i:\april-2001\erhvervsskole.doc Af Bent Madsen 5. april 2001 RESUMÉ ERHVERVSSKOLERNES ØKONOMI Erhvervsskolernes økonomi har gennem de sidste 5 år udviklet sig negativt. I 1996 havde de tekniske skoler under ét og handelsskolerne under ét overskud. I 2000 viser regnskaberne underskud. Erhvervsskolerne er fra Undervisningsministeriet finansieret med 3 taxametre, nemlig et undervisningstaxameter, et bygningstaxameter og et fællestaxameter. For både de tekniske skoler og handelsskolerne gælder, at der overføres midler fra undervisningstaxametret til finansiering af fællesudgifterne. Der er således ikke direkte sammenhæng mellem størrelsen af undervisningstaxametret og udgifterne til undervisning. De seneste år er fællesudgifterne steget betydelig mere end fællestaxametret, og det har trukket i retning af et større træk på undervisningsmidler til dækning af fællesudgifter. Taxametersystemet består af 12 takster til at finansiere mere end 100 forskellige uddannelser. Konsekvensen er, at nogle uddannelser giver overskud og andre underskud også målt over en længere årrække. Mønstret er, at AMU og den 3 årige HHx giver underskud for skolerne, mens åben uddannelse og kortere kurser giver overskud. Systemet består således af gynger og karruseller, hvor kerneområderne for de tekniske skoler (EUD, HTX, AMU) og for handelsskolerne (HH) giver negative eller lave dækningsbidrag, som skal tjenes ind på bl.a. kortere kurser. En konsekvens er, at skolerne ikke frit og på baggrund af efterspørgslen i lokalområdet kan sammensætte sin uddannelsesportefølje, fordi gyngerne skal modsvares af karrusellerne, hvis skolerne skal hænge økonomisk sammen. En anden konsekvens er, at de faktiske udgifter ved at udbyde kurserne på skolerne ikke indgår i udmålingen af taxametret. Det har to uheldige virkninger. På den ene side sker der ikke en erfaringsopsamling fra de mest effektive (målt på både kvalitet og pris) skoler, som kan bruges på de øvrige skoler. På den anden side kan skolerne ikke på baggrund af høje udgifter argumentere for et løft i taxametret, fordi der skal meget til at blive løftet fra en taxametergruppe til en anden, og desuden kan skolerne "bare tjene" det tabte på gyngerne ind på karrusellerne. Det nuværende taxametersystem forekommer at være en uheldig mellemting mellem overordnet rammestyring og mere direkte incitamentstyring. Systemet har nogle klare virkninger på incitamenterne fx at skolerne skal være forsigtige med at udbyde det underskudsgivende AMU eller HHx - uden der overordnet politisk er taget beslutninger om det. En løsning kunne være et taxametersystem med mange flere takster, hvor taksterne løbende blev fastsat efter udgifterne på de effektive skoler, og hvor beslutninger om at styrke visse typer af uddannelser også kunne målrettes direkte i taxametrene. Samtidig kan en naturlig del af et sådan system være en systematisk erfaringsudveksling mellem skolerne.
