Steen Steensen Blicher hvordan var han egentlig?

Steen Steensen Blicher hvordan var han egentlig? Frede Lauritsen

SIDE 2 Indholdsfortegnelse: Side 1 Titelblad Side 2 Indholdsfortegnelse og kort Side 3-4 Niels Blicher - hvordan var han egentlig? Side 5-29 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig? Side 30-36 Resume af udvalgte blichernoveller Side 37-107 Udpluk af MINE TIDSBILLEDER primært fra 1700-1800-tallet - opført kronologisk Side 108-109 Tidligere udgivelser

SIDE 3 Litografiet på forsiden af Steen Steensen Blicher er skabt af Emilius Bærentzen (1799-1868) og udført på baggrund af en blyantstegning af Jens Christian Bøgh i 1840. Dette portræt menes at være det mest vellignende portræt af Blicher Niels Blicher - hvordan var han egentlig? En fortælling om Steen Steensen Blicher bør helt naturligt begynde med faren, for de to var uadskillelige og så nært knyttet til hinanden, at alt andet ville være uforsvarligt. Faren Niels Blicher var landbrugskonsulent, opfinder, forfatter, læge, præst og topograf, dvs. han beskrev den lokale geografi, og så var han velgører. Niels Blicher er født i 1748, som den ældste i en børneflok på ni, af præsteparret i Starup Pouline Gantzel og Jens Nielsen Blicher. Gennem sin mor Pouline kan slægten føres 350 år tilbage i tiden til Martin Luthers kødelige morbror. Familien var landsbypræster i femte led. Det var dengang svært at få et præstekald, så Niels Blicher blev først huslærer hos kammerherre Lüttichau på herregården Tjele i årene 1773-79. Men så lykkedes det endeligt, i 1779 fik han et præstekald i Vium og Lysgård pastorat S for Viborg, fordi etatsråd Steen de Steensen på herregården Aunsbjerg i Sjørslev Sogn anbefalede ham. Med til historien hører, at af det lille præstekalds 464 Aunsbjerg trefløjet herregård fra 1500-tallet indbyggere var der kun 16, der både kunne læse og skrive og yderligere 5 personer, der kun kunne læse. Der var altså kun 4½% af befolkningen, der hørte til blandt de lærde, som dengang var betegnelsen for dem, der kunne læse. Samme år udgav Niels Blicher som forfatter sit hovedværk: Topographie over Vium Præstekald, et værk blandet af egnens geografi, stenarter, plante- og dyreliv, fordomme, overtro og dialekt. Han var den første dansker, der fik noget trykt på jysk. Bogen giver et indgående kendskab til den tids bondesamfund og hedelandskab. Den rummer også forslag til forbedringer af undervisning samt læge- og fødselshjælp. Et dristigt værk i en tid hvor folk blev brændt på bålet for det mindste hekseri. Måske havde Steen de Steensen, herremanden på Aunsbjerg, lumske bagtanker, i hvert fald sad han med ansvaret for sin moderløse søsterdatter, som det var på tide at få afsat. Hvis så var, lykkedes listen til fulde. Niels Blicher blev 24. juli 1780 gift med søsterdatteren Kristine Marie Curtz. I 1795 fik Niels Blicher et bedre lønnet kald, idet han blev udnævnt til sognepræst i Randlev og Bjerager S for Odder. Han holdt afskedsprædiken i kirkerne i Vium og Lysgård 3. jan. 1796.

SIDE 4 På et enkelt område synes Niels Blicher at være kommet på udebane, nemlig når det gælder faunaen. Han er ellers blevet betegnet som en god jæger og kyndig med hensyn til dyreverdenen, men - her hopper kæden fuldstændig af. Om vildanden skriver han: Til Rede udsøger Vildanden sig forskjællige, ofte ret besynderlige Steder, snart et grønt Kjær i Skoven, snart midt ude i en Mose snart under en Lyngtop eller en Enebærbusk i Heeden. Bliver den dær foruroliget, så udser den sig et andet Sted i Nærheden, hvorhen den gående flytter sine Æg, og tager to på Gangen, et under hver Vinge. Men dersom den taber et undervejs, bliver det liggende. Her har Niels Blicher bestemt bevæget sig over i fantasiens verden. I den ellers så gode anmeldelse af bogen læses der: Sognenes Naturhistorie burde hr. Forfatteren ej have befattet sig med. Jeg kan kun være enig. I 1800 udgav Niels Blicher en lille bog: Om overtro i anledning af lynchning af en gammel kone, der var udpeget som heks. Niels Blicher var en gudbenådet fortæller, og han var den sidste i Danmark der skrev digte på latin. Landsbypræsterne skulle dengang i 1700-tallet lære kemi, fysik og landøkonomi, for præsten skulle ikke kun være præst, han skulle også virke som landbrugskonsulent i sit pastorat. Niels Blichers forsøg som konsulent var velment og kreativt, men praktisk var han bestemt ikke. Fx solgte han egetræernes bark til et garveri med det resultat, at egetræerne naturligvis gik ud. En nabo anbefalede ham, med slet skjult ironi: Sælg huderne af dine kreaturer det kan de sikkert ikke tage skade af. Niels Blicher eksperimenterede med kartoffelavl og seletøj til trækstude. Sygdomsbekæmpelse af kopper var Niels Blichers største bedrift. I årene 1790-1820 vaccinerede han over 5.000 af bøndernes børn mod kopper, hver enkelt af dem fik en attest. Alt sammen var uden betaling, udgifterne til vaccinen gik af Niels Blichers egne lommer. Niels Blicher var en elskelig, livlig, energisk og meget engageret person i det lokale samfund. Men han havde ingen fornemmelse for økonomi og var derfor dybt forgældet, ikke mindst grundet hans omfattende velgørenhed. I 1786 fik Niels Blicher tildelt Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs sølvmedalje, men i et brev til selskabet bad han om at måtte få selve medaljens værdi udbetalt i rigsdaler. Et klart bevis på, at han havde økonomiske problemer, for det har sikkert været et svært ønske for en meget ærekær mand. I årene 1811-17 drev Niels Blicher Randlev Privat Seminarium. Også her var udgifterne betalt af hans egne lommer, for opholdet var gratis for seminaristerne. Niels Blichers kone Kristine Marie Curtz døde i 1820 efter mange års tungsind. Det var til stor lettelse for hele familien. I en alder af 91 år og næsten blind døde Niels Blicher 10. marts 1839 i Spentrup Præstegård. Hans sidste ord til sin søn var: Nu vil jeg sige farvel og så tak.

