Du spiser digte og bliver digtfarvet

Du spiser digte og bliver digtfarvet Den eksperimenterende og formorienterede poesi bliver ofte læst som en kunst for kunstens skyld, en skrift afskåret fra verden, et elfenbenstårn af ren æstetik og sproglige eksperimenter. Dette var tilfældet med Signe Gjessings debut, digtsamlingen Ud i det u-løse, der udkom i 2014. Anmeldelserne beskæftigede sig næsten udelukkende med digtenes særegne sprog. I stærk kontrast dertil stod Gjessings egen udtalelse om, at drivkraften for digtsamlingen var et samfundsengagement. Denne uoverensstemmelse åbner for en række spørgsmål vedrørende den eksperimenterende og formorienterede poesis politiske potentiale og dens forhold til virkeligheden: Har den, ligesom den konkretpolitiske digtning, et kritisk potentiale? Kan den protestere mod samfundets indretning, påvirke det og skabe politiske forandringer? Af Helene Johanne Christensen Poesien som modsprog Til den indledende forelæsning i forelæsningsrækken "Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur" i 1871 sagde kritikeren og litteraten Georg Brandes, "[d]et, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat." 1 Omtrent tyve år efter skrev forfatteren Johannes Jørgensen, at selv "en Digtning uden sociale Hentydninger, uden politiske Principer, uden andet Maal end Skønhed [er] som al sand og ægte Poesi en Protest." 2 Der viser sig en brudflade mellem disse to holdninger til litteraturens karakter af protest og dens samfundsmæssige forpligtelser. Brandes peger med sin udtalelse på den pligt, han mener, litteraturen har til at beskæftige sig direkte med samfundsproblematikker og taler hermed for en konkretpolitisk digtning, mens Jørgensen peger i modsat retning, nemlig på det, litteraturhistoriker Erik Skyum-Nielsen benævner poesien som modsprog, 3 hvilket indebærer, at det poetiske sprog i sig selv anskues som modsprog til dagligsproget og dermed indebærer en protest. Diskussionen om forholdet mellem poesi og samfund eksisterede naturligvis i litteraturdebatten forud for både Brandes og Jørgensens levetid, ligesom den fortsat eksisterer i nutiden. Diskussionen er særligt relevant nu, da en lignende brudflade, der ekkoer disse gamle stemmer, har vist sig i de seneste års danske litteraturdebat. 1 Brandes 1872: 15 2 Jørgensen 1893: 375 3 Skyum-Nielsen 1982 1

Diskussionen blussede op i Danmark i efteråret 2013 i forbindelse med udgivelsen af Yahya Hassans selvbetitlede digtsamling, 4 i hvilken han med versaler fremsætter en hård kritik af bl.a. ghettomiljøet i Århus, sine forældre, særligt faderen, og det muslimske miljø i Danmark. Digtsamlingen og Hassans egne indlæg på sociale medier og i aviser har vakt både begejstring og provokation i litterære kredse såvel som i offentligheden. Diskussionerne har bl.a. handlet om den litterære selvcensur, som den svenske forfatter Athena Farrokhzad mente, Hassan burde have udøvet, og mere generelt om litteraturens rolle i samfundet, dens karakter af politisk middel (nogle var ligefrem bange for, at Hassans værk ville blive brugt som partipolitisk våben), om ghettoer, kriminalitet, det muslimske miljø etc. I kølvandet på den ophedede diskussion blev der i begyndelsen af 2014 gjort et forsøg på at afgrænse en ny generation af digtere, Generation Etik, 5 i kraft af deres etiske eller politiske digtning. Det pustede nyt liv i litteraturdebatten, som i højere grad kom til at handle om måden, hvorpå litteraturen kan være etisk og/eller politisk fremfor litteraturens etiske eller politiske indhold, og desuden om, hvorvidt generationsmodellen overhovedet er gavnlig. Men de seneste års offentlige diskussioner vedrørende forholdet mellem litteratur og samfund har været dominerede af, at den konkretpolitiske digtning, der fremsætter en direkte kritik af mekanismer eller tilstande i samfundet, har fået en del mere opmærksomhed end den eksperimenterende og formorienterede digtning. En af grundene til dette er sandsynligvis, at sidstnævnte ofte er mere abstrakt og svært tilgængelig, og at dens samfundskritiske aspekter og potentielle politiske virkninger ikke er nemme at få øje på. Den eksperimenterende og formorienterede litteratur har ikke en nær så instant omvæltende og provokerende effekt som den litteratur, der peger mere direkte på sociale og samfundsmæssige problemer, som f.eks. Hassans digte gør det. Nogle stemmer har dog peget på det poetiske sprogs samfundskritiske og politiske egenskaber. Herunder forfatteren Olga Ravn, da hun blev bedt om at skrive et manifest for den såkaldte Generation Etik: "Jeg tror ikke på, at der findes et sprog, et ord, en skrift, der er fri af sin omverden, der er fri af sin last, det er historien, det politiske." 6 og endvidere "[a]t vælge et frirum, hvor skriften kan være fri for det politiske, kan anskues som en politisk handling i sig selv." 7 Hun fremsætter den anskuelse, at en autonom skrift ikke er mulig, dvs. at enhver skrift er påvirket af og forholder sig til den virkelighed, den er omgivet af, og den anskuelse, at alene det at benytte det poetiske sprog kan opfattes som en politisk handling. 4 Hassan 2013 5 Se bl.a. Bendsen 2014 (første artikel i serien om Generation Etik) 6 Ravn 2014 7 Ibid. 2

