Hang over soup. Karatekokken og Ekstra Bladet Måske du syntes at det kræver noget forarbejde, men det betyder ingenting når man er godt forberedt. Du vil bare træde ind i det nye år med god samvittighed over at du har vist overskud til at forberede et ordentligt hang over måltid kontra den mega-salt-fedt-sukker-fyldte junk food det tit ender med. Din krop og sjæl vil takke dig. Hvis du bor i København kan du få alle ingredienserne hos Thai Supermarket Istedgade 134. Der gør jeg de fleste af mine indkøb, og de har stort set altid åbent. Indkøbsliste:
2 høns af ca.1400 gram 2 spsk. fjerkræ bouillon 2 rød chili 1 bundt porre (alternativ: alm løg) 1 spsk. salt 1 håndfuld limeblade 1 knold galanga rod (alternativ: ingefær) OBS! hvis du ikke orker at lave din egen karrypaste kan du købe en færdig og så skal du ikke indkøbe de lyseblå ingredienser til denne. 2 fed 1-fedshvidløg 1 stor knold frisk ingefær 1 tsk. Rejepaste (alternativ: fishsauce) 1 spsk. Palmesukker (alternativ: honning, sirup eller brun sukker) Sorte peberkorn (groft peber) 1 liter kokosmælk Citrongræs 1 pakke risnudler Grøntsager eksempel: (du kan jo i stedet bruge hvad du har i køleskabet eller dine salatrester) 3 røde peberfrugt 4 pak choy (alternativ: spinat, julesalat) 1 bundt springløg
500 gram bambusskud 1 stort bundt løvstikke,purløg) koriander (alternativ: persille, Chinarose spire eller fx bønnespire. 6 personer Forbered alle ingredienser dagen før din fest, så skal du blot samle og varme op dagen derpå. (Du kan også lave det samme dag du skal spise retten) Forberedelse dagen før retten skal spises: Suppebase ca. 1,5 liter: 2 høns af ca.1400 gram 2 spsk. fjerkræ bouillon 1 rød chili 1 bundt porre 1 spsk. salt 1 håndfuld limeblade 1 knold galanga rod Skyl dine høns fri for evt. blod. Vask dine grøntsager skær dem groft. Smid hønsene ned i gryden, tilføj alle krydderier og grønt. Dæk med vand. Bring suppen i kog, skru ned og lad den simre under låg i 70 minutter. Tag hønsene op af gryden over i et fad. Lad dem dampe af. Pluk hønsene helt fri for kødet over i en beholder med låg og stil på køl til dagen efter (skroget kan du fryse ned og kog suppe på en anden dag) Si vandet ren for urenheder og kogegrøntsager. Hæld suppebasen over i en beholder med låg og stil på køl til dagen efter
Karry paste til suppen: (Alternativ : køb en færdig karrypaste hvis du ikke orker at lave en selv ) 2 fed 1-fedshvidløg 1 stor knold frisk ingefær 1 knold galangarod 1 tsk. rejepaste 2 tsk. fuld grøn olieret karrypaste 1 spsk. palmesukker 1 rød chili Sorte peberkorn Skræl ingefær, hvidløg, galanga og riv dem ned i en morter, eller blender. Tilsæt de øvrige ingredienser, og mos dem sammen til en ensartet karrypaste. Hæld i en beholder med låg fx et skoldet syltetøjsglas, og gem til dagen efter. Dagen der på : Vask og snit alle dine grøntsager i strimler ( du kan også gøre det dagen før og opbevare dem i fryseposer i køleskabet det er ekstra nemt) Jeg har brugt til denne suppe ( De fleste grøntsager kan bruges, så hvis du har nogle i forvejen på køl -så brug dem) 3 røde peberfrugt 4 pak choy 1 bundt springløg 500 gram bambusskud 1 stort bundt koriander
Chinarose spire eller fx bønnespire. Husk at arbejd med stue-tempereret råvarer Hæld din hønsesuppe i en gryde, tilsæt 2-3 spsk. fulde af din karrypaste, kog langsomt op. Tilsæt en liter kokosmælk og et par stænger citrongræs. Lad suppen simre Kog en pakke brede risnudler, skyl dem i koldt vand, lad dem dryppe af. Læg nudler i bunden af hver skål. Lynsteg din kylling i en wok med en spsk. fuld af din karrypaste og evt. lidt sesamfrø. Fordel suppen over nudlerne, fordel dine strimler grøntsager rundt om i suppen, og top med kylling. Klatkager
En luftig og let udgave som smager som risengrød
Klatkager skal være små klatter, så brug en spiseskefuld, ikke mere, når du steger 600 g kogt risengrød 2 hele æg 1 dl mælk 1 vanilje stang 1 tsk kardemomme 1 tsk kanel 1 spsk mørk sukker (jeg elsker smagen af palme-blomst-sukker, men du kan bruge mørkt rørsukker) 1 tsk bagepulver 2 spsk hvedemel Hæld alle ingredienserne i en skål og rør til en lind ensartet dej Lad den hvile en halv times tid Varm lidt smør og rapsolie på en pande. Når det bruser op læg klatter af dej på panden og gennemsteg dem gyldne på begge sider.