SIDE 5 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig? Den 11. okt. 1782 blev der født en lille dreng i Vium Præstegård. Med ham var denne jyske præsteslægt nået til sit sjette led. Drengen var egentlig dødfødt, men ved hjælp af varme mælkebade blev han igen kaldt til live og straks hjemmedøbt med navnet Steen Steensen Blicher til ære for herremanden på Aunsbjerg, der havde anbefalet faren til præstekaldet i Vium og Lysgård. Dengang var det helt almindeligt, at mange børn var svage og syge ved fødslen, lægevidenskaben var på et beskedent niveau, så hvis man frygtede, at barnet ikke ville overleve, blev det hjemmedøbt. En måned efter, 11. nov. 1782, blev drengen fremstillet i kirken af kammerherreinde de Schinkel til Hald. Ifølge Vium Kirkebog fik den lille Steen samfundets øverste som faddere Frederich de Schinkel til Hald, von Waldow, Viborg, etatsråd de Steensen og fru de Schinkel til Aunsbjerg. Den lille svækling voksede sig stærk og sund. Senere syntes han, at han havde haft en pragtfuld barndom. I de første år af Steens liv havde han en god og kærlig mor. Hun havde travlt i præstegården, og derudover pyntede hun brudene, før deres bryllup i kirken. Da Steen var fem år, fik han en lillebror, Jens, senere fødte moren to andre børn, men de døde som børn. Så Steen var i virkeligheden næsten som et enebarn. Som årene gik, tiltog morens depressive sygdom, hun blev tungsindig, isolerede sig, og det udviklede sig til anfald, som gjorde Steen bange. Så Steen kom aldrig rigtig tæt på moren. Måske var børnenes død medvirkende til morens tungsind, selv om børnedødelighed dengang var meget hyppige. Af og til tog faren Steen med på lange vandreture på heden, hvor han som præst besøgte sognebørnene, hvoraf mange boede ensomt langt ude på heden. På disse ture fortalte faren sin søn om landskabet, naturen og de mennesker, der boede derude. Steen var livet igennem stærkt knyttet til sin far og meget påvirket af ham. Men det var en påvirkning, der ikke kun blev til glæde og lykke for ham senere i hans liv, for Niels Blicher havde sine bestemte og ubøjelige meninger om livets mange forhold. Han gik ikke ind i diskussioner, for hans ord var lov. Sagt på godt jysk, han var en stædig rad. Denne stædighed smittede meget af på Steen, og kom til at betyde rigtig meget for ham i hans voksne liv, hvor det skaffede ham mange problemer og uvenner. Kun sjældent har Steen omtalt sin mor. Heller ikke i historien er der skrevet meget om hende, men det var bestemt heller ikke et normalt hjem, til dels fordi hun var syg i sindet. Når stemningen i præstegården blev for trykket på grund af morens anfald og syge sind, valgte faren at sende Steen "på ferie" til Aunsbjerg, for det var ikke sundt for drengen at se sin mors anfald. Den godmodige herremand etatsråd Steen Steensen og hans skrappe kone tog gerne imod Steen. Her blev han nærmest behandlet som et stykke legetøj. Når der kom gæster i det fine hjem, blev Steen klædt ud som en anden dukke i rød silkefrakke, gule fløjlsbukser og piskeparyk. Af tante Steensen fik han streng ordre på at bukke dybt for gæsterne og ellers sidde pænt og stille, frygteligt syntes han. Han hadede tanten, hun var larmende og lunefuld, men onkel Steensen han var rar. Allerhelst ville Steen være sammen med skytten på Aunsbjerg, Vilhelm (1728-19/8 1791), der lærte ham alt om bøsser, vildt, jagt og naturen. Derfor kunne Steen godt lide at være på Aunsbjerg, her oplevede han en masse af det, han ikke var vant til i præstegården i Vium. Her så han de store jagter, hvor mange fine herrer kom for at deltage i klapjagterne. Der var et leben og et folkeliv på Aunsbjerg, og det var lige, hvad Steen kunne lide. Skytten på Aunsbjerg fra 1839 er netop titlen på en af Blichers kendte noveller. (Læs resume side 36)

SIDE 6 Steen har åbenbart altid været et følelsesmenneske, for i en alder af syv år forelskede han sig i en pige på fjorten år. Det fremgår af en senere skrevet dagbog: Hvis jeg ikke var i nærheden af denne pige, gik der en sol for skyen, jorden blev mørk, græsset visnede og blomsterne skiftede farve." Allerede da afslørede han en poetisk åre. På Aunsbjerg opdagede han den store forskel, der var på mennesker. Der var de rige herrefolk, og så var der de fattige tjenere og bønderne. Men Steen måtte ikke lege med de fattiges børn, når han var på besøg på Aunsbjerg, men livet igennem befandt han sig bedst sammen med jævne folk som bønderkarle og arbejdere. Han elskede fattigfolk højere end andre mennesker. Det var dem, der fik betydning i hans senere digtning. Men endnu anede han ikke, at han skulle blive digter. Det skete også, at Steen blev sendt til herregården Hald, hvor hans gigtsvage tante fru von Schinkel tog sig kærligt af ham. Her læste han sammen med datteren Charlotte Amalie. Den store, brede og rødmossede von Schinkel kunne Steen bestemt ikke lide, han var opfarende, bandede til hver en sætning og havde små stikkende øjne. Bedre blev det jo heller ikke af, at han var en bror til tante Steensen, som Steen hadede. Af udseende lignede Steen sin mor, han blev undervist i hjemmet, noget der på den tid var ganske normalt. Fra Vium, der oprindelig hed Viung, helt ud til Vesterhavet og langt mod S var der på den tid lutter hede, og 95% af befolkningen var analfabeter. I 1795 flyttede Blicher familien til Randlev S for Odder, hvor faren fik et bedre lønnet kald som sognepræst. Steen var ulykkelig, han skulle skilles fra sin elskede hede. I Randlev blev Steen som 13-årig stormende forelsket i en 16-årig nygift lægekone Maren Marie Hartmann (1779-1835), hun var datter af den tidligere præst. Hendes smukke ansigt, perlende latter og åbenlyse interesse for Steen var mere, end den kommende unge mand kunne modstå. Marie og hendes 14 år ældre mand flyttede imidlertid til en lægepraksis på Als. Steen var fortvivlet, han syntes livet var slut: Aldrig vil Solen skinne igen. Steen blev sendt til Randers lærde Latinskole i Helligåndshuset under rektor Estrup. Den første dag han mødte op på skolen, havde han sit jagtgevær med, noget der for ham var helt selvfølgeligt. Fra skolen bestod han i 1799 artium, som studentereksamen dengang hed, med udmærkelse endda. På randersegnen boede tre af hans farbrødre, der alle var præster, onkel Didrik i Borup, onkel Jørgen i Vorning og onkel Peter Daniel i Spentrup N for Randers. De havde alle fået besked på at holde øje med den livlige unge mand. Gennem sine barne- og ungdomsår kom han udover de førnævnte herregårde også meget i disse hjem hos sine kusiner og fætre grundet morens sindslidelse. Familiens opsyn med Steen forhindrede ham dog ikke i at havne i armene på endnu en gift kvinde den 17-årige Marie Elisabeth Beutlich, hun var gift med den galanterihandler, han havde lejet et værelse hos. Randers var dengang i år 1800 en by på 4.500 indbyggere, i provinsen kun overgået af Odense, Aalborg og Helsingør, København havde 120.000 indbyggere. Efter studentereksamen i Randers rejste den nu 18-årige Steen Steensen Blicher til København for at læse teologi på Københavns Universitet, præst det skulle man jo være i den familie. Noget der irriterede ham grænseløst i København var, at byens fire porte blev låst hver aften og nøglerne afleveret til opbevaring hos kongen. Om morgenen blev portene om sommeren åbnet kl. 4 og om vinteren kl. 7.

SIDE 7 Udover studierne på Københavns Universitetet gik han til danse- og fægteundervisning og øvede sig på at virke elegant, for han ville gerne være en Mahoni-Fyr, skrev han selv og mente dermed, at kunne optræde med elegance, fine manerer og et poleret væsen. Kort sagt at kunne begå sig i de bedre københavnske kredse, for det var her, han ville accepteres. Men det nåede han aldrig, hans selvsikkerhed krympede blandt de smarte københavnere, der betragtede ham som en kejtet jydetamp med bondemanerer, og et sprog de ikke forstod, eller måske rettere ikke ville forstå. Hans store fejl var, at han søgte selskab i det fine borgermiljø, havde han søgt selskab blandt studenter og i de litterære kredse, havde resultatet muligvis blevet ganske anderledes. Men på Universitetet gik det fint, her bestod han første og anden del med glans. Mens Blicher boede i København, plagedes han flere gange af sygdom, hvor selv lægerne opgav den medicinske behandling, og han var graven nær. Men med sin stærke vilje kæmpede han sig tilbage til livet ved hjælp af fløjtespil, lange ture i den friske luft, jagt og så spiste han, lige hvad han havde lyst til, stik imod lægernes ordination. Efter et halvt år var han igen helt frisk. Med krigstrusler fra England blev den danske ungdom på kronprinsens opfordring anmodet om at melde sig i Kronprinsens Livkorps. Korpset blev oprettet marts 1801 og bestod udelukkende af studenter. Over 900 meldte sig heriblandt så kendte navne som Adam Gottlob Oehlenschläger (se 1779), Knud Lyne Rahbek (se 1760), H.C. Andersen (se H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?), Søren Aabye Kierkegaard (se Søren Aabye Kierkegaard hvordan var han egentlig?) og Blicher. Men Søren Kierkegaard blev kasseret. Den 2. april 1801 overværede Blicher Slaget på Reden, hvor englænderne forsøgte at overtage den danske flåde, det var under kommando af den 61-årige admiral Sir Hyde Parker med den 42-årige viceadmiral Horatio Nelson (se 1758) som næstkommanderende. Fra 1. nov. 1801 tog Blicher job som hovmester og huslærer for fire børn hos godsejer Voss på proprietærgården Holgershåb i Nørre Alslev på Nordfalster. Turen til Falster foregik med en smakke, et fladbundet sejlskib. Et af børnene på Holgershåb, Laurits, var kun fem år yngre end Blicher, men af vækst lige så stor, dette vakte nogen bekymring hos godsejerparret, gik det mon? Bekymringen blev gjort til skamme, der udviklede sig et varmt venskab mellem Laurits og Blicher. Kun en times vandring fra Nørre Alslev lå byen Gundslev, her boede Blichers fars fætter, Nicolai Blicher, og selvfølgelig var han som flertallet i den familie også præst. Hjemmet hos Pastor Blicher i Gundslev var berømt for sine fine selskaber. Her kom Blicher meget og befandt sig godt. Her kunne han endelig brillere som selskabsløve, selskabet var bl.a. familiens smukke døtre. Og her mødte han professorer, provster og proprietærer til mange diskussioner og alvorlige samtaler. Nogle gange mødte han også den et år yngre student Nicolai, ham kunne han bestemt ikke fordrage, for han var stortalende, brovtende og ville dominere det hele. Student Nicolais fulde navn var Nicolai Frederik Severin Grundtvig (se N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?) Den virkelige årsag til, at Blicher ikke syntes om Nicolai, var nok nærmest, at Grundtvig stjal billedet fra Blicher, det gjaldt ikke mindst hos de smukke unge piger. Grundtvig gik på frierfødder til en af de elskværdige døtre Elisabeth Christine Margrethe Blicher (28/9 1787 Gundslev-14/1 1851 København) kaldt Lise. Efter en forlovelsestid på 7 år blev Grundtvig gift med sin Lise. Det skete 12. aug. 1818 i Ulse Kirke. Lise fødte Grundtvig tre børn, og det var hende, der reddede familien Grundtvig gennem stor fattigdom ved at spinke og spare. Det sted på Falster, hvor Blicher allerhelst kom, var hos manden på Næsgård, landbrugslærer Christian Olufsen (se 1763). Han var kendt som en af landets dygtigste agronomer og økonomer.

