Kandidatspeciale Børnepsykiatri og sygepleje en historisk undersøgelse af perioden

Kandidatspeciale Børnepsykiatri og sygepleje en historisk undersøgelse af perioden 1909-1976 af Charlotte Persson Afdeling for Sygeplejevidenskab, Institut for Folkesundhed Aarhus Universitet nr. 204/2009

KANDIDATUDDANNELSEN I SYGEPLEJE Navn: Charlotte Persson Modul: Kandidat speciale Måned og år: November 2008 Vejleder: Susanne Malchau Dietz Anslag/tegn: 179.834 Børnepsykiatri og sygepleje en historisk undersøgelse af perioden 1909-1976 af Charlotte Persson Afdeling for Sygeplejevidenskab Institut for Folkesundhed Aarhus Universitet Høegh-Guldbergs Gade 6A Bygning 1633 8000 Århus C Copyright Charlotte Persson og Afdeling for sygeplejevidenskab, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet Elektronisk udgivelse på http://www.folkesundhed.au.dk/kandidatspecialer ISSN 1602-1541. ISBN 978-87-92552-03-7 Dette kandidatspeciale har i 2009 udgjort grundlaget for tildeling af kandidatgraden i sygepleje (cand.cur.) ved Aarhus Universitet

Resumé Titel: Børnepsykiatri og sygepleje en historisk undersøgelse af perioden 1909-1976. Formålet med specialet var at undersøge hvordan psykisk syge børn, behandlingen af dem, samt sygeplejerskernes funktion blev beskrevet i perioden 1909-1976, set i forhold til samtidens syn på børn og forældre. I specialet anvendes kritisk historieforskning. Kildematerialet består primært af datidens lærebøger skrevet til medicinstuderende og sygeplejeelever omhandlende sygepleje, psykiatri samt børnepsykiatri. Kildematerialet består desuden af relevante artikler, love og betænkninger fra samtiden. Konkluderende viser undersøgelsen at den forståelse og behandling af de børnepsykiatriske lidelser der afspejledes i lærebøgerne, var stærkt præget af samtidens syn på børn og forældre. Dermed afspejledes samtidens syn på børn og forældre sig også i beskrivelserne af sygeplejerskens funktion. Undersøgelsen viser at forståelsen og behandlingen af de børnepsykiatriske lidelser ændrede sig markant i perioden 1909-1976. Således ansås de børnepsykiatriske lidelser i begyndelsen af perioden at være medfødte, til senere at blive anset som primært udløst af ydre forfejlede påvirkninger. Disse ydre påvirkninger var primært begrundet i morens manglede evne til kontakt og opdragelse. Behandlingen af de børnepsykiatriske lidelser var i starten af perioden rettet mod barnets symptomer og dermed dets adfærd. Til omkring 1950erne, hvor behandlingen ændrede fokus og blev rettet mod årsagen til den børnepsykiatriske lidelse. Dermed ændredes behandlingen fra at være moralsk opbyggende til at have fokus på emotionel kontakt, terapi af barnets personlighedsdefekt, samt på træning og udvikling af barnet ud fra dets alder, evner, udviklingsniveau og psykiske tilstand. Sygeplejerskens funktion i forhold til de indlagte børn i psykiatrien og børnepsykiatrien, afspejlede udviklingen i behandlingen og dermed samtidens syn på børn og forældre. Således udvikledes hendes funktion sig fra i begyndelsen af perioden, at kunne karakteriseres som somatisk orienteret sygepleje kombinere med autoritær og afstraffende opdragelse. I den efterfølgende periode og frem til 1970erne, kunne hun beskrives, som støttende og udviklende sygeplejerske og opmuntrende opdrager. Endelige kunne hendes funktion fra 1950erne og frem, betragtes som en mor-erstatning.

Summary Title: "Child psychiatry and nursing - a historical study of the period 1909-1976". The purpose of this thesis was to examine, how mentally ill children, their treatment, as well as common nursing practices were described in the period from 1909 to 1976. The findings compares with the contemporary view of children and parents. The thesis used critical historical research. The source material consists primarily of past tense textbooks, written for medical students and nurses covering nursing, psychiatry and child psychiatry. The source material also consists of relevant articles, laws and reports from the present time. In conclusion the study shows, that the authors understanding of child psychiatric disorders and there treatment was greatly influenced by the contemporary view of children and parents. The contemporary view of children and parents are also reflected in the descriptions of nurse practices in child psychiatry. The study shows, that the understanding and treatment of child psychiatric disorders changed markedly in the period 1909-1976. Thus it was considered the child psychiatric disorders in the early period to be congenital, later to be considered as primarily triggered by external influences mistaken. These external influences were primarily motivated by the mother's inability to have contact with the child and raise it. The treatment of the children's psychiatric disorders was in the beginning of the period focused on the child's symptoms and thus its behavior. This was the focus until around the 1950s, when treatment was changed and was directed at the cause of the child psychiatric disorder. Hereby the treatment changed from being "moral-building" to have a focus on emotional contact, therapy of the child's personality defect, as well as on training and development of the child from it s age, abilities, level of development and mental state. The role of the nurse in relation to the hospitalized children's in the psychiatric ward, reflected the developments in the treatment and the contemporary view of children and parents.thus developed her operation from the beginning of the period, that could be characterized as somatic-oriented nurse as well as authoritarian and punitive educater, to the end of the period where she acted as a supportive, encouraging and developing nurse educater and mother-substitute.

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 1 1.1 Formål... 5 1.2 Fokus... 6 2 Metode... 6 2.1 Afgrænsning... 6 2.2 Begrebs afklaring alder og børnepsykiatri... 6 2.3 Periodisering... 7 2.4 Kilder og teori... 8 2.5 Historisk metode... 8 2.6 Heuristik... 10 2.6.1 International forskning i børnepsykiatri i historisk perspektiv... 10 2.6.2 National forskning vedr. sygeplejersker og sygeplejen i voksen- og børnepsykiatrien i Danmark i historisk perspektiv... 11 2.6.3 National forskning i børnepsykiatri i historisk perspektiv... 11 2.7 Ydre og indre kildekritik... 13 2.7.1 Lærebøgerne skrevet til medicinstuderende... 14 2.7.2 Lærebøger skrevet til sygeplejersker og sygeplejeelever... 15 2.7.2.1 Lærebøger i sygepleje... 15 2.7.2.2 Lærebøger i sindssygepleje, psykiatrisk sygepleje, samt børne- og ungdomspsykiatri... 16

2.7.3 Artikler, love og betænkninger... 17 2.8 Undersøgelsens opbygning... 17 3. Præperioden 1909-1939... 18 3.1 Hospitalisering af psykiatrien frem til 1911... 18 3.1.1 Fokus på de sindssyge og deres behandling og pleje... 18 3.1.2 Anstalter for sindssyge bygges... 20 3.1.3 Sygeplejersker i psykiatrien... 21 3.2 Samtidens syn på børn og forældre i præperioden 1909-1939... 22 3.2.1 Synet på børn forskelligt fra fattig til rig... 22 3.2.2 Forældre og deres opdragelse... 22 3.2.3 Det offentlige Danmark kontra børnenes virkelighed... 23 3.2.4 Forældre skal rådføres... 24 3.2.5 Sammenfatning... 24 3.3 Psykisk syge børn og behandlingen af dem, herunder sygeplejerskernes funktion i præperioden 1909-1939... 25 3.3.1 Hvem var de psykisk syge børn... 25 3.3.2 Defekttilstande... 27 3.3.3 Hvad anså lægerne at være årsagen til at børnene blev psykisk syge... 28 3.3.4 Den primære behandling - undgå at børnene fødes... 29 3.3.5 Sygeplejerskernes funktion i forhold til de indlagte børn i psykiatrien... 30 3.3.6 Sammenfatning... 31 3.4 Sygeplejerskernes kvalifikationer, uddannelse og vilkår i 1909-1939 med fokus på sindssygeplejen... 32

