Ni temaer til gruppearbejde i Rød Skole Ni værdipolitiske problemstillinger Forhenværende socialdemokratisk byrådsmedlem i Århus Vagn Særkjær April 2008 1
Indledning Det er interessant at Rød Skole nu har klasser i København, Kalundborg, Århus og flere andre byer. Interessant fordi den politiske debat i mange år var forsvundet fra de lokale partiforeninger som blev reduceret til valgorganisationer. Debatten flyttede væk fra græsrødderne og ind i medierne hvor få centrale politikere, journalister og kommentatorer ændrede diskussionen til et centraliseret og selvcentreret medieshow. Måske kan vi se Rød Skole som et ønske om at få den politiske debat tilbage til partimedlemmer som ser en himmelråbende forskel på den virkelighed de oplever og den virkelighed politikere diskutere med journalister og kommentatorer. Jeg går ud fra at man i Rød Skole bruger gruppearbejdet som metode for at sikrer at alle deltagere kan komme til orde. Opgaverne her, er stillet for at de kan blive diskuteret i grupperne, i en skole hvor der lægges vægt på at være fælles om opgaverne, hvor man ved at det er teamwork der skal til, for at skabe resultater. Undervejs i opgaveløsningerne vil det være praktisk at finde frem til en kommunikationsmetode og en dialogform hvor deltagerne i Rød Skole sikrer at socialdemokratiets folkevalgte på tinge og i kommunalbestyrelser faktisk modtager og forstår de meldinger der formuleres i gruppearbejdet. Vælgermøder og møder i partiforeninger har gennem de sidste 10 15 år bestået i envejskommunikation fra de folkevalgte til vælgere og partimedlemmer. Og når folkevalgte, som det ofte sker, bruger mere tid på at fortælle om det, de andre partier gør, end de bruger på at forklare partiets egen politik eller lytte, så bliver mødedeltagelse oplevet som spild af tid. Der må udvikles en ny form for samtale som sikrer at de folkevalgte kender, forstår og respekterer de holdninger der er til stede i medlemskredsen. Et socialdemokrati der satser på at pleje rødderne kan hente megen støtte i befolkningen. Hvorfor er vi her? I Fogh regeringernes tid et det blevet meget tydeligt at et menneskes værdi måles i arbejdstimer. Studerende presses gennem uddannelserne for at blive tidligt færdige til et job. Kvinder i social- og sundhedssektoren, som på grund af hårdt arbejde, eller for at få familien til at hænge sammen, vælger nedsat arbejdstid, bliver presset til en fuld arbejdsuge. Det forsøges med skattelettelse at overtale ældre til at blive længere i job. Beskæftigelsesministeren driver en sand hetz mod dem der bliver syge eller fyret for at de skal tage et hvilket som helst arbejde. Deres uddannelse, interesser og erfaringer er ligegyldige, de skal bare se at finde ind i de tomme job. Sådan lyder det. Vil vi acceptere et samfund hvor det kun er dem i job der har en værdi og alle andre, udenfor arbejdsmarkedet, betragtes som en byrde der helst skal reduceres? Hvordan bremser vi forråelse og hensynsløs egoisme? Vi oplever en vækst i voldelige overfald, i rivalisering mellem bander, og i tilfældige overfald mod sagesløse mennesker. Vi oplever en stigende aggressivitet i trafikken hvor færdselsregler tilsidesættes og erstattes af styrkeforholdet mellem førerne og deres biler. Væksten i trafikskader og trafikdræbte taler sit tydelige sprog. Vi oplever at vores byer og offentlige rum flyder med henkastet affald. Offentlige bygninger, vores fælle ejendom, bliver vanrøgtet og nedslidt. 2
