Regisse kilde ved Frørup - Om kombinationen af skriftlige, arkæologiske og hellige kilder afmogens Bo Henriksen Indledning I Danmark er der registreret over 750 helligkilder, og afdisse ligger 45 på Fyn'. Kilderne har ikke været jævnt spredt over øen; som det ses på fig. 1 har der været en udtalt koncentration vest for Odense samt i et bælte på tværs af øens sydlige del. Tendensen til kildernes placering i koncentrationer kan ikke umiddelbart forklares udfra hydrologiske (vandtekniske) eller bebyggelsesmæssige forhold. Årsagen skal snarere findes i, at bestemte egne i særlig grad har fastholdt brugen af og erindringen om helligkilderne så langt op i tiden, at de endnu var i mands minde, da man i slutningen af 19. årh. begyndte at interessere sig for kilderne som kulturhistorisk fænomen. Mange kildevæld, som har været tillagt særlige egenskaber, er sikkert ikke blevet registreret, før mindet om deres kvaliteter var gået i glemmebogen. Nogle helligkilder har kun haft lokal betydning, måske oven i købet blot i et kortere åremål, mens andre i kraft af særligt helbredende egenskaber har været besøgt gennem århundreder af syge, der til tider kom langvejs fra. Til de mest populære af disse udflugtsmål hørte Regisse kilde nær landsbyen Frørup 10 km sydvest for Nyborg. Kilden opnåede stor berommeise, og det er sikkert også årsagen til, at der er overleveret så mange sagn og flere øjenvidneskildringer om de aktiviteter, der har udspundet sig omkring kilden i de sidste århundreder 2 'Schmidt 1926; Svane 1984. 2Ud over de her i teksten anførte litteraturhenvisninger er Regisse Kilde omtalt i en række oversigtsværker, lokalhistoriske skrifter, kronikker og avismiikler. Endvidere kan det nævnes, at Dræsinebanden i 1994 har udgivet en cd med titlen "Sange ved kilden" med melodieme "Jomfru Regisses hellige kilde" og "Myten om kilden" (Harlekin CD 24070-2-1). En nøjere gennemgang af møntfundene fra Regisse kilde vil følge i et kommende nummer afnol'disk Numismatisk Årsskrift.
Hvis man ønsker at belyse Regisse kildes betydning og funktion i tidens løb, kan man finde interessante oplysninger i de mange sagn og øjenvidneskildringer, men ikke mindst sagnene skal naturligvis læses med - undskyld udtrykket - meget kildekritiske briller. Det er derfor heldigt, at man netop ved den østfynske kilde har en sjælden mulighed for at sammenligne oplysningerne fra det skriftlige kildemateriale med de iagttagelser, som er gjort i forbindelse med en mindre arkæologisk udgravning på stedet. Når de forskellige typer af kildemateriale holdes op mod hinanden, kan man således få et bredt indblik i helligkildens historie fra senmiddelalderen og frem til nyeste tid. ry ~.~ f\ 0~ ~...:... ~~ '\ \..... ~\ Ct:2 :... 0\ -.~ ';)~.+ \ C, ~~. ~0(:J () li Fig. J. Fynske helligkilderfra middelalderen. Regisse kilde er angivet med et kryds. Omtegnet efter Svane J984.