2 ERHVERVSSKOLERNES ØKONOMI 1. Hovedtal for aktivitet og resultat Erhvervsskolerne udbyder en bred vifte af uddannelsestilbud indenfor ungdomsuddannelser, åben uddannelse, kortere videregående uddannelse, AMU-kurser, aktivering af ledige samt kurser gennemført som indtægtsdækket virksomhed. Der er i alt ca.130 erhvervsskoler fordelt på ca. 50 tekniske skoler, ca. 50 handelsskoler, ca. 25 landbrugsskoler og 5 kombinationsskoler bestående af flere af de ovenstående skoletyper. Når tallene angives som cirkatal, er det fordi, der har været og løbende pågår fusioner blandt skolerne. Aktiviteten på erhvervsskolerne angivet som antal årselever har været forholdsvis konstant siden midten af 1990'erne, når der ses bort fra den særlige situation i 1998 med Pc-bruger, jf. figur 1 herunder. Figur 1. Antallet af årselever 80000 70000 60000 50000 40000 30000 20000 Handelsskoler Tekniske skoler Kombinationsskoler Landbrugsskoler 10000 0 1996 1997 1998 1999 Kilde: Taksteftersyn, bilagsrapport, 2000, Handelsskolernes økonomi 1999, udgivet 2000, De tekniske skolernes økonomiske situation 1999, udgivet 2000, hfi-interesseorganisation for handelsskolernes ledelser og AE. I det følgende vil fokus blive lagt på handelsskolerne og de tekniske skoler, og kombinationsskolerne og landbrugsskolerne vil derfor glide ud af analysen. Det økonomiske resultat for skolerne har varieret meget fra år til år siden midten af 1990'erne, hvilket fremgår af figuren herunder. Figur 2. Erhvervsskolernes resultat, mill.kr
3 150 100 Handelsskoler Tekniske skoler 50 Foreløbige 0-50 -100 1996 1997 1998 1999 2000 Kilde: Taksteftersyn, bilagsrapport, 2000, Handelsskolernes økonomi 1999, 2000, De tekniske skolernes økonomiske situation 1999, 2000, Teknisk Skoleforening, hfi - interesseorganisationen for handelsskolernes ledelser og AE. Handelsskolerne kom ud med et betydeligt underskud i 1999 på 83 mill.kr., hvor en skole tegnede sig for næsten halvdelen af underskuddet. Det overordnede billede er dog, at halvdelen af alle handelsskolerne kom ud med underskud i 1999, og det var især de større skoler, som havde underskud. De tekniske skoler har samlet set overskud, men det er halveret siden midten af 1990'erne, og ca. en fjerdedel af skolerne har underskud på det samlede resultat. Erhvervsskolerne har endnu ikke aflagt endelig regnskab for 2000. Oplysninger fra skoleforeningerne viser imidlertid, at de tekniske skoler vil komme ud med et underskud på knap 40 mill.kr., og det er første gang siden økonomireformen i 1991, at de tekniske skoler har underskud på deres årsregnskab. Handelsskolerne ventes i 2000 at have et underskud på ca. 50 mill.kr. Prognoser for resultatet af erhvervsskolernes drift for 2001 kan ikke med fornuft opstilles endnu, da vi ikke engang er et kvartal inde i året. Skolernes budgetter for 2001 viser som oftest balance eller overskud, men erfaringen viser, at der kan være langt fra budget til regnskab. En realistisk prognose for erhvervsskolernes resultat for 2001 vil i følge skoleforeningerne være ca. nul for de tekniske skoler og et fortsat underskud for handelsskolerne. For handelsskolerne betyder forhøjelsen af Hhx-taxametret med 1.725 kr. pr. årselev i forbindelse med finansloven en forbedring af skolernes økonomi med omkring 43 mill.kr. Men i følge skoleforeningen
