Printversion af ATO s nyhedsbrev 15. december 2016

Printversion af ATO s nyhedsbrev 15. december 2016 Nedslaget er denne gang taget til Samsø. 1

Leder Nyt hold med fokus på fremtidens indsatsområder Generalforsamlingen bød på kampvalg til Hovedbestyrelsen. Det tager vi som et godt tegn på en sund interesse for foreningen og for fremtiden. Birgitte Sindrup blev genvalgt som formand. Hanne Jacobsen og Rikke Svanterud Larsen blev genvalgt som hovedbestyrelsesmedlemmer, mens Irene Lund, Helle Søderberg og Christa Buch blev nyvalgt. De nyvalgte suppleanter er Camilla Tardini og Birgitte Millung. På det konstituerende hovedbestyrelsesmøde mandag den 28. november blev Rikke Svanterud Larsen udpeget til ny næstformand for Ansatte Tandlægers Organisation. Hovedbestyrelsen fastlagde samtidig de områder for den nye generalforsamlingsperiode, som hovedbestyrelsen vil lægge særligt vægt på. Det handler om det fortsatte arbejde med at få ændret Sundhedsloven, så kommunerne kan tage et ansvar for social tandpleje. Det omfatter: De unge, der ikke er i stand til at tage vare på egen tandsundhed og med stor sandsynlighed vil droppe ud af tandplejesystemet i forbindelse med overgangen til voksentandplejen. De udsatte unges familier, så der kan gives et samlet tværkommunalt tilbud til familierne med henblik på at skabe mønsterbrydere. De socialt udsatte voksne, der ikke kan eller vil bruge det etablerede voksentandplejesystem. En modernisering af omsorgstandplejetilbuddet og den tidlige opsporing af de ældre, der dropper ud af voksentandplejesystemet uden at blive samlet rettidigt op af omsorgstandplejetilbuddet. Det gælder også sikring af de ældre medborgeres mundhygiejne, når de af forskellige grunde ikke længere selv kan mestre det. Samtidig handler det om en få bragt SCOR-systemet up to date, så registreringsgrundlaget bliver ensartet. Vi skal have etableret nye registreringer på syreskader, molar-incisor-hypomineraliseringer og sealbehandlinger og have etableret brugbare registreringer på borgerne i omsorgstandplejen, som det også er anbefalet af arbejdsgruppen. For Hovedbestyrelsen er det væsentligt at få skabt et beredskab i forhold til den beskrivelse af modernisering af den offentlige sektor, der er en del af det nye regeringsgrundlag: Mere frit valg, mere konkurrenceudsættelse og mere udlicitering af offentlige opgaver. Vi skal kunne dokumentere, at vi er specialisterne, der leverer den kvalitativt bedste sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende tandpleje til de patientgrupper, vi i kommunerne har ansvaret for. Vi leverer samtidig den billigste service til borgerne på dette område. 2

MEN DER ER FORTSAT FOKUS PÅ... De fortsatte drøftelser med TF og PTO om ATO's vision om en fælles forening for alle tandlæger. Senest er der holdt møde med TF den 7. december 2016, hvor den positive dialog, der begyndte i juni, fortsatte. Modernisering af BUT overenskomsten og en ændring af incitament-strukturen i denne, så den bedre afspejler det sundhedsfremmende og forebyggende sigte i kommunal tandpleje. Samtidig står rekruttering og fastholdelse af medlemmer og tandlæger i kommunal tandpleje højt på listen, udover rekruttering af ansatte i privat praksis. På dagsorden er også fokus på produktion af et tilstrækkeligt antal kvalificerede tandlæger til at dække efterspørgslen efter tandlæger Herudover er øvrige rammevilkår for tandlægernes samfundsmæssige indsats for at kunne skabe sunde tænder for alle gennem hele livet naturligvis altid vigtige. Hovedbestyrelsen vil inden for rammerne af vores værdigrundlag og sundhedspolitik reagere på forslag fra med og modspillere for at skabe størst mulig aftryk på de regler og den økonomi, der styrer erhvervet og vores udviklingsmuligheder. Vi glæder os i det nye HB til at komme godt fra start! Husk, at du altid er velkommen til at komme med dine input og faglige refleksioner på de områder, vi arbejder med. Skriv eller ring til os. Du finder adresser og telefonnumre på hjemmesiden Bedste hilsner og glædelig jul - ATO s Hovedbestyrelse. * Personalia Runde fødselsdage i januar 70 år Else Vadsholm, 9. januar Birte Torpet, 26. januar 60 år Ulla Leegård, 2. januar 50 år Henriette Tjørnild Falkenberg, 3. januar 40 år Mette Skovgaard Thorup, 22. januar Sisse Vestergaard Homilius, 28. januar 30 år Marie-Louise Stenbæk Madsen, 20. januar 20 år Julie Vitenson, 10. januar 3

Nedslag på Samsø Den 1. januar 2015 genopstod Samsø Kommunale Tandpleje som kommunal organisering med fastansat personale og en fortsættelse af kontrakten med specialtandlægen. Niels Hansen, tidligere tandlæge i Frederikshavn, tog udfordringen op og blev ø-tandlæge to dage om ugen. En udfordring han bestemt ikke har fortrudt. Klinikchefen praktiserer samtalerum, når et barn eller en ung sidder i venteværelser, han lader patienten få medindflydelse på behandlingen og vigtigst af alt - hellere ingen behandling end behandling baseret på utryghed. Tillid og tryghed er alfa og omega. Historien om Ninna har haft afgørende betydning på Niels Hansens behandlersyn - den og hans masteropgave fra 2011 om Sygdomsbegrebet i praksis. Tekst: Ea Nielsen på baggrund af interview med klinikchef Niels Hansen. Hvordan fungerer den nye klinik? Tandlægeudstyret er nyt og fungerer godt. Vi har ikke meget plads, men det er jo også en meget lille tandpleje. Klinikrummet har plads til at forældre og søskende kan være med. Gangen udenfor klinikken fungerer som venteværelse. Tina Nielsen har arbejdet med tandpleje på øen i mange år - både kommunalt og privat - og har dermed godt kendskab til øens børnefamilier. Klinikken fungerer lidt på samme præmisser som gamle dages filialklinikker, præget af et stabilt personale som gennem tiden kom til at kende alle børn og forældre i lokalområdet rigtig godt. På øen er der i det hele taget et stort lokalt kendskab til alt og alle. Tina har boet her i mange år, hendes børn er vokset op her og har gået i børneinstitutioner og skole på Samsø. Det har givet hende en stor berøringsflade i det lille samfund. Hvad betyder den store berøringsflade? Brugerne bliver modtaget af en samsing, når de kommer på klinikken. Jeg tænker, at mange oplever det som et gode, at de bliver modtaget af én, de selv kender til og som kender dem. Det er en stor fordel for mig, som jo i den grad er udenøs, at jeg kan trække på Tinas lokalkendskab. Jeg oplever, at her er er mange familier med skilsmisser i rygsækken og dermed er der mange voksne med bonusbørn, børn med papforældre og deleordninger af forskellig slags. Det ville være rigtig svært for mig at finde frem til, hvem vi skal kontakte, når der går udu i kommunikationen omkring indkaldelser. Her kommer Tinas lokalkendskab til nytte. Det er imidlertid vigtigt, at lokalkendskab bruges rigtigt. Jeg har andre steder oplevet personalet bruge lokalkendskab som en forhåndsvurdering af, hvad bestemte brugere kunne eller ikke kunne. Vi forsøger at tænke i, at nogen kan have bruge for mere hjælp og tålmodighed fra vores side. Og altså til at vide, hvem der bor hvor - og sammen med hvem. Niels Hansen fortæller, at da han startede på Samsø i januar 2015, begyndte tandplejen at indkalde børn og unge fra en ende af. Vi havde det som et af vores mål at forsøge at få alle børn og unge på Samsø til at komme til tandlæge på den nye klinik i løbet af det første år. 4