SIDE 8 Olufsen havde skrevet flere værker om landbrugets historie. Derudover var han også digter, havde skrevet komedien: Gulddåsen, der med succes blev opført på Det kgl. Teater. Blicher var benovet, - han havde mødt en rigtig digter. Christian Olufsen lånte ham en bog med skotten James Macphersons (1736-96): Ossians digte, hvoraf Christian Olufsen havde oversat brudstykker. Blicher blev så begejstret for digtene, at han besluttede at lære engelsk og oversætte hele bogen, hvad han gjorde i årene 1807-09. Hos ham var der ikke langt fra tanke til handling. Han opsagde sit job hos familien Voss, der alle blev meget bedrøvet over, at han ville rejse, specielt Laurits var skuffet. Men Blicher rejste i efteråret 1803 tilbage til København for at studere videre, væsentlig sundere og stærkere end da han kom. I København levede han de følgende år fra 1803-07 stort set sit liv på biblioteket. Han havde ikke råd til bøger eller engelskundervisning og måtte klare det hele ved selvstudier på biblioteket. Faren havde ikke råd til at støtte ham, men roste ham til gengæld, selv om han forsømte teologistudiet, der jo egentlige var målet. Det daglige brød tjente Blicher ved at undervise privat. Da Blicher havde de første oversættelser af Ossians digte klar, rejste han til Næsgård for at få Christian Olufsens bedømmelse. Da Christian Olufsen havde læst Blichers værk, så han ham fast i øjnene: Ved De hvad, unge mand De er jo digter! Tårerne løb ned af Blichers kinder: Kan det virkelig passe, er jeg digter? Det blev dermed lånet af Christian Olufsens bog Ossians digte, der ændrede Blichers liv. Han var virkelig blevet vækket, nu vidste han, at han ville være digter. På Københavns Universitetet var Blicher meget optaget af filosof og naturforsker Henrich Steffens (se 1773) forelæsninger. Her blev vinduer og døre smækket op på vid gab til den forunderlige åndernes verden. Henrich Steffens talte i årene 1802-04 om Romantikken. Til de nye strømninger lyttede også Adam Oehlenschläger og den ubehagelige student Nicolai Grundtvig, der for øvrigt var en fætter til Henrich Steffens. Blicher var begejstret for de nye strømninger, men samtidig var han skeptisk, fordi han syntes, ændringerne gik for hurtigt. Han fortsatte selvstudierne på biblioteket i engelsk og oversættelserne. Første bind af Blicher oversættelse af: Ossians digte udkom i 1807. Den 16. aug. 1807 landsattes 31.000 britiske soldater ved Vedbæk N for København. Igen var vi i krig med England (se 1807). Årsagen var, at Danmark imod Englands ønsker havde sluttet overenskomst med Frankrig. Den britiske styrke gik mod København, der blev belejret. Den 2. sept. regnede bomberne ind over København fra de engelske skibe i Øresund. Byen var i kaos, store dele af København brændte og mange af byens historiske dokumenter blev flammernes bytte. Den 7. sept. havde København fået nok, kommandant general Henrik Ernst Peymann (1737-1823) kapitulerede. Efter briternes sejr sejlede den engelske flåde fra København 21. okt. 1807 medbringende den sødygtige del af den samlede danske flåde. Forinden sørgede de for, at de halvfærdige danske orlogsskibe blev ødelagt. Hermed var Danmark tvunget ind i Napoleonskrigene på Frankrigs side. Denne traktat blev underskrevet 31. okt. 1807 i Fontainebleau i Frankrig. England havde travlt for at få adgang til Østersøen før Napoleon. En adgang, der kun kunne foregå gennem de danske bælter. Norge blev isoleret med streng hungersnød til følge, en hungersnød der kostede op i nærheden af 100.000 livet. Forståeligt nok var England meget upopulær i Danmark gennem mange år, ja, faktisk helt frem til Anden Verdenskrig. Københavns bombardement i 1807 var verdens første bombe- og raketkrig mod en civilbefolkning, og som sådan var det egentlig verdens første terrorangreb. Under bombardementet døde rigtig mange heste, men det var forbudt at spise hestekød. Men da krigen var årsag til mangel på mad, så blev det tilladt at sælge hestekødet. Men, men, men - kun til de fattige.

SIDE 9 Bombardementet ødelagde også Blichers planer. Da han en morgen kom hjem fra Kronprinsens Livkorps, efter nattens kraftige bombardement af kvarteret omkring Vor Frue Kirke, var huset han boede i, brændt ned til grunden. Alt hvad han ejede, var borte. Det gjaldt også et færdigt manuskript til hans allerførste forsøg på et større arbejde tragedien: Forstbrødrene. Men heldigt var det, at manuskriptet til andet bind af Ossians digte havde han fået oversat og afleveret til bogtrykkeren. Det udkom i 1809. Grundet krigen var Københavns Universitetet lukket, så der var ikke meget for Blicher at lave i København. Og han savnede Jylland, han længtes efter bønder, fattigfolk og det folkelige liv. Og han undrede sig meget over, hvor lidt universitetet interesserede sig for, hvordan almindelige mennesker levede. Derfor besluttede Blicher sig for at vandre hjem til far Niels i Randlev, der bakkede sønnen op i sine ideer, men insisterede fornuftigvis på, at han skulle gøre sine teologiske studier færdige for at have et levebrød. Derfor tog Blicher i 1808 igen tilbage til København og universitetet. Han hængte ihærdigt i med teologien, selv om det ikke interesserede ham synderligt, han ville meget hellere digte. I 1809, ti år efter teologistudiets start, blev Blicher cand.theol. med 1. karakter endda. Han holdt prøveprædiken 3. jan. 1810 i Regenskirken, men han søgte ikke et præstekald, han ville hellere digte. I stedet blev han fra 14. april 1810 udnævnt til adjunkt af kongen ved sin gamle skole - Randers lærde Latinskole, støttet af kammerherre Harbou, der tidligere havde været hans mæcen. Blicher trivedes godt i Randers, ikke mindst fordi adskillige unge piger villigt lod sig overbevise om, at den charmerende unge teolog kunne lære dem mere end - Fader Vor. Hvad det var, han lærte pigerne, er desværre ikke nærmere beskrevet. Han havde også en overgang en del privatundervisning. For tredje gang krydsede en gift kvinde Blichers vej, denne gang var hun dog til en afveksling yngre end ham 10 år endda Ernestine Juliane Berg. Ernestine var født i København 4. jan. 1793 som datter af lotterikollektør P.C. Berg. Da Ernestine var 12 år, røg faren i fængsel for bedrageri, og børneflokken blev splittet. Præsteparret i Spentrup Karen Marie og Peder Daniel Blicher, som var Steen Blichers farbror, tog en af pigerne til sig - den 12-årige Ernestine. Tre år senere døde Karen Marie fra sin mand, plejedatter og en lille datter. Præsten Peder Daniel Blicher, der da var 55 år, giftede sig 20. sept. 1808 med sin 40 år yngre plejedatter den kun 15-årige Ernestine. Den treårige datter kom i pleje, og den nye 15-årige præstefrue fordelte sin tid mellem at lege med dukker og herse med tjenestefolkene. Præcis ni måneder efter, 23. juni 1809, fødte Ernestine en søn, Niels. Den rige Blicher, som Peder Daniel blev kaldt, holdt ikke længe, han døde tre måneder senere 6. okt. 1809 i Spentrup fra sin barnekone og nyfødte søn. Ernestine blev i Spentrup Præstegård nådensåret ud. Mange bejlere gjorde deres gang i den underskønne og rige enkes nærhed. Få måneder efter mandens død forlovede Ernestine sig med sekondløjtnant Frederik Andreas Kyhn (29/8 1788-18/1 1810), men han omkom ved en drukneulykke under skøjteløb på Limfjorden. Det fortælles, at da Ernestine modtog budskabet om sin forlovedes død, udbrød hun: "Det var heldigt. Jeg blev forlovet med præstegårdsforpagteren i går aftes." Blicher havde tidligere besøgt farbroren og hans unge livsglade kone. Men nu dukkede han op og friede til den lille, søde, buttede, sorthårede, smukke og livlige Ernestine med de strålende mørke øjne. Lille Neste, som han kaldte hende, faldt for den charmerende Mahoni-Fyr, der på sin hjemegn begik sig betydelig bedre end i kongens København. I en rude i præstegården i Spentrup har Blicher ridset: Jeg elsker min Lille Neste.