Vi ser hvordan den økonomiske og politiske elite uhæmmet rager til sig på andres bekostning. Her kan blot nævnes Henning Dyremoses personlige gevinst ved salg af TDC som efterfølgende kræver store prisstigninger hos abonnenterne. Direktørgruppen i Dansk Træindustri scorede store private gevinster ved at sælge firmaet. LO s næstformand Tina A. Huggenberger som tabte afstemningen om formandsposten og derfor forlangte 6. millioner i pension. Jørgen Poulsen i Dansk Røde Kors valgte at skifte til et nyt job og fik 750.000 fordi han følte sig fyret. Griskheden og egoismen som ligger bag disse eksempler et udtryk for elitens dårlige moral og mangel på samfundssind, som desværre også et til stede hos medlemmerne i de bestyrelser der godkender den usolidariske adfærd. Vi er vidne til et moralsk forfald hvor liv, førlighed og ansvar for andre og andres ejendom viger for en brutal selvhævdelse og mangel på respekt for liv og ejendom. Det er klart, at tidens forherligelse af liberalismen, fører til egoisme og mangel på samfundssind, mangel på solidaritet. Er det sådan at vi skal have et nyt fag ind i folkeskolen og ungdomsuddannelser som lærer børnene at menneskeliv og førlighed altid er ukrænkelig og altid skal beskyttes? Skal vi sætte penge på finansloven for at få en kampagne der gør det smart at tage ansvar for beskyttelse af både naboens og det offentliges ejendom? Hvordan sikrer vi at den fællesskabskultur, som bragte Danmark fra bankerot til en plads blandt verdens rigeste, opretholdes og udvikles i årene der kommer? Hvad gør vi når staten ikke beskytter os? Ideelt set bør det være sådan at staten beskytter sine borgere mod trusler såvel udefra som indefra. Men situationen er ikke ideel. Vi oplever at staten skærer kraftigt ned på sin beskyttelse af borgere og deres ejendom. Der kan skrives lange lister over mennesker som bliver udsat for overfald, røveri, indbrud i private hjem og som forgæves beder politiet om hjælp til konstatering af udåden, efterforskning og dom. Et indbrud i et privat hjem opleves ofte som en voldsom krænkelse, et indgreb i menneskers mest private, intime, kerne. Krænkelser der giver voldsofre og indbrudsofre angst. Tør ikke være alene hjemme. Kommer de igen? Traumer og behov for psykologhjælp. Den politiske prioritering, som ikke tillader en politiskyrke der kan beskytte borgerne mod kriminalitet, har ført til en betydelig vækst i den private sektor som producerer overvågningsudstyr og vagtværn. Prioriteringen indebærer at offerrollen, rollen som familier der får boligen tømt at tyve og butiksindehavere der berøves, bliver privatiseret. I lige forlængelse af denne udvikling er der en stigende accept af selvtægt. Vi må forsvare os selv når politiet, staten, ikke vil. Samtidig med mangelen på politihjælp til private borgere og deres ejendom er vi vidne til anvendelse af store politiopbud til fodboldkampe, sports-, koncert- og andre massebegivenheder. Kunne man forestille sig at arrangørerne selv betaler kostprisen for politiets tilstedeværelse? Eller kunne man vedtage at arrangørerne af fodboldkampe og andre massebegivenheder selv sørger for, og selv betaler, for overvågnings- og vagtopgaver? Statslig detailstyring eller arbejdsglæde? Vi hører, ret ofte, medlemmer af regeringspartierne sige: Hvis kommunerne ikke selv kan finde ud af det, så må vi hjælpe dem på vej. Stalin kunne ikke sige det bedre. Vi har under Fogh regeringerne oplevet den hidtil stærkeste statslige detailstyring af stort set alle servicefunktioner. Den medfølgende overvågning og kontrol, der intet lader tilbage i forhold til sovjetcentralismen, handler f.eks. om at sagsbehandlerne skal indberette til beskæftigelsesministeriet hver gang de har gjort noget for at hjælpe en arbejdsløs i arbejde. Hvis de f.eks. glemmer at indberette, at en ledig er 3