Der findes ingen OCR-statistikker fra tidligere år og dermed ingen systematiseret viden om tandsundhedsniveauet på Samsø. Jeg anede ikke på forhånd, om børnene generelt havde mange eller få huller i tænderne. Og efter den organisatoriske forvirring i 2014 var noget af det vigtigste for os at få afklaret, om vi kunne få børn, unge og deres forældre til at møde op på den nye kommunale klinik som oven i købet ligger på et plejehjem. Det viste sig, at det ville stort set alle meget gerne. Jeg tænker, at vi har nok været en blanding af heldige og dygtige med vores måde at udmønte tandplejetilbuddet på. For i et så lille samfund som en ø, så spreder det sig hurtigt fra mund til mund, om "den nye tandlæge" er god eller ej." SAMTALERUM "Jeg valgte at fortsætte min allerede etablerede måde at være tandlæge på, udviklet blandt andet i Frederikshavn. Jeg møder brugerne i venteværelset, præsenterer mig selv og spørger børn og forældre om deres ønsker til tandplejen og til dagens behandling. Hvad vil de selv gerne have set på eller snakket om. Efter selve undersøgelsen på klinikken går vi ofte ud i venteværelset igen for at snakke om det videre forløb. Jeg har på den måde brugt rigtig meget tid med brugerne ude af tandlægestolen og det er blevet rigtig godt modtaget. De spørgsmål jeg stiller er fx: Ved du, hvad du skal hos os i dag? Hvordan har du det med det? og Har du noget, du vil spørge mig om? Vi kan nemt bruge venteværelset som samtalerum på Samsø, for som regel er der ikke andre til stede samtidig. Det er et fredeligt og et ikke-klinisk sted at tale sammen." Venteværelse og samtalerum, hvor Niels Hansen møder patienten og går i dialog før behandlingen. OMSORGS- OG SPECIALTANDPLEJEN Omsorgs- og specialtandplejen blev politisk behandlet i december 2015, og man gik i gang januar 2016. I løbet af 2016 er der i alt kommet omkring 30 brugere af omsorgstandplejen og 10 brugere af specialtandplejen. Samsø Kommune besluttede at forhåndsgodkende alle beboerne på Plejecenter Kildemosen til omsorgstandpleje. Det drejede sig dengang om 50 beboere. I 2015 var der et nød-omsorgstandplejetilbud, forstået på den måde at plejepersonalet kunne henvende sig til den kommunale tandpleje i tilfælde af tand- og mundproblemer hos beboerne. Det viste sig at være nemt for personalet at trille beboerne over til os i en kørestol, da de fire huse ligger dør om dør med tandklinikken. I praksis betød det, at vi allerede havde set på ganske mange af beboerne i løbet af 2015 - inden vi altså havde et formelt omsorgstandplejetilbud. Typisk havde vi hjulpet en række beboere med at fjerne generende tænder, slibe på knækkede tænder, aflaste på proteser og lignende - men en regulær ordning kunne vi først tilbyde fra 2016. Fremover er det sådan, at når man flytter ind på plejecenter Kildemosen, får man tilbudt omsorgstandpleje som en del af den samlede pakke, der skal tages stilling til. I de sidste måneder er der så også, fortæller 5

Niels Hansen, begyndt at komme ansøgninger fra ældre, der bor i egen bolig uden for ældrecenteret. Lige ved siden af tandplejen findes et kommunalt bofællesskab, hvor de fleste af specialtandplejebrugerne bor. De og personalet har dermed ligeså nemt ved at opsøge tandplejen som omsorgstandplejebrugerne. Tandplejen modtager i dag også specialtandplejebrugere, der ikke bor i bofællesskabet. Det viste sig at være nemt for personalet at trille beboerne over til os i en kørestol, da de fire huse ligger dør om dør med tandklinikken. I praksis betød det, at vi allerede havde set på ganske mange af beboerne i løbet af 2015 - inden vi altså havde et formelt omsorgstandplejetilbud. Niels Hansen. "Samsø Kommune har én enkelt specialtandplejebruger, der får sine tandplejeydelser i den regionale specialtandpleje. Men ellers ser det ud til at vi foreløbigt er lykkedes med at etablere et behandlingstilbud til disse borgere, som blive vel taget imod. Omsorgs- og specialtandplejen er helt integreret i den kommunale tandpleje, da der jo kun er én tandlæge og én klinikassistent at fordele opgaverne på. Både omsorgs- og specialtandplejebrugere sættes til i aftalebogen på samme måde som tandplejens børn og unge. ALT DET PRAKTISKE MED AT STARTE EN KOMMUNAL TANDPLEJE Sideløbende med det kliniske arbejde har der været mange praktiske stykker arbejde, der skulle gøres. Der skulle sættes et skilt op udenfor klinikken, så folk kunne se, hvor klinikken lå. Der skulle købes materialer og instrumenter, og klinik og sterilisation skulle indrettes bedre. I 2015 gik der en del tid med at få alt det praktiske til at fungere. Og så blev der taget hul på alt det papirarbejde, der hører til en kommunal institution i dagens Danmark: APV, beskrivelse af arbejdsgange, etablering af kontakt til forvaltning og institutioner, aftaler om alt muligt med mange forskellige nøglepersoner. Ingenting var givet på forhånd. Vi startede fra en ende af, deltog i møder, besøgte institutioner og samarbejdspartnere og introducerede os selv og vores måde at arbejde på. Det har været interessant at starte helt forfra. Det er der vist ikke for alvor nogen andre kommunale tandplejer, der har prøvet siden 1970 erne. Midt i 2016 har vi fået styr på de fleste papirer, processer, arbejdsgange og arbejdsmiljøet og vi har fået overblik over manglerne. På den ene side går mange beslutninger nemt, når personalet er så lille - der er kun en tandlæge og dermed ikke behov for megen diskussion af materiale- og instrumentvalg. Og kun to medarbejdere til at deltage i de organisatoriske diskussioner. På den anden side skal mange forhold i dag foreligge på skrift - og der er ikke mange til at deles om skrivearbejdet. Jeg kan konstatere, at det tager forbavsende lang tid at beskrive en organisation fra grunden. Hvordan er det at være den eneste tandlæge i tandplejen? "Fordi jeg er så gammel i faget, som jeg er (færdig som tandlæge i 1977), kan jeg sagtens trives med ikke at have andre tandlæger som faglige sparringspartnere i dagligdagen. Jeg deltager i to faglige fora: et miniovertandlægeforum i det lokale østjyske område og et overtandlægeforum i Region Midt. Jeg har også en række tidligere kolleger, som jeg kan henvende mig til, hvis behovet opstår. Situationen ville nok være anderledes, hvis jeg kun havde få års anciennitet." Klinikchefen har besluttet sig til, at på de faglige områder, hvor han ikke føler sig god nok, henviser han behandlingerne ud af huset. Det gælder eksempelvis det lidt sværere kirurgi. 6

