TRÆET Tilegnet Inger Landsted Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayan Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley - Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret - Lysdesign: Luca Ruzza, OpenLab Company - Lysrådgiver: Jesper Kongshaug Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso, Istvan Zimmermann, Plastikart - Software programmering: Massimo Zomparelli - Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret Plakat: Barbara Kaczmarek - Musikalsk ledelse: Elena Floris - Teknisk leder: Fausto Pro - Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod - Dukkehoveder: Signe Herlevsen - Foto: Rina Skeel - Dramaturg: Thomas Bredsdorff - Litterær rådgiver: Nando Taviani Tekst: Odin Teatret - Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley - Instruktør: Eugenio Barba. Odin Teatret takker: Antonio Barba, Lena Bjerregaard, Monika Blige, Beatriz Camargo og Teatro Itinerante del Sol, Pino Confessa, Sarah Duthie, Jaroslaw Fret, Adam Ledger, Jan de Neergaard, Zsofia Rideg og Attila Vidnyánszky. Odin Teatret: Luis Alonso, Eugenio Barba, Kai Bredholt, N. K. Brinth, Roberta Carreri, Claudio Coloberti, Chiara Crupi, Jan Ferslev, Elena Floris, Pelle Henningsen, Anna Marie Houe, Lene Højmark, Nathalie Jabalé, Per Kap Bech Jensen, Donald Kitt, Søren Kjems, Tage Larsen, Else Marie Laukvik, Sabrina Martello, Annelise Mølgaard Pedersen, Carolina Pizarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Francesca Romana Rietti, Anne Savage, Pushparajah Sinnathamby, Rina Skeel, Ulrik Skeel, Peter Stenz Egestad, Nando Taviani, Julia Varley, Frans Winther. Produktion: Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro, Danmark), The Grotowski Institute og Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Wroclaw, Polen), National Theatre (Budapest, Ungarn). Støttet af Holstebro Kommune, Statens Kunstfond Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Første forestilling: 19. september 2016 i Holstebro.
Om forestillingen Figurer: Yazidimunke: Luis Alonso, Donald Kitt, Julia Varley Europæisk krigsherre: Kai Bredholt Afrikansk krigsherre: I Wayan Bawa Igbokvinde: Roberta Carreri En poets datter: Iben Nagel Rasmussen En poets datter som ung pige: Carolina Pizarro Historiefortæller: Parvathy Baul, Elena Floris Deus ex machina: Fausto Pro Historiens Træ vokser livskraftigt og dødt. Børnesoldater og bedende munke danser rundt om det sammen med krigsherrer, en opbragt mor og en poets datter, som, da hun var barn, drømte om at flyve væk med sin far. To historiefortællere introducerer og kommenterer skikkelserne og handlingerne. I den syriske ørken planter to yazidimunke et pæretræ for at kalde de forsvundne fugle tilbage. I Nigeria hviler en mor i skyggen af glemslens træ med sin datters hoved under armen, skjult i et græskar. En europæisk krigsherre forklarer nødvendigheden af etnisk udrensning for en afrikansk krigsherre, som udfører en menneskeofring for at gøre sin hær af børnesoldater usårlig inden et slag. En pige leger med sine dukker omkring det træ, hendes far plantede, da hun blev født. Hun grubler over, hvordan fugle ser jorden oppe fra luften. Historiens Træ bøjer sig til sidst under vægten af sine frugter og tilbyder et hjem til fuglene, som flyver over tilskuernes hoveder. Men hvad er det for fugle? 2
Eugenio Barba under prøve Foto: Rina Skeel 3
Eugenio Barba Træet og dets rødder En forestilling, der ernærer sig ved avislæsning Hvordan viser man en menneskeofring på teatret? Og hvorfor? For at uddrive ens egen følelse af rædsel? Som en faglig udfordring? Fordi dette emne ligger hinsides ens fatteevne? En mand ofrer koldblodigt en anden mand, en kvinde, et barn: Jeg vil lave en forestilling om denne situation, som vi dagligt læser om i aviserne. Flying er det første ord, der falder mig ind som foreløbig titel. Det åbner for nye måder at tænke på og for fremmedartede billeder, som kan inspirere skuespillerne og mig selv i prøvernes første fase. En forestillings titel er dens præmis. Den burde også være et løfte om at flyve højt. Teatret tillader os at forlade det, vi har - det kendte - for at søge imod det, vi ønsker, og det, vi ikke vidste, at vi ved. Teatret er en teknik til at stikke af hjemmefra, hvor selve flugten bliver et hjem. Man tror måske, at forestillingen, som er flygtig og kan flyttes til forskellige rum, er dette hjem. Men en sådan tanke er en illusion ligesom kærligheden eller berømmelsen. Det hjem, jeg taler om, har et smidigt fundament, nemlig de arbejdsrelationer der modnes og udvikler sig med tiden. Det hjem bygger man med udbrud af lidenskab der retter sig mod både levende og døde. Årenes gang og erfaringen, der slører vores syn, forvandler vores lidenskaber til fortrolighed, ømhed, en følelse af at høre til. Følelsernes nomadeliv som tiden forkalker. Judy har lagt en artikel til side til mig, skrevet af Jonathan Stock fra Der Spiegel og trykt i Politiken i november 2013 med overskriften: Kannibal og krigsforbryder satser på guds frelse. Joshua Milton Blahyi, født 1971, med tilnavnet General Splitternøgen, stod under den første borgerkrig i Liberia i spidsen for en hær af børnesoldater. Han var kendt for sine vilde, excentriske metoder og for at lede sine unge tropper i kamp nøgen, kun iført gummisko. Han bragte jævnligt menneskeofre før han gik i kamp, for det meste børn, hvis blod skulle tilfredsstille ånderne og give ham og hans børnekrigere beskyttelse. 4
5
