Standardforside til projekter og specialer

Standardforside til projekter og specialer Til obligatorisk brug på alle projekter, fagmodulsprojekter og specialer på: Internationale Studier Internationale udviklingsstudier Global Studies Erasmus Mundus, Global Studies A European Perspective Politik og Administration Socialvidenskab EU-studies Forvaltning (scient.adm) Udfyldningsvejledning på næste side. Projekt- eller specialetitel: Russisk udenrigspolitik anno 2014 Projektseminar/værkstedsseminar: Udarbejdet af (Navn(e) og studienr.): Projektets art: Modul: Christian Bak - 49500 Fagmodulsprojekt 1 Nicky Nielsen 50212 Fagmodulsprojekt 1 Thorbjørn Frej Andersen - 49695 Fagmodulsprojekt 1 1/39

Vejleders navn: Annemarie Peen Rodt Afleveringsdato: 26-5-2014 Antal anslag inkl. mellemrum: (Se næste side) 92.177 Tilladte antal anslag inkl. mellemrum jf. de udfyldende bestemmelser: (Se næste side) 108.000 OBS! Hvis du overskrider de tilladte antal anslag inkl. mellemrum vil dit projekt blive afvist indtil en uge efter aflevering af censor og/eller vejleder Udfyldningsvejledning til standarforside til projekter og specialer: Alle de ønskede felter skal udfyldes - Bemærk særligt: Alle gruppens medlemmer skal angive: Navn Projektets art (fagmodulsprojekt, bachelorprojekt, projekt, praktikprojekt, speciale) 2/39

Hvilket modul projektet skrives på (IU-K1, SV-K2 osv.) I skal selv lave en optælling af antal anslag af jeres projekt, altså hvor mange anslag inkl. mellemrum det fylder. I omfanget indregnes: forord, indholdsfortegnelse, indledning, problemformulering, teori, metode, analyse, konklusion, tabeller, figurer, billeder og litteraturliste, men ikke appendiks (bilag). I skal også angive det tilladte antal anslag inkl. mellemrum for jeres projekt se oversigt herunder Hvis I ønsker en anden forside på jeres projekt, skal den placeres efter standardforsiden. Hvad må projektet/specialet fylde: En normalside er 2400 anslag inkl. mellemrum. Fagmodulsprojekter på Internationale Studier 2 studerende: 84.000 anslag inkl. mellemrum svarende til ca. 35 sider Pr. ekstra medlem: 24.000 anslag inkl. mellemrum oveni svarende til ca. 10 sider. Indhold Resume... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Abstract... 5 Problemfelt... 5 Problemformulering... 7 Underspørgsmål... 7 3/39

Begrebsforklaring... 7 Afgrænsning... 8 Metodiske overvejelser... 11 Videnskabsteori... 11 Projektdesign... 11 Analytisk fremgangsmåde... 12 Empiri... 13 Teori... 13 Security: The Traditional state-centric approach... 13 New security studies... 15 Russiske interesser: Ukraine som case... 16 Vestlig eller østlig orientering?... 16 Russisk økonomi... 20 Økonomiske udfordringer... 21 Politisk stabilitet... 22 Policy-tendenser:... 23 Finanssektoren:... 24 Pengepolitik:... 24 Økonomisk vækst:... 25 Inflation:... 27 Delkonklusion... 27 Russisk sikkerhedspolitik:... 28 NATO:... 28 Samarbejde med andre stater:... 30 Militære indgreb i andre stater:... 30 Kultur:... 31 Rusland og verden:... 32 Det russiske militær:... 34 Delkonklusion:... 34 Konklusion... 36 Diskussion... 37 Perspektivering... 39 Litteraturliste... 40 4/39

Resume Den russiske ageren i forhold til Ukraine har igennem den seneste periode været genstand for ekstrem opmærksomhed fra det globale samfund. Dermed har spørgsmålet omkring hvilken baggrund der er for den russiske ageren i Ukraine meldt sig. Projekt søger at afdække prioriteterne i den nuværende russiske udenrigspolitik ved hjælp af situationen i Ukraine fra 2012-14. Dette forsøges opnået ved en analyse af henholdsvis russisk sikkerheds- og økonomisk politik ud fra et realistisk verdenssyn. Analyserne beror i høj grad på dokumentanalyser hvis formål er at give den mest objektive indsigt i russisk udenrigspolitik. Gennem projekt bliver det konkluderet at Ruslands ageren i Ukraine ikke umiddelbart adskiller sig meget for deres generelle udenrigspolitisk ageren i forhold til andre near abroad lande. Abstract The Russian actions in relation to Ukraine have been subject to extreme attention from the global society. The question of the intentions and interests of the Russian actions has arisen. The project aims to cover the priorities in the current russian foreign policy, using the dramatic conflictual situation between Russia and Ukraine in the period 2012-2014 as a case study. This is sought achieved through analysing russian security- and economic policies from a realistic point of view. The analyses are based particularly on document analysis, with the purpose of portraying an objective insight into russian foreign policy. Throughout the project it is concluded that russian actions in Ukraine do not fall far from the foreign policies enacted on other near aboard countries. Problemfelt Siden opløsningen af sovjetunionen har den russiske magt og indflydelse på verdensplan ændret sig markant. Den bipolære verdenssituation der var gældende under den kolde krig er slut, og langt flere spillere på den internationale scene er trådt frem, mens Rusland måtte tage et skridt tilbage i forhold til den tidligere så dominerende position. Op igennem 90 erne, og starten af 00 erne, indtog Rusland en forholdsvis konstruktiv position i det internationale samfund, hvor samarbejde med vesten blev en vigtig prioritering i den russiske udenrigspolitik. Dette skyldtes 5/39

