Pastoral vejledning. Artikel Lars Kruse

24 Artikel Lars Kruse Pastoral vejledning CAND.THEOL. LARS KRUSE Det var et kulturchok for mig som helt ny præst pludselig at sidde ved et døende menneske. Den fine, hvide hud stod som en alt for stærk kontrast til de mange slanger og poser omkring denne lille, næsten livløse krop. Jeg husker, hvordan jeg ikke vidste, hvad jeg skulle der. Jeg var lammet over at møde døden så konkret for første gang i mit liv. En tanke brændte sig fast i hovedet på mig. Hvad hjælper dét, jeg kan, når mennesker er ved at dø? At være til stede, når åndedrættet langsomt dør ud, er så markant anderledes end at læse om dødens brod, og om at dette dødelige skal iklædes udødelighed. Det var en niece til patienten, der havde tilkaldt mig. Hun sagde nu: Skal vi ikke bede Fadervor for moster? Det gjorde vi så. Og vi sang Hil dig, frelser og forsoner ; jeg tog den døendes hånd, lyste velsignelsen og tegnede et kors over det tillukkede ansigt. Efterfølgende sagde niecen med tårer i øjnene, at moster havde trykket hendes hånd svagt, da velsignelsens ord lød. Det er gode ord at dø på, sagde niecen afklaret til en desperat præst. Når denne oplevelse står som noget positivt for mig i dag, tror jeg, det skyldes, at jeg havde mulighed for at tale om mine oplevelser og reaktioner. Vi havde på min arbejdsplads mulighed for at bringe præstearbejdet ind i supervision. Jeg husker ikke ordene i dag, men et lille udpluk af supervisionen kunne godt have lydt i denne retning: Vejleder 1: Hvad tænker du på, når du tænker tilbage på den situation? Præst 1: Jeg har aldrig tænkt over døden så konkret som dér. Et liv, der dør ud V 2: Fortæl mig, hvordan du oplevede døden dér. P 2: Jo, jeg synes, den var underligt virkelig. Ligesom at køre i bil eller spise. Og så på et tidspunkt stopper vejrtrækningen helt. Jeg syntes, der kunne gå evigheder mellem to vejrtrækninger. For mig har døden nok mest været noget abstrakt. Og så fik den pludselig kød og blod Der var blod i urinposen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige husker det Jeg ved godt, det er åndssvagt, men sådan oplevede jeg det. V 3: Jeg tror, det er meget normalt at få sådan nogle tanker. Man kan let blive forstyrret, når man skal virke som præst mellem fremmede ting og nye steder. P 3: Jeg blev så lille jeg syntes pludselig ikke, jeg kunne noget. Hvad stiller man op med døden? V 4: Nej. P 4: Jeg er dybt fascineret af Kaj Munks skuespil Ordet. Men det er jo lidt lettere på en scene at bringe en død til live. V 5: Og det, du gjorde, var at hjælpe en levende til at dø

Pastoral vejledning 25 Vejleder en erfaren præst hjalp mig til den indsigt, at jeg som præst havde meget at give et døende menneske. Det til trods for at jeg havde følt mig magtesløs og tom. Der var en del personlige ting, der skulle sættes på plads, før jeg uden angst kunne stå ved et dødsleje og sige, ligesom Herren engang sagde: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig? Jeg har siden tænkt på den afgrund, der er mellem den erfarede virkelighed og idéernes verden. Jeg havde i studietiden fulgt et seminar om Døden og den døende. Et ganske interessant seminar. Mange filosofiske tanker blev vendt. Jeg følte mig forberedt til den del af præstegerningen. Og dog kom virkeligheden bag på mig. Der er nærmest præcedens for i dansk teologisk tradition udelukkende at beskæftige sig med pastoralt arbejde teoretisk set. Når man som sognepræst står i et praktisk arbejde med møder og samtaler, bryllupper og barnedåb, konflikter og konfirmander og hvad det nu hedder alt sammen, kan det til tider være svært at fastholde idéerne ude i praksis. Teorierne bliver fjerne og auditorieagtige. Den teologiske litteratur kan give mange refleksioner og hjælpe en præst til et standpunkt ideelt set. Et godt foredrag kan give nye perspektiver på arbejdet. Dilemmaet for mange sognepræster består i at idealbilledet kun sjældent ligner den konkrete praksis. Den samtale, man havde med de mange gode intentioner, forløb pludselig ad et helt andet spor. Man overraskes måske af en ny drejning i samtalen, og man reagerer inadækvat eller per automatik. Det er i skæringen mellem den konkrete praksis og de teologiske refleksioner, at identiteten som sognepræst skabes. Fra min vejledningspraksis har jeg bemærket, at der er en del, der kæmper med høje idealer omkring, hvad de skal yde ved eksempelvis kasualiesamtaler. Andre har en temmelig resignerende holdning til deres arbejde ved især vielser og konfirmandarbejde. Andre igen har en meget Pastoral vejledning handler om at arbejde hen mod en øget grad af kongruens mellem de teologiske idealer og den pastorale praksis færdig tilgang til sognets indbyggere generelt: Dette er, hvad jeg vil levere. Mere har de ikke krav på. Pastoral vejledning handler for mig at se om at arbejde hen mod en øget grad af kongruens mellem de teologiske idealer og den pastorale praksis. Man kan have godt af at lade idealerne udfordre praksis; og modsat er det sundt for ethvert ideal at lade sig tilsige af virkeligheden. For mange gælder det dog, tror jeg, at man ikke særlig ofte lader sine idealer komme i kontakt med egen praksis. Der er mange måder at arbejde med denne spænding på. En givende måde er at arbejde med supervision / vejledning på praksis. Fra oplevelse til erfaring Gennem refleksion gør vi oplevelser til erfaring. Bara den som reflekterar över sina erfarenheter utvecklar en kompetans, skriver Owe Wikström som indledning til sin bog om arbejdsvejledning i kirken. 