TEMA: HALD HOVEDGAARD. Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald BOGENS VERDEN

TEMA: HALD HOVEDGAARD Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald BOGENS VERDEN TIDSSKRIFT FOR KULTUR OG LITTERATUR NR. 4. DECEMBER 2005

Bogens Verden Tidsskrift for kultur og litteratur Årgang 88. ISSN0006-5692 Udgivet af Det Danske Forfatterog Oversættercenter Hald og Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Biblioteksskole og Biblioteksstyrelsen og med støtte af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Redaktion: Bruno Svindborg, ansvh. (bs@kb.dk) Det Kongelige Bibliotek Postboks 2149 1016 Kbh. K. Telefon 3347 4415 Rune Eriksson (re@db.dk) Peter Q. Rannes (pqr@haldhovedgaard.dk) Ekspedition: Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald Hald Hovedgaard Ravnsbjergvej 76 8800 Viborg Telefon 8663 8410 (bogens.verden@haldhovedgaard.dk) Årsabonnement: 450 kr. (4 numre) Enkelt nr. 125 kr. Annoncer: 1/1 2.500 kr. 2/3 1.800 kr. 1/2 1.300 kr. 1/3 900 kr. 1/4 700 kr. Sats og lay-out: Stæhr Reklame og Marketing Tryk: C.S.Grafisk A/S Redaktionen påtager sig intet ansvar for indsendte manuskripter og forbeholder sig ret til ændringer. Synspunkter og vurderinger i artikler er alene udtryk for forfatternes meninger. Manuskriper bedes sendt som e-mail eller på diskette. Redaktionen forbeholder sig ret til at bringe stof fra bladet på internet og i INFOMEDIA. BOGENS VERDEN 4.2005 Når Bogens Verden denne gang har Hald Hovedgaard Det danske Forfatter- og Oversættercenter som særligt tema, er det for at gøre noget særligt ud af denne usædvanlige litteraturinstitution. Og det er der flere grunde til at gøre. For det første har Hald Hovedgaard med dette nummer været medudgiver af Bogens Verden i tre år. I en tid, hvor det stadig voksende internet opsluger flere og flere litterære tidsskrifter, og hvor det generelt er svært at få økonomien bag et kultur- og litteraturtidsskrift som Bogens Verden til at hænge ordentligt sammen, sprang Hald til og blev sammen med Det Kongelige Bibliotek medudgiver af tidsskriftet. Det er nok værd at fejre. For det andet var Hald Hovedgaard at finde på årets finanslovsforslag, som den blev fremlagt af regeringen i sensommeren 2005. På Hald er man her i december 2005 ikke så lidt spændt på, hvordan de senere tilkomne ændringsforslag lægger til og trækker fra det oprindelige udkast. I ventetiden er det oplagt at lade Hald og det litterære miljø omkring Hald komme til orde og i en række artikler, tekster og andre indslag vise, at litteraturen lever, har det godt og bor på Hald. Og at Hald vældig gerne vil på finansloven. Og endelig har Hald et unikt ønske, der er en hel historie i sig selv: et stort, flot Tårnbibliotek, som ikke står tilbage for hverken biblioteket i Umberto Ecos Rosens navn eller renæssancens slotsbiblioteker. Så er det ønske givet videre til alle velgørende fonde! Så vi siger med dette temanummer som på den gamle jyske herregård: Velkommen på Hald! Red. Læs også Bogens Verden på nettet Nu er også årgang 2003 tilgængelig online. Hermed er årgangene 1994-2003 eller næsten 450 artikler tilgængelige i en læse- og printvenlig udgave på www.bogensverden.dk

Fra den jyske hede AF HENRIETTE HOUTH Det var bare det, at de var så mange og dukkede op så uventet, netop som jeg trådte ud af skoven, en smule blændet af det pludselige lys efter dunkelheden mellem granerne. Det var bare det, at jeg ikke anede, at der kunne være så mange af nogen eller noget, og at så mange kunne være så stille på én gang. Det var bare det, at det var sidst i januar, og solen allerede stod og svajede på kanten af bakkerne, og jeg pludselig forstod, at det var dem, jeg sommetider havde hørt gennem skumringen, og ikke en heksesabbat eller et fjernt motorcykeltræf, sådan som jeg undertiden havde tænkt. Det var det, at der ellers havde været så stille, på heden, i skoven, ja ikke for det, der var også stille nu, næsten endnu mere stille, nu vi var så mange om den. Selv øjeblikket var standset, og vi stod der ubevægelige og gloede på hinanden, hundrede par øjne rettet ufravendt mod mig, mens kæberne fortsatte i slowmotion. Først den ene vej. Så den anden vej. De tyggede. Og tyggede. Og tyggede. Hele marken tyggede. Det havde muligvis også noget med deres navn at gøre, som naturligt meldte sig ved synet af dem og pludselig ikke var til at adskille fra dem, denne vidunderligt træge, næsten plastiske lyd. Som læder, fugemasse, gummielastikum. Geder. Det var bare den lykke, jeg følte det øjeblik, med solen, bakkerne, skoven og en mark fuld af langsomt roterende muler, når jeg tænker på, hvor tit jeg har været lykkelig for langt mindre. Henriette Houth, der er en tilbagevendende gæst på Hald, er forfatter og har udgivet digtsamlingerne Samling (Gyldendal, 1997) og Mellemværender (Gyldendal, 2000). Hun har derudover bl.a. skrevet arkitekturfagligt stof f.eks. essaysamlingen Levende, døde ting (Rhodos, 2000) og Kassebogen (Montana Møbler, 2003). Teksten Fra den jyske hede er ikke tidligere publiceret. Henriette Houth 3