4 stammer disse penge fra besparelser på HG-taxametret, bortfald af modtagefunktion og andre omlægninger af tilskud til fællesudgifter og bygningsdrift, samt en generel besparelse (eller produktivitetsforbedring) på 1 %. Reelt vurderes løftet i Hhx taxametret af skoleforeningen ikke at have betydning for skolernes bundlinie. Hvor kritisk, situationen er på de underskudsgivende handelsskoler og tekniske skoler, afhænger af deres soliditet, altså hvor meget egenkapital, som de har at tære på. Desværre har vi ikke adgang til egenkapitaltal på skoleniveau, og vi kan derfor ikke vurdere, hvor alvorlig situationen er for nogle af skolerne. 2. Finansieringen af erhvervsskolerne Finansieringen af erhvervsskolerne sker ud fra det såkaldte taxameter princip, der blev indført i 1991 med et såkaldt undervisningstaxameter og et fællesudgiftstaxameter. I 1995 blev der også indført et såkaldt bygningstaxameter. Grundprincippet i taxameterstyringen er, at der udbetales et tilskud pr. årselev. Herudover modtager skolerne også et grundtilskud til dækning af de basale udgifter ved institutionsdrift. Undervisningstaxametret relaterer sig til de direkte undervisningsudgifter, dvs. lærerløn og anden løn samt udgifter til materialer og udstyr. Taxametret er efter reformerne pr. 1. januar 2001 stadig opdelt i et begrænset antal takstgrupper, som de enkelte uddannelser er indplaceret i. Takstgrupperne skal i grove træk afspejle undervisningsudgiften, men det er ikke hensigten, at taxametret ganske præcist skal afspejle (ideal) omkostningerne ved at udbyde den enkelte uddannelse. Nogle uddannelser vil med det begrænsede antal takstgrupper give overskud og andre vil give underskud for skolerne, hvilket der vendes tilbage til i de følgende afsnit. Fællesudgiftstaxametret ydes til udgifter, der ikke fornuftigt kan opdeles på de enkelte uddannelser, fx udgifter til ledelse, administration, udvikling, markedsføring og bygningsdrift. Taxametret beregnes ud fra antallet af årselever i en årsperiode forud for det aktuelle studieår. Bygningstaxametret ydes til bygningsafskrivninger, husleje, ejendomsskatter og vedligeholdelse m.m., og beregnes ud fra samme principper som fællesudgiftstaxametret, dog justeret efter forskellige konkrete forhold.
5 Endelig ydes et grundtilskud, der varierer mellem godt 1 mill.kr. og godt 2 mill.kr. afhængig af skolens størrelse. Reelt får praktisk taget alle skolerne 2 mill.kr. i tilskud, da de har over 100 elever. 3. De tekniske skoler Herunder i tabel 1 er de tekniske skolers regnskaber brudt op i poster vedrørende undervisning, fællesudgifter og bygningsudgifter. Det fremgår af tabellen, at undervisningen sammen med bygningsdriften netto bidrager med et overskud, der medvirker til at finansiere underskuddet på fællesudgifterne. Tabel 1. Regnskabet for de tekniske skoler, (1.000 kr.) 1996 1997 1998 1999 1996-99 pct. Udgifter i.f.m. undervisning 3.005,2 3.023,9 3.188,7 3.301,2 9,8 Taxameter mv. 3.198,2 3.193,8 3.316,0 3.474,5 8,6 Undervisning netto 193,0 169,9 127,2 173,3 Fællesomkostninger 821,1 865,9 941,9 1.004,8 22,4 Markedsføring 86,8 96,4 99,3 100,2 15,4 Tilskud vedr. fællesomk. 693,6 685,8 756,3 780,2 12,5 Netto fællesomkosninger -214,3-276,5-284,9-324,8 Bygningsomkostninger 548,9 538,4 538,8 536,3-2,3 Bygningstaxameter mv. 673,4 696,4 715,6 711,9 5,7 Bygninger, netto 124,5 158,0 176,8 175,6 Renter, netto ekskl. prioritet 36,8 31,2 27,0 15,7 Ekstraordinære poster -11,6 12,6 4,7 16,2 Resultat 128,4 95,3 50,8 56,0 Kilde: Tekniske skoler og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Der er således langt fra balance mellem de faktiske udgifter og de udbetalte midler fra det offentlige på de tre taxameterområder. I praksis sker der en systematisk overførsel af midler fra undervisning og bygningsdrift til finansiering af fællesudgifter. En mindre del af denne overførsel er dog af konteringsmæssig karakter, bl.a. fordi der ikke ydes et fællestaxameter til kursusaktiviteter under åben uddannelse, idet bidraget til fællestaxametret af Undervisningsministeriet tolkes som en del af undervisningstaxametret. Tekniske finesser af denne type har dog ikke indflydelse på det grundlæggende billede, nemlig at der sker en overførsel af midler fra undervisning til bygningsdrift og fællesudgifter.
