D E N H E L L I G E KO V E L F O R VA R E T S VA R T I L R I I S A G E R ( 1 9 6 2 ) Af Per Nørgård En nærmere drøftelse af problemerne omkring konservatoriet og den nye musik har næppe sin plads i Ekstrabladet. 1 Somme vil vel endda sige, at den kun hører hjemme inden for konservatoriets fire mure. Personlig mener jeg dog, at konservatoriets uddannelsesform har en så direkte og stærk indflydelse på det offentlige musikliv, at en offentlig debat om mål og midler for undervisningen er absolut rimelig... Den voldsomme dynamik i tiden lader endog ikke en permanent debat være uden for mulighedernes rækkevidde. I forbindelse med direktør Riisagers udtalelser om konservatorie-konservatisme (Ekstra Bladet d. 5/9 1962) skal jeg her blot fremhæve et par enkelte, som viser hvor mange indre modsigelser der ligger i fortsat afvisning af samtidens musik. Riisager siger at uden tilbundsgående kendskab til det klassiske repertoire vil de unge musikere ikke kunne klare sig. En tilsvarende omsorg udviser han imidlertid ikke da han bliver spurgt om hvordan musikere skal klare sig overfor den nye musiks problemer: Vi kan ikke tage os af det!. Nu kan man nok sige at musikerne skal nok klare sig overfor det moderne musikværk for de er i overtal men dels kan man så nære bekymring for hvordan værket skal klare sig. Og dels må man fastslå at der i stadig stigende grad står ny musik på orkestrenes programmer, og at derfor fordringerne til den unge, nytilkomne orkestermusiker kræver tilsvarende mere af ham, hvis han skal klare sig. En yderligere modsigelse kommer frem i Riisagers bemærkning: vi uddanner ikke specialister, men all-round musikere All-round? Nej, alt andet end hele vejen rundt, som jo også det øvrige interview fastslår, men en tydelig opstandsning ved dette århundrede. (Efter disse særdeles problematiske udtalelser slår det unægtelig hovedet på sømmet, da Riisager slutter med at fastslå: for mig er det slet ikke noget problem. Det selvmodsigende ligger imidlertid ikke i Riisager, som jo ellers er et forbilledligt udtryk for tankeklarhed, men i den konservatorie-situation, han skal forsvare. Thi der er alt problemer. Håbet om en kommende udvidelse af konservatorietiden bør i hvert fald ikke dæmpe diskussionen ned. Thi hvor let kan det klassiske repertoire da ikke sluge seks år, otte år ja, hele livet? Den hellige ko må flyttes en kende ud til højre, ellers kommer de levende ikke ud af stedet af bare respekt for de store afdøde. Noter 1 Nørgårds artikel (trykt i Ekstrabladet d. 13/8 1962) er en af reaktionerne i EB d. 12/9 (Henning Christiansen) og d. 13/9 (Per Nørgård og Mogens Winkel Holm) på et interview med direktør for Musikkonservatoriet Knudåge Riisager (Ekstrabladet d. 5/9 1962) om konservatorieuddannelsen og den nye musik, femte og sidste del af journalist Gregers Dickinck-Holmfelds artikelserie På sporet af den ny musik. Det skal bemærkes at Nørgårds indlæg i EB d. 13/9 af tekniske grunde ikke bragtes i sin helhed, der så bragtes d. 18/9. Interviewet med Knudåge Riisager (ved Gregers Dirkinck-Holmfeld) i E.B. d. 5/9 1962, anledningen til Nørgårds reaktion var som følger (efter denne introduktion: Knudåge Riis ager siger hvad ham mener om floskler, radio, ny musik og konservatorieuddannelsen i dag og i morgen): INGEN TID TIL NY MUSIK Af Knudåge Riisager og Gregers Dirkinck-Holmfeld Jeg er reaktionær Det vil overraske de fleste. 1