Vejen til et vægttab dårlig samvittighed uden
Spinat og spire i ingefær Det handler om enkelthed. Om at gribe den tid man er i og fange nuet. Du skal ryste bare ryste det af dig. En sætning jeg som fighter har hørt rigtig mange gang. For ja, jeg er rigtig nervøs og spændt hver gang jeg træde ind på en kampflade. Istedet for at ryste nervøsiteten af mig, griber jeg den og bruger en som energi. I min tid som fighter har jeg kæmpet mange gang med netop det at få følelser der er ubehagelig til at forsvinde. Jeg har haft svært ved det trods at jeg har trukket en del pokaler med hjem. Vendepunktet blev for mig da jeg i 2011 hjemvendt efter WM i Ashihara karate og stod tilbage med en placering som nr.6. I stedet for at finde ud af al det der var gået galt, og alt det jeg ikke var god til, besluttede jeg mig for at tage fat i alt det jeg havde lært, alt det jeg var god til og kernen i karate/kampsport. Jeg har som sort bælte været igennem mere end 10 gradueringer over 7 år i Ashihara hvor man bliver evalueret, og alt det man ikke er dygtig nok til bliver konstruktivt hevet frem, for at man fremadrettet kan finde værktøjer og dygtiggøre sig i sine mangler. Jeg er derfor i dag meget åben og kompatible over for kritik og favner den altid konstruktivt. Jeg har en baggrund som fitnessudøver. Jeg har seriøst dyrket fitness i mere end 20 år og har en god erfaring omkring træning, vægt, og mad i den konstellation. Da jeg var 30 år var jeg fyldt op af fitnessverden og fandt at jeg ikke blev tilfredsstillet mentalt ved at dyrke fitness som min primærsport. Jeg søgt og fandt Ashihara karate, og blev dybt forelsket i filosofien bag kampsport og hele dens væsen. Det var ikke længere blot en sport jeg dyrkede, men en livsstil med filosofiske tanker, og en dyb historisk grundkerne. I forbindelse med mit karatestudie udviklede sig greb jeg mit fag, som madudvikler med nye øjne. Jeg fandt funktion i det japanske køkken og begyndte at dyrke det som min primær mad-
inspiration. Jeg søgt og fandt læsestof om samuraier, krigere, og munke der brugte det japanske køkken som en kilde til overlevelse på deres togter. Som fitnessudøver var min tilgang til mad, proteintilskud, mager mad, kogte grøntsager, fuldkornsris, ingen søde sager, og kun vand og skummetmælk som drikke. Det virkede for mig, jeg stod altid fit og min krop var set med fitness øjne flot og veltrænet, med lav fedt procent. Det blev en livsstil og jeg havde altid en madkasse i rygsækken med den obligatoriske kogte kylling, ris og grønt. Jeg spiste på bestemte tidspunkter og var meget striks omkring min mad. Men noget jeg manglede var glæde ved mad og den virke og funktion blev mekanisk, i stedet for en glæde og en nydelse som man kunne se frem til. Da jeg trænede op til WM i 2011 var det som fighter i ny vægtklasse end jeg før havde været i. Jeg havde forinden kæmpet i + 70 kg, + 65 og skulle nu ned i minus 60. Jeg havde som kæmper i de andre vægtklasser skabt gode resultater, og havde sågar kæmpet mig til en plads på landsholdet i fuld kontakt karate i en alder af 38 år. Men efter at have set kvinder kæmpe i minus 60 kg fik jeg virkelig lyst til at prøve det. Kampene var dynamiske og eksplosive, og modstanderne jeg ville kunne møde var hurtigt med deres teknikker, hvilket ville give mig mulighed for at teste min karate i praktisk. Den observation gjorde at jeg stillede op i minus 60 kg ved WM 2011 i Rumænien. For at komme ned i den vægtklasse brugte jeg min kost/diæt-erfaring fra mine mange år som fitnessudøver og skruede op for cardio. Efter mit nederlag i 2011 analyserede jeg som tidligere nævnt forløbet og min egen performance. Det gik op for mig at hele processen med vægttab og en diæt bestående af proteintilskud og monoton kost gjorde at det blev en kedelig og tung adfærd. Jeg begyndte at lytte til idrætsfolk omkring mig og i mit netværk, jeg læste på internettet og fulgte med i sportsforum. Alle steder blev jeg