"Men jeg er lige nu i gang med at lave aftaler med øens kliniske tandtekniker om fremstilling af enkelte helproteser i omsorgs- og specialtandplejen. Jeg har det rigtig fint med at henvise, og der er accept af dette både i kommunen og blandt brugerne. Også selv om det betyder, at man skal tage til Skanderborg eller Aarhus med sit barn for at få eksempelvis fjernet en 8 er eller denuderet en 3 er. At være den eneste behandler gør i øvrigt, at det er nemt at tage beslutninger om det faglige niveau. Jeg slipper for de nogle gange ret langhårede diskussioner, jeg husker fra de større tandplejer, jeg har arbejdet i." CARIES OG KOMMUNIKATION "Jeg har arbejdet med kariesbehandling af børn og unge i næsten 40 år, og har i rigtigt mange år været specielt interesseret i at udvikle et fungerende tandplejetilbud til de børn og unge, der har det svært med tandpleje. Min nuværende praksis er stærkt påvirket af erfaringerne med disse typisk svage og oftest kariesaktive brugere. Jeg har været vant til at foreslå børn og forældre at starte med at forsøge at få styr på kariessygdommen - det vil sige prioritere at holde de sunde tænder sunde og samtidig lære børnene at acceptere at gå til tandlæge - før vi går i gang med at reparere skaderne på tænderne. Det fungerer godt for mig, og jeg får gode tilbagemeldinger på den tilgang fra børn og forældre." Typisk vil Niels Hansen indlede alle kliniske seancer med i venteværelset at spørge barnet: Hvordan går det med dine tænder? Oftest vil barnet svare, at det går fint. Måske siger forældrene så noget andet: Der er jo nogle huller og fortæller så noget om, hvad de har set i munden, og at der kan være problemer i munden i det daglige. Så spørger Niels Hansen: Hvilke problemer er der nu? Hvad tænker I om det? Samsø Tandpleje har kun et klinikrum. Klinikchefen forklarer, at han forsøger at opnå, at børnene og forældrene aktivt involverer sig i beslutningen om, hvad tandlægen skal ende med at gøre eller ikke gøre. BEHANDLERROLLEN Jeg tænker om min rolle som behandler, at jeg skal forsøge at få alle synspunkter frem i lyset før vi går i gang med at beslutte de operative behandlinger. At jeg skal forsøge at katalysere en proces, hvor det er i orden, at barnet siger det, som det føler og tænker. At jeg skal sikre mig, at forældrenes perspektiver kommer frem. At jeg skal sikre, at det faglige tandlægeperspektiv også får lov til at komme frem. Vi skal have italesat, at der er flere muligheder eller tilgange til huller i tænderne - og vi skal have snakket om for og imod ved hver enkelt mulighed og afdækket betydningerne af de forskellige muligheder og bekymringer, forældre og børn har. Først når vi har fået italesat alle perspektiverne, kan vi forsøge at finde frem til beslutningen om, hvad vi skal gøre og hvordan vi skal gøre det. I en række tilfælde har børn eller forældre 7

men af og til også jeg - brug for en tænkepause, før vi beslutter noget. Det går nemt med de velfungerende, der er ikke så meget at snakke om. Mens de børn og unge, der har det svært, har brug for mere snak. Vi kan let komme i klemme mellem krav og forventninger fra forældrene, det enkelte barns samarbejdskompetence, vores egne erfaringer fra lignende situationer og vores tandlægelige professionsstandarder. Niels Hansen. I de første mange år af mit tandlægeliv har jeg i en række situationer været med til at presse børn og forældre til at få gjort det, som vi som tandlæger synes, er det rigtige. I en række situationer gik det egentlig ikke særlig godt: Barnet blev ked af det, og behandlingsresultatet blev ofte ikke godt - og indimellem glemte vi at komme i gang med behandlingen af selve sygdommen. Mange af de børn, der oplevede ubehagelige situationer uden af have muligheder for at sige fra, udviklede et rigtig uhensigtsmæssigt forhold til tandpleje. Min klare oplevelse er, at hvis jeg som behandler presser hårdt på for at gennemføre en behandling, så får jeg altid et lignende modpres fra barnet. I det øjeblik hvor jeg ikke presser, men i stedet siger: "Ok, men så kan jeg ikke hjælpe dig, eller Hvad vil du så? så opnår jeg, at barnet/den unge eller forælderen selv går i gang med at tænke. I det hele taget bruger Niels Hansen aktivt at fremkalde pauser i kommunikationen. "Det er en meget effektiv måde at få andre til at sige noget på. Min erfaring er, at børn og forældre vil tage meget mere ansvar for de løsningsmuligheder, de selv har fundet på og altså sagt højt, end de vil, når det er mig, der har givet dem mulighederne. Desuden kender folk jo godt de få løsningsmuligheder, der er relevante med hensyn til de almindeligste tandsygdomme. Det handler om tandbørstning og sukker, det kan folk godt finde ud af at sige noget om selv, hvis vi kan tie stille længe nok. Så tricket er at få brugerne til selv at lave analyserne af, hvad der er galt i det daglige og til bagefter at komme med ideerne til, hvad de magter at lave om på." Med hensyn til dialogen om behandling er der grænser for, understreger Niels Hansen, hvad tandlægen kan bestemme. "Hvis vi forhandler med vores brugere om, hvad der skal gøres, fungerer det kun, hvis vi accepterer at det rent faktisk ER en forhandling. Tidligere har den her måde at kommunikere og beslutte på været et kompromis for mig, som jeg brugte for at komme i kontakt med de meget modvillige børn, unge og forældre. Men det er en kommunikationsform, som nu giver rigtig meget mening i forhold til alle. Og det er blevet muligt for mig at bruge denne kommunikationsform til alle tandplejens brugere, netop på baggrund af, at den tidligere organisering af tandplejen på Samsø havde givet anledning til megen utilfredshed. Når jeg tænker på de tilbagemeldinger, vi får på vores måde at arbejde på, så er jeg ikke i tvivl om, at også de velfungerende brugere værdsætter at blive aktivt involveret i deres tandpleje." Tricket er at få brugerne til selv at lave analyserne af, hvad der er galt i det daglige og til bagefter at komme med ideerne til, hvad de magter at lave om på. Niels Hansen. "Hvis børn selv får mulighed for at nå at erkende, at de fx har daglige problemer med en ødelagt mælketand og derefter beslutter sig for at komme til mig for at få den taget ud, så går behandlingen normalt helt uproblematisk. De er klar til behandlingen, og jeg tænker: Hvilken forskel gør det for deres sundhed, om jeg kunne have presset behandlingen igennem to måneder tidligere, men før de selv syntes, 8