Hvad er en helligkilde? Mennesker og dyr er afhængige af ferskvand i rigelige mængder og af god kvalitet, og dette har sat sig spor i fortidens religionsudøvelse, som ofte har været rettet mod søer, vandløb og kildevæld. Mange af de vigtigste fund fra Danmarks oldtid er udlagt i vådområder som ofre til vandets magter; Salvagnen, Gundestrup-kedlen samt moseligene fra Tollund og Grauballe er gode eksempler på dette. Også i Frørup-området har oldtidens bønder ofret i vådområderne; således er der fundet dyre- og menneskeskeletter sammen med flintredskabel' og lerkar fra yngre stenalder (ca. 3500 f.kr.) i Slude Mose øst for byen. Tilsvarende er der i en lille mose tæt nord for Regisse kilde fundet et bronzesværd med forgyldt greb fra yngre bronzealder (ca. 800 f.kr.). Baggrunden for oldtidens ofringer i kilder, brønde og vådområder har været en tro på, at vandet har huset ånder eller guder, der mod "betaling" kunne begunstige giveren med krigsheld, god høst eller frugtbarhed og sundhed i husstand og besætning. Dyrkelsen af vådområder og ikke mindst kildevæld har været udbredt vidt omkring og langt tilbage i tiden. I den antikke verden kendes adskillige helligdomme i forbindelse med kilder og damme, hvis vand blev tillagt helbredende egenskaber. Således fandtes i oldtidens Grækenland templer, der var viet tillægeguden Asklepios, og her overnattede patienter, alt imens de drak af det hellige vand eller lod sig bade heri. Som tak for behandlingen, modtog templet penge eller votivgaver - til tider i form af en miniaturefigur af en legemsdel, som kildevandets kræfter havde helbredt J Også i Det nye Testamente (Johannes-Evangeliet 5,2-4) kan man læse om et "kursted", der modsvarer Asklepios' helligdomme: "Der ligger i Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk hedder Betesda. Ved den findes der fem søjlegange, hvor der lå en mængde syge mennesker, blinde, lamme, visne, som ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse. Thi på visse tider f6r HelTens engel ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den, som da efter at vandet var kommet i oprør, først steg ned deri, blev rask, hvilken sygdom han end led af'. Flere af de danske middelalderlige helligkilder bærer navne på førkristne guder; f.eks. er den nordsjællandske Tisvilde opkaldt JF.e!es. Blinkenberg 1917.
efter Tyr, og Onskilde på Midtsjælland efter Odin. Det tyder på, at i hveli fald nogle kilder har været betragtet som hellige både i hedensk og kristen tid, men det kan ikke afklares, om opfattelsen af den enkelte kildes egenskaber har ændret sig gennem tiden. Som beskrevet ovenfor synes tilbedelsen afvådområder i oldtiden især at have været forbundet med frugtbarhedsreligion. At dømme ud fra skriftlige kilder og arkæologiske fund synes kildedyrkeisen i middelalder og nyere tid derimod snarere at være rettet mod helbredelse og sundhed, sådan som det er beskrevet fra den klassiske oldtids helligdomme. Et meget vigtigt element i middelalderens kildedyrkelse var den katolske tros forkærlighed for helgener og deres helbredende og beskyttende kraft. Mange kilder er opkaldt efter helgener, som ofte kun har nydt helt lokal tilbedelse; kun de allerfærreste af disse er kanoniserede og dermed anerkendte helgener. Ved reformationen fulgte et opgør med nogle af de aktiviteter, som var knyttet til helligkilderne. Især den udbredte dyrkelse af helgener i kildekapeller synes der at være slået hårdt ned på, og på Fyn har man kendskab til syv kapeller, der enten blev nedrevet eller overgik til profant brug 4 Valfarterne til kilderne så den lutheranske kirke dog gennem fingre med, sandsynligvis fordi kildepengene var et vigtigt tilskud til socialt arbejde eller måske ligefrem til kirken selv. En del af kildepengene fra Regisse blev i 18. årh. brugt til uddeling blandt de fattige under Glorup Gods" men der er også fremsat teorier om, at gentagne udvidelser og den rige udsmykning af Frorup kirke i middelalderen er finansieret af indtægter fra kilden 6 Set i det lys måtte den lutheranske kirke se på kildevalfarterne som et praktisk onde. 4Ved følgende kilder i Fyns Amt vides der at have været kapeller (Jørgensen 1974; Svane 1984): Set. Olufs,. Landet s., Hellig Kors, Fåborg s., Set. Annas, Ryslinge s. (Ljungkvist 1980), Helligkilde i Gislev s., Set. Mattis, Vindinge s., Regisse, Ørbæk s., Rødekilde, Herringe s. 5Sehmidt 1927:12; 27. 6Liebgott 1975:25.