Glimrende. Overraskelser tager ingen skade af. I øvrigt mener jeg ikke reaktionær i betydningen konservativ eller gammeldags. Jeg reagerer ikke med det der er nyt bare fordi det er nyt. Jeg reagerer mod, ensretning og mod åndsvage klicheer som f.eks. denne: Man kan jo ikke standse udviklingen. Hva for en udvikling?, hvem er man og hvad er det for et idiotisk lille jo, der skal dække over alle de argumenter, som man véd ikke vil holde stik over for en nærmere prøve Overført på musikken man kan jo ikke standse udviklingen, siger radioen. Folk vil have mere pop, og så får de melodi-radioen. Som om radioen ikke anede at den selv har været med til at starte den udvikling og med lethed kunne være med til at standse den igen, hvis de gode radiofolk havde ansvarsfølelse og ikke var bange. De kalder det demokrati, men det er i virkeligheden diktatur diktatoren er de tåbelige fordomme de selv har fostret Vi skulle ellers snakke pop-musik, men rigtig musik. Da De var ung var De et enfant terrible, en revolutionær i dansk musikliv. Hvad mener De om avantgarden i dag? Jeg følger den nyeste musik med den allerstørste interesse. Da jeg selv fandt min stil dengang, reagerede jeg imod de germanske påvirkninger neoklassicismen der var fremherskende herhjemme. Jeg søgte inspiration hos franskmændene det var klangen, der blev det vigtigste for mig. Derfor er det af det nye, der først og fremmest fascinerer mig elektronmusikken. Den føler jeg mig på bølgelængde med, for der er det jo netop klangen, der betyder noget klangen som skulpturelt element. For resten tror jeg, man overvurderer meget af det nye. Musikken befinder sig i en kritisk overgangsperiode, hvor der ikke bliver skabt mesterværker ligegyldigt hvor meget man så påstår det. Den store kunst har altid været en opsamling af noget foregående. Der er ikke noget eller i i hvert fald ikke nok at samle op endnu. Men det kommer vel. De har ansvaret for de unges opdragelse på Konservatoriet. Får de kommende musikere og komponister en grundig orientering i den nyeste musik? Nej, der er ikke tid. Fire eller fem års elevtid er i forvejen knebent nok til at komme igennem det klassisk-romantiske stof. Men vi arbejder mod en ny konservatorie-ordning, som vil betyde, at eleverne enten kan begynde omkring 14-års alderen eller også få en eller anden form for efteruddannelse gennem særlige kurser. Det skulle give den nyeste musik en bedre chance Men under de givne betingelser: Er det ikke lige så vigtigt at bringe eleverne i kontakt med deres egen tids musik som at lære dem at skrive en perfekt Bach-fuga? Det mener jeg ikke. Når de unge kommer ud fra konservatoriet, kræves det af dem, at de kender det klassiske repertoire til bunds. Ellers vil de ikke kunne klare sig som musikere. Det må vi indpasse uddannelsen efter. Det er jo dette repertoire, der ligger til grund for musiklivet. I øvrigt tror jeg ikke på, at man ville kunne forstå og fremstille den nyeste musik, hvis man manglede det solide, klassiske fundament. En anden sag er, at de vordende komponister naturligvis bliver undervist i f.eks. tolvtoneteknik Men musikerne hvordan skal de klare sig, når de i de forskellige orkestre bliver præsenteret for musik, der kræver kendskab til de nyeste former for notation og instrumental teknik? Vi kan som sagt ikke tage os af det. Som det ligger i øjeblikket, må de unge i det store og hele selv søge orientering om disse problemer, hvis de får brug for det. Alt dette nye befinder sig også på et så eksperimentelt stade, at det vil være næsten umuligt at undervise i det. Alt det nye befinder sig også på et så eksperimentelt stade, at det vil være næsten umuligt at undervise i det. Desuden er det ikke Konservatoriets opgave bare at lære en ung musiker tekniske færdigheder. Vi opdrager ikke specialister, men all-round musikere. Dvs. at der ofres en masse tid på at give musikerne en almen musikalsk-kulturel uddannelse. Er der ingen krav fra elev-side om mere aktuel orientering... man hørte for nogen tid siden om en 5. kolonne, der var begyndt at røre på sig...? Jeg undersøgte det, men fandt aldrig realiteter bag rygtet. Naturligvis ville jeg med glæ- 2