3.4.1 Lægernes og DSR s syn på sygeplejerskers kvalifikationer til arbejdet med de sindssyge... 32 3.4.2 Lovgivning om sygeplejersker i sindssygeplejen... 34 3.4.3 Sygeplejerskernes uddannelse og vilkår i sindssygepleje... 34 3.4.4 Sygeplejerskernes teoretiske viden om sindssygdom, behandling og pleje.... 35 3.4.5 Sammenfatning... 37 3.5 Synet på psykisk syge børn, behandlingen af dem, samt sygeplejerskernes funktion i præperioden fra 1909-1939, set i forhold til samtidens syn på børn og forældre... 38 4. Etableringsperioden 1940-1959... 42 4.1 Samtidens syn på børn og forældre i perioden 1940-1959... 42 4.1.1 Kernefamilien... 43 4.1.2 Udviklingspsykologien medførte drøftelser om opdragelse... 43 4.1.3 Barnepleje... 44 4.1.4 Forældres opdragelse... 44 4.1.5 Sammenfatning... 44 4.2 Psykisk syge børn og behandlingen af dem, herunder sygeplejerskernes funktion i etableringsperioden 1940-1959... 45 4.2.1 Hvem var de psykisk syge børn... 46 4.2.2 Åndssvaghed... 48 4.2.3 Neuroser... 48 4.2.4 Hvad anså lægerne at være årsagen til at børnene fik børnepsykiatriske lidelser. 59 4.2.4.1 Lidelser hvis årsag ansås primært at være medfødt... 50

4.2.4.2 Lidelser hvis årsag primært ansås at være miljøpåvirkninger... 50 4.2.5 Behandling rettes mod årsagen... 52 4.2.5.1 Behandling af de medfødte eller sygdomsfremkaldte børnepsykiatriske lidelser... 52 4.2.5.2 Behandling af de børnepsykiatriske lidelser hvis årsag var miljøpåvirkning... 53 4.2.6 Sygeplejerskernes funktion på den børnepsykiatriske afdeling... 55 4.2.7 Sammenfatning... 56 4.3 Sygeplejerskernes kvalifikationer, uddannelse og vilkår i etableringsperioden 1940-1959 med fokus på psykiatrisk sygepleje... 58 4.3.1 Loven om sygeplejersker af 1956... 59 4.3.2 Sygeplejerskernes funktion i voksenpsykiatrien... 60 4.3.3 Sammenfatning... 60 4.4 Synet på psykisk syge børn, behandlingen af dem, samt sygeplejerskernes funktion i etableringsperioden fra 1940-1959, set i forhold til samtidens syn på børn og forældre... 61 5. Konsolideringsperioden 1960-1976... 64 5.1 Samtidens syn på børn og forældre i konsolideringsperioden fra 1960-1976... 64 5.1.1 Højere levestandard... 64 5.1.2 Fokus på børns behov... 64 5.1.3 Tilgangen til børn... 66 5.1.4 Sammenfatning... 67 5.2 Psykisk syge børn og behandlingen af dem, herunder sygeplejerskernes funktion i konsolideringsperioden 1960-1976... 68

5.2.1 Hvem var de psykisk syge børn... 68 5.2.2 Åndssvaghed... 68 5.2.3 Neuroser... 69 5.2.4 Psykoser... 70 5.2.5 Hvad anså lægerne at være årsagen til at børnene fik børnepsykiatriske lidelser. 71 5.2.6 Behandling - forbedret jegfunktion vha. kontakt... 73 5.2.7 Sygeplejerskernes funktion på den børnepsykiatriske afdeling... 74 5.2.8 Sammenfatning... 76 5.3 Sygeplejerskernes kvalifikationer, uddannelse og vilkår i 1960-1976 - med fokus på børnepsykiatrisk sygepleje... 77 5.3.1 Sammenfatning... 78 5.4 Synet på psykisk syge børn, behandlingen af dem, samt sygeplejerskernes funktion i konsolideringsperioden fra 1960-1976, set i forhold til samtidens syn på børn og forældre... 78 6. Konklusion... 81 A: Beskrivelsen af psykisk syge børn i perioden 1909-1976... 81 B: Beskrivelsen af behandlingen af psykisk syge børn i perioden 1909-1976... 82 C: Beskrivelsen af sygeplejerskernes funktion i det børnepsykiatriske arbejde i perioden 1909-1976.... 84 7. Perspektivering og metodekritik... 85

1. Indledning Dette speciale handler om den hospitalsbaserede børnepsykiatri og sygeplejerskens funktion i Danmark. Jeg har i mange år arbejdet i børnepsykiatrien som sygeplejerske og leder, og har gennem årene oplevet, hørt og læst at børnepsykiatrien er unik i forhold til sin store tværfaglige tilgang til børnene og deres familier. Samtidig er jeg ofte stødt på sygeplejersker og andre faggrupper, der kan have svært ved at forklare, hvorfor lige netop deres faglige baggrund er vigtig. Ved en søgning i Dansk Sygeplejeråds tidsskrift Sygeplejersken 10 år tilbage findes én artikel, der beskæftiger sig med sygeplejerskers arbejde i børnepsykiatrien. Herunder som del af miljøterapien og det tværfaglige arbejde mellem sygeplejersker og pædagoger. De fagspecifikke sygeplejerskeopgaver beskrives på tre linjer. Endvidere fremhæves at pædagoger og sygeplejersker har hver deres faglige baggrund, som..giver et varieret og bredt syn på de indlagte børn, gør observationerne grundige og behandlingsmulighederne mangfoldige (Lorenz 2001 s.36), men hvordan dette mere konkret udmønter sig beskrives ikke nærmere. Det er interessant at søge en forståelse for, hvorfor der findes sygeplejersker i børnepsykiatrien. Med baggrund i et historisk blik på sygeplejerskernes funktion i børnepsykiatrien, kan der måske kastes lys over dette. Sagt med historiker Kjeldstadlis ord: Hvis vi vil forstå nutiden, må vi vide hvordan den er blevet til (Kjeldstadli 2002 s. 22). For at kunne beskrive sygeplejerskernes funktion har jeg valgt, at se på udviklingen både i den lægefaglige forståelse af børn med psykiske symptomer og deres behandling og pleje, samt udviklingen i sygeplejerskens kvalifikationer, uddannelse og vilkår inden for den psykiatriske og børnepsykiatriske praksis. Hvis man ser på forståelsen af børn generelt, er de historisk altid blevet anset som en sårbar gruppe i sygeplejefaglige bøger. Således skrev Florence Nightingale allerede i 1859: De [børnene] er langt mere modtagelige end voksne for skadelige påvirkninger. Det er de samme forhold, der skader dem, blot langt hurtigere og alvorligere. (Nightingale 1859 s.217). Da pædiatri blev obligatorisk på lægestudiet i Danmark i 1912, bevæ- 1