1 Man kan ifølge sagens natur reflektere på mange måder over sine erfaringer. De fleste præster fører vel mere eller mindre jævnligt en indre dialog om, hvordan det går. Det hører til en akademikers dannelse at kunne reflektere kritisk og helst også selvkritisk. Samtalevejledning 2 er et organiseret møde mellem to eller flere med det mål at reflektere over sine erfaringer med samtaler og sjælesorg for at udvikle den enkeltes arbejdsmæssige kompetence. Vejledning er til for at gøre dygtige præster bedre. Mange har imidlertid en del betænkeligheder ved vejledning i pastoralt regi. De fleste præster

26 Artikel Lars Kruse At få andres ærlige og respektfulde respons på sine handlinger, tanker og følelser er en af vejledningens store styrker vil umiddelbart tænke på tavshedspligten som det største problem. I praksis er det dog sjældent noget større problem. Tavshedspligten bruges som jeg ser det nok oftere som en undskyldning for ikke at deltage og en vægring ved at blive set i kortene end som et egentligt ønske om at beskytte sin konfident. Jeg skal senere komme ind på nogle overvejelser og afgrænsninger i forbindelse med tavshedspligt. Hvis en præst og dennes vejleder har som udgangspunkt, at vejledning er på præstens funktion som præst og ikke på konfidentens store eller små synder, har man elimineret de fleste problemer med tavshedspligten. Til gengæld er temaet med at blive set i kortene blevet endnu mere tydeligt. Dette kan kun afbødes ved at øge trygheden i vejledning gennem klare rammer, mål og afgrænsninger og ved at opmuntre modet til at prøve. Målet med arbejdsvejledning er for Wikström at hjælpe en person til at utveckla ett dialogförhållande til sitt arbete. 3 For mig at se er styrken ved samtalevejledning, at det bliver et systematiseret møde frem for den enkeltes egen refleksion i en ledig stund. En vejleder sætter rammer, hjælper med spilleregler og tilbyder et fælles vejledningssprog og -rum. Dertil kommer det, man kan kalde at låne andres øjne, at refleksionen bliver uddybet og mere bredspektret gennem at se sig selv med andres øjne. At få andres ærlige og respektfulde respons på sine handlinger, tanker og følelser er en af vejledningens store styrker. Pastoral vejledning er et reflekterende møde mellem to eller flere præster, hvor en vejleder sætter rammer og hjælper deltagernes refleksion på vej. Den femte provins Er det muligt blandt præster at blotte sig så meget, vil nogle nok spørge. En sagde engang til mig: Af alle faggrupper, jeg kender til, er journalister og præster de mest selvhøjtidelige. Selvhøjtideligheden har i høj grad at gøre med, at vi er på og skal stå inde for det, vi siger og gør med vores person og ofte sker det med patos. 4 Det er forbundet med stor sårbarhed at spille sine kort så åbenlyst, så alle kan observere ens fejl. Pastoral vejledning fordrer derfor en stor grad af tryghed og tillid. Tillid er noget, der skabes. Én blandt flere muligheder er sammen at etablere et tillidens rum, et refleksionens domæne. En femte provins. Den femte provins er et begreb hentet fra den irske mytologi. De evindeligt kæmpende irske klaner mødtes af og til på fredelige betingelser. Den femte provins var mødestedet. Et givet geografisk sted, hvor man aflagde sig våbnene, drøftede tingenes tilstand og lyttede i fordragelighed til hinandens synspunkter. 5 Den femte provins eller refleksionens domæne er en midlertidig position, man indtager, hvor nysgerrighed og innovation er værdsat, og alle synspunkter står lige og frie. Her tæller kirkepolitiske positioner og antagelser ikke i første række. Her giver man den anden vejledning ikke på sine egne, men på den andens egne præmisser. Når man bruger ordet domæne, er det for at markere, at her er et område, hvor der gælder visse regler, hvor nogle bestemte love hersker. Man aftaler med hinanden, at i dette rum hersker refleksionen. Man skal ikke bedømme eller diskutere supervisandens uni-vers. Man skal reflektere (i.e. spejle) dennes univers. Dette betyder, at teamet reflekterer i forklaringens domæne og aldrig i æstetikkens domæne. For hvis teamet forholder sig vurderende til det, som det har hørt fra supervisanden og fra hinanden, lukkes dialogen af, dvs. at den udfordrende og eksperimenterende sammenkobling af sprogspil, forståelser og historier standser, 6 siger Benedicte