Da de ni medlemmer af Sandhedskommissionen spurgte Blahyi, hvor mange han havde slået ihjel, svarede han: Mindst 20.000. Han tilføjede: Jeg rekrutterede børn helt ned til 9-10-årsalderen. Jeg plantede volden i dem ved at forklare dem, at det var en leg at slå ihjel. Når jeg sårede en fjende, skar jeg hans brystkasse op og spiste hans endnu bankende hjerte. Og liget lod jeg mine børnesoldater skære i småstykker, for at de skulle miste deres følelser for fjenden. Hans børnekrigere væddede om, hvorvidt der i en gravid kvindes mave lå et drenge- eller et pigebarn, før de sprættede hende op for at se, hvem der havde ret. Efter borgerkrigen konverterede Blahyi til kristendommen og blev evangelisk prædikant. Han er i dag præsident for End Time Train Evangelistic Ministries Inc, som har hovedkvarter i Liberia. Han er gift med den kvindelige præst Josie og har fire børn. Stephen Ellis bog The Mask of Anarchy. The Destruction of Liberia and the Religious Dimension of an African Civil War handler om stammekrigen i Liberia fra 1999-2003: 250.000 døde, en million mennesker drevet på flugt, 20.000 børnesoldater der bærer halloweenmasker og kvindeparykker, spiser menneskehjerter og udsmykker vejkryds med knogler. Militslederne tager navne inspireret af film, nyheder eller religion: general Rambo, general Bin Laden, general Satan. Ellis beskriver religionens og ritualernes afgørende betydning for udbruddet og eskaleringen af denne brutale krig: Den åndelige forberedelse af rekrutterne var mindst lige så vigtig som de militære aspekter. En del af deres træning bestod i et ritual, der mindede om traditionelle initieringsceremonier, hvor rekrutterne blev tatoveret i panden eller snittet i kinderne, hvilket skulle gøre dem usårlige. Nogle gange skød man på dem med løst krudt for at vise dem, at beskyttelsen virkede. Nando Taviani, vores litterære rådgiver, fortæller mig om en bonde, hvis pæretræ ikke længere giver frugt. Han fælder det, og af træet laver han et kors med Frelseren på. Hans søn bliver alvorligt syg. Bonden knæler og bønfalder Kristus om at redde hans syge barn. Sønnen dør. Bonden forbander træet: Da du var et pæretræ, gav du ingen frugt, og nu, da du bærer Guds søn, gør du ingen mirakler. Bonden vender det ryggen og går sin vej. Korset blomstrer og bliver fuldt af pærer. Første skitse til fortællingen: En bonde tror, han er Kristus, og planter et pæretræ. Træet vokser, men dødt. Han skærer et kors ud af det og korsfæster 6
sig selv. En børnesoldats mor kommer med sin døde søn og beder ham om at genoplive barnet. Blahyi, den liberiske krigsherre, ankommer, og ligesom Dostojevskijs Storinkvisitor, jager han hende bort. Træet/korset blomstrer og bliver fuldt af pærer. En anden mulighed: Bonden, der hænger på korset, giver moderen med den døde søn i favnen et råd: Begrav din døde, så vil han blive genfødt som blomster og frugt. Træet er en levende skulptur. Det vokser under tilskuernes øjne som et stående lig. En lille pige kravler i dets grene, leger, drømmer, gransker horisonten og taler med fuglene. Træet bliver fældet med en økse. En gren bliver knækket af og sat på tværs som et kors, der venter på den første den bedste uskyldige der kommer forbi. Træet stønner, når det bliver ramt af slagene. Det bløder: hvidt og tyktflydende pus. En børnesoldat, der bløder hvidt pus, ankommer. De omfavner hinanden. Træet blomstrer. Det kunne være det Godes træ. Et godt barn er bundet til det i en kæde som en hund. Det gode barn drømmer om det onde barns gerninger. Barnet er håbets stemme. Det bjæffer: Dette bladløse træ vil brødføde menneskeheden. En lille pige leger oppe i træet med sine dukker, fortæller dem godnathistorier og synger vuggeviser for dem. Træet i Japan. Tre haikudigte af Matsuo Basho: Udmattet søgte jeg en kro stod pludselig under et træ i blomst. Under træet dækkes alt af kirsebærblomsternes blade selv suppen og den marinerede fisk. Foråret rejser bort fuglegråd i træerne og tårer i fiskenes øjne. Jeg har fundet forestillingens anden karakter: en europæisk krigsherre. Serberen Željko Ražnatović (1952-2000), kendt som Arkan, tigeren. I 1970 erne og 80 erne var han den af Interpol mest eftersøgte forbryder for bankrøverier og mord begået i forskellige europæiske lande. Som lejemorder 7
for det hemmelige jugoslaviske politi var hans opgave at likvidere modstandere af regimet, der befandt sig i eksil. Under Jugoslaviens opløsning (1991-1999) opbyggede han en paramilitær styrke, Arkans tigre, som udførte de første massakrer i den etniske udrensnings navn og medvirkede i mange flere med de serbiske væbnede styrker. Arkan var Balkans mest nådesløse og magtfulde krigsherre og blev anklaget af FN for forbrydelser mod menneskeheden. I år 2000 blev han myrdet. Mere end 200.000 civile blev dræbt i Bosnien og Kroatien, titusindvis af kvinder blev voldtaget, nogle af dem mere end hundrede gange, mens deres sønner og mænd blev banket og tortureret i koncentrationslejrene i Omarska og Manjaca. Millioner var nødt til at forlade deres hjem. Srebrenica-massakren var den værste etniske udrensning i Europa siden 2. verdenskrig. Massakren begyndte den 6. juli 1995, da serbiske tropper under Ratko Mladićs befaling, sammen med den bosnisk-serbiske paramilitære enhed ledet af tigeren Arkan, angreb den bosniske by Srebrenica, hvor muslimerne var i flertal. På én dag, den 11. juli 1995, blev 8.372 personer dræbt. Ifølge flere organisationer var det samlede dødstal på over 10.000. Srebrenica var det første sted, der blev erklæret en sikker zone af FN. Men de hollandske soldater fra DUTCHBAT, som var udsendt for at beskytte den muslimske lokalbefolkning, udleverede 300 flygtninge, der havde søgt tilflugt på kasernen, til de serbiske styrker. Ifølge nogle vidnesbyrd hjalp DUTCHBAT serberne med at skille kvinder, børn og ældre fra mændene, som senere blev massakreret. I 1990 erne angreb de hollandske medier DUTCHBAT; mange af de soldater, der havde været udstationeret i Bosnien, led af posttraumatisk stresssyndrom. Den 4. december 2006 blev den fredsbataljon, der havde haft til opgave at beskytte Srebrenica, dekoreret med 500 medaljer af det hollandske forsvarsministerium. Den 16. juli 2014 afsagde en hollandsk domstol en historisk dom: DUTCHBAT, de hollandske FN-tropper, som i 1995 var indsat for at beskytte den muslimske enklave, forsvarede ikke i tilstrækkelig grad de civile. Den hollandske stat er dermed ansvarlig for de civile dødsfald. Lidt filosofi. Den funktion, Aristoteles tildeler teatret: at stille tilskueren overfor det menneskelige vilkårs medynk og rædsel. Det lyder som en nutidig Brecht. Eller er det mig, der mistolker det? Halshugninger. Min kultur er fuld af afhuggede hoveder. Jeg har beundret dem i kunstværker på museer, som er europæiske hovedstæders stolthed: Perseus og Medusa, Judith og Holofernes, de hoveder som Achilleus, 8