ger forståelsen af børnene sig væk fra, at de var små voksne. Som professor Monrad 1 skriver i 1926, i Lærebog og Haandbog i Sygepleje,..næsten lige op til vore Dage har [det] været en almindelig udbredt Anskuelse, at Barnealderens Sygdomme i ingen Henseender adskilte sig fra de Voxnes..[men i nutiden ses]..mange fra de Voxnes Klinik velkendte, typiske Sygdomsbilleder ganske skifter Karakter, naar de omplantes paa den barnlige Organismes urolige Jordbund. (Monrad 1926 s. 65-66). Trods denne tidlige tilgang til syge børn, som noget særligt, forblev interessen for børn med psykiske lidelser begrænset i Danmark, og stort set negligeret både i pædiatriske og psykiatriske lærebøger. Således var symptomerne helt frem til 2. verdenskrig knyttet til børn med mental retardering og vanartede drenge. Børnene blev ofte lige så meget betragtet som pædagogiske som medicinske problemer (Kringlen 2003). Et eksempel på dette var den første danske bog skrevet om degenererede børn i Danmark (Wimmer 1909). Ligeledes beskæftigede lægerne sig i de første sygeplejefaglige lærebøger også kun med sindssygepleje til voksne (Jacobsen & Krarup 1910), og ved barnets pleje beskæftigede de sig med det somatisk syge barn og dens fysiske pleje eksempelvis i forhold til hvile, vejning, ernæring, luft og klædedragt (Iacobæus & Kiær 1904 og 1918). Internationalt var der i modsætning til i Danmark nogle få personer som eksempelvis Sigmund Freud 2, Gustav Jung 3 og Hermine Hug-Hellmuth 4, som allerede i slutningen 1 Svenn Monrad (1867-1945) var uddannet læge. Arbejdede i mange år som dr.med. overlæge på Dronning Louises børnehospital. Stiftede Pædiatrisk selskab i 1908. Medredaktør af Acta Paediatrica. Formand for Danske børnelægers organisation 1916-18. Underviste i mange år på universitetet og var i 1934-1940 professor ved den medicinske praktikantundervisning. Hans forsøgsarbejde med sundhedsplejersketilsyn hos spædbørn førte til loven af 1937 om Bekæmpelse af sygelighed og dødelighed i de første leveår (Bech1982). 2 Østrigske Sigmund Freud (1856-1939) var uddannet læge. Han blev interesseret i psyken og var specielt optaget af det ubevidste. Freud grundlagde psykoanalysen omkring år 1900. Han mente at hvis mennesket blev styret af det ubevidste opstod der neuroser. Neuroser kunne helbredes ved at styrke jeget vha. årelang psykoanalyse. Han inddelte personligheden i tre: Id et (ønsker/lyster), Overjeget (samvittigheden/moralen) og Jeget (kompromiset mellem id et og overjeget). Ligeledes anså han 3 faser i barndommen som betydelige for udviklingen af personligheden: oralfasen, analfasen og den faliske-ødipale fase (da.wikipedia.org/wiki/sigmund_freud Søgedato: 7.8.2008). 3 Østrigske Carl Gustav Jung (1875-1961) var uddannet læge. Interesseret i S. Freuds teorier om det ubevidste og barnets seksualitet. Han psykoanalyserede sin egen 4årige datter, hvilket medførte stor tiltro til 2

af 1800-tallet påbegyndte psykoanalyse af børn, samt studier om barndommens påvirkning af sjælelivet, det ubevidste og barnets seksualitet. I 1930erne var pionerer som Anna Freud 5, Melanie Klein 6 og Leo Kanner 7 godt i gang med udviklingen af børnepsykiatrien (Sommerschild & Moe 2005). Således udkom den første engelsksprogede lærebog om børnepsykiatri skrevet af Kanner i 1935 (Kanner 1935). Også det danske lægefaglige syn på barnet med psykiske problemstillinger og lidelser har ændret sig, og i takt med dette også behandlingen. Eksempelvis blev alle børn med psykoanalyse på børn. Han opmuntrede de kvindelige medarbejdere ved den psykiatriske klinik Burghölzli i Zürich til at arbejde med psykoanalyse til børn (Sommerschild & Moe 2005). 4 Østrigske Hermine Hug-Hellmuth (1871-1924) var den første til at praktisere psykoanalyse på børn. Hun var oprindeligt uddannet lærer og senere erhvervede hun en doktorgrad i fysisk. Efter selv at have været i psykoanalyse, studerede hun S. Freuds skrifter. Hun blev optaget som den 3. kvinde i Wiens Psykoanalytiske Selskab. Som kvindelig analytiker og uden medicinsk uddannelse, kunne hun ikke tage voksne patienter, derfor blev det psykoanalyse på børn, der blev hendes gebet. Hun holdt foredrag i Psykoanalytisk Selskab i 1914, om børns leg som metode. Hun blev myrdet af sin nevø, som hun havde opfostret efter hans mors død. Efter 12 års fængsel, forsøgte nevøen, som offer for psykoanalysen, at få erstatning fra Wiens Psykoanalytiske Selskab, (Sommerschild & Moe 2005, answers.com/topic/hughellmuth-hug-von-hugenstein-hermine-von Søgedato: 7.8.2008). 5 Østrigske Anna Freud (1895-1982), var uddannet lærer. Datter af Sigmund og Martha Freud. 1949-73 vicepræsident i International Psychoanalytical Association, hvor hun i 1973 blev udpeget til ærespræsident. Hun var meget tæt knyttet til sin far, og begyndte som 15årig at læse hans skrifter. Fra 1918-1922 var hun i psykoanalyse hos sin far. I 1923 begyndte hun selv at praktisere psykoanalyse på børn og allerede to år efter underviste hun på Vienna Psychoanalytic Training Institute i teknikker i psykoanalyse til børn. Hun blev leder af instituttet i 1935. Da familien var jøder, flygtede de fra nazismen til London i 1938. Her åbnede hun The Hampsted War Nursery og i 1947 startede hun Hamstead Child Therapy Courses, hvor der i 1952 blev tilknyttet en børneklinik. Sideløbende med dette holdt hun foredrag og underviste bla. i England og USA. Hun anses at have en stor part i udformningen af børnepsykoanalyse og udviklingspsykologien. Hun mente at det pædagogiske perspektiv spillede en større rolle end det analytiske. Dette medførte et livslangt modsætningsforhold til Melanie Klein (Sommerschild og Moe 2005, psykisk-institut.dk/psykologi/personer/freud-anna.php Søgedato: 7.8.2008). 6 Østrigske Melanie Klein (1882-1960) begyndte af arbejde som børnepsykoanalytiker i 1919. Flyttede til London i 1926. Hun var optaget af barnets ubevidste sjæleliv og i modsætning til Anna Freud lagde hun ikke vægt på barnets opdragelse eller på rådgivning til forældre og lærer. Hun udformede teorier om barnesindets allertidligste udvikling (Sommerschild og Moe 2005). 7 Østrigske Leo Kanner (1894-1981) var uddannet som læge. Kanner emigrerede til USA i 1924. Han var den første i USA der fik titlen børnepsykiater. Hans bog Child Psychiatry fra 1935 var den første engelsksprogede bog med fokus på børns psykiatriske problemer (Kanner 1935). Kanner var ligeledes den første der observerede og beskrev (1943) en gruppe amerikanske børn med en tilstand som han kaldte autisme. Denne term som betød flygte fra virkeligheden lånte han fra psykiateren Bleuler. I 1957 blev han professor i børnepsykiatri (da.wikipedia.org/wiki/leo_kanner Søgedato: 7.8.2008, Sommerschild & Moe 2005). 3