SIDE 10 Fem måneder efter sin forlovedes dødsfald viede pastor Niels Blicher sin brors 17-årige enke Ernestine til sin 27-årige søn Steen, det skete 11. juni 1810 i Randlev Kirke. Hun havde mange penge fra arven, og han havde hovedet fuld af ideer. Parret købte en herskabelig villa på Vestergade 29 i Randers, og blev en del af byens unge, smukke og rige. Peder Daniel Blicher efterlod sig 35.000 rigsdaler, en enorm sum dengang, hvor årslønnen for en adjunkt var 400 rigsdaler. Sønnen Niels fik 10.000 rigsdaler. Men Niels skulle blive familiens sorte får. Han giftede sig i 1831 med Christine Møller og fik dermed Linå Kro, men satte alt over styr. I 1833 blev han værtshusholder i Aarhus og samme år separeret. Herefter levede han af tilfældigt arbejde og tiggeri. I 1842 krævede amtmanden, at Spentrup Sogn skulle forsørge ham. I 1847 blev han dømt for tyveri af en overfrakke. Et fordærveligt og liderligt Subject skrev Blicher engang i et brev. I 1848 meldte Niels sig til sognefogeden i Spentrup for at få fattighjælp. Den tidligere sognefoged gårdejer Hans Møller i Randrup, med hvem Blicher havde haft flere alvorlige kontroverser, bebrejdede Blicher denne handling med stærke udtryk som foragteligt, lumpent, nedrigt og skændigt. Mange penge arvede Ernestine, ja, men pengene var stort set også den eneste lykke, der blev ægteparret til del. De første år, hvor forelskelsen blomstrede, og der var penge nok i deres pot money, gik det fint. De gav hinanden knus og kærtegn og havde en fælles lykke. Men de var meget forskellige af sind, og der var ingen harmoni i deres interesser. Det gjorde Ernestine ondt, at Blicher overhovedet ikke havde øje for personlig hygiejne og et propert og pænt hjem. Det gjorde Blicher ondt, at Ernestine ikke havde nogen som helst interesse for hans skriverier, og det var sikkert her, den største forhindring for deres manglende lykke skulle findes. Blicher havde det svært med sit skolejob i Randers, hans temperament passede dårligt med tilværelsen som gymnasielærer. Han gik kun halvhjertet ind i undervisningen, der blev ret forsømt. Mange ting i skolesystemet irriterede ham. Han havde ingen forståelse for, at skulle møde til tiden, og at alle timer skulle være lige lange, det passede meget dårligt til hans mange impulser og heftige temperament. Blicher blev uvenner med rektor og flere af lærerne. Hans forsømmelser tog til, og situationen spidsede så meget til, at han efter 1½ år nærmest blev tvunget til at søge sin afsked. Ikke smart - for embedet havde han fået på kongens nåde. Men Blicher havde besluttet sig, han ville leve som digter, og penge havde de jo nok af troede de begge. Herskabsvillaen i Randers blev 13. aug. 1811 annoncerer til salg i Randers Avis og solgt. Parret havde, foruden Ernestines søn Niels, 14. marts 1811 fået endnu en søn, Peder Daniel opkaldt efter Ernestines afdøde mand. En besynderlig gestus synes vi i dag. Familien flyttede okt. 1811 ind hos faren i Randlev. Den 2. juni 1812 oplyste faren Niels Blicher, at han havde overdraget sin søn at drive præstegårdens avl og være selskabets bogholder. Som forpagter og bonde blev det en meget anderledes tilværelse for det unge par. På farens Randlev Privat Seminarium underviste Blicher 40 vordende skolelærere uden betaling. Undertiden prædikede han for faren i kirken. Han udgav et par små hefter om jødeproblemer, noget

SIDE 11 der særlig var aktuelt i København. Ernestine sørgede for husholdningen, passede børnene og hendes sindslidende svigermor. Blicher lavede forsøg med landbrug, for tiden var det fåreavl, der fængede hans interesse, han konstruerede en flytbar fårefold på hjul, og så eksperimenterede han med vekseldrift. Resultaterne blev publiceret i fagblade. Mange af hans ideer var fornuftige, men nye ideer er, for at de skal være nye, altid forud for sin tid. Så mange af bønderne grinede i skægget. Blichers første bogudgivelse kom i Århus i 1814: "Digte." Her fornemmes hans konflikt mellem den lyse barndom og manddommens realiteter. Fra denne digtsamling stammer bl.a.: "Kær est du, fødeland," her er digteren efter min mening på sit allerhøjeste med dette vers: Min fødestavn er lyngens brune land, min barndoms sol har smilt på mørken hede, min spæde fod har trådt den gule sand, blandt sorte høje bor min ungdoms glæde. Kan det gøres smukkere? - Nej vel! Men det var ikke omkostningsfrit at blande sig blandt de etablerede digtere. Janteloven var åbenbart opfundet 100 år før Aksel Sandemose (se 1899). Johan Ludvig Heiberg (se 1791), tidens litterære guru, gjorde i sine anmeldelser nærmest nar af Blichers digte. Blicher var en af de første forfattere i Danmark, hvis forfatterskab drejede sig om almindelige borgere og fattige fra Jylland, og så brugte han ofte jysk, hvad der bestemt ikke var populær i de fine københavnske litterære kredse. Pengene havde det altid med at forsvinde mellem fingrene på Blicher. Det skal dertil siges, at statsbankerotten (se 1813), med den efterfølgende inflation og krise i dansk landbrug var en væsentlig årsag til, at formuen blev voldsom reduceret. Så det blev nødvendigt for Blicher at søge et præstekald. Men heller ikke det var let, Kong Frederik VI (se 1808) havde ikke glemt, at Blicher havde gjort sig umulig i sit job i Randers. Der skulle gå endnu nogle år uden lønnet job. Først da venner trådte anbefalende til, lykkedes det Blicher at få ansættelse. Den 20. okt. 1819 fik han endelig sit kaldsbrev til det præsteembede, han havde søgt i aug. Det var dog et af landets fattigste kald - Thorning og Lysgård, men det lå få km fra, hvor han var født, så han glædede sig til at vende hjem til sin fødeegn. Landsbyen Thorning bestod af kirken, den forsømte præstegård, skolen, 14-15 gårde og en halv snes huse. Landsbyen lå midt i et enormt stort, men fattigt lynglandskab V for det jyske vandskel Højderyggen. Ernestine og Blicher rejste til præstegården i Thorning, den havde 200 tønder land mager jord og var i miserabel stand. Ikke kun præstejobbet skulle passes, med sig havde de også deres nu seks børn, så der var masser af opgaver, der skulle løses. 1. Niels, der var Peder Daniels søn, født 23. juni 1809 i Spentrup 2. Peder Daniel født 14. marts 1811 i Randers 3. Jens Frederik født 26. jan. 1813 i Randlev og døbt samme dag 4. Christiane Steensdatter født 17. sept. 1814 i Randlev 5. Christian Charles født 25. juli 1816 i Randlev og døbt dagen efter 6. Malvina Steensdatter født 5. nov. 1818 i Randlev Hun blev Blichers yndlingsdatter. Til hende skrev han i 1837 digtet: Min svanesang.