6 På undervisningsområdet er det især EUD, åben uddannelse og ikke mindst øvrige uddannelser dvs. i det væsentlige skolepraktikordningen, indtægtsdækket virksomhed og uddannelse af ledige - der bidrager til det positive dækningsbidrag. Det fremgår også af figuren herunder, der viser dækningsbidraget pr. elev i 1999 som gennemsnit for alle de tekniske skoler. Figur 3. Dækningsbidrag for uddannelserne på de tekniske skoler i 1999, kroner 20000 15000 10000 5000 0-5000 EUD HTX KVU AMU Åben uddannelse Øvrige Kilde: Tekniske skoler og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Der er betydelige forskelle i dækningsbidraget på de enkelte uddannelser mellem skolerne. Disse forskelle skyldes foruden forskelle i produktivitet også, at skolerne ikke konterer udgifterne ved de enkelte uddannelser helt ens. Når der ses på alle skolerne under ét, så vurderes det dog, at konteringen af indtægter og udgifter på de enkelte uddannelser giver et retvisende billede. Set over hele perioden fra 1996 til 1999 er udgiften pr. årselev steget med 6,7 pct. og taxametret steget med 5,6 pct. Det gennemsnitlige dækningsbidrag pr. elev er faldet fra 3.600 kr. til 3.150 kr. Fællesomkostningerne er steget ganske betydeligt fra 1996 til 1999, nemlig med 22,4 pct., og markedsføringsudgifterne m.v. er steget med 15,4 pct., jf. tabel 1, og opgøres væksten pr. elev, er tallene hhv. 18,9 pct. og 12,2 pct. I samme periode er forbrugerpriserne steget med knap 6½ pct., så der har været en betydelig real vækst på udgiftssiden. I følge Teknisk Skoleforening skyldes udgiftsvæksten ikke en løbsk udvikling i de normale administrations- og markedsføringsudgifter, men derimod, at skolerne er blevet pålagt betydelige merudgifter og ekstraarbejde i perioden.
7 Bygningsomkostningerne for de tekniske skoler er faldet med 2,3 pct. fra 1996 til 1999, mens bygningstaksametret i samme periode er steget med 5,7 pct. Overdækningen på bygningerne er således steget, og det er tilsigtet, fordi de tekniske skoler skal opbygge en reserve til fremtidig bygningsvedligeholdelse og bygningsinvesteringer. Imidlertid viser regnskaberne, at en betydelig del af denne overdækning går til underdækningen af fællesudgifterne, og der kan stille spørgsmålstegn ved, om formålet med overdækningen på bygningsområdet også på længere sigt kan realiseres. 4. Handelsskolerne Herunder i tabel 2 er handelsskolernes regnskaber brudt ned i poster vedrørende undervisning, fællesudgifter og bygninger. Ligesom det var tilfældet for de tekniske skoler, har også handelsskolerne et overskud på undervisningen, men til forskel fra de tekniske skoler har handelsskolerne netto et underskud på bygningsområdet i 1999. Tabel 2. Handelsskolerne (inklusive TietgenSkolen i 1999) 1996 1997 1998 1999 1996-99 pct. Taxameter m.v. 2.213,2 2.344,1 2.775,9 2.709,9 22,4 Udgifter i.fbm. undervisning 2.061,0 2.162,4 2.469,4 2.502,6 21,4 Dækningsbidrag 152,2 181,8 306,5 207,3 Fællesomkostninger 546,9 588,9 682,5 727,1 32,9 Udvikling og markedsføring 55,2 59,4 67,5 75,8 37,3 Tilskud vedr. fællesomkostninger 463,7 462,7 517,2 531,2 14,6 Netto fællesudgifter -138,4-185,6-232,8-271,7 Bygningsomkostninger *) 305,4 319,7 387,0 370,0 21,2 Bygningstilskud 317,2 323,8 396,4 349,6 10,2 Bygninger, netto 11,8 4,2 9,4-20,5 Renter 31,8 27,0 20,2 1,6 Resultat 57,3 27,4 103,3-83,3 * I 1996 indgik bygningsafskrivninger ikke oprindelig i regnskabet, men det er der korrigeret for i de præsenterede tal. I de øvrige år indgår bygningsafskrivninger i regnskaberne. Kilde: HFI Interesseorganisationen for handelsskolernes ledelser. Den væsentlige overførsel mellem taxameterområderne for handelsskolernes vedkommende er således fra undervisning til fællesudgifter.