I en artikel bragt i avisen Information den 28. februar 2014 trækker professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet Anne-Marie Mai en linje tilbage til 1970'ernes politiske litteratur og forklarer, at der dengang eksisterede to forskellige typer parallelt med hinanden: "en budskabslitteratur, der fokuserede på konkrete problemstillinger og en mere formorienteret litteratur, der undersøgte mulighederne for at handle gennem sproget." 8 Mai mener, at denne tradition med to typer politisk litteratur er blevet videreført af digtere siden, og at [d]er er en forbindelse mellem 10 ernes litteratur og 70 ernes som den kunst, der går ind og arbejder med det umuliges politik. Den forandrer verden på en måde, man ikke helt kan forudse, men forandringerne i den måde, litteraturen og samfundet og politikken bedrives på, er der. Og de virker. 9 Når hun her benytter begrebet det umuliges politik, er det en henvisning til forfatteren Per Højholts udsagn i 1969 10 om, at "[p]olitik er det muliges kunst. Kunst er det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt" 11 Højholt insisterer på en adskillelse af kunst og politik, men siger i samme åndedrag, at kunsten er det umuliges politik, og at nogen er nødt til at varetage den. Her indikerer han for det første, at der eksisterer en relation mellem kunsten og det politiske, og for det andet nødvendigheden af kunsten, fordi den som det eneste kan håndtere det umulige; det, som politikerne, medierne, forskerne etc. ikke kan håndtere. Højholt understreger således vigtigheden af, at der eksisterer noget andet uden for det mulige, et alternativt sprog, en anden tankegang end den dagligdags. Anne-Marie Mai læner sig op ad Højholts opfattelse, idet hun først og fremmest fokuserer på den eksperimenterende og formorienterede litteratur og måden, hvorpå den kan forandre samfundet, altså måden, hvorpå den er politisk. Det er en uforudsigelig og langsommelig proces, og dens virkninger og budskaber er måske netop af den grund mindre synlige end dem, der afstedkommes af mere konkretpolitisk litteratur. Anne-Marie Mais udsagn ligner umiskendeligt et over 2000 år gammelt udsagn, som Platon fremførte i Staten: I musik 12 sniger denne lovløshed sig let ind, uden at det bliver bemærket, ligesom i leg, og som om den ikke gjorde nogen skade. Det gør den jo heller ikke, undtagen for så vidt som den lidt efter lidt vinder indpas og ganske stille undergraver borgernes sindelag og hele deres virksomhed; og derfra breder den sig til 8 Hansen 2014 9 Ibid. 10 Højholt er sandsynligvis inspireret af Otto von Bismarck, der i 1867 sagde: "Politik ist die Kunst des Möglichen". 11 Lykkeberg 2014 12 I det antikke Grækenland omfattede begrebet musik også poesi. 3

