Prædiken tl 18. s. e. trinitats, Jægersborg kirke 2016 Prædiketekst: Johs. 15,1-11 Radiotransmission Træet har altd været et af de bedste billeder på hvordan vi er med i en stor sammenhæng. Der er slægtstræet, som viser hvordan vi nu er de sidste skud på en stamme som med rødderne dybt nede i en fælles muld har vokset og givet liv og kraf igennem utallige år og generatoner. Og der er livstræerne i de forskellige mytologier. Livstræet som står plantet midt i Paradisets have eller Ask Yggdrasil i de nordiske myter. Et træ altså som vokser i altngs midte og dets vældige stamme forgrener sig og fortaber sig i uigennemskuelige slyngninger og danner en mægtg krone der når helt op i himlen og breder sig ud over alt. Mens det dybe rodnet når helt ned i den dybeste grund, i Guds evighed, dér hvor livets skjulte kilder er. Sådan et træ er jo en eminent billedliggørelse af den skjulte sammenhæng imellem alt hvad der er tl. Med guddommelige kræfer der som livgivende saf stger op igennem træet og giver næring tl alle de mærkelige forgreninger og knopskydninger vi mennesker hver især tlsammen er. Sådan strømmer der liv fra Gud tl hver eneste af os. Og sådan er også vi mennesker i dete sindrige netværk af grene og rødder forbundne med hinanden. Ja vi er hinandens liv. Alt hænger sammen, dit liv med mit, og mit liv med dit. Det er altså et ældgammelt billede Jesus bruger, når han omtaler sig selv som det sande vintræ, sådan at han er træet og vi er grenene. Nu kan man sige at vintræet eller vinstokken jo egentlig er en ganske lille vækst, ikke et mægtgt træ. Men tanken er den
samme. Kærligheden i Jesus er den forbindende og livgivende kraf i den store sammenhæng vores liv med hinanden er. Så vi er aldrig bare de første og aldrig bare os selv, vi lever af hvad andre har vist os og bragt os, ligesom vi skal give videre af os selv tl andre. Der er altd små bite årer af liv som forbinder os med alle andre som er tl, og vi vil altd være dybt afængige af den kærlighed som i sidste ende kommer fra Gud. Så hvis vi omvendt ikke vil have med de andre at gøre, hvis vi bare vil være grene uden et træ at sidde på, så mærker vi det selv. Grene som ikke sidder på et træ, visner og går tl, mennesker som er sig selv nok, tager skade på deres sjæl og visner menneskeligt set. Vi er forbundne og det går ud over både træet, den store livssammenhæng, og os selv, hvis vi kun har øje for os selv. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt at netop det ser vi billedliggjort i vores pas, som vi bærer med os når vi skal ud i verden, og når vi skal hjem igen. I passet ser vi den ene af de tre sider af Jellingstenen, som Harald Blåtand lod rejse i år 965. Man ser Kristus med armene strakt ud tl siden som et kors, mens han er viklet ind i et sindrigt sammenslynget netværk af grene eller bånd. Hvad er det Kristus er viklet ind i? Nogle vil sige at det netop er vintræet vi ser, med Kristus som dets midte og livgivende kraf. Andre vil hævde at det er Yggdrasil, vi ser, de gamle nordboeres livstræ, som Kristus har gjort sig tl eet med. Det evigt grønne Yggdrasil som ifølge de gamle nordboere holder universet oppe og omfater alt. I det træ er det ikke mere de gamle guder som råder, men Kristus er den livgivende magt. Det lader Harald Blåtand kunstneren fortælle sin samtd. Og når vi nu har taget det billede tl os og bærer det i vores pas, som viser hvor vi kommer fra og hvem vi er, så er det også ind i vores td en påstand om, at det er i Jesu kærlighed vi skal leve og vokse og udfolde vores liv.
Men hvad betyder det? Bliv i min kærlighed! siger Jesus i forlængelse af vintræsbilledet. Hvad er det særlige ved den kærlighed vi skal leve i og holde os tl? Og som det pas vi bærer med ud i verden, altså vidner om. Jeg vil nævne tre tng. Det særlige er for det første, at det er en kærlighed som ikke stopper, den går ud over de grænser vi ellers ser. Den ser ikke den fremmede som et menneske der tlhører en anden religion og kultur. Den ser som Jesus gjorde det - et menneske som hører Gud tl, og som står med et skrøbeligt, men dyrebart liv, som os. Vi er så forskellige vi også er, kviste eller grene på det samme træ, og det er den samme livskraf vi lever af. Det særlige i Jesu kærlighed er for det andet at den fuldstændig har overgivet sig eller prisgivet sig selv tl de konkrete menneskelige sammenhænge vi lever i. Kærligheden er ikke en lufig størrelse, som fnder et indre rum i os at være i, eller som løfer sig opad imod højere åndelige sfærer. Kærligheden har for evigt bundet sig tl dete jordiske liv. Det ses meget tydeligt og tankevækkende på Jellingstenens kristusbillede. - I som sidder derhjemme, kan evt. selv se efer i jeres pas - For det er som om Kristus på det billede er bastet og bundet. Viklet ind i et grenværk han ikke kan gøre sig fri af igen. Hvorfor nu det? Kristus fanget ind af Yggdrasil? Det er der en pointe i. For det er netop dete liv - Midgård, ville de gamle nordboere sige, menneskenes verden - som Kristus har overgivet sig tl. Så ubetnget at han ikke bare med Guds kærlighed elsker sig ind i hele denne verden, men han går selv tl grunde i den, for at opstå som kærlighedens evigt livgivende nærvær og kraf. Døden er et vilkår Kristus tager på sig, samtdig med at han overvinder døden, for at han kan leve i os tl evig td. Så: Bliv i min kærlighed! Det betyder for os at det er her i de nære livssammenhænge vi er en del af, vi skal være og virke og