Pastoral vejledning 27 Schilling i beskrivelsen af systemisk supervisionsmetodik. Æstetikkens domæne er vurderingens domæne. I refleksionens domæne søger man at skabe et multi-vers. Alle forståelser og tanker er lige her. I handlingens domæne derimod fungerer multi-verset ikke. Dér må der vælges og handles. Men for at skabe refleksion og tryghed er det godt for en tid at suspendere kampens regler ; det er godt sammen så at sige at tage den mentale helikopter og se det hele fra et nyt perspektiv. I de pastorale handlinger kan man ikke gå flere veje på én gang. Men på en reflekterende flyvetur kan man afsøge det landskab, man skal vandre og kæmpe i. Faglig og personlig dygtiggørelse Samtalevejledning er ikke terapi eller sjælesorg. Samtalevejledning er et fagudviklende arbejde, der sigter på dygtiggørelse i praksisfeltet. Et arbejde, der skal tages lige så alvorligt som præstens studier for at holde sig selv fagteologisk ajour. Skal man imidlertid kunne udvikle et dialogforhold til sit arbejde som præst, er man nødt til at reflektere over sin egen delagtighed i arbejdsprocessen. Og her melder spørgsmålet sig om den vejledte præsts egen person. Derfor gør Wikström også opmærksom på, at der i den pastorale vejledning ud over den faglige kompetenceudvikling ligger et arbejde med at växa i självkännedom, integrera teologisk kunskap och stärkas i den kristna tron. 7 Det er vigtigt at lære de følelser og reaktioner at kende, der opstår i en sjælesorgsamtale. Det handler både om konfidentens følelser og reaktioner og præstens egne følelser og reaktioner. Det er væsentligt at kunne identificere teologiske temaer og kunne reflektere over dem i forhold til konkrete menneskers liv. Og det er nødvendigt at kunne identificere sin egen kristne tros veje og former for frit at kunne møde konfidentens tro og liv i sjælesorg. I samtalevejledningen handler det blandt andet om at opøve sin følsomhed og lydhørhed over for andre menneskers behov, åndeligt såvel som menneskeligt. Når man i samtalevejledningen arbejder med denne følsomhed og lydhørhed, kommer der periodisk elementer ind af terapeutisk eller sjælesørgerisk karakter. Det er en vigtig faktor for samtalevejlederen at have med i sine overvejelser. Det er dog efter min mening et problem, hvis vejleder fortaber sig i en psykoterapeutisk eller sjælesørgerisk rolle og glemmer målet med samtalevejledningen: den faglige dygtiggørelse. Terapeutiske temaer eller sjælesørgeriske temaer hører et andet rum til. Kæmper vejledte præst eksempelvis selv med egen sorg, kan det ikke undgå at indvirke på arbejdet som præst. Men vejleders opgave er ikke at hjælpe præsten gennem en sorgproces. Vejleders opgave er at spørge til, hvordan dette bliver frugtbart i vejledningen frem mod større faglig kompetence. Da dette ikke er som at trække en streg i sandet, er grænsefeltet her en grå zone. Men én løsning på dette spørgsmål kunne være at opsøge en sorgterapeut eller få sig en erfaren sjælesørger og derigennem blive mere kendt med sin sorgs skygger ikke mindst de skygger, der falder ind over det pastorale arbejde. En præst kan ikke undgå at bruge sin egen person i sit sjælesørgeriske arbejde. I pastoralt arbejde såvel som i så mange andre faggrupper arbejder vi med levende individer, der har krav på vores medmenneskelige respekt. 8 En præst er billedlig talt ikke som en tømrer, der blot kan smide brættet væk og begynde på en frisk, hvis noget går galt. Det faglige arbejde foregår i mødet med mennesker, over for mennesker og med ansvar for disse mennesker. Det fordrer efter min mening, at faglig dygtiggørelse går hånd i hånd med personlig dygtiggørelse og udvikling. Wikström konkluderer, at vejledning handlar om att hjälpe den handledde (vejledte) att bli medveten om olika drag i sin personlighet och se hur dessa samspelar med dennes kristna tro och yrke. 9 Den, der bliver bevidst om sin egen persons andel i samtalens forløb, har gode

28 Artikel Lars Kruse Der må også gøres opmærksom på, at vejleder har en væsentlig rolle i at tydeliggøre den proces, der foregår i refleksionen, i vejledningsforløbet og i en gruppe. Både for tryghedens skyld og af pædagogiske grunde muligheder for at ændre sit indspil i en for samtalen positiv retning. Vejledningsmetodik Skal en vejledning have det bedst mulige udbytte, viser erfaringen, at det er godt med regler og retningslinier for samtalen. Det handler for det første om at aftale det man kan kalde samtalens omstændigheder. Det er de fysiske (ydre) rammer så som: tid, sted, varighed, hyppighed, tavshedspligt, økonomi, afbud og ikke mindst mål. Og det handler for det andet om at bevidstgøre personerne om det, man kan kalde samtalens temperatur. Det er det psykologiske miljø (de indre rammer) så som: tryghed, gensidig respekt, ægthed, frihed, empati og tillid. 10 Der må også gøres opmærksom på, at vejleder har en væsentlig rolle i at tydeliggøre den proces, der foregår i refleksionen, i vejledningsforløbet og i en gruppe. Både for tryghedens skyld og af pædagogiske grunde. For at tydeliggøre disse processer kan det være godt, at vejleder følger samme refleksionsmodel hver gang som et mønster i vejledningen. Man kan beskrive modellen og samtidig gøre opmærksom på, når man begiver sig bort fra denne model. I en trænet sammenhæng kan man siden udvide repertoiret og vise, hvordan forskellige tilgange til en sag giver mulighed for forskelligt udbytte. 