forretningsforbindelserne og tager stadig til; og efter forretningsforbindelserne retter den så sit angreb mod lovene og statsinstitutionerne, og på den frækkeste måde, indtil den tilsidst vender op og ned på alle private og offentlige forhold. 13 Platons udsagn fremstår mest af alt som en advarsel mod poesien og dens virkninger, hvilket understreger, at den besidder en form for samfundsmæssig magt. Poesien har således lige siden Platons tid været anskuet som noget, der kunne påvirke og forandre samfundet. Den eksperimenterende og formorienterede poesi stiller sig et andet sted og taler et andet sprog end det politiske og dagligdags og kan derfra forholde sig til virkeligheden og ytre sig om samfundet (og protestere mod dets indretning) på måder, som andre af samfundets diskurser ikke kan. En spredning af bittesmå sporer Men for overhovedet at kunne tale om den eksperimenterende og formorienterede digtnings politiske aspekter, er det nødvendigt at definere, hvad der menes med det politiske. I diskussioner som dem, der har været de seneste år om forholdet mellem litteratur og politik, er noget af det, der kan forvrænge og forvirre mest netop manglen på et fælles begreb om det politiske eller som minimum debattørernes egne definitioner af det politiske. Som jeg ser det, går kritikken eller protesten forud for det politiske, idet jeg anser det politiske for at være en virkning eller forandring fremfor et budskab eller indhold, når det drejer sig om den eksperimenterende og formorienterede digtning. Det politiske betegner således de ydre virkninger og forandringer, som det poetiske sprog og den iboende protest eller kritik i et poetisk værk afføder i samfundet; det, den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger omtaler som "spredning[en] af bittesmå sporer", 14 dvs. poesiens virkning som en usynlig, men omfattende og ukontrollerbar proces. Det politiske adskiller sig således også fra begrebet politik som sådan, da dette oftest knyttes til en særlig sfære, som poesien ikke umiddelbart er del af, ligesom det også ofte knyttes til den konkrete magtudøvelse foretaget af autoriteter. Det må desuden tilføjes, at for at en handling kan anskues som politisk, forudsætter det, at den har et kommunikativt aspekt (hvilket ikke betyder at enhver kommunikativ handling nødvendigvis er politisk). Med kommunikativt aspekt mener jeg ikke, at handlingen skal henvende sig direkte til nogen eller noget, men at den nødvendigvis må være synlig og møde eller støde imod noget, der eksisterer uden for den selv for at kunne virke og endvidere påvirke nogen og forandre noget. 13 Citeret fra Enzensberger 1986: 39, min fodnote 14 Ibid. 4

Alternative virkelighedsbilleder Signe Gjessing (f. 1992) debuterede i 2014 med digtsamlingen Ud i det u-løse. I anmeldelserne var det i udtalt grad digtenes særegne sprog, der var i fokus. Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse i Information, at "[d]er er en ung og koket uforståelighed i Signe Gjessings debutdigte - kosmos vrider sig af led, bliver menneskestor, får sære dimensioner". 15 I citatet fremskrives et billede af digtene som mere eller mindre uforståelige. I andre anmeldelser omtales Gjessings poetiske sprog som et "drilsk undvigende særsprog" 16 og som et sprog med "ordkonstellationer, som kan være vanskelige at få hold på eller forstå". 17 I nogen kontrast til anmeldernes fokus på digtenes (uforståelige) sprog, sagde Gjessing selv i et interview til avisen Politiken, at "[d]rivkraften for den her digtsamling er et samfundsengagement" 18 og endvidere at "[d]igtet er en aktion". 19 Uoverensstemmelsen mellem anmeldernes udtalte fokus på digtenes sprog og Gjessings egne udsagn om deres forankring i et aktivt samfundsengagement fordrer en læsning, hvor sammenhængen mellem digtenes sprog og den måde, de forholder sig til virkeligheden på, undersøges nøje, så deres potentielle samfundskritiske og endvidere politiske aspekter kan træde frem. Der er forskellige måder, hvorpå "de virkelighedsbilleder, der frembringes inden for den litterære institution [kan afvige] fra det øvrige samfunds mere automatiserede virkelighedsudlægning." 20 Frederik Tygstrup og Isak Winkel Holm skelner i artiklen "Litteratur og politik" mellem tre forskellige deviationsformer og kalder en af disse for opstillingen. Den fungerer ved, at litteraturen opstiller nye virkelighedsbilleder, eller sagt på en anden måde ved at "[litteraturen] skaber eksperimentelle modeller for, hvordan virkeligheden tager sig ud, og hvordan den hænger sammen." 21 Det er denne deviationsform, Signe Gjessing benytter sig af i Ud i det u-løse. I digtene sker deviationen gennem efterspørgsel og opstilling af alternativer til den eksisterende virkelighed, sproglige nydannelser, dannelse af nye billeder, brug af metaforer og produktion af sammenhænge mellem dele af virkeligheden, vi normalt ikke ser tydelige forbindelser imellem. Tygstrup og Winkel Holm beskriver denne fremgangsmåde således: Eftersom materialet for den litterære virkelighedsbeskrivelse altid er det historiske sprog, er opfindelsen af nye modeller altid først og fremmest en bearbejdning af eksisterende modeller, en konstruktiv omorganisering af et 15 Andersen Nexø 2014 16 Johansen 2014 17 Skov Thomsen 2014 18 Dressler-Bredsdorff 2014 19 Ibid. 20 Tygstrup/Winkel Holm 2007: 159 21 Ibid.: 161 5