Litteraturformidling på Hald sk AF PETER Q. RANNES Centerleder Peter Q. Rannes opsummerer 30 års litterært styre på Hald Hovedgaard og opregner de erfaringer gode og dårlige med litteraturformidling, som den 200-årige herregård har lagt højloftede lokaler til. Den Selvejende Institution Hald på Hald Hovedgaard blev etableret i 1975. Ifølge vedtægterne var Hald fra da af at betragte som et folkeligt, pædagogisk og kulturelt samlingssted. Forfatterforlaget Arenas navnkundige forlægger K.E. Hermann og hans gode ven, forfatter og museumsmand i Viborg, Peter Seeberg tog initiativet til etableringen af dette nye Egnens Hald, og Hermann ledede selv både forlaget Arena, der slog sig ned på Hald, og den daglige drift af Hald, mødested og kursussted. Tilstedeværelsen af det (til tider) kommercielle Arena-forlag og den støtte-venlige konstruktion Arkiv for ny Litteratur på Hald Hovedgaard, samt det store litterære netværk, som udgik fra både Hermann og Seeberg, synes at have gjort det indlysende og ukompliceret at gøre Hald til en litterært udfarende institution. Selv om hovedindsatsområdet for det folkelige kulturcenter Hald, som en samtidig avis kaldte Hald, i tidens og vedtægtens ånd var bredt folkeligt med folkedans, diskussionsaftener, besøg fra Christiania, kunstudstilling og grammofonkoncerter (Hermann stod selv ved grammofonen), kunne Hald henover årene byde på en lang række oplæsnings- og forfatteraftener. I K.E. Hermanns regeringsperiode på Hald, indtil 1980, og i det første tiår af hans efterfølger Erlings Greve Kristensens tid på Hald er mindst 70 forskellige forfattere noteret for at have været på Hald i forbindelse med oplæsnings- og diskussionsarrangementer. Den lange liste (i alfabetisk orden) ser sådan ud: Ove Abildgaard Vita Andersen Benny Andersen Birthe Arnbak Carl Bang Henrik Bjelke Lone Bjelke Lars Bonnevie Jytte Borberg Poul Borum Michael Buchwald Lars Bukdahl Christian Bundegaard Inge Eriksen Henning Sam Fleicher Niels Frank Maria Giacobbe Jens Christian Grøndahl Gynther Hansen Bo Chr. Hansen Jørgen Christian Hansen Tage Skou Hansen Uffe Harder Niels Hav Henrik Have Leif Hjernø Sandra Holm Sven Holm Peer Hultberg T.S. Høeg Per Højholt F.P. Jac Bo Green Jensen R. Broby Johansen Bo Hakon Jørgensen Hans Otto Jørgensen Allan Karlsen Ebbe Kløvedal Reich Erik Knudsen Arthur Krasilnikoff Steen Kaalø Marianne Larsen Peter Laugesen Ib Lucas Vagn Lundbye Ivan Malinowski Ib Michael Henning Mortensen Peter Mouritzen Bent Vinn Nielsen Hans-Jørgen Nielsen Laus Strandby Nielsen 4 Litteraturformidling på Hald sk

Peter Nielsen Knud Steffen Nielsen Helle Nyberg Ulla Ryum Peter Seeberg Elisabeth Siegel Christian Skov Lars Stadil Knud Sørensen Pia Tafdrup Søren Ulrik Thomsen Kirsten Thorup Dan Turèll Poul Vad Anders Westenholz Dorrit Willumsen Antallet af litterære arrangement i denne årrække har været mindst lige så stort som antallet af forfattere. Selv om der ofte var mere end én forfatter til oplæsningsstævnerne, har mange af forfatterne deltaget i oplæsningsarrangement på Hald ved både to og flere lejligheder. Et nærmere eftersyn af den lange liste viser, at der i perioden er trukket godt på Arenas netværk, men også at andre, yngre, siden kendte eller ukendte, forfattere har medvirket i Halds litterære formidlings-aktiviteter. I den første del af 90erne var der langt mellem offentlige, litterære arrangementer på Hald. Forlaget Arena var efter nogle år som Edition Arena under Gyldendal slumret ind, og dermed var den aktive, tætte kontakt til det danske litterære miljø sat på standby. Der syntes heller ikke at have været overskud på Hald til at holde traditionen i hævd, al energien gik umiddelbart til at holde gang i den travle og nedslidende kursusvirksomhed, Halds overlevelsesgrundlag i de år. Helt ude af det litterære miljø var Hald dog ikke. I disse år besøgte Dansk Forfatterforening fortsat Hald som kursussted, og Hald var fra 1984 hjemsted for Den Litterære Institution uss og lagde hvert år faciliteter til det årlige arbejdsseminar. Begge institutioner har en stor del af æren for, at Hald kunne udfolde sig (fra 1998) og etablere sig (fra 2002) som Det Danske Forfatter- og Oversættercenter. Halds nye praksis som Det Danske Forfatter- og Oversættercenter reetablerede hurtigt den aktive forbindelse til det litterære miljø i Danmark. Fra efteråret 1998 kunne alle danske forfattere og oversættere (der havde fået udgivet mindst én bog) søge om arbejdsophold i Kapellet på Hald. Året efter blev dørene til Hovedbygningen i perioder slået op for indtil 8 litterære gæster på arbejdsophold på en gang. Sloganet var Egnens Hald K.E. Hermann fortæller om Hald for en gruppe af pensionister fra Thyregod (1978)

