FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET OKTOBER 2002

AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET OKTOBER 2002 EN ORIENTERING FRA PLESNER SVANE GRØNBORG OM AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET TOTALHARMONISERING AF PRODUKTANSVAR PRODUKTANSVARSLOVENS 10 - EN BESTEMMELSE I STRID MED PRODUKTANSVARSDIREKTIVET Mikael Rosenmejer og advokatfuldmægtig Vivi Klink Larsen EF-Domstolens afgørelser af 25. april 2002 sår tvivl om produktansvarslovens overensstemmelse med EU-retten. EF-direktivet om produktansvar (85/374/EØF) er i mange år blevet betragtet som værende udtryk for en minimumsharmonisering af medlemsstaternes retsregler om produktansvar for personskade og for skade på forbrugerting. En række medlemsstater, herunder Danmark, har således været af den opfattelse, at de nationale produktansvarsregler var i overensstemmelse med EU-retten, så længe skadelidte minimum var sikret de rettigheder, som følger af produktansvarsdirektivet. Ønskede man en øget forbrugerbeskyttelse, har den fremherskende opfattelse vel været, at dette ville være i overensstemmelse med produktansvarsdirektivets formål, så længe det ikke påvirkede konkurrencen eller varernes frie bevægelighed. Implementeringen af direktivet i dansk ret Ved implementeringen af produktansvarsdirektivet i dansk ret i 1989 valgte man af hensyn til skadelidte at supplere direktivets bestemmelser med en udtrykkelig lovregulering af mellemhandlerens ansvar (produktansvarslovens 10). Det blev således vedtaget, at mellemhandleren skulle hæfte for det ansvar, der påhviler producenten, umiddelbart overfor skadelidte og overfor senere mellemhandlere. Før vedtagelsen af denne bestemmelse var mellemhandlerens hæftelsesansvar et ulovbestemt ansvar, som udsprang af det retspraksisudviklede produktansvar. Begrundelsen for en lovfæstelse af mellemhandlerens hæftelsesansvar var ifølge forarbejderne blandt andet, at uden et sådant hæftelsesansvar ville skadelidte risikere at skulle sagsøge en udenlandsk producent, hvilket kunne medføre forsinkelse og øgede omkostninger for skadelidte, selvom producenten ville kunne sagsøges ved en dansk domstol i medfør af EF-Domskonventionen. Skadelidte skulle derfor frit kunne vælge, hvilket led i omsætningskæden han ville rette kravet mod. Skadelidte kunne desuden vælge, at kravet også skulle kunne rettes mod flere led samtidig, f.eks. detailleddet, den danske importør og selvfølgelig producenten. Skadelidtes mulighed for faktisk at opnå erstatning i anledning af produktskaden blev således forbedret i forhold til produktansvarsdirektivets regler. En lovregulering af mellemhandlerens ansvar blev ligeledes anset for hensigtsmæssig ud fra et retsteknisk synspunkt, da det ellers ville være vanskeligt at... Forsættes på bagsiden

HØJESTERETSDOM PRÆCISERER FORTOLKNINGEN AF FAL 7 FORSIKRINGSSELSKAB VANDTPRINCIPIELSAG Mikael Rosenmejer og advokatfuldmægtig Katrine Willemann Højesteret fastslog for nylig, at en forsikringstagers oplysningspligt efter FAL 7 ikke bortfaldt efter forsikringsbegæringens afgivelse, men opretholdtes frem til forsikringsaftalens indgåelse. Dommen er trykt i UfR 2002.1777H. En forsikring etableres typisk ved, at den forsikringssøgende udfylder, underskriver og indsender en forsikringsbegæring til forsikringsselskabet. I forsikringsbegæringen indeholdes en række spørgsmål formuleret af forsikringsselskabet, og svarene giver selskabet mulighed for at vurdere, hvorvidt selskabet ønsker at overtage risikoen evt. på skærpede vilkår. For at selskabet skal få et rigtigt vurderingsgrundlag, er det naturligvis vigtigt, at den forsikringssøgende i besvarelsen af spørgsmålene afgiver rigtige og fuldstændige oplysninger. Urigtige oplysninger Forsikringsaftaleloven indeholder et afsnit, der handler om forsikringstageres afgivelse af urigtige oplysninger