Om Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer Baggrund for miljømærkning version 1 Nordisk Miljömärkning
Svanenmærkede Engangsartikler til fødevarer - Baggrund for miljømærkning Version 1, 21. marts 2012 1 Sammenfatning... 3 2 Beskrivelse af produktgruppen... 4 2.1 Engangsartikler til fødevarer...4 2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler?... 5 2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen...6 2.2.1 Bioplast... 6 2.2.2 Papir, karton og pap... 8 3 Miljøvurdering af produktgruppen... 8 3.1 3.2 MEKA-skema...8 LCA for engansartikler af bioplast...10 3.2.1 LCA-screening for engangsartikler... 10 3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger... 11 3.3 Fornybare råvarer...11 3.3.1 Fornybare råvarer ressourceforbrug og CO 2 belastning... 11 3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change)... 12 3.3.3 Bæredygtige råvarer og GMO... 13 3.4 Energi forbrug...14 3.5 3.6 Kemikalier...17 Affaldshåndtering...19 3.6.1 Kompostering og bioforgasning... 19 3.6.2 Resirkulering, deponi og forbrenning... 21 3.6.3 Håndtering av husholdningsavfall i Norden... 22 3.6.4 Avfallshåndteringens betydning for engangsartikler... 22 3.7 RPS analyse...23 3.7.1 Relevans... 23 3.7.2 Potentiale... 24 3.7.3 Styrbarhed... 25 3.7.4 Resultat af RPS-analyse... 26 4 Det nordiske marked... 26 5 Andre mærkningar... 27 6 Om kriterieutviklingen... 28 6.1 Mål med kriterieutviklingen...28 6.2 Om denne kriterieudvikling...29 7 Motivering af kravene... 29 7.1 7.2 Produktbeskrivelse...29 Miljøkrav...30 7.2.1 Træråvarer, palmeolie, papir, karton og masser... 33 7.2.2 Produkter af landbrugsafgrøder... 36 7.3 7.4 Kemikalier...46 Fødevarekontakt...51 7.5 Produkt og emballage...53 7.6 Kvalitets og myndighetskrav...58 7.7 Krav som er vurdert, men ikke stilt krav til...58 8 Referenser... 59 Bilage 1 Biopolymerer...1 Bilage 2 Affaldsstrømme i Norden...1 Bilage 3 LCA Screening af 2 forskellige salatbakker en af PLA og en af PET...6
1 Sammenfatning Nordisk Miljømærkning har udviklet version 1 af kriterier for Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer. Engangsartikler til fødevarer anvendes i store mængder og har en kort levetid. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - opfylde produkternes funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget brug af fornybare råvarer, for de produktområder, hvor det giver mening Anvendelse af fornybare råvarer samt produkternes klimabelasnting har derfor været en af grundende til at udarbejde kriterier for dette produktområde. Derudover ønsker Nordisk Miljømærking med disse kriterier at sætte fokus på miljøbelastningen fra dette produktområde. Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer skal derfor også ses som en opfordring til et mere eftertænktsomt forbrug af disse produkter. Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande markedsføringsmæssigt. Såsom bionedbrydelig, bioplast og recirkuleret materiale. Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue, hvilke af disse påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor efterspurgt Svanen til produktområdet. I forbindelse med udviklingen af første version af kriterieren for produktgruppen er der udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet), der beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser for materialer, energi, kemikalier og andet. Derudover er der i forbindelse med kriterieudviklignen udført en LCA-screening for salatbakker af PLA (polylaktat) eller fossil plast med forskellige affaldssenarier. Produktgruppens relevans med hensyn til miljøbelasnting (R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styrbare kriterier (S) er samtidig vurderet i forbindelse med kriterieudviklingen. Resultaterne viser at at produktionen af råmaterialerer er den livscyklusfase med størst miljørelevans med hensyn til energiforbrug og klimabelastning og her er bortskaffelsesfasen afgørende for nettoresultaterne. Transport og selve konverteringen af engangsartiklen er af lille betydning, mens der er miljørelevans og potentiale for forbedring for både produktionsog affaldsfasen. I dag pågår en udvikling af nye fornybare materialetyper, som bioplaster. Da en stor andel af de engangsartikler til fødevarer, som er på markedet i dag, produceres af fossil plast som PE (polyetylen), PET(polyetylen tereftalat) og PS (polystyren), findes der indenfor produktgruppen et potentiale i at rykke forbruget af fossile råvarer over på fornybare råvarer. Styrbarheden vurderes til at være god. Ansøger vil i de fleste tilfælde skulle indhente dokumentation for både hovedmaterialer og tilsætninger hos underleverandører, som ofte vil kunne være store internationale virksomheder. Svanen har god erfaring med indhentning af dokumentation fra underleverandører, for eksempel indenfor papirområdet, men for plastmaterialer har det dog været mere problematisk at få data direkte fra producenterne. I forbindelse med denne kriterieudvikling er indtrykket dog at bioplastproducenterne er bevidste om hvad en af deres vigtigste konkurrence parameter er, nemlig miljø, da prisen på bioplast er ca. dobbelt så høj som for fossil plast.