give os selv. Og det ganske konkret som at række sin hånd ud tl den som har brug for støte og hjælp, som at opdrage sine børn og vise dem hvad det gælder om, som at tage sig af de gamle, at lyte tl og være der for sine gode ven, at deltage i og invitere tl liv. At blive i Jesu kærlighed, det er hver dag at være tl for andre, være i tjeneste for et liv som er større end os. Og det er tl sidst at forgå med det liv, men vide at når vi dør, dør vi ind i Kristus, ind i Gud, ind i den kærlighed vi for evigt vil være forbundet med. Bliv i min kærlighed. Det er så enkelt som i det lille digt af Piet Hein vi skal høre korene synge om lidt: Du skal åbne dit jeg, du skal blive et eneste trin på en videre vej. Du skal være et led i en lod, som når ud over dig. Det er enkelt og sandt, men ikke nødvendigvis altd behageligt eller nemt. For at blive i Jesu kærlighed, det er for det tredje også at være i beredskab og vide at der er noget vi skal sæte alt ind på og kæmpe for. Også det fortæller kristusbilledet på Jellingstenen os noget om. For rundt omkring Kristus i vintræets grene bugter sig en slange. Hvad er det slangen vil? Den vil hugge sig ind i det fælles liv og underminere det og have os tl at tro at vi kan og skal klare det hele selv. Tænk ikke på de andre, for det er dig det drejer sig om, siger slangen, som jo på een gang kan være voldsomt stor, ja altomkransende som midgårdsormen, der har lagt sig rundt om menneskenes verden, eller den kan være helt lille som den orm der ligger og gnaver i hver eneste af os. Slangen fører os om på den sidste af Jellingstenens tre sider, som man dog ikke kan se i vores pas. På stenens første side ser man som bekendt runeindskrifen som fortæller at kong Harald vandt Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Derfor kalder man også Jellingstenen for Danmarks dåbsatest.
På den anden side ser man Kristus som er eet med træet, men med slangen, Midgårdsormen, som slynger sig omkring. Det billede vi kan se i passet. Og på den tredje side ser man resten af slangen som i mærkelige krummelurer bugter og vrider sig, i kamp med et dyr som ser underligt ud, men formodentlig er det en løve. Løven er et billede på den kæmpende Kristus. Kærligheden er ikke passiv. Kristus kæmper for os og i os. Imod slangen. Imod alt det som vil opløse fællesskab og liv og skille os fra Gud. Kristus kæmper for det gode, for at den kærlighed som strømmer igennem træet, kan få frit løb ud tl hver eneste gren eller kvist. Og vi skal hver især tage del i kampen og stå vagt om det enkelte menneskes værdighed og liv. Bliv i min kærlighed! Det er også at turde sæte sig selv på spil for det gode, når livet viser sig usselt eller svært. At være gren på Kristustræet er en gave og en opgave. Det er at få altng givet, og at give sig selv i alt det liv vi har. Det er at være med i en evig cirkulaton af liv. I træet ser vi hvordan den livgivende saf og kraf når ud i de yderste blade, som folder sig ud og tager imod solens lys, og da sætes en kemisk reakton i gang, så træet frigiver ilt, som igen er en betngelse for at mere liv kan ånde og være tl. Livet på vores klode er afængig af at dete livgivende stofskife fnder sted. Sådan bliver træet, livstræet, vintræet virkelig et af de mest dybsindige billeder på forholdet mellem Gud og Kristus, Guds kærlighed, og os. Og meningen er altså at vi skal være med i dete guddommelige stofskife, denne evigt livgivende cirkulaton. Hvor Gud er i Jesus, og Jesus i en fuldstændig selvhengivelse giver sig selv tl os, og vi ved at leve ud af hans kærlighed, ved at leve for hinanden, overgiver os selv tl Gud. Amen. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
så nu og altd og i evighedernes evighed. Vor Herre Jesus Kristus. Tak fordi du i dåben tog imod os, så vi ved at vi som vintræets grene lever af din kærlighed og er forbundet med hinanden i den. Lær os nu at blive i din kærlighed. Lad os aldrig forledes tl at tro at vi har nok i os selv, men lær os at livet er at støte og bære, og at give og tage imod. Lær os at sæte os i andres sted, frem for at lade os styre af fendebilleder eller af magelighed. Lær os at være dér hvor der er brug for os, og giv os mod og styrke tl at kæmpe for det skrøbelige og svage liv. Hjælp os at være hos den ensomme, den lidende, den sørgende og den forfulgte. Og vær selv hos os i vor hjælpeløshed når tlværelsen går i stykker for os, og når døden rammer et menneske vi elsker, og vi selv skal dø. Vær hos vor dronning Margrethe den 2., hos regering og folkering, giv dem og os alle kærlighedens visdom og mod og dømmekraf. Lær os at tænke stort og se langt og turde gøre det der skal tl for at de kommende generatoner også kan leve på en klode med vrimlende liv. Giv kirken mod tl at lade sig forny af dit ord, så den aldrig stvner eller lukker sig om sig selv. Gør kirken, gudstjenesten og menigheden tl håbets levende fællesskab, med agtelse af mennesket og plads tl mangfoldighed og kraf tl at tale ud af barmhjertghed og sandhed. Amen.