8 På undervisningsområdet er der især betydelige dækningsbidrag på handelsskolernes introduktionsforløb og på forskellige KVU'ere, mens der er negative dækningsbidrag på markedsøkonom og ikke mindst den 3-årige HHX, jf. figur 4 herunder. Figur 4. Dækningsbidrag for uddannelserne på handelsskolerne, 1999, kroner. 30000 25000 20000 15000 10000 5000 0-5000 -10000 AMU HHx 3 årig Markedsøkonom Handelsakademi Merkonom HHX 1 årig Pc-bruger HG Datanom Datamatiker IT-administrator Enkeltfag Skolepraktik Korte kurser Diverse KVU Handelssk. intro Aktivering Kilde: hfi interesseorganisation for handelsskolernes ledelser og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Umiddelbart er uddannelserne på handelsskolerne præget af flere positive dækningsbidrag end negative, jf. figur 4. Problemet er imidlertid, at en væsentlig del af aktiviteten på handelsskolerne nemlig over en tredjedel af årseleverne, er på den 3-årige HHX, som giver et negativt dækningsbidrag. I 1999 bidrog det negative dækningsbidrag på HHX isoleret set til en negativ påvirkning af handelsskolernes resultat på 73 mill.kr. Det laveste dækningsbidrag har handelsskolerne på AMU og det højeste på aktivering, og den generelle tendens er, at dækningsbidragene er højest på de kortere kurser i forbindelse med bl.a. åben uddannelse, hvorimod de er lavest på handelsskolernes kerneområder. Detaljerede data viser, at der mellem skolerne er stor spredning i dækningsbidragene. Den skole, der har det bedste dækningsbidrag for den 3 årige HHX, har således et overskud på godt 850 kr., mens skolen med det dårligste dækningsbidrag har et underskud på 14.150 kr. Ligesom for de tekniske skoler skal det understreges, at forskellig konteringspraksis mellem skolerne påvirker resultaterne, men den betydelige forskel viser også noget om forskelle i effektivitet og i udvikling i elevgrundlaget, idet svigtende elevgrundlag eller store frafald fører til meget dårlige dækningsgrader.
9 Nedenfor i boks 1 vises dækningsbidraget på HHX (2- eller 3-årig) fra 1995 til 2001, og det fremgår, at denne uddannelse generelt har været præget af underskud, og kun meget få skoler har formået at få et overskud på uddannelsen i årenes løb. Boks 1. Dækningsbidraget på HHX historisk I hele perioden fra 1995 til 2000 har der været et negativt dækningsbidrag på HHX på mellem 2-3.000 kr. Takstrevisionen i 2001 med et løft af HHX taksten har væsentligt mindsket det negative dækningsbidrag, som nu vurderes at være på knap 1.000 kr. 0-500 -1000-1500 -2000-2500 -3000-3500 Dækningsbidrag pr. årselev -4000 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Kilde: HFI Interesseorganisation for handelsskolernes ledelser. En opgørelse af hvilke skoler, der har positivt resultat på HHX, viser, at langt størstedelen af skolerne har negativt dækningsbidrag på HHX. Takstændringen i 2001 skønnes dog nu at have medført, at omkring hver fjerde skole får overskud. 60 Skolernes resultat på HHX 50 40 Positiv resultat Alle skoler 30 20 10 0 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Kilde: HFI Interesseorganisation for handelsskolernes ledelser. Set over hele perioden fra 1996 til 1999 er udgiften pr. årselev på handelsskolerne steget med knap 11 pct. og indtægterne fra taxameter m.m. er steget med 10 pct. Det gennemsnitlige dækningsbidrag pr.