11 Når samtalevejledning er et reflekterende møde mellem to eller flere personer, der har som mål at dygtiggøre sig til et stykke fagligt arbejde, vil man som ovenfor nævnt jævnligt støde på situationer, hvor vejleder bør overveje grænsen til sjælesorg og psykoterapi. Når man som præst står med vanskeligt håndterbare situationer som død, skyld, ensomhed og meningsløshed, vil disse naturligvis blande sig med præstens egen personlige verden. Derfor får vejleder jævnligt brug for at skelne og vælge. Følgende eksempel tager udgangspunkt i denne problemstilling. Men den viser også strukturen i en vejledningsgruppe. En præst, får mulighed for at fremlægge sit problem. Han taler ikke til hele gruppen. En vejleder giver ham fuld opmærksomhed, og han kan nøjes med at fortælle sin historie til vejleder. Gruppen lytter tavst og overvejer, hvad de hører. Når tid er, får gruppen lov at tale sammen om det, de har hørt. (De taler sammen ikke til vejledte præst, der er fredet ). Vejleder spørger derefter præsten om han kunne bruge det, de har talt om. Denne proces kan gentage sig nogle gange, til præsten finder sig et eller flere punkter at handle ud fra. En præst 12, der selv mistede sin far som barn, fortæller om en vanskelig begravelse af en yngre kvinde, der efterlod to mindreårige drenge. Han fortæller, hvordan han havde bevidstgjort sig problemet før samtalen med familien. Han ville holde fast i sin rolle og sine funktioner. Det gik godt, indtil den mindste af drengene pludselig begyndte at græde hjerteskærende, da de talte om begravelsen. Her begynder præsten selv at græde og kæmpe med at holde fast i sin rolle. Efterfølgende er det skammen, der er den stærkeste følelse i præsten. Han skammer sig over gråden over sit eget tab frem for en opmærksomhed på drengens gråd. Gennem at tale om hændelsen i en

Pastoral vejledning 29 supervisionsgruppe oplever præsten en lettelse. Vejleder beder gruppen give en respons på, hvad de mærkede gennem samtalen. Gruppens svar er en medleven og en identifikation af flere forskellige temaer: tab, død, ensomhed og overmenneskelige krav til sig selv. Samtidig giver de præsten anerkendelse på, at han inden samtalen bevidstgjorde sig på sin egen sårbarhed i samtalen. Og de overvejer, om bevidstgørelsen samtidig er det, der bringer sårbarheden i front i ham under samtalen. Vejleder spørger præsten, om her var noget, han kunne bruge. Præsten takker først for gruppens respons. Det var godt at blive taget alvorligt. Men han vil især fokusere på et af temaerne, nemlig ensomhed. Det er nyt for mig at tænke sådan om min fars død, siger han, og fortæller Her må vejleder gøre et valg. Samtalevejledningen er på vej ind i det psykoterapeutiske område. Det kan være godt for præsten. Og vejleder kan let pirres af nysgerrighed omkring præstens nye erkendelse. Men vejleder må overveje, om det er adækvat for vejledningen. Jeg standser beretningen her uden en afslutning for at give læseren et indtryk af, hvor let det er at lade enten nysgerrighed på præstens nyvundne erkendelse eller omsorg for et menneskes smerte være det styrende i samtalevejledningen frem for en refleksion over, hvad der tjener udviklingen af et dialogforhold til arbejdet. Der kan godt ligge nyttige refleksioner i at lade præsten undersøge sine følelser af ensomhed i relation til sin fars død og fravær. En dybere kontakt til ensomheden kunne bevidstgøre præsten om nogle ressourcer, han kunne gøre brug af til senere samtaler. Men det kunne også hurtigt blive en vej bort fra samtalevejledning og ind i noget, der mere er psykoterapi. Vejleder kan derfor med god ret vælge at holde fast i arbejdsproblematikken: Den ensomhed, som er din, hvordan kan du mon bruge den i din sjælesorg med andre mennesker? Heri ligger en åbning ind mod at lære at skelne mellem egne og andres følelser. Empati. Og der kunne senere komme overvejelser på strategier om, hvordan præsten kunne tackle lignende situationer i fremtiden. Vejleder styrer og vælger ud fra det mål, gruppen har sat sig: At blive dygtigere til at virke som præster. Når vejledningen er slut, taler hele gruppen om samtalens proces. Her er det muligt for vejleder at give sine overvejelser til kende og fortælle om sit valg. Det kan både hjælpe præsten til at se vejleders valg, og det kan hjælpe hele gruppen til at lære at identificere de refleksionsprocesser, der viser sig i og med samtalen. Reflekterende team Pastoral vejledning er et redskab, en metode man kan tage i anvendelse for at styrke det pastorale arbejde. Der bydes mange forskellige metoder ud på supervisionsmarkedet. Man kan ikke umiddelbart sige, at bestemte supervisionsmetoder er specielt velegnede til det pastorale arbejde. Selv har jeg dog fundet god inspiration i den systemiske gruppesupervisions metoder, hvor der arbejdes med forskellig brug af metoden reflekterende team. 13 Det er mit indtryk, at begrebet reflekterende team i dag bruges vidt og bredt i mange forskellige sammenhænge. Ikke mindst fordi reflekterende team med nogle enkle regler og normer og en klar rammesætning danner et godt arbejdsgrundlag med en respekt for menneskers forskellighed og med idéer om, hvordan man tilegner sig viden og skaber erkendelser, der opleves som givende. 14 Jeg har fra min praksis som vejleder ofte hørt den respons på arbejdet med reflekterende team, at her er en måde at arbejde med supervision på, hvor det er muligt at opretholde en respekt for menneskelige og teologiske forskelle.