blandt andet at den russiske stat skulle genetableres under nye forhold, samt de store økonomiske udfordringer som det nye land stod over for, hvor man blandt andet skulle manøvrere og etablere sig i den internationale markedsøkonomi. Siden 2007 har man dog kunne observere at den russiske udenrigspolitik igen er under forandring. Med Vladimir Putin i spidsen er landet tilsyneladende blevet langt mere tilbøjelig til at agere mere aggressivt og konfronterende, og muligvis søger landet i disse år at vende tilbage til den absolutte top af den internationale magtorden. Men hvordan ser Rusland sin egen rolle i det internationale system, og hvordan opfattes de problemer som verden står overfor i dag ud fra et russisk perspektiv? I Putins tale ved sikkerhedskonferencen i München 2007, understreger han: We - personally, I - very often hear appeals from our partners, including our European partners, to the effect that Russia should play an increasingly active role in world affairs. In relation to this I would like to remind a small thing. There is not much need for you to encourage us to do so. Russia is a country with a history that spans more than a thousand years and has always followed an independent foreign policy. We are not going to change this tradition today. At the same time, we know quite well what kind of a transition that the world is going through, and we have a realistic sense of our opportunities and potential (Putin; 2007). Putins udtalelser er et udtryk for hvordan den nuværende russiske administration ser sine internationale opgaver og forpligtelser. Han ser Rusland som en nation der fører en klar og tydelig independent foreign policy, der tager udgangspunkt i de russiske interesser. En udtalelse som er blevet virkeliggjort, da den russiske udenrigspolitik siden 2007 har vist at landet igen søger at være en markant indflydelse på den internationale scene. Bl.a. har den militære aktion i Georgien, samt den nuværende situation i Ukraine, vist netop dette. Især nabolandene har den seneste tid været særligt i fokus, jvf. militæraktionen i Georgien og den nuværende situation i Ukraine. De såkaldte near abroad lande har historisk set altid været interessante for Rusland, både via de kulturelle og sproglige ligheder, men igennem det 20. århundrede også som et værn, en zone der adskiller dem fra vesten. Op igennem 90 erne og 00 erne så man en udvikling i netop de lande, der i højere grad nærmede sig Europa, blandt andet via optagelse i EU og NATO. Dette mindskede Ruslands direkte indflydelse i mange af de 6/39

omkringliggende lande, og udviklingen har presset landet både økonomisk og i forhold til hvilke typer magt man kan anvende i konfliktsituationer med lande der er optaget i fx EU eller NATO. Nu ser man en ændring, et mere aggressivt og bestemt Rusland der, som i eksemplerne Georgien og Ukraine, viser at de stadig vil være en afgørende faktor når det kommer til det internationale spil. Hvad er så prioriteterne i den russiske udenrigspolitik? Ud fra den russiske ageren i Ukraine siden 2012 søger dette projekt at afdække prioriteterne, og undersøge om den russiske ageren i Ukraine er udtryk for en speciel situation eller om situationen kan betegnes som et pejlemærke for den nuværende russiske udenrigspolitiske ageren. Problemformulering Hvordan kan den russiske udenrigspolitiske ageren i Ukraine i perioden 2012-14 forklares, og er den ageren et udtryk for den nuværende russiske udenrigspolitik? Underspørgsmål Hvordan har Rusland ageret i Ukraine siden 2012? Er Ruslands ageren i Ukraine et udtryk for hvordan landet generelt fører udenrigspolitik? Er den russiske udenrigspolitik et udtryk for en realistisk tilgang til udenrigspolitik? Begrebsforklaring Stormagt: dette begreb dækker over en stat, som besidder atomvåben (Heywood 2007 s. 459) og som er placeret i toppen af det hierarkiske statssystem betydende at staten har stor indflydelse over andre stater af lavere placering (Heywood 2007 s. 450). Dette betyder samtidig at stormagter kan kendes ved, at de ikke er under andre staters indflydelse, og derved kan handle efter egen vilje. Near abroad: Dette term bruges til at beskrive det specielle forhold mellem Rusland og de tidligere sovjetrepublikker. Med udtrykket menes der at disse stater har mange kulturelle lighedspunkter med Rusland, og at Rusland stadig har stor indflydelse over disse lande, og derved ikke er så fremmede som resten af verdens stater (Mankoff 2012 s.219). 7/39