SIDE 12 Pseudonymet S.S. Barbeer, Nibe brugte Blicher for første gang 6. juli 1816. Det skete i Aarhus Stiftstidende i et ironisk avertissement. Med sig i bagagen havde de også en gæld, for Randlev perioden havde forvandlet Ernestines oprindelige formue på den formidable sum på 25.000 rigsdaler til en gæld på 5.000 rigsdaler. De måtte endda låne 300 rigsdaler til flytteomkostningerne. Økonomisk var Blicher meget overfladisk. Når han havde penge, var han gavmild og rundhåndet. Det var ikke usædvanligt, at han stak en rigsdaler til de fattigste i pastoratet. Det gjorde ham populær og afholdt af alle - ja, han var næsten forgudet. Ham Blicher er tovli lige som sin far, sagde sognebørnene, men de var godt tilfreds med hans måde at være tovli på. Men lidt naiv skulle han nu også vise sig at være. Ikke mindst derfor blev Blicher meget afholdt i sit sogn. Som præst var han formand for sognets fattigkasse. Men hvis kassen var tom, kom hjælpen fra Blichers egen lomme. Han var venlig, hjælpsom, havde humor, optimisme og var oprigtig interesseret i sine medmenneskers ve og vel. Han besøgte egnens beboere og sugede til sig af deres historier. Til fods gennemvandrede han heden på kryds og tværs, ofte med hund og gevær som følgesvende. Ernestines bror Fr. Berg blev Blichers gode ven. En overgang boede han i præstegården og havde embede på egnen som lærer. Familiens mæcen Jonas Collin (se 1776), der også blev H.C. Andersens mæcen, blev løbede underrettet med breve. Også kongen fik breve fra Blicher mest omhandlende emner fra landbruget, men 10. jan. 1822 skrev han et brev til kongen med ansøgning om 800 rigsdaler til at redde sin skrantne økonomi. Svaret kom, men dog kun med 300 rigsdaler. Selve præsteembedet interesserede ikke Blicher meget, det gjorde derimod digtning, så han forsatte med at skrive digte og efter nogle år også noveller, som han kaldte fortællinger. I 1823 sendte Blicher to skuespil ind til bedømmelse, men de kom begge retur, så han droppede skriveriet på dette felt. I stedet indgik han en aftale med Elmquist i Aarhus, der ejede bladet Læsefrugter. For hver trykt side ville han få fem rigsdaler. Det var nemlig blevet nødvendigt med indtægter udover lønnen som præst for at redde Blichers fortsatte betrængte økonomi. Bladet Læsefrugter blev leverandør til flere af Blichers mest kendte noveller. Den første udkom februar 1824: "Brudstykker af en landsbydegns dagbog." (Læs resume side 31). Han regnede egentlig ikke med at Elmquist ville bruge novellen, som han havde skrevet i 1822, den var vist for lang, for Elmquist skulle jo betale fem rigsdaler for hver trykt side. Novellen har det midtjyske hedelandskab som en melankolsk baggrund. Den er bygget over personen Marie Grubbe (se 1643) på Tjele, der i novellen hedder Sofie. Blicher anede ikke, at han med denne novelle havde skabt sit mesterværk. Af mange er den betegnet som det ypperste af dansk litteratur, og i hvert fald Blichers bedste novelle. Blichers evner som digter var også blevet bemærket af kongens rådgivere ikke mindst de stærkt kongetro digte. Næst efter digtning var det jagt, der havde Blicher store interesse, her kunne han komme ud i naturen og få en god snak med hedebønderne. Det fortælles, at da han en søndag kom op ad gulvet i Thorning Kirke, hviskede degnen til ham: Der går en ræv udenfor. Øjeblikkelig gav Blicher degnen ordre til, at menigheden skulle istemme en salme af Kingo med et utal af vers, så lagde han sit ornat i sakristiet, fattede sit gevær, løb ud, skød ræven og nåede tilbage tidsnok til at holde sin prædiken. Og det blev, som der står: En grov go præken. Blicher var også meget musikalsk, det var ham, der spillede violin til Viborg Privatteaters opførelser. Som musikelsker var han en stor beundrer af troldmanden Wolfgang Amadeus Mozart. (Se Mozart - hvordan var han egentlig?)

SIDE 13 Blicher påstod, at man på den 94 m høje Lyshøj udenfor den lille landsby Lysgård SØ for Dollerup Bakker kunne tælle 41 kirker. Jeg skal ikke gå i rette med Blicher, men i dag kan man, grundet beplantning, i hvert fald ikke se særlig mange kirker fra Lyshøj. På denne høj rejstes i 1893 en mindesten for Blicher. Stenen var fundet på en mark i nærheden og menes at veje sine 38.000 pund. Det var på den gamle skole i Lysgård, "E Bindstouw" blev fortalt, og stadig kan genopleves. Efter igen at være kommet i kridthuset hos Frederik VI fik Blicher 14. sept. 1825 kald i sin farbrors gamle præstekald Spentrup og Gassum Sogn, der ligger mellem Mariager og Randers, et af de bedst lønnede embeder i Jylland. Stærkt medvirkende hertil var en anbefaling fra Jonas Collin. Blicher holdt 16. okt.1825 sin afskedsprædiken i Thorning Kirke. Overfor kirken blev der 20. okt. 1919, på 100 års dagen for Blichers tiltræden som præst i Thorning, opsat en mindesten for ham. Økonomien haltede konsekvent for Blicher familien. Da de i 1825 forlod Thorning, skyldte de skat for samtlige seks år, de havde boet der. Ofte havde pantefogeden gjort besøg i præstegården, men med sine talegaver evnede Blicher hver gang at udstede løfter om kommende indtægter med en sådan overbevisning, at han undgik tvangsauktion, men hvor længe kunne det blive ved at gå? Blicherfamilien havde aldrig lært at spare, de havde et stort forbrug, familiens gæld var vokset til 6.000 rigsdaler, men også børneflokken var vokset til nu elleve børn: 7. Niels Jørgen født 18. marts 1821 i Thorning 8. Francisco født 6. juni 1822 i Thorning 9. Theodor Eberhardt født 31. marts 1826 i Thorning 10. Hans Gustav født 7. maj 1828 i Spentrup 11. Christina Marie født i Spentrup Blicher søgte hedens ensomhed med lange gåture, bøsse og hund var altid med. Men nu var det først og fremmest for at være alene, han kunne ikke holde ud at være hjemme. I begyndelsen så det ellers ud som om Ernestine og Blicher havde det godt sammen, men efterhånden som børneflokken voksede, var det nødvendigt for Blicher at tjene flere penge. De mange børn gik Blicher på nerverne. Han var deprimeret, og han var også bange for, at han havde arvet morens sindssygdom. Alene tanken gjorde ham syg og tungsindig. Det kneb med at passe arbejdet som præst, og han begyndte så småt at indtage rigeligt af våde varer indeholdende promiller.

