Det område som biskoppen var leder af. I hvert stift fandtes en domkirke, hvor bispen var tilknyttet. I middelalderen havde Danmark 8 domkirker, Henholdsvis i Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Børglum, Odense, Roskilde og Lund. I Lund boede den fornemmeste bisp, som var leder af hele forsamlingen af bisper. Han bar titlen ærkebiskop. Stolper: De tagbærende dele i et hus. Stråtag: Tag tækket med strå eller tagrør. Tagspær: Spærkonstruktion bestående af to spær eventuelt med hanebånd, som overfører vægten fra taget til stolper eller facadevæg.

Tegl: Brændte lersten, til opmuring af væg eller dækning af tag. I middelalderen anvendte man munkesten, som blev lagt i forskellige skifter f.eks. polskskifte (løber, binder eller kop, løber) eller munkeskifte (løber, løber, binder, løber, løber) til at opbygge mur af. Tagstenen var formet som munke og nonner, bæverhaler eller som vingetegl. Tiende: Den afgift, som man betalte til kirken. Den bestod af en tiendedel af årsproduktionen. Tiendeafgiften blev delt i 3 dele, således at en del gik til vedligeholdelse af kirken, en del til præsten og den sidste del til biskoppen. Tiggermunk: Kom til Danmark i 1200-tallet og slog sig ned i byerne, hvor de byggede klostre. I modsætning til herreklostrene, som levede af landbrug, var tiggermunkene bosat i byerne og hvor de skulle tigge sig til penge og føde. De vigtigste tiggermunkeordner i Danmark var Dominikanerne (sortbrødrene) og Franciskanerne (gråbrødrene). Trevangsbrug: Al landsbyens jord var delt i tre dele eller vange. Man skiftede afgrøder hvert år i vangen for ikke at udpine jorden. En af de tre vange lå hvert år brak, for at jorden kunne hvile. Trevangsbrug var almindelig i Østdanmark, mens to og firvangsbrug fandtes på Vestfyn og Østjylland. Envangsbrug (alsædebrug) var enerådende på Amager.

Turnering: Som et led i ridderens træning og for underholdningens skyld afholdt man ofte ridderturneringer, hvor riddere til hest med lanser skulle støde hinanden af hesten. Tørv: Gamle uforrådnede plantedele fra moser, som efter tørring blev anvendt til brændsel. Græstørv blev anvendt til at bygge med idet man stablede de regelmæssige græstørv oven på hinanden. Vindebro: En bro i en borg, f.eks. over en voldgrav. Broen kan rejses og sænkes ved hjælp af tove eller kæder, der oprulles på en valse, vinde. Vinterrug: Rug, som har den genetisk betingede egenskab, at de skal sås om efteråret og høstes efterfølgende sommer. Voldgrav: En gravet kanal anvendt som befæstningsanlæg i forbindelse med borge. I Danmark kender vi voldgrave fra oldtiden. De fleste af borgene i middelalderen var befæstet med en eller flere volde og grave. Voldgrave forekommer som regel sammen med en vold, men kan også optræde alene eller sammen med en ringmur. De kan være tørre eller fyldt med vand. I bunden af graven kan forekomme en ekstra spærring. Vorned / vornedskab: Vorned kommer af det gamle danske ord warthnath, som betyder værn eller beskyttelse. En særlig forpligtelse, der fra slutningen af 1400-tallet påhvilede

bønderne på Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Den enkelte mand/kvinde kunne herefter ikke uden godsejerens tilladelse forlade det gods, som han eller hun var født på. Godsejeren fik ret til at pålægge bonden at fæste en gård eller et hus uanset ejendommens tilstand, og uanset om pågældende i forvejen havde fæstet en gård. Hvis en person rømmede godset, kunne godsejeren med domstolens hjælp tvinge den pågældende tilbage. Væbner: Ordet kommer af middelaldertysk wepener, en der bær våben. I middelalderen en mand som ikke havde modtaget ridderslaget, hvilket var betingelsen for at kalde sig ridder. Senere blev væbner anvendt om en person af lavere adelstand; endvidere kunne det bruges i den oprindelige betydning en væbnet mand. Ærkebiskop: Leder af kirken i et bestemt område. I Danmark havde ærkebiskoppen fra 1103 hele Norden under sig. Senere fik Norge og Sverige selvstændige ærkesæder. Titlen af ærkebiskop eksisterede helt frem til reformationen. Ærkebispen var leder for alle de øvrige biskopper.

Litteraturliste: For læreren C. M. Smidt: Gurre, Nationalmuseets Blå Bøger 1966 Vilh. La Cour: Danske Borganlæg, Nationalmuseet 1972 Rikke Agnete Olsen: Borge i Danmark, Fremad 1996 Vivian Etting m. fl.: Gurre slot, Kongeborg og sagnskat, Sesam 2003 Kronik af Lone Hvass, Skalk december 2004 nr. 6 For eleven: Kirsten Kjer Michaelsen: Middelalder, Kirke og adel, borger og bonde, Alrune 1999 John D. Clare: Ridderne, Tema Historie, Paludans Forlag 1991 Niels Aage Jensen: Ridder, Gyldendal 1991 Knud Erik Larsen: Riddere, De Små Fagbøger, Gyldendal 1995 Simon Adams: Borge og forter, Viden om verden, Flachs 2004 Peter Chrisp: Middelalderen, Krig, Flachs 2004 Nicholas Harris: En borg, Tidsrejsen, Flachs 2002

Livet på borgen Gurre borgruin Gruppearbejde Materialer: Målebånd 30 m, kompas Sæt nordpil på planen over Gurre (brug kompas)

Find numrene på planen over Gurre og giv en forklaring på de enkelte numre. 1. 2. 3. Find selv andre ting på ruinen og beskriv dem. 4. 5. 6. 7.. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14.

Hvordan er borgen bygget? 1. Mål hjørnetårnene og ringmur på borgens yderside og skriv målene på planen! Til opmålingen bruges målebånd. 2. Mål murtykkelsen på ringmuren, hjørnetårnene og midtertårnet og skriv tallene ind på grundplanen på de rigtige steder! 3. Borgen er bygget af både kampesten og munkesten. Angiv på tegningen den del af ruinen, som er bygget af kampesten. Brug en farveblyant el. lignende til markering på planen! 4. Tegn et tværsnit af ringmuren og skriv på tegningen, hvordan den er bygget og af hvilke materialer! 5. I muren kan man flere steder finde nogle små huller, Hvad stammer hullerne fra! 6. Mål en mursten! Højde: Bredde:..Længde: 7. Hvad er ældst midtertårnet eller ringmuren? Prøv at begrunde det! Hvordan boede man på borgen? A. Hjørnetårnene 1. Gå en tur på ydersiden af tårnene. Find rester af nogle lodrette kanaler på muren. Marker placeringen på planen og giv dem et nummer! Hvad har de været brugt til?