Agamemnon, Diomedes og Patroklos hugger af i Iliaden, Salome og Johannes Døberen, Marcus Tullius Cicero, Apostlen Paulus, Anne Boleyn, Thomas More ( Utopias kløgtige opfinder), Maria Stuart, André Chenier, Danton (frihed, lighed, broderskab). I kejsertidens Rom var dødstraf ved halshugning forbeholdt de romerske borgere, da det blev betragtet som en hurtig og ikke-vanærende metode; slaver, tyve og fremmede blev korsfæstet. Indtil 1800-tallet blev halshugning anset for at være en ærefuld henrettelsesform, reserveret de adelige; borgerlige og fattige blev straffet med pinefulde metoder som sønderrivning med heste. Le Monde, 3. august 2014. I den nordlige del af Irak angriber og besætter Islamisk Stats soldater byen Sinjar, som hovedsageligt er beboet af yazidier. Kvinder og børn bliver levende begravet af soldaterne fra Islamisk Stat, og mænd og gamle bliver dræbt i en massakre, man har defineret som folkedrab. 200.000 flygter op i de omkringliggende bjerge uden mad og vand. I landsbyen Kocho får befolkningen et ultimatum fra jihadisterne om enten at konvertere til islam eller dø. Mange af de ældre Benvenuto Cellinis statue af Perseus, der holder Medusas hoved (Firenze) 9
nægter og bliver dræbt. Omkring 7.500 kvinder og børn bliver bortført og givet væk som krigsbytte til jihadsoldater eller solgt som slaver. Mange af kvinderne bliver voldtaget, ofte efter at være blevet undersøgt af læger for at finde ud af, om de er jomfruer eller gravide. Hvem er disse yazidier? Et religiøst mindretal, spredt ud over områder omkring Mosul (Irak), Diyarbakır (Tyrkiet) og Aleppo (Syrien), samt i Armenien, Kaukasus og Iran. Deres religion kombinerer elementer fra zoroastrisme, manikæisme, jødedommen, kristendommen og islam. (Encyclopaedia Britannica). Endnu to karakterer i Flying: To yazidiske munke, som i den syriske ørken opdager, at alle fuglene er fløjet bort. For at få dem til at vende tilbage planter de et træ, der skal give skygge og føde. De sørger for det med vand, gødning og bøn. Træet vokser, majestætisk og stærkt. Men det er tørt, dødt. De to munke prøver alt for at bringe det til live og få det til at blomstre og give frugt. De synger, gør bodshandlinger, bygger reder, udfører urgamle trolddomsceremonier. Omkring dem foregår der krigshandlinger, skændsler og barbari uanfægtet. Politiken, 21. januar 2015. Demonstrationer mod Frankrig i Pakistan, Iran, Tjetjenien og flere afrikanske lande på grund af de tegninger af Muhammed, som Charlie Hebdo har trykt. I Gaza brænder man det franske flag af i gaderne. I Niger bliver katolske kirker brændt ned og kristne slået ihjel på gaden. Første prøver på Flying (Colombia, februar). Jeg betragter mine skuespillere, mens de arbejder. De går varsomt, næsten mistænksomme, rundt om de to yazidiske munkes døde træ. Det er garantien for, at forestillingen kan stikke en torn igennem vores visheder. Var det mapucherne eller haida-folket der sagde: Træerne er verdens søjler. Når de sidste træer er fældet, falder himlen ned over os. Digterne siger: Skovene kommer før folkeslagene, ørknerne kommer efter (François-René de Chateaubriand). Det sovende træ fremsiger grønne orakelsvar (Octavio Paz). Frugten er blind. Det er træet, der ser (René Char). Du ser forestillingen, og forestillingen ser dig. Dette dobbeltsyn - denne relation eller bevidsthed, der kun lige kan opfattes - lyser os op og forstyrrer os. Genkende, forbinde, fortolke og organisere de data, som sanserne registrerer, og dem, som ligger lagret i hukommelsen: Menneskehjernen arbejder 10
konstant på denne måde. Det er en naturlig refleks i tilskueren at gribe efter forestillingens generelle idé: Hvad handler den om? Hvad fortæller den? Hvem er denne karakter? Hvorfor siger eller gør han som han gør? Erkendelsesprocessen giver en følelse af sikkerhed, af tilfredsstillelse. Men det, der transcenderer denne proces og gør en teaterforestilling enestående som en oplevelse af en oplevelse, er skuespillernes dyriske formåen - deres evne til at give liv til et tæt væv af sansedetaljer, som rammer reptilhjernen og det limbiske system, og som således trænger ind i ur-fysiologien og i dybet af hver enkelt tilskuers biografi. En opførsel, som tilsyneladende strider mod den givne situation; tvetydige eller kun delvist genkendelige bevægelser; forskudte rytmer; former og farver; orkestrering af ord, lyde, assonanser og tonefald; aktioner-reaktioner som en uregelmæssig musikalsk linie; en simultanitet af billeder, begreber, hændelser, tavsheder og stilstande; kontrasterende tempi - alt dette danner en strøm som hindrer tilskueren i at gribe helheden, får hende til at granske en detalje længe og vækker hendes alarmberedskab. Denne jungle af detaljer skaber det egentlige syn på forestillingen, et usammenhængende syn, som ikke lader sig tæmme af begrebsmæssige forklaringer. Dette syn hører hjemme i tilskuerens dialog med sig selv under og efter forestillingen. Tilskueren fører, som en entomolog, en dialog med farverne og tegningerne på vingerne af de sommerfugle, det er lykkedes hende at fange. Eksperter skriver om Velazquez, at han var i stand til at male luften. I sine billeder skabte han tomrummet rundt om de figurer og ting, som trådte frem på baggrunde, der var neutraliseret af hans raffinerede, uhåndgribelige farvelægninger. Hvordan kan vi i teatret skabe en lignende effekt af tomrum omkring det væsentlige? Skuespilleren har en daglig fysisk og vokal træning. Hvori består instruktørens træning? Jeg svarer: Jeg læser meget, og læser bredt. Således, tilfældigt eller skæbnebestemt, gav jeg mig i færd med at læse En halv gul sol, en roman af Chimamanda Ngozi Adichie (Gyldendal, København, 2015). Romanen foregår under den nigerianske borgerkrig (1967-1970) efter at de sydøstlige provinser, beboet af igbostammen, erklærede sig uafhængige som Republikken Biafra. Den nigerianske regerings militærhandlinger skabte massiv hungersnød, som decimerede befolkningen i store områder. NGO en Læger uden grænser blev etableret i 1971 af Bernard Kouchner og andre franske læger efter deres dramatiske oplevelser i Biafra. 11