de diskutere sagerne med denne 5. kolonne hvis den eksisterede Hvis man beskæftigede sig mere med den nye musik på konservatoriet, kunne man så ikke tænke sig, at det ville få en mere direkte funktion i musiklivet... at der i højere grad ville udgå impulser fra konservatoriet? Måske. Men det er jo slet ikke meningen. Hvis man bragte konservatorieeleverne ind i det aktive musikliv, ville man skabe skæbnesvangre forstyrrelser i deres uddannelse. Det er bl.a. derfor, man forbyder eleverne at optræde offentligt, inden de er færdige... Næh, for mig er det slet ikke noget problem. Det, der i disse år trænger sig på, er koordinationen mellem de danske konservatorier, forbedring af økonomien, nye eksamens- og stipendie-ordninger. Der ligger de store opgaver i de kommende år... I Dansk Musik Tidsskrift 37, 1962 nr. 6 (oktober) s. 187-189 bringes uddrag af den efterfølgende debat i Ekstra Bladet (ved Henning Christiansen d. 12/9, Per Nørgård (d. 13/9, Mogens Winkel Holm d. 13/9- efter de igangsættende udsagn af rektor Knudåge Riisager (interview d. 5/9 1962 i Ekstra Bladet). DMTsammendraget, inkl. dele af Nørgårds bidrag var følgende: KONSERVATORIET OG NY MUSIK Den 5. september bragte Ekstrabladet et længere interview med Musikkonservatoriets direktør Knudåge Riisager. Overskriften lød Ingen tid til ny musik, og interviewet blev efterfulgt af en række indlæg, der gik imod konservatoriets tilsyneladende passive holdning til den musikalske udvikling i den sidste halve snes år. Siden er debatten fortsat på selve konservatoriet foreløbig med det resultat, at konservatoriets elevforening i samarbejde med komponisten Henning Christiansen og med støtte fra konservatoriets ledelse forbereder en udbygning af de studiekoncerter med helt ny musik, der startede i foråret. Her følger korte uddrag af debatten i Ekstrabladet. DMT vil i et senere nummer tage hele spørgsmålet op til mere alsidig og grundig behandling. I interviewet blev Knudåge Riisager bl.a. spurgt: Får de kommende musikere og komponister en grundig orientering i den nyeste musik? Riisager svarede: Nej, der er ikke tid. Fire eller fem års elevtid er i forvejen knebent nok til at komme igennem det klassisk-romantiske stof. Men vi arbejder mod en ny konservatorie-ordning, som vil betyde, at eleverne enten kan begynde omkring 14-års alderen eller også få en eller anden form for efter-uddannelse gennem særlige kurser. Det skulle give den nyeste musik en bedre chance... Men under de givne betingelser: Er det ikke lige så vigtigt at bringe eleverne i kontakt med deres egen tids musik som at lære dem at skrive en perfekt Bach-fuga? Det mener jeg ikke. Når de unge kommer ud fra konservatoriet, kræves det af dem, at de kender det klassiske repertoire til bunds. Ellers vil de ikke kunne klare sig som musikere. Det må vi indpasse uddannelsen efter. Det er jo dette repertoire, der ligger til grund for musiklivet. I øvrigt tror jeg ikke på, at man ville kunne forstå og fremstille den nyeste musik, hvis man manglede det solide, klassiske fundament. En anden sag er, at de vordende komponister naturligvis bliver undervist i f. eks. tolvtoneteknik... Men musikerne hvordan skal de klare sig, når de i de forskellige orkestre bliver præsenteret for musik, der kræver kendskab til de nyeste former for notation og instrumental teknik? Vi kan som sagt ikke tage os af det. Som det ligger i øjeblikket, må de unge i det store og hele selv søge orientering om disse problemer, hvis de får brug for det. Alt dette nye befinder sig også på et så eksperimentelt stade, at det vil være næsten umuligt at undervise i det... Er der ingen krav fra elev-side om mere aktuel orientering... man hørte for nogen tid siden om en 5. kolonne, der var begyndt at røre på sig...? Jeg undersøgte det, men fandt aldrig realiteter bag rygtet. Naturligvis ville jeg med glæde diskutere sagerne med denne 5. kolonne hvis den eksisterede 3
