Koldinghus

VEJLE AMTS AARBOG 1967 UDGIVET AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND

VEJLE AMTS AARBOG

Koldinghus 1268-1968. - Her residerede danske konger fra Christian Il til Frederik VI, her virkede dronning Dorothea og Caspar Markdanner, her samledes fremmede fyrster og gesandter til drøftelse af spørgsmål af den største betydning for land og folk, og her holdtes strålende fester, igennem de samme sale stormede i det 17' århundrede hærgende skarer af svenske, polske og brandenburgske soldater, her færdedes i begyndelsen af det 19' århundrede Napoleons generaler og efter århundredets midte Bismarcks.rekruttcr.

KOLDINGHUS SLOTSRUIN Aquarel af Maleren Jørgen Hoed 1835 (Museet paa Koldinghus).

VEJLE AMTS AARBOG UDGIVET AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1967 I KOMMISSION HOS KONRAD JØRGENSENS BOGTRYKKERI A/s KOLDING

! Redaktionsudvalg: Amtslæge, Dr. med. Jakob Jakobsen, Vejle (Formand). Museumsinspektør, mag. art. Sigvard Skov, Koldinghus. Redaktionssekretær Axel Rude, Vejle.

INDHOLD 1967 Side Otto Asmus Thomsen: Pigen fra Gyllings Gård (Harald Kiddes unge år i Vejle)................ 9 Erling Petersen: En Soldaterskæbne fra 1864...... 53 Erik Blom: Af Lærer C. A. Blom's Dagbøger fra Treårskrigen ~................................. 65 Georg S. Geil: Løsning og Korning Kirker og deres lutherske Præsterække.......................... 101 Sigvard Skov: Kolding Sømandsforening og dens Samlinger 125 Frithjof Sellerup: Landsbymusikere i Bjerre Herred.. 136 Jakob Jakobsen: Endnu en»glemt«kunstner (F. C. Stramboe) 161 Nekrologer: Sigvard Skov: Politimester Vagn Bro, M. F 177 Axel Rude: Seminarielektor Johs. Villumsen 180 Regnskab 182 Aarsmøde og Beretning........................... 185

H PIGEN FRA GYLDINGS GÅRD HARALD KIDDES UNGE ÅR I VEJLE Af Otto Asmus Thomsen. arald Kidde voksede op i en lille by med rundt regnet en halv snes tusind indbyggere. Han kalder den i sin digtning aldrig ved navn ( det klassiske Fjordby havde jo andre lagt beslag på, først J. P. Jacobsen, siden Gustav Wied og Jakob Knudsen), men ikke desto mindre lever Vejle i hans værker med så virkelighedsnære træk som vist ingen anden dansk by i den danske litteratur, lige med undtagelse af hovedstaden. Han levede her de første 20 år af sit liv og glemte aldrig byen. Det allerførste stykke, han fik trykt, Æblerne, foregår i en af Vejles frugthaver 1 ), og på allerførste side af hans første roman finder vi et rids af»den lille købstad, der med sine røde tage krøb sammen om kirketårnet med den blinkende vejrhane«2 ). Vejle var for Harald Kidde først og fremmest hjemmets by, men den blev med tiden andet og mere. Efter faderens død måtte barndomshjemmet på Sønderbro i 1895 erstattes af en andensal i Skyttehusgade-), og allerede længe før den tid var hjemmets rammer sprængt, som det er naturens orden. Drengen blev sat i skole og fik kammerater. I denne skildring af Harald Kiddes opvækst i Vejle møder man da ikke først og fremmest hjemmebarnet, men nok så meget den unge mand, der - i begyndelsen modvillig og tøvende - søgte at underlægge sig en anden verden end hjemmets. Det er hensigten at give et billede af den virkelighed, han da stødte sam-

10 men med, og som gav ham ar i sindet, der først sent, om nogen sinde, hørte op at smerte. t ~ Fra MøUeaaen. - Tegnet af maleren Carl Forup. Vi møder en ung mand, der tidligt satte sig for at blive digter, og hvis evner og kald en hel by synes at have troet på. Og vi oplever den virkelighed, som lever videre i hans værk, på een gang omhyggeligt erindret og set gennem en digters temperament, de samme

11 oplevelser, han siden fortolkede i sin digtning, realiteter, han kunstnerisk forløste. Det er tit sagt, at det var døden, der gjorde Harald Kidde til digter. Det er kun en halv sandhed. Hvad han mistede i Vejle og derfor (med lbsens ord) evigt ejede, var ikke blot hjemmet, som faderens død slog skår i, men også den unge pige, han ikke kunne få. Det er dette nederlag i livet, der lige så meget som mødet med døden gjorde en digter af en skrivelysten latinskoledreng. Her har vi da Harald Kiddes trauma (for at bruge en moderne jargon). Og dette psykiske chok blev så voldsomt og så varigt, fordi Kidde i sit sind havde så stærke bindinger. Det kostede kamp og overvindelse at rive sig løs. Derfor brød han sig hverken om et nyt hjem eller en ny kærlighed. Vi møder da denne Vejle-pige først og sidst i hans digtning. I Æblerne forlader hun sin ven med grenen med de fuldmodne frugter løftet som et scepter over sit hoved og går bort»for at dele med mange«, i Åge og Else er hun»livets lyse troende datter«, Lull Weden, og i det allersidste værk, Jærnet, er hun den Susan, som heller ikke Steffan kunne vinde. Vi ved ret god besked om Harald Kiddes unge år i Vejle. Mange har fortalt derom. Når vi her prøver på at samle de spredte træk til et billede, kan vi også bygge på nyt materiale, nemlig en række af Kiddes digte fra disse år. Kun få har kendt dem, og den skoleforeningsprotokol, hvor digteren selv prentede dem med sirlig skønskrift, troede man forsvundet. Den findes på Det kongelige Bibliotek. * Harald Kidde brød sig ikke meget om at gå i skole. Man husker, hvor ondt Tue havde af sin søster Regitze, fordi hun skulle hen på»den fremmede skole«.»han var dog lykkelig, at han kunne blive hjemmee+), Da

12 turen kom til Harald selv, benyttede faderen tit lejligheden til på trods af al skolepligt at tage drengen med ud på de meget omtalte køreture. Karlen hentede ham midt i skoletiden, rektor skottede bag brillerne, forarget og moret, og når så far og søn var kommet godt af sted, blev de let enige om, at det var bedre end skolen 5 ). Skolegangen begyndte Harald hos frøken Kirstine Seligmann, der siden 1882 forberedte drenge til optagelse i latinskolen. Hun huskede ham siden som en intelligent, indadvendt og drømmende dreng med sørgmodige brune øjne"), Den 15. august 1889, lige fyldt elleve, kom han i latinskolens første underklasse. Denne skole var oprettet i 1865 med cand. philol. H. A. Krarup som bestyrer og havde i Kiddes tid først til huse Dæmningen 5 (nuværende nr. 21). Den 1. september 1894 flyttede skolen til en ny bygning på Horsensvejen ( nu N ørrebrogade,»latinergården«), og da fru Kidde kort efter flyttede til Skyttehusgade med sine drenge, fik Harald en behagelig kort skolevej7). Blandt de ny drenge i latinskolens første underklasse i 1889 blev især to kammerat med Harald, nemlig Aage Rodskjer og Holger Wegener 8 ). 1894 indmeldtes Niels Thingberg Thomsen, søn af Vejles daværende skoleinspektør. Han kom meget sammen med Harald de sidste skoleår i Vejle, og ham skylder vi en førstehånds beretning om denne tide), Han fortæller:» Imellem de andre drenge var Harald jo en underlig fisk. Han måtte døje mange skoser for sit lange hår og sin ureglementerede påklædning; han foragtede stive flipper og gik altid med blød sportsskjorte ; med begrebet sport var hans fysik og hans væsen i øvrigt inkommensurable. I gymnastiktimerne var han fri; han var for svag til at deltage i legemsøvelser, hed det sig; i virkeligheden tror jeg, at der her blev begået en lige så skæbnesvanger som velment fejltagelse over for