og konsekvenserne heraf. Det har i teorien og i praksis været den fremherskende opfattelse, at forsikringstagerens pligt til at afgive oplysninger var opfyldt, når forsikringstageren havde besvaret spørgsmålene i forsikringsbegæringen og havde indsendt begæringen til forsikringsselskabet. Reglerne i Forsikringsaftaleloven indebærer, 1) at forsikringsselskabet ikke hæfter, såfremt en kunde svigagtigt har afgivet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder af betydning for selskabet, jf. 4, 2) at forsikringsselskabet hæfter, såfremt kunden hverken vidste eller burde vide, at de afgivne oplysninger var forkerte, jf. 5, 3) at selskabet er fri for ansvar, hvis forsikringstageren uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger, og hvis det kan antages, at selskabet ikke ville overtage forsikringen, såfremt der var blevet afgivet korrekte oplysninger, jf. 6. Af lovens 7 følger endvidere, at en forsikringstagers undladelse af at afgive oplysninger (udover at besvare spørgsmålene i forsikringsbegæringen) ikke medfører, at selskabet slipper for ansvar, medmindre forsikringstageren har handlet groft uagtsomt ved ikke at have oplyst selskabet om en omstændighed, som han burde vide, var af betydning for selskabet. Sagens omstændigheder I maj måned repræsenterede advokat Mikael Rosenmejer, Plesner Svane Grønborg, et forsikringsselskab i en sag for Højesteret, hvor netop 7 var sagens kerne. Spørgsmålet var, om kundens pligt til at informere forsikringsselskabet om omstændigheder af betydning for selskabet ophørte ved kundens afgivelse af forsikringsbegæringen, eller om kunden havde pligt til at orientere selskabet om relevante forhold helt frem til aftalens afslutning, det vil sige frem til tidspunktet for forsikringsselskabets accept af forsikringsbegæringen og udstedelse af policen. Dette spørgsmål var ikke tidligere afgjort af Højesteret. 2

Kort fortalt afgav et forældrepar i juni 1994 begæring om udvidelse af deres ulykkesforsikring, således at den kom til at omfatte deres tre børn. Forsikringen dækkede bl.a. børns blindhed opstået som følge af sygdom. I begæringen oplyste forældrene på spørgsmålet om, hvorvidt børnene led af sygdom eller handicap, at deres ældste barn var handicappet som følge af en sjælden sygdom. De yngste børns helbred oplyste forældrene derimod intet om. De to yngste - et tvillingepar - var født for tidligt i februar 1994 og havde allerede før begæringens afgivelse været indlagt flere gange med adskillige uafklarede problemer. Kort efter begæringens afgivelse stod det klart, at tvillingernes problemer ikke kunne tilskrives deres for tidlige fødsel, men måtte henføres til en alvorlig sygdom. Efter udveksling af korrespondance mellem forældrene og forsikringsselskabet vedrørende det ældste barns sygdom, accepterede forældrene i oktober et tilbud fra forsikringsselskabet om at udstede en police i overensstemmelse med forsikringsbegæringen, dog med særlige vilkår for det ældste barn på grund af dennes handicap. På intet tidspunkt under korrespondancen vedrørende det ældste barn oplyste forældrene, at tvillingerne var alvorligt syge. Da forældrene accepterede forsikringsselskabets tilbud i oktober måned, var tvillingerne reelt blinde. Procedure Under sagen, der var anlagt af forældrene med det formål at få forsikringsselskabet dømt til at udbetale erstatning som følge af tvillingernes sygdom, gjorde forældrene gældende, at deres oplysningspligt ophørte ved indsendelsen af forsikringsbegæringen i juni måned. De gjorde endvidere gældende, at de i juni troede, at tvillingernes problemer kunne henføres til deres for tidlige fødsel, og at problemerne altså ikke havde rod i en sygdom. Deres advokat henviste blandt andet til, at det ifølge teori og praksis fremgik, at en kundes oplysningspligt, under normale omstændigheder, ophæves på tidspunktet