I starten var det Halds basale litteraturformidlingsstrategi at opdyrke uopdyrkede litterære formidlingsområder. De litterære selskaber i Danmark var en slags hvid plet på det litterære landkort, som fik Halds opmærksomhed. Selskaberne fandtes nok og gjorde hver især et stort litterært formidlingsarbejde, men de var ikke nemme at finde i det samlede litterære landskab. En gammel brochure fra begyndelsen af 80erne listede dem op, men de fleste selskaber var med et eller flere kasserer-skift forsvundet. Husk på, at en omgang googling på Internettet, som i dag vil åbenbare næsten alle litterære selskaber på brøkdele af et sekund, dengang ikke var mulig. I samarbejde med de litterære selskaber i Danmark indsamlede Hald de nødvendige oplysninger og udgav et nyhedsbrev med basisoplysninger på selskaberne. Materialet er siden ved to flittige bibliotekarstuderendes hjælp blevet til hjemmesiden www.litteraturselskaber.dk, som stadig indeholder aktuelle informationer om ca. 50 danske litterære selskaber, og som løbende opdateres fra Hald. Drevet af drømmen om at lave en regulær bog, en Guide til det litterære miljø i Danmark, blev der på Hald lavet en elektronisk registrant over bl.a. de litterære museer i Danmark, litterær uddannelse, forskning og formidling, de litterære højskoler, litterære arbejdssteder og gæsteboliger i Danmark, litterære branche- og interesseorganisationer m.m. Informationerne blev løbende offentliggjort som nyhedsbreve, men nogen bog blev det desværre aldrig til. Der kom Internettet os vel i forkøbet. De første udadvendte, offentlige litterære arrangementer på Hald i sluthalvfemserne stod i samarbejdets tegn. Sammen med Dansk Forfatterforening indbød Hald til dansk-finsk forfatteraften en lørdag i oktober 1998. Arkiv for Ny litteratur var hovedarrangør til et stort oplæsningsarrangement i juni 1999 og også medindbyder til et Seminar for litterære novicer i september samme år. Det gode samarbejde med de litterære selskaber i Danmark førte til flere fine arrangementer. En Saxo-festival, der indeholdt en foredragsrække, en flot og velbesøgt udstilling af Hanefelt Kristensens Saxo-illustrationer og en forfatteraften med Saxofortolkeren Helle Stangerup. Og et Årestrup-seminar med oplæsning ved bl.a. Årestrup-kenderen, forfatteren Jørgen Sonne og et musikprogram med bl.a. Erik Grip. Nordiske Forfatterdage på Hald Et vendepunkt i Halds litteraturformidlingsindsats blev de Nordiske Forfatterdage på Hald i september 2001. Otte yngre nordiske digtere og tre litteraturfolk var indbudt til workshop og oplæsningsarrangement. De danske medvirkende var forfatterne Pablo Henrik Llambías (Det var ved den lejlighed Pablo Henrik så et spøgelse[1]), Katrine Marie Guldager, Niels Lyngsø og Peter Adolphsen samt litteraten Erik Skyum- Nielsen. Et overordnet tema for workshoppen var Hvad kan vi bruge litteraturen til?. En væsentlig del af forfatterdagene var et stort (planlagt) oplæsningsarrangement. For at sikre, at der ville være plads nok til publikum var oplæsningsarrangementet henlagt til Centralbiblioteket i Viborg. Og forarbejdet var i orden. Der var lavet kompendier med tekster af forfatterne til brug i Viborgs to gymnasier. Oplandets gymnasieskoler var informeret, og alle sejl var sat til. Lørdagen, hvor arrangementet skulle finde sted, oprandt, optagegrejet (til Arkiv for Ny Litteraturs båndsamling) blev stillet op på Skakbrættet på biblioteket. Alle var klar. Vi spejdede spændt ud blandt bibliotekets gæster og ud på vejen uden for: hvor mange mon der kom? Der kom 3 publikummer. Dvs. 2 gymnasiepiger og én til. Vi tog det alle pænt. Også forfatterne, som alle havde haft nogle gode og givtige workshopdage på Hald. Og som fik honorar alligevel. Men kun 3 gæster? Det var næsten ikke til at bære. Den hurtige konklusion var, at det var næsten ikke besværet værd, når publikum bare ikke gad at deltage. Litteraturformidling af andre end hovednavnene var en død sild i provinsen. Forfatterdagenes kolde tyrker satte en dæmper på de udadvendte litterære aktiviteter på Hald. I 2002 var der vist kun et enkelt arrangement, et hjemme hos forfatterne -arrangement, hvor Charlotte Weitze, Christian Jungersen, Christina Englund, Rasmus Heiberg og Sulaima Hind tog imod publikum i Pejsestuen på Hald. En snestorm umuliggjorde imidlertid, at et evt. publikum kunne nå frem denne februar-aften. Men forfatterne læste op for hinanden og for os andre, der også var indesneede på Hald. Det var en dejlig aften. Fiaskoen fra det store nordiske arrangement nagede i hele 2002. Undertegnedes og dermed Halds besøg på BogForum i København i november 2002 satte på en måde tankerne og tingene i gang. BogForum viste med stor tydelighed, at der blandt publikum fandtes en oprigtig interesse for bog- og litteraturarrangementer. Så mange mennesker i så meget november-overtøj kunne ikke 6 Litteraturformidling på Hald sk

tage fejl. Well, nok var de bedst besøgte programpunkter dem, hvor kendte forfattere interviewes af andre kendte forfattere, af kendte journalister, eller bare andre kendte. Lidt ligesom på tv, ja faktisk var det de samme personer, som man kendte fra tv, man mødte her. Men rundt på bogmessen, på små forlags små stande, fastholdt behjertede forfattere, litteraturformidlere og andre ildsjæle, at litteraturen findes i sig selv, uden for de hurtige medier. Her prøvede insisterende stemmer at overdøve BogForums kakofoni af mere medievante forfattere, aktuelle kendte og kogebogskokke ved at byde på gammeldags lavmælte litteraturoplevelser. Der var lidt at tænke over. På den ene side var det Halds nyere erfaring, at klassiske litterære oplæsningsarrangementer ikke var i stand til at trække et tilfredsstillende stort publikum med mindre man sikrede sig et virkeligt hovednavn, og ikke engang da, var noget sikkert. Det traditionelle oplæsningsarrangement, hvor publikum går ind i ét rum, hører på en eller flere forfatteres oplæsning, evt. overværer og deltager i en diskussion og går ud igen, var vel bare ikke attraktivt for nutidens publikum, der var vant til at vælge og zappe mellem et virvar af informationer og medietilbud? På den anden side var det indlysende, at f.eks. Københavnske café-arrangementer formåede at give oplæsende forfattere et publikum. Adspurgt tilkendegav Hald-forfattere, som havde erfaring med café-arrangementer, at det da var dejligt med et stort publikum på caféerne, men også at espresso-maskinens larm og de evindelige smæk fra gadedøren godt kunne virke forstyrrende på oplæsningen. Løsningen, der først ikke helt ville tage form, var at finde på noget, som indeholdt det klassiske oplæsningsarrangements fordybelse og café-arrangementets uforpligtethed og sociale kvaliteter. Resultat blev inspireret af Peter Seebergs litterære omgang med mad og måltidet både på Hald og andre stedet eller ej? [?] Det Litterære Folkekøkken på Hald! Det Litterære Folkekøkken på Hald Forfatteren Rasmus Heiberg var den første der i februar 2003 stillede op til det nye koncept (læs også Gitte Rannes I køkkenet med forfatterne ). Publikum ankom ved 18-tiden. Ca. 35 personer. Entre kr. 100,- inkl. middag og kaffe. Man hilste pænt på hinanden i stuerne og købte drikkevarer, inden der med en lille klokke blev ringet til bords. Så fulgte 2 1 2 timers litteratur og mad i forholdet 1 til 2. Gæsterne takkede hjerteligt, inden de gik hjem. Bagefter sagde Rasmus: - det er det bedste publikum, jeg har haft! Siden har vi gentaget det litterære folkekøkken 13 gange med Kristian Ditlev Jensen, Oscar K., Pablo Henrik Llambías, Lotte Inuk, Keld Koplev og Marianne Koester, Knud Steffen Nielsen, Flemming B. Jeppesen, Nicola Dixen, Pia Juul, Christian Kronman, Ditte Steensballe, Dorthe Nors og Mathilde Walter Clark. Der har aldrig været færre end 30 publikummer, og nogle gange har vi måttet melde alt udsolgt, også selv om arrangementet var flyttet fra Havestuen til Riddersalen, der kan rumme ca. 56 spisende gæster. Som arrangør har det været meget tilfredsstillende, at lave litterære arrangementer, hvor der kommer et publikum, også selv om der ikke var et topnavn på plakaten. Og det trækker ikke fra, at succesen skyldes et mere eller mindre snu omdrejningspunkt, mad! Er man som de notoriske Blues Brothers on a mission from God, mht. bog- og litteraturformidling (og det er vi på Hald!), er det nemt at tænke succesen videre og blive fristet af endnu større udfordringer. Tænk en gang, om man kunne få ganske almindelige gæster i Halds park til at læse en lille tekst om æbler, ophængt på et æbletræ i parken og... vupti, de uforberedte parkgæster har læst ikke mindre end et digt, deres første måske? Tanken er ikke fjern. Tænk, om man en august-lørdag kunne lave parken ved Hald om til en stor bog- og litteraturfestival med oplæsning, forfattermøder, bunker af børnebøger, antikvarbogmarked og meget mere? St. Bogdag på Hald Drømmen om en stor bogdag i parken ved Hald, der var dukket op allerede i 1998, ville ikke gå væk. En dag i april 2003 ringede jeg til hjemmeværnet i Viborg og spurgte naivt: kan man få jer til at komme og dirigere trafikken ved Hald Hovedgaard, hvis man laver et kæmpe litteraturarrangement herude? Svaret var: - det skal du spørge politiet om, vi er bare dem, der ta r ud, når det er besluttet. Efter at være blev sat ind i sagen, var politiet i Viborg af den mening, at det ikke var nødvendigt med en regulering af trafikken i forbindelse med en bogog litteraturdag ved Hald Hovedgaard. Så tog vi fat! Lørdag den 14. august 2003 løb den første St. Bogdag ved Hald af stablen. Den engelske forfatter J.K. Rowling, der som ganske få har gjort noget særligt for læselysten de seneste år, var inviteret til at deltage i den store dag. Men Rowling var desværre forhindret. Men det gik jo også foruden: Et par håndfulde frivillige, en Litteraturformidling på Hald sk 7