13 Kidde... To ting bidrog i nogen grad til at værne ham mod de værste stiklerier; for det første hans alder og tidlige modenhed; han var ældst i sin klasse og gik derfor mellem de kammerater, han overhovedet indlod sig med, under navnet»far Kido«. For det andet hans Harald Kidde med det røde slips. venskab med klassens kårne fører, den smukke, stærke, sportsbegejstrede Aage Rodskjer, der håndhævede en jernhård justits. Ham havde guderne skænket alt, hvad de havde nægtet Harald; han voksede op som Vejles unge Alkibiades, forkælet og lunefuld, sejrherre ved alle sportskampe... Det er Rodskjer, som er skildret i Åge og Else under navnet Sigurd Ross.«Andre husker skoledrengen Harald Kidde, således den lidt yngre Harald Juul-Jensen, født 1882 1 0): Kammeraterne lavede lidt ha:uøj med Harald,»men jeg tror, han tog det meget filosofisk. Han var vist så overlegen og regnede ikke rigtig os andre. Men han var altid

14 meget elskværdig, når vi kom og bad om bidrag til vores skoleblad«. Det var hektograferet, og her blev Harald Kiddes første digte publiceret, siger Juul.lensen, som huskede et om»hvide svanevinger og sorte ravnevinger«. Ludvig Dolleris (født 1886, søn af digteren og boghandleren Andreas D.) huskede H. med pandehår helt ned til Øjenbrynene,»og på en tid, da støvler var på moden, gik han med sko og ildrøde strømper. Han vandrede naturligvis for sig selv og var en villig skive for sneboldeneeu), Ludvig Dolleris nævner også, at Harald Kidde skrev digte. Det vidste hele skolen, ja, hele byen, og der stod allerede i disse skoleår i Vejle en vis nimbus omkring Kidde som kommende digter. Det ville han være, det var han tidligt klar over, og han begyndte da også tidligt at skrive. Herom siger Niels Th. Thomsen:»Uden betænkning stillede rektor elskværdigt et klasseværelse til vor disposition, da han erfarede, at.holdet på Kiddes initiativ havde stiftet en klub med det formål, at vi skulle mødes lørdag aften til en diskussion på grundlag af et indledende foredrag. Om klubben fik noget navn, husker jeg ikke længere; derimod kom der som synligt minde om dens kortvarige eksistens til at foreligge en diger protokol, hvori Kidde overlegent producerede sig.«på to punkter tog Niels Th. Thomsen fejl. Han taler om»klubbens desværre bortkomne protokol«og oplyser, at Kidde bidrog med første kapitel af en lokal vejlensisk roman. Nu ved man, at bogen er bevaret, og man kan forvisse sig om, at det omtalte Vejle-kapitel indskrænker sig til et prosadigt på godt en side, samt at det navn, Niels Th. Thomsen ikke kunne huske, er Kosmosv-Y, *

15 Det er med en vis betagelse, man i dag blader i den gamle protokol, som man så længe troede borte, og hvor man nu finder Harald Kiddes første penneprøver, ganske vist ikke i den form, der skulle blive hans, prosaen, men til gengæld i den bundne stil, der vist alle dage stod hans hjerte nærmest. Alle bidragene i Kosmos er digte, rimede og som oftest strofiske. Kun eet (Gaden) er på prosa, men alligevel et digt, en»stemning«, således som Johannes Jørgensen havde skrevet dem, inspireret af Baudelaires prosadigte. Alle digtene er dateret, det første 30. maj 1896 og det sidste 5. august 1897. I begge tilfælde er Harald Kidde ophavsmanden. Det kunne se ud, som om de sidste af Kiddes digte er signeret og dateret af en fremmed hånd. I hvert fald er håndskriften her noget anderledes end den nydelige, men ufærdige og ret upersonlige skoleskrift, hvormed Kidde ellers førte sine digte ind i protokollen. Det var altså kun godt et år, Kosmos fik at leve i. Det sidste skoleår før studentereksamen (1898) har der nok været knaphed på tid. Den almindelige antagelse, at Kidde allerede i Vejle var begyndt at skrive på Åge og Else, bekræftes ikke. Tværtimod synes det at fremgå af Kosmos, at han helt var opslugt af lyriken. Det er vel også det sandsynligste, at han først har taget fat på romanskriveriet for alvor, da han i København af Valdemar Vedel havde fået at vide, at det var prosaen, han kunne bedst1 3 ). Når Niels Jeppesen vil hævde, at Kidde i gymnasieforeningen Kosmos' protokol altid undertegnede sine digte Harald Sager Kidde 14 ), må vi desværre korrigere. Kidde begynder med signaturen Harald Sager-Kidde, med tydelig bindestreg. Denne har en vis tilbøjelighed til at forsvinde, til sidst gør den det helt, og det

16 samme sker med Sager. Et sted står der Harald S. Kidde, men fra og med den 14. marts 1897 er signaturen kort og godt: Harald Kidde. Kosmos kan således give os en nogenlunde præcis dato for, hvornår Kidde har besluttet sig for sit forfatternavn. Som bekendt var han døbt Harald Henrik Sager Kidde. Titelbladet har en træsnitagtig ramme omkring en pennetegning, vistnok af Iver Iversen, og tre to-linjede strofer af nationalt indhold:»og for Danmarks Land kan det ikke blive Gry / Før der er slaaet Bro fra det Gamle til det Ny«, signeret H. K. 96 og prentet i en slags runestil. Herefter følger 114 sider med digte og tegninger. Harald Kidde har skrevet på de 50, Holger Wegener på 19 og Niels Th. Thomsen på 5; Iver Iversen har tegnet 16 helsider plus 3 vignetter, mens 5 tegninger er signeret P. B. og 1 er uden signatur. På sine 50 sider har Harald Kidde produceret ialt 45 digte; heraf er (som nævnt) et på prosa, mens et andet er en Heine-oversættelse (Jeg har dig elsket). Han er således langt den mest produktive af den lille kreds. Det er tydeligt, at digtene er indført i afskrift. Dateringerne forekommer ikke kronologisk og gælder åbenbart det pågældende værks tilblivelse, ikke indføringen i protokollen eller oplæsningen i klubben. Da der således er tale om afskrifter, forstår man bedre, at Kidde har ladet protokollen slippe sig af hænde. Især de sidste digte i bogen er meget personlige, for ikke at sige private. For resten forbløffer det en, at så få har bidraget til protokollen. Kosmos var åben for de to øverste klasser og må dog have haft flere medlemmer, selv om elevtallet ikke var stort dengangw), Men de andre har vel beskedent holdt sig tilbage, blændet af den førende åndelige klike med Harald Kidde i spidsen.

