Inger Poulsen Birgitte Thornsohn, Tina Zwergius Elin Gam, Elsebeth Willemann. Den der vover kan miste fodfæste. Den der intet vover mister sig selv.

Inger Poulsen Birgitte Thornsohn, Tina Zwergius Elin Gam, Elsebeth Willemann Den der vover kan miste fodfæste. Den der intet vover mister sig selv.

Rammer og struktur Familierne får et behandlingstilbud, hvor de forbliver i eget hjem og nærmiljø. Børnene fortsætter i deres institution. Den enkelte har en gennemgående terapeut og er i forbindelse med huset alle ugens fem hverdage. To gange om ugen, eller efter behov, er terapeuten sammen med børnene og forældrene i hjemmet i ca. 1½ time. Det terapeutiske relationsarbejde hjemme kalder vi for intervenering. Én gang om ugen er der individuel terapi i huset i ca. 1½ time. To gange om ugen er der gruppeterapi med Familiehusets terapeuter på skift. 3 Gruppeterapien foregår hver tirsdag og torsdag fra kl. 09:00 14:00. Arbejdsformen er terapi og undervisning. af Inger Poulsen Psykoterapeut MPF, leder Vi lægger vægt på at involvere de netværk, der er i familien og nærmiljøet, og arbejder tæt sammen med familierådgiver, sundhedsplejerske, vuggestue, børnehave, skole, egen læge, arbejdsformidlingen, uddannelses-institutioner, og hvem der ellers kan være relevant. Familierne er i Familiehuset fra 3 mdr. til 2 år. Tidlig indsats nytter Familiehuset, Smedetorvet 8, er en del af Børnefamilierådgivningen i Horsens kommune. Familiehuset er et psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud til gravide kvinder med særlige behov, samt familier med børn mellem 0 og 2 år, hvor børnenes udvikling er truet. Med særligt fokus på den tidlige indsats er omdrejningspunktet kontakten mellem forældre og børn for at genskabe trygheden og bryde den negative sociale arv. Er man dømt ude af fællesskabet fra barndommen, fordi der udviklingsmæssigt er noget, man ikke har lært, kan en tæt, kontinuerlig og respektfuld terapeutisk kontakt give læring, lindring og nyt håb og mulighed for forandring - en forandring, der kan blive til en ny styrke fremover.

4 Familiehusets fundament Det er afgørende for behandlingsmiljøet, at lederen er i stand til at skabe ro og tryghed for kollegerne. Skabe et fagligt udviklende miljø, hvor begreber som respekt helhed resultat kvalitet er helt centrale elementer i værdigrundlaget. Et værdigrundlag som er gældende for hele Horsens Kommune. Lederen må være autentisk og dermed skabe rum for, at terapeuterne kan udvikle deres autenticitet, hvilket er en forudsætning for, at det terapeutiske arbejde med familierne lykkes. Det handler om tillid. Det er vigtigt, at terapeuterne er autentiske og respektfulde i mødet med familien kan blive i kontakten og rumme familierne kan arbejde i modstand over tid har en terapeutisk sanselighed for, hvor familien er her og nu bruger det oplevede øjeblik sammen med familien terapeutisk møder familierne med en vedholdende helhjertethed Men der er meget på spil. Mange følelser omkring selvrespekt, selvværd, ansvar, skyld og skam. Det er ikke nemt at lukke andre ind, når man er vænnet til at beskytte sig selv ved at holde andre ude. Det er en kompleks proces. Vi bliver en stor del af deres hverdag og udvikling. Vi kommer tæt på familierne, og de kommer tæt på os. Det er ikke altid nemt at slippe skæbner, historier og de mennesker, det handler om, selv om vi prøver at lade det blive i Huset, når vi går hjem. Derfor er det af stor betydning, at vi modtager ekstern supervision én gang om måneden. Ligeledes er det vigtigt med faglig udvikling i form af relevante kurser og uddannelser. I Familiehuset har vi familier, der er parate til at arbejde med de forhindringer, der er, så de kan varetage omsorgen og forældreansvaret for deres børn. Vi arbejder også med de familier - og det er nok den største gruppe - der ikke er bevidste om eller kan se eget besvær, og som ikke har troen på, at de selv har indflydelse på eller andel i deres børns trivsel. Med den særlige psykoterapeutiske tilgang er det muligt på kort tid at forvandle modstand og angst. Familierne har 3 måneders prøvetid, og herefter skal de gerne kunne sige ja med hjertet til behandlingen i Familiehuset. Børnene er omdrejningspunktet Ved indskrivningen i Familiehuset er børnene det afgørende parameter for familiens manglende trivsel. Ved udskrivningen er børnene også det bedste udtryk for, om behandlingen er lykkedes. Barnets personlighed dannes i de to første leveår. Derfor er det vigtigt, at forældrene støttes i at skabe mest mulig ro omkring barnet, så en sund tilknytning kan etableres. Vores viden om børns udvikling og vores terapeutiske tilgang gør det muligt for os at møde familierne dér, hvor de er og sammen med dem finde deres udviklingspotentiale. Det er samarbejdet og motivationen, der gør forskellen. Det er stjernestunder, når vi ser, at forældrene tager over, påtager sig ansvaret for sig selv og børnene, vover at ville og omsætter det til handling. For man skal turde vove, og det kræver mod, når der er så meget på spil. Det tager tid, men det virker. Vores erfaring er, at denne behandlingsform nytter at børnene kommer i trivsel at de fleste familier får fodfæste at familierne føler sig hørt, set og mødt med deres specielle udfordringer i livet Behandlingsformen er intensiv, og den kan rumme selv svært belastede familier, som ikke er kommet videre på trods af talrige andre behandlingstilbud. Det er den kontinuerlige, respektfulde og terapeutiske kontakt over tid, der skaber en nødvendig tryg base, hvor familien kan vokse indefra og selv tage lederskabet i eget liv. 5