såkaldte sjælelige forstyrrelser (Wimmer 1909) i starten af den danske hospitalsbaserede psykiatri indlagt i voksenpsykiatrien 8. Mødet mellem de indlagte børn og sygeplejerskerne har derfor sit udspring i voksenpsykiatrien, hvor sindslidelser blev anset som en fysisk legemlig sygdom (Jacobsen & Krarup 1910). Da børnepsykiatrien blev et lægefagligt speciale i 1953, havde forståelsen og behandlingen nu sit ståsted i psykoanalysen, samt fra flere teorier udsprunget fra pædiatrien (Aakrog 2001). I løbet af de følgende årtier kom den naturvidenskabelige orientering mere på banen, og et nyt fagområde blev beskrevet, nemlig udviklingspatologi (Aakrog 2001). Forståelsen af disse udviklingspatologiske tilstande var utænkelig uden inddragelse af udviklingsteorier, neuropsykologi og psykodynamiske teorier. De psykodymaniske teorier er fra 1980erne og frem i stigende grad afløst af de neuropsykologiske og biologiske (Aakrog 2001). Endvidere blev den systemiske tankegang om bla. relationernes betydning mere fremherskende i 1980erne og 1990erne. Derved udviklede sig et mere nuanceret syn på forældrenes indflydelse på barnets tilstand. At en families relationer fungerede dårligt, kunne således nu forstås med baggrund i barnets vanskeligheder, og ikke nødvendigvis omvendt. Samtidig blev indlæggelsestiden kortere og kortere og et godt samarbejde mellem forældre og personale anses i dag som nødvendig for et succesfuldt forløb (Lier 1999). Den lægefaglige forståelse af årsagen til psykiske lidelser har således udviklet sig fra en forståelse af årsagen som fysisk sygdom, til i 1950erne og 1960erne hovedsagligt at forstå psykiske lidelser hos børn som et produkt af familiepatologi. I dag har det ydermere udviklet sig til, at man også medtænker socialpsykiatriske og biologiske faktorer. Dette må antages ligeledes at betyde en ændring i sygeplejerskens funktion. I forhold til behandling ved vi, at poliklinikkerne åbnede i 1930erne (Boesen 1993). Her kunne forældrene komme med deres børn og snakke med lægen om barnets problemer. Efter samtalen kunne de få at vide, hvordan de skulle håndtere deres børn (Sommerschild & Grønholt 1999). Imidlertid var der mange børn, der blev indlagt på de vok- 8 Et betydeligt antal børn blev stadig i det 21 århundrede indlagt i voksenpsykiatrien, således oplyser Danske Regioner at 13 % af de indlagte børn med psykiske lidelser i 2007 blev indlagt på voksenpsykiatriske afdelinger, hvilket svare til 370 børn (TV2 tekst tv den 14.7.2008, Sundhedsstyrelsen 2001, Felsby 2007). 4

senpsykiatriske afdelinger. Spørgsmål kan dermed stilles om, hvem børnene var, og hvordan de blev behandlet og plejet? I slutningen af 1950erne, var der oprettet 3 børnepsykiatriske afdelinger (Boesen 1993). Her fik familiemedlemmerne i 1950erne hver deres terapeut, og i 60erne tog lægen eller psykologen barnet i terapi, medens forældrene gik til fælles samtaler (Sommerschild & Grønholt 1999). Men hvilke børn drejede det sig om, hvem var indlagt og hvad var sygeplejerskens funktion? I 1970erne og 80erne blev behandlingen mere familieorienteret og familieterapien tog sin form. Dette ud fra en forståelse af, at enhver lidelse hos et familiemedlem vil påvirke den øvrige familie (Ibid.). Individuel terapi af barnet, forældrerådgivning, forældresamtaler og eventuel familieterapi, mente forfatteren til lærebog i børnepsykiatri til medicinstuderende, stadig skulle foretages af psykologer og læger væk fra afdelingen. Medens miljøterapien som udelukkende var til børnene foregik i afdelingen (Lomholt 1979). Igen kan man stille spørgsmålet, hvilke børn drejede det sig om, og hvilken behandling og pleje fik de af sygeplejerskerne alle de timer de var i afdelingen? Således beskrives sygeplejerskerne i ovenstående, fra ikke at være eksisterende i den børnepsykiatriske behandling, til en mere perifer beskrivelse, som dem der har børnene når de ikke er til behandling hos læge eller psykolog. Senere beskrives de som dem, der står for miljøterapien, og i dag beskrives de at skulle sikre et succesfuld forløb for barnet, via et nødvendigt og velfungerende samarbejde med forældrene. Ligeledes viser ovenstående spørgsmål, en tilsyneladende mangelfuld beskrivelse af de indlagte børn og deres behov. Denne tilsyneladende utydelige eller mangelfulde beskrivelse af disse psykisk syge børns behov og sygeplejerskens opgaver og betydning, gør det interessant gennem en systematisk historisk undersøgelse, nærmere at belyse sygeplejerskens funktion i forhold til udviklingen i børnepsykiatrien. 1.1 Formål: Hvordan er psykisk syge børn, behandlingen af dem, samt sygeplejerskens funktion beskrevet i perioden 1909-1976, set i forhold til samtidens syn på børn og forældre? Undersøgelse af formålet anses som en forudsætning for nærmere at kunne forstå sygeplejerskernes relevans og betydning i børnepsykiatrien. 5

1.2 Fokus Fokus for undersøgelsen vil være børn, der historisk er blevet anset som havende brug for psykiatrisk behandling og pleje, hvilken behandling og pleje der blev anbefalet, samt sygeplejerskens funktion i dette. Med udgangspunkt i undersøgelsens formål og fokus vil de næste afsnit omhandle metode indeholde; afgrænsning, begrebsafklaring og periodisering. Der vil med afsæt i en gennemgang af den klassisk kritiske historieforskning, blive foretaget heuristik, ydre og indre kildekritik samt præsentation af undersøgelsens opbygning. 2 Metode I specialet anvendes en klassisk kritisk historieforskning, hvor der foretages heuristik, ydre kildekritik, indre kildekritik, samt tolkning af de kilder, som bliver udvalgt fra tilgængelig litteratur og som omhandler det valgte formål (Kjeldstadli 2002, Olden- Jørgensen 2003, Bjerrum & Frederiksen 2008). 2.1 Afgrænsning Da formålet drejer sig om den hospitalsbaserede børnepsykiatri og sygeplejerskens funktion der, vil opdragelsesanstalter, poliklinikker og skole-psykiatrisk kontor, de senere kaldet observationshjem, behandlingshjem, institutioner og pædagogiskpsykologisk rådgivnings kontorer, kun blive nævnt perifert. 2.2 Begrebs afklaring alder og børnepsykiatri Når jeg udelukkende beskæftiger mig med børnepsykiatri er det med baggrund i, at det først var i 1994 at ungdomspsykiatrien blev en del af dette lægefaglige speciale, som da kom til at hedde børne- og ungdomspsykiatri (Thomsen 1999). Aldersgrænsen for hvornår man ikke mere anses som et barn, er stadig, som i begyndelsen af 1900tallet, ved pubertetens indtræden. I begyndelsen af 1900tallet var det mellem det 14. og16.år, og i dag mellem det 10. og 15.år (Wimmer 1909, Rigshospitalet 2008). Men denne gængse fysiologiske grænse har altid været mere diffus, når det drejede sig om psykiatriske patienter. Således blev den unge psykiatriske patient i begyndelsen af 1900tallet fortsat anset som barn, hvis han/hun klinisk-psykologisk ikke var kommet ud over barnets udviklingstrin 6