allerede foreliggende materiale. Deviationen optræder her som en deformering og transformering af gængse måder at konstruere virkelighedsbilleder på. Det gælder om ved fiktionens hjælp at tænke og vise noget, som ikke falder selvfølgeligt inden for den gældende tingenes orden. 22 Og det er netop den eksisterende tingenes orden, digtene i Ud i det u-løse forsøger at gøre op med. Andre slags lys "Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg / i orden / først efternavn, så fornavn". 23 Sådan begynder Ud i det u-løse med et udsagn om, at der findes en særlig tingenes orden, som digterjeget ikke kan, og som vi skal se, heller ikke vil, efterligne eller opretholde. Et andet digt i samlingen kredser ligeledes om navnet: "navn: det skal bare smides ud". 24 At give noget et navn er at kategorisere det, placere det et bestemt sted, fastholde det og derved skabe en særlig orden. Ligesom i det første digt er navnet her billede på en sådan særlig orden, men hvor digterjeget i første digt ikke kunne efterligne denne orden ("først efternavn, så fornavn"), vil det her smide navnet ud, dvs. bryde med den orden, som navnet gestalter. Der er en insisteren på en anden orden end den eksisterende, et forsøg på forandring af virkeligheden, som den ser ud nu. Denne søgen efter noget andet, efter forandring, kommer til udtryk i flere af digtene, både i form af digterjegets egne tanker og handlinger: "leder efter andre slags lys" og gennem de mange nedbrydnings- og forandringsbilleder: "Som en vej, der lægges om", "Den knækker sammen" og "der smeltes om". 25 Forandringen indbefatter både det nære: "som et ferskentræ ryster vi det fine, spinkle samfund" og det fjerne: "Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet". 26 Eftersøgningen af et alternativ til det bestående synes ofte at foregå i samtale, ikke mellem digterjeget og et andet menneske, men mellem digterjeget og langt større sfærer, for eksempel verdensplanet som i den ovenfor citerede verselinje, eller himmelrummet, som jeget på et tidspunkt "kaster handskerummet ud i". 27 Alternativet synes kun at kunne findes gennem et samarbejde mellem digterjeget og nonhumane sfærer i verden. En substans, der går igen i flere af digtene, er lys. Som vi så tidligere, er digterjeget på udkig efter "andre slags lys", og lyset er desuden "vandafvisende" og kan "holde til os begge / hvis det fx blev nødvendigt at / flygte på havet", og lyset er også poesien: "det hvide lys som er poesien", som gør 22 Ibid.: 160 23 Gjessing 2014: 5, herefter skrives blot sidetal, når der citeres fra Ud i det u-løse 24 p. 22 25 p. 33, 36, 39 26 p. 44, 52 27 p. 15 6

noget "fuldt synlig[t]" 28. At poesi anskues som lys kommer også til udtryk i et digt af den danske forfatter Peter Laugesen med titlen Poesien: "[...] Den er over alt nu / og hvad som helst / Den er hele tiden / det fremmede lys". 29 Hos både Gjessing og Laugesen opfattes poesien som et andet slags lys, som en alternativ måde at gå til verden på, en fremmed belysning, der skal få os til at anskue tingene på en ny måde, eller med litteraten Stefan Kjerkegaards ord i artiklen "Versets krise, versets politik": "det er det fremmede, der skal få os til at se verden igen. Heri ligger versets politik.". 30 Et andet digt af Laugesen italesætter netop poesiens forhold til virkeligheden og dens karakter af at være noget andet: "[...] Hvad kan et digt / stille op mod den verden? Måske / intet, men det kan stille sig midt / i den og udenfor som noget andet, / være et organisk skrig af anden krop." 31 Digtet spørger til poesiens mulighed for at forandre og virke i verden, og digtets svar er, at poesien kan befinde sig midt i verden og samtidig være noget andet, en anden krop, et andet sprog. Kjerkegaard skriver desuden, at verset "tvinger os til at høre noget andet". 32 Alternativet eller dette noget andet går igen i diskursen om den eksperimenterende og sprogbevidste poesis politiske aspekter og trænger endvidere ind i selve digtene, som hos Gjessing, hvor det viser sig i digterjegets søgen efter et alternativ til det værende, efter andre slags lys. Vi har fjernet hånden fra strålen Gjessing efterspørger ikke bare alternativer til det eksisterende i sine digte, men opstiller også forslag til alternative virkelighedsopfattelser. I et af digtene står der: "jeg tror ikke, vi behøver / bruge døren i dag". 33 Udsagnet kan anskues som en poetik for Ud i det u-løse, idet det netop har denne alternativforeslående karakter, som bebuder, at vi ikke nødvendigvis behøver at handle eller opfatte tingene, som vi almindeligvis gør. I et andet digt står der: "Du spiser digte og bliver / digtfarvet", 34 hvilket beskriver den eksperimenterende og formorienterede digtnings virkning, som vi også så det hos Platon og Enzensberger, her blot som en langsom indfarvning af det poetiske hos den læsende. En af de måder, hvorpå der fremsættes alternativer til den almindelige virkelighedsopfattelse i Gjessings digte, er ved at afstanden ophæves mellem elementer, der ellers opfattes som værende adskilt og langt fra hinanden: "Jeg skodder afstandene til alt". 35 Det er især 28 p. 33, 14,41 29 Laugesen 2003: 10 30 Kjerkegaard 2008 31 Laugesen 2006: 7 32 Kjerkegaard 2008, min kursivering 33 p. 10 34 p. 25 35 p. 42 7