Der er udarbejdet op til flere miljøvurderinger af bioplaster med data for energiforbrug og CO 2 belastning. Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning går ind på dette område for at sætte fokus på denne udvikling af nye fornybare materialetyper, stille krav til energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at muliggøre bedre affaldsveje for produkterne. Produktgruppens budskab er: Produkter med høj andel fornybar råvare Sporbarhed på råvarer, bæredygtige papirråvarer Skrappe energikrav til produktion af materialet Forbud mod fluorbelægninger samt andre problematiske stoffer Engangsartiklen kan komposteres eller recirkuleres 2 Beskrivelse af produktgruppen 2.1 Engangsartikler til fødevarer Engangsartikler til fødevarer er ofte beregnet til at blive anvendt i en kort tid og består derfor ofte af ubehandlet eller behandlet papir, karton eller af plast, eller en kombination af karton og plast, som er både billigere og lettere at transportere end andre mere holdbare materialer. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - opfylde produkternes funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget brug af fornybare råvarer for de produktområder, hvor det giver mening. For dette produktområde findes der en del alterantiver af fornybare materialer. En svanemærkning af produkter baseret på fornybare råvarer, vil dermed kunne hjælpe forbrugere og virksomheder med at vælge engangsartikler med lav miljøbelastning. Der kan dog være behov for belægninger eller fyldmaterialer af ikke-fornybar oprindelse og det er derfor ikke muligt at stille krav om at produkterne skal være af 100 % fornybare materialer. I denne sammenhæng har Nordisk Miljømerking valgt at definere fornybare råvarer som organisk materiale, der indenfor en ramme på 100 år reproduseres i naturen. Det inkluderer den nedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug og dambrug (både vegetabilske og animalske), bæredygtigt skogbrug og lignende industrier og den biologisk nedbrydelige fraktion af industriaffald og kommunalt affald. For at have en klar afgrænsning på produktgruppen indgår kun produkter i direkte kontakt med fødevarer. Emballager til færdigpakkede fødevarer indgår ikke i produktgruppen, da der her vil kunne opstå usikkerhed om hvilken del af produktet, der er Svanemærket emballage eller indhold. Samtidig vil det kræve krav om egenskaber til emballage for færdigpakkede råvarer for at sikre god holdbarhed af indholdet. Disse egenskaber er ikke behandlet her.