kommet i arbejde, kan det udvikle sig til en langstrakt korrespondance mellem sagsbehandleren og en fuldmægtig i ministeriet. Den om sig gribende kontrol og rapporteringspligt betyder at sociale sagsbehandlere bruger 2/3 af deres arbejdstid på rapportering og kun en 1/3 på service til borgeren. I en af valgkampene lovede regeringspartierne, at minut tyranniet skulle afskaffes for hjemmehjælpere, men der er sket det modsatte. Udviklingen er nedværdigende for de offentligt ansatte. Den opleves som en tilsidesættelse af faglig kompetence, som mistillid og mangel på respekt for arbejdet. Det bliver interessant at se hvordan socialdemokraterne vil vende udviklingen fra centraliseret detailstyring til rammestyring der giver kommuner og deres ansatte større beføjelser og råderum? Hvilke initiativer skal sættes i værk for at reducere administrationsarbejdet for læger, sygeplejerske, socialrådgivere og hjemmehjælpere med f.eks. 60 %? Hvordan kan socialdemokraterne skabe selvtillid og arbejdsglæde i disse grupper af frontpersonale? Uddannelse og udvikling? Uddannelse og udvikling er fundamentet vi skal stå på i fremtidens globaliserede verden. Vi har stort set kun det råstof der sidder mellem ørerne på landets indbyggere. En opfattelse som vor tids regerende politikere desværre synes at have glemt. Vi oplever at børn i folkeskolen i hastigt stigende omfang bliver underholdt af ufaglærte undervisere. Vi oplever en nedslidning af skolebygninger til et niveau hvor vi kan begynde at sammenligne standarden med skoler i afrikanske ulande. Der benyttes stadig undervisningsmaterialer hvori vi kan se at de baltiske lande er en del af Sovjetunionen. Gruppen af børn, der dropper ud af skolen i lange perioder, eller slet ikke afslutter deres folkeskoleuddannelse, vokser. Alt for mange børn kommer ud af skolen uden at have tilegnet sig de mest nødvendige kundskaber for at følge med i en ungdomsuddannelse. Hvorfor finder vi os i en sådan mishandling af Danmarks vigtigste råstof? Der findes forældre som har mistet tålmodigheden. De stemmer med fødderne og flytter deres børn i private skoler. Også selv om det koster lidt penge og ikke mindst et større engagement i børnenes skolegang end det der kræves af folkeskolen. Det må være socialdemokratiets politik at investere kraftigt, meget kraftigt, i forbedringer af børn og unges uddannelser. Ca. hver tredje af de unge der forlader folkeskolen er i dag ikke skolet og dannet nok til at gennemføre en gymnasie- eller erhvervsfaglig uddannelse. En fallit med store konsekvenser for vores evner til at klare konkurrencen med dem der satser på at lave kloge hoveder. Skal vi indføre 14 års skolepligt som omfatter hele forløbet fra børnehaveklasse til afsluttet ungdomsuddannelse? Måske kunne vi bryde de nuværende skolestrukturer ned og i stedet etablere en 14 års enhedsskole hvor alle afslutter med en faglig eller gymnasial uddannelse. En enhedsskole som arbejder med en differentieret pædagogik der møder børnene og de unge på deres intellektuelle, såvel som musiske, fysiske og sociale evner og interesser og arbejder videre derfra. Folkeskolen er i dag et tilbud som stort set ikke stiller krav til forældrene. Bør man i en moderniseret skole stille nogle klare konkrete krav til forældrenes engagement i barnets skolegang? F.eks. krav om at børnene skal være udsovet og have spist når de møder? Skal forældrene være forpligtet til at overvære et antal undervisningstimer om året? Skal der være et krav til forældrene om lektielæsning med børn i hjemmet eller skal forældrene aktivt medvirke til at børnene deltager i lektielæsning på skolen? SSP samarbejdet mellem sociale myndigheder, skole og politi er godt når det fungerer, men er det godt nok? Reagerer det hurtigt nok i forhold til børn der forsømmer deres skolegang eller på anden 4