Afgrænsning Geografisk afgrænsning Geografisk afgrænser dette projekt sig ved at tage udgangspunkt i først og fremmest near abroad landene, og mere specifikt med udgangspunkt i Ukraine. Interessen for at bruge netop Ukraine som et case, der kan være med til at udlægge generelle tendenser i russisk udenrigspolitik, bunder i konfliktens aktualitet samt at netop det ukrainske case kan fungere som et eksempel på hvordan Rusland agerer internationalt, og hvilke interesser der gør sig gældende. Ved at bruge netop den igangværende situation som eksempel, bliver det muligt at fremlægge et tidssvarende og opdateret overblik over Ruslands interesser. Generelt afgrænser projektet sig til udelukkende at beskæftige sig med Russisk udenrigspolitik i forhold til near abroad landene. Dette gøres først og fremmest på baggrund af projektets undersøgelsesfelt, der netop søger at afdække den russiske udenrigspolitik under Putin administrationen, sammenholdt med at det ukrainske case kan bruges til at definere den russiske udenrigspolitik i forhold til netop near abroad landene. Grundlaget for ikke at vælge fx Georgien som case bunder derfor både i aktualiteten omkring Ukraine og i det faktum at det der ønskes undersøgt er den seneste udvikling russiske udenrigspolitik. Samtidig bunder det også i at Ukraine i sig selv at intressant da landet på mange måder har fungeret som et bindeled mellem Rusland og Euro-Atlantisk region, både handelsmæssigt, men også helt konkret da naturgasledningen fra Rusland til Europa passere gennem Ukraine. Tidsmæssig afgrænsning Det der først og fremmest er interessant i denne sammenhæng, er den russiske ageren fra 2007 og til i dag, mere specifikt frem til situationen omkring Krim-halvøen der udspillede sig i Marts 2014. Baggrunden for udvælgelsen af netop denne tidsramme skal findes i den russiske ageren som har kunnet observeres i netop den periode. Med udvælgelsen af Ukraine som case af russisk udenrigspolitik bliver hovedfokus lagt på tiden mellem 2012-2014. Det tidsmæssigt interessante perspektiv starter med forhandlingerne omkring den såkaldte associationsaftale mellem EU og Ukraine, og hvordan Rusland forholder sig til den og dens eventuelle konsekvenser for Rusland, og slutter ved annekteringen af Krim. Årsagen til dette er at netop denne tidsramme er den mest relevante for case-studiet, hvor det er i den periode at den russiske ageren i forhold til situationen i Ukraine tydeliggøres. Baggrunden for valget af 2007 som udgangspunkt for undersøgelsen af den 8/39

nuværende russiske udenrigspolitik er blandt andet Putins tale ved sikkerhedskonferencen i München 2007 hvor han udlægger Ruslands syn på landets egen rolle internationalt, og det er derfor naturligt at tage udgangspunkt der når man søger at afdække russisk udenrigspolitik under Putin administrationen. Dermed afgrænses der også fra at afdække perioden før 2007 og efter annekteringen af Krim. Perioden efter annekteringen bliver ikke afdækket grundet den fortsatte udvikling i Ukraine, og udviklingen vil derfor ikke kunne undersøges dybdegående nok til at blive taget med i denne sammenhæng. Afgrænsning af undersøgelsesfelt: Økonomi og sikkerhedspolitik Afgrænsningen til at beskæftige sig med økonomi og sikkerhedspolitik bunder i de empiriske observationer der er blevet gjort i forbindelse med researchen til dette projekt. Via diverse artikler har de økonomiske og sikkerhedspolitiske perspektiver i stigende grad vist sig at være hovedparametre for undersøgelse af den nuværende russiske udenrigspolitik generelt, men især også i forhold til Ruslands ageren i Ukraine. Ydermere tillægges netop disse faktorer afgørende betydning i den realistiske tradition inden for International relations (IR). Ifølge klassiske realister er det mest afgørende for udenrigspolitisk ageren nationens magt, betydende den relative magt hvor magt refererer til statens andel af ressourcer som militær magt og økonomi (Trubowitz; 2001). Sikkerhedspolitik: Henrik Ø. Breitenbauch, Seniorforsker, Center for militære studier, KU forklarer i DR Debatten d. 21. April, at vi ser sikkerhedspolitiske forandringer. Han mener, at efter den kolde krig har verdenspolitikken og sikkerhedspolitik været en udvidelse af det stabile rum og vores alliance rum og af EU, og fredelig sameksistens mellem nationerne baseret på principper omkring bl.a. territoriets ukrænkelighed og at grænserne ligger faste. Her mener han at det er væsentlig at tage fat på at Putin, i lyset af hændelserne på bl.a. Krim, tydeligt og direkte udfordrer de grundlæggende principper inden for hvilke vi regulerer verdenspolitikken og her væsentlig territoriernes ukrænkelighed. Der er derfor tale om en ny fase, en ny situation i Europæisk sikkerhedspolitik. Det er mest bekymrende for EU og NATO da de ikke bliver respekteret af Putin 9/39