at de havde et problem? Sundhedsloven siger vi skal inddrage borgerne i tandplejen, og at borgerne har autonomi jeg tænker, det er det, jeg praktiserer." Og hvad så med din tandlægefaglighed? Går du på kompromis med den? "Jeg oplever ikke, at jeg dermed fravælger min tandlægefaglighed. Tværtimod faktisk. For i den samtaleform vi har, bliver det meget vigtigt, at jeg får fremlagt for børn og forældre, hvori fagligheden i forhold til de forskellige muligheder består. Derfor må jeg vælge meget bevidst i hver enkelt situation, hvordan jeg skal kommunikere de faglige aspekter, så det er forståeligt og håndterbart for både børn, unge og forældre. De skal alle klart opleve, at de har ret til at have deres eget perspektiv. I barnets tilfælde handler det måske om for (næsten) enhver pris at undgå noget bestemt nåle for eksempel. Jeg må hele tiden efterspørge og dernæst anerkende barnets og forældrenes perspektiv på problemet eller situationen. Så hvor jeg tidligere sagde: Du skal, så siger jeg nu: Som tandlæge tænker jeg XXX. Pause. Hvad tænker du? Det svære kan selvfølgelig være at acceptere, hvis børn og forældre beslutter noget, jeg tænker er forkert. Men faktisk oplever jeg, at det sker meget sjældent. Både børn og forældre lytter meget mere til, hvad jeg siger, hvis de selv kan bestemme hvad det er, der er vigtigt for dem." MASTEROPGAVE I 2011 skrev Niels Hansen sin afsluttende masteropgave på baggrund af blandt andet Uffe Juul Jensens bog "Sygdomsbegreber" i praksis. I bogen analyseres sundhedsvæsenet og forskellige tilgange til tænkning og handlinger identificeres. Den borgerinvolverende praksis, der er beskrevet ovenfor, er inspireret af den tænkning Uffe Juul Jensen kalder den situationsorienterede praksis. "Vi forventer, at hvis vi som behandlere stiller en diagnose, så forventer vores brugere også, at der hører en bestemt behandling med. Men betydningen af enhver diagnose kan sagtens diskuteres! Én ting er, at det for tandlægen er en vigtig ting, at der fx er et hul i en mælketand. Men måske betyder det ikke noget for tandens ejermand og forældrene. Med den situationsorienterede praksis bliver der lukket op for, at det, der betyder noget for brugeren, også er en vigtig del af beslutningsprocessen om behandlingsvalget. Brugeren inviteres til at mene noget." Både børn og forældre lytter meget mere til, hvad jeg siger, hvis de selv kan bestemme hvad det er, der er vigtigt for dem. Niels Hansen. Jeg er begyndt at spørge mine brugere, hvad de tænker om den her form for samtale. Svaret er stort set altid, at de er glade for den. Ofte hører jeg udsagnet: Det er fantastisk, at vi kan snakke om behandlingerne. Link til Niels Hansens masteropgave. Kan læses på www.ato.dk under nyhedsbreve Hvordan kom du til den erkendelse, at du ville bruge det her med alle dine patienter? "I Frederikshavn oplevede jeg, at der var en stor gruppe børn og unge, der ikke var glade for at samarbejde med tandplejen. Vi evaluerede - i forbindelse med en ændret prioritering af vores indsatser - på, om vi faktisk opnåede det, vi gerne ville med vores forebyggende indsats. Nemlig at få alle børn og unge til selv at tage ansvaret for egen tandsundhed. Vi vurderede, at det i en række tilfælde ikke lykkedes." 9

"Svaret på, hvordan får vi børn og unge til at tage ansvaret blev, at vi skulle være bedre til at invitere børn og unge til aktiv deltagelse i processerne. Det er kun os selv behandlerne der kan skabe rum til, at børn og unge involverer sig aktiv i beslutningsprocesserne. Vores erkendelse i Frederikshavn var, at vi ofte har talt alt for meget til vores brugere i stedet for med vores brugere." Hvordan er du kommet frem til den praksis, du har i dag? "Den praktiske opskrift på min nuværende praksis stammer fra et gruppearbejde, der foregik på temadage over en periode i Frederikshavn. Opskriften er egentlig enkel: Ved at stille spørgsmål (i stedet for selv at tale) kan vi opfordre børn og unge til at formulere sig om deres ønsker til tandplejen, og dermed være aktive i forhold til deres egen tandpleje. Dette indebar også, at vi spurgte børnene, om de var interesserede i fx at få en instruktion i tandbørstning, en fluorpensling osv. Vi havde en erkendelse af, at vi over tid havde udført en række instruktioner og formidling af informationer, som brugerne ikke ønskede, og dermed var ydelserne ofte uden effekt. Vi havde ikke givet dem mulighed for at sige nej tak. Nu begyndte vi at lade være med at instruere i tandbørstning, hvis børnene sagde nej til det." "Vi havde i Frederikshavn et mål om i det hele taget at blive bedre til ikke at overskride børnenes grænser under tandbehandling, ud fra en erkendelse af, at det havde vi faktisk gjort i en årrække. Og ud fra en erkendelse af, at hvis vi først har presset barnet til noget ubehageligt eller smertefuldt, kan vi i hvert fald ikke forvente, at barnet bagefter har lyst til at høre, hvad vi siger." STOPSIGNAL Niels Hansen fortæller, at man i Frederikshavn erkendte, at for ikke at overskride børnenes grænser, skal der være indgået klare aftaler med barnet på forhånd om, hvilken behandling, der skal foretages. Klinikchefen uddyber: At vi som en del af aftalen ALTID har aftalt et stopsignal. At behandleren opfordrer børnene til at bruge stopsignalet undervejs. At behandleren standser behandlingen, hvis barnet bruger stopsignalet eller barnet undervejs viser tegn på, at noget er ubehageligt eller smertefuldt. At vi undervejs i behandlingen skal tjekke om det, der foregår, er OK for barnet. Altså i det hele taget have mere opmærksomhed på, om barnet har det godt. "Nogle af mine tandlægekolleger i Frederikshavn syntes i starten, at det var grænseoverskridende at skulle acceptere, at barnet på denne måde kunne bestemme, at en behandling ikke skulle gennemføres. Men der bredte sig også en lettelse i personalegruppen over ikke mere at skulle presse børn og unge til noget, de ikke var indstillede på. Vi arbejdede intensivt med dette tema i en lang periode. Den faldt sammen med den periode, hvor jeg læste min master, og arbejdet med praksis passede rigtig godt med den nye viden jeg fik her. For mig kom teori og udvikling af praksis på denne måde til at understøtte hinanden gensidigt." HISTORIEN OM NINNA For 30 år siden var jeg tandlæge for Ninna, der var en lille viljestærk pige. Hun havde meget caries i sine mælketænder. Ninnas mor satte sig i stolen i hjørnet af klinikrummet og ventede på, at tænderne blev ordnet. Men Ninna ville oftest ikke have ordnet noget, og behandlingerne blev derfor kun gjort halvt eller 10