SIDE 14 Blicher fortsatte forsøgene i landbruget, nu var det primært høravl og forarbejdning af hør, han tumlede med. Skønt håbløs forgældet bekostede han i 1827 at anlægge en svømmedam i Spentrup. Men der skete andet i 1827. Den 11. dec. fejrede familien Ernestines 35-års fødselsdag, men Ernestine fortsatte festen i ægtesengen med en af gæsterne en købmand fra Mariager. De købmænd er ikke til at stole på, til gengæld er der ikke så mange af dem mere. Det opdagede Blicher, og han blev både ulykkelig og gal, så gal at han smed Ernestine ud af deres hjem, en dag han senere betegnede som en mærkelig terminsdag. Parret blev separeret, og Ernestine blev forvist til Randers, med sig fik hun den yngste af børnene Christina Marie. Men lang tid gik der ikke, hverken Steen eller hans far Niels kunne undvære Ernestine, de besøgte hende flere gange i Randers, og efter få måneder blev hun igen hentet hjem. Den første søndag efter Ernestines tilbagekomst var det Niels Blicher, der var prædikanten i Spentrup Kirke. Ernestine sad på øverste bænk i kirken. Niels Blicher talte om synderen, der omvendte sig - den bodfærdige Magdalene. Ikke en i kirken var i tvivl om, hvem prædikenen var rettet imod. Det har bestemt ikke været sjovt for Ernestine, men luften blev renset i sognet. Måske havde Blicher ikke nogen grund til at bebrejde Ernestine hendes udskejelser, for flere af præstegårdens unge piger har antydet, at de ikke kunne gå i fred for æ præjst. Moral er godt, men umoral er ikke at foragte, bare det ikke bliver opdaget. I ægteskabet var der trods genforeningen kommet et bolværk. Blicher valgte ikke at lægge sig i dobbeltsengen, i stedet sov han i sit studerekammer, der også var sovekammer for far Niels. Så det forblev ved de 11 børn. Tidligere havde Ernestine hånligt kaldt studerekammeret for svinestien, for her ryddede han aldrig op eller gjorde rent, og han havde forment hende at gøre det. Trods disse fysiske adskillelser levede Ernestine og Blicher under samme tag til hans dødsdag. Tidligere havde man i Spentrup undret sig over den fine unge frue, der ved fester tumlede sig i dansen med karlene som en anden bondepige. Folkesnakken bebrejdede hende også, at hun ikke holdt manden og hans tøj proper. Men det var helt uden grund, for det var en ret umulig opgave for det ydre interesserede ikke Blicher. På et tidspunkt fik han den ide, at vand var skadeligt, så han holdt op med at vaske sig. Derfor gik han altid rundt med en ulden klud i lommen til at tørre ansigtet med, hvis han kom i sved. Trods den højere løn fra præsteembedet i Spentrup slog indtægterne stadig ikke til. Så Blicher forsøgte at supplere indtægten ved at blive endnu mere aktiv som digter. Jan. 1827 udgav han sit eget litteraturtidsskrift Nordlyset, i samarbejde med sin forlægger Søren Wissing Elmenhoff (1766-1837), Randers. Nordlyset var på 96 sider, og Blicher skulle skrive det hele. Her fandt han ud af, at noveller var sagen, og han publicerede gennem Nordlyset, flere af sine mest kendte noveller. Blicher turde bruge den jyske dialekt, som ingen anden før ham havde gjort. I sept. 1827 udgav han Stakkels Louis og "Røverstuen." (Læs resume side 33). Den 3. jan. 1828 kom: Jøderne på Hald og i marts "Sildig opvaagnen." (Læs resume side 34). Sidstnævnte blev skrevet efter

SIDE 15 Ernestines troløshed, og handler netop om svigtet kærlighed. I jan. 1829 udkom en af hans mest kendte: "Hosekræmmeren." (Læs resume side 35). Johanne Louise Heiberg (se 1812) oplæste Hosekræmmeren ved en aftenunderholdning i Det kgl. Teater (se 1748) 9. feb. 1834. Hosebinderiet var en vigtig del som hjælp til, at de fattige hedebønder kunne komme over sultegrænsen. Hoserne blev solgt til hosekræmmere eller uldkræmmere, de gik fra hus til hus og falbød deres uldtøj, som de bar i en bylt på nakken. Hoserne kunne også sælges til de større gårde, der solgte dem videre til købstæderne. "Præsten i Vejlbye" (læs resume side 36) udkom 9. juni 1829, den blev Danmarks første tonefilm med premiere i Kinopalæet i København 7. maj 1931. Den amerikanske forfatter og tyveknægt Mark Twain har til sin roman Tom Sawyer direkte stjålet tekster fra Præsten i Vejlbye. I starten gik salget af Nordlyset fint. Måske skyldtes det, at Blicher, da han blev separeret fra Ernestine, flittigt skrev rundt til venner, bekendte og litterære kredse. Her udmalede han sin personlige ulykke og bad om støtte i form af, at man købte hans litterære blad: Nordlyset. Oplaget nåede op på 400 eksemplarer. Men i 1829 slap medlidenheden op, efter knap to år gik salget af Nordlyset helt i stå, bladet måtte stoppe. Lidt af de seriøse noveller blev der dog stadig solgt, fx købte Søren Aabye Kierkegaard i 1833 Blichers Samlede Noveller. Præsten i Vejlbye er med på vores litteraturkanon. Digterisk var Blicher i en meget aktiv periode. I novellen: Kjeltringliv fra juni 1829 skildrer han kriminelle, tatere og natmænd, folk som friluftsmennesket Blicher ofte mødte på sine mange lange vandre- og jagtture. Det bør her nævnes, at en kjeltring og en tater i den forbindelse er det samme, og dem som man i de sydlige lande ville kalde sigøjnere. Natmænd eller rakkere som de også kaldes, var dem, der i gammel tid udførte det arbejde, som godtfolk ikke selv ville. De gik bødlen til hånde, fjernede ligene, udførte glarmesterarbejde, rensede skorstene og ikke mindst lokummer, kastrerede dyr, optrådte som dyrlæger, slagtede heste, aflivede hunde og katte og flåede selvdøde dyr, som de fjernede og begravede. Men de blev beskyldt for at lave spegepølser af dem, som vi så det i filmen: Ditte Menneskebarn. Økonomien tvang Blicher til i en periode at skrive almindelige lejlighedssange til familiefester som konfirmationer og bryllupper. Men en annonce 24. jan. 1830 i Randers Avis meddelte, at han fremover ikke kunne love at lave de lejlighedsdigte, han blev bedt om. Det at Nordlyset ikke fortsat var en succes, gjorde ondt på egoisten Blicher. Skriveriet gik næsten i stå. Men så dukkede en forlægger op, Christian Steen, som bestyrede et mindre og ukendt forlag, han foreslog at udgive Blichers noveller i to bind, for noveller var nemlig kommet på mode. De to bind udkom i 1832, bøgerne blev en succes, så i 1836 udgav Christian Steen yderligere fem bind. En senere udgivelse havde omslag tegnet af Christen Dalsgaard (se 1824). Blichers navn var for alvor blevet slået fast, han kom i bås med så fine navne som Thomasine Gyllembourg (se 1773), Hans Peter Holst (1811-93), Christian Winther (se 1796), B.S. Ingemann (se 1789) og Hans Christian Andersen (se H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?) Anmeldelserne blev mere positive, men stadig var der nogen, der ikke opfattede Blicher som stueren, han var naiv, uden smag og provinsiel, ikke mindst på grund af hans jyske sprog som de fine københavnere ikke forstod. Den negative tone fik lov at leve videre i Blichers levetid, det gjorde ondt, men der blev dog solgt en del bøger, og for en tid slap Blicher for økonomiske lommesmerter. Og hvad kritik angår, bør det nævnes, at også H.C. Andersen dengang fik kritik. Som 50-årig så Blicher for første gang Vesterhavet, skønt afstanden, da han boede i Thorning, kun var 80 km. Det skete på en tur i 1833 langs Vestkysten til Sønderjylland. Forinden sendte han en

SIDE 16 ansøgning til Jonas Collin, med ønske om tilskud til en dialektordbog, hvor turen til Sønderjylland skulle være en vigtig bidragsyder. Hvis du graver lidt i det, der er skrevet om og af Blicher, finder du hurtig ud af, at han har haft en enorm brevveksling - snesevis af breve. En overvejende del af dem er fyldt med beklagelser og kalder på medynk. Familiens betrængte økonomiske situation er det gennemgående tema. Pantefogeden har lige været her, pantefogeden er på vej eller andre fortrædeligheder. Beklagelserne er ofte efterfulgt af en bøn om lån eller tilskud, og her er iderigdommen stor - til betaling af: Skatterestancer, rejser, gæld til skolevæsenet, indsamling af materiale til en jysk ordbog, færdiggørelse af dialektleksikon, garnindkøb og sikkert flere jeg ikke har fundet. Andre breve beder om forskud på kommende skriverier. Brevene er sendt til Kong Frederik VI, Jonas Collin, Landhusholdningsselskabet, Danske Cancelli, B.S. Ingemann, Studenterforeningen m.fl. Ofte er der svaret med et afslag, undertiden med løfte om et mindre beløb end det ønskede. Skønt Blicher var en meget ærekær person, har han overraskende nok ikke haft besvær ved at være underdanig og betlende, når det gjaldt økonomi. En af Blichers jagtkammerater var justitsråd Søren August Fjelstrup (2/9 1773-1859) ejer af Sindinggaard NV for Herning. Under en af de lange vandreture med ham fik Blicher ideen til at udgive et tidsskrift. Det blev Danmarks første jagtblad, den fik titlen Diana et smuk navn efter jagtens gudinde. Bladet udkom i årene 1832-36, men kun seks numre blev det til. Blicher var redaktør og stort set den eneste, der skrev i bladet. Hans første artikel: "Jagtens Forsvar" gik imod dem, der angreb jagten og jægerne. Han vendte derimod synsvinklen mod jægerens velbefindende såsom motion, frisk luft og at jagt er som et apotek for sundhed og helbred. Andre artikler omhandler jægernes moral. Dette maleri af Blicher er det eneste samtidige billede. Det er malet af hans fætters søn Diedrich Chr. Blicher i 1834 > Blichers første udenlandsrejse gik til Sverige. Fem vellykkede uger i sommeren 1836 hvor han traf en del forfattere og litterater. Han søgte om, at hans søn Peder Daniel måtte ansættes som kapellan i Spentrup, mens han selv var på rejse, men ansøgningen blev afslået. Efter hjemkomst fra Sverige skrev Blicher: Vi er jo i virkeligheden samme folk. Vi skal her huske, at Danmark og Sverige på det tidspunkt hørte til på hver sin side i det europæiske opgør. Bogen: "Sommerrejse i Sverrig Aar 1836" fortæller om turen, men udkom først i 1841. Med Sverigesrejsen som baggrund skrev Blicher i 1837 digtsamlingen: "Svithiod," den afslørede, at Blicher på ny havde fået kunstnerisk fodfæste. Fx skrev Blicher en salme der blev brugt til indvielsen 23. sept. 1838 af en ny kirke i Agger tegnet af selveste C.F. Hansen, der også tegnede København Domkirke. Sverigesturen var økonomisk støttet af Jonas Collin og Kong Frederik VI. Efter hjemkomsten var Blicher i audiens hos kongen. Efter sverigesturen blev Blicher i 1837 igen alvorlig syg, diagnosen hed gigtfeber. Ligesom i hans ungdom opgav lægerne. Han var sengeliggende i næsten et halvt år, og var til sidst kun skind og ben. Blicher var overbevist, nu var hans sidste time kommet, han skrev testamente og forberedte sig på at dø. I denne svære periode tog han afsked med livet i en række digte, der skulle blive til hans mest betydningsfulde digtsamling: "Trækfuglene," der udkom 11. aug. 1838 og skildrer hedens natur og bondeliv. Det var her han skrev:

SIDE 17 Sig nærmer tiden, da jeg må væk, jeg hører Vinterens Stemme; ti også jeg er kun her på træk og haver andensteds hjemme. Samt: Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven som udi min abildgård. Disse digte betegnes af mange som Blichers lyriske hovedværker. Men Blicher snød både videnskaben og sig selv, han kom sig. Det var en ny ung læge, der så mirakuløst helbredte ham. Samme år, vi er i 1838, døde Blichers eneste bror, Jens, hans kone, som var en søster til Ernestine, var allerede død i 1835. Parret efterlod sig tre forældreløse børn, dem tog familien Blicher til sig. Så nu var den hungrige børneflok nået op på 14. - Nå ja, - de ældste af dem var ganske vist godt op i tyverne. Blicher gav sig i kast med en bog om Viborg Amt. Den udkom i 1838 og handlede om forbedringer i landbruget, kvæg- og planteavl, forbedrede levevilkår for almuen, kalkværkerne ved Mønsted og Daugbjerg m.m. Bogen er et fint billede af dagligdagen på Blichers tid. Det var også i 1838, han foretog en længere rejse, den gik fra Hamborg langs den Jyske Vestkyst og helt til Skagen. På turen gjorde han også et besøg på Nørre Vosborg. Turen var råstof til: Vestlig profil af den Cimbriske Halvø, der udkom i 1839 et værk, hvor han, ikke overraskende gik imod hedeopdyrkningen. I okt. 1838 skrev Blicher flere artikler til Jyllandsposten, det fremgår i hvert fald af de mange papirer, der fortæller om hans liv og virke. Men der er lige det, at Jyllandspostens første udgave kom i 1871. Ved henvendelse til Jyllandsposten om dette spørgsmål fik jeg den besked, at der før 1871 havde været flere spæde forsøg på at starte bladet, men at det dengang ikke blev permanent. Der var kommet en stadig større uro over Blicher, han var kørt fast i hverdagen i Spentrup. For at finde forandring søgte han præstekald flere steder Tårnby juni 1839, Ærø jan. 1841 og Ledøje feb. 1841, men ingen af disse anstrengelser gav resultat. Den 10. marts 1839 døde den 91-årige efterhånden næsten blinde Niels Blicher. I 36 år havde han boet sammen med sin søn, og siden 1825, altså hans sidste 14 år, på aftægt hos sønnen. Far og søn havde altid haft et meget tæt forhold, de holdt meget af hinanden, og forstod hinanden til fulde. Ifølge Mylius-Erichsen, der tidligere var journalist, havde sønnesønnen Francisco betroet ham, at hans farfar ikke efterlod sig noget som helst af værdi, men kun en betydelig gæld som den ærekære søn måtte betale. Blicher havde nemlig vedgået sig farens arv og gæld, han skulle ikke gå gældbunden i graven. Det blev en dyr sag. Så med til forståelsen af Blicher familiens økonomiske trængsler hører også denne brik. En annonce 5. nov. 1839 i den lokale avis gjorde rigtig ondt: Fredagen den 20de December, Kl.10 Formiddag, afholdes offentlig Auktion i Spentrup Præstegaard over 7 kakkelovne, som ere udpantede for resterende Skatter og Afgifter.

SIDE 18 Egentlig burde Blicher ikke være overrasket, for herredsfuldmægtig Lewerkhusen havde adskillige gange gået forgæves efter skatterne. Altid havde Blicher lige indsendt manuskripter, som der helt bestemt meget snart ville komme store honorarer for, for nu var han jo blevet berømt - i det ganske land endda. Men hver gang der kom et honorar, blev det brugt til hjemmets daglige fornødenheder. En børneflok på 14 krævede nemlig store gryder. Og mange andre småhuller var der jo også. Så næste gang den gode herredsfuldmægtig mødte op, fik han de samme plus nye kreative udflugter. Et par dage efter den ulykkelige annonce sås endnu en annonce i Randers Avis: Skjønsomme Medborgere kom den herlige Skjald, den troe Naturskildrer, Folkedigteren St.St. Blicher til hjælp. Mænd af Middelstande Underskriften var anonym, men annoncen menes at være indrykket af Søren Elmenhoff avisens ejer og Blichers forlægger. Annoncen fortalte på sit tydelige sprog, at Blicher havde mange tilhængere. Opfordringen fængede, en indsamling blev iværksat. Og det skulle vise sig, at han var afholdt af sine sognebørn, nu kunne de hjælpe ham, som han tidligere havde hjulpet dem. Småbeløb strømmede til ikke blot fra sognets beboere, men fra alle egne af landet. For Blicher var det et dejligt bevis for, at han bestemt ikke var ukendt udover det ganske land: Et strå til Steen Blichers rede = 5 rigsdaler. Tre sallingske præster = 5 rigsdaler. Fra en erkendtlig veninde = 50 rigsdaler. Fra københavnske studenter = 150 rigsdaler. Selv Prinsesse Caroline sendte 20 rigsdaler. I Randers holdtes der koncert, og teatre gav forestillinger, hvor overskuddet gik til kakkelovne eller Blichers slunkne kasse. Indsamlingen indbragte i alt ca. 1.000 rigsdaler. Det var nok til, at den berammede auktion blev aflyst, men ondt havde det gjort meget ondt. Blicher var meget politisk interesseret. Han var en altid vågen og ivrig samfundsdebattør, der flittigt kommenterede i pressen. Fx var han meget irriteret over ventetiden ved rofærgen over Sallingsund. Det var Blicher, der af den grund døbte færgestederne Pinen og Plagen (se 1978). Frem til 1873 blev overfarten her klaret af en rofærge, herefter blev den afløst af en motorfærge. Blicher havde oplevet krigen mod England, statsbankerotten og deltaget i jødefejden på jødernes parti. Han gik varmt ind for trykkefriheden og han afskyede den franske revolution. Altid var han på den lille mands parti. Det der stod Blicher allermest på sinde, var det nordiske sammenhold, Danmark, Norge og Sverige burde samles i en nation. Det var hans politiske overbevisning, at hvis ikke de nordiske lande samledes i en nation, ville Rusland tage Sverige, England tage Norge og Tyskland tage Danmark. Politisk vågen, som han altid var, skuffede det ham meget, at han ikke blev indvalgt i stænderforsamlingen forud for den nye danske grundlov, der kom 1849. Men han hyldede forsamlingen og deltog med sange og taler ved de årlige fester. Det var disse arrangementer, der gav ham ideen til de senere så berømte folkefester på Himmelbjerget fra 1839 til 1844. Nationaløkonom og professor Christian Nathan David (1793-1874), der var Blichers politiske modstander, udgav fra 1834 dagbladet Fædrelandet. Bladet havde samfundskritiske artikler bl.a. om at ændre stænderforsamlingen. Kongen var forarget, og Blicher skrev artikler, der bakkede kongen op, noget kongen ikke glemte. Men 3. dec. 1839 døde Blichers tro støtte Kong Frederik VI. Efter voksende økonomiske vanskeligheder gik Fædrelandet ind i 1882.