En ny karakter i Flying dukker op på en side af Chimamanda Ngozi Adichies roman: Olanna sad på gulvet i toget med knæene trukket op under brystet og med trykket fra de varme, svedige kroppe omkring sig, mellem grædende mennesker, råbende mennesker, bedende mennesker. Toget var en masse af løst sammenbundet metal, og hver gang det passerede et bump, blev Olanna smidt ind mod kvinden ved siden af sig, ind mod noget, kvinden sad med i skødet, en stor skål, en kalabas. Stoffet, der dækkede den, var plettet med noget, der lignede blod. Hun var tavs og kærtegnede blidt og rytmisk den tildækkede kalabas i sit skød. En ung mand foran hende skreg og lagde hænderne på hovedet. Toget svajede og Olanna stødte mod kalabassen igen. Kvinden med kalabassen puffede til hende og signalerede så til nogle andre der stod tæt på. Bianu, kom, sagde hun. Kom og se. Hun tog stoffet af kalabassen. Olanna kiggede ned i skålen. Hun så den lille piges hoved med den askegrå hud, det flettede hår, vidt åbne øjne der vendte det hvide udad, og den åbne mund som et lille overrasket C. Hun stirrede på det i et stykke tid, før hun så væk. Nogen skreg. Kvinden dækkede kalabassen til igen. Forstår du, sagde hun, det tog mig så lang tid at flette det hår. Hun havde sådan et tykt hår. Efter at han har skrevet dette, husker han de tyske kvinder der flygtede fra Hamburg med deres børns forkullede kroppe stoppet ned i kufferten, kvinderne i Rwanda som samlede små stykker af deres maltrakterede babyer op og lagde dem i lommen. Men han er meget påpasselig med ikke at drage paralleller. Dene anonyme igbo-mor har sneget sig ind blandt karaktererne i Flying. Hendes navn er Furia. Hun er kristen igbo og flygter fra en massakre begået af det muslimske hausa-folk. Hun søger at redde sig selv og sin datters hoved. Hun kan kun bjæffe: Der er ingen død i denne verden, kun glemsel. Træer i Kina. Et træ, der falder, laver mere larm end en skov, der vokser (Lao Tzu). Det bedste tidspunkt at plante et træ på er nu (Konfucius). Træer og ritualer i Afrika: Som dramatiker har jeg en svaghed for ritualer. Der er dog ét ritual, jeg helst ville have været forskånet for at kende til, et ritual, der engang fandt sted på kysten ved byen Ouidah i det, der i dag er Republikken Benin. Dets omdrejningspunkt var et træ: Glemslens træ. Dets funktion var dette: Når slaver blev bragt til den vestafrikanske kyst fra byer og bopladser inde i landet, for det meste som ofre for krige og 12
angreb der havde netop dette formål, blev de spærret inde i indhegninger, på forter og i fangekældre. Før indskibningen blev de udsat for et ritual: De skulle gå i cirkler om det infame træ. Formålet var at få dem til at glemme deres land, deres hjem, deres familie og endda de erhverv, de havde bestredet. Kort sagt, at slette deres fortid fra deres sind og gøre dem modtagelige overfor fremmede steders indtryk. Disse handlende i deres egne folks kød forstod, at deres handling overskred enhver menneskelig lov, og gennem ritualet søgte de at undgå eventuelle gengældelser. Deres optimisme var fejlanbragt. Som ritual var det fuldstændigt mislykket. Slaverne glemte det aldrig. Og hvor mange af den slags træer findes der ikke, også blot symbolsk, i andre folks, racers og nationers landskaber? (Wole Soyinka, Of Africa. Yale University Press, New Haven og London, 2012) Det er umuligt at aflære. Jeg har tilbragt halvdelen af mit liv med at lære og den anden halvdel med at kæmpe for at nå hinsides det, jeg havde lært. I arbejdet dukker der hele tiden reflekser, tanker, fremgangsmåder og løsninger op, hvis smag jeg kender. Jeg har på fornemmelsen, at det er en del af det menneskelige vilkår: At være beslægtet med træerne som udskifter deres blade, men bevarer rødderne. Jeg forsøger at ændre mine idéer, udtrykke dem i forskellige former, rytmer og fremgangsmåder: At bruge det, jeg ved, på paradoksale måder. Men principperne strækker sig solidt ned i mit væsens dyb. Enhver skabelse består af en række tilintetgørelser, har Picasso sagt. Ordet tilintetgørelse er dramatisk og fremmaner død og ødelæggelse. Og dog er det uomtvisteligt, at prøverne på en forestilling ledsages af en ukontrollabel vekslen mellem erosion og destillering; af en forvandling. På den ene side har vi en fornemmelse af vækst, uddybning og kompleksitet, på den anden side er vi vidner til frisættelsen af synsmåder og sammenfald, som vender op og ned på (tilintetgør, eller snarere genskaber på en anden måde) de forudgående fasers resultater. I oldtidens Egypten og Grækenland og i middelalderens Europa troede man på tre grundlæggende faser i materiens forvandling: Nigredo, eller sorthed, under hvilken materien opløser sig og går i forrådnelse; Albedo, eller hvidhed, under hvilken materien bliver renset og forædlet; Rubedo, eller rødhed, som er den fase, hvor elementerne igen antager en varig form af uigenkendelig natur. Der er en besynderlig analogi mellem de principper, der styrer skuespillerens arbejde, og dem, der styrer alkymistens. Jeg indrømmer det nu, ved slutningen 13
af min karriere, fordi jeg altid har smilet lidt overbærende af Artauds idéer. Den væsentlige del af den teatralske proces foregår i hemmelighed, uigennemskuelig selv for dens ophavsmænd - skuespillerne og instruktøren. Det er stumhedens zone. På trods af vores intuition, vores vished, er der ingen måde at tale om det på, for der findes ingen identificérbare beviser at fremvise for dem som ikke har gennemgået samme erfaring. Børnesoldater og kannibalisme. Et par sider fra Jakob Ejersbos roman Eksil: Frans er blevet ret overrislet, nok til, at han nu vil høre om fars arbejde. I Afrika siger Frans er du stødt på børnesoldater. Ja, der er altid børnesoldater, siger far. Hvorfor? Jo yngre soldaterne er, jo bedre. Unge mænd har ingen forestilling om, at de kan dø. Og her er der blandet uvidenhed og religion med ind i det. Men har du kæmpet mod børn? Skudt på dem? Hvad er dit valg når omkring tyve tolvårige drenge kommer mod dig med macheter og AK47? Vil du ringe til UNICEF? De drenge ved at mine kugle ikke kan såre dem. Det siger medicinmanden, og han er en stor autoritet. Men de ser da, at deres kammerater falder? Ja, men de ved også, at de bliver dræbt af deres officerer, hvis de ikke gennemfører angrebet, siger far. Og de er påvirkede, siger Alison. Ja, det var de også; fulde og skæve. Altså Frans, du tænker på dem som drenge, der kunne lege med togbaner. Fundamentalt gode. De drenge har set deres familier blive myrdet. De er blevet opfordret til at voldtage voksne kvinder kidnappet fra deres egne landsbyer. De er blevet tvunget til kannibalisme. De er ikke drenge længere. Kannibalisme? Ja. I Centralafrika, når alt andet er brudt sammen, så starter kannibalismen. Man spiser sine faldne fjenders kød for at få deres kraft. Hvis man kan leve sig ind i deres virkelighed, så giver det fuldkommen mening. Jeg har set det. Hvad gjorde du? Skød dem. 14