Mad- og bagepapir indgår heller ikke i produktgruppen, da det findes egne kriterier for disse. Nordisk Miljømerking anser også at bagepapir er produkter, som bør kunne anvendes flere gange. Samtiding indgår affaldsposer ikke i produktgruppen. For engangsartikler af papir og karton omfatter produktgruppen papir, karton og masse kvaliteter som Basismodulet for papirprodukter version 2 omfatter. Hvis flere forskellige produktdele markedsføres sammen, som for eksempel et kaffekrus og et tilhørende låg, skal alle dele være svanemærket hver for sig eller som en samlet enhed. Produktgruppedefinitionen er følgende: Produktgruppen ngangsartikler til fødevarer" omfatter engangsprodukter og - emballager som take away emballager, engangsservice, poser og beholdere til indpakning af mad. Produkter i produktgruppen er beholdere, fryseposer, plastfolie, krus, tallerkener, bestik og kaffe- og thefiltre. Materialet skal skal indeholde en høj andel fornybare råvarer. Servietter eller mad-og bage papir kan ikke svanemærkes efter disse kriterier, men kan svanemærkes efter henholdsvis kriteriene for mykpapir eller fett-tett papir. Produktgruppen omfatter ikke affaldsposer eller emballager, der sælges i forbindelse med færdigpakkede fødevarer, som f.eks. juicekartoner og færdigretter i supermarkedet. Relevante produkter kan ved forespørgsel indarbejdes i produktgruppen, men kun efter en vurdering av Nordisk Miljømærking. Som det fremgår af ovenstående produktgruppedefinition indeholder produktgruppen mange forskellige produkttyper som for eksempel krus, bestik, tallerken, beholder o.s.v. Disse produkttyper findes samtidig i mange forskellige størrelser. Produktgruppen består dermed af flere funktionelle enheder. 2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler? Engangsartikler er relevante miljømæssigt, dels på grund af et stort ressourceforbrug, da det som navnet angiver, er produkter til engangsbrug, som udskiftes for hver gang det anvendes. Dels på grund af at produkterne hurtigt ender som affald. Afhængigt af materialet kan engangsartikler afskaffes ved forskellige affaldsbehandlinger alt efter hvilke affaldssystemer, der er tilgængelige. Inden for dette produktområde er der de seneste år taget nye materialertyper i brug i form af forskellige bioplaster. Nogle af disse bioplaster er bionedbrydelige ved at de er komposterbare. Herved gives der mulighed for en alternativ affaldsbehandling i forhold til ikke komposterbare plastprodukter. Udover at give en alternativ affaldsvej til deponi og evt. forbrænding uden energiudnyttelse, så giver anvendelse af bioplast også mulighed for at rykke noget ressourceforbrug fra fossile råvarer over på fornybare råvarer. Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande markesføringsmæssigt. Såsom bionedbrydelig, bioplast og recikuleret materiale.
Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue, hvilke af disse påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor efterspurgt Svanen til produktområdet (36) (37). Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning går ind på dette område for at sætte fokus på denne udvikling af nye materaieltyper, stille krav til energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at muliggøre bedre affaldsveje for produkterne. Engangsservice kontra flergangsservice Engangsartikler anvendes både til privat brug og af virksomheder i restaurationsbranchen og for eksempel i kantiner på virksomheder. Ved privat brug vil man stort set kunne erstatte engangsservicen med flergangsservice, men f.eks. hos take away restauranter og cafeer med coffe to go ville der formentlig ikke være noget salg hvis der ikke var mulighed for engangsservice/take away emballage. Det er derfor usandsynligt at denne produktgruppe vil blive mindre med tiden, tværtimod. For visse restauranter kan brug af engangsartikler til og med være et myndighedskrav p.g.a. hygiejnekrav (jf. Hørringsvar til restaurantkriterine). Det er ikke tanken at Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer skal motivere til et øget forbrug af engangsartikler, men i stedet sætte fokus på, at der findes en differentiering i de produkter der findes på markedet og at man bør være bevist om miljøbelastningen fra engangsservice. Engangsprodukter i form af indpakningsfolier, fryseposer og poser til indpakning af madvarer er derimod produkter som er svære at erstatte med flergangsprodukter uanset om det er restuarantionsbranchen eller til private brug. 2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen Engangsemballage til fødevarer kan laves af mange forskellige materialer. Ofte anvendte materialer er: traditionelle plaster som PET (polyetylen tereftalat), PE (polyetylen), PP (polyprolylen) eller PS (polystyren) bioplaster som f. eks. PLA (polylaktat) eller PHA (Polyhydroxyalkanoater) metaller som aluminium papirprodukter som pap, karton, papir, papirmasse eller cellulosefilm træ-og vegetabilske materialer som træfinér, palmeblader o.s.v. Fordi Nordisk Miljømærking i dette høringsforslag har valgt at stille krav til at materialene skal være fornybare vil det først og fremest være bioplaster og papirmaterialer, der beskrives nærmere i dette kapitel. 