for afgivelse af forsikringsbegæringen. Advokat Mikael Rosenmejer gjorde derimod på forsikringsselskabets vegne gældende, at oplysningspligten efter FAL 7 først ophører, når aftalen er endeligt indgået og henviste blandt andet til overskriften i forsikringsaftalelovens kapitel vedrørende urigtige oplysninger, der lyder Urigtige oplysninger ved aftalens indgåelse. På tidspunktet for aftalens indgåelse i oktober havde forældrene gennem længere tid haft kendskab til børnenes alvorlige sygdom, og de vidste på grund af korrespondancen vedrørende det ældste barns handicap, at oplysning herom var af betydning for forsikringsselskabet. Af disse grunde burde forældrene loyalt have informeret selskabet om børnenes situation, før forsikringen blev tegnet. Dommen Højesteret gav ligesom Landsretten forsikringsselskabet medhold og tiltrådte således, at selskabet ikke havde pligt til at udbetale den krævede erstatning (ca. 8 mio. inkl. renter). Som begrundelse anførte Højesteret, at forældrene, da de i oktober accepterede forsikringsselskabets tilbud, var bekendt med, at [tvillingerne], allerede den 13. juni 1994, da forsikringsbegæringen blev indgivet, led af en meget alvorlig sygdom, at forsikringsselskabets tilbud var afgivet, uden at selskabet havde kendskab hertil, og at oplysning om børnenes sygdom havde væsentlig betydning for selskabets risikobedømmelse. Af Højesterets afgørelse fremgår det, at oplysningspligten efter 7 ikke uden videre ophører ved forsikringsbegæringens afgivelse. I sagen havde forældrene helt frem til aftalens indgåelse en pligt til loyalt at informere forsikringsselskabet om omstændigheder, som forældrene vidste, var relevante for forsikringsselskabets vurdering af, om det ønskede at dække risikoen. Det gjorde forældrene ikke, og selskabet kunne derfor med rette nægte at yde forsikringsdækning. Overskriften i Forsikringsaftalelovens kapitel Urigtige oplysninger ved aftalens indgåelse blev således i denne sag forstået bogstaveligt - oplysningspligten efter 7 gjaldt også i tiden efter forsikringsbegæringens underskrift og helt frem til aftalens indgåelse. 3

KENDELSER VEDRØRENDE SYN OG SKØNSSPØRGSMÅL DOMSTOLENE: SKØNSMÆND SKAL IKKE VÆRE DOMMERE Mikael Delin I artiklen redegøres der for nogle vigtige kendelser vedrørende spørgsmål, der ikke må stilles i forbindelse med syn og skøn. Når der foretages syn og skøn i civile sager, hvor parterne ofte er dækket af retshjælps- eller ansvarsforsikringer, er det fast praksis, at parterne forinden skønsforretningen forsøger at blive enige om de spørgsmål, som skønsmanden skal besvare. Hvis de ikke kan blive enige om, hvilke spørgsmål der skal stilles til skønsmanden, eller de ikke kan blive enige om formuleringen af spørgsmålene, afgøres det af retten efter reglen i retsplejelovens 201, som siger, at det i udmeldelsesdekretet tydeligt skal angives, hvad der er forretningens genstand og øjemed. Desuden kan retten ifølge retsplejelovens 341 afskære bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen. Hvis en køber af fast ejendom efterfølgende konstaterer skade på ejendommen, har han bl.a. mulighed for at anlægge sag mod den bygningssagkyndige, der har udarbejdet tilstandsrapporten, hvis skaderne burde være opdaget af ham, da han besigtigede ejendommen. I denne type sager ønsker købers advokat ofte at stille spørgsmål af retlig karakter, f.eks. hvorvidt den bygningssagkyndige burde have konstateret en skade, eller om han burde have karakteriseret en skade i en vis kategori etc. Dette er det naturligvis domstolene, som til syvende og sidst skal afgøre. Hvis den bygningssagkyndiges advokat ikke protesterer imod spørgsmålene, udøver retten ikke automatisk censur, hvorfor skønsmænd i mange tilfælde bliver stillet retlige spørgsmål. Dette er naturligvis uheldigt for parterne, som honorerer skønsmanden for at besvare