og det russiske politiske apparat. Henrik Ø. Breitenbauch pointerer, at Europa grundet amerikansk militær opbakning i forhold til sikkerhedspolitik, står over for udfordringer, fordi vi hidtil har fokuseret vores storpolitik på arbejdsmarkedsforhandlinger og økonomisk politik og vi har undervurderet sikkerhedspolitikkens betydning. Putins ageren i Ukraine er ifølge Henrik Ø. Breitenbauch et wake-up-call til den Europæiske måde at forstå politik på. Henrik Ø. Breitenbauch pointerer også, at man ved konventionel afskrækkelse i form af militær tilstedeværelse er nødt til at være troværdig omkring brugen af det, men mener at problemet med især de baltiske lande er, den russiske miltærmaskine er så meget større end de baltiske landes, at de sandsynligvis godt kunne bruge en håndsrækning for at virke troværdige i deres forsvar. Igen bliver der her demonstreret at det er helt klare sikkerhedspolitiske spørgsmål der er til debat og også essentielt og dominerende i den almene debat i både russiske og vestlige medier. Økonomi: Det økonomiske aspekt i opgaven bliver relevant, fordi de politiske virkemidler der kan og bliver brugt i situationen i Øst Ukraine i høj grad kan hvile på økonomiske faktorer. Disse faktorer vedrører såvel den generelle russiske økonomi, som både er grundlaget for Putins nuværende og kommende position som russisk overhovedet og dermed også magtorgan, men også sanktioner der er blevet pålagt Rusland. Dette er bl.a. bakket op af Henrik Ø. Breitenbauch, som mener at vi er afhængige af at købe russisk energi og ikke bare kan lukke dem ude, og her mener vi at det er oplagt at gribe fat i de økonomiske foranstaltninger der gør, at vi er nødt til at tage forbehold når en løsning skal findes. Derudover mener vores egen Udenrigsminister Martin Lidegaard, at Rusland som befolkning har størst interesse i et stabilt Ukraine, fordi det er Ruslands største nabo og et broderfolk, og hvis Ukraine går op i flammer vil flygtningestrømmene rette sig mod Rusland, og et kæmpe økonomisk område som Rusland er afhængige af gå ned. Derudover pointerer Martin Lidegaard at Rusland vil lide store omkostninger, hvis de vælger at engagere sig i krig mod resten af verden. Han pointerer også, at hvis Rusland fortsætte sin ageren, vil det have store økonomiske konsekvenser for ikke bare Rusland og EU men især Ukraine vil blive hårdt ramt. Siden man fra EU og USA s side har arbejdet med de her fredelige diplomatiske forhandlinger, samt sanktioner og nu overvejede militær tilstedeværelse, er dette oplagte områder at beskæftige 10/39

sig med, for at danne et tidssvarende og fyldestgørende billede af situationen og de agerende parter med fokus på russiske forhold. Nødvendigvis kan man ikke helt afgrænse sig fra f.eks. sociale forhold, dog vil det ikke i dette projekt være af afgørende indflydelse da de omtalte parametre for analyseafsnittene vil være økonomisk og politisk funderede og dermed relevante i geo-politisk sammenhæng. Metodiske overvejelser Videnskabsteori Videnskabsteoretisk har vi i dette projekt valgt at bruge den positivistiske metode. Dette skyldes i høj grad projektets udgangspunkt, nemlig det at søge efter at analysere og fremstille reel viden om hvordan den russiske udenrigspolitik har set ud i Putins regeringstid. Dette vil blive gjort via observationer af de handlinger som Rusland, rent udenrigspolitisk, har gjort igennem den seneste periode, hvor konflikten i Ukraine siden 2012 vil være udgangspunktet for undersøgelsesfeltet. Baggrunden for valget af den positivistiske tilgangsvinkel er, som tidligere nævnt, netop grundet i ønsket om at skabe reel viden om baggrunden for den russiske ageren, og dermed også at kunne opstille parametre der generelt gør sig gældende for russisk udenrigspolitik. I den positivistiske videnskabsteori arbejder man ud fra en antagelse om at al viden er observerbar og universel, og at man derfor ud fra empiriske observationer vil kunne fastslå en sikker viden Gilje; 2012). I dette projekts kontekst vil det derfor betyde at man, via empirisk underbygget viden, vil kunne fastslå hvordan den russiske udenrigspolitik er, ud fra en analyse af Ruslands ageren sammenholdt med udtalelser fra fx Putin eller officielle rapporter fra den russiske regering. Gennem analyse af dette vil man som udgangspunkt kunne frembringe svaret på opgavens hovedspørgsmål, nemlig hvad der er russisk udenrigspolitik på det konkrete plan i forhold til situationen i Ukraine, og på det overordnede plan. Analysen af det observerbare og fokuset på værdifrihed (Gilje; 2012) spiller her netop sammen med udgangspunktet for analysen af russisk udenrigspolitik. Projektdesign Projektets opbygning vil bygge på henholdsvis: 11/39

1. Redegørelse af den konkrete situation i Ukraine som denne opgave udspringer af. En konkret opstilling/handlingsforløb, der vil fungere som et grundlag for videre analyse. 2. Analyserende arbejde, hvor den russiske ageren i Ukraine søges overført til en mere generel analyse af prioriteringerne i den russiske udenrigspolitik. 3. Konklusion ud fra det analytiske arbejde, og perspektivering. Analytisk fremgangsmåde Som grundlag for de analyser og konklusioner der bliver fremlagt ligger først og fremmest kvalitative teknikker, specifikt arbejdes der hovedsageligt ud fra dokumentanalyse. Dette bunder blandt andet i emnets aktualitet, hvorfor konkrete kvantitative analyser enten ikke er udarbejdet eller tilstrækkelig valide til at danne grundlag for analyse, da de, i forhold til netop emnets aktualitet, i højere grad vil være projektioner end fakta. Derimod vil dokumentanalyse være et vigtigt redskab for udviklingen af analyserne til besvarelse af problemstillingerne. Den analytiske fremgangsmåde til analyse af dokumenter bevæger sig inden for den analytisk-induktive undersøgelsesmetode (Lynggaard; 2010). Med det menes der at de empiriske udvalgte dokumenter konsulteres for at identificere udviklinger og mønstre i forhold til problematikken, hvor disse mønstre danner baggrund for en teoretisk tolkning (Lynggaard; 2010). Som eksempel herpå kan nævnes arbejdet med den russiske militærstrategi i analysen af sikkerhedspolitik, hvor dokumentet danner baggrund for teoretisering. Et andet eksempel på nødvendigheden af dokumentanalyse er i forbindelse med beskrivelsen af udviklingen i Ukraine inden for den udvalgte periode. Her danner de kvalitative metoder, som fx interviews og dokumentanalyse, baggrund for beskrivelsen af det aktuelle handlingsforløb. Selvom de kvalitative metoder spiller den afgørende rolle for udarbejdelsen, er kvantitative metoder dog i et vist omfang også relevant. Specifikt bruges forarbejdet statistik i analysen af ruslands økonomi. I forhold til det indsamlede datas validitet, autencitet og troværdighed spiller der forskellige faktorer ind. De indsamlede dokumenters autencitet og troværdighed vurderes at være generelt høj, da den indsamlede empiri til analyserne bygger på officielle dokumenter fra fx den russiske regering eller fra bredt anerkendte økonomiske institutioner som fx verdensbanken, som via autoriteten indenfor feltet vurderes særligt væsentlige (Lynggaard; 2010). Yderligere bruges der sekundære dokumenter som fx interviews ikke foretaget af gruppen selv. Disse ses som værende 12/39