2.2.1 Bioplast Bioplast kan defineres som plastmaterialer, der bygger på biopolymerer. Dette er definitionen fra f.eks. wikipedia og her for denne produktgruppe. Biopolymerer er genererede fra biologiske materialer så som stivelse, sukker, cellulose og protein. Disse kan udvindes fra forskellige fornyelige ressourcer, f.eks. hvede, majs, sukkerrør, sukkerroer, kartoffelskræller, organisk husholdningsaffald og afløbsslam. Der findes et stort antal biopolymerer, men det er kun et fåtal der bliver produceret i stor
skala. Andre definerer bioplast som plast der enten er biobaseret eller bionedbrydlig eller begge dele. Denne definition anvendes ikke her. Biopolymerer kan produceres af biologiske systemer, for eksempel mikroorganismer, planter og dyr, eller de kan være kemisk modificeret fra biologiske udgangsmaterialer. Biopolymerer kan inddeles i tre hovedkategorier baseret på deres oprindelse og produktionsmetode: Polymerer, som ektraheres direkte fra biomasse. Det er f.eks. polysakkarider som stivelses og cellulose eller kitin og proteiner som kasein (mælkeprotein), valle (vassla (Se), myse (No)), collagen og soya protein (28). Polymerer fremstillet gennem klassisk kemisk syntese ved brug af biobaserede monomerer. Monomererne kan være producerede gennem fermentering eller kemisk syntese. Et eksempel er PLA (polylaktat), som er polymeriseret fra mælkesyre monomerer, som er lavet ved fermentering af karbohydrater fra majs eller hvede (28). Grøn PE er lavet af etylen produseret af biologisk materiale. Polymerer producerede ved bakteriel fermentering af sukker eller lipider. Et eksempel er PHA (Polyhydroxyalkanoater) (28). Bioplast kan være bionedbrydelig, men dette afhænger af de fysisk/kemiske forhold, der er til stede. Bionedbrydelig bioplast skal ikke forveksles med bionedbrydelig plast som kan være oliebaseret. Eksempel på et oliebaseret bionedbrydeligt plastprodukt er Ecoflex fra BASF (29). Bionedbrydelig bioplast skal heller ikke forveksles med UV- eller Oxo-nedbrydelig plast, som nedbrydes, når de udsættes for lys respektive luft, men primært er oliebaserede. Mange engangsprodukter i bioplast bliver i dag brugt til fødevarer. En af udfordringerne ved at bruge biobaseret emballage til fødevarer er at matche emballagens holdbarhed med produktets hyldetid (28). F.eks. er nogle typer af bioplast hydrofile (vandopløselige) og andre typer er ikke særlig stabile og varmebestandige, og går derfor nemt i stykker under visse forhold. Mange biopolymerer har en udmærket UV-bestandighed og en flot overfladeglans men ofte en beskeden kemikaliebestandighed (30). Da de forskellige typer bioplast har forskellige anvendelsesmuligheder og kvaliteter, bruges de ofte sammen i flerlagede produkter, så produktet opnår den ønskede funktion. Den nuværende anvendelse af biobaserede materialer søger ikke at efterligne egenskaberne ved konventionel plast, men i stedet at udnytte iboende bionedbrydelighed og andre unike egenskaber af disse polymerer og samtidig drage fordel ved at der her er tale om fornybart materiale. Biobaserede plastprodukter er i øjeblikket rettet mod engangsartikler, emballagematerialer med kort levetid, poser, engangs fiberdug og belægninger til papir og karton applikationer (28). I bilag 1 er flere af biopolymerene, som stivelsespolymerer, PLA, PHA, blandingspolymerer og grøn polyeten beskrevet grundigere.
2.2.2 Papir, karton og pap Engangsartikler til fødevarer omfatter også produkter af papir, karton og pap, og anvendes i stor udstrækning til tørre fødevarer, mælkeprodukter samt til take away emballge og kaffekrus. Papir, karton og pap fremstilles af cellulosefibre fra fibermateriale (træ) og kan være bleget eller ubleget. Papir og pap kan ud over fibermaterialet indeholde funktionelle additiver og syntetiske fibre. Endvidere kan det indeholde rester af andre additiver som polymere bindemidler for organiske og uorganiske pigmenter. Papir og pap kan også være overfladebehandlet, og endeligt indgår papir og pap i flerlagsmaterialer samme med fx. plast. Hvad angår miljøpåvirkninger fra papir og papirmasse henvises til baggrunds-dokumentet til kriterierne for Svanemærkning av papirprodukter Basis- og Kemikaliemodulet, version 2. 