Men har alle menneskeliv ikke værdi? spørger Frans. Far griner: Nogle mere end andre, siger han og peger over mod vagtmanden, som går sin runde gennem haven. Dit liv er mere værd end vagtmandens. Lad være med at påstå, at du mener noget andet. ( ) Men hvordan kan det være, at uroligheder i Afrika altid går så amok. At det bliver så bestialsk så grusomt. Det er vel ikke mere grusomt end andre steder, siger far. Børnesoldater, voldtægt, kannibalisme. Det er da umenneskeligt, siger Frans. Nej, siger far. Det er menneskeligt. Tror du ikke hvide mennesker kan gøre sådan? Det er bare svært at forstå, siger Frans. Forestil dig selv, her i Tanzania. Du er en ung mand, rask og rørig. Du har ingen penge at leve for; under én dollar om dagen. Du kan ikke læse og skrive. Du kender ingen mennesker med indflydelse. Der er ingen udsigt til arbejde. Det eneste, du har at foretage dig, er at stå på gadehjørnet og kigge misundeligt efter ethvert køretøj og ethvert par smarte sko, der passerer forbi. Og så kommer der en autoritet, som peger på fjenden, som er skyld i din situation, og beordrer dig til at myrde, og fortæller dig, at du kan voldtage først, og bagefter må du gerne overtage de myrdedes ejendele. Hva vil du så gøre? Voldtage og myrde, selvfølgelig. Men hvorfor gør vi så ikke noget for at hjælpe, i Vesten? Hvorfor ændrer vi ikke systemet? spørger Frans. Det er realpolitik. Afrika er gennemråddent af korruption og nepotisme. De har råstoffer, vi vil have, og dem tager vi, som det passer os. Vi vesterlændinge er med til en fest, og det gælder ved fester, at man ikke bekymrer sig om dem, der ikke er inviteret. Hvordan den menige neger har det, er vi ligeglade med, så længe vi har vores figenblad i form af lidt hjælp, som mere end opvejes af, hvad vi stjæler med den anden hånd. Vi har dem ved nosserne. Men det virker stadigvæk bare mere bestialsk. Her, når der er krig, siger Frans. Det er ikke mere bestialsk at dræbe med en machete end med en riffel. Det er bare tættere på, mere rodet. Frans rejser sig uden at sige noget, begynder at vakle hen mod døren. 15
Far råber efter ham: Verden er logisk. Den hænger sammen. Sovjetunionen mangler udenlandsk valuta; militære fragtfly udlejes til nødhjælpstransporter for vestlige hjælpeorganisationer; piloter tager russiske våben med, som de kan sælge til oprørerne. Hvilke oprørere? Der er altid nogle. (Jakob Ejersbo: Eksil. Gyldendal, København, 2009). Et haikudigt af Basho. Sommerens græs er alt hvad der er tilbage af krigerdrømme. September 2015. Grænserne er brudt sammen under presset fra flygtninge fra Syrien, det øvrige Mellemøsten, Nordafrika, det subsahariske Afrika. Tusindvis krydser over Ungarns grænser, går i land på de græske øer og på Lampedusa, vandrer til fods op igennem Europa for at nå de to lande som vil tage imod dem: Tyskland og Sverige. Kvinder, der slæber på kufferter, fædre med småbørn i favnen, gamle i en sidste kraftanstrengelse, børn som burde lege i en børnehave: Vi ser dem i fjernsynet, i aviserne, på de sociale medier. De fylder motorveje og stier gennem landskabet. Det er sandhedens øjeblik. Vil vi gøre som Kreon eller som Antigone? Vil vi følge statens love eller vores egen samvittigheds love? Et fotografi offentliggjort af utallige aviser viser liget af Aylan Kurdi, et treårigt syrisk barn, der er blevet skyllet op på den tyrkiske strand ved Bodrum. Billedet vækker stærke følelser over hele Europa, og de politiske konsekvenser er forbløffende. Wrocław, oktober. Vi genoptager prøverne på Flying. Jeg er omgivet af en kollektiv hjerne, som udover mine skuespillere består af omkring 30 inviterede instruktører og skuespillere. De følger prøverne om dagen, og om aftenen mødes de med mig for at kommentere, spørge og komme med forslag. Næste dag prøver jeg jævnligt nogle af deres forslag. I teatret er en kollektiv hjerne et fællesskab af personer, som alle er beskæftiget i en kreativ proces, der ikke sigter mod at virkeliggøre et på forhånd defineret projekt. I denne kollektive hjerne indgår mange forskellige kvalifikationer, ansvarsområder og grader af erfaring i en montageproces som minder om den, der foregår i hjernen på et individ der er i gang med at opfinde: retningsskift, omveje, udnyttelse af 16
sammentræf og serendipitet, spring fra ét organiseringsniveau til et andet (det præ-ekspressive niveau, den organiske dramaturgi, den narrative dramaturgi, modellering af rummet og af det lydlige/musikalske univers, osv.). Den kollektive hjerne arbejder med samme energiske intensitet på at organisere og på at udsætte sin egen organisering for en skabende tilintetgørelse. Batuan, Bali, januar-februar 2016, prøver på Flying. Ved daggry bliver jeg vækket af et nærliggende tempels gamelan og lyden af en bedende bramins stemme. Jeg begiver mig af sted til prøverne beruset af den fugtige duft af liv, som naturen udsender nu i regntiden. Denne ø er så utroligt smuk, og jeg ville så gerne kunne indføje en flig af dens skønhed i forestillingen. Nogle gange har det været uudholdeligt at læse avisernes nyhedsstof, min tids krønike, for at overføre dem på forestillingen. Jeg skriver om et emne, som ingen kan lide. Heller ikke jeg. Der findes emner, som ingen kan lide (Li Po). Min eneste trøst har været den unge pige, der drømmer om at flyve og at kæmpe mod Den Røde Baron. Også de to munke har hjulpet mig med deres små gerningers heltemod. Jeg ser i Le Nouvel Observateur fotografiet af den 58-årige kinesiske kunstner Ai Weiwei, der ligger i den samme stilling som det syriske barn Aylan Kurdi på en strand på den græske ø Lesbos. Ai Weiwei er i gang med at foreberede en række projekter om flygtninge i Europa. Kunstneren har netop, i protest mod de asyllove, det danske Folketing har vedtaget, tilbagetrukket ét af sine værker fra ARoS i Aarhus. Warszawa, maj 2016. Jeg har besluttet mig for forestillingens endelige titel: Træet. Jeg har vidst det fra starten. Men den foreløbige titel Flying - har været generøs og har bidraget utroligt meget til prøverne. Lange Margrethe. Ingrid Hvass, historiefortælleren fra Holstebro, har læst interviewet med mig i Dagbladet Holstebro-Struer, hvor jeg fortæller om den nye forestillings forskellige karakterer, blandt andre Joshua Milton Blahyi, krigsherren, der ofrede børn og åd deres hjerter inden et slag. Ingrid sender mig en historie som har fundet sted her i Vestjylland i slutningen af 1800-tallet. På heden omkring Holstebro boede Lange Margrethe, der var anfører for en forbryderbande. Lange Margrethe havde spist ni gravide kvinders hjerter, fordi hun troede, at de ville gøre hende usårlig og usynlig. Hun blev fanget af politiet og døde i fængslet. 17