stor indsats fra Hald-forfattere og andre litterære aktører, økonomisk støtte fra Kulturministeriets Læselystkampagne, et godt samarbejde med dagbladet Viborg Stifts Folkeblad, et væld af plakater på lygtepælene i Viborg, 300 sandwicher og masser af kaffe og ikke at forglemme et godt vejr gik op i en højere enhed. Ca. 2.000 personer besøgte Parken ved Hald på St. Bogdag. Bagefter kom mange at de medvirkende og sagde til lykke til mig. I første omgang undrede det mig. Da slog det mig: måske var jeg virkelig den eneste, der havde troet på idéen? Både i 2004 og i 2005 er St. Bogdag blevet udvidet og gentaget på en sommerlørdag i midten af august. Programmet var i 2005 oppe på at indeholde 80 programpunkter, hvor forfatteren Jytte Borberg åbnede dagen, og forfatteren Benny Andersen lukkede den. Fra 2004 var foredragsrækken Halds Universitet en del af programmet. I 2005 var der oplæsning på to scener ( På Parnasset og Under Lindene ) og ca. 3.000 publikummer. J. K. Rowling er også blevet inviteret til at deltage i 2004 og 2005, men har desværre været forhindret begge disse år også. I 2004 foreslog vi Rowling hvis altså hun ville være med at hun ikke skulle nævnes i det officielle program eller på plakaten. Det ville være for nemt. Først på selve bogdagen skulle det annonceres at en vis Rowling var sat på programmet. Så ville læsere i alle aldre få sig en stor overraskelse! St. Bogdag er grundlæggende et selvmodsigende projekt. Læsning og bøger hører til vintermørket, i november (som på BogForum) og inden døre, var en af de indvendinger, vi blev mødt med, da vi tog hul på at arrangere bogdagen. Men i så fald er teorien en anden end praksis! Når man har set pensionister, dedikerede læsere, bognørder, børnefamilier og almindelige skovtursgæster gå forundrede rundt i parken, set dem slå sig ned ved caféen og måske nyde en Hemingway-sandwich (2 sammenlagte skiver hvidt brød med peanutbutter og tynde skiver af løgringe) eller et krus kaffe med Halds gulerodskage, set dem gå på opdagelse i Bogladen eller sidde i græsset og høre på lyrikoplæsning, så ved man at bøger og litteratur sagtens kan tåle at komme ud i solen på en sommerdag. Eller rettere; litteraturen har ligefrem godt af at komme ud af halvmørket! Læsningen starter på morgenbordet På en af Kulturministeriets Læselystkonferencer i København blev der talt en del om at lade børn opleve for- 8 Litteraturformidling på Hald sk

Hele Hald på første St. Bogdag i 2003 tællekunsten fra en god fortæller og lade dem fortælle selv. Hald var med på konferencen, og jeg tænkte: hvorfor ikke bare give børnene noget godt at læse? Hvorfor ikke bare prøve at gøre den gode litteraturlæsning lettere tilgængelig. Og jeg erindrede et gammelt standpunkt: al læsning starter på morgenbordet og den allerførste læsning på f.eks. mælkekartonen på morgenbordet er ofte den virkelige indgang til bogstavernes mystiske verden. Ideen var der straks: gør kartonlæserne til litteraturlæsere i samme ombæring. Sæt en rigtig historie på mælkekartonen, frist evt. med en unik illustration, og så er der ingen vej tilbage! Først baksede vi med at få et stort dansk mejeriselskab med på idéen om de litterære mælkekartoner. Med noget besvær kom et møde med den relevante produktchef-person i stand. Det viste sig hurtigt, at vi ikke talte samme sprog. Hald tilbød et samarbejdsprojekt, hvor en workshop med forfattere, illustratorer og mejeriselskabsfolk skulle resultere i et fælles resultat, som mejeriselskabet kunne bringe på deres mælkekartoner. Mejeriselskabet sagde nej-tak til at bringe vores historier og illustrationer på deres kartoner. Det lille jyske, økologiske Thise Mejeri blev spurgt, og salgschef Mogens Poulsen var straks interesseret. Den 16.-17. juni afholdte Thise Mejeri og Hald Hovedgaard med støtte fra Kulturministeriets Læselystkampagne workshop med forfatterne Tea Bendix, Lene Fauerby, Dorthe de Neergaard, Søren Jessen og Glenn Ringtved og illustratorerne Rasmus Bregnhøi, Els Cools, Flemming B. Jeppesen, Claus Riis og Cato Thau-Jensen. Med var også folk fra Hald og Thise. Resultatet af workshoppen blev fem meget forskellige tekster med fem meget forskellige illustrationer, som i august-november 2005 cirkulerede på 2,5 mio. af Thises egne og Coop/Fakta-mælkekartoner. Det projekt har vi været meget tilfreds med på Hald. Et strejf af teori et opråb? Det kunne være interessant om der lå en flot udfoldet litteraturformidlingsteori bag de tre litteraturformidlingstiltag, som er opstået på Hald inden for de seneste 5 år. Men det gør der egentlig ikke. Fælles for de tre projekter er dog, at i alle projekterne er litteraturen bragt ud af de traditionelle bog- og litteratursammenhænge og sat ind i nye, andre kontekster. Verdens (måske) største digt skrevet med hvid maling på plænen ved Hald Hovedgaard af den danske forfatter Viggo Madsen i forbindelse med St. Bogdag 2005 lørdag den 13. august 2005. Forfatteren og hans assistent ses på billedet det er forfatteren til højre!