slet ikke. På et tidspunkt havde Ninna haft ondt i en længere periode, og Ninnas mor sagde til mig, at nu må du få løst det her problem. I en halv time prøvede klinikassistenten og jeg at presse Ninna til at få lagt bedøvelse, mens hun kæmpede med alt, hvad hun havde for at slippe. Og hun kæmpede godt. Hun slog, sparkede, skreg og hylede. Efter en halv time gjorde jeg noget, jeg ellers ikke har gjort som tandlæge, men af og til ved mine egne børn derhjemme, når de indimellem trængte mig op i en opdragelsesmæssig krog. Jeg løftede Ninna ud af stolen, satte hende på gulvet og sagde, nu kan du have din åndssvage tand i fred! Ninna reagerede ved omgående at holde op med at skrige, til gengæld begyndte Ninnas mor at græde. Bagefter stod hun uden for klinikken og græd, og jeg måtte gå ud og undskylde, at jeg havde forløbet mig og tilbyde hende og Ninna at skifte til en anden behandler. Situationen førte til følgende refleksion hos mig (og min klinikassistent): Jeg besluttede, at det var sidste gang, at jeg ville acceptere at tage ansvaret for, at en behandling i en bestemt situation blev gennemført. Det kan ikke være mit ansvar, at barnet i fx en nødbehandlingssituation nægter at samarbejde til behandlingen. Dette fritager mig ikke for ansvaret for at tilbyde ordentlig tandpleje, men for at udføre tandpleje på børn, der ikke vil. Det har medført, at jeg i en række situationer, hvor jeg vurderer, at et barn ikke kan eller vil samarbejde, har sagt nej til at udføre en behandling. Det hele handler om som behandler at sørge for, at man ikke ender i en situation, man ikke kan håndtere, for så risikerer man at skade både forælderen og barnet, men ikke mindst mener jeg, at man selv tager skade af en praksis, hvor man ikke tager barnets grænser alvorligt. I næste omgang har det ført til, at jeg er blevet meget bedre til at forberede børn og forældre på, hvad der kan ske eller skal ske og heller ikke begynde på almindelige operative behandlinger - uden at jeg klart vurderer, at barnet kan håndtere det. Jeg forsøger at undgå at gå i gang med behandlinger, jeg ikke kan gennemføre til et godt resultat. Om nødvendigt må jeg vente på, at barnet bliver ældre. Mødte du Ninna igen? "Ja, flere år senere skulle Ninna i øvrigt have rettet tænder. Ninna kom ind på klinikken, men hendes mor løb ud igen, da hun så mig. Jeg måtte fortælle, at tandretning foregik hos mig, der var ikke andre, der kunne rette tænder på klinikken på det tidspunkt. Det endte med, at Ninnas mor blev i venteværelset, så hun slap for at mødes med mig, men Ninna og jeg gennemførte hendes tandretning helt uden problemer. Jeg har efterfølgende også repareret en del huller i hendes tænder, og det er også gået fint. Vi fik etableret et udmærket samarbejde. Jeg er ikke sikker på, at Ninna kan huske situationen med nødbehandlingen, men både Ninnas mor og jeg kan klart huske den." Det hele handler om som behandler at sørge for, at man ikke ender i en situation, man ikke kan håndtere, for så risikerer man at skade både forælderen og barnet. Niels Hansen. Hvordan ved man, hvad der er det rigtige at gøre? "Jeg tænker, at alle tandlæger af og til havner i situationer, hvor det kan være svært at finde ud af, hvad der er det rigtige og det gode at gøre. Nogle gange er de to ting faktisk heller ikke det samme. Vi kan let komme i klemme mellem krav og forventninger fra forældrene, det enkelte barns samarbejdskompetence, vores egne erfaringer fra lignende situationer og vores tandlægelige professionsstandarder. Alle aspekter handler om at gøre det rigtige - og nogen gange er der faktisk intet, der passer sammen. Min måde at håndtere disse udfordringer på har været at lære at undgå at manøvrere mig selv ind i blindgyder altså situationer, 11

hvor jeg ikke kan gennemføre det, jeg lover. Det handler om gøre sig klart på forhånd, hvad der er muligt og sige nej til at forsøge det, man ikke vil være med til. Det er en kommunikationstung måde at arbejde på for uden temmelig meget informationsformidling om muligheder og vurderinger og for og imod og dit og dat, går det ikke. Belønningen for både barnet, forældrene og tandlægen er at undgå at lande der, hvor det hele kun kan gå i sort. NØGLETAL FOR SAMSØ Børne- og ungdomstandplejen på Samsø har levet et varieret organisatorisk liv - den har tidligere været organiseret med kommunal klinik og opgaven har derefter i en årrække ligget hos øens private tandlæge. I 2014 opsagde Samsø Kommune sine aftaler om tandpleje med den privatpraktiserende tandlæge. I dele af 2014 eksisterede en overgangsordning: Nogle børn og unge havde valgt private tandlæger. Kommunalt forebyggelsestilbud til skoler og institutioner blev etableret. To deltidsansatte tandlæger undersøgte og behandlede børn og unge én dag ugentligt på den nyetablerede klinik på Samsø Kommunes Ældrecenter. Kontrakten med specialtandlægen fortsatte, så børn og unge stadig havde et tandreguleringstilbud. Den 1. januar 2015 genopstod Samsø Kommunale Tandpleje som kommunal organisering med fastansat personale og en fortsættelse af kontrakten med specialtandlægen. Den nye klinik befinder sig fysisk i administrationshuset i Ældrecenter Kildemosen i Tranebjerg. Tandplejen råder over to beboer-lejligheder. Den ene lejlighed huser klinik med tandlægestol, sterilisationen er indrettet i badeværelset. I den anden lejlighed har tandplejen omklædning, depot og et arbejdsrum/kontor. På Samsø bor der 550 børn og unge under 18 år og der er 40 omsorgs- og 10 specialtandplejebrugere. Klinikchef Niels Hansen er ansat på 3/5 tid med to ugentlige klinikdage. Klinikassistenten Tina Nielsen er fuldtidsansat og fungerer også som OR-klinikassistent for specialtandlæge Annelise Küseler, der kommer på øen én dag om måneden. 12