17 I årene 1903-1905 har en vis Clara Thomsen benyttet nogle blanke blade i protokollen til digte og sentenser. Et enkelt sted har hun meget nærgående placeret et digt oven i en tegning af Iver Iversen. Disse skriverier er uden interesse, men man forbløffes over den manglende pietet, de er vidnesbyrd om. I disse år havde Harald Kidde da allerede et navn som forfatter og havde udgivet både Sindbilleder, begge dele af Åge og Else samt Luftslotte. * Det vil ikke være rigtigt at citere alt for meget af disse ungdommelige digte. Vi ved, at Harald Kidde var meget kritisk med alt, hvad han skrev, og han var det især over for digtene, der ikke fandt nåde for Vald. Vedels Øjne. Han holdt ikke op med at skrive i bunden form - det kunne han ikke uden at stivne, sagde han-") - men selv lod han kun tre komme på tryk, nemlig Trende Ditlujrombecv i, De er en hyldest til»nordens drue«, brændevinen, og var foranlediget af forbudet af 1917. I al korthed går de ud på, at menneskenes børn lige fra Adams tid fik tungen løsnet ved brændevinen. Det gælder også poeterne, og i sidste vise forkynder Johannes Ewald:»jeg vandt - ved brændevin!«. Kidde anslår i Kosmos lignende toner i En lystig Vise, der også handler om brændevin, og er det eneste forsøg i den muntre genre. Digtene i Kosmos viser ikke ny sider af Kiddes talent. De er og bliver skoledrenge-poesier og kan kun bekræfte sandheden i Vald. Vedels ord. Selv om Kidde nok er den, der viser de største formelle evner, er det dog også tydeligt, at han har svært ved det rytmiske - og skrive vers som J. P.. Jacobsen eller Herman Bang og Obstfelder ville han jo ikke 18 ). Men hvor

18 ufuldkomne Kiddes digte end er, er de dog de bedste i bogen og de eneste, som røber et talent af større bærekraft. I hvert fald tegner de et billede af en ung digter, og vi kan efterspore de første kim af motiver, som siden spilles igennem i hans værker for fuldt orkester. I grove træk kan man klassificere Harald Kiddes bidrag til Kosmos således: 4 digte er naturstemninger i halvfemsernes maner (Søens Flade, Maane, Elverdans, Vår), hertil slutter sig det omtalte prosadigt Gaden; i 12 digte, som nærmest må kaldes tankedigte, møder vi allerede den grublende digter, mens 24 er helliget kærligheden, hyldest til den elskede og sorg og bitterhed over bruddet. Foruden linjerne på forsiden og den lystige vise findes her to hyldest-digte, til Georg Brandes og den nu helt glemte Carl Markman 19 ). Som eksempel på den unge digters billedskabende evne skal blot citeres (fra Elverdans): Regnen falder på de hårde Veje, på de hårde Veje langt af Led, nærmer sig i sagte, lydløs Tr-ippen, nærmer sig som tusind Dværgefjed. I Vår træffer han fint Johannes Jørgensens elegiske tone: Når smykt jeg ser den hele Egn med Vårens fagreste Eje, længes jeg tungt mod Skumrlngsregn og Øde, høstlige Veje. At Heine og Goethe er blandt husguderne, ses tydeligt. At folkevisen også er det, viser sig ved, at den efterlignes, og i det hele taget er den 4-linjede strofe stærkt dominerende. Lidt søgt kan der være både i ordvalg og i billedvalg (s-blusrøde vinduers,»de stin-

19 deste Tornekroner«,»Mørkskræk«). Han opfatter skarpt gadebilledets»gule Lygter og sølvblaa elektriske Lamper«såvel som de sorte grene, der»hænge som et Næt af Masker / over Maanen hvid«, men må nok siges at nærme sig det manierede, når de samme grene gøres symbolske: saadan hænge mine Drømmes spinkle, blege Graa om din Skønheds hvide Maane, som de aldrig naa. Et billede som»kjolens hvide Skum«nikker man genkendende til. Det har Kidde, som vi siden skal se, brugt et andet sted. Man noterer, at den unge digter til at begynde med skriver aa, men allerede den 29. august 1896 går han over til det å, som han siden Ioretrakw), Meget om Vejle er der ikke i Kosmos. Holger Wegener nævner i et af sine digte Bybæk og Nørreskoven, og Harald Kidde skildrer»nørregaden sent en Aften i Efteråret«. Den»smalle, ormegrå«gade har en trafik, der synes at høre hjemme i en større by, digteren søger ind i de stille smågader og længes mod at svinde ind i himlens kulde, glemsel og hvile. Han taler om småstadens fjas, et andet sted om»byens lumre, kvalme Luft«og glæder sig, når den fyldes»af Forårsduft«. I den gruppe, jeg har kaldt tankedigte, er det sindbilledlige efter sagens natur særlig stærkt fremtrædende, og det er - hvilket ikke kan overraske os - som om den grublende digter taler med større myndighed end den blot elegiske. Det er også her, vi finder tanker og motiver, som Harald Kidde siden kredsede om i sin digtning.

20 Der tales naturligvis meget om drømmene og om sorgen, som man ikke kan ride fra. Digteren tror dog på livets lykke og kan takke for digter-evne og drøm, selv om de koster sorg. Det er jo helt Stuckenbergske toner. Døden omtales i større almindelighed, end man ville vente. Et nyt liv efter døden afvises; digteren vil»hel're sove trygt og godt og stille«. Han vil begraves på en fattig kirkegård på heden, for ensomheden var hans bedste eje, og for korset foretrækker han»ahasveri stærke Poppelstave. Den hvileløse vandrer havde jo alle dage en stor stjerne hos Kidde. Længsel efter hjem og tryghed fremhæves dog også såvel som trangen mod ungdom og glæde. Religiøse strenge anslås, men det antydes, at digteren ikke er stærk i troen. I digtet Stjærnen er denne både en»eventyr-ø«, et»skær i den mørke SØ«og en ledestjerne: Lær mig tålmodigt forsage Glæden, jeg aldrig kan nå, drag mig t llsldst til det høje, det stjærnefunklende Blå. Her har vi jo Clemens Bek og hans Ø, når digteren synes, der ikke er en plads for ham, og at lykken kun er for de andre:»for alle de andre... gives der kvinder til«. Og på samme måde finder vi i kærlighedsdigtene den skinbarlige Tue Tavsen. * Kærlighedsdigtene begynder med en hyldest til den elskede. I digte fra august og september 1896 drømmer han om hende, han ser hende gå ad gaden som en Agnete med kjolens hvide skum om sine fødder, og han håber, hendes Øjne vil se på ham med kærlighed. Sidst på året er han klar over, at det ikke vil ske, men

