Prædiken til konfirmation den 10. maj Over alt. Ned til os. Dig og mig! Salmer: (motet) 260 // 192 Yoy raise me up(motet)

Transkript

1 Prædiken til konfirmation den 10. maj 2015 Over alt. Ned til os. Dig og mig! Salmer: (motet) 260 // 192 Yoy raise me up(motet) Kære konfirmander. Så er vi omsider nået frem til den store festdag til jeres konfirmation. Mange timer har vi været sammen her i kirken, og adskillige gudstjenester har I været til, men i dag ringer klokkerne for jer. Kirkeklokkerne som hver søndag morgen ringer og bimler med et overskud af glæde og liv. Koret sang om det i Nu ringer alle klokker mod sky. Hver søndag er en opstandelsesdag. Hver søndag er det livet som står op af graven og glæden som løfter sig op imod himlen og ud over fjerne riger. Men i dag er det en glæde og et liv som gælder jer, og som I nu med jeres konfirmation siger ja til at være med i. Til sidst slutter klokkeringningen lidt mere tilbageholdt, med tre gange tre bedeslag. Og fordi I har gået til konfirmandundervisning og lyttet efter, så ved I også hvad de tre gange tre bedeslag betyder. De viser at vi tror på en treenig Gud, på Faderen og Sønnen og Helligånden. Det er det særlige ved den kristne tro. Og det har vi gjort en hel del ud af. Hvad vil det egentlig sige at vores Gud er treenig? Vi har lært konfirmanderne en lille remse på ni stavelser som passer til bedeslagene. Den lyder: Over alt. Ned til os. Dig og mig. Bedeslagene fortæller altså om den treenige Gud der som vores himmelske Far, usynligt er over alt, og som i sin Søn har bevæget sig fra sin himmel ned til os for at virke med al åndens kraft og kærlighed imellem dig og mig. Altså: Over alt. Ned til os. Dig og mig.

2 Der er en bevægelse i det. Og det er det afgørende. Den Gud vi tror på, er ikke en Gud som bare sidder et eller andet sted, oppe i himlen eller hvor det nu. Det er en Gud som altid er i bevægelse. Gud er en evigt strømmede kilde af kærlighed og glæde. Gud elsker sig ind i Sønnen, ligesom Sønnen elsker sig ind i denne verden, ind i os, for vi med åndens kraft kan elske hinanden, ja elske alt det der er Guds. Det er en evig cirkulation. Og det er kristendommens store vision at alt hvad der er til her på jorden skal lives op og sættes i bevægelse i Guds kærlighed. Eller alt hvad der er til skal synge og bimle og bamle som klokkerne og være med i den guddommelige kærligheds uendelige cirkulation. Og det er jo altså et andet gudsbillede end i de religioner vi oftest sammenligner os med. Hvor Gud i jødedom og islam er himmelmagten der rækker mennesket på jorden en vejviser, loven eller koranen, så det ved hvilken vej det skal gå. Så er Gud i kristendommen nærmere som den elskende der helt tæt inde på livet af os hvisker: Kom nu, vær med, giv dig hen. Sig du elsker mig, lige som jeg elsker dig. Kristendommen er en invitation til slippe sit eget og lade sig hvirvle ind i den svimlende bevægelse Guds kærlighed er. Det er sådan man kan forstå samtalen mellem den opstandne Kristus og disciplen Peter, vi har hørt i dag. Elsker du mig? spørger Jesus sin discipel. Hele tre gange endda, selv om Peter forsikrer at han har sin Herre kær. Det særlige ved de tre ord: Elsker du mig? er jo at ingen ord er så personlige og går så tæt på som netop dem. Når de ord lyder kan man ikke bare forblive på afstand og tænke: det lyder da interessant. Det vil jeg på tidspunkt høre mere om. For det er et spørgsmål som på den ene eller anden måde må besvares. Og vel at mærke med os selv som indsats. Elsker du mig? Man kan næsten ikke andet end at synes at Jesus