3 Miljøvurdering af produktgruppen I forbindelse med udviklingen af første version af kriteriene for produktgruppen er der udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet ), der beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser. MEKA-analysen gennemgås nedenfor i afsnit 3.1. Derudover er der i forbindelse med kriterieudviklignen udført en LCA-screening for salatbakker af PLA eller fossil plast med forskellige affaldssenarier. Resultaterne fra LCA-screeningen er oppsummert i afsnit 3.2. Derudover er der i kapitel 3 gjort vurderinger af andre parametre som fornybare råvarer, energiforbrug, kemikalier og affaldshåndtering. På baggrund af MEKA-analysen, LCA screnningen og vurdering af krav til bionedbrydelighed er der her udført en RPS-analyse, der undersøger engangsartiklers relevans mht. miljøbelasnting (R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styrbare kriterier (S). Resultatet viser, som afsnit 3.7.4 beskriver, at miljøgevinsten hovedsagligt ligger i at anvende fornybare råvarer og samtidig stimulere udviklingen af bioplaster mod reduceret energiforbrug i produktionen. Der findes også en miljøfordel ved at sikre gode mulige affaldsveje for engangsartiklen. Enten i form af recirkulering eller for de dele af Norden, hvor der ikke er mulighed for forbrænding med energiudnyttelse, ved at sikre at produkterne er komposterbare og derved ikke behøver deponeres. Brug af kemikalier ved produktion af materialene og ved konvertering af produktet er også vigtigt ved vurdering af engangsartiklens produkts miljøbelastning. 3.1 MEKA-skema Som oversigt for livsforløbet for Engangsartikler til fødevarer er der nedenfor udført et MEKA skema (tabel 1), der beskriver de væsentlige miljøbelastninger i de forskellige livscyklusfaser. Materialefasen I Materialefasen har dyrkningen af biomasse betydning. Det kan enten være i form af landbrugsafgrøder eller træ fra skovbrug. Dyrkningen omfatter parametre som arealanvendelse (land use), energi i dyrkningsfasen samt anvendelse af sprøjtemidler og kunstgødning. Med arealanvendelse skal man forholde sig til at biomasse kan være
fødevarer eller kan optage landbrugsarelaer, hvor der ellers kunne dyrkes fødevarer. I forhold til arealanvendelse skal det samtidig også sikres, at områder med høje biologiske eller sociale værdier ikke benyttes til dyrkning. Tabel 1. MEKA Skema for produktgruppen Bortskaffelses -fase Materialefase Produktionsfase Brugsfase Transportfase Materialer Afgrøder til bioplast Træ til papirmasse Belægninger tilsætninger Produktion af kompost Recirkulering af plast (fx. PE) Energi Energi til dyrkningfasen Energi til produktion af polymer/plastgranulat og papir/ karton/masse. Energi til formning af engangsartikel Forbrænding både energi forbrug samt varme og el produktion Kompostering: Energiforbrug samt evne til at kompostere Transport af afgrøder og træ. Transport af plastgranulat og papirmasse. Transport til forbrugeren Kemikalier Kunstgødning sprøjtemidler Kemikalier til produktionsprosesserne Methan produktion ved deponi Emissioner fra transport Andet Brug af fødevarer til nonfood produkter. GMO råvarer Stort forbrug da det er et engangsprodukt Vejledning til forbruger om korrekt affaldshåndtering Produktionsfasen Her anvendes energi til polymerisationen og produktionen af plastgranulat og for produktion af papirmasse, papir og karton samt energi til udforming af engangsartiklen. Derudover anvendes kemiske stoffer i form af tilsætninger og belægninger. Brugsfasen Brugsfasen er kort og den eneste parametre her er, at der er tale om engangsprodukter, der medvirker til et stort resourceforbrug. Bortskaffelsesfasen Bortskaffelse af Engangsartikler til fødevarer omfatter flere forskellige affaldscenarier alt efter hvilket affaldssystem, der findes i det pågældende nordiske land. Både kompostering med produktion af kompost, forbrænding med energiudnyttelse og deponi med risiko for methanudslip er relevante affaldsveje i Norden. Derudover findes bioforgasning med produktion af biogas, samt recirkulering af visse bioplaster og papir og karton (kun muligt i nogel dele af Norden, når det er produkter med fødevarekontakt). Det er dog ikke alle fornybare engangsartikler, der vil kunne bioforgasses og denne affaldsvej anses derfor ikke som særlig relevant for produktgruppen. Da bioplast i form af f.eks. PLA ligner fossil plast, er det også vigtigt med information til forbrugeren om korrekt affaldsvej. Det er for eksempel relevant, hvis produktet skal komposteres.