I skabelsesberetningen står der: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling:»du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø.«(det Gamle Testamente). I den nordiske mytologi er Yggdrasil livets træ, hvori Odin ifølge myten hang i ni dage og ni nætter for at vinde visdom. Dets navn betyder Yggrs hest, hvor hesten er en metafor for galge, mens Yggr er ét af Odins mange navne. Yggdrasils enorme rødder når helt ned til underverdenen, og dets grene holder himmelhvælvet oppe. I dets krone sidder guldhanen Víðópnir, hvis galen vil varsle ragnaroks komme. En ven spørger mig, om Træet bliver min sidste forestilling. Jeg ryster på hovedet, jeg er i gang med at udtænke den næste. Jeg har i hvert fald allerede titlen: At se rødt. En ung mand vågner en morgen og ser rødt, som om det var blevet indfattet to rubiner i hans øjne, eller som om han var helt indhyllet i et tæt, luksuriøst purpurtæppe. Er det hans vrede over verden der får ham til at se rødt? Er han ved at drukne i et blodhav? Er han simpelthen blevet blind? Forestillingens to jordskælv: Når jeg begynder at drømme om den, og når jeg er nødt til at forlade den for at tilskuerne kan tage den i besiddelse. November 2013 - september 2016 Oversættelse: Anna Stigsgaard 18
Foto: Rina Skeel En poets datter som ung pige (Carolina Pizarro) 19
1 2 20
3 4 1. En poets datter (Iben Nagel Rasmussen) 2. Yazidimunk (Julia Varley) 3. En igbokvinde (Roberta Carreri) 4. To historiefortællere (Elena Floris, Parvathy Baul) Fotos: Rina Skeel 21
1 2 3 22 1. Europæisk krigsherre, Deus ex machina (Kai Bredholt, Fausto Pro) 2. Afrikansk krigsherre (I Wayan Bawa) 3. Yazidimunk, afrikansk krigsherre (Julia Varley, I Wayan Bawa)
4 5 4. Yazidimunk (Donald Kitt) 5. Afrikansk krigsherre, europæisk krigsherre (I Wayan Bawa, Kai Bredholt) 6. Yazidimunk (Julia Varley) 6 Fotos: Rina Skeel 23
Roberta Carreri Fanget i Kronos' gab November 2014 Grunden til, at ting sker, kan føles som et mysterium, men det at skabe en kronologisk sammenhæng giver mig den illusion at kunne kontrollere Kronos, tidens gud, som spiser sine egne børn. Under en turné i Kina kalder Eugenio os sammen på sit hotelværelse i Wuzhen. Det øjeblik, hvor vi samles, og Eugenio fortæller, hvad næste forestilling skal handle om, har altid været meget følelsesladet for mig. Men ikke denne gang. Jeg spørger mig selv, om den stilhed, jeg mærker i mit indre, er et resultat af udmattelse, eller om den har andre rødder. Den begrundelse, som Eugenios giver os til, endnu en gang, at skabe en forestilling, her lige efter vores halvtreds års jubilæum, er afgjort prosaisk: Odin Teatret har brug for penge, og skabelsen af en ny forestilling giver os mulighed for at søge støtte. I mine øjne er den egentlige grund den, at livet skal gå videre, og at teatret er Eugenios måde at hæve en truende knytnæve mod himlen på. Eugenio sidder i en lænestol og fortæller os smilende, at skabelsesprocessen bliver kort: Han har allerede historien og en karakter til enhver af os. Tema: Børnesoldater. Titel: Flying. Strukturen i forestillingen bliver den samme som i Triolerne, den koncert Iben, Parvathy og Elena opførte i Holstebro Festuge i juni 2014. Kun ved hjælp af poesien og skønheden i Elenas musik og i Ibens og Parvathys sang kan vi tillade os at konfrontere så barskt et emne, siger Eugenio. Endnu engang konfronterer Eugenio temaet: ondskab. Findes den absolutte ondskab? Når man begiver sig ud i det ærinde at afdække ondskabens rødder, dukker de alt ofte frem i al deres hjerteskærende banalitet. Eugenio giver os navnene på vores karakterer. Kai, en serbisk krigsherre; Bawa, en afrikansk krigsherre; Donald, Den lille prins; jeg, Snehvide; Julia, 24
Foto: Rina Skeel En igbokvinde (Roberta Carreri) Askepot. Julia og jeg får af Eugenio de to Disney film af samme navn på DVD, og han giver os til opgave at se dem for at skabe noget materiale. Han tilføjer, at min Snehvide-karakter, i modsætning til Disneys udgave, leder fortvivlet efter sine dværge. Han ser for sig at hun bevæger sig meget langsomt, som en søvngænger. Hendes søgen foregår i sit eget indre. Hun taler i søvne. Eugenios ord falder langsomt ned i krateret på min udslukte vulkan. Uger forinden have Eugenio kaldt mig op på sit kontor for at spørge mig, om jeg ville være med i den næste forestilling. Det var aldrig sket før. Det var en selvfølge, at alle skuespillerne medvirkede i næste produktion. Denne gang var det anderledes fordi Jan og Tage ikke skulle medvirke, mens Bawa og 25
Parvathy allerede have takket ja til at være med. Et nyt ensemble uden to af dets historiske medlemmer. En ny start, et halvt århundrede efter begyndelsen. Februar 2015 Jeg trækker mig tilbage til den sorte sal for at forberede materiale til forestillingen. Det er som at vende hjem. Stilheden omfavner mig. Her er alt muligt. Man skal bare tage det første skridt. Jeg har medbragt Mozarts Requiem. Det eneste, der fascinerede mig ved Walt Disneys film, var Snehvides flugt gennem krattet, forfulgt af fugle. Jeg arbejder med dette billede og veksler imellem dette og andre billeder på flugt: til lands og til vands. Søvngængertemaet fremkalder et billede i mig af Pina Bausch fra Wim Wenders film Pina. Jeg finder flere billeder af hende på YouTube og laver en koreografi, som bygger på disse. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg forestiller mig, at mit kostume når helt ned til fødderne og har meget lange ærmer, ligesom vand-ærmerne i kinesisk teater, for at skjule mine hænder, der er vansirede af gigt. Jeg overvejer, hvordan jeg kan skjule mit ansigt og maler det med barnlige håndaftryk. Skallen på karakteren er ved at være på plads. Nu skal jeg skabe hjertet. Kort før jul havde Eugenio givet mig til opgave at læse En Halv Gul Sol af Adichie Chimamanda og havde tilføjet: Din karakter er i denne bog. I februar gav han mig en kalabas, da han kom hjem fra Mexico og sagde: Den skal ledsage dig under hele forestillingen. Den er rund og smuk, og har en varm jordfarve. Min Snehvide er blevet til En afrikansk kvinde som flygter med sin datters hoved gemt i en kalabas. Marts 2015 Det første arbejdsmøde med hele det nye ensemble finder sted i Villa de Leyva. Det er et romantisk sted i de colombianske Andesbjerge med små hvide huse smykket med bougainvillea. Vi ankommer, stuvet sammen i en lille bus fyldt til bristepunktet med rekvisitter, kostumer og scenografi. Vi bor alle i det samme hus, og der er et stort køkken, hvor Erika, Kais hustru, tilbereder dagens måltider med lille Maria, som netop har lært at gå, ved sin side. Vi er gæster hos Beatriz Camargo og arbejder i La Maloca, som er arbejdssal for hendes gruppe: Teatro Itinerante del Sol. Den runde sal er omkranset af en skov, som Beatriz plantede for år tilbage, og den er nu beboet af fuglesang. 26