30 Artikel Lars Kruse I arbejdet med reflekterende team er det vigtigt at definere de roller, man indtager. Opgaven for det reflekterende team i vejledning er at være supervisanden til hjælp. Succeskriteriet for refleksionen er ikke, om den er klog, smart eller sand. Succesen ligger alene i, om supervisanden oplever sig hjulpet. 15 I praksis vil man typisk i gruppevejledning have en supervisand og en vejleder (også kaldet interviewer ). Resten af gruppen udgør det reflekterende team en observerende gruppe, der på givne tidspunkter udstyres med de opgaver, som supervisand og/eller interviewer ønsker. Teamet lytter tavst og i respekt til det, der fortælles. Ét uni-vers rulles op. Når det reflekterende team ud fra sin opgave begynder at sprogliggøre sine observationer, beskrivelser, idéer og forståelser, tilbyder teamet et multi-vers til supervisand og vejleder. Ved at sætte et skel op mellem supervisand og team, idet teamet ikke taler til supervisanden, men reflekterer indbyrdes, påduttes eller belæres supervisanden ikke om den rigtige forståelse af det samspil eller de mekanismer, der er på spil. Derimod inviteres supervisanden til at udvide sin forståelse. Benedicte Schilling mener, at problemer i supervision ofte skyldes at supervisanden oplever sig kørt fast, fordi der er etableret for lidt forskellighed i forståelsen af en given situation. Der er for meget konsensus mellem supervisanden og klienterne. 16 Vejledningens opgave er at hjælpe vejledte med at skabe en forskel. En forskel bygger her på en bestemt forståelse af det ord, en forståelse som man også kan finde hos norske Tom Andersen. Hos ham handler det om at finde den forskel, der gør en forskel. Hvilket vil sige en tilpas forskel. 17 Det er ikke vanskeligt at skabe en for stor forskel. Den vil blot ikke blive taget imod, da den oftest er for farlig eller umulig at sluge. En for lille forskel gør derimod ingen forskel. Testspørgsmålet i vejledning er altid, om jeg skabte en forskel, der gjorde en forskel for den vejledte. Jeg forstår det i praksis sådan, at vejledning ikke lykkes gennem at diktere virkeligheden for hinanden. Gennem at tilbyde hinanden et reflekterende rum sammen at undergive sig refleksionens domæne er det muligt for den enkelte at tage de dele fra refleksionen til sig, der giver mening og ny forståelse. Billedligt talt kan man sige, at vi lægger frugten af vore refleksioner i en skål. Og vi tror på, at den anden tager de frugter til sig, som er gode og nærende for ham. 18 En refleksionsmodel Erfaring opstår gennem refleksion over praksis. Owe Wikström peger på, at oplevelser og indtryk forvandles til erfaring gennem det, han kalder en slags tolkande medvetenhet (tolkende bevidsthed). Og han refererer til en klassisk indlæringscirkel, begyndende med 1) handling efterfulgt af 2) refleksion, 3) forståelse og til sidst 4) ny handling. 19 I samtalevejledning kan dette bruges til at bestræbe sig på først at spørge til hændelsen ( Hvad skete? ). Dernæst spørges ind til en problemformulering, et dilemma eller et område, vejledte præst ønsker at udforske. Herfra kan forskellige aspekter ved dilemmaet klarlægges. Problemkomplekset kan være af affektiv, kognitiv eller spirituel karakter. Oftest rummes alle aspekter, men der bør sorteres efter, hvad der har arbejdsmæssig og pastoral-teologisk relevans, og ikke mindst hvad der er presserende for den vejledte. Efter klarlæggelsen er det muligt at spørge til nye erkendelser og nye muligheder i denne eller lignende situationer. En præst bliver jævnligt ringet op af en kvindelig konfident. Konfidenten bruger meget af præstens tid. Præsten fortæller med mange ord om, hvordan kvinden snakker og snakker. Til gengæld giver han nærmest ingen respons. Præsten beskriver situationen som et samtaleforløb, der rider ham som en mare. Når hun ringer, kan jeg godt opgive en times tid af dagens program. På et tidspunkt begynder vejleder at spørger mere ledende:

Pastoral vejledning 31 Vejleder 1: Hvad er hendes egentlige problem? Præst 1: Hendes egentlige problem? V 2: Hvad er det, der få hende til at ringe til dig? P 2: Hun vil gerne have en mand. Det vil vi jo alle sammen. Så skal hun gå hjemme og gøre rent og lave lidt arbejde. Så skal han komme hjem og være sammen med hende. Hun vil gerne have tosomheden. V 3: Hvad er det? P 3: Tosomhed? - Det er vel fællesskab. V 4: Et ønske om nærhed? P 4: Ja. V 5: Har hun det nu? P 5: Nej, hun er vel ensom. Hun vil gerne have nogen at være sammen med. Men hun kan ikke klare store fællesskaber. Hun er bedre på tomandshånd, siger hun. V 6: Og det bekræfter du hende i. P 6: Men det er jo derfor hun ringer. V 7: Ja... Får hun fællesskab af at tale med dig? P 7: Ja... eller ja og nej. Jeg kan jo ikke give hende det, hun vil have. V 8: Nej, det kan du jo ikke. Kunne du sige det til hende? P 8: Ja (tænker). V 9: Hvad er dit problem med samtalen, tror du? P 9: Mit problem er, at jeg ikke kan gøre noget. Jeg bliver lammet. V 10: Magtesløs? P 