afstanden mellem det nære og det fjerne, det små og det store, som ophæves: "Jeg har fundet vand i dine øjne som på en anden planet" og "Med let rystende hænder udhuler jeg solen og skriger grå hede ind i den". 36 Menneskenes og universets sfærer sammentænkes, og både den fysiske og mentale afstand mellem dem ophæves, idet der oprettes en nær sammenhæng mellem dem i digtene. Ligeledes sammentænkes elementer, som stammer fra ganske forskellige dele af virkeligheden: "Brosten brænder op, før de når ud af jordens / magnetfelt.". 37 I digtene gestaltes helt nye billeder, og det er ikke muligt (eller gavnligt) at oversætte det til dagligsprog, at finde konkret betydning endsige politisk betydning eller budskab, og det er jo netop karakteristisk for den eksperimenterende og sprogbevidste digtning, at den ikke er let at afkode eller forstå. Man kan i forlængelse deraf spørge, hvordan den så kan påvirke læseren og endvidere forandre samfundet. Et muligt svar kan findes i en artikel af litteraten Torsten Bøgh Thomsen, som ganske vist handler om, hvordan poesien kan bidrage til at løse de klimaproblemer, vi står overfor, men også om, hvordan poesien generelt kan være og virke politisk: Det æstetiske kan netop tale affektive tilstande frem, og det er måske her, ad en indirekte vej, jeg mener, det poetiske kan blive politisk. Ikke ved at reducere æstetikken til dekoration eller indpakning for et didaktisk indhold, men ved at sætte den enkelte i en stemning. Det kan være en oplevelse af indfældethed, en sorg, en nostalgi, eller omvendt, en glæde ved at se sig indlejret i omverdenens fænomener, ved at se forbindelser og ligheder, hvor man før troede, der var adskillelser og ujævnbyrdigheder. 38 Det poetiske eller æstetiske er således ikke blot en udsmykning af indholdet, men virker derimod affektivt på læseren ved at skabe en særlig stemning, en ny følelse eller et nyt blik på verden. Glæden ved at se sig indlejret i omverdenens fænomener, som Bøgh Thomsen taler om, behandles desuden ganske direkte i nogle af Gjessings digte: "Vores kroppe er hænder, der rækker ind i dagen for at redde den ud." 39 Her italesættes menneskets forhold til dets omgivelser og dets mulighed for at handle i og samtale med verden, ligesom også digtenes egen mulighed for at handle og påvirke verden italesættes: "fingeraftryk over det hele [...]. Digtene har plantet dem". 40 I det tidligere nævnte interview med Signe Gjessing i Politiken udtaler hun sig om poesiens politiske aspekter: Det at skrive en digtsamling kan godt være en politisk handling, uden at der nogensinde er nogle ord om politik eller samfund i den. Drivkraften for den her digtsamling er et samfundsengagement. Troen på, at ord og tanker 36 p. 47, 19 37 p. 52 38 Bøgh Thomsen 2015 39 p. 45 40 p. 52 8

kan ændre i sig selv. [...] Det er ikke en protestdigtsamling eller en tale fra en stol. Det er en handling. Digtet er en aktion. Vores kroppe er hænder, der rækker ind i verden, for at redde den ud. 41 Her ser vi, at Gjessing deler Ravns opfattelse af, at sprog og idéer i sig selv kan forandre samfundet, og at digtet er en handling, en aktion. Den sidste sætning i citatet mimer den tidligere citerede verselinje fra et digt i samlingen: "Vores kroppe er hænder, der rækker ind i dagen for at redde den ud." 42 Men i interviewet er 'dagen' skiftet ud med 'verden', og får på den måde en endnu mere politisk karakter, idet det således bliver forholdet mellem digtet eller digterjeget og den omgivende verden, der italesættes. Som vi har set, vil digtene i Ud i det u-løse gerne ophæve afstande og udviske grænser mellem vidt forskellige sfærer og elementer. I forlængelse heraf er det interessant at se på fortsættelsen af det ovenstående citat fra interviewet: "Politik betyder at handle og ændre, og hvis det er sandt, så er der ikke nogen forskel på poesi og politik". 43 Her ophæver Gjessing forskellen mellem poesi og politik, i den forstand, at hun karakteriserer dem begge som noget, der indebærer handling og medfører forandring. Det eneste digt i Ud i det u-løse, som beskæftiger sig relativt direkte med både samfund og poesi er digtet POETER: Samfundet er en forpurret stråle af godhed - endelig er jeg oppe på udsigten, herfra former det seende sig efter os som vand i hånden - vi er en hånd, der basker i opvarmet poesi og venter på, at verden skal koge. Ja, vi har fjernet hånden fra strålen. 44 Der er indlejret en abstrakt kritik af samfundet og desuden noget, der umiskendeligt ligner en utopi i digtet. Samfundet er en forpurret stråle, der springer ud af en form for oprindelig hane af godhed. Samfundet får via metaforen rollen som noget, der ødelægger eller forhindrer denne oprindelige godhed. En afstand indskrives mellem digterjeget og det, det forholder sig til, da jeget er "oppe på udsigten". Men der sker en forvandling, idet jeget bliver til os, til et vi, som lader verden forme sig efter sig. Det er således et billede, der viser mennesket (jeget, vi'et, samfundet, civilisationen) som distanceret 41 Dressler-Bredsdorff 2014 42 p. 45 43 Dressler-Bredsdorff 2014 44 p. 50 9