SIDE 19 Himmelbjergmøderne blev en stor del af Blichers politiske liv. Deres hovedformål var netop at fremme det nordiske samarbejde. Blicher var egentlig den første, der indså truslen fra det nationalistiske røre i Tyskland. Himmelbjerget og arealerne omkring ejedes af Peder Nielsen. Før himmelbjergmøderne kunne Kolden, som stedet blev kaldt på egnen, købes for 20 rigsdaler, under festen steg prisen til 50 rigsdaler. Efter festen blev der forgæves budt helt op til 1.000 rigsdaler. Danmarks Olympos kaldte Blicher Himmelbjerget, der dengang blev betragtet som Danmarks højeste bjerg. Men geografernes nøjagtighed i 1830-erne var ikke særlig præcise. De angav højden på Himmelbjerget til 1.800 fod, svarende til 565 m. Kun 50 år tidligere i 1777 angav en geograf Himmelbjergets højde til over 3.000 favne svarende til 5.650 m. Med den højde var Himmelbjerget favorit til Europas højeste bjerg. Den er dog senere skrumpet en del nemlig til 147 m. Der opstod en voldsom uenighed mellem Himmelbjergets ejer Peder Nielsen og Blicher om brugen af Kolden. Peder Nielsen søgte om lov til beværtning under mødet, men fik afslag. Det skuffede ham meget, for han ville gerne have en økonomisk gevinst ud af arrangementet. Men det økonomiske interesserede ikke Blicher, han var uforstående overfor Peder Nielsens tankegang, han var jo selv en af de små bondemænd, netop dem som Blicher talte så varmt for, og derfor burde han vederlagsfrit stille Kolden til rådighed. Tingene gik fuldstændigt i hårdknude. Og det var bestemt ikke uforståeligt, for Blicher havde skrevet glødende artikler i avisen mod Peder Nielsen, og han havde absolut ikke sparet på stærke udtryk: Den halunk Peder Nielsen er en elendig stymper og pengepuger, en træl af simpel mammon. En spedalsk jeg ikke vil komme så nær, at jeg kan lugte røgen fra hans skorsten. Det var bestemt ikke ord, der gødede jorden for et godt samarbejde. Men det fortæller meget om Blichers uforsonlighed overfor dem, der tænkte anderledes end ham. Få dage før arrangementet var planlagt, dukkede Kong Christian VIII pludselig op ledsaget af Dronning Caroline Amalie og 50 ridende sognefogeder fra området, de udbragte en skål på Kolden for enhver troe Jyde. Kongen beordrede Peder Nielsen at møde op dagen efter i Silkeborg, så der kunne træffes en ordning. På dette møde købte kongen brugsretten til Himmelbjerget for 1.000 rigsdaler sølv, hvorefter: Der på Himmelbjerget til alle tider kan være fri adgang for alle og enhver. Der stod ikke noget om, at det senere kunne tillades at tage penge for at parkere sin bil på Himmelbjerget, men vi må jo så erindre, at der skulle gå endnu 46 år, før bilen i 1885 blev opfundet af Daimler og Benz. Det første himmelbjergmøde blev en realitet en solfyldt dag 1. aug. 1839. Kromanden i Rye sørgede for telte, pavillon og andet udstyr. Talerækken indledtes af Blicher. En lang tale om de olympiske lege, der var indført i det gamle Grækenland 776 fvt. til ære for græsk mytologis øverste gud Zeus. Stor begejstring udfoldede han også for det nordiske samarbejde. Han talte om folkedragter, at man til de følgende himmelbjergmøder burde være iklædt folkedragter. Men det var dog ikke en ide, som fængede. Her på Himmelbjerget optrådte Blicher som en folkevækker, han var faktisk Jyllands svar på N.F.S. Grundtvig. Der var flere taler, der var sange, der var digte, der var gymnastiske konkurrencer og kamplege, og uddeling af hæderstegn, som der også var i det gamle Grækenland. I bakkerne sad folk med deres

SIDE 20 madtejne fyldt op med pølser, brød og hjemmebryg, mens de nød samværet og den smukke natur. Hele arrangementet sluttede med et flot fyrværkeri. Dette første Himmelbjergmøde blev imidlertid betegnet som - ingen succes. Blicher havde med sine avisskriverier mod Peder Nielsens vægring mod at udlåne Kolden vederlagsfrit, skræmt mange væk der stod bag den lille bonde - personificeret ved Peder Nielsen. Den manglende succes, der taltes om, må henregnes til stemningen, for i beretninger fra festen kan læses, at mellem 2-3.000 var mødt op - vel ikke så ringe endda. Blicher havde selv sørget for alle detaljerne i hele arrangementet. Men det kneb gevaldigt med hans organisatoriske og praktiske evner. Han var langt bedre til at få ideerne. Årsagen skal til dels findes i, at han var begyndt at kikke lidt dybt i flasken, og jo mere beruset han blev, jo mere begejstredes han, og med begejstringen forsvandt overblikket. Horsens Regimentsmusik mødte ikke op til tiden, talerstolen manglede, og andre små kiksere fortalte, at aftalerne ikke var tilstrækkelige nagelfaste. Han indbød også både Grundtvig og Ingemann til at holde foredrag, men de kom ikke - sendte end ikke afbud. Etatsråd Andreas Ewald Meinert Tang (1803-68), Nørre Vosborg holdt sin 37 års fødselsdag 26. maj 1840. Der blev også sendt en invitation til Blicher, men han var i København og fik derfor brevet for sent. Blicher skrev et brev til Tang, hvor han forklarede grunden til hans udeblivelse fra fødselsdagsfesten. Etatsråd Andreas Ewald Meinert Tang > Trods visse mediers betegnelse af Himmelbjergmøderne som tæt på fiasko, arbejdede Blicher ihærdigt videre. Men på grund af hans manglende organisatoriske evner og overblik, var det hele tiden op ad bakke. Blicher havde fx skriftligt indkaldt himmelbjergkomiteens fem medlemmer til møde på Ry Kro 11. okt. 1840. Han begav sig til fods i regn og rusk de 60 km fra Spentrup til Ry. Undervejs glædede han sig til at få gang i sagerne. Han glædede sig også til sammen med gode venner at fejre sin 58- års fødselsdag, der netop var 11. okt. Men da han nåede frem til kroen, efter en meget lang dagsmarch, var ingen af de fem mødt op. Etatsråd Tang fra Nørre Vosborg havde haft høflighed nok til at sende afbud, men de øvrige fire mødte bare ikke op. Efter en vandretur på 60 km er det meget forståeligt, at Blicher både var rasende og skuffet, han følte sig svigtet og fik selvmedlidenhed. Det blev ikke den fødselsdag, han havde set frem til, og måske for første gang blev han virkeligt ramt af tvivl. Vandreturen de 60 km tilbage til Spentrup har givetvis været en meget tung gang, skønt vejret havde ændret sig fra regn og rusk til solskin. Til Himmelbjergmødet 1841 havde Blicher lejet to dampskibe fra København til Aarhus. Ikke mindst fordi han forventede en større gruppe svenske gæster efter hans rejse til Sverige få år tidligere, men de kom ikke, så der blev ikke behov for skibene. Blicher sørgede for restauratører, vinhandlere, telte, fyrværkeri og kanoner. Men købmand Bentzen i Århus ville have betaling forud, det kunne Blicher ikke klare, økonomi var ikke hans stærke side. Ved Himmelbjergmødet 1841 holdt Blicher selv hovedtalen, den handlede om værnepligt. Den 24. sep. 1841 sendte Blicher et brev til Tang med begejstring over, at Tang havde givet tilsagn om at indtræde i Himmelbjergkomiteen. Blicher roste Tangs godgørenhed mod sine bønder og foreslog, at de mødtes i Rye 11. okt., der var Blichers fødselsdag. Ved dette møde anmodede Blicher om økonomisk hjælp fra Tang. Senere på året sendte Blicher et brev til kongen, hvor han søgte om at få en kapellan og bevilling til dennes aflønning. Så han kunne hellige sig sine skriverier. Det blev ham tildelt 5. juni 1842, W. Christian Lakier hed den unge mand, en lang, bleg,