10: Ja, (tøver) nu er hun pludselig ikke så irriterende mere. (Vejleder og konfident taler videre om ubehaget ved at blive spist af konfidenten, en irritation der skygger for at se og hjælpe konfidenten). V 11: Hvis du skal opsummere. Er der noget, der har ændret sig? Jeg mener, hvad kan du bruge af det, vi har snakket om nu? P 11: Jeg må prøve at tolke hendes ønske om at få en mand som ensomhed. Og sige det til hende Det bliver svært. Jeg kan jo ikke Præsten når frem til den erkendelse, at han ikke kan give sin konfident det, konfidenten ringer for. Det sker ved, at vejleder holder fast på at søge en problemformulering give hende det, hun beder om. V 12: Nej! Ovennævnte er en forkortet passus fra en lang vejledningssamtale, der med god vilje rummer de fire punkter i refleksionsmodellen. Hændelsen er beskrevet, og nu spørger vejleder til en formulering af et problem. Problemet åbner sig, når præsten reflekterer sig dybere og dybere ind. Konfidenten ønsker sig en mand. I P 2 afvises dette af præsten som et almenmenneskeligt ønske. Men vejleder holder fast i dette tema (V 3), og præsten går med ind i den refleksion. Der afdækkes følelsesmæssige og eksistentielle aspekter hos konfidenten. Konfidenten er ensom, siges det i P 5. I P 7 og P 9 når præsten til en dybere erkendelse af sin egen magtesløshed. Og så er vi vel ved det, der er grunden til, at præsten har casen med til vejledning. Ikke kvindens ensomhed, men præstens egen magtesløshed ved ikke at kunne hjælpe. Magtesløsheden hos præsten er det, man populært kalder for problemet i problemet. Præsten når frem til den erkendelse, at han ikke kan give sin konfident det, konfidenten ringer for. Det sker ved, at vejleder holder fast på at søge en problemformulering. I V 11 og P 11 tænker begge fremad i nye muligheder. Gennem refleksion når præsten til en ny forståelse af sin samtale med konfidenten. Dette kan åbne for nye mulige veje at gå med konfidenten. Gennem dette eksempel kan det også tydeliggøres, at vejledningen går galt i byen, hvis

32 Artikel Lars Kruse Vær opmærksom på ikke at pådutte eller belære hinanden om den rigtige forståelse af det samspil eller de mekanismer, der er på spil den hænger ved den vanskelige konfident. Det er igen og igen en udfordring at søge at afklare vejledte præsts andel i den vanskelige samtale. Det er en blindgyde at tro, at vejledning handler om at diagnosticere konfidenter. Målet er at udvide sin egen forståelse af samtalen og derigennem udvide sine handlemuligheder i kommende samtaler. Når følelsen af magtesløshed i dette tilfælde tages alvorligt, åbner der sig nye døre. Så længe præsten var irriteret på konfidenten, spiste han hende af med ligegyldig snak. Kan præsten få fat i sin egen magtesløshed over for konfidentens ensomhed, vil det være muligt for præsten at tale sandt om dette menneskelige grundvilkår: Jeg ser, at du er ensom. Og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved det. Man kan spørge, hvad konfidenten ringer til en præst for. Det er også et vigtigt spørgsmål, som bør komme i spil i vejledningen. Hvad har præsten eller kirken at byde på? Men er konfidenten mon i stand til at tage imod det, før hun møder præstens ærlige tilstedeværelse i samtalen? I et ærligt møde mellem de to er det muligt for præsten at udfordre konfidenten på at opsøge det fællesskab, hun både frygter for og tydeligvis længes efter. Kan vi være hinanden til hjælp? Jeg har i det ovenstående forudsat, at man i vejledning har en vejleder og gerne en uddannet vejleder. Det er efter min mening langt at foretrække. Dog kan denne refleksionsmodel med fordel bruges også blandt ikke øvede kollegaer, der har et ønske om at hjælpe hinanden. Skulle man i en sådan sammenhæng give råd, er et vigtigt råd ikke at bruge for meget tid på selve handlingsforløbet. En faldgrube vil være hovedsageligt at beskæftige sig med konfidenten og glemme præstens rolle i forløbet. Brug derfor god tid på observation og refleksion. Hvad hændte? Hvorfor hændte det? Er det mon et kendt mønster i præstens arbejde? Hvad betyder det? Brug også god tid på at søge en forståelse og anerkendelse af det hændte. Hvad førte det med sig? På hvilke måder kan det skete tolkes? Hvad kan det sige om præstens / konfidentens billede af verden? Gennem en ny forståelse er der mulighed for at finde frem til ny handling. Styrken ved at gå efter en klar og enkel model hver gang er at skabe en fortrolighed med en bestemt refleksionsmodel og en fortrolighed med hinanden. Vær opmærksom på ikke at pådutte eller belære hinanden om den rigtige forståelse af det samspil eller de mekanismer, der er på spil. Grundlæggende gælder det, at vi ikke har en eksakt viden om, hvad der var på spil i en bestemt samtale, hvor vi ikke selv var til stede. Vi kan have meget viden generelt om, hvad der rører sig i en samtale. Vi kan have en fornemmelse af, hvad det handler om. I vejledning gælder det derfor at invitere den anden til at udvide sin forståelse gennem at tilbyde sin version. En version der kan tages imod eller afvises af den vejledte præst. Tavshedspligt Det er normalt at sige, at præster har en særlig tavshedspligt. Denne er naturligvis begrundet i skriftemålssamtalens fortrolighed. Herfra må intet slippe ud. En sådan tavshedspligt kan ikke gradbøjes. Det er en opgave for alle præster uanset om man går i vejledning eller ej at sortere i, hvad man siger videre. Det kan være en byrde at bære på betroelser. En byrde og opgave man er kaldet til og samtidig får sin løn for. Pastoral vejledning har ikke til opgave at løse