mindre valide end de tidligere nævnte dokumenttyper, men tjener et formål som beskrivende og interesse-opbyggende elementer. Empiri Udvælgelsen af empiri er først og fremmest baseret på hvilken relevans den givne empiri synes at have for at kunne bidrage til forståelse og besvarelse af problemstillingen. Valget af empiri stammer derfor fra antagelsen om at den russiske ageren i Ukraine, og de generelle prioriteringer i den russiske udenrigspolitik, udspringer af sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser. Sikkerhedsmæssigt bliver der taget udgangspunkt i officielle russiske dokumenter om landets udfordringer og prioriteter inden for netop det felt og i den økonomiske analyse er udgangspunket taget i rapporter fra verdensbanken og The economist. Rapporterne er taget fra disse to grundet deres akademiske validitet. Teori Som nævnt i det tidligere afsnit udspringer analysearbejdet i høj grad af empiriske observationer. Gennem disse observationer dannes der et billede af hvilke teoretiske grene, og senere hvilke specifikke teorier, der på bedst mulig vis kan danne grundlag for besvarelse af problemstillingen i samspil med det empiriske materiale. Valget af teori bunder derfor i en antagelse om at Rusland agerer realistisk i deres udenrigspolitik, hvor baggrunden for antagelsen om dette er i høj grad den historiske position som Rusland har indtaget internationalt. Samtidig peger den russiske ageren i Ukraine i retning af et realistisk verdenssyn, og derfor er det, i dette projekt, naturligt at antage den realistiske tradition inden for IR som værende det optimale teoretiske udgangspunkt for analyse af problemstillingen. Som tidligere nævnt ligger den klassisk realistiske tradition indenfor IR vægt på hård magt såsom militær og økonomisk magt (Trubowitz; 2001), og de sikkerhedsmæssige perspektiver og problematikker udspringer derfor af dette. Security: The Traditional state-centric approach I den traditionelle tilgang til IR er svaret på spørgsmålet sikkerhed for hvem? ikke af højeste betydning, siden det primære undersøgelsesfelt er staten, og det er derfor taget for givet at sikkerhed refererer til statens sikkerhed. Det er åbenlyst hvorfor tanken om sikkerhed sædvanligvis har været forbundet med statens sikkerhed. Som følge af både 1. og 2. verdenskrig, såvel som truslen fra den kolde krig, har fremtrædende tænkere indenfor IR set kernen af feltet 13/39

som værende balance mellem krig og fred imellem stater (Morgenthau; 1973). Det internationale system ses som værende anarkisk - uden en overordnet autoritet som for eksempel en national regering i forhold til indenrigspolitik. På grund af denne anarkiske tilstand er stater placeret i konkurrence med hinanden, og må derfor efterstræbe magt for at opnå sikkerhed. Netop dette, sikkerhed, har 3 centrale funktioner: 1. Sikkerhed og sikkerhedsstudier beskæftiger sig med bevarelsen af staten imod eksterne (og interne) trusler til statens geografiske integritet og kerneværdier. 2. I et anarkisk internationalt system er statens sikkerhed en primær bekymring for politikere og befolkningen. Det bliver en central prioritet på grund af at en mangel på en effektiv sikkerhedspolitik kan skabe mulighed for at en stat kan miste sin suverænitet. 3. Vægt på militær magt som den centrale determinant for sikkerhed. Med andre ord er sikkerhed næsten udelukkende defineret i militære termer. Man kunne antage at denne traditionelle forståelse af sikkerhed, som er baseret på nationalstater og med fokus på militær konflikt, opstiller en simpel og entydig basis for hvordan stater kan efterstræbe national sikkerhed. Dette er dog ikke tilfældet. Wolfers (1952) argumenterer for at national sikkerhed er udtryk for et tvetydigt og fleksibelt koncept og mål. National sikkerhed inkluderer det at efterstræbe en politik der reducerer trusler mod staten eller dens værdier. Dog er det svært at sige præcis hvilken politik der vil forhøje sikkerhed i en given situation. Et af problemerne der opstår er the security dilemma, hvor en given stats forsøg på at højne sikkerheden gør alle andre aktører usikre. For eksempel: Forsøget fra stat A på at højne dens sikkerhed udgør en trussel for stat B. Fra stat A s perspektiv er formålet med en øgning af sikkerheds/militære ressourcer defensive, og udgør derfor ikke en trussel imod stat B. Fra stat B s perspektiv udgør en forøgelse i stat A s sikkerheds ressourcer en trussel. Stat B tager derfor initiativ til at modsvare truslen, hvilket øger usikkerheden for stat A, som igen modsvarer truslen osv. Et andet problem ved at forfølge national sikkerhed er at det kan udtømmer ressourcer som efterlader landet mere usikkert. For eksempel kan et forøget militærbudget efterlade den nationale økonomi sårbar. 14/39