spørgsmål, som retten i bedste fald ser væk fra, da skønsmandens vurdering af retlige forhold er uden betydning, og som i værste fald kan få uheldig betydning for udfaldet af sagen, fordi skønsmandens forkerte svar på juridiske spørgsmål kan påvirke rettens afgørelse. Hos Plesner Svane Grønborg, hvor vi ofte repræsenterer de bygningssagkyndige, har vi indtaget den holdning, at skønsmænd skal udtale sig om fysiske forhold ved ejendommen, medens det tilkommer domstolene at vurdere, hvad den bygningssagkyndige burde have gjort i en given situation. Dette har køberadvokaterne ikke altid været enige i, og domstolene har derfor i en lang række sager skullet tage stilling, om køberens advokat mod vores protest kunne få lov til at stille spørgsmål til skønsmanden, som efter vores vurdering har forudsat, at skønsmanden skulle foretage en retlig vurdering. I det følgende redegøres der for den udviklede praksis. Vestre Landsrets stadfæstede ved kendelse B-0181-00 af 9. marts 2000 (advokat Tina Grønning) en kendelse fra Retten i Esbjerg, hvorefter køberens advokat ikke kunne få lov til at stille skønsmanden spørgsmål, som indebar, at skønsmanden skulle tage stilling til, dels hvilken kategorisering den bygningssagkyndige skulle have foretaget i tilstandsrapporten, og dels hvorvidt han skulle have foretaget yderligere undersøgelser. Landsretten begrundende dette med, at spørgsmålene forudsatte, at skønsmanden foretog en retlig vurdering, og at det tilkom retten at afgøre, om den bygningssagkyndige havde opfyldt sine forpligtelser. Ved kendelse af 10. januar 2001 i BS 1-553/2000 (advokat Jens Jordahn) nægtede Retten i Taastrup købers advokat adgang til at stille et spørgsmål, hvorefter skønsmanden blev bedt om at beskrive, hvorvidt bygningens fysiske tilstand afveg fra beskrivelsen i tilstandsrapporten. Retten fandt, at spørgsmålet havde en sådan generel karakter, at de faldt udenfor, hvad en skønsmand burde pålægges at tage stilling til. I sag B-0641-00 besluttede Vestre Landsret den 5. april 2000 (advokat Jens Jordahn) ikke at tillade køberens advokat at stille et spørgsmål, hvorefter skønsmanden blev anmodet om at udarbejde tilstandsrapport på en ejendom. Vestre Landsret anførte, at spørgsmålet reelt gik ud på at anmode skønsmanden om at udføre en arbejdsopgave og ikke havde karakter af syn og skøn i retsplejelovens forstand. Ved kendelse i B-2288-00 stadfæstede Østre Landsret den 18. september 2000 (advokat Torben Bondrop) en kendelse fra Københavns Byret, som ikke tillod, at køberens advokat stillede et spørgsmål til skønsmanden om, hvorvidt en skade var omtalt i tilstandsrapporten. Retten anførte som begrundelse, at en besvarelse forudsatte en sproglig fortolkning af tilstandsrapporten og en vurdering af den bygningssagkyndiges forpligtelser, og disse spørgsmål skulle afgøres af retten og ikke af en skønsmand. Ved kendelse B-2663-01 af 27. marts 2002 (advokat Torben Bondrop), tillod Vestre Landsret ikke køberens advokat at stille et spørgsmål, hvorefter skønsmanden blev bedt om at oplyse, hvorvidt der måtte forventes større løbende vedligeholdelsesomkostninger, såfremt den bygningssagkyndige i et ejendomsmæglertillæg havde beskrevet ejendommen som værende i mindre god stand, i stedet for at beskrive ejendommen som værende i god stand. Vestre Landsret henviste til vor argumentation, hvorefter besvarelsen forudsatte en generel gennemgang af ejendommen, og at der var forskelligt, i hvilket omfang husejere ønskede at vedligeholde sin ejendom, og at spørgsmålet derfor ikke var egnet til en skønsmands besvarelse. På baggrund af denne retspraksis kan det fastslås, at det også indenfor det nye retsområde, der udgøres af sagerne om vurdering af de bygningssagkyndiges indsats, er lykkedes at få domstolene til at fastholde retsplejens udgangspunkt om, at skønsmænd ikke skal udtale sig om forhold af retlig karakter. Det er domstolene, der skal afgøre, hvorvidt de bygningssagkyndige har opfyldt deres forpligtelser efter huseftersynsordningen, som den fremgår af lov om forbrugerbeskyttelse m.v. og den i medfør af loven udstedte bekendtgørelse. 4