fra verden, men alligevel i stand til at forme den efter sig. Der sker endnu en forvandling, idet der, med de to billeder, som efterfølgende knyttes til vi'et: "vi er en hånd, der basker i opvarmet poesi" og "venter på, at verden skal koge", konfigureres en handlingslammelse og passivitet hos vi'et. Førstnævnte giver associationer til en fugl, der forsøger at baske med vingerne, men ikke kan, da den er omsluttet af væske, mens det andet billede fremstiller vi'et som passivt i kraft af, at det, fremfor at handle, venter på, at noget skal ske. I digtet sker således en bevægelse fra, at mennesket er distanceret fra verden, men stadig i stand til at påvirke og forme den, til, at det ikke formår at handle og forholder sig passivt. Og til slut i digtet har vi'et helt "fjernet hånden fra strålen", hvilket kan forstås på den måde, at mennesket ikke længere forsøger at påvirke eller forme hverken samfundet eller verden. Den utopi, der kommer til syne i digtet, er således den, at mennesket for det første ikke længere distancerer sig fra resten af verden, man kunne endda sige naturen pga. digtets gennemgående brug af vandmetaforer, og for det andet, at mennesket er holdt op med at insistere på at forme verden efter sig. En nøgle, der ikke passer Den afstandsopløsning og sidestilling, der sker i Gjessings digte, handler ikke kun om at lade det nære og det fjerne, det små og det store mødes og at konstruere billeder, hvor vidt forskellige elementer indgår side om side, men også om at opløse modsætningsforholdet mellem og adskillelsen af naturen og mennesket. I et af digtene træder noget i lysets og derved poesiens sted: "i stedet for lys: dualismens hænder. Vi mærker dem begge på én gang / for første gang". 45 Idet begge hænder mærkes på én og samme tid, ophæves den dualisme, som de ellers udgør. Det er uklart, hvilken specifik dualisme, der nedbrydes, og det er måske netop digtets intention; at udtale et generelt ønske om at opløse modsætningsforhold. Opløsningen af dikotomien med menneske eller kultur på den ene side og natur på den anden sker på flere forskellige måder. For det første gennem den tidligere omtalte dialog, digterjeget fører med andre sfærer i verden, som bevirker, at disse sfærer placeres på samme niveau som mennesket og det menneskeskabte, idet de får stemme og i og med at deres stemme fremstilles som mindst lige så gyldig som menneskets: "Verden kommer langvejsfra og vil give et lift", den tidligere citerede linje "Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet" og "Skriv / snart igen, hørte jeg havet sige, da jeg steg op" 46. 45 p. 33 46 p. 55, 44, 41 10