Økonomi Projekt Familiehus startede i 1997 med projektmidler fra Socialministeriet. Efter 2 år blev projektet permanent, da Horsens Kommune fandt frem til, at Familiehuset årligt havde givet en besparelse på 2 mio. på anbringelsesområdet. Ifølge Socialministeriet bruger Danmark årligt omkring 14 milliarder alene på de ca. 14.000 børn, der er anbragt uden for hjemmet. Nettodriftsudgifterne for de udsatte børn og unge er årligt opgjort som: gennemsnitsprisen for anbringelse generelt: 634.664 kr. gennemsnitsprisen på familiepleje er: 413.992 kr. gennemsnitsprisen på ophold på en døgninstitution: 1.008.992 kr. Familiehusets arbejde er effektivt og skaber resultater med store besparelser sammenlignet med gennemsnitsomkostninger, forbundet med anbringelse af børn uden for hjemmet. gøre landets andre kommuner i vore arbejdsmetoder. Den metodeudvikling, der har fundet sted i Familiehuset i Horsens kommune, har vakt interesse på landsplan og mange kommuner har ladet sig inspirere af Familiehusets terapeutiske arbejde. Sidste år blev spædbarnsterapien introduceret på Grønland, og de kommende 2 år har Grønland ønsket familiebehandlings-konceptet inddraget i deres landsdækkende uddannelse. Familiehuset fik i 2007 besøg af socialminister Eva Kjer Hansen, der konkluderede: Vi ved nu mere om, hvad der virker, når vi forsøger at hjælpe udsatte børn og familier, der er truet af splid og opløsning. Det skal vi benytte os af, så vores hjælp får effekt og gavn for børnene. Tidlig indsats nytter. 7 6 Der er i 2010, med udgangspunkt i de 12 år Familiehuset har eksisteret, udregnet en månedlig gennemsnitspris. De samlede omkostninger i Familiehuset for en hel familie er på ca. 13.700 kr. om måneden. Det svarer i bedste fald til ca. 10% af, hvad en traditionel anbringelse ville koste. Det er vanskeligt at regne helt nøjagtigt ud på grund af de mange variabler. Men der er ingen tvivl om, at det samfunds-økonomisk er en god løsning. Der er mange millioner at spare. Det vigtigste er dog, at den negative sociale arv bliver brudt, og at så mange familier som muligt kommer i trivsel. Fra 1997 til 2009 har der i Familiehuset været 142 familier med 176 børn. Af disse børn er blot 9 blevet anbragt uden for hjemmet. Familiehuset som rollemodel De gode resultater gennem alle årene har været en stor tilfredsstillelse. Mange forældre tager ansvaret til sig og bliver i stand til at klare sig selv og deres børn. Ikke mindst på lang sigt er det betydningsfuldt, og selv om ikke alle forældrene formår at klare sig helt uden en vis hjælp, får børnene muligheden for at starte et normalt liv med skolegang, uddannelse og arbejde. Med familien som ramme. Det er og bliver det vigtigste. Det var med en vis stolthed Familiehuset i 2007 modtog en særlig anerkendelse fra Socialministeriet for vort engagement og de målbare resultater. Vi blev valgt som rollemodel for familiebehandling, og målet var at delagtig-

Individuel terapi er et af de tilbud en familie får, når de bliver indskrevet i et fuldt behandlingsforløb hos os. Et fuldt behandlingstilbud betyder: En individuel terapisession af ca. 1 ½ time, 2 gange gruppeterapi, tirsdag og torsdag af 3 ½ time pr. gang, og 1-2 hjemmebesøg af ca. 1 ½ time pr. uge. Når en familie bliver indskrevet i Familiehuset, bliver de tilknyttet en primærterapeut, der følger dem igennem hele deres indskrivelsesperiode. Terapeuten er tovholder for hele behandlingsforløbet og ansvarlig for, at alle andre fag-instanser for familien bliver indkaldt til statusmøder hver 3. måned, således at alle ved, hvad der foregår i behandlingsprocessen. De faggrupper som familierne oftest er tilknyttet, er kontaktpersoner fra: Børnenes dagpleje eller vuggestue, børnehave, skole, fritidsordning, sundhedsplejerske, psykolog ved PPR, talepædagog, familiens læge osv. Derudover kan der være kontakt med bedsteforældre, som nære støtte- og ressourcepersoner i familierne. Familien er altid tilstede, og medvirkende ved disse møder. Det er terapeutens opgave at indkalde til møderne, afholde dem og derefter skrive referat og dermed dokumentere processen og de beslutninger, der bliver truffet. Tovholderfunktionen er som hovedregel knyttet til moderens individuelle terapeut. Er der to forældre i familien, får de hver deres individuelle terapeut. 9 af Birgitte Thornsohn Psykoterapeut MPF Individuel terapi Den individuelle terapi begynder, så at sige, ved hoveddøren. Kvinden/manden bliver hilst velkommen hver gang når de træder ind ad døren. Duften af kaffe og måske hjemmebagt brød, møder dem, samt en personlig tilkendegivelse af, at de er velkomne og ventede. Det er en vigtig del af behandlingen og værdigrundlaget i Familiehuset. Herefter bliver de budt ind til arbejdet i terapirummet. I begyndelsen af et behandlingsforløb handler det først og fremmest om at få etableret et fundament for samarbejdet mellem f.eks. moderen og terapeuten. Familierne er ofte angste, tilbageholdende og uden specielt positive erfaringer med systemet. De fleste udtrykker konkret frygt for, at deres barn/børn skal blive fjernet fra dem. Familierne bliver henvist til Familiehuset gennem Børnefamilierådgivningen i Horsens kommune. På baggrund af en 50 undersøgelse i Serviceloven, tager vi vort første afsæt for de forandringer som familierådgiveren har beskrevet som formål med indskrivelsen. Ofte er familien meget bevidst om, at der er behov for hjælp til deres liv sammen med deres børn, men det er lige så ofte meget svært for dem

