Prædiken til 2. pinsedag Salmer Indgangssalme: DDS 299: Ånd over ånder Salme mellem læsninger: DDS 294: Talsmand, som på jorderige Salme før prædikenen: DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd! Salme efter prædikenen: DDS 290: I al sin glans nu stråler solen Nadversalme: DDS 304: Gud Helligånd, opfyld med lyst Udgangssalme: DDS 331: Uberørt af byens travlhed Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes Korsvar Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. (John. 3,16-21) Amen! Herre, skænk os troen, så vi må være ved dig og du ved os. Lad din Hellige åbne vores hjerter, så vi også i dag kan høre dit ord og lære af det. Amen! Der er en nær sammenhæng mellem første og anden pinsedag. Naturligvis er der 25/5-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
dét, fristes man til at sige. I dag er jo netop den anden dag, ovenpå den første - udgangspunktet, afsættet, grundlaget, der var i går. Så naturligvis er der da en sammenhæng. De gamle, der for så mange år siden lagde gudstjenestens læsninger fast, var jo ikke dumme. Snarere havde de, må vi nok medgive, en dybere forståelse af de bibelske tekster end os. Dengang for mere end 1500 år siden, da det, vi kender som første tekstrække, blev til. Dengang levede man jo i langt højere grad end nogen af os nok gør, i beretningernes verden. I den fortællingens verden, der udspænder sig i den store bibelske fortællings univers, mellem skabelse og genløsning. Så hvis der er nogen, der havde blik for sammenhængen og de dybereliggende pointer, har det da været dem. At der, om man så må sige, er mening med tingene og nøje gennemtænkte sammenhænge imellem læsningerne, må derfor ikke undre os. Det er værd at holde øje med og have blik for dette. For netop rækkefølge og de lidt større sammenhænge rummer dybder, som vi ikke sådan lige lægger mærke til, hvis vi ikke kigger godt efter. Pointen, som jeg med dette vil henlede opmærksomheden på, er, at første pinsedag handler om jødefolkets pinsefejring; anden pinsedag om hedningefolkenes pinse. I går hørte vi om Helligåndens udgydelse over mennesker i Jerusalem, nemlig apostlene og andre jøder. Og i dag har vi, i læsningen fra Apostlenes Gerninger, hørt om Helligåndens udgydelse over mennesker i Cæsarea: nemlig den romerske officer Cornelius og hans slægtninge og venner alle hedninger. Denne bevægelse fra alene at handle om jøderne og til også at inkludere ikkejødiske folk bliver helt tydeligt på fortællingens plan. Lukas lader således de troende jøder i fortællingen undre sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger. Men at det forholder sig præcis sådan, lader Lukas igen ingen tvivl tilbage om. Ånden har gjort sit værk og de implicerede hedninger taler netop i tunger og lovpriser Herren. Netop de karakteristika, som også er til stede ved det pinseunder i Jerusalem, som vi hørte om i går. Første pinsedag forkynder altså: Således elskede Gud jøderne, at han gav dem sig selv. Og anden pinsedag forkynder så: Således elskede Gud ikkejøderne, at han - uden forskelsbehandling i øvrigt - også gav sig selv til dem. Alt i alt er evangeliets forkyndelse altså: Således elskede Gud verden. Ikke bare fromme, lovlydige jøder er elskede af ham, men Guds kærlighed er faldet på hele verden, på alle folk. Han har tabt sin guddommelige kærlighed til os alle. 25/5-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
Når Johannesevangeliet taler om verden, betyder det endda ikke bare alle folk eller alle mennesker. Tankegangen går langt dybere. Der er i ordet verden en bestemt undertone. Verden betyder ikke bare alle hér på jorden sådan forstået som et neutralt udtryk. Men verden er den genstridige, trodsige verden, den lovløse verden, den fortabte verden. Til alle os, der ved vores fødsel nedstammer fra hedningefolkene, er her et godt budskab om, at vi ikke er blevet lusket ad bagdøren ind i Guds kirke sådan som en slags andenrangs troende, der nok tåles, men ikke helt er ligeså gode som de rigtige. Nej, vi er blevet taget ved hånden og ført gennem hovedporten, symboliseret og konkretiseret ved en særlig pinsebegivenhed. Nemlig Gud Helligånds komme til urene hedninge, der netop, fordi Jesus er kommet til alle mennesker, og ikke kun til en bestemt udvalgt gruppe. Fordi Jesu komme netop udvisker skellet mellem jøder og ikke-jøder. I troen er der ikke forskel; alle er lige overfor