21 selv om hun har»sveget for tusinde gang«og forrådt hvert ord, vil han dog stadig tage imod hende og bede hende tilgive ham. Her er igen Stuckenbergske toner, om end ikke så hjerteskærende som i Tue Bentsøns Viser. Der synes altså at være sket et veritabelt brud. Den 16. januar 1897 siger han, at han ikke mere tør kalde hende veninde, og det»har du været dog en Gang«. Nu kommer digtene om sorgen (han har digtet sine dyreste digte om hende, men hans hjerte græd derved) og anklagerne: hun har leget med ham; hvad der var alvor for ham, var kun spøg for hende. Hun forstår ikke hans gråd, vil gerne forliges og fatter ikke, at en elsker aldrig kan blive en ven. Han drømmer stadig om hende, længes efter hende og håber vel også. I en række småvers, der er de sidste i Kosmos, er han nået til at kunne sige, at alt hvad hun vil, er godt og stort (selv om det nu er blevet skik at sløse med kys), han har grublet over hendes unge sjæl, vil forstå hende, ikke vredes, ikke foragte, altid tilgive. Hendes verden er den rette; det er ham, der har fejlet. Der var ungdom og glæde hos hende, alt hvad han trængte så bitterligt til, men der var ikke plads for ham. Det er jo simpelthen slutningen af Åge og Else i lyrisk version. Har vi i disse digte allerede den Tue Tavsen, der misforstod livet, har vi også den pige, der forkastede ham. Her kaldes hun Edit, men i sin tro på livet er hun allerede en Lull W eden. I et digt mindes Harald hendes konfirmation. Han ser hende i kirken og betages; hun er for ham glæden selv, og tror han ikke på præstens herre, så tror han i hvert fald på»glædens evig unge Gud«.

22 Hvem var da denne unge pige? Ja, hele byen kendte hende og vidste om Haralds sværmeri. Han var ikke Jenny Sørensen. den, der gjorde en hemmelighed af sit hjerte, og han har nok talt lige så meget om sin Edit (navnet stammer fra deres fælles læsning af Drachmanns Forskrevet21)) som H. C. Andersen om sin Riborg, selv om det rigtige navn også i dette tilfælde først røbedes mange år senere. Og kom digtene ikke på tryk, var de ikke meget mindre offentlige af den grund. De stod i Kosmos, kammeraterne kendte dem og mange flere. Hun hed Jenny, var datter af mejeriejer P. Sørensen og boede i Gyldings gård, Torvegade 9. Ludvig Dolleris, der var nabo (Andreas Dolleris havde sin boghandel i Torvegade 7), huskede, at Harald havde sin gang i Gyldings gård og skrev digte til Jenny. Hun var en smuk pige, sagde han22). Jenny var en af de fire piger, der i 1893 blev optaget som de første kvindelige elever i Vejle Latinskole, og hun kom til at gå i Haralds klasse 23 ). Alle drengene

23 forelskede sig straks i hende, og det var ikke let for pigebarnet at begå sig i al den tilbedelse. Selv om Age Rodskjer måske nok var den foretrukne (det var ikke ham, hun blev gift med), havde hun vel også lidt til overs for Harald. Hun holdt af at læse, her kunne de mødes, og vi må ikke glemme, at Kidde ikke altid var den eddikebrygger, man tror. Han var munter og sprudlende i sin omgang med vennerne, siger Siegfred Neuhaus, og Chr. Rimestad taler om hans»suveræne sorgløshede og humoren, som gjorde ham»til et af de mest underholdende mennesker, man kunne træffe«2 4 ). Det er jo, som om Harald Kidde ikke ville give sig selv lov til at tro på glædens gud. Man mindes parablen Konge og Nar 2 5), hvor kongen misunder narren, der er lille og har lov til at le. Harald var tung, hvor Jenny var let, og at denne modsætning havde sin store skyld i bruddet mellem dem, røber Harald i et af digtene i Kosmos, hvor han ligefrem fortæller om, hvor vred hun blev, da han en dejlig forårsdag taler om»en mørk og høstlig Egn«:»Du hørte tavs på mine tunge Ord, / så Iøfted' du dit Blik så fuldt af Harm / og hæved' som til Slag din slanke Arm / og vred og hånlig bort du gik.«vi ser her de to unge i en situation, der meget minder om Æblerne, og meget taler for, at samme oplevelse ligger til grund for begge digte, både det på vers og det på prosaw), I øvrigt bekræfter digtene i Kosmos, at bruddet mellem de to er sket tidligere, end man hidtil har været tilbøjelig til at tro. Det kan nogenlunde tidsfæstes til sent på året 1896. At de blev ved at omgås som venner - og andet end venskab har Jenny efter hendes egne ord aldrig vist harn-? ) - er givet, og lige så givet er det vel, at Harald ikke helt kunne opgive håbet. Derfor rejste han i 1898 efter sin studentereksamen op til

24 den gård i Nordjylland, hvor Jenny var, for at fri til hende, men at hun ville sige andet end nej, har kun Vejle Latinskoles første kvindelige elever, fotograferet 1894. Stående fra venstre: Jenny Sørensen og Alma Brincker. Siddende til højre: Hulda Sørensen. Disse tre blev sammen med Barthine Nydam, som ikke er med på billedet, optaget 189,3. Til venstre sidder Anna Andreasen, der blev optaget 1894. hans stædighed kunnet få ham til at håbe på 28 ). I Luftslotte kalder Kidde denne nordjyske lokalitet for»blodtabets og undergangens sted«, hvor hun sagde til ham, at han skulle gå, og skubbede ham fra sig med sin faste hånd 29 ), men vi kan ikke tvivle om, at

25 bruddet går længere tilbage i tiden, og at det egentlige»smærtens Sted«er haven bag Gyldings gård i Vejle. Om den samme have skrev Kidde mange år efter en erindrings-skitse i dagbladet Riget, hvor han var en slags fast kronikør fra april 1911 til juli 1912 og offentliggjorde i alt femten causerier og rejseskildringer. Den hedder Under de blomstrende Fruqttræerw), og han mindes her provinsens unge piger. De er som de hvide æbleblomster i hendes fars frugthave, hvor gymnasiasterne sidder, drengene endnu drenge, men pigerne allerede kvinder. En af dem har man set spadsere med den ny svineslagteridirektør. Den gamle havekone river de unge ud af fortryllelsen ved at spørge dem, om de har tænkt på, når de hvide blomster bliver frugt. Nu er haven der ikke mere, slutter digteren, en ny gade går over dens jord, men den kender han lige så lidt som fru svineslagteridirektør Hansen og hendes syv børn. Skitsen er helt præcist tidsfæstet til året før studentereksamen, det vil sige 1897, og stedet kan man heller ikke være i tvivl om. Byen nævnes ikke, men her er tale om Skyttehuset og fjordskovene og den ny damper på fjorden. Haven kaldes»hendes Faders Frugthave«, bag de hvide kroner gløder de røde knækkede tegltage, man hører bondevogne køre ned mod Nørregade. Vi er altså midt i byen, og med en smule lokalkendskab kan man sætte fingeren mere nøjagtigt på kortet. Vi er i Torvegade, bag en af de store købmandsgårde, Gyldings gård, nabo til den gamle amtsgård, hvilket altsammen forsvandt et par år efter, da Orla Lehmannsgade blev anlagt og Vejlborg og Grand Hotel bygget31 ). Det er uden tvivl det mest virkelighedstro billede, Harald Kidde har givet af sig selv fra de unge år i