Faktorer, der udløser tandlægeangst Bag artiklen "The role of negative and positive memories in fear of dental treatment" ligger over 100 spørgeskemaer udfyldt af 18-årige unge, der har gået i Odder Kommunale Tandpleje. Fire spørgeskemaer skulle klarlægge, hvilke faktorer, der udløser tandlægeangst. Her viste det sig, at positive oplevelser hos tandlægen ikke i sig selv kan modvirke tandlægeangst. Bag undersøgelsen står psykolog Søren Rislev Staugaard, tidligere overtandlæge i Odder, Marit Jøssing og tandlæge Christina Krohn. Vi har talt med psykologen bag undersøgelsen og tandlæge Christina Krohn. Niels Hansen, klinikchef på Samsø, har læst artiklen og kommenterer den her på siden. Se nederst. Se link til abstract af undersøgelsen på www.ato.dk se under nyhedsbreve. Hele undersøgelsen kan rekvireres ved at skrive til Søren Rislev Staugaard på sorsta@psy.au.dk Af Ea Nielsen. Interview med psykolog Søren Rislev Staugaard De unge blev bedt om at udfylde og beskrive rigtig mange ting. Hvor lang tid brugte den enkelte unge på at svare på "hele porteføljen"? Det svingede meget, men dem, der brugte længst tid, brugte cirka en time, og gennemsnittet var 30 minutter. Det, der fylder mest i undersøgelsen, er et spørgeskema, der bliver gentaget to gange - et for positive erindringer og et for negative. Hvor mange unge svarede på testen? "Dr var 171, der oprettede sig i systemet, og ud af dem var der 136, som gav tilstrækkeligt med svar til, at de kunne være med i analysen. Vi havde et spørgeskema, der målte symptomer på PTSD, et på negative erindringer, et på positive erindringer og et på tandlægeangst. Hvert emne havde sit eget spørgeskema." De unge udfyldte fire spørgeskemaer. Et om de mest negative erindringer. Et om de mest negative erindringer. Et om de mest positive erindringer. Et om tandlægeangst: Et om symptomer på PTSD. Af testen fremgår det, at der er forskel på, hvad den negative og positive oplevelse hos tandlægen relaterer sig til. Er det "normalt"? Er der påvist lignende i andre undersøgelser? Det eneste, jeg har kunnet finde om positive erindringer, er fra 1979, som var en undersøgelse af universitetsstuderende. Det er den eneste gang, de positive aspekter er blevet undersøgt. Helt overvejende husker patienterne i vores undersøgelse, at personalet er søde og rare. Det er sjældent, at børn synes, det er sjovt at gå til tandlægen, så det er ikke så overraskende, at de ikke peger på 13

behandlingen som positiv. Det mest overraskende er, at det dog ikke ser ud til, at det har en sammenhæng med mindre angst. Dem, der har stærke positive oplevelser med tandlægen, har ikke mindre angst. Måske hænger det sammen med, at langt de fleste mennesker i vores del af verden har en optimistisk forventning til tilværelsen - det hele skal nok skal gå. De positive oplevelser er mere hyppige, derfor er det sådan, tingene er, antager man. Selvfølgelig er tandplejepersonalet søde, det regnede jeg også med. Den ene gang man får skæld ud, eller det gjorde ondt, det husker man! De andre gange gik det fint, men man husker kun den ene negative gang. Det dårlige er stærkere end det gode. Så grunden til, at vi ikke ser, at det positive har så stor en effekt er, at det er sådan, vi synes, det bør være. Det negative får stor effekt, for det er ikke det, man forventer. Undersøgelser har vist, at i den vestlige kultur omhandler tre fjerdedele af vores livserindringer positive begivenheder. Det vil sige, at vores tilværelse er præget af positiv oplevelser. Gruppen af unge her adskiller sig ikke fra andre undersøgelser med andre unge." Den ene gang man får skæld ud, eller det gjorde ondt, det husker man! De andre gange gik det fint, men man husker kun den ene negative gang. Søren Rislev Staugaard. Undersøgelsen peger på, at sensible børn belastes mest af negative oplevelser. Er der noget i sensible børns adfærd, der gør at vi kan spotte dem, og dermed være opmærksom på deres udfordring? Ved ængstelige patienter anbefales det, at man taler åbent om det og spørger, om der er noget, patienten er nervøs for. Her er en, der er interesseret i, hvordan jeg har det? Det behøver ikke tage lang tid. Det hjælper også på patientens oplevelse, at man giver patienten kontrol. Man kan for eksempel aftale, at patienten får noget i hånden, hun kan pege med eller klikke med, der kan et give signal om, at hun skal have en pause. Vi lavede en anden undersøgelse med voksne patienter med tandlægeangst, hvor vi undersøgte, hvad der havde betydning for, at man udvikler tandlægeangst, og her viste det sig, at mange havde haft dårlige oplevelser som børn. Det altafgørende er, at man har tillid til tandlægen, tillid til at han lytter, og at man kan sige fra. Flere af de negative erindringer i Odder-undersøgelsen omhandlede at tandlægen lod til at have travlt eller virkede utålmodig. I mange af historierne om negative begivenheder med personalet handler det om, at tandlægen ikke lyttede, eller at patienterne har følt, at de er blevet irettesat. Der er nogle grænser, der er blevet overtrådt. Det er den måde, de husker det på. Men det kan børnene måske skjule næste gang de kommer. Hvordan spotter man det? Unge kan være gode til at skjule det. Hvis det drejer sig om mindre børn, vil jeg spørge forældrene, hvordan barnet har det. Man kan gøre det til en vane at spørge ind til, hvordan patienten har det, eller måske lige bruge et par minutter på et spørgeskema. Ved mindre børn kan det være et skema med smileyer. Her kan det være en god idé, at man bruger skemaet inden behandlingen, for eksempel allerede når barnet sidder i venteværelset. Angsten er typisk stærkest lige inden, så det er der, man skal tage sig af det. 14