Verdens (måske) største digt fra St. Bogdag 2004 lavet af forfatteren Morten E Nørskov, og (måske) kun overgået at Verdens (måske) største digt 2005 I Det Litterære Folkekøkken er det måltidet og det sociale møde omkring måltider, der skaber den nye sammenhæng. I tilfældet med St. Bogdag er det de eksisterende fysiske rammer, Parken ved Hald og området i øvrigt, men også de konceptuelle rammer, hele den markeds- og festivalstemning, som er en grundlæggende del af St. Bogdag-idéen, der er det nye. Tilsvarende er det, at pille fem litterære tekster og illustrationer ud af deres sædvanlige sammenhænge, ud af bøgerne, væk fra tekstsiderne og placere dem på siden af en hverdags- og forbrugsting, et helt almindeligt, prosaisk mælkekarton, også at sætte litteraturen ind i nye sammenhænge. At litteraturen bringes ind i nye kontekster, har ikke været et projekt i sig selv. Det har nærmest været Halds måde, hvorpå litteraturen mediemæssigt har kunnet sættes på sin egen dagsorden. Det har været en måde at øge opmærksomhed om litteraturen på i kraft af de kvaliteter som litteraturen selv har. I sit udgangspunkt er skønlitteraturen jo den klassiske medieform, den fine, det er der det åndelige hører hjemme. God skønlitteratur er en alvorlig sag, og sådan skal det blive ved med at være, er den generelle forståelse i det litterære miljø (ingen nævnt, ingen glemt). Da jeg f.eks. på en litteraturkonference i udlandet hvor man også tager litteraturen alvorlig stolt fortalte om det litterære folkekøkken, var den almindelige reaktion forfærdelse: hvad si r forfatterne til det? Vil de dog finde sig i at blive serveret sammen med mad? Man kan mene, at man i det litterære miljø tror eller insisterer på at litteraturen er så fin, at den nok skal klare sig: ingen mad, ingen markedsstemning og ingen klamme mælkekartoner hér. Klarer litteraturen sig ikke, er man i sagens, i alvorens natur heldigvis fornærmet. Så kan det også være lige meget, skal det være laveste fællesnævner, der er gældende, så er der ikke meget, man kan stille op alligevel. Vil verden undvære 10 Litteraturformidling på Hald sk

litteraturen, så lad den! Vi er heldigvis nogle stykker, der ved bedre, ja vi gør. Det paradoksale er, at når man indser (dvs. det litterære miljø, atter alle slået over en kam, det er nu nemmest), at der skal markedsføring til, vælger man ikke at bruge, det, man inderst inde tror på, litteraturens egen stemme, det insisterende. Man vælger i stedet at invitere flere kendte til at interviewe andre kendte og skrue op for medielydniveauet for i bedste fald at overdøve andre kendte, der taler om noget andet end litteratur (boligindretning eller madlavning eller hvad det nu er, der er oppe for tiden). I værste fald forbliver en sådan litterær begivenhed, en kendt (og i øvrigt) god skønlitterær forfatters samtale med en anden kendt, det samme som en kendt fodboldspillers samtale med en kendt journalist om hvad har vi? tankerne bag og fordelene ved netop dette nye køkken, en mediebegivenhed. Heldigvis er der de seneste år opstået en strøm af litteraturformidlingstiltag, der ikke spiller med på de hurtige mediers vilkår. Internettets udbredelse har lukket helt nye døre op, og f.eks. www.litlive.dk, portalen, der bl.a med månedlige e-mail-nyhedsbreve byder på boganmeldelser og en kalender med litterære arrangementer, er et godt eksempel på det. I København har et flot privat initiativ skabt LiteraturHaus, et helt hus helliget litteraturen, et usædvanligt litterært fristed, hvis løbende program burde kunne tage pusten fra enhver litteraturinteresseret. Et andet fænomen, der på det seneste er kommet mere frem i lyset er læsekredsene, dvs. grupper (netværk hedder det i dag) af hovedsagelig kvinder, der læser den samme bog, mødes og diskuterer den. Danmarks Radios litteraturprogram, Alfabet, som gemmer sig et sted på P2 (lørdage og søndage kl. 13), har fundet disse læsekredse og den enorme sociale læseenergi, der ligger og ulmer i dem. Særlige P2 romanlæseklubber er nu inddraget i kåringen af P2's Romanpris. God idé. Og på Hald? Vi planlægger bl.a. at etablere en litterær skoletjeneste, som kan betjene skoler og gymnasier og give elever (og lærere!) oplevelser med bøger og litteratur, som de helt sikkert ikke kan få andre steder. Vi har aftalt det 15. litterære folkekøkken til den 23. februar 2006 og yderligere to skulle gerne føjes til i foråret. St. Bogdag er fastsat til den 12. august 2005, og vi håber at kunne styrke de børne- og familievenlige aktiviteter i år. Om J. K. Rowling kommer? Ja, det er jo ikke godt at vide. PETER Q. RANNES er cand. mag. i litteraturhistorie og centerleder på Hald Hovedgaard, Det Danske Forfatter- og Oversættercenter [1] Se Den blå port - 2003, nr. 59/60. - S. 106-112: Pablo Henrik Llambías: Spøgelset på Hald Litteraturformidling på Hald sk 11