26 Vejle. Ordene om fru Hansen skurrer, men vi ved jo også fra Kosmos, at Harald bar et vist nag til sin veninde. På den anden side tegner han her det yndigste billede af hende:»femtenårig, slank og blond strækker du dig i vor Midte i den gamle Liggestol, med de nøgne Armes Slyng under Nakken og Fødderne vippende frem... du ejer denne Have, og du ejer os alle... «. Ser vi på de mere eller mindre afblegede skolebilleder fra den tid3 2 ), kan vi godt forstå den fortryllelse, denne unge pige øvede på drengene i Vejle latinskole, og sammenholder vi digtene i Kosmos med de to skitser, Æblerne og Under de blomstrende Frugttræer, får vi et tydeligt billede af den oplevede virkelighed, Harald Kidde skulle skabe sin digtning på. Hjemmet i Gyldings gård savnede vel nok noget af den kultur, der prægede Haralds hjem. I virkeligheden var jo altså Lull en af»søtofts 'I'ese«, som det hedder i Age og Else. Helt retfærdig har Kidde næppe været mod denne familie, sådan som vi finder den skildret i romanerne33). Man synes, at så grumt havde han ikke behøvet at hævne sig. Mejeriejer Sørensen var en dygtig mand, som netop i halvfemserne grundlagde Vejle Blodfoderfabrik, baseret på hans egne forsøg og med maskiner, han selv opfandt og lod bygge3 4). Han var venstremand og så afgjort en af byens foregangsmænd, trods alle politiske divergenser agtet også af byens konservative redaktører, Vilhelm og siden Poul Hertz35). Der var flere børn, foruden døtrene Jenny og Hulda sønnen Victor, der deltog i første verdenskrig og faldt ved Sommew). Samme navn har Margretes bror i Looenm v, Gyldings gård var en af Vejles gamle købmandsgårde, hvor slægten Gylding i flere generationer

27 havde sin store forretning3s). Den lå på hjørnet af Torvegade og Bagsnoge og blev nedrevet omkring år- Torvegade i 90'erne, Midt i billedet den gamle amtsgård med de to karakterdstfske lygter foran porten, til venstre herfor ses udmundingen af Bagsnoge som en sort lodret streg, hvor pilen markerer, og derefter følger Gyldings gård, Torvegade nr. 9. hundredskiftet, samtidig med at Bagsnoge blev til Orla Lehmannsgade, den gamle amtsgård ved siden af ombygget og Vedelsgade ført tværs over de store haver bagved. Ud til gaden var der et ret lavt hus på to etager, ligesom naboejendommene, Birnbaums gård, nr. 7 (hvor Dolleris havde sin boghandel) og nr. 5 og nr. 3 (købmand Wegeners). Et billede af gaden, som den så ud sidst i halvfemserne, bragtes i Vejle Amts Folkeblads 100 års juhilæumsnummerw). Bagsnoge, smøgen som ved mejeriejer Sørensens have drejede fra Torvegade op bag rådhuset, findes der også billeder af 40 ). Denne gyde spillede en stor

28 rolle i Harald Kiddes fantasi. I De Blinde er den blevet til Bagsmøge 41 ). Her bor Helene, men ganske sær- Fra Bagsnoge. ligt interessant er det at genfinde Bagsnoge i novellen Synden, som i 1910 gav Kidde en anden præmie i en novelle-konkurrence, Gads danske Magasin havde udskrevet+s). Synden er simpelthen den oprindelige slutning på Helten. Navne og steder er ikke de samme, men personerne er. Bispinden får besøg af den gamle degn, der kommer for at bede om tilgivelse, fordi han i sin ungdom forelskede sig i hende og gennem vinduet så hende»nøgen i den hvide Særk«. Man kan kun være glad over, at Kidde i sin endelige affattelse afstod fra at lade bispinden og degnen mødes på denne

I 29 I I måde, men udkastet er inter~ssant ved at vise, hvordan lyset over motiverne skiftfde. Øen er endnu Læsø, og degnen er skoflikkerens 1g lægprædikantens søn fra Bagsnoge, mens bispen ar søn af amtmanden. Hverken Eberhard eller Schw rzwald er dukket op, og Kidde har endnu ikke fjerne sin helt fra den jyske by, som ellers siden Den An~en spillede en mindre fremtrædende rolle i hans bpger. (Havde en venlig sjæl måske sagt til ham, at d\et også kunne blive for meget med Vejle?) I 1897 flyttede familien SØ ensen til gården Sofiesminde, der lå ved Vardevej li e på den anden side bygrænsen (i Skibet sogn) 4 3). a gik Jenny forlængst ikke mere i skole, og vensk et med Harald var kølnet. Hun var nu heller ikke hj mme til stadighed, men sendtes ud for at lære hushol ning. Gården, der i 1903 indlemmedes i Vejle kornmure, er for længe siden nedrevet. Den erindres af ~dre vejlensere for sin markante hovedbygning med ~edbendklædte mure og en fornem gavl-indgang samt for sin store have 44 ). Det er vist rigtigt nok, at Jfnny somme tider kom kørende i en lille ponyvogn + som Lull - 45 ), men gården, hvor Lull bor, fik najvn fra en anden gård i Skibet sogn, Kølholt. Selv met ph var Sophiesminde vel ikke poetisk nok for den u ge digter. Når man sammenholder alt ette med, hvad det blev til i Harald Kiddes digtning, I slår det en som meget mærkeligt, at jo mere Kidde 1ik sin skuffede kærlighed på afstand, jo mere ufo sonlig blev han, og jo hårdere dømte han. Det var den første roman, det lykkedes ham bedst at løse sig af virkelighedens bånd og af sit sinds rigdom tegne I det levende menneske, som LuH Weden er. Her er in~en dom, men en drøm, skabt af livets og digtningens I sandhed i eet, Hverken

30 med Helene i De Blinde eller med Margrete i Loven havde han samme held. Her er hans anklager alt for private, enten han så gør op med den dæmonisk-sanselige Helene eller med den borgerligt-banale Margrete. * De kunstnerisk mest værdifulde bidrag i Kosmos er sammen med Harald Kiddes digte Iver Iversens tegninger. Der er som nævnt 16 helsides-tegninger plus tre vignetter, allesammen landskabsbilleder og naturstemninger, sat på papiret med en fast og sikker, særdeles følsom streg. Motiverne er naturligvis fra Vejle-egnen, engene og især fjorden; der er vand på de allerfleste af dem. Tegning af Iver Iversen i Kosmos. Iver Iversen var en fattig dreng fra Gårslev sogn. Præsten, Olesen, senere biskop, fik Øje på hans tegneog øvrige talenter (Iver var også musikalsk og spillede violin), og der blev samlet ind til ham, så han kunne komme i Vejle Latinskole. Her tog rektor Krarup sig af ham, gav ham gratis logi i et tagkammer på skolen og kost hos pedel-parret Jens og Ane. Han gik i skolen fra 1891 til 1897, da han blev student, og tog så til København for at studere naturhistorie og geografi46).