konkret at beskrive, hvad der er svært, og hvad de gerne vil opnå. Når kontakten er skabt, bliver det herefter muligt at lave en kontrakt for det arbejde, der skal føre hen til de mål for forandring, som familien ønsker og der er behov for. Alle vore indskrevne familier ønsker at gøre det anderledes og bedre for deres børn, bedre end det de selv voksede op under. De ved, hvordan det ikke skal være men problemet er ofte, at de ikke ved, hvordan de kan skabe forandringerne med de erfaringer og den lærdom, de selv har med sig. Omdrejningspunktet for al terapi i Familiehuset er, at nå ind bag facaden og få kontakt til den enkeltes ressourcer, den indre kerne, netop der hvor indrestyringen tager sit afsæt for den enkelte i livet. Det skal så føre til en erkendelse, der gør, at den enkelte tager ansvar for sig selv og bliver i stand til at handle og skabe forandringer. At være i individuel psykoterapi én gang om ugen igennem et måske to år er intensivt, men meget vigtigt for, at vi kan skabe varige forandringer i familierne. Forholdene i forældrenes opvækstfamilier har ofte været så gennemgribende svære, at intensiteten er vigtig for muligheden for udvikling og handling. Børnene er helt afhængige af, at deres forældre får hjælp til at finde egne ressourcer og viden om, hvad de har brug for, og dermed kan se og handle i forhold til deres børns udtryk og behov. Vi ved, at vore forældre får skabt en sund og kærlig tilknytning til deres børn på baggrund af denne nye erfaring, og vi får dermed brudt en ond cirkel for ensomme og rodløse små børn. Det er meget forskelligt, hvor lang tid en familie er indskrevet i Familiehuset. Ofte afhænger behandlingstiden af, hvor massive problemer og konflikter familien bærer på. Nogle familier har mange børn. For selvom vores formål er, at vi arbejder med familier med børn mellem 0-2 år, så har flere af familierne børn, der er ældre end henvisningsbarnet. I nogle familier er der 4 eller 5 børn, hvis behov for hjælp og støtte bliver tydeligt for forældrene, når de selv får hjælp og bliver bevidste om værdierne i eget liv. Derfor har vi ligeledes oparbejdet en stor ekspertise med de store børn op til 10-12 års alderen, således at vi kan hjælpe og støtte dem til at komme i udvikling og trivsel, både i hjemmet og i deres skole, netop for at sikre en helhedsorienteret indsats. Sorgfuglen Sorgfuglen er et billede på det svære. Den bør betragtes som en ven, når sorgens følelser og trangen til gråd bliver nærværende. Sorgfuglen vil da komme flyvende. Den vil sætte sig på skulderen af den sørgende, som en støtte og vidne til de forløsende tårer. Når gråden stilner af for denne gang, vil Sorgfuglen lette igen og flyve sin vej. Mange mennesker prøver, af alle kræfter, at holde Sorgfuglen på så lang afstand som muligt - og det bliver dermed en kamp om at holde følelserne væk. Ingen Sorgfugl kan lette sorgen, hvis den ikke får mulighed for at lande og sætte sig for en stund. 10 Giv plads til Sorgfuglen, lad den sætte sig i de svære stunder... men lad den ikke bygge rede, slip følelserne fri og den letter igen!

Sandplay rummer mange lag af bevidsthed, fascination og frigørelsesprocesser. eller følelser. Sandplayterapi er derfor en i begyndelsen ordløs - tilgang til at få kontakt med og udtrykt de mange svære oplevelser, konflikter og følelser. Kommunikation og formidling er langt mere end det udtrykte ord. Sandplayterapi skaber en mulig kontakt til det førbevidste og gennem symbolerne skabes historiefortællingen. Konflikterne eller følelserne kan udtrykkes og dermed bevidstgøres, og en mulig orden i kaos kan udvikles. Konkret har vi en rektangulær sandkasse stående på et stativ. Kassen måler 60 x 105 cm med en 20 cm kant. Kassen er hvid med havblå bund. Vi har to kasser på stativ med hjul under, så de kan flyttes rundt eller fjernes, hvis der kun skal arbejdes i én. af Birgitte Thornsohn Psykoterapeut MPF Sandplayterapi Sandplay er en analytisk symbolterapi. Den har sit udspring i den jungianske psykoanalytiske tilgang til livet. Sandplayterapi er en terapiform både for børn - fra 3 års alderen - og voksne. I Familiehuset er vores arbejdsredskab primært samtalen. I huset bruger vi mange ord! Sproget er et vigtigt eksistentielt rum. Mange af børnene og de voksne har ingen erfaring med at iordsætte deres problematikker, konflikter Hele den ene endevæg i rummet er én lang reol med små rum. Her bor symbolerne. Der er elementer fra jorden, himlen, spiritualitet, religioner, planteriget, dyreriget, børn, voksne, krigere, døden, kærlighed, ondskab, stole, borde, vugger, bryster, pinde, perler, mad, kister, broer der er ingen begrænsning i en Sandplaysamling, men der er mange mentale døre til fortiden og fremtiden. Disse mangfoldige symboler lægges ned i sandet, de fortæller en historie og viser, hvad klienten er optaget af, og hvor hun/ han har sine vanskeligheder. Terapeutens rolle betegnes bedst som klientens vidne til det vigtige kreative arbejde, der udføres i Sandplayterapien. Når et barn eller en voksen laver sit billede, er terapeuten støttende ved sit nærvær og interesseret i processen, og denne tilgang er oftest ordløs. Observerer terapeuten en længere tøven eller fastlåshed hos 13