(Wimmer 1909). Ligeledes blev aldersgrænsen også sat til og med det fyldte 17.år, da der blev oprettet selvstændige børnepsykiatriske afdelinger og hospitaler. Aldersgrænsen i min undersøgelse er derfor ligeledes diffus. Med baggrund i ovenstående betyder det, at aldersgrænsen for børn i min undersøgelse fra begyndelse i 1909 og frem til midten af 1950erne, drejer sig om børn til de udviklingsmæssigt betegnedes som 16årige, og i resten af undersøgelse frem til 1976, om børn til og med det biologiske 17.år. 2.3 Periodisering Der er i specialet valgt tre historiske tidsperioder. Jeg har valgt at kalde disse 3 tidsperioder for præperioden, etableringsperioden og konsolideringsperioden. Dette begrundet i at man i den første periode fra 1909-1939 begyndte at beskæftige sig med børnepsykiatri, børn, forældre og opdragelse. Derefter kommer perioden fra 1940-1959, hvor man etablerede den første børnepsykiatriske afdeling, hvor børnepsykiatrien blev et selvstændigt lægefagligt speciale, og hvor børnepsykiatrisk sygepleje i lærebøger til sygeplejeelever i psykiatri, omtales for første gang. Den sidste periode fra 1960-1976 konsoliderer børnepsykiatrien sig. De tre historiske tidsperioder: 1. Hospitaliseringen af psykiatrien i Danmark fra 1909-1939: Præperioden Hospitalisering af psykiatrien i 1911 betød at det lovmæssigt blev besluttet at sygeplejersker skulle besætte de ledende plejestillinger i psykiatrien, men allerede fra 1909 findes det første kildemateriale, der kan give en forståelse af den hospitalsbaserede børnepsykiatri og sygeplejerskens funktion, i forhold til de børn der var indlagt på sindssygehospitalerne. 2. Børnepsykiatriens etablering i Danmark fra 1940-1959: Etableringsperioden Den første børnepsykiatriske afdeling åbnede i 1944, børnepsykiatrien blev et lægefagligspeciale i 1953. Behandlingen havde nu sit udspring i psykoanalysen og pædiatrien, hvorfor det formodes af sygeplejerskers funktion i arbejdet med de indlagte børn ændredes. 7

3. Børnepsykiatriens konsolidering i Danmark 1960-1976: Konsolideringsperioden Børnepsykiatrien var i 1970erne konsolideret. Endvidere udkom den indtil dato sidste lærebog i børnepsykiatri for sygeplejeelever i 1975. Året efter i 1976 overgik ansvaret for den psykiatriske behandling fra staten til amterne. I 1978 blev der vedtaget en justering af lov om sygeplejersker, i denne forbindelse udkom der nye lærebøger til sygeplejeelever, som ikke specifikt omhandler børnepsykiatri. Med baggrund i disse faktorer har jeg valgt, at min undersøgelse slutter i 1976. 2.4 Kilder og teori Med baggrund i formål, afgrænsning og periodisering, har jeg valgt at undersøge hvad læger og sygeplejersker har skrevet, om hvilke børn der ansås at have et psykiatrisk behandlingsbehov, som indlagte på et psykiatrisk hospital. Ydermere ønskes at undersøge hvilken behandling og pleje der ansås for den rette, samt hvilke områder disse skribenter anså at sygeplejerskernes funktion i det psykiatriske og børnepsykiatriske felt burde være. Mit kildemateriale vil primært bestå af lærebøger skrevet til medicinstuderende og sygeplejeelever, i sygepleje, psykiatri, børnepsykiatri samt børne- og ungdomspsykiatri. Der vil også indgå artikler fra Dansk Sygeplejeråds tidsskrift samt andet materiale der kan være med til at belyse undersøgelsens formål. Beskrivelse at samtidens syn på børn og forældre finder jeg primært i den kulturhistoriske bog skrevet af journalist Anette Vestergaard, hvor synet på børn, familier og opdragelsen gennem de sidste 100 år er beskrevet (Vestergaard 2004). 2.5 Historisk metode Som tidligere skrevet undersøges formålet via det blandt andre Bjerrum og Frederiksen kalder klassisk kritisk historieforskning (Bjerrum & Frederiksen 2008). En historisk undersøgelse indebærer, der over en tidsperiode fokuseres på helheder og sammenhænge. Klassisk kritisk historieforskning er en model, der sammenfatter historieforståelse og en overordnet fremgangsmåde til at analysere problematikker (Olden- Jørgensen 2003, Bjerrum & Frederiksen 2008). 8

I den klassisk kritiske historievidenskab blev der udviklet en metode til at analysere kilder ud fra en forståelse af, at dette kunne gøres objektivt. I nyere tid har historieforståelsen, ændret sig i en erkendelse af, at forskeren som et subjekt med en forforståelse, hverken kan være objektiv eller upartisk. For at sikre at en historisk undersøgelse tager højde for dette og samtidig ikke bliver vilkårlig, men hæver sig til videnskabelig viden, er analysemetoden videreudviklet til den overordnede fremgangsmåde, der i dag kaldes kildeanalyse, kildegranskning eller kildeprøvelse (Kjeldstadli 2002, Bjerrum & Frederiksen 2008). Jeg har valgt at bruge ordet kildegranskning, og vil nu mere systematisk gennemgå, hvad dette indebære. Kildegranskning er en analysemodel der består af fire dele (Kjeldstadli 2002, s. 177-178): 1. Heuristisk - kaldet findekunst. Her kortlægges de kilder, som kan give svar på formålet. 2. Ydre kildekritik. Kilderne studeres for at kunne bestemme, hvem der stod bag dem, hvilken slags kilder det er, hvornår de blev til, samt med hvilket formål. 3. Indre kildekritik. Her fastlægges kildernes anvendelighed for undersøgelsen og dermed kildernes relevans og troværdighed 4. Tolkning. Her analyseres og tolkes de kilder der er valgt. Meningen med det der står i kilderne sammenfattes og gengives med forskerens egne ord Selve den fortolkende proces kaldes for en hermeneutisk cirkel (Kjeldstadli 2002). Forskeren begynder sin tolkning ud fra sin egen forforståelse. Fra denne forforståelse bevæger hun sig ind i materialet. Forskeren tolker materialet ud fra de begynderspørgsmål, ideer eller antagelser hun har. Under dette arbejde kan hun opdage nye antagelser, kategorier og fænomener. Forskeren har nu tilegnet sig viden om det fortidige, som hun undersøger, og hun forstår det derved bedre. De nye indsigter kan medføre, at hun går tilbage og reformulerer formålet, tager nye oplysninger ind, som nu er blevet relevante, samt finder nye begreber. Således foregår tolkningen i en cirkelbevægelse, som Kjeldstadli skriver:..delen ses i lyset af helheden, og..forståelsen af helheden øges gennem indsigten i delene. (Ibid. s. 132). 9