3 er utilstedeligt nærgående, når han ligefrem gentager spørgsmålet over for Peter. Peter bliver da også bedrøvet da han for tredje gang skal svare om han nu holder af Jesu. For selvfølgelig har han forsøgt at lade sig hvirvle med og følge sin Herre. Han har bare ikke kunnet da det kom til stykket. Hans kærlighed har vist sig mere end ustabil. Han har stukket halen mellem benene og svigtet, til trods for at han forinden med de helt store ord har bedyret, at selv om alle de andre disciple skulle svigte, så ville han selv holde ud ind til det sidste. Men da først Jesus blev taget til fange natten til langfredag, og en tjenestepige genkender Peter inde i ypperstepræstens gård, og spørger om han ikke han var een af dem der var sammen Jesus, så svarer Peter at han kender ikke noget til det menneske. Tre gange benægter han sit kendskab til Jesus. Jeg ved ikke hvem det er du taler om, siger han. Og så galer hanen, og Peter indser hvordan han har svigtet, og han går ud og græder i mørket. Og nu sidder han altså foran Jesus igen. Jesus er opstået fra de døde. Han er mere levende end nogensinde. Mens Peter selv er døden nær. Han har jo mistet al sin selvrespekt. Påsken har vist hvor ringe hans mod og udholdenhed er. På intet tidspunkt har han levet op til sine ord. Så når Jesus spørger til hans kærlighed, så er det pinligt og beskæmmende. Men det er også opløftende. Fordi Jesus jo dermed siger at det ikke er lige gyldigt om Peter er der eller ej. Trods din fejhed, dit manglende mod, dine svigt, så elsker jeg dig, ja der er intet vigtigere for mig end dit liv, din kærlighed, sådan bliver Jesus ved med at insistere og afkræve Peter et svar. Det er altså for mig at se noget af stærkeste og bedste i den kristne tro, at Gud vil have med os at gøre sådan som vi er. Gud leder ikke efter perfekte mennesker der kan det hele. Eller særligt troende eller modige mennesker. Peter havde ikke noget af alt det i sig. Han var en uduelig bangebuks, ville nogen sige. Og alligevel var det ham Jesus indsatte som sin efterfølger. Det er altså godt at vide i en tid hvor vi især blandt unge mennesker priser alle de stærke og sunde som har kontrol over deres liv, som ser godt ud, klarer sig godt i skolen, ved hvad de vil og har mange venner. Samtidig med at vi ved at de fleste slet

4 ikke kan leve op til det. Men længes efter at blive set og accepteret som dem de er. Samtalen mellem Jesus og Peter viser at Gud holder af os og har brug for os så uperfekte som vi er. Gud slipper os ikke, men inviterer os og kalder på os, igen og igen, for at vi skal tro og lade os fange ind af hans kærlighed og turde give os selv som svar. Men hvordan gør vi det? Hvordan svarer vi? Hvordan elsker vi igen. Det gør vi, og det siges utvetydigt, også tre gange, ved at vi er til for de mennesker vi er iblandt. Vogt mine lam eller vær hyrde for mine får, siger Jesus. Kærlighed til Gud er altså ikke et eller andet meget luftigt med en masse følelser, men det er noget så konkret som at tage sig af de mennesker som har brug for vores hjælp, ligesom en hyrde tager sig af sine får. Og Guds kærlighed til os er heller ikke bare en usynlig luftning fra oven eller en inderlig følelse vi har. Nej Gud viser os sin kærlighed gennem alt det der møder os. Når vi om morgenen står op til en ny dag med farver og former, med solstrejf og skyer, med ansigter vi kender, og mennesker vi måske møder for første gang, så er Gud der, som et evigt Du, som en kærlighed, der igennem det alt sammen, taler til os. Så møder det mig som en indbydelse, en invitation, til at tage imod, overgive mig, være med. Det møder mig som et spørgsmål jeg skal svare på. Elsker du Mig? Og hvis vi så nølende eller spontant og med glæde svarer: Ja, Herre, du ved jeg elsker det liv du giver mig, så sættes vi til det allermest enkle og mest indlysende af alt: nemlig at være dér hvor vi er. Vi sættes til med omsorg og nærvær at være hos de mennesker som er omkring os, og som vi møder på vores vej. Vi behøver altså ikke at lede efter et livsprojekt, efter noget særligt vi kan tage os til. Vi behøver ikke at iscenesætte en måde at elske Gud på, for det giver sig af sig selv, hvis vi åbner vores øjne og tør være en del af hinandens liv. For så er vi allerede med i bevægelsen som Gud fra den første begyndelse har sat i værk. Hvor Gud har givet sig selv i Kristus for at hente os ind åndens og kærlighedens evige liv.