31 Nu syntes alle at have glemt ham, og han havde meget svært ved at bjærge føden. Blandt andet måtte han ernære sig som korrekturlæser ved det berygtede skandaleblad Forposten, der siden 1898 blev udgivet af den begavede, men efterhånden ilde ansete Johannes Hansen 47 ). Redaktørens»afsløringer e af Holger Drachmanns privatliv indbragte ham en dragt prygl af Sten Drewsen. Det var også Johannes Hansen, som bragte historien til torvs om præsten fra Vejle, der under et besøg i København tog sig en glad aften i Tivoli 48 ). Man forstår, at det job ikke var noget for Iversen. For resten var han alvorligt syg og måtte tage hjem til det lille hus i nærheden af Hvidbjerg, hvor han døde 1901. Gamle Iver blev han kaldt, og Harald Kidde gav ham navn af sin ungdoms bedste, ja, eneste venw), Det sidste turde være en overdrivelse, for Kidde havde livet igennem mange venner. Hvor meget enspænder han end var, havde han et stort talent for venskab. I et brev til Niels Th. Thomsenw) mindes Kidde Iver lversens kærlige tålmodige hjerte, hans ydmyghed og selvforglemmende resignation:»men forgæves har Iver ikke levet - hver Gang vi, der har kendt ham, handler egenkærligt eller tiltvinger os Nydelse fra andre, da vil vor Hånd standses af de store, klare, vemodige Øjne, der ser forundret spørgende og bebrejdende på os hinsides Graven.«Det er jo Clemens Bek op ad dage såvel som meget andet i Gamle Ivers liv. Vi møder ham også i De Blinde som Hagen Skov med den»retsindige Profil«51). Niels Jeppesen, som for resten arvede Ivers tagkammer i Vejle, har foruden i sin bog om Kidde skildret Iver Iversen adskillige gange52). I Jul i Vejle 1943 har han givet prøver på Ivers tegnekunst, blandt

32 andet et portræt af Jenny, som dog ikke er så vellykket som landskaberne. Jeppesen mindes hans melankolske Øjne og lange lemmer, hans røde håndled i for korte muffediser og hans sky og skræmte væsen:»i min første Bog har jeg tegnet Ivers hærgede Legeme, i Helten har Kidde fire Aar efter malet hans ædle Sjæl53).«Hvem den anden tegner i Kosmos er, er ikke godt at vide. P. B. kunne betyde Peter Buch, der gik i skolen disse årm). Men mon der ikke snarere er tale om den Povl Busk, der nævnes som Harald Kiddes ældste ven. Han var søn af fotograf Busk, Dæmningen 9, var elev i Latinskolen og medlem af den kunstnergruppe, der på den tid fandtes i Vejle, og som Kidde også havde berøring med55). Holger W eg eners mange digte i Kosmos er et tydeligt vidnesbyrd om den stærke indflydelse, Harald Kidde havde på sine kammerater i litterær retning. Den synes at gå så vidt som til underskriften. W egener begynder med sine tre initialer, H. K. V., og ender med kort og godt Holger W egener. Niels Th. Thomsen, der undertegner sig N. Thomsen, holder sig fornemt tilbage og har kun bidraget med et par efterligninger af græske digte. Han siger, at det skete på Kiddes tilskyndelse, og har for resten ledsaget dem med et motto af Wilster:» Ej saa godt, som jeg ønsked, men vist saa godt, som jeg evned! «Han har også protesteret mod Niels Jeppesens ord om, at af de fire Vejle-studenter fra 1898 ville de tre være digtere, og mente, at dertil så de to, som ikke blev det, for nøgternt på sig selv. Hvilke digterdrømme de end har næret - mere eller mindre under Kiddes påvirkning - opgav de dem dog ret hurtigt. Holger Wegener blev forretningsmand, og Niels Th.

33 Thomsen opslugtes af journalistik og en mere letbenet skribentvirksomhed, selv om han ikke helt mistede forbindelsen med litteraturen. I en ret sen alder blev han cand. mag. og ekspert i Oscar Wilde. * Ingen af digtene i Kosmos har før været trykt eller citeret. Hvad vi hidtil har kendt til Kiddes digte er - bortset fra de omtalte Trende Dithyramber - løsrevne citater og optryk hist og her. Niels Th. Thomsen citerer nogle linjer om»hvordan hun skal være, hende jeg får kær«, og Jens Marinus Jensen andre vers om den yndige pige, om»viltre Lokkers gyldne Flet«og:»Munden som en Rosenknop«foruden et digt om»den verdensfjerne Ø«. Han har også nogle linjer af et senere digt til Jenny:»Men selv om endnu Såret hrænder s-"). Et senere digt, Ungdommen, tryktes efter Kiddes død i Vor Tid 57 ). Niels Jeppesen har optrykt en lang række digte, de er næsten alle fra sommeren 1898, efter studentereksamenw). Det ældste arbejde, vi kender fra Harald Kiddes hånd, er nok den Ode til et Grantræ, han skrev, mens han gik i 3. klasse (1894-95). Anledningen var, at adjunkt Fr. Weilbach, der var formand for skøjteløber-foreningen, havde bedt om»afbrugte«juletræer til indramning af skøjtebanen. Kidde skildrer nu et sådant grantræs skæbne, da det, hvilket naturligvis ikke var meningen, blev afleveret i klasseværelsets").. Dette ganske muntre poem røber vel ikke ligefrem digteren. Det var nok i højere grad tilfældet med en sang, Harald skrev i 1896 til et gilde i anledning af, at Fjerde Klasses Hovedeksamen var overstået. Det foregik i Grejsdalen, sangen var skrevet af på stilebogs-

34 blade, men led den vanskæbne at blive glemt, indtil Jenny, da man gik tur og slog sig ned på en grøftekant, udbrød:»vi må da synge Kidos sang.«jeg er for resten ikke utilbøjelig til at tro, at det var ved samme lejlighed, det skæbnesvangre kys faldt, som fik Harald til at tro på meget mere, end Jenny ville indfri, jævnfør Margretes kys til Nielsw). Sangens optakt:»spil ud din unge Vinge«, kunne tyde på, at den anslog nogenlunde samme toner som Kiddes sang til skoleballet, den 2. februar 1898. Denne sang er antagelig det første arbejde fra egen hånd, Harald Kidde så på tryk. En af de unge damer på ballet, Christiane Wegener, søster til Holger, gemte den og klæbede den ind i et indbundet eksemplar af Sindbilleder med påskriften:»jeg var med til dette Skolebal«. Foran i bogen står:»harald Kidde var en Ungdoms-Ven af mig, jeg kom i hans Hjem og holdt meget af hans Moder, som havde været en Veninde af min Tante Sofie Wegener.«Christiane Wegener (som blev gift Thomsen) har siden stillet sangen til rådighed for Cai M. Woel, der (med et par småfejl) optrykte den i sin bibliografi. På en auktion over hans bøger i 1965 dukkede den op 61 ). Signaturen U. B. betyder Ulf Brynjulfsen og har relation til Edit og Drachmann-begej stringen. En linje bed sig særlig fast:»skum paa Dansens Bølge«. Det var lidt uklart, om den skulle forstås som en opfordring til pigerne om at skumme på nævnte bølge, men sammenholder vi billedet med det omtalte tilsvarende i Kosmos, er det nu tydeligt nok, at det er pigernes lyse kjoler, der sammenlignes med skum. Ikke mindst denne linje røber digteren. På melodien Søskende jeg kender fem synges om den»glade, fagre