Jeg vil, med udgangspunkt i denne forståelse af kildegranskning, begynde med at beskrive min heuristik. 2.6 Heuristik En systematisk litteratursøgning, som fortages med udgangspunkt i formålet, en søgeprofil og en søgestrategi, der omhandler udvalgte søgeord 9 og databaser 10 (Bjerrum 2005, Furseth & Everett 1997), viser at der ikke er fundet dansk eller internationalt litteratur, der beskæftiger sig historisk med sygeplejerskernes funktion i børnepsykiatrien. Til gengæld er fundet kilder, der kan belyse, hvilke børn der i Danmark ansås for børnepsykiatriske, samt hvilken behandling og pleje de ansås at skulle have. Disse kilder, samt anden national og international litteratur, præsenteres i de kommende afsnit. For yderligere at kortlægge kilder, som kan give svar på min problemstilling, har jeg foruden omtalte litteratursøgning, også søgt i flere arkiver 11. Udover at finde kildemateriale i forskellige biblioteksbaser, er der fundet kildemateriale på Sygeplejehistorisk museum Kolding, Museet psykiatrisk hospital Risskov, i artikler i Dansk Sygeplejeråds tidsskrift, samt i arkiv og magasin på VIAs bibliotek i Vennelystparken og på statsbiblioteket. Her er fundet kilder, der beskæftiger sig med; hvorfor sygeplejersker skulle være en del af psykiatrien og hvordan de gennem årene er blevet uddannet til at kunne varetage deres funktion i psykiatrien og børnepsykiatrien. Endvidere er der fundet kilder der oplyser hvilke børn, der var indlagt i voksenpsykiatrien, samt kilder der beskriver det børnepsykiatriske arbejde efter at børnene blev adskilt fra de voksenpsykiatriske patienter. Disse kilder vil blive præsenteret i afsnittet om ydre og indre kildekritik. 2.6.1 International forskning i børnepsykiatri i historisk perspektiv Internationalt findes der en del historisk forskning indenfor det børnepsykiatriske område. I dette materiale er der ikke fundet historiske undersøger omhandlende sygeplejen, 9 Der er brugt følgende søgeord stående alene samt kombineret på forskellig vis: Child, psychiatry, child psychiatry, history, nursing, sygepleje, børn, barn, psykiatri, historie, børnepsykiatri. 10 Der er søgt i følgende databaser: Cinahl, SveMed+, PubMed, Psycinfo, Embase, BiD, Psykinfo samt i Bibliotek.dk, Statsbiblioteket.dk, Minibib.dk, Sundhedsstyrelsens hjemmeside, Center for psykiatrisk grundforskning, Forskningsbiblioteket Risskov og tidsskriftet Sygeplejerskens artikelbase 11 Sygeplejehistorisk museum Kolding, Museet Psykiatrisk Hospital Risskov, arkiv og magasin på VIAs bibliotek Vennelystparken Århus og Steno museet Århus 10

sygeplejerskernes funktion eller deres rolle i børnepsykiatrien. Der er fundet forskning, der historisk beskæftiger sig med den faktuelle tidsmæssige udvikling i børnepsykiatrien, herunder den behandlingsmæssige udvikling af det børnepsykiatriske barn. Disse omhandler alle den børnepsykiatriske udvikling i lande udenfor Danmark. Kun få linjer omhandler udviklingen i Danmark (Karlén 1985, Sommerschild & Moe 2005). Det internationale historiske materiale kan deles i to hovedområder: 1: Biografier om kendte børnepsykiatere, psykiatere, samt psykoanalytikere og deres arbejde (Neumärker 2005,Young-Bruehl 1996, MacLean 1986, Nissen 1986, Lange 2002, Sanura 1990). 2: Artikler om den faktuelle og behandlingsmæssige udvikling i børnepsykiatrien i forskellige lande, eksempelvis i England, Tyskland, Japan, Finland, Island, Sverige, Norge og Frankrig (Misès & Epelbaum 2002, Steinberg & Angermeyer 2002, Takagi 2001, Richmond et al 1996, Piha & Almqvist 1994, Hattab et al 1993, Hannesdóttir 1993, Parry-Jones 1992, Wong 1990, Chess 1988, Rydelius 1995, Howells & Osborn 1981, Karlén 1985, Sommerschild & Moe 2005). 2.6.2 National forskning vedr. sygeplejersker og sygeplejen i voksen- og børnepsykiatrien i Danmark i historisk perspektiv Først undersøgte jeg hvad der var forsket i om sygeplejersker i voksenpsykiatrien og/eller i børnepsykiatrien i historisk perspektiv. Der er én forsker der historisk har beskæftiget sig med sygeplejersker i voksenpsykiatrien i Danmark, det er forskningssygeplejerske, ph.d. Niels Buus (Buus 1999). I de tidsperioder han har beskæftiget sig med sygepleje og sygeplejerskerne i den danske psykiatri, har der også været børn indlagt i voksenpsykiatrien. Dog var hans afsæt et andet. Han har via lærebøger til sygeplejeelever undersøgt den historiske udvikling i opfattelsen af den psykiatriske sygepleje til voksenpsykiatriske patienter (Buus 1999). Ligeledes har Buus undersøgt sygeplejerskers start i psykiatrien, her argumenterer han for, at deres arbejde tog afsæt i tidens sociale normer og kvindeideal (Buus 2002). 2.6.3 National forskning i børnepsykiatri i historisk perspektiv Dernæst undersøgte jeg, hvad der mere bredt fandtes af historisk materiale omhandlende børnepsykiatrien i Danmark. Dette viste sig også at være yderst begrænset. Således 11