For det andet sker opløsningen af modsætningsforholdet gennem sammenligning og derved sidestilling af elementer fra kultur- og natursfæren: "På vejen hjem ramler jeg ind i solen, / der er på vej ned, / som et fyrfadslys / tændes i en allerede eksisterende ild.", og gennem antropomorficering af naturen: "en himmel, der ligger og kigger op i skyerne". 47 I det første af de to citater sammenlignes solen, et naturelement, med et fyrfadslys, et kulturelement, og gennem denne sammenligning opnås sidestilling af de to elementer, som endvidere bevirker, at forskellen mellem dem formindskes. I det andet citat tillægges himlen, et naturelement, egenskaber, der almindeligvis knytter sig til mennesker, idet den ligger og ser op på skyerne. Antropomorficering og sammenligning bidrager her til sidestillingen af menneske og natur, gestaltningen af en lige gyldighed, der omfatter begge sfærer og derved ophæver det dikotomiske forhold mellem dem. For det tredje sker opløsningen gennem en dekonstruktion af det hierarki, hvor mennesket almindeligvis placeres øverst som den aktive, handlende og naturen nederst som den passive. I nogle digte i samlingen vendes der op og ned på hierarkiet, således at naturen gestaltes som den handlende agent og mennesket som den passive, som vi f.eks. så det i digtet POETER. Andre steder antager naturen karakter af ikke blot at være den handlende, men også den skabende og besiddende: "det er som at blive remset op / af havet, når det skyller ind" og "Jeg er verdens udstyr. Vristet ud af stilhedens / tykke hænder (det er mit, det er mit, sagde / verden)." 48 I den førstnævnte verselinje antropomorfiseres havet, tildeles sproglighed, idet det forestilles at remse jeget op. Man kan anskue den sproglige handling at remse noget op som en skabende og en bevarende handling. Netop opremsningen af ord taler forfatteren Inger Christensen om i sammenhæng med digtsamlingen Alfabet: Selve arbejdet begyndte som en indsamlingsproces. En [...] beskæftigelse med at skrive enkeltord på papir, [...] der henviser til konkrete fænomener i verden. [...] Undervejs i dette "arbejde" blev det klart, at indsamlingsfasen i sig selv havde en besværgende karakter, idet det gik op for mig, at jeg samlede på ord for at minde mig selv om at de tilsvarende ting eksisterede og for at påkalde håbet om deres fortsatte eksistens. 49 Således får indsamlingen og opremsningen af ord karakter både af en påmindelse om, at det, der remses op, eksisterer og, i form af den besværgende karakter, som Christensen omtaler, af en skabelsesproces, en fremskrivning af det, som de opremsede ord henviser til. I Gjessings digt kan man anskue billedet af havet, der remser jeget op, som et billede på, at havet skaber jeget, og på samme tid et billede præget mindre af dominans: At havet forsikrer sig om jegets eksistens i verden ved at remse det op. Ligeledes 47 p. 39, 16 48 p. 13, 46 49 Christensen 2000: 130-131 11

gestaltes der i det efterfølgende citat et billede af, at jeget besiddes af verden: "det er mit, det er mit", men i kraft af, at jeget til at begynde med definerer sig selv som værende "verdens udstyr", dvs. som tilhørende verden, gestaltes forholdet mellem dem ikke som et herre-slave-forhold, men som en gensidigt indgået aftale og på den måde dekonstrueres, man kunne endda sige destrueres hierarkiet. Sidst men ikke mindst sker nedbrydningen af det dikotomiske forhold mellem menneske og natur ved, at de opløser sig i hinanden. I nogle af digtene skifter menneske og natur ikke bare plads i hierarkiet eller sidestilles, men træder i hinandens sted, så det bliver uklart, hvad der er menneske, og hvad der er natur: "Mennesket står dér og ranker ryggen som en nøgle, der ikke passer. // - Har du låst dig ude? jeg lander på dets skulder, / jeg ved, at det ikke bor her. - Lad mig prøve..." 50 Digterjeget placerer sig her uden for den humane sfære, idet det iagttager "Mennesket". Til at begynde med er det uklart, om digterjeget er et menneske, der har distanceret sig fra menneskeheden, om digterjeget iagttager fra et hinsides sted, eller om det blot skal anskues som et abstrakt fænomen. Men i digtets anden verselinje forandres billedet, idet jeget lander på menneskets skulder og derved forvandles til en fugl eller et andet bevinget væsen. Således træder naturen i form af fuglen i digterjegets sted. Mennesket lignes i digtet med en nøgle, der ikke passer, og fremstår derved forkert i forhold til det sted, det befinder sig. Fugle-jeget spørger om mennesket har låst sig ude, velvidende at det egentlig ikke har hjemme der, hvor det forsøger at komme ind. Digtet fremstiller således et billede af mennesket som stående uden for verden, mens fuglen, som kan anskues som pars pro toto for naturen, fremstilles som mere vidende end det ubehjælpsomme menneske, der har låst sig ude. I digtet fremføres således det udsagn, at mennesket, modsat naturen, ikke hører hjemme i verden. Men idet der finder en berøring sted mellem natur og menneske i form af, at fugle-jeget lander på menneskets skulder, og idet fuglen gerne vil hjælpe mennesket med at komme ind i verden, opstår der et bånd, et blidt sammenhold mellem menneske og natur, der mimer den dialog, der finder sted mellem de to sfærer i flere af digtene, som handler om, at de sammen skal finde et alternativ til den eksisterende virkelighed. Digtene i Ud i det u-løse forholder sig i høj grad til den virkelighed, der omgiver dem, og læser man tålmodigt og opmærksomt, viser der sig en kritik af og protest mod den eksisterende tingenes orden, og der opstilles endvidere forslag til en ny virkelighedsopfattelse og en ny måde, hvorpå mennesket og naturen kan indgå i verden sammen. Det er i digtenes alternativforeslående karakter, at handlingen og derved samfundsengagementet og det politiske potentiale ligger. Den eksperimenterende og formorienterede poesi er ikke et elfenbenstårn, idet den forholder sig til den verden, den er del af, placerer sig et andet sted og taler et andet sprog end det dagligdags. Den har potentiale til at kaste nyt lys over tingene, få os til at se dem på ny, og dens virkning 50 p. 37 12