LANDSRETSKENDELSE SKABER FORUDSIGELIGHED FORSIKRINGSSELSKAB VANDT SAG OM FORTOLKNING AF REGLEN OM FILIALVÆRNETING Søren Vagner Nielsen Vestre Landsret har i en sag vedrørende filialværneting lagt vægt på sagens tilknytning til den pågældende filial. Hvis en kunde er utilfreds med en afgørelse fra sit forsikringsselskab og vil anlægge sag mod selskabet ved domstolene, har det indtil for nyligt været usikkert, om kunden frit kunne vælge at anlægge sagen i en hvilken som helst af landets 82 byretskredse, blot selskabet havde en filial det pågældende sted. I en sag, som Plesner Svane Grønborgs forsikringsafdeling netop har ført på vegne et forsikringsselskab, har Vestre Landsret i en kendelse af 15. april 2002 (UfR 2002.1609V) fastslået, at det naturligvis ikke er tilfældet. Ifølge retsplejelovens regler om værneting skal en sådan retssag som hovedregel anlægges i den retskreds, hvor forsikringsselskabet har sit hovedkontor. Hvis forsikringsselskabets hoved-kontor f.eks. ligger på Frederiksberg, skal kunden som udgangspunkt anlægge sagen ved retten på Frederiksberg. Hvis kunden imidlertid ikke selv bor i den retskreds, hvor selskabet har sit hovedkontor, kan kunden have en berettiget interesse i at anlægge sagen i en anden retskreds. Dette kan lade sig gøre ved hjælp af tre undtagelsesbestemmelser i retsplejeloven. Den første undtagelse er, hvis kunden er en forbruger og aftalen med forsikringsselskabet ikke er indgået ved personlig henvendelse til forsikringsselskabets faste forretningssted. I disse tilfælde kan forbrugeren i medfør af retsplejelovens 244 anlægge sag mod forsikringsselskabet i den retskreds, hvor kunden selv har bopæl. Hvis forbrugeren med andre ord har bopæl i Esbjerg, kan sagen anlægges ved retten i Esbjerg i stedet for ved retten på Frederiksberg. Den anden undtagelse er retsplejelovens 243, hvorefter sager om erstatning uden for kontraktsforhold kan anlægges ved retten på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået. Den tredje undtagelse er den værnetingsregel i retsplejelovens 238, stk. 2, der kaldes filialværnetinget, og som har følgende ordlyd: Sager mod selskaber, foreninger og private institutioner, der driver erhvervsvirksomhed uden for hjemtinget (hovedkontoret) kan, når sagen vedrører virksomheden, anlægges ved retten på det sted, hvorfra virksomheden udøves. Denne bestemmelse har igennem en årrække fået en del advokater til at tro, at de frit kunne anlægge en retssag mod et forsikringsselskab i en hvilken som helst retskreds, blot forsikringsselskabet havde en filial i retskredsen. I den netop afgjorte sag, havde en forbruger anlagt sag mod et forsikringsselskab ved retten i Århus. Den pågældende forbruger havde bopæl i Esbjerg, og forsikringsselskabet hovedkontor var beliggende på Frederiksberg. Den forsikring, som forbrugeren havde tegnet, var ikke tegnet af forsikringsselskabets filial i Århus, og den pågældende filial havde således ikke deltaget i indgåelsen af forsikringsaftalen. Sagen havde med andre ord ingen relevant tilknytning til retten i Århus. Forbrugerens advokat havde ganske vist kontor i Århus, men dette kan vel næppe karakteriseres som relevant. Byretten nåede på baggrund af en dom optrykt i UfR 1992.645V frem til, at sagen kunne anlægges ved retten i Århus, allerede fordi forsikringsselskabet havde en filial i Århus. Byretten mente, at det var uden betydning, at sagen ikke vedrørte en forsikringsaftale, som var indgået af den pågældende filial, og at kunden ikke havde bopæl i Århus retskreds. Vestre Landsret ændrede imidlertid byrettens afgørelse og henviste