ramt af en fælles følelse af det tungeste ved at være eliteudøver, eller blot et menneske med dyb passion for sport, var at skulle forholde sit til sin kost i noget som generede god og dårlig samvittighed. De fleste har ingen problem med at yde det der skal til for at ens fysik bliver super effektiv men kosten er altid den sorte sky. Det var den også for mig. Jeg blev udtaget til WM 2012, og besluttede mig for at skabe forandringer og forbedre mig gennem studie og forståelse. Jeg gjorde hvad der skulle til for at komme i super form: min cardio, styrke, og kamptræning blev dyrket som det bør gøres til sådan en event. Men jeg brugte mere tid på at favne min kost helt anderledes. Til hverdag går jeg ikke rundt og er minus 60 kg. Jeg er en kvinde på 176 cm og 40 år, så det ville være lidt af en bedrift at holde den vægt. Jeg vejer til dagligt (aftenvægt ved sengetid) ca 64 kg. Så før deltagelse i stævner skal jeg tabe 5 kg. Jeg var så træt af diætmad og hele den kedelige adfærd det er. Min holdning er helt klart at man må ændre sine tankegang og finde ny inspiration hvis man ikke er tilfreds. Det nytter ikke at sidde og vente på forandringerne sker. Få den til at ske. Jeg arbejder som madudvikler, blogger og er kogebogsforfatter. Det var igennem mit job at jeg fandt min kilde til forandring. Jeg begyndte at se min egen mad og føle glæden ved det at tilberede og spise den med et let sind. Jeg besluttede mig for at udsætte mig selv for et eksperiment: kunne jeg tabe mig det der skulle til for at kæmpe i minus 60 kg, ved at spise min egen mad, ved at fjerne proteintilskud, og kun spise mad inklusiv kulhydrater, olie osv. Jeg fjernede også kaffe, og selvfølig hverken ryger jeg eller drikker alkohol. Min første holdningsændring var at jeg fremover kun ville spise mig 70 % mæt. Jeg havde den tanke at hvis man nu altid
er bare lidt sulten er vores sanser så intakte? Vores overlevelse instinkter og jægergen? Da jeg over en mindre periode havde fået det på plads, begyndte jeg kun at spise med pinde. Kunne jeg skærpe min opmærksomhed på min mad og glæden og nydelsen ved denne ved at skulle spise med pinde? Man er så meget mere fokuseret på at det skal lykkes når ét stykke mad skal løftes med to pinde, end når en stor spiseske fyldes og tømmes i et væk. Hver gang jeg havde taget en mundfuld mad, begyndte jeg at ligge mine pinde fra mig, tygge min mad og nyde den. Først når alt var tygget tog jeg mine pinde op igen, for først der at skabe en ny mundfuld. Ofte tager man allerede nyt på gaflen og sidder klar før det man har puttet i munden er slugt. Da det var på plads, begyndte jeg at forenkle mine opskrifter. Jeg havde brugt mange år på at lære at lave mad, kompliceret mad for at skabe gode smage. Men der var mange ingredienser og masser af timer der skulle bruges på det. I stedet at tilføre ingredienser fjernede jeg dem og skabte komplette smage med få ingredienser, som blev skabt af ren råvare. Den sidste mdr. inden WM satte jeg mit madforbrug ned så jeg kun spiste mig 60 % mæt, men jeg spiste det samme som resten af familien. Undervejs formede jeg opskrifter som jeg i dag har udgivet i min kogebog Karatekokken helt enkelt som er dybt inspireret af den enkelt sanselige oplevelse jeg fik ved at skabe positiv nærvær omkring mad så i stedet for at leve med begreberne Sund og usund lever jeg nu med begreberne sanselig og funktionel. Der sket det under min madrejse, at jeg tabte mig hvad jeg skulle, helt uden stress, og dårlig samvittighed. Jeg bevarede mine sanser, og jeg vil faktisk påstå at jeg blev meget mere opmærksom og levende i processen. Men vigtigst af alt så bevarede jeg mit overblik og havde mulighed for at dele