Ritualer ved kildebesøg Som det fremgår af det ovenstående uddrag af Johannes Evangeliet, var forudsætningen for helbredelse, at besøget blev gennemført efter bestemte regler. Også de danske helligkilder har været omfattet af forskellige regler, der kan veksle fra sted til sted, men nogle af de generelle ritualer skal nævnes her. Først og fremmest troede man, at kildevandet havde særlige kvaliteter på bestemte tidspunkter af året og døgnet. Ofte havde kilden sin maksimale "ydeevne" omkring Sankt Hans, hvilket jo ganske belejligt også er i den lune del af året - og måske ikke tilfældigt omkring tidspunktet for den hedenske midsommerfest. Af andre vigtige kildedage nævnes Valborg aften 30. april- altså tiden for forårets komme. Regisse kilde skulle tillige have været særligt velbesøgt Bodelsdag den 17. juni. Nogle kilder skulle opsøges gentagne gange, f.eks. tre dage, tre bestemte ugedage eller tre år i træk for at opnå den rigtige effekt, og vandet havde størst effekt, hvis man overnattede på stedet. Vandet kunne dog også bringes hjem, men det mistede straks kraften, hvis det blev bragt under tag. For Regisse kildes vedkommende er der udførlige beskrivelser af de til kildebesøget knyttede ritualer; kun et par skal nævnes her". FOl' det første måtte den syge ikke selv hente vandet i kilden; dette skulle gøres af en anden person som en næstekærlig handling. Dernæst var det vigtigt, at man ikke skubbede og masede på, når man stod i køen hen til kilden, for skete det, forsvandt vandet straks og randt først igen, når roen var genoprettet. Man gik herefter rundt om kilden og kastede en skilling ned i kildebrønden, hvorefter vandet kunne opøses. Det var vigtigt, at opøsningen foregik med en ny og ubrugt lerskål, og af samme årsag var der en mængde pottemagere, der havde salgsboder på stedet. Ofte beskrives det som en fast del af kildebesøget, at de lerkar, som blev anvendt til at tage vand med, skulle smadres efter brug. Ved Regisse kilde oplyses det dog, at skålene blev taget med hjem, fordi der til stadighed ville være noget helbredende ved det vand, som man øste op med dem. Vandet kunne nu drikkes, hvis det skulle bruges mod indvortes sygdomme, eller man kunne vaske sig heri, hvis lidelsen var af udvortes karakter. De klæder eller forbindinger, som den syge Schmidt 1926:67f; 1927:22ff.
Q havde på, skulle nu tages af og efterlades på stedet eller gives til besøgende fattige. Regisse kildes oprindelse - fakta og sagn Der kendes en række sagn, som fortæller om Regisse kildes oprindelse, men selvom den geologiske forklaring på kildens udspring er knap så malerisk, skal den dog bringes som indledning til de dramatiske sagn. Sognebyen Frørup ligger på en kuperet moræneflade, som l km sydvest for kirken gennemskæres af den markante Kongshøj ådal. Langs ådalen kendes flere stednavne, hvori ordet "kilde" indgår, og det kunne tyde på, at morænefladens grundvand i årtusinder er blevet presset ud afvældkilder langs dalens skrænter. Regisse kilde har netop sådan en placering lidt nede ad en vestvendt skråning ned mod Kongshøj å (fig. 2). Neden for kilden findes en mindre slugt, som kunne tyde på, at vandafstrømningen tidligere har været så kraftig, at den har været i stand til at skære sig ned i de hårde moræneaflejringer. En i 1976 gennemføli analyse afkildevandet har vist, at det havde en høj koncentration af salte og mineraler - og et stort indhold af fluor'. Kvinden, som har givet navn til kilden, nævnes under så forskellige navne som Regisse, Regitze, Rise og Risia 9 I nogle versioner optræder hun som missionær for kristendommen - i en udgave ligefrem som missionspræsten Ansgars apostel, og i så fald må hun have levet i vikingetiden, i SOO-tallets begyndelse. I andre sagn tilhører Regisse dog tiden efter Kristendommens indførelse, for her nævnes hun som en gudsfrygtig kvinde. Fælles for sagnene, der henter motivet i missionstiden, er, at Regisse blev myrdet, da hun forsøgte at omvende de østfynske hedninge. I en udgave er det ligefrem den hedenske præst, goden, der med sin plovøkse kløver hovedet på den nye tros budbringer - mere dramatisk kamp mellem hedenskab og Kristendom fås næppe. Sagnene er ikke enslydende i deres beretninger om, hvorvidt vandet sprang der, hvor blodet ramte jorden, eller om det var der, hvor Regisse blev begravet. Endelig findes der variationer, hvor det ikke 'lansen 1995:32. 'Schmidt 1926:84; 1927: 14ff; Svane 1984:139 nr. 1123.
