Tekster: Ez 34,11-16, 1 Pet 2,20-25, Joh 10,11-16 Salmer: Lihme søndag 14/4 9.00 721 Frydeligt 33 Han som har hjulpet 168 Hyrden er en 21 Du følger herre al min færd Rødding søndag 14/4 10.30 721 Frydeligt 31 Til himlene 33 Han som har hjulpet 168 Hyrden er en 438 Hellig 477 Som korn 21 Du følger herre al min færd Ulven er kommet! I hele vores og vore forældres levetid har ulven kun været her i landet i åndelig forstand: som Store stygge Ulv i Anders And, som Isegrim Ulv i Den gode gamle Rævebog, som Ulven der jagter den stakkels And i Peter og Ulven, og måske først og fremmest som ulven der æder den rare gamle bedstemor og den lille uartige Rødhætte. Vi har alle sammen kendt ulven som symbolet på alt der ondt. Vi har gyst over den. Og vi er blevet trøstede med at der lever heldigvis ikke ulve i Danmark, og vi har selv trøstet vore børn med de samme ord. Men det kan vi altså ikke sige længere. For ulven er her, den lusker rundt derude i mørket og spreder rædsel 1
iblandt os. Jeg skal ikke gøre mig klog på om det er godt eller skidt at ulven er kommet tilbage, og jeg skal nok lade være at ytre nogen mening om hvorvidt vi skal skynde os at skyde den ene ulv der er kommet eller ej. For det er slet ikke det, det handler om i denne prædiken.. Det handler om at være bange og at være tryg. Ulven er symbol på det, vi er bange for. Hyrden er symbol på tryghed. Og det er han fordi hans eneste funktion er at passe på dyrene og beskytte dem mod alt der kan true dem. På Jesu tid var hyrderne på den ene side vigtige personer i samfundet, fordi dyrene udgjorde folks ejendom, som hyrderne passede på for dem. På den anden side var hyrderne mennesker, man så ned på, vel sagtens fordi det ikke krævede særligt mange kompetencer at vogte dyrene. En af de vigtigste var at man skulle være god til at kaste med sten, men ellers krævede hyrdejobbet ikke de store kvalifikationer. Herhjemme blev hyrdejobbet jo også tit varetaget af de yngste og mest uerfarne blandt folkene på gårdene. Jesu identificerer sig i stykket vi hørte med en særlig slags hyrde. En hyrde nemlig, der ikke er lejet til at passe andres får, men som selv ejer de får, han vogter. Og vi forstår, at den slags hyrder er langt mere dedikerede i deres arbejde end de lejede hyrder, for nu er det jo deres egen formue, de vogter og interessen i at værne og beskytte dyrene er tilsvarende langt større, end hvis det var fremmedes dyr, der var tale om. Så hyrden, Jesus identificerer sig 2
med, vil gøre alt for at beskytte dyrene, han vogter, det er jo hans og hans families levegrundlag, det drejer sig om. Tilbage til ulven. Noget af det første ulven gjorde, da den vendte tilbage til os, efter et par hundrede års fordrivelse, det var at bryde ind i fårefold og massakrere nogle af dyrene. Nu er det jo ikke fordi, der ikke er blevet dræbt får i de to hundrede år ulven har været væk. Hvert eneste år hører man om løse hunde, der har jagtet og skambidt får. Det læser man lige en notits om i avisen, når det sker, og så er det glemt igen. Men de 14 får ulven sønderrev, de er sandelig ikke blevet glemt, de dukker op igen og igen.. Og det er jo fordi ulven er mere end bare et stort rovdyr. Den er er et symbol på alt der er ondt, alt der er farligt. Og i de 200 hundrede år vi kunne siger til hinanden men der findes heldigvis ikke ulve i Danmark, da var det på en måde som om verden var blevet lidt mindre farlig. Sært nok flyttede hundene i samme periode mere og mere ind i stuerne og blev af familierne, og hunde er jo dog en slags ulve med nogle af de samme træk som vi i så høj grad frygter hos ulvene. Men hundene er jo vores. Hundene bilder vi os ind, at vi har kontrol over, ja faktisk glemmer vi helt, at de er rovdyr og tillægger dem i stedet vore egne karaktertræk. Ulve eller ej. Tilværelsen er farlig. Livet er truet. Og alle skal vi dø en gang. Men vi vil helst glemme det. Ogn så hylder vi os i illusionen om, at vi kan domesticere og civilisere verden, så alt bliver som os: godt og rart og venligt. Men ligesom vi glemmer ulven i hundene, glemmer vi også vildskaben i os selv. Det dukker op en gang imellem i ekstremsituationer: når en jaloux elsker dræber eller lemlæster 3
sin elskede eller når en skoledreng pludselig udruster sig med maskinpistol og mejer sine klassekammerater ned. Det som ulven symboliserer: det farlige, det destruktive, det onde, det er her hele tiden uanset om der er ulve i Danmark eller ej. det er i selve livet, og det er i os. Derfor har vi brug for en hyrde. Ikke en hyrde, vi lejer til at beskytte vore værdier. men en hyrde, der beskytter os. Beskytter os mod ondskaben i verden, mod destruktiviteten i livet. Og en hyrde som beskytter os mod os selv. For det onde bor i os som det bor alle andre steder. Det er sådan en hyrde, Kristus er. Han redder os fra os selv og vores egen destruktivitet ved at gøre sig til herre over os. Noget at dybest liggende i os er viljen til selvopretholdelse og viljen til selvforsvar. Føler vi os truet: føler vi at ikke bare livet men også værdighed og agtelse tages fra os, kan vi blive ustyrligt rasende. Føler vi, at der er nogen der kommer og vil tage noget fra os, er der ikke grænser for, hvad vi vil gøre ved dem. Jesus træder direkte op imod dette latente raseri i os og anfægter, at det overhovedet har nogen ret til at være der: Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden kind mod ham. Kommer nogen og vil tage din overfrakke, så giv ham også det du har på under frakken. Og han viste med sig, sin egen krop og sit eget liv, at det ikke bare var noget han gik rundt og sagde, men han mente det. Han lod sig pågribe, han lod sig piske, han lod sig håne og spytte på, han lod sig klynge op på et kors, hvor han døde under de frygteligste smerter. Set ud fra vores synsvinkel må man sige: det var da dumt af ham! Gælder det måske ikke først og fremmest om at redde sig selv. Nej, siger Jesus. Det 4
drejer sig først af alt om at give sig selv. Vi er her for at give os selv: vore evner, vore kræfter, vor tid, alt hvad vi er og alt hvad vi har i os. Det er det verden er til for, det er det, vi er til for. Det er det, der er meningen med vort liv. Men det kan vi ikke finde ud af selv, ligesom fårene ikke kan finde ud af at beskytte sig selv mod ulven. Derfor kom Gud søn til os og gav sig selv for os for at vi af ham kan lære at give os selv for hinanden. Og derfor skal der fortælles om ham igen og igen og igen. For vi kan ikke huske det. Og vi vil ikke huske det. For det strider mod noget af det mest grundlæggende i os. så vi må høre det søndag efter søndag: livets skaber og herre har givet sig selv for os, så er meningen med vort liv at, vi skal give os selv for hinanden. Amen. 5