Hvis man beskæftigede sig mere med den nye musik på konservatoriet, kunne man så ikke tænke sig, at det ville få en mere direkte funktion i musiklivet... at der i højere grad ville udgå impulser fra konservatoriet? Måske. Men det er jo slet ikke meningen. Hvis man bragte konservatorieeleverne ind i det aktive musikliv, ville man skabe skæbnesvangre forstyrrelser i deres uddannelse. Det er bl.a. derfor, man forbyder eleverne at optræde offentligt, inden de er færdige... Næh, for mig er det slet ikke noget problem. Det, der i disse år trænger sig på, er koordinationen mellem de danske konservatorier, forbedring af økonomien, nye eksamens- og stipendie-ordninger. Der ligger de store opgaver i de kommende år... Fra den videre debat i Ekstrabladet citerer vi: Komponisten Henning Christiansen::... Når direktør Riisager siger, at man må kende det klassisk-romantiske stof, og at man ikke kan fremstille den nye musik uden et solidt klassisk fundament, så må jeg postulere, at det faktisk er omvendt. Er man ikke fortrolig med den nye musiks æstetik, alias tidsånden, vil det ikke være muligt at udføre f. eks. et Mozart-værk, så det får betydning for en nutidig levende tilhører. Tænk på, hvilke ændringer fortolkningen af klassikerne har været igennem, rent bortset fra at vi for den europæiske kulturs skyld er bedre tjent med, at denne musik overgår til grammofonpladen eller i hvert fald opføres ved færre koncerter end det i dag er tilfældet...... jeg mener, at der på konservatoriet må være mere tid til kærtegn, en ikke alt for stram undervisningsform, som det er tilfældet. Den er dikteret af, at materialet takket være vore i øvrigt glimrende nutidige konserveringsevne hober sig op. Faren er, at man mister den unge musikers åbenhed over for samtiden... (Siden dette indlæg har direktør Riisager haft kontakt med Henning Christiansen og tilsagt ham al mulig støtte til gennemførelsen af studiekoncerterne med ny musik på konservatoriet). Komponisten Per Nørgård:... En nærmere drøftelse af problemerne omkring konservatoriet og den nye musik har næppe sin plads i Ekstrabladet. Somme vil vel endda sige, at den kun hører hjemme inden for konservatoriets fire mure. Personlig mener jeg dog, at konservatoriets uddannelsesform har en så direkte og stærk indflydelse på det offentlige musikliv, at en offentlig debat om mål og midler for undervisningen er absolut rimelig... Den voldsomme dynamik i tiden lader endog ikke en permanent debat være uden for mulighedernes rækkevidde. Efter at have påpeget synspunkter i interviewet, der efter hans mening rummer selvmodsigelser, sluttede Per Nørgård: Det selvmodsigende ligger imidlertid ikke i Riisager, som jo ellers er et forbilledligt udtryk for tankeklarhed, men i den konservatorie-situation, han skal forsvare. Thi der er alt problemer. Håbet om en kommende udvidelse af konservatorietiden bør i hvert fald ikke dæmpe diskussionen ned. Thi hvor let kan det klassiske repertoire da ikke sluge seks år, otte år ja, hele livet? Den hellige ko må flyttes en kende ud til højre, ellers kommer de levende ikke ud af stedet af bare respekt for de store afdøde. Komponisten Mogens Winkel Holm påviste 5. kolonnens eksistens og fortsatte:... Ifald interessen for musikalsk nyorientering nu skulle leve en så hensygnende tilværelse, at selv direktør Riisager har svært ved at øjne den, må grundene nok være disse: 1. En stor del af de pt.-konservatorieelevers desværre ret beskedne åndelige behov 2. Konservatorieledelsens beklagelige mangel på forståelse for nødvendigheden af vidtgående nyorientering... 3. Det faktum, at konservatoriet ledes som en skole og ikke som en fri, kunstnerisk og akademisk læreanstalt Formanden for elevforeningen ved konservatoriet, Knud Vad, svarede Mogens Winkel Holm, at der stadig er liv i konservatoriets studiekreds for ny musik, og sluttede:... Selv om mange af os sikkert med blusel har bøjet vore 4
hoveder for dine skarpe ord om en stor del af de pt.-konservatorieelevers desværre ret beskedne åndelige behov (!), må vi dog hævde, at endnu er der olie på vore lamper! Debatten i 1962 ligger i forlængelse af Nørgårds artikel Konservatorie-Konservatisme?,1960 (DMT, Årgang 35, 1960 nr. 3 (april), side 89-91. Debatten fortsættes i 1966, med Nørgårdartiklen Konservatorie-konservatisme fortsat, 1966 (DMT 41, 1966, nr. 1, s. 7-9 + 122-26) begge disse debatter er indeholdt i dette arkiv. 5