måltider med min familie, og stadigvæk nyde hjemmebag, søde snack, nudler og andre herlige kulhydrater. Jeg er ikke den store kødspiser, men jeg spiser mange æg, og fisk. Jeg nyder dog kylling men spiser ikke rødt kød. Jeg syntes jeg bliver træt og tung i kroppen af rødt kød. Da jeg gik til indvejning i Serbien 2012 var jeg 39 år, blev indvejet kl 21 om aftenen, blev godkendt på 59 kg, kæmpede 6 kampe, vandt 5 og tog hjem tre dage efter som verdensmester glad, mæt, og mæt på en funktionel måde. I dag spiser jeg stadigvæk sådan, og i min netop udkommet bog er flere af de opskrifter som jeg udviklede under min madrejse med: fx en af mine favoritter: spinat og spire i frisk ingefærmarinade (ren grøntsags protein med antioxidant). Jeg er i gang med at udvikle en mere kommerciel kogebog, men med samme fokus, og mange flere opskrifter, flere varianter. Hvornår den kommer ved jeg ikke endnu men den kommer helt sikkert. Imens blogger jeg om mad og kampsport. Jeg er begyndt at snuse til thai boksning det er svært og dejligt udfordrende. Fremtiden og stævner? Dagene vil visen mig vejen, og mine coaches vil fortælle mig om de syntes jeg er klar til flere stævner. Men uanset hvad så dyrker jeg kampsport og kampsportselementer hver dag. Det virker som en mental renselsekur hver gang man har gennemført et træningspas. Det, og god sanseligt mad er mit daglig endorfin skud. Jeg ønsker jer alle en god rejse på jeres vej, uanset køn, alder eller stilart. Man lære kun lidt af sejren men meget af nederlaget
Vanilje kys
50 stk 4,5 dl hvedemel 1 dl rørsukker 2 tsk tahiti vanilje 200 gram sukker Perlesukker til pynt Skær smørret i tern. Bland de tørre ingredienser på et rengjort bord. Flæk vaniljestangen, skrab vaniljen ud og tilsæt den til de tørre ingredienser. Ælt smørret sammen med de øvrige ingredienser til en ensartet dej. Del dejen i 4 stykker og rul fire ens ruller. Drys perlesukker på bordet og rul dejrullerne deri. Stil dem på køl i en time. Forvarm ovne på 175 grader. Beklæd en bageplade med bagepapir. Skær din dejrulle i skiver på ca 1,5 cm. Bag dem midt i oven i 10 minutter. Lad dem køle af på en rist og opbevar dem i en box med tæt låg. Tip: gem den tomme vaniljestag, og brug den når du skal koge marmelade, saucer, eller hvis den er af særlig god kvalitet kan du med fordel hakken dent og tilsætte i en småkagedej) Nanettes søde kirsebær kys
50 stk 4,5 dl hvedemel 1 dl rørsukker 2 tsk frisk Tahiti vanilje 200 gram saltet smør Perlesukker 10 røde cocktail bær Hak 4 af de 10 cocktailbær fint. Stil til side. Skær dit smør i tern På et rengjort bord blander du mel, rørsukker, vanilje og de hakkede cocktailbær. Tilsæt smørret og ælt dejen sammen til en ensartet dej. Del den i 4 og rul 4 ensartet ruller. Drys perlesukker ud på bordet og rul dine ruller deri. Stil dine dejruller på køl i en time. Tænd ovnen på 175 grader. Beklæde en bageplade med bagepapir. Skær dine ruller i 1,5 cm tykke skiver. Lav en fordybning i midten af hver kage og placer et kirsebær deri. Bag dem midt i ovnen i 10 minutter. Lad dem køle helt af på en rist. Opbevar i en tæt box med låg. Tænketank og glade wabi sabi dage