Gud. Selv om vi måske ikke lige tænker på det, er vi sådan set inde på netop dette forhold - denne grundlæggende lighed, der samtidig implicerer en chokerende ligegyldighed med vores baggrund og vores såkaldte moralske habitus eller mangel på samme, hver gang vi bekender troen. Sagt på en anden måde kan dette nemlig formuleres som følger: Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke. Det er i virkeligheden et dybt chokerende udsagn med en ufattelig dybde. Ikke det med, at Helligånden har skabt en hellig kirke. Det er sådan set ikke så overraskende ikke spor. Mennesketanker om Gud vil altid gå ud fra, at han samler på hellige, dvs. dem, der i forvejen er hans. Nej, det dybt foruroligende i sætningen er ordet almindelige. Det betyder nemlig slet og ret, at den er for alle. At Guds hus ikke er forbeholdt særlig hellige. Den hellige, almindelige kirke. De ord betyder, at Gud i sin hellige kirke har smækket dørene op på vid gab: for alle lovbrydere, for alle sine genstridige skabninger, for alle syndere, for alle der lever et liv, der er anderledes end andre. Han har gjort sin kirke til en allemandskirke. Gjort forkyndelsen af sit ord til noget, der vedkommer alle, og ikke bare de særligt udvalgte, der på den ene eller anden måde ved deres fødsel, deres særlige karakter eller gruppetilhørsforhold måtte mene sig særligt udvalgte hertil. Fordi det var 25/5-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
verden, Gud elskede. Og derfor gør det ikke nogen forskel, hvem vi er, hvilken fortid vi kommer med, eller hvad vi i øvrigt har oplevet eller været med til i vores liv. Ingen er på forhånd holdt borte eller stødt ud som uværdige. Den Herre Jesus tager i kærlighed imod enhver. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Således elskede Gud verden. De ord er kaldt den lille bibel, og det er sådan set meget rammende udtrykt. Denne lille bibel er så lille, at den kan læres udenad. Og hvis den store bibel nu og da kan synes os lovlig indviklet, er den lille det i hvert fald ikke. De, der måtte synes, at kristendom er en kompliceret sag, kan bare holde sig til de her ord om Guds kærlighed til verden, der er så stor, at han har skænket os sin enbårne søn. Her står evangeliets nyskabende kerne så forunderligt og lysende klart. Men, må vi jo nok spørge, kan vi så bare selv gribe det? Kan vi selv forstå det? Kan vi selv vende os imod Gud og forstå dette kærligheds udsagn som en tale netop til os? Nej, egentlig ikke. Og i det omfang, vi tror det. I det omfang vi tror, at vi selv kan gribe det og sige ja til det forunderlige evangelium, der hér møder os, er det i en vis forstand blot indbildning. For troens ja i os, er altid først og sidst Guds ja, fordi han i troen tager bolig i vores hjerter. Det ja, som vi kan føle i os, er derfor nok et ja, som vi må gribe og skatte højt, i de øjeblikke, hvor vi har det. Men i sidste instans er det ikke vores eget, og det er i hvert fald aldrig vores ejendom. Det er altid kun tilstede, fordi Gud elskede os hver enkelt af os, hver eneste af os først. Det vil igen sige, at ikke engang denne enkle tro kan vi syndige mennesker selv gribe om og holde fast, hvis ikke Gud sammen med ordene slipper sin Hellige Ånd løs på os og fylder vores tomme hjerter med troen. Hvis ikke Gud kommer os i møde, fordi Hans rige nu engang altid er det kommende. Hvis ikke Han selv møder os i evangeliets ord, i dåbens vand og ved nadverens bord. Således elskede Gud verden - det lyder så let at tro det, men er dog for et menneske umuligt, hvis ikke Gud lader det blive pinse for hver enkelt os. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham - så gode de ord end er, kan vi dog ikke selv tro dem, selv gribe dem. 25/5-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
Men Gud kan lade os gøre det. Pinsens Hellige Ånd må gøre det, røre ved os, arbejde med os. Gud må sammen med sit ord give os sin Hellige Ånd. Og det vil han nok også gøre. For selve det, at vi mødes i dag; at han har ladet sit ord vokse og finde fodfæste i menneskers hjerter lige siden dengang, da Johannes skrev sit evangelium; ja, længere endnu, er jo ikke menneskers værk; vores gerning; vores fortjeneste. Men Helligåndens. Den Guds levende Ånd, der er levende tilstede iblandt os, og hér, i vores liv, gør alting nyt. I går, i dag og i morgen. Amen! 25/5-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5