I dette konkrete eksempel spurgte terapeuten Kaya, om hun havde lyst til at fortælle om billederne. Dét havde hun, og hun fortalte klart og tydeligt om sit dilemma, og de følelser hun havde i forhold til den forestående domsafsigelse om, hvor hun skulle tilbringe resten af sin barndom. Hun havde ikke tidligere kunnet tale om, hvordan hun følte, og hvilke tanker hun gjorde sig, i den konkrete konflikt hun var i. Billederne med symbolerne talte for barnet og viste hende vejen ud af det tidligere ordløse helvede hun stod i, og som hun udspillede i sin konfliktfulde adfærd overfor sig selv og andre. Kaya fik sin konflikt og smerte udtrykt, og det var en stor lettelse for hende. Hendes verden var ikke længere så sort/hvid god/ond, men derimod mere nuanceret, og hun mestrede sit dilemma med sine forældres konflikt meget mere konstruktivt. Hun tog med andre ord sit livsvilkår til sig. Det er stort, når man bare er 11 år gammel. 15 klienten, er det relevant at spørge ind til, om klienten har brug for hjælp til at komme videre. Terapeutens vigtigste opgave er at følge, observere, være nærværende og mærke egne impulser i processen som kan være til hjælp og støtte for klienten i den videre proces. Klienten kan vælge at tale om det, og en dialog om billedet er en mulighed. Det er bestemt også muligt, at klienten ikke ønsker at tale om billedet og symbolerne. 14 DET, som er vigtigt er, at symbolerne er lagt i sandet, og dermed er der sket en bearbejdelse af klientens problem tilstand smerte. Der er foretaget en helende, forløsende symbolisering. Ord forløser, det ved vi alle, men ord kan ikke altid beskrive meget dybe og tidlige konflikter. Det kan symbolerne, figurerne, billederne. Kaya på 11 år er et godt eksempel. Hun var i et Sandplayterapi forløb i Familiehuset. Kaya befandt sig i en forfærdelig konflikt mellem sine forældre, der i deres skilsmisse begge ville have hende boende hos sig. Hun var ved at blive revet midt over, rent psykisk, hun var meget ulykkelig og i dårlig trivsel. Kaya lavede billeder med de symboler, vi har til Sandplay billederne. Da hun havde lavet et billede, som viste hvordan hun havde det hos sin far og et billede i den anden kasse, som viste, hvordan hun havde det hos sin mor, rettede hun sig op og sagde lettet: Nu kan jeg se hvad jeg føler!

I Familiehuset har vi mange inspirationskilder i vort teoretiske fundament. Vi er alle uddannet i forskellige terapeutiske retninger og efterfølgende har vi gennemgået flere fælles efteruddannelser. Fælles for os er også, at vi alle har en børnefaglig grunduddannelse. Herudover har vi samlet mange års klinisk arbejdserfaring fra daginstitutionsområdet, hospitalsområdet somatisk som psykiatrisk, alkohol/misbrugs- og familiebehandling. Margaretha Brodén var vores første primære inspirationskilde i forhold til det helt tidlige relationsarbejde mellem mor/far og barn. Andre klinikere/teoretikere der har været med os er: John Bowlby, Erik H. Eriksson, Margaret Mahler, Donald Winnicott, Alice Miller, Kari Killen, Per Schultz Jørgensen, Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick, Peter Levin, Françoise Dolto, Caroline Eliacheff, Irvin D. Yalom, Haldor Øvreeide, C.G. Jung, Inger Thormann og Charlotte Guldbjerg, Susan Hart og mange, mange flere. Margaretha Brodén har skrevet: Mor og barn i Ingenmandsland. Med den bog, tror jeg, at hun slog benene væk under mange af os, der havde vores virke i behandlersystemet, hvor vi var vidner til mange børn og deres forældres mistrivsel, som var begyndt helt tidligt i barnets liv. Det var frustrerende at opleve, at ingen havde grebet ind noget før og taget vare på barnets problemer. 17 af Birgitte Thornsohn Psykoterapeut MPF Teoretiske inspirationskilder Margaretha Brodén beskrev det helt tidlige samspil mellem mor og barn samtidigt med, at hun beskrev det spæde barn og de forskellige temperamenter/sårbarheder og anlæg, et barn bliver født med. Et sårbart og sensitivt lille spædbarn har brug for noget helt specielt. Måske bliver det født ind i en familie, der slet ikke kan imødekomme dets specielle behov. En usikker mor/far får et velbalanceret og robust spædbarn. Håbet er, at det nok kommer til at gå! Gør det ikke, bliver skaderne svære at oprette, hvis der går for lang tid. Margaretha Brodén oprettede et Familiehus i Malmø, Victoriagården. Her kommer familier med spædbørn og småbørn og får hjælp til at se og forstå børnenes behov, lære hvad det lille barn har brug for og få redskaber til forandringsprocessen. Ligeledes indgår forældrene sideløbende i et psykoterapeutisk behandlingsforløb. Margaretha Brodén beskrev meget smukt i sin bog sin store opmærksomhed på vigtigheden af, at forældrene bliver mødt, mødret og rummet med respekt og varme, netop på grund af de store og ofte komplekse følelsesmæssige vanskeligheder. I Familiehuset har vi fået netop denne inspiration til at mødre vore forældre, således at de ved, hvad det vil sige, at være varme og kærlige