35 Ungdomslids kongelige Dage«, og de bedste af versene har folkevisens jævne tonefald. LADE, fagre Ilngdomst.ids G kongelige Dage løbe let og løbe lyst, løbe snelt og fage, Mel.: Søskende jeg kender fem. Le din Latter over den, der er Træl af Bogen, og som sidder mørk og tung ene gemt i Krogen. Ungdomsttd i Silkesko, smykt med Haabets Kranse, vil til Latter, Sang og Spil fryde sig og danse. Ve for den, der nytter ej sine unge Dage, en Gang svundne, aldrig mer vende de tilbage. Løft dit blonde Hoved højt, le i Trods mod Verden, Ungdomsnar og Ungdomstid giver Sejr i Færden. Sæt du frem din Silkesko, ræk din Haand, den spæde, til din Junker, at med ham du kan Valsen træde. Dans du ud og dans du frem, Lykken vil dig følge, sving din lyse Kjole rundt, Skum paa Dansens Bølge. Favr er Kejserkronens Guld, f'agrer' Lokkers Fylde, som i Ungdomstidens Aar Pander-ne forgylde. Ungdomstid i Silkesko, kongelige Dage løbe let og løbe lyst, løbe snelt og fage. U. B. ~æ: Harald Kiddes sang til skoleballet med Christiane Wegener Thomsens tilskrift under sidste vers.

36 Et andet bevaret digt fra skoletiden hedder Prinds af Danmark. Det er fra marts 1897 og fortæller i tre strofer om prinsen, der blev født til død, men hungrer Harald Kiddes digt i Carl Forups afskrift (halv størrelse).

37 mod rosers glød. Kidde skrev det af til sin gode ven Carl Forup, og med ham er vi ved den kreds af unge kunstnere, der sidst i halvfemserne samledes i Vejle. Forup fortæller:»så kom den tid, da man fik alle disse kunstneriske fornemmelser... og da fik man en slags halvgud i Harald Kidde. Han skrev et digt til mig i en af mine skitsebøger, og jeg satte musik til.»prinds af Danmark«hedder det, og det eksisterer ikke andre steder... Vi var nogle stykker, der kom sammen hos Einar W egeners forældre. Holger W egener var bindeleddet der. Han var kammerat med Kid de. En broder til digteren Johannes Jørgensen, Waldemar Jørgensen, der var maler, kom der også og Neuhaus, Povl Busk, Poul Harder, Chr. Thomsen, ingeniøren, Knud Windfeld-Hansen og v. Biilow Ra- Carl Forup, vens... Jeg husker en af disse aftner. Jeg spillede på pianoet, sad og fantaserede. Så kom Kidde hen til mig på sin stille måde og sagde:» Vi har en digter«- det var altså sig selv, han mente -»og vi har et par malere, nu har vi altså også en musiker«. Jeg følte mig, som havde jeg fået et ridderslag. Vi kendte alle Kiddes manuskripter den gang - der var jo endnu

38 ikke publiceret noget - og kunne ikke lade være med at se den fremtidige digter i ham62).«flere i denne kreds fik siden navn som maler. Det gælder Carl Forup selv, Siegfred Neuhaus, Einar We- Kn. Windfeld-Hansen. Einar W eg ener gener, Waldemar Jørgensen og Knud Windfeld Hansenw), Med Chr. Thomsen menes formodentlig olieeksper- v. Biilow-Ravens. Direktør T. C. Thomsen. ten, direktør T. C. Thomsen, som blev gift med Christiane Wegener, og Poul Harder må være den kendte geolog, født i Vejle 1878, død i Hørsholm 1931, søn af købmand Andreas Nicolai Harder. *

39 Harald Kiddes dansklærer de sidste skoleår hed N. Clausen-Baggew). Han kalder Harald for en mærkelig stile-elev,»thi alt hvad han rørte ved med sin pen blev til poesi, han kunne næppe. skrive anderledes. Han havde også fantasi og veg ikke tilbage for store opgaver. Jeg husker en stil fra de yngre år (En slædetur), hvori han lader et elskende par blive forfulgt af ulve. Manden fristes da til at kaste hende ud til ulvene for at redde sig selv. Det sker dog ikke; de reddes begge, men han bliver sindssyg, og hans sjælelige kvaler skildres. Det hele virkede trods usandsynligheder gribende«65). Drengen synes virkelig her at have taget et stort forskud på digteren. Stilen er vel påvirket af Gåsia Berlings Saga, og foregik den ikke i Varmland, lyder den dog som et helt sceneri fra Jærnet. En besværlig stile-elev var Harald nok også. Han skal engang have præsteret en dansk stil på 40 sider66). Men Clausen-Bagge kedede sig ikke, skønt Kiddes skriven løs nok kunne irritere en ung lærer, der gerne ville have lidt tid til fri rådighede").» Stilene skulle jo gøres»korrekte«. Dog er det mit indtryk, at han kunne skrive næsten fejlfrit, når han gav sig stunder. Men var han sin unge musa i vold, kunne det knibe med at få taget tilbørligt hensyn til den grå og stive»fru Grammatica«. Hans stile var noget helt for sig selv... selv en kedelig stilopgave som»nilen«løser han novellistisk.«niels Th. Thomsen skildrer Clausen-Bagge som en overnervøs, febrilsk teolog med glødende Øjne i det blege, noget. hulkindede ansigt. Han havde vanskeligt ved at holde eksamenskravene for Øje og ville samtidig nødig være lyseslukker. Han var den af lærerne, Kidde følte sig nærmest knyttet til. Også Harald Juul-

40 Jensen mindes Clausen-Bagges inciterende undervisning. Efter skoletiden søgte Kidde stadig råd og vejledning hos Clausen-Bagge. Af de mange breve, han sendte sin gamle lærer, er kun fire bevaret, optrykt i Artikler og Breve. Ikke alle satte gymnasiastens skriven løs lige højt. Ved Fjerde Klasses Hovedeksamen i 1896 gik det ikke så godt. Den fremmede censor var her den lærde, men noget tørre litteratur-professor Julius Paludan. Han erklærede, at Haralds stil var det mest forlorne tøjeri, han havde læst. Men skrive dansk kan han jo, tilføjede han og gik med til et mg minusw). Langt værre skulle det gå til studentereksamen to år senere. Her var den fremmede censor rektor Sigurd Miiller fra Kolding, og han ville give mådelig til hver af de to stile, den fri og den bundne. Der blev stor opstandelse. Både Clausen-Bagge og rektor Krarup kæmpede bravt for deres elev, der gerne skulle have første karakter, og det stod på vippen. Omsider fik de den strenge herre til at gå med til et godt for den fri og godt plus for den bundne stil, efter at de havde været nær ved at opgive ævred og sende stilene til bedømmelse i ministeriet. Når Kidde siden påstod, at han fik tg?, må han altså nærmest have tænkt på den karakter, han skulle have haft69). Der er gået en smule myte i sagen, men to, som var begivenhederne på nærmeste hold, har skildret dem, set fra hver sin side af det grønne bord, Clausen-Bagge og Niels Th. Thomsen. Den første dementerer, at stilene skulle være sendt til ministeriet. Sagen blev afgjort på stedet, og skolens protokol vidner da også tydeligt nok om karakterernew).» Vi sloges om de arme stile næsten en time,«siger han,»heldigvis var rektor Krarup medcensor og helt på Kiddes (og min)