ÅBNING AF ST. BOGDAG 12 Frihed i fantasien

Lørdag den 13. august 2005 åbnede forfatteren Jytte Borberg Danmarks eneste udendørs bog- og litteraturfestival. Her følger ordene som den let blæsende formiddag lød fra talerstolen på Parnasset nederst i Parken ved Hald Det er en stor glæde for mig at få lov at åbne STORE BOGDAG her på Hald, hvor jeg stadig føler mig hjemme, selv om jeg flyttede fra Viborg i 1979. Mens jeg boede der, var jeg med til at planlægge og deltage i utallige fantasifulde projekter, bl.a. de sommerspil, som er løbet over Halds plæner i 25 år, hvoraf jeg har leveret to, et i 1986 og et i 1999. På Hald blev også filmklubben og teater-amatørgruppen komplot til, foreningen Jyske forfattere blev dannet og holdt en række velbesøgte weekendmøder, og vi oprettede et midlertidigt forlag, som udgav to lokale bøger, Her i byen og Her på lag. At der hele tiden sker nyt, ser jeg som en naturlig følge af, hvad der er gået forud. Som nu denne STORE BOGDAG hvor bogen bliver synliggjort. Læsning er ellers noget, vi er alene om. Der læses selvfølgelig højt for små børn, og jeg hører af og til om par, der skiftes til at læse højt for hinanden af en bog, som begge har lyst til, men som regel lukker vi af for omverdenen, når vi læser, og at skrive bøgerne er i hvert fald en ensom affære. Derfor er det herligt, at Hald har fundet på at gøre bogen til et fælles anliggende en dag om året, den form for fællesskab, der opstår, når mennesker med hver deres historie engagerer sig i det samme, som vi gør i dag. Bogen er i krise p.gr.a. konkurrencen fra de elektroniske medier og ikke mindst p.gr.a. den høje moms, som gør bøgerne helt urimeligt kostbare. Forlagene er blevet bange for at udvikle et forfatterskab, som tegner lovende, men endnu ikke sælger, de er bange for den såkaldt smalle litteratur, som kan være en satsning, de taber penge på, fordi læserne i stigende grad anser den for vanskelig. Nej, det er ikke litteraturen, der er vanskelig, det er livet og verden, der er det, og det er livet og verden litteraturen beskriver, og dog klamrer læserne sig til troen på, at livet er noget, der kan lykkes, og at verden er et fredfyldt sted at leve i. Sådan er det bare ikke. Fast food er heller ikke ordentlig mad, vi må tage os tid til at søge det lødige i både den åndelige og den materielle føde. Et digt eller en roman kan skabe en så fortættet situation af et øjeblik i vores liv, at vi forstår dette øjeblik som Åbning af St. Bogdag 13

... fordi bøger har mange venner... fordi mennesker kan hjælpe mennesker... fordi hvert eneste skridt er et stort skridt... fordi det er hjernen, der ser, og ikke øjet... fordi Else Pelse stadig bor blandt menneskene... fordi man er parat til det næste skridt... fordi andagt er glæde... fordi girafferne taler et sprog, man forstår... fordi bøger virkelig engagerer en helhed, men hvis forlagene kun vil udgive det, der sælger, får vi ikke den mulighed. Litteraturen bliver entydig og forudsigelig og har ikke længere noget med kunst at gøre. Det får mig til at tænke på nogle udgravninger, jeg har set i Xian i Kina. En hær i terracottasten, soldater i naturlig størrelse, ikke to ansigter er ens, våben, heste, vogne i geledder, som om de stadig er på march frem. Den fjerne fortid, hvor de blev skabt, nutiden, hvor de graves frem og illusionen af bevægelse, som om de er på vej ind i fremtiden, giver en slags evighedsfornemmelse. Jordlagene har afsløret en sandhed. Arkæologerne vidste ikke, hvad de gravede efter, kun at der ville vise sig noget. 14 Åbning af St. Bogdag

Præcis sådan er det at lade opdigtede personer grave i dybet. Før eller senere dukker der noget frem, som peger ind i fremtiden og åbenbarer en helt anden sandhed end den, vi leder efter. Det er det kunsten kan, vise os en hemmelighed uden at røbe den. I dag er vi her på Hald omgivet af hemmeligheder. I alle bøgerne, der er lagt frem, inde og ude, oppe og nede, kan vi grave de spørgsmål frem, som vi ønsker svar på, men vi finder noget andet end vi ventede, fordi det at beskæftige sig med litteraturen er en evig søgen. Hvad enten vi er nydende eller ydende i det litterære miljø, befinder vi os i et kraftfelt, et skæringspunkt mellem det bevidste og det ubevidste. Vi skal turde hengive os, være parate til at møde det uforudsigelige og tage risikoen for det kaos, som måske udvikler sig til en kriselignende tilstand, men kriser viser sig ofte at være vækstmuligheder p.gr.a. deres ophobning af betydninger. Det er fra det overraskende, fra det ukendte, at de overraskende svar kommer, de svar, som vi ikke vidste, vi ventede på. Er det derfor vi læser opdigtede historier? Ja, men også for at vide, at vi ikke er alene. Det er indlysende, at det kræver fantasi at skrive digte og romaner, men det kræver sandelig også fantasi at være læser. Tanker sættes i spil, erfaringer bliver brat rykket ind i nye årsagssammenhænge, hvor forfatter og læser opdager, at de befinder sig i samme rum. Sådan er STORE BOGDAG en dag hvor forfatter og læser er sammen på samme tid og sted, et fællesrum baseret på vores forskelligheder en utrolig vigtig dag! Om de opdigtede tekster krænker eller behager læserne er ikke forfatterens problem, forfatteren udtrykker blot sin egen smerte og glæde, sine egne passioner og skuffelser. Når jeg læser andres bøger, glæder jeg mig til at møde nye, opdigtede personer. Når jeg selv skriver, har mine personer levet som en kim i mig, inden de bliver til på papiret. Jeg har en forkærlighed for personer, der er udspændt mellem lykke og ulykke, personer som på deres egen stilfærdige måde lever på randen af en katastrofe. Sådan må det være, når de er født af mine længsler, min angst, erindring og drifter. De har ingen krav på tavshedspligt, de er jo ikke fremmede, de er mig og dig og os alle sammen og kan udtrykke det, vi ikke får sagt. Derfor er det, at de både overrasker og forfærder mig, efterhånden som de bliver levende under skriveprocessen. Gang på gang må jeg undre mig over, at et stof, som primært bygger på egne erfaringer, pludselig sprænger alle rammer, som personerne foretager sig de mærkeligste ting. Det er da løgn det her, tænker jeg, men husker så, at den franske filminstruktør Truffaut, har sagt, at kun via løgnen, kan vi fortælle sandheden. Alle de opdigtede historier, vi er omgivet af her, vil altså spinde os ind i et net af løgne, men vel at mærke den slags løgne, som er redskaber til forandring, den slags løgne der giver klarhed og indsigt. Litteratur må gerne underholde, men ikke kun det! Den skal også ubarmhjertigt konfrontere læseren med virkelighedens smerte og længsler. I det daglige rationelle liv kan vi skjule visse sider af os selv bag en facade, men ved mødet med de opdigtede personer, der vinker til os fra alle bogsiderne, får vi lyst og måske mod til at vise vores sande ansigt. Hvor ser vi det bedst i spejlet eller i en andens øjne? Jeg vil påstå, at vi ser det, når vi spejler os i en opdigtet tekst og opdager, at det jo er os selv, der er derinde. Hvis vi er nysgerrige efter at se os selv, som vi er, se vores sande ansigt, må vi læse og læse og atter læse. I tidens løb er jeg blevet præsenteret for mange grunde til ikke at læse. Først den med, at jeg har ikke tid, hvis jeg skal følge med i mit fag, men det er svært at finde et fag, man ikke bliver bedre til ved at få indblik i sindets krinkelkroge. Og så er der den med, at de få mænd, der møder op til forfatterforedrag, kommer hen og siger: Min kone/kæreste er så glad for dine bøger, med en undertone af, at selv har han sandelig ikke tid til den slags dagdrømmerier. Mange tror, at romanlæsning er den sikre flugt fra virkeligheden, Ja, ugeblads-noveller og anden triviallit- Åbning af St. Bogdag 15