18 forældre til deres børn. En forældreomsorg de oftest ikke selv erfarede i deres eget barndomshjem, men som de senere har fået med fra deres tid i Familiehuset. Daniel N. Stern har også været en stor inspirator for vores udviklingsarbejde igennem alle årene. Han er født i 1934. Amerikansk professor i psykologi, en psykoanalytiker, der gør op med den traditionelle psykoanalyse med dens faseopdelte forståelse af barnets tidlige udvikling. Daniel Sterns arbejde bygger på observationer af det spæde barn og dets samspil med sine omsorgspersoner. Omdrejningspunktet for hans arbejde er relationen mellem barnet og forældrene, primært moderen, og naturligvis relationen til andre igennem barnets videre udvikling. Relationer der udvikles gennem hele livet for os alle, men som har et fælles fundament. Daniel Stern siger, at det spæde barn har et Selv og er kompetent til at udvikle sig i relation til og med andre lige fra fødslen. Han er optaget af, hvad spædbørn tænker og føler, og han beskriver kvaliteten i samværet mellem det lille barn og dets forældre (og andre relationer). Opmærksomheden i processen er koncentreret om samværet med en begyndelse, samværet/dialogen og en afslutning. Barnets oplevelse af sig selv hænger sammen med og udvikles i relation til andre. Sterns måde at beskrive barnet tidlige udvikling er, som nævnt ikke i bestemte faser, men beskrives som Selvfornemmelsens udviklingstrin, der i den sunde udvikling går fra det ene udviklingstrin til det næste. Denne udvikling forbliver aktiv igennem hele livet. Vi kan med Sterns ord blive ved med at udvikle os, og blive ved med at lære. Stern arbejder med fire udviklingstrin: Det gryende Selv: 0-2 måneder, hvor det spæde barns oplevelser bliver mere og mere organiserede. Kerneselvet: 2-6 måneder, hvor det spæde barn begynder at opleve sig selv som et fysisk selv. Det subjektive Selv: 7-15 måneder, hvor barnet oplever, at der er andre i verden end det selv. Det verbale Selv: Fra 15 måneder Barnet udvikler evnen til at knytte ord til sin selvopfattelse og udvikler evnen til selvreflektion. Ligeledes har han inspireret os til at forstå kvaliteten i samværet mellem det lille barn og moderen (faderen og andre omsorgspersoner). Nemlig opmærksomheden på hvilken afstemthed og timing, der er i relationen og konsekvenserne, når disse kvalitative elementer for en god kontakt/relation ikke er tilstede. F.eks. hvis moderen er deprimeret eller har sine tanker og mentale tilstedeværelse et helt andet sted end i kontakten med sit barn. Stern mener, at spædbørn har en selvopfattelse, hvor nogle erfaringer bliver bevidstgjort i barnets udvikling og andre forbliver ubevidste i det førsproglige lag. Derfor er spædbarnsterapien så vigtig i vores tilgang til det spæde barn, når det fortæller os, hvor svært det er for det at være til. I Sterns opfattelse er vi en del af hinandens nervesystem. Det giver rigtig god mening, da vi netop erfarer, at vi mærker hinanden på godt og ondt i de tætte relationer, såvel i de faglige/arbejdsmæssige sammenhænge som i det private/personlige. At træde ind i et rum hvor du mærker, at du er velkommen, erfares måske ikke bevidst, men det føles bestemt godt og rart, og kroppen er afslappet. Nervesystemet er i ro. Går du der imod ind i et rum, hvor stemningen eller kontakten til dig, ikke opleves/føles god og rar, bliver mødet ubehageligt. Det mærkes som en anspændthed i kroppen. Både den gode følelse i en relation og den ikke gode følelse, optræder og lagres i vores nervesystem Daniel Stern har skrevet mange bøger og artikler. Her er tre som vi især har haft stor nytte af: 1. Et spædbarns dagbog. 2. Barnets interpersonelle univers 3. Moderskabskonstellationen Daniel Stern har inspireret os med begrebet: Think feel i det terapeutiske rum. Lad vort hoved og hjerte inspirere hinanden og arbejde sammen. Det er et godt udgangspunkt for en god og autentisk kontakt. 19

Skæbner i skyggeland. Terapi og dæmoner. Bogen blev skrevet for at fortælle, hvordan man gjorde et barn fortræd. Hvilke konsekvenser det fik for hende og hendes muligheder for at skabe en meningsfuld tilværelse også for hendes børn, da hun blev tilbudt et behandlingsforløb i Familiehuset. Bogen blev også skrevet for at råbe vore politikere op! De skal vide, at det nytter at behandle og forebygge med en tidlig indsats i familien, hvor børnene er helt små. Så tidligt i barnets liv som overhovedet muligt. Vi skal som samfund prioritere i en tidlig intensiv indsats, i uddannelse og accept af, at behandling tager tid. Når en hel familie en enlig mor og/eller far med ét eller flere børn tilbydes et behandlingsforløb kan det synes lang tid med en indskrivelsestid på 1-3 år. Men med de massive problemer i forældrenes opvækst igennem 20-25 år, så er tidsperspektivet sådan. Når vi arbejder med en mor eller en far, så arbejder vi både direkte og indirekte med børnene også. Altså arbejder vi ikke blot med ét liv men altid med mindst to! For at udvikle sunde børn skal vi udvikle sunde forældre hvis børnene skal forblive i eget hjem og få et sundt liv. familier, der bærer den meget omtalte skæve negative sociale arv. For den enkelte handler det om liv og død, om selvværd og et værdigt liv. Samfundsmæssigt handler det om de helt fundamentale værdier, vort demokrati er baseret på og milliarder af skattekroner, hvert år. Sofie, hendes mand og børn har det fortsat godt. Alle (nu 5) børn er i trivsel og familien står på egne ben uden hjælp eller støtte fra det offentlige. Forlaget Hovedland 2007, www.hovedland.dk. Skæbner i skyggeland skildrer et behandlingsforløb i Familiehuset med udgangspunkt i Sofies egen historie. Hendes opvækst, problemerne i hendes ungdom, og hendes grænseløse sorg, da hendes 18- årige søster brutalt bliver myrdet i en sammenhæng, der burde og kunne have været undgået. Konsekvenserne af mordet var uoverskuelige, ikke blot for Sofie, men også for Sofies to børn. Hvorfor, hvordan og hvad er det, der sker bag de lukkede døre? Bogens formål er at få os alle til at forstå, hvor vigtigt det er at foretage en tidlig forebyggende indsats for at bryde destruktive mønstre, der næsten automatisk påfører børnene de problemer, forældrene selv er vokset op med. Det drejer sig om titusinder af