beskrives den børnepsykiatriske historiske udvikling primært med nogle få sider i bøger om voksenpsykiatrien og i bøger om den medicinske historiske udvikling. Her beskrives den tidsmæssige opståen af børnepsykiatrien internationalt og i Danmark, og der nævnes kendte udenlandske læger og psykoanalytikere, og hvordan de bidrog til udviklingen af den børnepsykiatriske behandling, primært i USA og Vesteuropa (Tolstrup 1979, Kringlen 2003). Lektor, ph.d. Merete Bjerrum har forsket i hospitalspsykiatriens historie, med fokus på administrative og organisatoriske forhold. Her findes ligeledes nogle få linjer om børnepsykiatriens tidsmæssige opståen i Danmark (Bjerrum 2005). Der er fundet nogle få artikler der beskæftiger sig med den historiske udvikling af børnepsykiatrien i Danmark, eksempelvis skriver, daværende ledende overlæge på Børneog Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov Niels Hansen, i det interne jubilæumsskrift, i anledning af Hospitalets 40 års jubilæum i 1998, en historisk artikel ud fra spørgsmålet om det var de samme slags børn med de samme diagnoser, der gennem disse år havde været indskrevet på hospitalet (Hansen 1998). I anledning af at det var 50 år siden at børnepsykiatrien blev et lægefagligt speciale, blev der udgivet et jubilæumsskrift af Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark (Thomsen 2003). Dette skrift er en række artikler, primært skrevet af læger indenfor specialet, som ud fra et lægefagligt perspektiv beskriver udviklingen indenfor diagnostik og behandling af det børnepsykiatriske barn i Danmark. Et enkelt indlæg beskæftiger sig med tværfagligheden i arbejdet med børn og forældre. I dette afsnit, som bla. er skrevet af en oversygeplejerske, findes enkelte beretninger om sygeplejersker og pædagogers (kaldet miljøpersonalet) arbejde med børnene (Zlotnik & Bloch 2003). Speciallæge i børnepsykiatri Ulla Boesen har i lærebogen Børnepsykiatri til medicinstuderende (Lier et al 1993), skrevet et kapitel om børnepsykiatriens historie og organisation i Danmark. Her beskæftiger hun sig med børnepsykiatriens historie og organisation i Danmark, og skriver bla. at det børnepsykiatriske arbejde er karakteriseret ved det tværfaglige samarbejde mellem læger, psykologer, socialrådgivere, lærere og sygeplejersker,..idet der er behov for viden fra disse forskellige grunduddannelser (Boesen, 1993 s.382). Hun kommer dog ikke nærmere ind på, hvad de enkelte grunduddannelser bidrager med. 12

Konkluderende viste denne gennemgang, at der ikke er fundet hverken international eller national forskning, der direkte har beskæftiget sig historisk med sygeplejerskers funktion i det børnepsykiatriske arbejde, og kun lidt, der har beskæftiget sig med børnepsykiatriens historiske udvikling i Danmark. Jeg fandt dog enkelte relevante kilder, der gør det muligt at undersøge udviklingen af den hospitalsbaserede børnepsykiatri og sygeplejerskens funktion i Danmark. 2.7 Ydre og indre kildekritik For at finde disse relevante kilder, til belysning af mit formål, udformede jeg følgende hjælpespørgsmål: Hjælpespørgsmål: Hvordan blev børn der ansås at have psykiske symptomer/lidelser karakteriseret af læger og sygeplejersker? Hvordan blev behandling og pleje af børnene beskrevet af læger og sygeplejersker? Hvornår, hvorfor og hvordan blev sygeplejerskerne brugt i børnepsykiatrien? Hvilke kvalifikationer, uddannelse og vilkår havde de? Hvilke retningslinjer virkede de efter? Jeg fandt primært relevant kildemateriale i lærebøger, der henvender sig til medicinstuderende og sygeplejeelever. Lærebøgerne er normative og på den måde begrænser de sig til at sige noget om hvornår et barn burde anses som en børnepsykiatrisk patient, samt hvad plejen og behandlingen burde være. Dermed er det ikke nødvendigvis et billede på, hvordan det i virkeligheden var. I følgende afsnit vil jeg præsentere mit kildemateriale. 13

2.7.1 Lærebøgerne skrevet til medicinstuderende Reservelæge og dr. med. August Wimmer 12, som var ansat på Kommunehospitalets 6te afdeling for sindssygdomme, samt var konsulent på flere anstalter, afholdt i 1908 forelæsninger til medicinstuderende på Københavns Universitet om degenererede børn. Disse forelæsninger udgav han i udvidet gengivelse som bog i 1909. Bogen er den første i Danmark, der beskæftiger sig med børnepsykiatri, og som Wimmer skriver i forordet: Studier over Degenerationens Børnetyper vil kunne have Interesse og Betydning for de mange, der faar at gøre med abnorme Børn. I hvert Fald findes der i vor Litteratur intet børnepsykiatrisk Arbejde som det her foreliggende (Wimmer 1909, forordet). Her finder jeg relevant materiale til etableringsperioden begyndende i 1909, i forhold til hvilke børn, der burde anses som børnepsykiatriske patienter, samt hvordan deres behandling og pleje burde være. Til etablerings- og konsolideringsperioden finder jeg relevant materiale i den første danske lærebog i børnepsykiatri, primært til medicinstuderende, skrevet af psykiater og psykoanalytiker Margrethe Lomholt 13. Bogen Børnepsykiatri udkom med 1. udgave i 1948 og sidste og 7. udgave i 1979 (Lomholt 1948, Lomholt 1979). Ved at analysere flere af udgaverne finder jeg materiale der beskriver udviklingen i opfattelsen af det 12 August Wimmer (1872-1937) psykiater. Arbejdede på Kommunehospitalets 6. Afdeling for sindssygdomme fra 1905-10. 1912 chef på Sct. Hans Hospital. I 1920 blev han overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling og professor i psykiatri. Fra 1933 ansat ved Rigshospitalet. Blev i 1920erne medlem af Den antropologiske Komite, som siden sin start i 1904, havde udviklet sig til et eksklusivt privat racehygiejnisk selskab. De udførte på egen hånd og med mindre statstilskud videnskabelige undersøgelser af belastede slægter og fungerede endvidere som lobby i forbindelse med forberedelsen af forskellige love af racehygiejnisk relevans, som eksempel ægteskabsloven, straffeloven og sterilisationslovene. Wimmer var medlem af Sterilisationskommissionen, som blev nedsat forud for Lov om Adgang til Sterilisation, som blev vedtaget i maj1929 (Koch 2000). 13 Margrethe Lomholt (1903-1990) psykiater og dr.med. Hvis der havde eksisteret en uddannelse i børnepsykiatri, havde hun valgt denne speciallægeuddannelse. Efter at have arbejdet på Kommunehospitalet i Århus, hvor hun grundlagde skolepsykiatrisk kontor i 1940, samt arbejdet som praktiserende psykiater, blev hun ansat på Statshospitalet i Risskov som afdelingslæge i 1948. Her opbyggede hun børnepsykiatrien vest for Storebælt, og da det psykiatriske Børnehospitalet blev indviet i 1958 var det med Margrethe Lomholt som overlæge. Hun var psykoanalytisk orienteret, hvilket hun var uddannet i af norske psykoanalytiker Nic Wall. Lomholt var undervisningsassistent ved Århus Universitet fra 1956 og lektor 1967-70. Hun kæmpede mod brugen af fysisk afstraffelse både i skoler og i opdragelse. Ligeledes argumenterede hun for mere og bedre uddannet personale i institutionerne. Hun var med til at stifte Århus Friskole i 1952 (kvinfo.dk/side597/bio/1906/origin/170/ Søgedato: 16.9.2008). 14