Foto: Rina Skeel Roberta Carreri: "Min Snehvide er blevet til en afrikansk kvinde som flygter med sin datters hoved gemt i en kalabas. Det er morgen, og solens stråler former en perfekt cirkel på det jordstampede gulv. Vi har alle taget opstilling langs dens omkreds, da Eugenio stiller en flaske vin i centrum og anbringer et omvendt glas på flaskehalsen. Derefter åbner han flasken og fylder glasset med en lyd, som vi kender fra andre af vore forestillinger, som han selv kommenterer, hvorefter han rækker glasset til den ældste skuespiller, Iben, som tager en slurk og sender glasset videre til det næstældste medlem. Jeg tager glasset, ser hver enkelt af de andre medvirkende i øjnene og løfter det. Gennem hullet i Malocas loft rammer mit blik den blå himmel og pludselig eksploderer stilheden i mit hjerte og forvandler sig til en stor smerte. Vi mangler en person, som altid har været til stede i øjeblikke som dette. For første gang i Odin Teatrets historie er Torgeir, 27
som grundlagde teatret sammen med Eugenio, fraværende ved søsættelsen af en ny forestilling. Jeg sluger tårerne sammen med vinen og sender glasset videre til Julia. Én efter én fører alle glasset til deres læber: Kai, Donald, Bawa (som tømmer det i ét drag), og derefter Parvathy, Elena og Eugenio, som alle tre drikker direkte af flasken. Vi begynder med, at Elena lærer os en kanon. Det er et smukt træk, at det er den yngste i gruppen, der tager hul på arbejdet ved at lære os hvad vi skal synge. Så viser vi hver især resultatet af vores individuelle arbejde. Jeg har brugt Mozarts Requiem og noget musik af Dead Can Dance ved tilblivelsen af mit materiale. Da jeg ser de andres arbejde, er det ikke nogen overraskelse, at også de har brugt musik af religiøs karakter. Jeg tænker, at min alder taget i betragtning ville det være mere troværdigt, hvis min karakter er en bedstemor, som flygter med sit barnebarns hoved. Jeg fremlægger dette for Eugenio, som siger: Helt i orden, du er en bedstemor, men i programmet skriver vi, at du er en mor. Så er dén lukket. Om morgenen arbejder vi individuelt, enten alene eller sammen med Eugenio. Om eftermiddagen arbejder Eugenio på at sætte materialet sammen til en montage. Jeg føler mig som et skib, der er blevet forladt af sin besætning. Jeg flyder. Jeg ved, at min redningskrans er mit arbejde. Ved slutningen af de ti dages arbejdslejr i Andesbjergene har vi en montage på 45 minutter, som vi viser vore værter. September 2015 Anden etape er på blot en uge og finder sted i Holstebro, uden Bawa og Parvathy. Eugenio beder mig bevæge mig endnu langsommere og minimere mine handlinger. Han siger, han har en klar ide om min karakter: Hun giver ingen informationer, hun udvikler sig ikke i løbet af stykket, hun reagerer ikke på noget. Dit ansigt skal stråle, og det skal smile som en venlig prinsesse eller som Medusa, kvindemonsteret fra den græske mytologi, som forvandler enhver, der ser hendes ansigt, til sten. Lad dig ikke blive grebet af frygt for ikke at lave noget. Dette arbejde en en form for afsked med teknikken. Det gælder om at finde en teknik til at blive fri for teknikken. Efter års arbejde er jeg nået til den konklusion, at, for at være til stede på scenen, skal skuespilleren altid handle: også i ubevægelig tilstand. Selv 28
opgivelse er en handling. Nu står jeg i en situation, hvor jeg bliver bedt om at gøre nøjagtig det modsatte af, hvad jeg prædiker for mine elever. Jeg prøver at gøre, som Eugenio beder mig om, men indeni har jeg brug for at finde noget at holde fast i, så jeg kan blive ved med at handle. Efter en gennemspilning siger han: Jeg ved, hvorfor din første indgang på scenen ikke virker; også selvom du bevæger dig langsomt fremad og holder en fastlåst position, så bevæger dine øjne sig, de ser, de udfører handlinger. Hvis du begynder at se, så bliver du en karakter. Du behøver ikke se. Du er usynlig, ligesom et spøgelse. Et spøgelse bliver bemærket, fordi det er ren tilstedeværelse. Det eneste, du formidler, er din tilstedeværelse. Tab ikke modet, fordi du ikke føler, du handler. At gøre ingenting er den sværeste handling overhovedet. Dette hjælper mig. Vinklen fascinerer mig. Den leder mig tilbage til rødderne på det japanske teater, som jeg holder så meget af. Nu ved jeg, hvad jeg skal arbejde på. Under disse få dages arbejde åbner Eugenio dørene for en gruppe studerende fra Aarhus. De ledsages af Annelis Kuhlmann, som spørger ind til min karakter efter at have overværet en prøve. Jeg er usynlig, siger jeg. Annelis virker fascineret af ideen om, at en skuespiller kan være usynlig og til stede på samme tid. Eugenio afslutter prøveforløbet i Holstebro med at meddele, at Carolina Pizarro, som blev medlem af Odin for at overtage Sofia Monsalves roller i ensembleforestillingerne, nu skal medvirke i Flying. Endnu et ungt menneske skal flyve med os. Oktober 2015 Få dage efter rejser vi til Wroclaw, hvor vi skal møde Bawa og Parvathy til en Collective Mind session. I en uge skal vi træne og holde prøver under tilstedeværelsen af 40 tilskuere. Eugenio har valgt ikke at have en instruktørassistent, men bruger i stedet tilskuernes kommentarer og reaktioner og afprøver ofte deres forslag. Jeg føler mig som en forsøgskanin. Jeg savner intimiteten i at holde prøver uden fremmede blikke og uden frygt for at tabe ansigt. Vi må ty til vores professionalisme mere end nogensinde. Der er ingen tvivl om, at denne situation har en gunstig indvirkning på vores gruppedynamik. Den tvinger os til at undvige gamle mønstre, men jeg kan ikke se, hvordan det skulle være kunstnerisk frugtbart på dette stadie i processen. Jeg prøver at bevæge mig i rummet, som Eugenio har anvist. Han bemærker den mindste spænding i 29