Som en meget væsentlig del af et fuldt behandlingstilbud i Familiehuset tilbydes familien intervenering i hjemmet. Terapeuten besøger familien i eget hjem efter forudgående aftale og kontrakt mellem familien og terapeuten om, hvad der konkret skal arbejdes med - dvs. hvad eller hvilken problemstilling skal være genstand for opmærksomhed og refleksion. Interventionen retter sig mod relationen og samspillet mellem forældrene og barnet. Det er i relationen med den voksne, at det lille barn udvikler sig og personligheden dannes. En forudsætning for dette er forældrenes evne til etablering af øjenkontakt, imitation og spejling af det lille barns adfærd. En helt fundamental forudsætning for et vellykket interveneringsforløb er tillid og en etableret terapeutisk alliance mellem terapeut og familie. Familien skal kunne tro på, at vi vil dem det godt de skal mærke, at vi, på trods af deres til tider manglende formåen i forhold til deres barn/børn, rummer, forstår, men også forholder os autentisk til deres besvær og samtidig viser dem vejen og dermed mulighederne for et sundt og naturligt samspil. I forhold til nogle familier vil der kunne opstå uenighed mellem terapeuten og familien om, hvad barnets behov er. Hvad er det, barnet viser os i sin adfærd, og hvordan skal vi tolke det? Såfremt uenigheden opstår, vil tilliden og den terapeutiske alliance være det, der kan være medvirkende til, at familien og terapeuten sammen kan finde en løsning på problemet. 23 af Tina Zwergius Psykoterapeut Intervenering Relationsbehandling Alle forældre elsker deres børn og ønsker dem det bedste. Realiteten er blot ofte, at forældrene enten helt konkret ikke ved, hvad det lille barn har brug for eller tillægger børnene motiver/evner, som ligger udenfor barnets alder og modenhed. Ofte er forældrenes egen opvækst præget af omsorgssvigt i en så alvorlig grad, at disse oplevelser alene danner baggrund for, hvordan de ser barnet. Dermed kan der opstå et ønske om, at deres barn skal have noget helt andet og ofte alt det, de ikke selv har fået. I andre tilfælde reagerer forældrene med hårdhed og ved at tillægge barnet motiver for adfærd og handling, som på ingen måde hører det lille barn til. Disse problemstillinger vil altid vise sig i samspillet og dermed i relationen mellem barnet og de voksne.

24 I interveneringsarbejdet anvendes forskellige arbejdsmetoder, som hver især, forud for besøget, aftales med forældrene. Det kan eks. være: Direkte intervention i relationen her og nu. Det kan være anerkendende ord fra terapeuten såvel til barnet som til den voksne. Terapeuten kan i andre situationer indtage barnets eller den voksnes position og ved hjælp af sin erfaring, indføling og forståelse sætte ord på følelser og handling. Anvendelse af video i forbindelse med besøgene er et væsentligt redskab. Terapeuten optræder da neutralt som iagttager og optager dele af samspillet. Familien inviteres efterfølgende til gennemsyn og dialog om det optagede materiale. I denne samtale vil forældrenes evne til empati og adskillelse af egne behov fra barnets ofte vise sig. På denne måde vil interveneringsarbejdet ofte resultere i tydeliggørelsen af forældrenes egne personlige problemer, som herefter kan og bør bearbejdes i den individuelle terapi. Triangulering Triangulering er et interaktionsfænomen, der starter i barnets første leveår omkring 3-5 måneders alderen. Et fænomen, der danner udgangspunkt for en måde, barnet kan opleve verden på, som udvikles og understøttes af forholdet til den voksne ved hjælp af den måde, som såvel den voksne som barnet agerer på, når de sammen udforsker og oplever en genstand, et billede, en person eller fænomener. Samspillet om identifikation og fælles forståelse er meget vigtigt for identitetsdannelsen. Senere hen i livet er det det samme, der foregår i alle de relationer, vi indgår i både i forhold til større børn og andre voksne. Det er derfor meget, meget vigtigt, at den voksne er i stand til at indgå i denne proces, når barnet er udviklingsmæssigt klar. For at udvikle et kerne-selv og en sund personlighed har det spæde barn brug for, at moderen eller en anden primær omsorgsgiver ser det og møder det - lige dér, hvor barnet er! For at moderen eller en anden voksen kan dette, kræver det, at hun selv formår at kunne skabe og vedligeholde øjenkontakt, at hun mestrer evnen til at imitere barnets udtryk og dermed spejle barnet og sluttelig, at hun selv formår at indgå i/tilføre barnet en tilpas mængde arousal, åbenhed og modtagelighed, en følelsesmæssig afstemning, således at barnets energetiske kapacitet udvikles. Herved dannes barnets egen reguleringsmekanisme for følelser af forskellig karakter glæde, sorg, vrede, angst osv. Dette samspil danner basis for, hvordan barnet livet igennem udvikler sig, danner relationer og indgår i samspil med andre mennesker. Interveneringen foregår primært i hjemmet omkring de dagligdags situationer, der kan føre til konflikter og vise familiens besvær, såsom situationer i forbindelse med måltider, leg, påklædning, oprydning, pasning af kæledyr, tandbørstning og putning. Men der kan også være forhold i forbindelse med aflevering og afhentning i institution, indkøb og samvær på legepladser. Det handler oftest om ritualer, genkendelighed og meningsfuld kontakt og interaktion. Hvordan begynder man en dag, hvordan fylder man den ud, og hvordan får man den afsluttet uden kamp og meningsløse konflikter. Interveneringen er terapeutens samlende indsats og bearbejdning af hverdagsrelationerne mellem forældrene og deres barn. 25