New security studies Ved afslutningen af den kolde krig blev det traditionelle sikkerhedskoncept udfordret af forskellige perspektiver under udtrykket new security studies. Selvom de har forskellige antagelser og metoder er de alle udviklet som en eksplicit kritik af den traditionelle definition på sikkerhed, og beskæftiger sig med at udlægge en ny tilgang til analyse og policy. Det første angreb på det traditionelle koncept udsprang fra teoretikere som opfordrede til at bruge en udvidet definition af sikkerhed (Buzan; 1991). Disse teoretikere accepterede nogle af den traditionelle fremgangsmådes antagelser, men tilførte en mindre ekslusiv beskrivelse af sikkerhed, som også fokuserede på sociale problemstillinger (Buzan et al.; 1997). Antagelserne omkring staten som den sikkerhedsmæssige referent, og vigtigheden af anarki som skaber af usikkerhed forblev, men de blev modificeret på vigtige områder: 1. Det blev anerkendt at selvom staten er det primære referencepunkt, udmønter jagten på større sikkerhed sig ikke nødvendigvis i en beskyttelse af individer fra trusler. 2. Det blev anerkendt at effekten af internationalt anarki i forhold til sikkerhed ikke er simpelt og ligetil. Med andre ord er den anarkiske tilstand styret af systematiske forandringer som leder til forskellige typer af anarki, med forskellige implikationer i forhold til jagten på sikkerhed. 3. Der skete et skift i opfattelsen af truslens type og natur. I stedet for at definere sikkerhed i militære termer blev det nu set i relation til 5 sektorer: Militær, økonomi, miljøet, socialt og politisk. For eksempel beskæftiger militær sikkerhed sig med aggressioner mellem stater, mens miljømæssig sikkerhed beskæftiger sig med konflikter omkring ressourcer, territorium eller klimaforandringer. Netop det øgede fokus på andet end militær sikkerhed er interessant i forhold til projekts undersøgelsesfelt. I en verden præget af ekstrem økonomisk konkurrence bliver økonomiske prioriteter en særdeles afgørende faktor for hvordan en stat agerer. Den økonomiske sikkerhed handler netop om at få adgang til ressourcer og finansielle markeder der er nødvendige for at opretholde et acceptabelt velfærdsniveau, og i denne sammenhæng nok så relevant, at bibeholde eller udvide statens magt (Buzan; 1991). 15/39

Russiske interesser: Ukraine som case Ukraine har igennem historien altid været interessant for Rusland. Alene de geografiske forhold der binder de to nationer sammen er eksponent for dette, men også kulturelle forhold, så som sprog, gør at de to nationer har været tæt knyttet sammen. De to landes historiske sammenhæng bliver yderligere understreget af at Ukraine var en del af både det russiske imperium og, i denne sammenhæng nok så relevant, en af stifterne af Sovjetunionen. Netop disse faktorer gør at Ukraine har haft sværere ved helt at løsrive sig fra Rusland, på trods af at landet opnåede selvstændighed efter Sovjetunionens sammenbrud. Blandt andet har den forholdsvis store procentdel af landet der er etniske russere, cirka 17 % (cia.gov; 2001), betydet at tilhørsforholdet til Rusland i blandt dele af befolkningen er naturlig. Med de geografiske forhold, befolkningssammensætningen og den historiske samhørighed in mente, tegner der sig et billede af hvorfor disse to nationer har et specielt forhold til hinanden. Men hvad er årsagen til at vi netop nu ser en konflikt der truer med at splitte Ukraine, hvilke interesser gør sig gældende for Rusland? Vestlig eller østlig orientering? Baggrunden for den igangværende konflikt skal findes i den foreslåede handelsaftale, den såkaldte Deep and Comprehensive Free Trade Agreement (DCFTA) mellem Ukraine og den europæiske union. Aftalen skulle sikre en endnu dybere økonomisk integration for Ukraine ind i Europa, en aftale der ville betyde at den ukrainske økonomi i endnu højere grad ville orientere sig mod Europa og EU, og dermed også ville blive mindre afhængig af samhandelen med Rusland. Aftalen ville blandt andet indeholde en mindskning af import/export afgifter og en udfasning af statstilskud i forhold til import/export, samt de økonomiske tilskud (EU; 2010). Handelsaftalen skulle dog kun være en del af en større associationsaftale mellem EU og Ukraine, en aftale der på områder som økonomi, sikkerhedspolitik og institutionelle forhold ville sikre en højere grad af sammenhængskraft mellem EU og Ukraine, og som samtidig ville kunne sikre en stærkere introduktion og integration for Ukraine i forhold til at blive en del af det europæiske fællesskab. For Rusland ville et stærkere samarbejde mellem EU og Ukraine kunne betyde at landets indflydelse i Ukraine på det overordnede plan ville blive mindre, og at der, specifikt på det økonomiske plan, ville være en fare for at ukrainske produkter ikke ville kunne leve op til europæiske standarder. For Rusland ville en sådan udvikling kunne føre til at billigere ukrainske produkter kunne oversvømme det russiske marked, og dermed skabe problemer for det russiske 16/39