Transportfase I transportfasen findes energiforbrug i form af brændstof, samt den tilhørende CO 2 emission fra forbrændingen af brændstoffet. Transportfasen omfatter transport af afgrøder og træ, derefter transport af polymer/plastgranulat og papir/karton/masse og til slut transporten til forbrugeren. 3.2 LCA for engansartikler af bioplast I forbindelse med udarbejdelsen af kriterier for Svanemærkning af engangsartikler til fødevarer er det relevant at lokalisere, hvor i produktets livscyklus de største miljøbelastninger findes. Samtidig er det også relevant at sammenligne med miljøbelastningen for de produkter, som har samme funktion som de Svanemærkede produkter, men som udelukkes af kravene. 3.2.1 LCA-screening for engangsartikler Nordisk Miljømærkning har i forbindelse med fastsættelse af krav til komsposterbarhed udført en LCA-screening for forskellige livsykluscenarier inkl. affaldscenarier, samt sammenligning af engangsartikler af henholdsvis fornybar og fossil plast. Det fremgår af LCA Screeningen for en salatbakke af enten PLA, PS eller PET, at den største miljøbelastning er i produktionsfasen af salatbakken. Her er energiforbruget for PLA ca. 20 % lavere end for PET, se tabel 2. Tabel 2. Oppsummering av resultatene fra LCA-screeningen angivet i energiforbrug (MJ) for 1000 salatbakker. * Værdien er beregnet ud fra at man sparer ca. 70 % af produktionsenergien ved recirkulering. Energiforbrug i MJ for fasen Cradle to Consumer Forbrug eller godskrivning af energi i MJ fra fasen End of life Energiforbrug i MJ for fasen Cradle to grave USA PLA til forbrænding 1630-300 1330 EU PLA til forbrænding 1500-300 1210 USA PLA til kompostering 1630 20 1650 EU PLA til kompostering 1500 20 1530 PET til forbrænding 2100-380 1720 PET med 20% recirkulering og 80% forbrænding 2100-100 recirkulering* -310 forbrænding 1700 PET med deponi 2100 0 2100 PET 20% recirkulering og 80% deponi 2100-100* 2010 PS til forbrænding 1650-510 1140 PS til deponi 1650 0 1650
For PLA og PS ses der ingen større forskel i fasen Cradle to Consumer. Ser man på hele livsforløbet for salatbakken, hvor der ikke findes forbrænding som affaldsvej vil PLA bakken kræve ca. 20 % mindre energi, hvis den komposteres i forhold til PET, der går til deponi. Sammenlignes cradle to grave for PLA, der komposteres med PS, der deponeres, ses ingen stor forskel i energi. Hvis salatbakken af PET derimod recirkuleres afhænger den sparede energi af hvor meget rengøring recirkuleringen kræver. Her er antaget at man kan spare 70 % af produktionsenergien, men undersøgelser viser at det er meget mindre hvis produktet krævet meget rengøring (90). I Norden recirkuleres 15-20 % af alt plast (91). Resultaterne fra screeningen er yderligere beskrevet i bilag 2. 3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger Force Technology har i et projekt for Plast Center Danmark udarbejet en rapport om engangsartikler af bioplast (1), hvor der både er lavet en gennemgang af tidligere miljøvurderinger for bioplast samt udarbejdet en LCA for to casestudier af engangsartikler i bioplast, Studiene er kort beskrevet i bilage 3. De fleste LCA er af bioplast har undersøgt PLA, og mere specifikt PLA fra producenten NatureWorks LLC. Om bioplast har lavere eller højere miljøpåvirkning end konventionel plast afhænger af, hvilken plast man sammenligner med. Dette skyldes bl.a. forskellige densiteter og dermed forskel i hvor meget polymer, der går til samme type produkt for de forskellige fossile materialer. Det er derfor ikke et generelt billede, der kan afledes af disse studier. Studiene viser at produktionen af råmaterialer er den livscyklusfase med størst miljøpåvirkning og bortskaffelsesfasen er afgørende for nettoresultaterne. Transport og konvertering af engangsartiklen er af lille betydning (1). Det er derfor ikke entydigt hvilket materialevalg, der er det miljømæssigt bedste, da det afhænger af bortskaffelsesmuligheder og hvilken miljøpåvirkningskategori der kigges på. Det er dog interessant, at det især er biopolymerproduktionen, der påvirker resultaterne, da der her forventes forbedringer for produktionen af f.eks. PLA og PHAere i fremtiden. For PLA kan det for eksempel være aktuelt at anvende restprodukter fra afgrøde produktion som for eksempel stængler, blade og avner fra korn som feedstock (7). 