Noget der ligner 14 dage er gået siden min første bog kom på markedet. Jeg har på sidelinje fulgt med på folks reaktioner, og finder det super interessant hvordan bogen opleves. Da jeg startede på bogprojektet i 2009 var det grundet en tanke og observation omkring hvordan vi omgås vores mad og det at skabe den. Jeg startede med en stor sort notesbog hvor jeg begyndte at skrive min tanker ned, og de opskrifter som jeg udviklede undervejs, blev lagt som løse lapper deri. Det gik
op for mig undervejs hvor problematisk mad er blevet for mange. Mad er i dag virkelig forbundet med det vi kalder Sund eller usund og det er så blevet til god og dårlig samvittighed. Dertil kommer det så at madlavning og madprogrammer ar blevet det nye sorte. De fleste madprogrammer (så vidt som jeg er orienteret- jeg har ikke fjernsyn!) er konkurrencepræget. Jeg savnede et åndehul hvor der var nogen som stoppede op. De fleste bøger og programmer er gjort af topfolk som er ernæringseksperter eller topstjernekokke. Jeg savner, trods jeg beundre begge, at der er bøger for almindelig folk som også koger grå kyllingboller, og hvis mad ikke ligner det i de flotte pyntede bøger og programmer. Jeg oplevede at mange andre har det som jeg, og en sætning jeg har hørt mange steder er jamen det ligner aldrig de billeder der er i bogen når jeg er færdig. Jeg er hverken ernæringsekspert eller topstjernekok, og jeg har aldrig påstået det nogen steder. Jeg er en kvinde, en veninde, en ven, en kæreste, en mor og en pige som godt kan lide sport. Ikke andet. Min passion er kunst, sport og mad, men også at få hverdagen til at glide uden præsentationsangst genereret af hvad man tror alle forventer af en. Især når maden skal på bordet. Inden bogen så sit endelig lys har jeg været igennem mange forhindringer. Jeg havde samarbejdet med to fotografer, før det gik op for mig at det var en ikke uddannet fotograf jeg skulle brug til at formidle mine tanker og observationer. Jeg vidste pludselig at en arkitekt ville være hvad jeg manglede. En person som kunne se råvaren som enkeltstående smuk og funktionel ligesom et hus eller en dør der åbner op for en funktion. Sådan har jeg det også med mad. Jeg er dybt fascineret af det enkle og smukke i de små enkle retter som er så obligatoriske i det japanske køkken. Igen: jeg er ikke ernæringsekspert men jeg har levet med mad tæt ind på kroppen i form af mine jobs og mit virke som ivrig og de senere år elitesportsudøver. Igennem min baggrund har jeg skabt meget viden om mad og brugt min egen krop og sjæl til at forstå hvad
der virker og hvordan det virker, det som er benzin for krop og sjæl. Billederne i min bog skulle være helt ærlige og vise hvad virkeligheden er: nemlig at en kogt kyllingboller er grå, og mine køkkenredskaber er gamle og slidte, mine hænder er arbejdshænder og min krop er et stærkt resultat af min egen erfaret viden. Alle de udtryk var vigtige at få med i bogen, og igen, derfor valgte jeg bevidst en arkitekt med sans for at fange og forstå udtryk og følelser, og som ikke havde trang til at pynte på virkeligheden med grønne blade og madkosmetik. Jeg ser bogen som et manifest, og som et produkt der skal sætte gang i folks følelser. Men det er selvfølge også en bog med mad, som skal nydes og bydes med to hænder til andre, eller måske blot nydes alene stående over komfuret mens det bliver til. Carpacciosuppe
Rapsolie 400 g okse carpaccio 2 dl japansk mørk soya 2 spsk rørsukker Suppen: Rapsolie 3 et-feds hvidløg 2 banan-skalotteløg