Arbejdet i gruppen Gruppen er et godt forum til at skabe genkendelse. Genkendelse skaber håb. Håb skaber motivation. Motivation skaber mod. Mod er nødvendigt for at skabe forandring. Arbejdet i gruppen giver mulighed for at dele hemmeligheder og udveksle erfaringer. At komme i en gruppe, opleve genkendelsen, at andre har det på samme måde og har samme besvær, at man ikke er alene det kan give håb! Vi har set det mange gange, håbet bliver tændt, og så kommer motivationen og modet ofte også, modet til at begynde at afsløre, hvordan man reelt har det. Det betyder, at man kan begynde at modtage den hjælp, man har brug for. Man kan begynde at lære noget nyt, noget andet, man kan begynde at skabe forandring. Hjælpen kommer fra personalet, men også fra de andre gruppemedlemmer, de giver og får fra hinanden en god og befordrende cirkel kan komme i gang. Vi vokser af at få, men også af at give. Det kræver stort mod at afsløre sine hemmeligheder - ikke mindst når man primært har dårlige erfaringer i tidligere relationer. 27 af Elin Gam Psykoterapeut MPF Struktur og indhold Der er gruppeterapi 2 gange ugentligt. Vi er altid 2 terapeuter, én er gennemgående. Gruppeterapi Èn dag er børnene og forældreskabet i fokus, og én dag er det personlige, den voksne i fokus. Dette er for at sikre, at vi når hele vejen rundt. Ofte fylder voksen-problemerne så meget, at de tager hele billedet - her er indlagt en træning i at bevare fokus på barnet, også når den voksne har det svært. Ting hænger sammen, og har man noget, der presser på, kan man selvfølgelig tage det op, uanset tema.

28 Vi mødes kl. 9 til morgenmad. Kl. 9.30. starter vi i grupperummet. Vi indleder med en sang og herefter med en indre vejrmelding, hvor den enkelte siger lidt om, hvordan hun har det, og hvad hun gerne vil snakke om denne dag - nogle gange i forlængelse af den individuelle terapi. Dagene er forskellige, vi kan have planlagt et tema, eller tage udgangspunkt i den enkelte. Emnerne har ingen begrænsning. I relation til forældreskabet f.eks.: barnets udvikling (hvordan læser jeg barnet, hvad kan jeg forvente) barnets behov (problemer med at spise, sove, hvad gør jeg, når han/ hun græder ) barnets opdragelse (hvordan får jeg sat mine rammer og samtidig tilgodeset mit barn behov ) I relation til voksenlivet f.eks.: kæresteforhold relation til egne forældre arbejde/uddannelse venskaber Vi underviser, både i den konkrete situation og mere generelt, i fælles temaer. Vi har eller skaber en del undervisningsmateriale f.eks. om børns behov og udvikling Den enkelte fortæller om sin familie, hvad har været kendetegnende (misbrug, vold, skilsmisse ), hvad er det for et mønster, jeg vil bryde. Vi ser film der belyser emnerne. Som gruppeledere tager vi udgangspunkt i den enkelte, tilstræber at møde hende der, hvor hun er. Vi arbejder terapeutisk, vi spejler og er sparringspartnere. Vi er meget opmærksomme på at møde, men også på at udfordre og konfrontere. Et væsentligt element er, at de øvrige gruppemedlemmer inddrages med deres erfaringer, tanker og meninger. Gruppen er det forum, hvor den enkelte kan øve sig i relationer. Vi lægger stor vægt på, at der en god atmosfære, at man behandler hinanden ordentligt. Dette kan også være et tema, som vi eller et medlem tager op i gruppen. Alle skal kunne være der, og alle har retten til at bringe det op, som de er optaget af, og alle har retten til at befinde sig der, hvor de er. De færreste har denne erfaring fra tidligere grupper, familier og sammenhænge. Gruppemedlemmerne er forpligtiget til at møde og deltage efter bedste evne. Tavshedspligten er meget væsentlig, det man hører om hinanden forbliver i gruppen. Kl.13 afslutter vi, og herefter er der fælles frokost. Efter gruppeterapien deler vi den enkeltes arbejde med det øvrige personale, således at specielt kontaktpersonen er ajourført. 29

Det er dejligt at mærke forældrenes bekymring for, om vi nu også kan tage os af børnene, for det viser jo, at de har viljen, de mangler bare redskaberne. Når de skal i terapi, og børnene ikke er i institution, er det mig der passer dem. Og forældrene er bare så optaget af, om det nu er, som det skal være. Og det er det. Det oplever de. De ser, at børnene falder til ro, og så falder de også til ro. Vi har hverdagsrutiner her, på en måde er det meget enkelt. Det handler om at skabe og genskabe det, der er fundament i dagligdagen. Terapeuterne arbejder med de mere komplekse traumer. Jeg står for den del af huset, der repræsenterer den normalitet, de fleste er vokset op med. 31 Derudover står jeg for administrationen sammen med vores leder, Inger Poulsen. Der er meget papirarbejde. Indskrivning. Kalenderkoordinering. Telefonpasning. Og alle de funktioner fra rengøring til indkøb, der gør, at dette ikke blot er et kontor, men netop et Familiehus. af Elsebeth Willemann Miljøsekretær De trygge rammer Huset Det skal være rart at komme i Familiehuset, og vi gør meget for, at det skal være en god oplevelse for familierne. Når de er henvist til os, er det selvfølgelig fordi, der er store problemer, især omkring børnene. Forældrene elsker deres børn, og de vil dem det bedste. Når familierne kommer her i huset, og det gør de flere gange om ugen, gør vi os umage for at de skal opleve varme, nærvær og rytme. Som miljøsekretær er jeg den, der sørger for, at rammerne er i orden. Vi starter dagen med morgenmad. Ro og rart samvær. Duften af hjemmebagt brød, frisk kaffe og te skaber en god atmosfære. Det meste af vort arbejde foregår selvfølgelig her i huset. Individuel terapi, gruppeterapi, Sandplay og forskellige fællesaktiviteter. Måltiderne er de store samlingspunkter. Mødrene kommer tit med ønsker om, at jeg skal lave mad, som de særlig godt kan lide. Og det gør jeg, så vidt det er muligt. Det friskbagte brød er måske en lille ting, men den er vigtig. Ligesom småkagerne. De skal bare altid være der. Og det er de. Vi holder også julefest og husker fødselsdage. Og vi laver udflugter, for eksempel til Givskud Zoo, hvor vi kan arbejde med relationerne i forbindelse med oplevelser. Vi er meget sammen i meget forskellige sammenhænge. Det er det, der er med til at gøre forskellen og skabe den bevidsthed, der kan give dem kræfter til at ændre deres handlingsmønstre. Det er det trygge samvær der tæller. Det samvær de sjældent har oplevet. Når familierne bliver udskrevet kan de stå på egne ben. Men de slipper os ikke. De ringer, mailer og kommer tit tilbage. De skal lige vise deres nye barn eller fortælle om, hvor de er, eller hvad de laver. Vi finder tiden til dette samvær, og kaffen er altid varm. Disse besøg betyder meget for dem. Og rigtigt meget for os. Det viser jo, at vi har gjort en forskel.