er som blæk, der langsomt flyder ud og indfarver samfundet med alternative virkelighedsbilleder. Og netop dette, at den eksperimenterer med forskellige virkelighedsforståelser, opstiller forslag til nye måder at tænke virkeligheden og menneskets væren i verden på, kan meget vel anses for at være mere radikalt end den konkretpolitiske poesis direkte kritik. Diskussionen om forholdet mellem poesi og samfund strækker sig tilbage til Platons tid og vil sandsynligvis fortsætte langt ind i fremtiden. Det er væsentligt i denne diskussion at have den eksperimenterende og formorienterede poesis potentialer for øje; dens karakter af modsprog til det sprog, vi er vant til, dens karakter af at være noget andet, et andet lys og den protest, der er indlejret i dette. 13

Bibliografi Andersen Nexø, Tue. "Kosmos af led". Anmeldelse af Ud i det u-løse, af Signe Gjessing. Information, 14. februar, 2014. Besøgt 12. april, 2015. http://www.information.dk/488005 Bendsen, Pauline. "Generation Etik". Information, 24. januar, 2014. Besøgt 12. april, 2015. http://www.information.dk/485672 Brandes, Georg. Indledning til Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur: Forelæsninger holdt ved Kjøbenhavns Universitet i Efteraarshalvaaret 1871, p. 7-28. København: Gyldendal, 1872 Bøgh Thomsen, Torsten. "Business as usual". Baggrund, 22. januar, 2015. Besøgt 12. april, 2015. http://baggrund.com/business-usual Christensen, Inger. "Som øjet der ikke kan se sin egen nethinde". Hemmelighedstilstanden, p. 125-133. København: Gyldendal, 2000 Dressler-Bredsforff, Mathias. "Debuterende digter: "digtet er en aktion"". Politiken, 26. februar 2014. Besøgt den 12. april, 2015. http://politiken.dk/kultur/boger/ece2218166/debuterende-digter-digteter-en-aktion Enzensberger, Hans Magnus. Poesi og politik, oversat af Jørgen Bonde Jensen. København: Babette, 1986 Gjessing, Signe. Ud i det u-løse. København: Gyldendal, 2014. Hansen, Ask. "Litteraturen er blevet politisk fordi politikken ikke er det". Information, 28. februar, 2014. Besøgt 12. april, 2015. http://www.information.dk/489535 Hassan, Yahya. Yahya Hassan. København: Gyldendal, 2013 14

Johansen, Jørgen. "Fra handskerum til himmelrum". Anmeldelse af Ud i det u-løse, af Signe Gjessing. Jørgensen, Johannes. En ny Digtning. I. Edgar Poe. I Tilskueren, redigeret af Martinus Galschiøt, p. 375-77, København: P. G. Philipsens Forlag, 1893 Kjerkegaard, Stefan. "Versets krise, versets politik". Information, 3. april, 2008. besøgt 12. april, 2015. http://www.information.dk/157237 Laugesen, Peter. Forstad til alt. København: Borgens Forlag, 2003 Laugesen, Peter. 64. København: Borgens Forlag, 2006 Berlingske 14. februar. Besøgt 12. april, 2015. http://www.b.dk/boeger/fra-handskerum-tilhimmelrum Lykkeberg, Rune. "Skal litteraturen hjælpe politikkerne med at føre politik?". Politiken, 31. august, 2014. Besøgt 12. april, 2015. http://politiken.dk/debat/profiler/runelykkeberg/ece2381621/lykkeberg-skal-litteraturen-hjaelpepolitikerne-med-at-foere-politik Ravn, Olga. "Sorry Mallarmé". Information, 28. februar, 2014. Besøgt 12. april, 2015. http://www.information.dk/489532 Skov Thomsen, Anne. "Mod det uendelige univers!". Anmeldelse af Ud i det u-løse, af Signe Gjessing. Littuna, 17. februar, 2014. Besøgt 12. april, 2015. http://www.littuna.com/2014/02/mod-detuendelige-univers.html Skyum-Nielsen, Erik. Modprogets proces: Poesi - fiktion - psyke - samfund: Essays og interviews om moderne dansk litteratur. Viborg: Arena, 1982 Tygstrup, Frederik og Isak Winkel Holm. "Litteratur og politik". Kultur & Klasse, Nr. 104, 35. årgang, p. 148-164. Holte: Forlaget Medusa, 2007 15