5 Nej, Gud sidder ikke og troner i det højeste. Gud er i stadig bevægelse. Så himmelsk og jordisk væves ind i hinanden. Så vi sitrer af Guds nærvær i vores liv lige her. Så hver dag er et kald og en invitation til at være med. I noget som begynder her, imellem os, men som er svimlende, uendeligt, og fører stadig dybere ind i glæden som kommer fra Gud Og derfor ringer klokkerne. Leonard Cohen, som I måske kender, jeres forældre gør i hvert fald, har engang i en sang skrevet et fantastisk smukt vers om de ringende klokker. På engelsk lyder det sådan: Ring the bells that still can ring. Forget your perfect offering. There is a crack in everything. That s how the light gets in. Altså: Lad bare klokkerne ringe. Lad der bare være fest. For du skal ikke være perfekt. Glem det! Der er en revne i alting. Det er sådan lyset kommer ind. Ja vi har alle ligesom Peter havde det, ridser i lakken, revner og skrammer, vi er ikke, og vi skal ikke, være perfekte. Men vi skal sådan som vi nu er, åbne os for lyset, for livet og for glæden, så det synger i os, og vores liv kan høres og ses som en sang til Gud. Og nu om lidt skal I så sige ja. Ja til den treenige Gud. Ja til at være med i kærlighedens og glædens bevægende liv. Det er der stor grund til at fejre med ringende klokker og sang og glæde og fest. Til lykke til jer alle. Amen.

6 Konfrmandernes bønner ved konfrmatonen den 10. maj 2015 Kære Gud, tak for alt det gode omkring mig. Min familie og mine venner. Gud, hjælp os ud på livets rejse. Lad din stemme lede os og din hånd være under os. Gud, jeg beder dig: Hjælp mig igennem dete liv som er fyldt med glæde, kærlighed og sorg. Når alt er sort, så få mig tl at se lyset og bring mig håb. Men vær også hos mig når alt går godt, for jeg har altd brug for din hjælp. Gud, tak fordi du kan dele alle tanker med mig, især dem som er svære at fortælle tl andre. Vis mig de nye tng jeg ikke før har set, og åbn mine øjne for tng der endnu ikke har haf min interesse. Giv mig styrke og fornuf tl at vælge rigtgt, og tlgiv mig når jeg har gjort andre ondt eller kede af det. Gud, tak for fordi du altd giver mig en ny chance, og for at du altd har noget nyt at vise mig bag ved døren. Gud, hjælp mig tl at leve i nuet og ikke bekymre mig om fortden eller fremtden. Hjælp mig med at fnde min sande identtet. Vær der for mig, når jeg har mest brug for det. Vær der for mig, når jeg mindst venter det. Husk os på at vi aldrig må tage tng for givet, og at der altd er noget at se frem tl. Glem os ikke i dag, i morgen eller om et år, men husk os for dem vi er. Hverken perfekte eller ikke perfekte, men sådan som vi er Lær mig at stole på dit og livets budskab, at kærligheden altd vil vinde.