børnepsykiatriske barn, samt i hvordan den anbefalede behandling og pleje i tiden fra 1940erne og frem til slutningen af 1970erne var. 2.7.2 Lærebøger skrevet til sygeplejersker og sygeplejeelever Ved at analysere de første lærebøger i sygepleje er det muligt at finde relevant kildemateriale til præperioden omhandlende grænsefladen mellem det somatisk og psykiatrisk syge barn og dennes pleje og behandling. Jeg finder ligeledes relevant kildemateriale i lærebøger i sindssygepleje, som omhandlede plejen til de voksne med sindslidelser. Baggrunden for at der findes relevant materiale i disse lærebøger er at både i præ- og etableringsperioden, blev børnene med psykiatriske lidelser indlagt i det voksenpsykiatriske regi. Derudover finder jeg relevante kilder i lærebøger om psykiatrisk sygepleje, der i en udgave omhandler børnepsykiatri. I forhold til konsolideringsperioden finder jeg desuden relevant kildemateriale i lærebog om børne- og ungdomspsykiatrisk sygepleje. Jeg vil starte med at præsentere lærebøgerne i sygepleje, for derefter at præsentere de lærebøger, der mere specifikt omhandler sindssygepleje, psykiatrisk sygepleje, samt børne- og ungdomspsykiatrisk sygepleje. Enkelte af de kilder jeg præsenterer, indgår ikke i den videre analyse. Dette fordi, der ved nærmere granskning ikke findes relevant kildemateriale omhandlende ovenstående, eller som oftest fordi, det ved nærmere gennemsyn, viser sig at stå det samme i forskellige udgaver af samme lærebog. Dette både over tid og i lærebøger der skifter titel, samt i lærebøger der har udskiftet nogle redaktører og/eller forfatterne. 2.7.2.1 Lærebøger i sygepleje Allerede i begyndelsen af 1900tallet fandtes der lærebøger i sygepleje. Haandbog for Sygeplejersker udkom som den første i 1904 (Iacobæus & Kiær 1904). Bogen var til brug i en teoretisk undervisning af sygeplejeelever ved Kommunehospitalet, som var påbegyndt i 1896. Lærebogen udkom sidste gang med 6. delvis omarbejdede udgave i 1925. Disse første udgaver var skrevet af læger og plejemoder frøken Bigum havde gennemgået de afsnit, der handlede om plejen af de medicinske patienter. DSR fandt ikke denne lærebog tilfredsstillende i forhold til sygeplejeteori- og etik (Wingender 1999), og udgav derfor i 1910 Haandbog for Sygeplejersker (Salzwedel, oversat af Fiedler 1910). Denne fik dog aldrig nogen større gennemslagskraft (Wingender 1999). I 15

1920erne blev Iacobæus og Kiers lærebog erklæret forældet af overlæge Rydgaard og samtidig mente DSRs bestyrelse, at der manglede en lærebog, der kunne skabe større ensartethed i den teoretiske sygeplejerskeuddannelse over hele landet (Wingender 1999). Det blev til Lærebog og Haandbog i Sygepleje som DSR udgav første gang i 1926 (Munck & Rydgaard 1926), og med skriftende forfattere frem til 7. udgave i 1952 (Funding & Rydgaard 1952). Det var karakteristisk for alle 7. udgaver, at 3 afsnit omhandlende sygeplejens historie, almindelig sygepleje og orden og økonomi var skrevet af sygeplejersker, som var undervisningsleder eller forstanderinder. Medens de øvrige afsnit var skrevet af læger, som primært var overlæger og professorer. Afsnittet om lovgivning var skrevet af en kontorchef. Den første lov om sygeplejersker blev vedtaget i 1956 og sygeplejeuddannelsen blev derved ens i hele landet (Wingender 1999). Dansk Sygeplejeråd udgav i forbindelse med lovens vedtagelse nye lærebøger, der efter den nye uddannelse skulle bruges på alle landets sygeplejeskoler (Wingender 1999). Det betød at sygeplejersker blev oplært i det samme teoretiske grundlag, hvilket gav en teoretisk ensartethed i opfattelsen af, hvordan sygeplejen burde være. I lærebøgerne til sygeplejeelever om grundlæggende sygepleje, udkom Sygeplejelære i forbindelse med sygeplejeuddannelsen i 1956 (Eppenstein et al 1956). Næsten hele bogen omhandler sygeplejelære og er skrevet af en instruktionssygeplejerske og en viceforstander. Men der findes bla. også et afsnit om mentalhygiejniske betragtninger som er skrevet af 1. reservelæge Høyrup. Derefter udkom Grundlæggende sygepleje med første udgave i 1974 (Jacobsen 1974). 2.7.2.2 Lærebøger i sindssygepleje, psykiatrisk sygepleje, samt børne- og ungdomspsykiatri Allerede i 1904 udgav Sundhedsstyrelsen Vejledning i Sindssygepleje (Jacobsen & Krarup 1904), som ifølge de lægefaglige forfatterne var et grundlag for den teoretiske undervisning af plejepersonalet på sindssygehospitalerne, og derfor ikke skulle betragtes som en udtømmende lærebog, men en vejledning der var afhængig af at blive mundtlig uddybet og belyst. Denne bog udkom sidste gang i 1920 (Jacobsen 1920). Med lov om sygeplejersker i 1956, blev psykiatri en del af sygeplejerskeuddannelsen for første gang. I forbindelse med dette, udgav DSR lærebogen Psykiatri. Lærebog for 16

Sygeplejeelever (Faurbye et al 1957). Denne bog havde 3 afsnit, et om voksenpsykiatri skrevet af dr. med. overlæge Arild Faurbye, et om psykiatrisk sygepleje skrevet af oversygeplejerske Ingrid Nielsen, samt et om børnepsykiatri skrevet af afdelingslæge J. Egsgaard. Tre år før denne var Psykiatrisk sygepleje. En vejledning for sygeplejersker udkommet (Faurbye 1954). Denne bog blev i mange år den egentlige lærebog for sygeplejersker i psykiatri. Bogen ændrede navn til Psykiatrisk Sygepleje og udkom sidste gang med 6. udgave i 1973 (Faurbye 1973). Disse bøger var skrevet af dr.med. overlæge Faurbye fra Sct. Hans Hospital, og indeholdt intet om børnepsykiatri. Den første og sidste lærebog for sygeplejeelever i børne- og ungdomspsykiatri udkom i 1975 og var skrevet af overlæge J. Egsgaard og oversygeplejerske Marie Olsen (Egsgaard & Olsen 1975). 2.7.3 Artikler, love og betænkninger Jeg har i nogle få artikler, samt i love og betænkninger fundet relevante kilder der siger noget om hvorfor der skulle være sygeplejersker i psykiatrien og i den senere børnepsykiatri, samt her fundet materiale der beskriver hvad sygeplejerskernes opgaver burde være. Ligeledes har jeg i 2 artikler fundet relevant kildemateriale hvor sygeplejersker beskriver deres arbejde med de indlagte børn i børnepsykiatrien. I en betænkning har jeg ligeledes fundet relevante kilder der beskriver hvilke børn der var indlagt i voksenpsykiatrien. De kilder hvor læger, sygeplejersker og embedsmænd beskæftiger sig med hvordan det burde være, er alle normative. Andre af kilderne er beskrivende, eksempelvis når sygeplejersker fra børnepsykiatrien beskriver deres faktiske arbejde med børnene, samt i materiale hvor der beskrives hvilke børn der var indlagt, med hvilke diagnoser og hvor længe. 2.8 Undersøgelsens opbygning Med udgangspunkt i formålet vil undersøgelsen via den beskrevne historiske metode være opbygget på følgende måde: Inden for hver tidsperiode: Redegøres for den kontekst undersøgelsen forgår i o Samtidens syn på børn og forældre Via hjælpespørgsmål udforskes: 17