måde mistrives? Skal vi opruste SSP samarbejdet ved at lade en eller flere SSP personer have fast arbejdsplads på skolen med det formål at hjælpe læreren med at spotte spirende problemer? En person, udstyret med kompetence, som her og nu kan handle i forhold til børn og forældre? Vil vi investere i at holde børn og unge inde i uddannelserne? Har vi råd til at lade være? TV kanalernes kulturelle elendighed Der er ingen tvivl om at TV kanalerne er tidens største formidler af kultur til den brede befolkning. Men hvad er det vi får? Reklamer hvoraf de fleste endog er af dårlig kvalitet. Spil, i et omfang som er en ludoman værdig, udsendelser med spinddoktorers ligegyldige kommentarer, syvende genudsendelse af gamle amerikanske film. Hvorfor finder vi os i at alle landsdækkende kanaler bruger 90 procent at den bedste sendetid på at sende ligegyldigheder? Hvorfor finder vi os i at 65 procent af indholdet slet ikke har rod i hverken dansk eller europæisk kultur? Det er tydeligt at vi har for mange TV kanaler der skal have billeder på skærmen i for lang tid. Derfor sendes timevis af TV udsendelser som kun har det formål at undgå sne på skærmen. Vi har så mange kanaler at ingen af dem har råd til at producere kvalitetsprodukter, og det er en kulturel katastrofe. For at klare os fornuftigt, i internationaliseringen og globaliseringen, skal vi som det første forstå hvem vi selv er. Vi skal kende vores historie, kultur og værdier som f.eks. frihed, lige muligheder for at skabe sig et godt liv, solidaritet og demokrati. Vi skal kende vores tilhørsforhold til den etniske, nationale, sproglige, religiøse gruppe vi kommer fra. Det er ikke de rodløse, eller kulturrelativister der sikrer os en plads i fremtidens globale handel, transport og kulturformidling. De mennesker der gør en indsats, for danske interesser i den globale udvikling, har et stærkt selvværd og en stærk forankring i danske / europæiske værdier. Kunne vi forestille os en socialdemokratisk kulturpolitiker som vil fokusere på at få de danske TV kanaler til at skrotte Hollywood filmene, de politiske kommentatorer og bare halvdelen af TV ludomanien til fordel for tyske, svenske, franske, polske, russiske eller italienske film. Eller informative udsendelser om forhold i vore nabolande. Hvorfor bliver f.eks. den tyske ZDF film om verdens største skibskatastrofe, sænkningen af flygtningeskibet Gustloff syd for Bornholm i 1945, ikke vist på en dansk TV kanal? Det er en del af vores historie ligesom TV serierne Matador og Krøniken. Gruppeopgaven i Rød Skole handler om at få opstillet nogle krav, til formidling af dansk og europæisk kultur og en mediepolitik, sådan at den bedste sendetid ikke bliver brugt af automobilsælgere, hårfarveannoncører, reklamer for kanalens egne genudsendelser og andet skrammel. Ulighed i behandlingen af syge En nation skal kendes på måden hvorpå den behandler sine syge og gamle. Og her til lands er det sådan at vi gør stor forskel på folk. Dem på arbejde, i den private sektor, vurderes til at have en højere menneskeværdi end alle andre. De kan have en sygeforsikring, et frynsegode, som de eller deres arbejdsgiver trækker fra i skat og som samtidig giver dem mulighed for at springe over køen af ventende borgere som har været med til at finansiere skattefradraget. I køen står alle de offentligt ansatte som ikke har nogen sygeforsikring sammen med pensionisterne. Man kan spørge hvorfor det skal være muligt at trække en sygeforsikring fra i skat når vi ikke kan fratrække f.eks. en fritidseller heltidsforsikring, en indboforsikring eller brandforsikring? Man kan undres over den ulighed der er opstået mellem sygesikring i private virksomheder og fraværet af sygeforsikringer i den 5