10 elev var i 1999 knap 3.000 kr., mens det i 1996 var 2.500 kr. I 1998 var dækningsbidraget ekstraordinært højt med et niveau på knap 4.200 kr., hvilket kan henføres til de særlige omstændigheder omkring Pc-bruger. Fællesomkostningerne er i perioden 1996 til 1999 steget med næsten 33 pct. eller med godt 20 pct. pr. årselev. Udgifterne til udvikling og markedsføring er steget med næsten 25 pct. pr. årselev. Der er således tale om betydelige vækstrater på udgiftssiden, også når de opgøres pr. årselev. Indtægterne til dækning af fællesomkostningerne er i samme perioden kun steget med godt 3½ pct. pr. årselev. Resultatet af denne udvikling har været, at underskuddet på fællesomkostningerne næsten er blevet fordoblet fra 1996 til 1999. Ligesom det var tilfældet for de tekniske skoler, mener hfi interesseorganisationen for handelsskolernes ledelser heller ikke, at udgiftsvæksten skyldes en løbsk udvikling i de normale administrations- og markedsføringsudgifter, men derimod, at skolerne er blevet pålagt betydelige merudgifter og ekstraarbejde i perioden. Bygningsomkostningerne er steget med godt 20 pct. fra 1996 til 1999. Det dækker over en udvikling, hvor der i 1998 var en stor stigning, hvilket sandsynligvis hang sammen med pc-brugeruddannelsen, hvor skolerne lejede lokaler, byggede til og byggede om. Tilskuddet til bygningsdrifts (bygningstaxameter m.v.) er i samme periode steget med 10 pct., og overskuddet på handelsskolernes bygningsdrift blev fra tidligere et overskud vendt til et underskud i 1999. Dette står i kontrast til situationen for de tekniske skoler, hvor der er et solidt overskud på bygningsdrift, jf. tidligere. 5. Problemer i taxameter systemet. I taxametersystemet opereres med omkring 12 satser, hvor under der er indplaceret langt mere end 100 forskellige uddannelser. Konsekvensen er, at nogle uddannelser må give overskud og andre må give underskud dvs. princippet om gynger og karruseller. Dette gynge/karrusel-princip er Undervisningsministeriet øjensynlig ganske tilfreds med. I hovedrapporten om Taksteftersyn fra efteråret 2000 hedder det således på side 6: Taksteftersynet bryder heller ikke med det hidtidige princip om, at det samlede systems gennemskuelighed og administrerbarhed bedst sikres ved, at antallet af takster holdes på et lavt niveau. Takstgruppeprincippet gør det nemmere for de politiske beslutningstagere at danne sig et overblik over takststrukturen og indebærer samtidig, at politikere og ministerium
11 ikke skal tage stilling til et stort antal anmodninger om "millimeterjusteringer", men i stedet kan koncentrere sig om væsentlige og velbegrundede forslag om takstændringer. Da der som hovedregel er forholdsvis store spring mellem takstgrupperne, må omplacering fra èn takstgruppe til en anden eller ændringer af beregningsprincipper kræve væsentlige begrundelser. Opretholdelse af et lille antal takstgrupper bidrager således til at gøre administrationen af taxametersystemet mere enkelt. I udformningen af taxametersystemet lægges der således vægt på den politiske administrerbarhed, og i et svar for nyligt til Folketingets uddannelsesudvalg påpeger undervisningsministeren, at taxametersystemet er udtryk for en mål- og rammestyring, hvor forvaltningen af skolernes økonomi er decentral, og skolerne har stor frihed til at disponere og prioritere, hvor pengene bedst er brugt. 