af Inger Poulsen Psykoterapeut MPF, Leder Spædbarnsterapi Vi har hentet megen inspiration til spædbarnsterapien fra børnelæge og analytiker, Françoise Dolto, som blandt andet har skrevet bogen Samtaler om børn og psykoanalyse Hans Reitzels Forlag. Budskabet er Lad aldrig barnets smerte blive glemt og Alt usagt binder energi. Doltos banebrydende arbejde med spædbørn og småbørn er et af de væsentligste bidrag inden for psykoterapien og en stærk inspirationskilde for Familiehusets arbejde i forhold til udviklingen af spædbarnsterapi. Det er ikke det at tale med det spæde barn, der er fremmed for os! Det er det, at det talte ord tilsyneladende har en terapeutisk virkning! Det var vi ikke bevidste om, før vi blev bekendt med Doltos teorier. Børnene kan tåle at høre sandheden, og de har brug for den. Det er som regel de voksne, der ikke kan være sammen med børnene om sandheden. Det er derfor vigtigt at styrke forældrene, og især aldrig at gøre dem forkerte. Det vil sige at bearbejde det skete, der er årsag til problemerne i en erkendelse af, at det er sådan, det er, og hjælpe dem med redskaber til indsigt, forståelse og erkendelse, der kan føre til handling og ændringer. Françoise Dolto havde tiltro til, at selv det spæde barn havde evner til at forstå, bare den voksne forklarede, lige som hun havde tiltro til sprogets magt til at strukturere psyken. Denne forståelse blev en rød tråd i Doltos livsværk som praktiker, både som børnelæge og psykoanalytiker. Hendes understregning af kontaktens betydning er helt central. Oprigtighed og autenticitet hos terapeuten er en nødvendig forudsætning for et møde og et vellykket arbejdsforløb. Den sproglige eller ikke-sproglige kommunikation gør det muligt at trænge igennem forsvar, misforståelser og vrangforestillinger og at bearbejde de hændelser og oplevelser, der er årsag til problemerne. Det er især i dette arbejde med det ubevidste og dets fremtrædelsesformer, at Dolto baserer sig på Freud og i billedsproget på Jung. I vores daglige arbejde ser vi, hvordan spædbørn lukker af i kontakten til omverdenen og opgiver livslysten. Traumer kan forårsage en total tilbagetrækning fra verden. Barnet hensættes i en tilstand af permanent, indre spænding og forhøjet agtpågivenhed. Vi har, sammen med psykolog Inger Thormann fra Skodsborg Observa- 33

tions- og Behandlingshjem, udviklet en behandlingsmodel til traumatiserede spædbørn. Gennem de seneste 12 år har vi erfaret, at behandlingsmodellen virker. Mange børn har fået livsmodet tilbage. Mange behandlere i Danmark har ladet sig inspirere af vores arbejde med spædbarnsterapi. I vores arbejde med spædbørnene er vi inspireret af professor i psykologi, Daniel Stern, der går ud fra den nutidige spædbarnsforskning og kobler dens erfaringer til teorierne om selvets udvikling med udgangspunkt i psykoanalytiske / psykoterapeutiske erfaringer. Hans teorier beskriver, hvordan det lille barn oplever verden, i første omgang gennem det gensidige samspil med barnets mor, og ud fra sine erfaringer udvikler psykiske strukturer og indre repræsentationer af verden. Disse teorier giver mulighed for en forståelse af, hvordan tidlige traumer opleves, og hvordan de påvirker barnet, og giver derigennem potentielle muligheder for behandling. Voksne har en tendens til at tro, at barnets smerte eller traume forsvinder, blot vi glemmer begivenheden og går videre i livet. Men det er ikke tilfældet. Traumer sætter sig fast og bliver ved med at skade, indtil de er blevet taget op og helet. Derfor er vi nødt til at gå ind i børns traumer og arbejde med dem i forhold til deres opståen. Ubearbejdede traumer vil styre barnets opvækst på en uhensigtsmæssig måde, som begrænser barnets læring og sociale liv. Traumer sætter sig i kroppen, og kroppen husker. Spædbørneterapien giver os mulighed for at arbejde målrettet med børnene. Vi ser, at deres udvikling øges, og de genvinder deres indre styrke. Uden terapi ville mange af disse børn have behov for massiv støtte, livet igennem. Børn, der har megen energi fastlåst i et traume, er ofte dømt ude af fællesskabet, inden de forlader børnehaven. Mennesket er fundamentalt et kommunikerende væsen, der finder sin identitet og individuelle meningsfuldhed i de mellemmenneskelige relationer. Og her er barnets første 2 år de allervigtigste, fordi det er her, den grundlæggende personlighed dannes. Det er også her i det før-sproglige stadium, at mange livslange traumer opstår, specielt hvis kontakten til forældrene svigter. Denne udgivelse er blevet til med støtte fra TrygFonden. Redaktion: Stig Thornsohn Layout, DVD-authoring: Carsten Rasmussen, rasputnik.dk Illustrationer: Foto s. 7, 13, 25, 35, bagside: Per Algreen Modelfotos: Cultex Media Sorgfuglen s. 11: Birgitte Thornsohn Malerier af Lonni Jødal: Det er på denne baggrund, vi har arbejdet videre med spædbarnsterapien og udviklet en metode, der har givet gode resultater, selv med helt nyfødte børn. Vi anvender også spædbarnsterapien i arbejdet med voksne, der har traumer i det før-sproglige. Der er mere om emnet på www.spædbarnsterapi.dk. 34