Pastoral vejledning 33 konfidenternes problemer. En vejledning skal altid have fokus rettet mod den vejledte person. Tavshedspligten opretholdes i praksis ved, at man beskytter sin konfident gennem at anonymisere samtalens indhold, person, sted og omstændigheder i så vidt omfang som muligt. Alle i en gruppe bør være optaget af anonymisering gennem at styre sin nysgerrighed og rette fokus mod det, der kan hjælpe den vejledte til at fungere bedre som præst. Den enkelte har i vejledning selv pligt til ikke at bringe oplysninger i spil, der kan føre til identifikation. Det betyder, at nogle områder i en præsts konkrete arbejde aldrig kan komme op i en gruppe. Det betyder også, at nabopræster kan få vanskeligheder ved at sidde i samme vejledningsgruppe. Men erfaringen viser, at der for alles vedkommende er områder og samtaler, man godt kan anonymisere. Dermed er det ikke altid det, der brænder på for en præst, der kan komme op til vejledning. Men det væsentligste i vejledning er jo også, at man øver sig i refleksion over praksis. En gentagende irritation i vielsessamtaler eksempelvis vil læringsmæssigt kunne vise sig at være mere givtigt at vende end en enkelt tung begravelsessamtale. Bestemte problemer i konfirmandarbejdet kan vise sig at være alles problem og måske tage noget af ambitionstrykket bort. Den enkelte har selv ansvar for, hvad han tager op i vejledning. Men gruppen bærer også ansvar for ikke at bringe noget ud af en gruppe eller tale om det i kaffepausen. Alle døre bør være lukkede i et vejledningsrum. Også døre i overført betydning. Hvad man har lært om sig selv, kan man plapre ud om til alle, der gider høre på det. Men hvad man har lært eller hørt om andre i gruppen, er omgærdet med den dybest menneskelige respekt og tavshed. Jeg har set noget sårbart og omgærder det med des mere respekt. De lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, siger Paulus. 20 Og lad mig til temaet om tavshedspligt føje, at de mest slibrige historier om sognebørn og især kollegaer har jeg ikke hørt i vejledningens rum. De vandrer fra telefon til telefon og kommer frem på konventer i al offentlighed oftest i ikke-systematiserede sammenhænge, hvor en kop kaffe og en historie hjælper hyggen godt på vej. Det viser mig, at der er et stort behov ikke bare for en ventil men også for at reflektere over sin praksisetik. Det kunne passende gøres i en ordnet gruppe, hvor tavshedspligten har plads ved siden af ønsket om at hjælpe hinanden til at blive bedre præster. Afslutning Hvorfor arbejdsvejledning? Fordi det styrker praksis. Når supervisorer udefra en gang imellem har kigget ind i præsters hverdag, har mange været chokeret over, at præster står så alene med mange følelsesmæssigt stærke oplevelser. At man ikke har mulighed for at aflaste sig. Det ville man for længst have forlangt i andre faggrupper. Det siger i og for sig ikke så meget om, hvad præster burde forlange. Ligesom det ikke siger så meget om, hvor seje præster er. Men det siger en del om, at der er et pastoralt fagområde, der trænger til at blive opdyrket og få fokus. Erfaringen har vist mig, at der er en del unødvendig faglig ensomhed. Det er en stor gevinst ved vejledning at få luft for sine vanskeligheder, og at andre kan bære med på byrderne. En anden gevinst er den gensidighed i arbejdet mange oplever gennem vejledning. Den tredje og væsentligste er at få hjælp til at finde nye veje videre frem i arbejdet, så gode præster bliver bedre. NOTER 1. Identitet och fördjupning, p. 11 2. I folkekirkelig sammenhæng har man haft store problemer med ordet supervision. Det skal jeg ikke diskutere her. Jeg skal blot konstatere, at samtalevejledning, konfirmandvejledning og arbejdsvejledning i folkekirkeligt regi stort set dækker det samme, som ordet supervision gør