erhvervsliv, ultimativt for hele den russiske økonomi (EUISS; 2013). Samtidig ville den foreslåede aftale kunne underminere den russisk dominerede Eurasian Economic Union, og underminere russiske interesser på både det økonomiske og det politiske plan. Som modsvar til den foreslåede associationsaftale valgte Rusland derfor at tilbyde Ukraine en aftale der økonomisk oversteg det som ukrainerne havde fået tilbudt fra EU s side, angiveligt blandt andet gennem tilskud, fjernelse af gæld og toldfri import (Der Spiegel; 2013). En aftale som i den ukrainske regering i sidste ende blev anset som mere profitabel for Ukraine, og som den ukrainske præsident Victor Yanokovych valgte over at underskrive associationsaftalen med EU i slutningen af 2013. Fravalget af EU til fordel for Rusland skabte en undren i dele af den ukrainske befolkning. Mange ukrainere, især i den vestlige del af landet, så fravalget af EU som et udtryk for en manglende vilje fra magthaverne i Ukraines side til at følge en pro-vestlig udvikling. Pro-EU demonstrationer, der havde foregået siden slutningen af 2012, eskalerede efter associationsaftalen blev stoppet og udviklede sig til at omhandle meget andet end kun de eksterne forhold i landet. En af demonstranterne, Anastasiia, udtrykte: The day the Ukrainian government decided to stop the agreement with the EU, I almost cried in disbelief. The government had finally shown its true face. We were so naive and optimistic that we actually believed they wouldn t. Then the situation suddenly changed. It was not about Europe anymore, but about stopping the violence against peaceful protesters, ensuring justice and demanding the resignation of the criminal government and its president (The Guardian; 2014). Demonstrationerne endte som bekendt med at præsident Yanokovych matte tage sin afsked og flygte ud af landet, og en ny og tilsyneladende mere provestlig overgangsregering med den midlertidige præsident Yatsenyuk i spidsen, overtog magten I Kiev. Fra et russisk perspektiv var det stort set den værste udvikling situationen kunne have taget. Den pro-russiske præsident Yanokovych havde sikret at Ruslands traditionelt store indflydelse i Ukraine blev bibeholdt, betydende at Ruslands sikkerhedspolitiske interesser og udfordringer forblev status quo. Skiftet til en mere pro-europæisk tankegang i Kiev muliggjorde, fra Putins perspektiv, at vesten rykkede tættere på den russiske grænse, specifikt med tanke på NATO og den planlagte opstilling af et missilforsvar i Østeuropa. Allerede ved sikkerhedskonferencen i 2007 gjorde Putin det klart at det var en udvikling man i Rusland så på med stor skepsis: Plans to expand certain 17/39

elements of the anti-missile defense system to Europe cannot help but disturb us.the so-called flexible frontline American bases with up to five thousand men in each are formed. As a result, NATO places its frontline forces on our borders (Putin; 2007). Yderligere fremhævede han at udvidelsen af NATO ikke blev set som et forsøg på at sikre Europas sikkerhed, men derimod blev opfattet som en provokation mod Rusland. Et pro-vestligt ukrainsk styre bliver derfor set som en markant svækkelse af den russiske indflydelse i både Ukraine, men absolut også i hele regionen. Som tidligere nævnt er Ruslands forhold til sine nærmeste nabolande et af de vigtigste elementer i russisk sikkerhedspolitik, og de såkaldte Near abroad lande bliver anset som værende russisk interessesfære, et område hvor vesten ikke skal involvere sig. Som følge af den eskalerende situation i Ukraine eksisterer der stor usikkerhed om hvilken retning landet vil gå, og med en befolkning der er splittet mellem øst og vest opstod der fra russisk side en bekymring for de militære anlæg Rusland har i Ukraine. Specielt sortehavsbasen i Sevastopol på Krim-halvøen ses af russerne som værende vigtig fra både det historiske og det militærstrategiske perspektiv, og med de tiltagende uroligheder i landet in mente begyndte man fra russisk side at opruste sin militære tilstedeværelse omkring militære anlæg, samtidig med at man fra russisk side også markerede sig generelt på Krim. Netop Krim har historisk set været tæt forbundet med Rusland. Halvøen blev givet af den tidligere russiske leder Nikita Khrusjtjov til Ukraine i 1954, og mange russere har et langt tættere forhold til øen end de fleste ukrainere har (Kuzio; 2014). Ydermere er c. 54 % af befolkningen på Krim etniske russere, og befolkningen og det lokale styre har derfor været pro-russiske med skepsis overfor den ukrainske bevægelse mod vest. Den stærke sammenhængskraft mellem især Krim og Rusland betyder altså at der i befolkningen har været et ønske om et endnu tættere samarbejde med Rusland, og den usikre situation i landet der blev foranlediget af de politiske forandringer i Kiev muliggjorde en sådan udvikling. Fra lokalbefolkningens side blev der derfor iværksat kampagner og i sidste ende en folkeafstemning der havde til formål at bruge den usikre situation i Ukraine til at løsrive sig fra landet, og i sidste ende blive en del af Rusland. Selvom der fra både Ukrainsk og vestlig side blevet taget afstand fra folkeafstemningen som blev kaldt ugyldig og udemokratisk af blandet andet den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den britiske ditto William Hague (Hague; 2014), blev resultatet af folkeafstemningen et entydigt ja til at forlade Ukraine for at søge indlemmelse i den russiske føderation. På trods af tvivl om afstemningens validitet, og de 18/39