Det altafgørende er, at man har tillid til tandlægen, tillid til at han lytter, og at man kan sige fra. Søren Rislev Staugaard. Det fremgår af undersøgelsen, at jo yngre barnet er, jo mere sætter den negative oplevelse sig. Hvad anbefaler du os i forhold til mindre børn, der har behov for tandbehandling? Fokuser på at skabe en god kontakt, og hvis der er behov, så skab et element af kontrol for barnet. Barnet kan have ide om, at det her er noget, de er tvunget til. Nogle ængstelige børn bider følelserne i sig, og de kan have gavn af at opleve, at de kan styre situationen. Det handler typisk ikke om at kunne styre hændelsen, men at vide, at man kan styre hændelsen. Det betyder enormt meget for ængstelige patienter." Tandplejepersonalets opførsel står stærkt i barnets erindring. Hvordan støtter vi bedst barnet i situationer, hvor der er behov for behandling? Her handler det igen om tillid og kontrol. Hvis tingene er gået i hårdknude med et barn, der har svært ved at håndtere situationen, eller der er tale om børn med en diagnose, som for eksempel autisme, hvor man ved man skal udføre en stor behandling, så vil jeg anbefale, at man træner det på forhånd. At man siger: For at det her skal kunne lade sig gøre, skal barnet komme ind tre gange på en uge. De første gange simulerer vi bare, her handler det om at øve sig og opleve tillid og kontrol. Tredje gang kan vi så lave behandlingen. Det tager selvfølgelig ekstra tid, men hvis man kan spare et barn for at blive ængstelig, er den tid godt givet ud. På den måde kan man træne og øve det, der er svært, samtidig med at man opbygger tillid og kontrol. Det er rigtigt vigtigt at skabe gode oplevelser. Man kan også ind i mellem tjekke, hvordan barnet har det. Eller for eksempel sige: Sidst, du var her, sagde du, at det var svært, men du klarede det. Man fokuserer altså på mestringen. Nogle ængstelige børn bider følelserne i sig, og de kan have gavn af at opleve, at de kan styre situationen. Det handler typisk ikke om at kunne styre hændelsen, men at vide, at man kan styre hændelsen. Søren Rislev Staugaard. Hvordan hjælper vi vores brugere til at restrukturere erindringer om besøget hos tandlægen? Det gør man ved for eksempel at spørge: Kan du huske, hvor godt det gik sidst? Man taler om sidste gang og viser måske et billede af barnet fra sidste besøg hos tandlægen. Man lægger vægt på alt det, der gik godt: At barnet smilede, fik noget legetøj, sad i stolen og åbnede munden. Ideen er, at barnet har et indre billede om, at der var noget, der var slemt, og at barnet klarede det dårligt. Man kan op til en vis alder have indflydelse på, hvordan barnet oplever det. Man tager det ud, der gik godt, og siger: Du er dygtig til at gå til tandlægen. Det kan blive til den officielle historie. Det kan man også sige til et barn, hvor det virkelig ikke gik godt, og behandlingen ikke kunne gennemføres. Her må man finde noget, der alligevel gik godt, for eksempel: Det var godt klaret, at du satte dig op i stolen." Skal man gøre det lige efter behandlingen, eller først efter noget tid, altså for eksempel næste gang, man har barnet i stolen? Man skal gøre det, når der er gået noget tid. Hvis det er gået dårligt sidst, kan det nå at prelle af - barnet glemmer intensiteten af følelsen. Det er det, der kaldes fading affect bias og betyder, at efter for eksempel et halvt år fader følelserne, der er knyttet til oplevelsen, og man har glemt det. Det er bedre at 15

restrukturere oplevelsen på det tidspunkt. Hukommelsen vil være mere modtagelig for den milde manipulation der vil være, så man kan påvirke fortolkningen og vende oplevelsen til noget bedre. Det vil sige, at tandlægen tager tolkningen og vender den lidt rundt. Sådan her ser jeg på det! Man giver barnet en anden mulighed. Alle de negative aspekter - pyt med det! Det vigtige er, at du klarede det." Hvordan gør man det systematisk? Hvis man vil arbejde systematisk med restrukturering, kan man have en procedure for det, hvor man for eksempel lige husker at tage et billede af barnet eller det legetøj, barnet får med hjem, eller man noterer måske en mestringsoplevelse ned. Det skal man så huske at fremhæve ved næste besøg. Det kan være et billede af barnet med munden åben, så man ved næste besøg kan tale om, hvor dygtigt barnet var. Hermed får barnet en ny tolkning af oplevelsen. Barnet husker følelserne, man tolker dem i en positiv retning. Børn er mere åbne over for tolkning. De går ikke og analyserer deres liv som voksne, her er det effektivt, at man giver dem en tolkning. Set fra et psykologisk perspektiv er alt, der dæmper oplevelsen for eksempel sedering og hypnose, ikke noget man bør gøre brug af, fordi det netop fjerner følelsen af mestring. Det her handler om at give barnet en følelse af kontrol, og det er meget mindre problematisk med restrukturering. Der er selvfølgelig et element af manipulation over det, men det er ikke en version af virkeligheden, der ikke passer. Man kan sige, at man forstærker en flig af virkeligheden. Men jeg vil gerne understrege, at det altid er relevant at tænke på det etiske. Hvis man vil arbejde systematisk med restrukturering, kan man have en procedure for det, hvor man for eksempel lige husker at tage et billede af barnet eller det legetøj, barnet får med hjem, eller man noterer fx en mestringsoplevelse ned. Det skal man huske at fremhæve ved næste besøg. Søren Rislev Staugaard. Læs også: Niels Hansens kommentarer til undersøgelsen, nederst. Vi har en forpligtelse til at forebygge tandlægeangst Af Ea Nielsen. Interview med Christina Krohn, tandlæge i Odder. Hvad var baggrunden for undersøgelsen? Langt de fleste unge har sunde tænder når de forlader tandplejen som 18-årige, og vi vil gerne sikre os, at de unge har det godt med at gå til tandlægen, så de i voksenlivet fortsat er trygge ved at besøge tandlægen og hermed kan drop out-procenten minimeres. Vi har tidligere erfaret, at hver gang vi er i pressen vedr. tandlægeangst er der stor bevågenhed i lokalsamfundet og blandt forældrene. Derfor ser vi en forpligtelse i at forebygge tandlægeangst. Vi blev nysgerrige efter at finde ud af, hvor vi skal gøre en indsats for at mindske antallet af tandlægeangste børn og unge. Vi tænkte, at det ville være fint hvis vi kunne måle de unges tandlægeangst, så vi kunne tale med dem om det. Vi fik dog ikke et måleredskab, 16