... fordi selv støj rummer fortællinger... fordi fortællingerne findes i alle aldre... fordi alle også møder det kendte... fordi man kan deltage i marathon uden selv at miste pusten... fordi ingen kan forberede sig på alt... fordi alt er rent for den rene... fordi huset altid er fuld af fortællere... fordi potentialet er åbenbart... fordi læsere kan lide at sidde teratur er den rene virkelighedsflugt, men den lødige litteratur, som henter sine tekster fra både det bevidste og det ubevidste, hvor intellektet og sanseligheden har lige meget at sige, kan aldrig blive en flugt fra virkeligheden, men tværtimod en udvidelse af den. 16 Åbning af St. Bogdag Fortællinger, der er blevet til ud fra en nødvendighed, kan være så stærke, at de påtvinger læseren forfatterens passion og smerte. Måske vil du som læser ikke finde dig i en sådan forførelse, men husk, at det er en forførelse, der flytter dig! Det behøver ikke være store omvæltninger, blot nogle skridt i en ny retning, og du undrer dig, for romanen eller digtet ville jo hverken belære eller moralisere, hvad var det, der skete? Der skete det, at den opdigtede tekst gravede dybere end pædagogik og moral formår.

... fordi ånd udspringer af levet liv... fordi bjergtagelse ikke kender nogen alder... fordi sproget tager de underligste former Vores kulturminister vil helst tillægge kunsten pædagogisk og moralsk betydning, men sådan er kunstens væsen ikke. Kunstens opgave er at pege på, at der findes alternative opfattelser af virkeligheden. Kafka har sagt, at politikere ikke er bange for politik, men for poesi, og det er nemt at finde sandheden i den påstand i dagens Danmark, ellers ville den aktuelle kulturpolitik der føres her i landet, ikke være så defensiv, som den er. Politikerne går ikke på barrikaderne for at forsvare kunsten, men for at forsvare sig mod den. Så længe kunst ikke kan betale sig, bliver den dømt værdiløs, men kunst skal ikke skabe profit, den skal skabe betydning. Og hvordan vi reagerer på den, når vi møder den, farves af det, der har præget vores liv med sine uafvaskelige spor og ikke af, hvad de vedtager i kultur- og undervisningsministeriet. Han blev tidligt forældreløs, kom ud at tjene, og allerede som 17-årig sejlede han som fyrbøder. Det er modet og evnen til at undres og nysgerrighed, der skaber en forfatter og selvfølgelig også det gådefulde, som kaldes talent. Nu skal vi gå rundt på Hald og møde alle de nye mennesker, der er født af fantasien, opdigtede mennesker, der får betydning for det, vi fra nu af tænker, fordi de sender hemmelige koder og signaler, som skønt de ikke er tungere end en tanke, bliver ved at leve ved siden af os og i os. Hermed åbner jeg udstillingen og ønsker jer en god og berigende STO- RE BOGDAG her på Hald.... fordi bogen er håndgribelig JYTTE BORBERG er forfatter og har siden 1968 skrevet 25 romaner, noveller og artikler til antologier, tidsskrifter og skolebøger, flere skuespil, til teater, TV- og radio og egnsspil for amatører. Seneste bog er romanen Fantomsmerter (Forlaget Ries, 2005). Fotos og billedtekster ved Kenneth Krabat/Anja Methling Den svenske forfatter Harry Martinsson, som fik nobelprisen i 1974 er et eksempel på, at en forfatter kan blive fornyer af sprog og begreber trods et minimum af skolelærdom. Åbning af St. Bogdag 17

NÅR JEG SKRIVER PÅ HALD NÅR JEG SKRIVER PÅ HALD, er det mest mails. Jeg tænker på den gratis opkobling længe, før toget standser på Viborg Station. Jeg tænker på små bitte beskeder, mens jeg rusker i bus nummer 53 mod Hald Ege. Jeg går ad vejen ned langs Niels Bugges Hugtænder og tæller op på dem, jeg skal skrive til i de næste uger. Helt gratis meterlange mails, sprøde mails, sjove mails, smålige mails. Nu skal den ikke have for lidt, og der er ikke noget at sige til det. Der er mange ting, jeg på det sidste ikke har fået fortalt til nogen. Jeg tilbringer timer hjemme i mit virkelige liv med at plage mig selv med telefonregningen. Og så ligger Hovedgården der, som en stor rød puttehøne og ruger på jeg ved snart sagt ikke, hvor mange små velvillige modemmer. Jeg låser op til mit refugium og indsnuser duften, og den er den samme hver gang; kaffe, brun sæbe og så lidt for varme telefonstik nede langs panelerne. Sidste beboer rejste vel i går, men hotmailene hænger stadig i gardinerne. Jeg lister ind, stiller kufferten, falder ned og slår den første mail an: Er kommet frem. Nu skal der skrives. Tryk, send. Dorthe Nors Dorthe Nors debuterede med romanen Soul (Samleren, 2001), siden fulgte romanerne Stormesteren (Samleren, 2003) og Ann Lie (Samleren, 2005). Den sidste roman står i skabet med Hald-skrevne bøger på Hald.