sagen til retten på Frederiksberg med følgende begrundelse: Efter ordlyden af og forarbejderne til retsplejelovens 238, stk. 2, må bestemmelsen forstås således, at en sag mod et selskab kun kan anlægges i den retskreds, hvor selskabets filial er beliggende, hvis sagen vedrører den pågældende filial. Da (forsikringsselskabets) afdeling i Århus ikke har nogen tilknytning til den foreliggende sag, kan sagen ikke anlægges ved retten i Århus i medfør af retsplejelovens 238, stk. 2. Sagen henvises derfor til retten på Frederiksberg. Retsstillingen er herefter ganske klar: Filialværnetingsreglen kan ikke længere bruges af forsikringsselskabernes kunder til frit at vælge at anlægge retssag mod en vilkårlig filial, der ikke har haft noget med den pågældende forsikringsaftale at gøre. Reglen kan kun bruges som grundlag for værneting hvis kunden har indgået den forsikringsaftale, som sagen vedrører, med den pågældende filial. Kunderne må derfor i stedet vælge mellem at anlægge sagen ved forsikringsselskabernes hovedkontor, ved retten på det sted, hvor skaden er sket, eller hvis kunden er en forbruger, i den retskreds, hvor forbrugeren selv har bopæl. 5

Forsat fra forside...forudsige, hvordan domstolene ville overføre dagældende praksis om mellemhandlerens ansvar for produktskade, når der indførtes udtrykkelige detaljerede lovregler om produktansvar på objektivt grundlag. Produktansvarsdirektivet blev ikke anset som værende til hinder for denne lovregulering, eftersom direktivet ikke indeholder en bestemmelse om mellemhandlerens hæftelsesansvar. Endvidere blev der henvist til en bestemmelse i direktivets artikel 13, hvoraf følger, at: dette direktiv berører ikke de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under henvisning til retsreglerne om ansvar i og udenfor kontraktforhold eller under henvisning til særregler om ansvar, der er gældende på tidspunktet for direktivets meddelelse. Det skal bemærkes, at da direktivet blev vedtaget, var Rådet og Kommissionen enige om, at der ikke var noget til hinder for, at de enkelte medlemsstater i deres nationale lovgivning fastsatte regler om ansvaret for mellemmænd, da mellemhandleransvaret ikke var omfattet af direktivet. EF-Domstolens afgørelser af 25. april 2002 Denne opfattelse må imidlertid revideres efter EF-Domstolens afgørelser af 25. april 2002 i traktatbrudssagerne sag C-52/00 Kommissionen mod Den Franske Republik og sag C- 154/00 Kommissionen mod Den Hellenske Republik samt i den præjudicielle forelæggelse sag C-183/00 Maria Victoria Gonzalez Sánchez mod Medicina Asturiana SA. I alle tre sager tog EF-Domstolen stilling til graden af den harmonisering, der er opnået ved produktansvarsdirektivet, og dermed i hvor vid udstrækning medlemsstaterne kan fastsætte nationale regler, der er gunstigere for skadelidte. Frankrig og Grækenland var ved implementeringen af direktivet om produktansvar, på samme måde som Danmark, af den opfattelse, at de kunne bibeholde eller implementere mere forbrugervenlige nationale regler, end produktansvarsdirektivet lagde op til. EF-Domstolen fastslog imidlertid, at produktansvarsdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv, hvor de mulige nationale undtagelsesbestemmelser, der kan indføres, er opregnet udtømmende i direktivet og er snævert defineret. I sag C-52/00 tog EF-Domstolen endvidere stilling til, om medlemsstaterne efter direktivets vedtagelse havde bevaret muligheden for at regulere mellemhandlerens ansvar til gavn for skadelidte. EF-Domstolen skulle vurdere en fransk regel, hvorefter leverandøren blev ligestillet med producenten. EF-Domstolen fastslog, at: den mulighed, der efter denne lov [den franske lov] gives leverandøren for at adcitere producenten, fører til flere søgsmål i samme sag, hvilket det direkte søgsmål, som skadelidte, under de betingelser