2 mellem store gulerødder 1 stor rød peberfrugt 1 stor rød frisk chili 1 dl Sake 1 dl Flydende oksefond 1 liter vand Fyld: 125 g friske mini majs. 150 g. friske Enoki-svampe. 1 stor håndfuld frisk basilikum. Tilberedning af Carpaccio: Varm olien i en wok. Brun kødet stykke for stykke i olien indtil det krøller. Læg derefter kødet over i en skål. Når al kødet er krøllet og lagt i en skål tilsæt da rørsukker og soja til stegolien i wokken og rør det hele sammen. Hæld den varme marinade over kødet og lad det trække mens du tilbereder resten. Tilberedning af suppen: Pil og snit skalotteløget. Pil og snit hvidløgene i fine flager. Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Varm olien i en suppegryde og sauter løgene og gulerødderne gyldne. Vask og rens rød peber og chili og hak dem i mellemstore tern og tilsæt dem til løgene og gulerødderne. Pas på at der ikke er for høj varme så grøntsagerne bliver branket. Tilsæt derefter sake og oksefond. Lad ingredienserne simre et par minutter. Tilsæt vand og lad suppen koge svagt op. Rens og snit mini majs på langs i fire stykker. Skær jordbunden af enoki-svampene de skal ikke vaskes men sørg for at de er fri for jord.
Tilsæt med et hældes hakket kødet, marinaden og minimajs til suppen og lad simre par minutter. Skyl og grov hak basilikum imens. Suppen i store skåle og toppes med de rå enoki-svampe og frisk basilikum lige inden servering. Sexet mad Er mad sexet? Eller er det mennesket omkring maden som giver det et strejf af frækhed? Hvorfor dater vi over mad? Hvorfor tænker vi straks på noget frækt når kvinder spiser kirsebær og hvorfor er jordbær og chokolade en sexet spise? Måske nærvær og det at være tilstede omkring et måltid intet har med sex at gøre men handler mere om at være total opmærksom på nuet og det man er i færd med. Det bliver intens og sanseligt og
derfor Dårlig og god samvittighed: væk med det i en fart
H v a d e r d e t m e d d e r d e r k a r a t e o g k a r a t e k o k k e
n? Kan man dyrke tanken uden at træne karate? og skal man være god til armbøjninger for at lave mad som en karatekok? Nej bestemt ikke. Det handler om at jeg gennem mere end 20 år i en verden af sport og mad har set, prøvet, testet, mærket og efterlevet alle former for forhold til mad og sport. Jeg har været på diæt for at deltage i stævner, jeg har været på diæt for at se fitness-agtig ud. Jeg har kørt rundt på min cykel med mad i rygsække bestående af kogt kylling, dampet grønt og brune ris. Der er ikke noget i vejen med det, men undervejs har jeg virkeligt mærket et afsavn, noget som ikke virkede ægte. Mad bliver en slaveagtig sag i stedet for noget glædeligt, spændende og opløftende. Mit 1.WM i 2011 hvor jeg skulle tabe mig 4 kg, gjorde jeg som man ofte gør i fitness og kampsport verden: jeg byttede nogle måltider ud med proteinshakes. Jeg mindes stadigvæk hvor deprimerende det var, og mest af alt blev jeg opmærksom hvor meget vi har brug for at få vores tygge sans stimuleret. At drikke sin føde på den måde giver et afsavn og det at være sund og usund bliver lig med god og dårlig samvittighed. Jeg har efterfølgende forsøgt at give min mad opmærksomhed på et helt andet niveau dybt inspireret at tanker fra en filosofisk verden: karaten. Jeg spiser idag med mine sanser, er opmærksom på hvad der sker med mit humør, sult og kroppen som værktøj når jeg spiser, og det har givet mig energi og en stabil vægt. Når jeg skal tabe mig til stævne-deltagelse som ved WM i 2012 gør jeg det idag uden brug af protientilskud, men blot ved at stoppe tiden et øjeblik og være opmærksom på min mad og ikke lade mig forføre at reklamer og gode (læs: dårlige) tilbud. Jeg har udviklet og gør det forsat opskrifter der er helt enkel, hvor smagen, duften og det visuelle stimulere alle sanser. Nogen af de opskrifter jeg brugte da jeg skulle tabe mig til WM er fx sesamæg, sesamgulerødder, makrel tara, laks, somensuppe og mange andre som alle er i min nye bog Karatekokken helt enkelt.