offentlige sektor. Kunne man forestille sig, at de offentligt ansatte udstyres med en sygeforsikring så de kan blive behandlet på lige fod med privat ansatte? For os, der arbejdede og betalte skat, i en tid hvor den danske velfærdsmodel blev udviklet, er det meget underligt at høre snakken om mindre skat på arbejde. Vi betalte, men den generation hvis uddannelse vi finansierede, den der betragter os som en byrde, vil nu have skattelettelser på arbejde. En mindre skatteindtægt til stat og kommuner har selvfølgelig en konsekvens i forhold til de ydelser det offentlige kan levere. Derfor kan vi diskutere om der skal fjernes nogle opgaver fra det offentlige for at opretholde kvaliteten på de områder hvor vi fortsat vil have det offentlige til at levere. Det forhold at folk i job vil slippe billigere i skat må selvfølgelig have den virkning at nogle offentlige ydelser falder bort. Det kunne måske indrettes sådan at folk på arbejdsmarkedet, med sygeforsikring under 45 år, selv skal betale når de engang trænger til en ny hofte eller nye knæ? Det kan naturligvis også være andre behandlinger der skilles ud fra den offentlige service. Grupperne i Rød Skole bedes opstille en liste over de behandlinger som også i fremtiden skal varetages af et skattefinansieret sundhedsvæsen samt en liste over de behandlinger som generationen på arbejdsmarkedet selv vil komme til at betale. Skal vi have et nyt overenskomstsystem? Flugt fra den offentlige sektor har sin rod i to forhold. Den massive udsultning regeringen udsætter den offentlige sektor for. En udsultning som betyder at f.eks. socialrådgivere har langt flere sager end de kan nå at håndtere på forsvarlig måde. Hjemmehjælpere, sygeplejerske og skolelærere oplever nedslidning, tilsidesættelse af deres faglighed, og en markant overvågning og mistillid fra ledelse og politikere. Vi har nogle faglige grupper som tidligere bar en stor professionalisme, faglig stolthed og høj prestige i samfundet. Faglige grupper, der er med til at holde den sokkel ved lige, som betyder at andre mennesker kan passe deres arbejde. Men nu er såvel professionalismen, prestigen og den faglige stolthed i et styrtdyk på vej ned i afgrunden. En anden årsag ligger i et forældet aftalesystem. Overenskomstsystemet mangler evne til at skabe balance mellem løn og arbejdsindsats i den offentlige og den private sektor. Skævhed betyder at den offentlige sektor bliver drænet for kloge hoveder. Mange forlader deres faste stillinger og giver sig i stedet til at arbejde for et vikarbureau. Her får de betydeligt mere i løn, også selv om vikarbureauet udlåner dem til at løse de samme opgaver, på samme institution, hvor de tidligere var ansat. Regeringen jubler fordi der er vækst i den private vikarsektor. Men for institutionerne er det en glidebane som fører til større omkostninger og ringere kvalitet. Opgaven til gruppearbejdet i Rød Skole er meget enkelt. Skal vi gøre noget for at få et nyt system så det også i fremtiden kan være interessant for mennesker at arbejde med uddannelse af vores børn og unge, plejer af vores syge og gamle? Energi afhængighed eller selvforsyning? I slutningen af 1970-erne blev der i AOF regi bl.a. gennemført flere kurser i alternativ energi. Kurser hvor nørder og fantaster drømte om perspektiverne i vindmøller, solfangere og anlæg der kunne omdanne affald og planter til varme og olie. Der blev eksperimenteret i baghaven og siden er idéen om at omdanne vind til strøm blevet til en stor dansk vindmølle industrisucces. Vi ved at oliereserverne snart er opbrugt, så hvorfor vente med at investere i vedvarende og bæredygtig energiudvinding? Vi ved at oliepriserne fortsat vil stige. Varme-, el-, olie-, og benzinpriser vil sluge en stadig større del af vores indkomst. I virkeligheden bliver det 6
energipriserne som kommer til at bestemme niveauet for vores velstand. Priser som fastsættes af aktører som er udenfor både dansk og europæisk indflydelse. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan socialdemokraterne formulere en energipolitik som giver en virkelig markant fremgang i udvikling og anvendelse af vedvarende rene energikilder? En energipolitik som kan være med til at sikre dansk velstand om 20 50 år. 7