mine tæer og beder mig fjerne den. Resultatet bliver en meget langsom og kontinuerlig gang, som jeg udfører, mens jeg strejfer tilskuerne. Kvinden som flygter bevæger sig højtideligt og langsomt gennem rummet, som en drone. Jeg kan lide processen i at skære kødet af min karakter og reducere den til ren tilstedeværelse. For første gang arbejder jeg uden at svede. Eugenios instruktioner skifter dagligt. De er meget præcise, og jeg prøver at implementere dem, dog ikke altid med lige stor succes. Skuespilleren er som vandet, der tager form efter beholderen: Karakteren. Eugenio skifter min beholder ud: Snehvide - Søvngængeren - Den afrikanske kvinde som flygter med sin datters hoved i sin kalabas. Måske er de alle blot forskellige sider af samme person, af samme maske. Jeg omstiller mig, men indeni stritter jeg imod. Hvorfor? Måske fordi jeg endnu ikke har fundet frem til karakterens hjerte. Jeg føler ikke ejerskab over den endnu. Jeg spørger mig selv, om det virkelig er dette, Eugenio vil have. De mest gunstige øjeblikke af vores arbejde har været, når der opstod et møde mellem forslag, der gensidigt stimulerede hinanden. Denne gang føler jeg ikke, det er tilfældet. Eugenio vil have, at jeg gør, som han siger. Min karakter er hans. Jeg prøver at gøre, som han beder mig om, så godt som muligt. Det er ikke mit materiale, eller mine improvisationer, der bliver brugt: Det er hans forslag, og det generer mig ikke. Jeg bliver ikke såret. Bare lidt frustreret. Jeg finder trøst i følelsen af at have fundet karakterens dynamik, en flygtning på evig flugt. Februar 2016 Efter en pause på fire måneder mødes vi i landsbyen Batuan på Bali for at arbejde i et rum med meget højt til loftet, uden vægge og omkranset af slanke palmetræer. Stilheden brydes kun af fuglesang og lyden af brusende vand. Det er regntid. Jeg havde lagt meget arbejde i at huske gennemspilningen fra Wroclaw med stor nøjagtighed. Men allerede på første dag ødelægger Eugenio min kæmpe på lerfødder. Han vil have, at kvinden, som flygter, er voldsomt vred. En rasende kælling, som forbander Himmelen. Jeg skal snerre, angribe, skrige. Præcist det modsatte af, hvad vi havde arbejdet på i månedsvis. Eugenio siger. Du skal lide! Skrig din vrede ud! Forband himmelen! Jeg kan knap nok huske teksten som jeg kan udenad, når jeg skal fremsige den med en følelsesmæssig styrke, der kræver, at jeg afsøger de mørkeste afkroge i mit væsen. Så snart jeg gemmer mig bag brugen af en stemmeresonans, for at skåne stemmen 30
og tænke over hvad jeg gør og siger, påpeger Eugenio, at stemmen er blevet teknisk. Hver dag er der noget, der bliver ændret, og disse ændringer skal lagres i en del af hjernen, som kommer i konflikt med den del, der skal huske teksten. Alting bliver upræcist, usikkert, ineffektivt. Og Eugenio bliver ved med at foretage ændringer. Endnu engang hører jeg ham sige, at han i mit arbejde kan genkende karakterer fra tidligere forestillinger. Selv måden, jeg løber på, når jeg flygter, minder ham om Roberta i Come! And the Day Will Be Ours, en forestilling fra 40 år tilbage. Jeg spørger mig selv, hvorfor Eugenios observationer og rådgivning endnu en gang sætter mig i forsvarsposition. Jeg ved, han har ret, men jeg bliver provokeret. Jeg bider det i mig og fortsætter med at arbejde, prøver at fuldføre de opgaver, instruktøren giver mig. Mit blod koger af frustration. Jeg overværer Eugenios arbejde med Julia, Donald, Parvathy og Fausto i scenen, hvor de bygger træet. Ordene at udvinde det svære fra det svære bliver meget konkret, åbenlys, håndgribelig. Og det fungerer. Jeg overværer Eugenios arbejde med Kai og ser ham skille hans karakter fuldstændig ad, samle den igen og genoplive den, nu med en helt ny dybde. Jeg overværer Eugenios arbejde med Iben, som efter flere måneders modstand nu giver efter for hans inspirationsstrøm. Også Iben bliver bedt om det umulige: At gøre noget simpelt, næsten todimensionelt. Men det får stadig stor gennemslagskraft, fordi det er Iben, der gør det. Jeg overværer Eugenios arbejde med Carolina, som tager sine første skridt i den nye montage. Det fungerer. De instrukser, som Eugenio giver mig, er altid præcise. De efterlader aldrig tvivl. Ligesom når han gentager min replik med hidsig stemme (er det, fordi det er sådan, han vil have mig til at sige den, eller er det, fordi han er hidsig over, jeg ikke siger den på en hidsig måde?). Så siger han: Denne forestilling kommer kun til at fungere, hvis vi kommer ud og strejfer alle former for overdrivelse, kropsligt såvel som stemmemæssigt, ligesom Kai og Bawa gør med deres karakterer. Eugenio beder mig arbejde med ekstrem stemmeføring: Råb og brøl vekslende med overtoner. Stemmerne går i stykker i Batuan. Efter ni dages uafbrudt intensivt arbejde fra daggry til sen aften er vi udmattede, nerverne er tyndslidte, og kostumerne stinker. Eugenio strutter af energi. Pludselig går det op for mig, at jeg endnu engang halser efter ham som så mange gange før. Det er sidste arbejdsdag i Batuan. Eugenio samler os i en rundkreds og 31
siger, at dette ensemble har givet ham lyst til at lave en klovneforestilling, og han uddeler en rød klovnenæse til hver. Han beder os have dem på til sidste gennemspilning. Jeg tror ikke, nogen havde forestillet sig deres karakter som klovn. I hvert fald ikke jeg. De røde næser er stadig en del af forestillingen den dag i dag. De er endnu et bevis på, at vi er parat til at følge Eugenio, koste hvad det vil. Vi er alle enten for gamle eller for unge til at byde ham trods og gøre modstand. Vi er alt for skrøbelige, skuespillere såvel som instruktør, til at kunne tillade reaktioner, som ville skade den fine balance, i konstant forandring. Vi ved, at denne forestilling mere end alle de tidligere, kunne blive vores sidste. Vores sidste sætning. Marts 2016 En uge efter hjemkomsten til Danmark genoptager vi arbejdet med Flying og Eugenio meddeler os, at Luis Alonso skal medvirke i forestillingen. Han skal spille den tredje munk. Det virker umuligt efter mere end halvtreds års arbejde, men tilblivelsen af denne forestilling har endnu engang været vidt forskellig fra tilblivelsen af de foregående. I nuværende øjeblik er der endnu et par ugers prøver tilbage, før de første forestillinger med publikum til september. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det slutter. Uanset hvad, kommer det til at åbne dørene til fremtiden. Det sidste teatralske billede kan måske være pessimistisk, men denne forestilling ender i virkeligheden med ankomsten af to nye medlemmer til Odin Teatret, et ungt chilensk par. Slutningen er en happy end. Juni 2016 Eugenio meddeler os per e-mail at Flying er blevet omdøbt til Træet. Oversættelse: Alice Carreri Pardeilhan 32