sanktioner der fra amerikansk og europæisk side blev iværksat imod fremtrædende russere, valgte man fra russisk side stadig at acceptere folkeafstemningens resultat, og i sidste ende at igangsætte en proces der skulle inkorporere Krim-halvøen i Rusland. Fra russisk side er den såkaldte annektering naturligvis en udvikling hvor fordelene skal sættes op mod konsekvenserne ved de igangværende sanktioner imod højtstående embedsfolk og russiske virksomheder. Den russiske ageren i forhold til Ukraine viser en forandring i den måde hvorpå Rusland agerer, ikke kun i forhold til de omkringliggende lande, men også i forhold til samspillet med resten af verden. I forhold til hvordan landet handlede i årene efter Sovjetunionens sammenbrud, er der sket en tydelig forandring, hvilket man blandt andet kan se på den måde Vladimir Putin adresserer Ruslands interesser, den retorik der bliver brugt i forhold til at fastslå russiske interesser. Hvorfor har man set denne ændring i den russiske ageren? En af de mulige forklaringer kan være at man fra russisk side (specifikt de russiske ledere), som tidligere nævnt, frygter vestens stigende indflydelse i Ruslands baghave. Igennem de sidste 20 år har man kunnet observere en stigende vestlig indflydelse i de tidligere sovjetstater, fx i de baltiske lande. Medlemskab af NATO og EU har gjort at de tidligere sovjetrepublikker nu, fra et russisk perspektiv, udgør en trussel for Rusland, forstået på den måde at både vestlige militære institutioner er rykket tættere på Rusland, men også at der ideologisk og kulturelt er sket forandring som Rusland ikke føler sig trygge ved. Ifølge Pavel Felgenhauer, ekspert i russiske militære anliggender, er forandringen et udtryk for Ruslands ønske om igen at være en fremtrædende aktør på den internationale scene: Putin ønsker et helt nyt forhold til USA, NATO og Vesteuropa, som tager hensyn til russiske interesser. Putin ønsker garanti for, at Vesten igen accepterer, at dele af Østeuropa, Kaukasus, Ukraine, Hviderusland, Central-asien er og bliver russisk interessesfære, som NATO og amerikanerne skal holde fingrene fra.for Putin er hovedmålet at genoprette USSR som et russisk imperium uden den kommunistiske ideologi, men byggende på den russiske form for statskapitalisme, hvor den egentlige kontrol ligger i Moskvas centrum i Kreml. Det lægger han jo heller ikke skjul på, han har tidligere sagt, at det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe var Sovjetunionens sammenbrud. For Putin handler det om at genoprette Ruslands storhed. (Information; 2009). 19/39

De russiske interesser i forhold til Ukraine er altså tydelige. Både fra det økonomiske perspektiv og fra det sikkerhedsmæssige perspektiv udgør Ukraine et strategisk vigtigt punkt for fastholdelse af russiske interesser, både i forhold til de tidligere nævnte faktorer, men også på grund af de udfordringer og perspektiver landet skaber i forhold til afsætning af russisk energi. Den russiske energivirksomhed Gazprom udgør en af grundstenene i russisk økonomi, og transporten af bla. naturgas til Vest og Centraleuropa går via Ukraine. Det, sammenholdt med blandt andet de sikkerhedsmæssige problemstillinger der fra russisk side kan opstå via den nuværende usikkerhed om den politiske situation i Ukraine, udgør derfor baggrunden for den russiske ageren i Ukraine. Russisk økonomi Ukraine, eller Grænselandet som navnet betyder, er interessant fra en historisk kontekst da de udover de billige ressourcer, og et marked, som er stærkt modtageligt for russiske varer også på sin vis har fungeret som et økonomisk bindeled mellem Rusland og Europa siden murens fald (Mankoff; 223). Hvorfor opstår de store spændinger i mellem Rusland og Ukraine så? For at tolke og undersøge hvorvidt Rusland, med Putin i spidsen, agerer realistisk inden for det økonomiske område anvendes definitionen af Buzan (1991): I en verden præget af ekstrem økonomisk konkurrence bliver økonomiske prioriteter en særdeles afgørende faktor for hvordan en stat agerer. Den økonomiske sikkerhed handler netop om at få adgang til ressourcer og finansielle markeder der er nødvendige for at opretholde et acceptabelt velfærdsniveau, og i denne sammenhæng nok så relevant, at bibeholde eller udvide statens magt (Buzan; 1991). Metodisk bygges fremgangsmåden af dette analyseafsnit op omkring The Economist Intelligence Unit s Country Report af Rusland. Denne rapport dækker en lang række områder inden for russisk økonomi, ligeledes bidrager rapporten med gennemgående analyser af tendenser, fremtidsudsigter, økonomiske nøgletal og politiske prospekter. The Economist Intelligence Unit har gennem 60 år hjulpet med at etablere og guide virksomheder. Derudover vil alternative kilder bliver inddraget med bidrag, og der vil løbende være teoretiske overvejelser blive italesat for at 20/39