Familie og kampsport Min datter Emilie har skrevet denne lille blog om karate da hun var 12 år.jeg syntes den er varm og modig og jeg har fået lov til at dele den med jer. Noget der er særlig vigtigt i mit liv I mit liv betyder karate meget for mig fordi både min mor og papfar træner det så vi har det som en familiesport. Jeg er aldrig blevet presset til at starte til karate. Da jeg var 5 år gammel ville jeg gerne prøve karaten, men jeg var ikke gammel nok. Der havde min mor og papfar været sammen i et par år og min mor var også startet så jeg fik lov at starte som 5 årig. Siden den gang har karaten været en stor del af vores
liv. I 2011 blev min mor sort bælte og min papfar blev tredje dan, så nu er han Sensei det højeste man kan blive og min mor er Sempai. Sidste år blev min mor verdens mester i karate og det var ret sejt! Vi har også en god ven der hedder Simon, han træner karate sammen med os og men han er en del af familie nu og hedder derfor bare onkel Simon. Karaten betyder også meget for mig fordi det var der jeg mødte min bedste veninde. Emilie og jeg har været bedste veninder i 5 og et halvt år. Der er nogle der tror at det må være svært at være gode veninder også skulle slå og sparke på hinanden. Men vi har sådan et specielt forhold så det ikke påvirker os. Emilie betyder alt for mig jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Da jeg gik på min gamle skole blev jeg mobbet og havde det rigtig svært. Hver dag jeg kom i skole vidste jeg at der måske var en der ville kaste et bord efter mig eller mobbe mig, og det var rigtig hårdt. Men hver gang jeg kom til karate var jeg i en helt anden verden, jeg følte mig hjemme og respekteret det var der jeg havde alle mine venner, jeg havde ikke nogle rigtige venner på min gamle skole. Når jeg stod og slog på en sandsæk eller bare lavede karate var jeg hjemme, et sted jeg hører til det var det eneste sted udover mit hjem og hos Emilie jeg følte mig hjemme. Der var en dag hvor jeg kom op i min karate klub for at mødes med min mor. Da min mor spurgte hvordan min dag havde været brød jeg sammen, jeg fortalte min mor at jeg ikke kunne klarer skolen mere og derfor valgte min mor, min far og papfar at tage mig ud af skolen i 2 måneder indtil vi fandt en ny skole. Jeg blev undervist derhjemme indtil vi fandt en skole. Da jeg blev holdt hjemme fra skole var det eneste jeg så frem til at komme op til mine venner og træne karate. Jeg kan ikke beskrive hvor meget min karate betyder for mig, den har hjulpet mig så meget.nu går jeg på N. Zahles seminar skole hvor jeg går i 6.y. Jeg har fået det rigtig godt og har mange venner i klassen både drenge og piger og jeg træner selvføglig også karate. I dag har vi vores egen karate skole hvor vi bruger meget tid.