34 Artikel Lars Kruse inden for andre erhvervsgrupper. Samtalevejledning er supervision på sjælesorg, mens arbejdsvejledning dækker et bredere spekter med hele præstens arbejdsområde i optikken. Medens den mere moderne tanke om coaching fokuserer på, hvad man konkret kan gøre i fremtiden, har supervision et ønske om personens faglige udvikling. Da det er lettest at illustrere supervision på præstegerningen gennem eksempler fra vejledning på sjælesorg, vil fokus i denne artikel være på samtalevejledning. 3. Identitet och fördjupning, p.12 4. Præsterollen er en yderst kompleks størrelse. Men det kan vel i disse år konstateres, at præsterollen flytter sig fra at være en fasttømret rolle, man tog på sig og udfyldte efter traditionens krav, og over mod at personen mere og mere udfylder den rolle, det er at være præst. Pastoral autoritet står og falder i dag med den personlige autoritet. 5. Billedet med Den femte provins er hentet fra Birgitte Gundersens artikel Hvilken vej skal vi gå?, i: Mortensen, Benny Birk: Bær hverandres byrder, p. 127. 6. Systemisk supervisionsmetodik, p.171-172. 7. Identitet och fördjupning, p.30. 8. Se mere hertil i Jette Fog: Saglig medmenneskelighed grundforhold i psykoterapien. 9. Identitet och fördjupning, p. 41. Amerikaneren David A. Steere har i sin gennemgang af den Pastoral-kliniske vejledningsmodel personal change som en væsentlig pointe i vejledningen: Good supervision will always work for personal change throughout the professional relationships it adresses in the here and now ( The Supervision of Pastoral Care, p. 81). Hos Steere får pastoral vejledning i høj grad karakter af et psykoanalytisk arbejde med supervisanden. Noget, der ligger i god tråd med den amerikanske, psykoanalytisk inspirerede sjælesorgsuddannelse: CPE (Clinical Pastoral Education). CPE har haft stor indflydelse på især institutionspræsteuddannelser i vores nabolande (i Norge kaldet PKU) dog kun i ringe grad i Danmark. Som det vokser frem i Danmark henter pastoral vejledning nok mere sine impulser fra den systemiske supervisionsmetodik. 10. I deres anbefalelsesværdige og enkle bog Skjulte ressourcer bruger Bang og Heap et kapitel til hvert af disse områder Supervisionsgruppen rammer og redskaber samt En supervisionsvenlig kultur (pp. 11 30). Man kan ikke stærkt nok understrege disse områder i såvel sjælesorgens som i supervisionens praksis. 11. Bang og Heap har i ovennævnte bog mange gode metoder til brug i gruppesupervision. 12. For en god ordens skyld skal det nævnes, at hvor eksempler i denne artikel ikke refererer til forfatterens eget erfaringsgods fra selv at have modtaget vejledning, er eksemplerne enten digt eller anonymiseret uden mulighed for genkendelse af de implicerede parter. 13. Se hertil: Andersen, Tom: Reflekterende processer, Bang, Susanne og Heap, Ken: Skjulte ressourcer, Lang, Tore-Kristian: Pastoral veileding, Schilling, Benedicte: Systemisk supervisionsmetodik. 14. Så vidt jeg ser det, bygger det meste af den systemiske skole på tanker fra den fænomenologiske tænkning. 15. Systemisk supervisionsmetodik, p.166. 16. Systemisk supervisionsmetodik, p. 171. 17. Reflekterende processer, p. 30ff. 18. Forfatteren Margareta Melin beskriver i sit forord til digtsamlingen Kærlighed en bro udfordringen i at tale til og befri den kærlighed, der er blandet med frygt. Hun siger: De ord, jeg har samlet her, lægger jeg som druer i en skål med ønsket om, at de skal styrke og opmuntre nogle af mine medvandrere på kærlighedens hemmelighedsfulde, ubanede veje. Det er digterens ord om det T.-K. Lang også er inde på, når han siger, at i dialogisk veiledningsmetode ligger overbevisningen om at jeg ikke kan lære andre mennesker noe, men at andre mennesker, kan lære av meg og av hverandre. Og mit ønske om at hjælpe nytter ikke før den andre er interessert i å få hjelp eller lære ( Processveiledning som en skapende dialog og et gjensidig samarbeidende

Pastoral vejledning 35 fellesskap ). 19. Identitet och fördjupning, p. 53. Stort set samme model gør Foskett & Lyall sig til talsmænd for i Helping the helpers, p. 14-31. 20. Paulus billede om legemet og lemmerne kunne passende bruges til at memorere over tavshedspligtens hvorfor (1. Kor. 12,12-27). LITTERATUR Andersen, Tom: Reflekterende processer Samtale og samtale om samtalerne, København 1994. Bang, Susanne og Heap, Ken: Skjulte ressourcer, København 1999 Fog, Jette: Saglig medmenneskelighed, København 1998 Foskett, John & Lyall, David: Helping the helpers, Fra: Supervision and pastoral care, London : SPCK, 1988 (New library of pastoral care) Gundersen, Birgitte: Hvilken vej skal vi gå?, i: Mortensen, Benny Birk: Bær hverandres byrder, Dianalund 1997 Lang, Tore-Kristian: Pastoral veileding (del 1 + 2), Tidsskrift for Sjelesorg Lang, T.-K.: Processveiledning som en skapende dialog og et gjensidig samarbeidende fellesskap, foredrag 1997 (upubliceret) Melin, Margareta: Kærlighed en bro, Unitas 2001 Schilling, Benedicte: Systemisk supervisionsmetodik, Et sprogspil for professionelle der anvender supervision, København (Dansk Psykologisk Forlag) 1997 (side: 165-191) Steere, David A.: A Model for Supervision, i: The Supervision of Pastoral Care (seneste udg. 2002) Wikström, Owe: Identitet och fördjupning, Stockholm 1992 FORFATTEROPLYSNINGER Stilling: Sognepræst ved Herstedøster kirke (2001-) Karriereforløb: Cand. Theol. (1991), Pastoral-klinisk Uddannelse (1992 og 1994), Uddannet Arbejdsvejleder fra TPC, Løgumkloster (2004), Lærer og hospitalspræst på Kolonien Filadelfia, Institut for Diakoni og Sjælesorg (1991-2001)