Hinsides hovedsporet Om Arena- og Haldlitteraturen som det vigtigste moderne gennembrud i dansk litteraturhistorie siden 1945 AF JØRN ERSLEV ANDERSEN I 1970 i tredje real investerede jeg de sparsomme lommepenge i en Arena-bog. Den skulle vise sig fra da af sammen med Jørgen Sonnes oversættelse af Lautréamont[1] at blive en veritabel bibel, som jeg stadigvæk frekventerer med stort udbytte: aktuel surrealisme. poesi og prosa redigeret af Finn Hermann. En fantastisk antologi. Bogen udkom i 1966 og var muligvis på udsalg (erindrer det ikke). Jeg havde ikke læst om den, købte den bare. At jeg ikke havde læst om den og at den muligvis var på udsalg har, viser det sig, sine gode grunde. I et interview ved Anne-Marie Mai og Anne Borup[2] fortæller Arenas navnkundige ildsjæl K.E. Hermann nemlig, at antologien ved sin udgivelse blev slagtet i Politiken (20.11.1966) af Klaus Rifbjerg, der med sin muntre sans for ridiculøs omtale af andre opfandt en scene, som intet har med de faktiske forhold at gøre, og som han så kunne gøre sig kostelig over (en besynderlig variant af nyradikalistisk hovskisnovski). Han skrev i sin anmeldelse, at Den unge stud.mag. [Finn Hermann: K.E. Hermanns søn] har stået skoleret for konciliet i Paris, og benyttede ellers den sparsomme plads til en lemfældig omtale af bogen og et idiosynkratisk udfald mod de hjemlige situationister og deres indbyrdes kævl gennem de sidste år mellem Silkeborg og Drakabygget, Paris og Frederiksholms Kanal. [3] Finn Hermann havde ganske vist været i Paris for at møde surrealisterne, men bestemt ikke stået skoleret, ligesom bogen overhovedet ikke er et dogmatisk manifest for surrealisme, sådan som Rifbjerg og Brostrøm opfattede den i deres dogmatiske forsvar for den rigtige dvs. deres modernisme. Den er derimod en guldgrube af manifester, tekster og billeder, som næppe den dag i dag finder sin lige i international sammenhæng: den dokumenterer en nok så vigtig side af det 20. århundredes litteraturhistorie fra Aragon til Tzara, fra Dali til Duchamp, fra Paz til Eluard, fra Char til Breton og mange andre. I anmelderi er der ingen fortrydelsesret. Så gensynet med de arrogante korstog mod alt andet end det litteraturpolitisk korrekte lex Rifbjerg og Brostrøm burde give stof til eftertanke. Og hermed er vi inde i nogle ikke altid lige synlige spordannelser i dansk litteraturhistorie fra 1945 og frem til i dag. Man plejer vanen og følger derfor gerne det såkaldte hovedspor : først kom Heretica, så kom konfrontationsmodernismen og den nyradikalistiske stjernehimmel (hvis mest lysende stjerner naturligvis er Klaus Rifbjerg himself og hans chefideolog Torben Brostrøm). Derefter er alt legio eller umådeholden avantgardisme eller tågede udslag af poesiens blå blomst eller Forfatterskole eller lignende. Og det var så det. Eller var det? Set her fra den midtjyske muld er der i hvert fald ét spor, som har vist sig at være nok så levedygtigt og som vedvarende, fra 1940erne til i dag, ikke har haft en hylende skid til overs for den litteraturpolitiske magtagenda anført af modernistiske chefanmeldere ved Information og Politiken, litteraturpolitikere på Gyldendal og på professorkontorerne på Nordisk Filologi i København kulminerende i vor tids brianificerede kultur-kanonister. Fra 1971 flyttede denne alternative situationistiske, anarkosyndikalistiske, avantgardistiske, hyperrealistiske, noveau roman-inspirerede, Samuel Beckett og Jack Kerouac-oversættende, skrifttematiske, fluxus-tænkende, stærkt internationalistiske og danske understrøm i dansk litteraturhistorie sit kildespring fra nordsjælland til Viborg for siden 1974 at tage permanent ophold på Hald Hovedgaard ved den navnkundige midtjyske by med den lange kulturhistorie. Fænomenet hed og hedder: Arena. Forfatternes forlag, siden begyndelsen af 1970erne tilføjet bl.a. Tårnsamtaler, Arkiv for ny litteratur, Peter Seebergs arkiv, Den litterære institution uss og Hinsides hovedsporet 19

Forfatteren Peter Seeberg som malet af Kjeld Heltoft i 1993. Maleriet hænger i Mellemgangen på Hald et stadigt og frugtbart møde mellem den mest avancerede danske og internationale litteratur og kunst og engagerede midtjyske læsere med åbne sind. En broget og vilter flok.[4] Set i historiens trygge bakspejl er det nærmest pinligt at se, hvorledes denne del af moderne dansk litteraturhistorie vedvarende bliver parkeret på nogle af hovedsporets biveje i den provinsielle kanoniseringsiver lokaliseret i den afsidesliggende hovedstad uden fast (jord)-forbindelse til det centrale Europa.[5] I 1960 flyttede Peter Seeberg fra København til Viborg som direktør for byens museum. Efter sigende med en let bitter bemærkning om, at nu havde Klaus (Rifbjerg), som han tidligere havde været manudoktør for i amerikansk litteratur på Københavns Universitet, og Villy (Sørensen) jo delt verden imellem sig (med lanceringen af Vindrosen med dertil hørende modernisme-manifester ved bl.a. Brostrøm), så der var ikke mere at gøre i Kongens By. Måske ligger der en hilsen til dette gemt i hans noget sarkastiske indledning til forordet i hans TV-version af St. St. Blichers En landsbydegns dagbog (Arena, 1975): Efter TVs opførelse af Klaus Rifbjergs version af En Landsbydegns Dagbog, som var et imponerende program af trofast loyalitet mod teksten, er jeg blevet spurgt mange gange om mit eget arbejde med Landsbydegnen i 1967. Man går vist ikke helt forkert af udsagnet om den trofaste loyalitet, hvis man læser det som en kritik af Rifbjergs version som værende ganske enkelt en dårlig litterær bearbejdning af Blichers mesterlige tekst. Det er også Seeberg, der har kaldt Arena-bøgerne for pindsvinetekster, der ikke appellerede til hovedstadens litterære smagsdommere og forlagskonsulenter (han henviser her indirekte til den tyske romantiske fragment-tænker Friedrich Schlegels pindsvine-karakteristik af sine uroligtironiske fragmentsamlinger). Man bør dog ikke slå alle i samme hartkorn: det var Elsa Gress, der tidligt oversatte Jack Kerouac, og Christian Ludvigsen, der lige så tidligt oversatte en række af Becketts værker udgivet af Arena. Men det vandt ikke genklang i den danske kultur (heller ikke selv om Rifbjerg i dag kan proklamere sig som værende den væsentligste formidler af amerikansk beat-digtning: det var han ikke helt så éntydigt, viser litteraturhistorien, men comme il faut er comme il faut og det hele som altid blot én stor dagsaktuel selviscenesættelse uden smålig skelen til andre end sig selv). Så det er nok ikke for meget sagt, at Seebergs respekt for den såkaldte konfrontationsmodernisme kunne ligge på meget lille sted. Det er én ting. En anden er, at han allerede i slutningen af 1940erne demonstrerede en stor og indædt foragt for Hereticanernes omnipotente selv-symbolisering. I sit ma- 20 Hinsides hovedsporet