1 Denne overordnede analyse af skolernes økonomi viser imidlertid også, at taxametersystemet i sin nuværende form med få og ikke-omkostningsnære takster indebærer flere problemer. Skolerne kan ikke frit og på baggrund af efterspørgslen i lokalområdet sammensætte sin uddannelsesportefølje, fordi gyngerne skal modsvares af karrusellerne, hvis skolerne skal hænge økonomisk sammen. Visse uddannelser kan i mange år udvise betydelige underskud for skolerne, uden der gøres noget politisk for at justere taxametret, fordi det, der tabes på gyngerne, jo blot kan vindes ind på karrusellerne. Desuden betyder det få antal takster, at der som nævnt ovenfor skal meget vægtige grunde til en ny indplacering. Den uklare sammenhæng mellem taxameter og faktiske udgifter betyder også, at den faktiske udgiftsvækst på skolerne ikke indgår som et element i den politiske proces. Det er udviklingen i fællesudgifterne et godt eksempel på, hvor ændret opgavefordeling m.v. ikke slår ud i fællestaxametret. De omkostnings-fjerne taxametre betyder også, at der overføres ganske store midler mellem de tre taxameterområder, jf. tidligere, og det kan fx betyde, at midler til undervisning går til dækning af udgifter ved bygninger eller fællesudgifter. Skolernes forskellige udgifter ved udbud af uddannelserne er forskellige. Det kan skyldes forskellig effektivitet og forskellige lokale forhold med svagt elevgrundlag. Den manglende sammenhæng mellem taxameter og faktiske udgifter har bl.a. som konsekvens, at særlige lokale forhold med svagt elevgrundlag eller udbud af dyre uddannelser etc. ikke udløser et ekstra-taxameter. Der er således også en række problemer forbundet med det nuværende taxametersystem. 1 Svar til Uddannelsesudvalget, alm.del., bilag 211,side 3, 21. februar 2001.
12 6. Mulige løsninger En løsning kunne være at erstatte det nuværende taxametersystem med meget få takster med et system med adskillige takster, hvor taksterne i langt højere grad afspejler de sande omkostninger ved at drive uddannelserne. I praksis kunne taksterne fastsættes efter et benchmarking system, hvor taksterne fx fastsættes efter den fjerdedel af skolerne, som kan udbyde uddannelserne mest effektivt. Effektiviteten skal opgøres både ud fra omkostningerne og en systematisk vurdering af uddannelsernes kvalitet. En naturlig del af et sådan benchmarking system er således, at erfaringerne fra de mest effektive skoler systematisk opsamles og videreformidles for generelt at øge effektiviteten på skolerne. Fordelene ved at have et taxametersystem med adskillige takster og en systematisk procedure for takstfastsættelse vil være, at: skolerne vil få større frihed til at udbyde forskellige uddannelserne, blot de er lige så effektive, som fx den bedste fjerdedel af skolerne, som takster måles ud fra, systematiske underskud på én uddannelse ikke blot kan fejes ind under gulvtæppet som en del af gynge-karrusel-princippet. Hvis også de mest effektive har problemer med at få uddannelserne til at hænge sammen, så skal taksterne øges, manglende bæreevne rent geografisk vil slå ud i synlige ubalancer, som fx kan løses ved særlige geografisk betingede tilskud til bestemte uddannelser, hvis en geografisk spredning af udbuddet findes ønskelig, kvaliteten af uddannelserne øges, hvis der indføres systematiske procedurer for registrering af kvalitet og pris for uddannelserne. Endelige kan de politiske ønsker om at prioritere på undervisningsområdet målrettes langt mere direkte i et taxametersystem med adskillige takster, og grundlaget for den politiske prioritering vil blive mere solidt med en systematisk procedure for registrering af effektivitet.