der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 3, kan anlægge mod producenten, netop har til formål at afværge. Den franske regel var derfor i strid med produktansvarsdirektivet. Fuldstændig på tilsvarende vis som den franske regel medfører den danske regel om mellemhandleransvar, at der anlægges flere søgsmål i samme sag i strid med formålet i produktansvarsdirektivet. EF-Domstolens seneste praksis må medføre, at den danske produktansvarslovs 10 ikke kan opretholdes, da bestemmelsen er i strid med produktansvarsdirektivet. I alle tre afgørelser præciserede EF-Domstolen endvidere, at produktansvarsdirektivets artikel 13 ikke kan fortolkes således, at den giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde en generel produktansvarsordning for personskade og skader på forbrugerting, der er forskellig fra den i direktivet fastsatte ordning. Det er imidlertid den bestemmelse, man i Danmark har anført som hjemmel til, at Danmark kunne opretholde de retspraksisudviklede produktansvarsregler ved siden af produktansvarsloven. Denne opfattelse må imidlertid revideres. Det kan ikke længere anses for at være i overensstemmelse med EU-retten, at en skadelidt kan vælge at sagsøge en mellemhandler under henvisning til det retspraksisudviklede produktansvar, såfremt skaden er en personskade eller en skade på forbrugerting. Det må derfor anses for sandsynligt, at EF- Domstolen vil afvise at anerkende den danske lovregulering af mellemhandlerens hæftelsesansvar indenfor produktansvarsdirektivets anvendelsesområde. Det er endvidere sandsynligt, at det retspraksisudviklede produktansvar i forhold til mellemhandlerens hæftelsesansvar indenfor direktivets anvendelsesområde ikke kan bestå ved siden af loven. Produktansvarsdirektivet medfører med andre ord, at skadelidte i visse situationer stilles ringere end før, direktivet trådte i kraft. Det skal nævnes, at det er besluttet at gennemføre en præjudiciel forelæggelse af spørgsmålet i en produktansvarssag, der verserer for en dansk domstol. Afgørelsernes konsekvenser for skadelidte Som følge af EF-Domstolens afgørelser må det antages, at de danske domstole ikke vil dømme en mellemhandler, som en skadelidt påstår skal hæfte for producentens ansvar, når det drejer sig om tilfælde omfattet af produktansvarsdirektivet. De sager, der i dag er anlagt mod mellemhandleren, må efter EF-Domstolens seneste praksis afsluttes med en frifindelse af mellemhandleren, hvorefter skadelidte er henvist til at rette sit krav mod producenten. De skadelidte, der på grund af produktansvarsreglernes forældelsesbestemmelse, må konstatere, at det er for sent at anlægge sag mod producenten, er herefter henvist til at overveje muligheden for erstatning ved at anlægge sag mod den danske stat. Tilsvarende gælder for mellemhandlere, eller deres forsikringsselskaber, der kan dokumentere at have lidt et tab på grund af den EU-stridige regel. Spørgsmålet er imidlertid, om betingelserne herfor er opfyldte. Der skal bl.a. kunne dokumenteres et tab, og man skal kunne løfte bevisbyrden for, at der er årsagsforbindelse mellem tabet og medlemsstatens handling. Endvidere er det en betingelse, at Danmarks overtrædelse af EU-retten er tilstrækkelig kvalificeret. Spørgsmålet er, om Danmarks gode tro ved indførelsen af bestemmelsen om mellemhandleransvaret, i lyset af såvel Rådets som Kommissionens erklæring om, at der intet var til hinder for national regulering af mellemhandleransvar, er tilstrækkelig til at afvise en kvalificeret overtrædelse og dermed statens erstatningsansvar. Aktuel Forsikrings- og Erstatningsret udgives af: Advokatfirmaet Plesner Svane Grønborg Esplanaden 34 1263 København K Telefon 33 12 11 33 Fax 33 12 00 14 psg@psglaw.dk www.psglaw.dk Redaktion: Torben Bondrop (ansvarshavende), Mikael Delin Redaktionen er afsluttet den 14. oktober 2002 Yellow Pencil Tryk: Jypa