3.3 Fornybare råvarer 3.3.1 Fornybare råvarer ressourceforbrug og CO 2 belastning Når man kigger på engangsartikler, som bidrager til et højt ressourceforbrug, er det relevant at forholde sig til at naturressourcerne er begrænsede men med forskellige forsyningshorisonter. Ifølge Håndbog for Miljøvurdering (9) vurderes de enkelte ressourcer i forhold til forsyningshorisonten og dermed den andel af ressourcen, der er til rådighed for en person og alle dens efterkommere på verdensplan. Ressourceforbrug opgøres i milli-person-reserver (mpr). Ved denne omregning tages der hensyn til, at der er rigelige forsyninger af nogle materialer, mens der er knappe forsyninger af andre. De knappe ressourcer vægtes hårdere end de rigelige, da det er mere miljøbelastende at bruge 1 kg af et materiale, der kun er lidt tilbage af, end 1 kg af et materiale, hvor forsyningerne er rigelige. Råolie og naturgas, som er de indgående
råvarer i fossile plaster som for eksempel PET og PS, har et ressourceforbrug på henholdsvis 0,04 mpr/kg og 0,06 mpr/kg (9). Materialer som papir, pap og bioplast produceret af fornybare råvare er ikke belastet med mpr/kg, da værdien her er lig med 0. Ressourcemæssigt er anvendelse af fornybare råvare derfor bedre end fossile råvare som råolie og naturgas. Hvis det i det aktuelle produkt er muligt at anvende genvundne materialer f.eks. recirkuleret plast vil man i princippet skulle tage højde for dette. Dog er det en mindre del af engangsartikler, der formentlig indsamles til genanvendelse, da de ikke er omfattet af pantsystemer. CO 2 belastning fra råvarer En øget anvendelse af andelen af fornybare råvarer vil have en gunstig indvirkning på klimabelastningen samt hjælpe mod en større uafhængighed af fossilt kulstof. Ved at stille krav om en høj andel af fornybare råvare i Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer er produktgruppen med til at mindske disse produkters miljøbelastning i forhold til klimabelastning ved at CO 2, der frigives i affaldsfasen for produkterne er biogent CO 2 og derfor til at starte med er fjernet fra systemet. Der er dermed balance i CO 2 regnskabet. Denne CO 2 balance er dog afhængig af at det antages at de land use changes der er forårsaget af en øget efterspørgsel af biomasse ikke inddrager rydning af arealer, der vil give en øget CO 2 frigivelse. Selv om fornybare råvarer er belastet med 0 mpr/kg og lavt CO 2 utslipp, skal det dog medtages at fornybare ressurser ikke varer evigt uden en bæredygtigig forvaltning af ressursene. Ressurserne bør også anvendes effektivt. 3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change) De ændringer i arealanvendelse som anvendelsen af bioplast evt. medfører, er relevante set i et livscyklusperspektiv. Forholdsmæssigt vil biomasse til bioplast dog være af mindre betydning i forhold til biomasse til brændstof og opvarmning. Ændringer i arealanvendelse (Land use Change) skal forstås som en henvisning til vegetationsændringer mellem de seks vegetationstyper, der anvendes af IPCC (skov, græsarealer, dyrket land, vådområder, bebyggede områder og andre arealer) plus en syvende kategori af flerårige afgrøder, dvs afgrøder, der normalt ikke høstet hvert år og oliepalmer. Det betyder for eksempel, at et skift fra græsarealer til dyrkede arealer er en ændret arealanvendelse, mens et skift fra en afgrøde (f.eks majs) til en anden (som raps) er det ikke. Dyrkede arealer omfatter braklægning (dvs. arealer, der er i ro for et eller flere år, før dyrkes igen) (10). Derudover tales der om indirekte arealændringer som er de arealændringer der sker andre steder som en afledt effekt af den pågældende arealændring. Ændringer i arealanvendelse påvirker først og fremest klimaudslip og biodivesitet. Forskere arbejder på at udvikle metoder, der kan forudsige konsekvenserne af ændringer i arealanvendelsen, men det er en kompliceret opgave. Den nuværende viden omkring disse spørgsmål er ikke omfattende nok til præcist at kvantificere de miljømæssige konsekvenser, som ændringer af arealanvendelsen kan medføre. Konklusionen må dog være at man ikke kan betragte fornybare råvare som en ubegrænset ressource (11) (12).