det burde der arbejdes videre med, ellers kan den anerkendte DFS (Dental Fear Scale) bruges. Holder vi fokus ved at måle alle unge ved 18-årsalderen og får det skrevet ind i OCR-blanketten kan resultaterne følges. De unges "selvformulerede" udsagn om de dårlige tandlægeoplevelser gav et tydeligt billede af betydningen af personalets adfærd, hvilket vi kan være mere bevidste om. Vi fik afkræftet, at mange positive oplevelser vil kunne ophæve den dårlige tandlægeoplevelse, men vores anerkendende tilgang betyder, at vi kan acceptere og tale med barnet om den mindre gode oplevelse møde barnet - så der kommer ord på og barnet føler sig hørt. Nogle er utrygge ved en behandling - andre ikke. De sensitive børn skal man være særlig opmærksom på." Hvordan opdager I de børn? "Vi opdager det selv, hvis de for eksempel er usikre overfor at sætte sig i stolen, er stille, vægrer sig mod at få "noget" i munden, er følsomme overfor lys, lugt, lyde. Andre gange nævner forældrene det. I undersøgelsen nævnes den restrukturerende samtale, hvor man taler med barnet om det sidste tandlægebesøg i en positiv ramme. Hvordan foregår den samtale hos jer, hvor man restrukturerer samtalen? "Vi snakker med børnene om den sidste gang, de var her, når de kommer efterfølgende. Det er vigtigt, at man anerkender barnet ved for eksempel at sige: Jeg ved godt, at det var svært, men du klarede det rigtig flot. Det handler om, at vi fokuserer på de gode ting. I journalen skriver jeg for eksempel, at barnet blev ked af det eller græd, og at vi talte om det bagefter. Så ved jeg til næste gang, at vi lige skal have fat i det." "Jeg bruger et VAS-skema, og det kan ofte være en lettelse for både barnet, forældrene og behandleren at se det udfyldte skema, for måske var det ikke helt så slemt, som man troede. Jeg oplever ofte, at barnet placerer oplevelsen mildere på skalaen, end jeg måske lige tror under selve behandlingen, hvor barnet måske græder eller virker utrygt. Så jeg vil anbefale, at man taler om det, der bliver skrevet på VAS-skalaen, som ofte er mere positivt end det barnet giver udtryk for under selve behandlingen. Det giver også forældrene mulighed for efterfølgende at tale med barnet om besøget på en mere positiv baggrund." Vi snakker med børnene om den sidste gang, de var her, når de kommer efterfølgende. Det er vigtigt, at man anerkender barnet ved for eksempel at sige: Jeg ved godt, at det var svært, men du klarede det rigtig flot. Christina Krohn. "Når jeg tager snakken med barnet spørger jeg ofte til, hvordan maven har det, det kan også ret små børn forholde sig til. Jeg spørger for eksempel: Hvordan havde du det ude i venteværelset? Forestil dig, at det (VAS-skemaet) er billeder af maver, hvordan havde maven det? Hvad siger din mave til dig nu? Jeg synes, det er dejligt, at Søren Rislev Staugaard kommer med helt konkrete forslag til, hvordan man restrukturerer oplevelsen ved for eksempel at tage et billede af barnet i stolen eller et billede af den lille ting, barnet får med. Det er rigtig fint, at det ikke bare er snak, men også noget helt konkret." I Odder arbejder man non-operativt, og Christina Krohn fortæller, at de forebyggende tiltag er med til, at operative behandlinger ofte kan vente til barnet har nået en alder, hvor forståelsen for, hvad der sker bliver lettere og barnet magter behandlingen. 17

"Forud for en operativ behandling kan det for mange børn være til stor gavn at få gennemgået behandlingsforløbet, så alt er kendt på forhånd. Det gælder også for den unge, som ikke tidligere har fået foretaget operativ behandling. Under behandlingen er det vigtigt, at barnet eller den unge ved de kan bruge pause- eller stoptegn." Under behandlingen er det vigtigt, at barnet eller den unge ved de kan bruge pause- eller stoptegn. Christina Krohn. OVERGANG TIL PRIVAT PRAKSIS "Ved overlevering til den privatpraktiserende tandlæge spørger jeg specifikt den unge, om jeg skal skrive det i udskrivningsbrevet, hvis patienten er lidt utryg ved at gå til tandlægen. Alle tandlæger vil jo gerne tage særlige hensyn til patienterne, men man skal vide det i forvejen, så man kan sætte lidt ekstra tid af. Vi har en rubrik på udskrivningsbrevet til bemærkninger, og jeg ved at de privatpraktiserende tandlæger er meget opmærksomme på den del af udskrivningsbrevet. Jeg plejer også at sige til de unge, at det er vigtigt, at man har en god relation til sin tandlæge, at man føler sig hørt og respekteret og at man frit kan vælge mellem tandlæger og kan skifte, hvis man ikke føler sig tilpas der hvor man først valgte at gå. Jeg siger også til dem, at de skal huske, at "det er deres tænder, ikke tandlægens." * Kommentar til artiklen Af Niels Hansen, klinikchef på Samsø. I foråret 2013 sagde 171 af de 17-årige, der blev indkaldt til sidste tandundersøgelse i Odder Kommunale Tandpleje samtidig ja til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse om deres forhold til tandpleje. De unge udfyldte i alt tre forskellige spørgeskemaer det ene Posttraumatic Check List Civilian Version med reference til en traumatisk oplevelse (ikke nødvendigvis en tandbehandlingsoplevelse) de selv havde oplevet. Derefter blev de unge bedt om at beskrive deres mest ubehagelige personlige oplevelse i forbindelse med tandbehandling. Og derefter fulgte endnu et spørgeskema et såkaldt Autobiographical Memory Questionnaire, der beskæftiger sig med, hvordan hjernen/hukommelsen behandler oplevelsen. Til slut blev de unge bedt om at beskrive den mest positive tandlægeoplevelse og slutte af med at udfylde et Dental Fear Survey spørgeskema. Artiklens primære forfatter er psykolog, hvilket betyder, at artiklen går noget dybere ned i de mekanismer, der styrer/guider vores (efter)behandling af de stimuli, vi udsættes for herunder altså oplevelser i tandlægestolen - end vi er vant til fra artikler fra det odontologiske fagområde. Jeg har som tandlæge ofte undret mig over, hvordan det kan være, at den samme traumatiske oplevelse (eksempelvis en smertefuld nødbehandlingsseance) for det ene barn ser ud til at give anledning til udvikling af modvilje overfor tandpleje, og for et andet barn tilsyneladende ikke betyder noget særligt. Artiklens forfattere havde forventet at finde en sammenhæng mellem positive oplevelser hos tandlægen og et mindsket tandlægeubehag. Men denne sammenhæng kunne ikke findes. 18