41 side... og kunne selvfølgelig bedre end en ung lærer tale ham (Muller) til nogen fornuft.«niels Th. Thomsen fortæller mere farverigt om, hvordan Krarup gik i ilden for Harald.»Den småklynkende»rep«, der prætenderede så lidt i sammenligning med den selvfølende magister fra Kolding, gik tappert i breschen for sin elev - og stod fra samme stund som forvandlet for mig. Var det gamle Krarup? Så kendte jeg altså efter fire lange års skolegang ikke manden.«censor havde det ikke så morsomt efter den karaktergivning. Da han ville lykønske en af de nybagte studenter, satte denne sit glas fra sig og ville ikke hilse på den fæle mand fra Kolding. Krarup sagde til ham, at han troede, at sådan en æstetikus ganske anderledes kunne påskønne blomster. Desto mere hader jeg tøjblomster, lød svaret. Efter at Kidde var trådt offentligt frem som digter, var Clausen-Bagge engang censor i Kolding. Muller ledede gerne samtalen hen på Kidde og hans litterære muligheder.»årsagerne var ve1 flere,«siger Clausen-Bagge,»men at den ansete smagsdommer nødig ville gå over i historien som den, der havde søgt art slå et geni ned, var sikkert den vigtigste.«de to famøse stile er bevaret, takket være en af skolens lærere, B. M. Jensen, som skrev dem af71). Læser man dem i dag, har man også nu vanskeligt ved at forstå den hårde dom. Emnerne lå godt for Kidde. Den bundne opgave, Island og dets betydning for Norden, gav ham anledning til at skrive om øen som et asyl, en tilflugt, og det er jo et motiv, der siden skulle spille en stor rolle i hans værk. I den fri: Grundene til og følgerne af den i vore dage almindelige forøgelse af bybefolkningen, kunne han ride en anden

42 af sine fremtidige kæpheste: slægten. Han skriver om bonden, der drager til byen og får sig en skriverplads (som jo gamle Kidde gjorde) og mister sig selv. Allerede her er Kidde altså inde på sin egen indre konflikt: rodfast-rodløs:»kun de Mennesker, som leve i Naturen, ene eller sammen med få, blive det, de skulle.«sigurd Miiller var ellers en mand, som Kidde satte pris på. Han var jo ikke blot skolemand, men kunsthistoriker og digter, kendt især for sin Sarons Rose. Han berømmedes for friskhed og selvstændighed 72 ). Johannes Jørgensen havde ham i 1883 som lærer i København. Muller synes at have vurderet Johannes Jørgensens stile højere:»for denne stil vil jeg ingen karakter give, sagde en dag vor dansklærer, den ædle Sigurd Muller, hvem vi alle elskede og så op til, det er ingen dansk stil - det er et forsøg på personlig livsog verdensanskuelsee?"). Forøvrigt bar Kidde vist ikke nag, men bevarede sin respekt for Sigurd Muller. Måske har visheden om, at en digter skulle være censor, ansporet Kidde til at være særlig lyrisk i sine stile. Det er han unægtelig, og lidt maner er der også i dem. Hele denne historie har Kidde benyttet i De Salige. Henning Nordens stil skulle slås ned på grund af sin højspændte lyrik. Frederik Folten, der havde efterlignet Henning, skulle også straffes. Skolens censorer frelste Henning, men glemte Frederik, som derfor ikke fik mere end 2. karakter. Herover blev de to venner fjender. Niels Jeppesen antyder, med Kidde selv som kilde, at der skulle være realiteter bag denne version. I Vejle blev dog ingen slået ned for at redde Harald, der selv var næstnederst på studenterholdet. Den nederste fik ikke den plads på grund af stilene. Her var hans karakterer bedre end Haralds. Men så

43 meget er der vel om snakken, at de to studenterkammerater efter eksamen kom til at stå hinanden fjerneret+). Niels Th. Thomsen fik 1. karakter m. udmærkelse, 105 points, i dansk stil mg og mg+. Nr. 2, Asger Hansen, 1. karakter, 92 points, samme stil-karakterer som Harald, g og g+. Haralds 1. karakter var med lavest mulige points-tal, 84, mens Holger Wegener med 2. karakter havde 83, i dansk stil mg""7 "' og godt+. Det manglende point kan dog næppe, som Niels Jeppesen påstår, have været afgørende for, at han opgav at studere. Haralds karakterer var i øvrigt: dansk literatur og oldnordisk mg+, (for lidt, siger Clausen-Bagge), fransk g----,-, tysk mg+, historie mg+, latinsk version g, latin læst mg+, ikke læst g+, græsk mg----,-, naturlære g+ 75 ). Nogen lysende elev var Harald Kidde altså ikke, men han havde jo også meget andet i hovedet end skole og eksamen. Man hør lægge mærke til de gode karakterer i dansk litteratur, tysk, historie og læst latin. Asger Hansen, den eneste af de fire studenterkammerater, som ikke ville være digter, blev læge og fik en skæbne, der kan minde om Erik Langes i Helten. At han kom til Læsø, skete først efter Kiddes død, men allerede mens Kidde levede, var Asger Hansen både Ø- og sanatorie-læge 76). At der. kun var fire studenter i Vejle Latinskole i 1898, var ikke usædvanligt. Siden skolen i 1884 dimitterede sine første studenter, havde holdene i størrelse svinget mellem 3 og 8 med 4 som det almindeligste tal. I årene 1886, 1888 og 1890 blev der slet ingen studenter udklækket i Vejler"). *

44 Skolen spiller ikke nogen stor rolle i Harald Kiddes digtning. Vi får et glimt af den»kedelige grå Bygning ved Dæmningåen er"). (Dette karakteristiske Vejle-billede forsvandt, da åen overdækkedes sidst i tyverne.) Skildrer Kidde lærere og kammerater, ser vi dem mest uden for skolens mure, og den forsumpede Mester Linnø er for en stor del konstrueret efter literære forbilleder. Den snurrige rektor Krarup gik der mange historier om, og ingen kunne fortælle dem bedre end Kidde. Hans minde er tegnet mange steder, og hans ejendommelige optræden hør ikke overskygge hans gode hjerte. Han støttede fattige elever så langt, hans evne rakte, og hans undervisning var heller ikke så antikveret, som man har villet gøre den til. Han forstod at levendegøre ånden i de værker, der blev læst, og Harald var lykkelig for som rektor at have en personlighed og ikke en pedant7 9 ). Niels Jeppesen kalder Krarup»en Diogenes i det ydre, en Daare i Godtfolks Øjne, en Vismand, en Kristi Efterfølger i uselvisk Gavmildhed ew). Andreas Dolleris har hyldet ham i en sonet:» Du værn ed vore dyre Smaa, / hvis Dygtighed vor Fremtid hviler paa«s1), og en af skolens kvindelige elever husker ham fra privat-timerne:»siddende i sin slobrok i en stor amerikansk gyngestol; han var stærkt skaldet, men i nakken sad en lille tynd krans af grå lokker, i de små tykke hænder holdt han sin pibe«. Omtrent således er han malt af Georg Seligmann, et billede, som hænger på skolen=). Her nyder den gamle skolemand en fransk roman, som han dog behandler på en lidet pædagogisk måde. Om Vejle Latinskoles lærere på Harald Kiddes tid har både Niels Th. Thomsen og J. Alsted fortalt, set