er Regitze, men derimod hendes to børn, der blev dræbt på kildestedet. Noget mindre drabeligt er sagnet om den unge jomfru Regisse, der skulle over en bæk, men for ikke at blive våd om fødderne lagde et brød i vandet og trådte på det. Straffen herfor var, at hun sank i jorden, og på selvsamme sted sprudlede vandet frem. Sagnene omkring Regisse kilde omfatter ikke kun dens oprindelse; det berettes, at kilden ud over at helbrede syge også kunne beskytte de omkringstående træer. Da en mand ville fælde nogle elletræer ved kilden, sprang øksen således uden at skade dem'o. Fig. 2. Udsnit afgeneralstabskortfa 1885 med angivelse afregisse kildes placering i terrænet. Kort- og Matrikelstyreisen, Renternestervej 8, 2400 København NV IIIBrøndegaard ] 979:256.
Historiske kilder I et skøde fra Frørup, dateret 1496, optræderstednavnene Hel1epOlæ og Hellepolfang. Den "hellige pøl", er antagelig identisk med den lokalitet, der siden er blevet kendt som Regisse kilde. Den første udførlige omtale afkilden er dog knap 100 år yngre, og den er nedskrevet i forbindelse med biskop Jacob Madsens visitats i Frørup sogn den 20. marts 1589. På baggrund af en samtale med pastor Baltasar og et besøg ved kilden sammen med provst Christen har biskoppen nedfældet følgende nænnest skitseagtige, men meget informative notat": "Var l Capelle i Sognet, hede Regisze Capelle, var Helligdom til. En Jomfrue, hede Regisza, bleffder mørd oc [af] l Hennand, oc spranck en Kielde op. Hengis Klude, Hatte, Haar paa Torne, oc kastis Pendinge i Brynden end nu, efter hvad Hr. Baltasar fortalte. Hr. Christen, Provsten, oc ieg var der; fand Clude, Krøcker, Haar oc skurffuede Hatte der. Er en Veldekielde ved et lidet Berge Klincke [bakkeskråning] og indgiæret. Vandet løber neder i Suinning Aa". Det har næppe behaget den protestantiske biskop at se, at der endnu et halvt århundrede efter reformationen var udpræget katolske aktiviteter ved kilden. På dette tidspunkt var kilden åbenbart omgivet af et hegn - eller var det måske snarere en plankekonstruktion? Det fremgår ikke helt klart af Jacob Madsens tekst, om kapellet endnu eksisterede i 1591, eller om det var nedbrudt, men en note i hans oversigt over Vindinge hened viser, at var må forstås som har været!2. Selvom der ikke foreligger nogle sikre vidnesbyrd om tidspunktet for kapellets nedbrydning, er det naturligt at tro, at dette som et meget synligt symbol på den katolske helgendyrkelse er fjernet kort efter reformationen. Det er meget sandsynligt, at kapeltomten endnu har været synlig i overfladen på tidspunktet for Madsens besøg, for der rapporteres om fund af oppløjede munkesten og store sten på den jævne flade ca. 35 m nord for kilden så sent som 1914 13. Næste historiske efterretning fra kilden dateres til 1623, hvor kilden og ikke mindst dens omgivelser omtales i en indberetning fra "Rasmussen & Riising 1995: 100. 12Rasmussen & Riising 1995:87. 13Friis 1936:189f.; Schmidt 1927: l3f
Svindinges præst Bendix Hansen til oldforskeren Ole Worm 14 : "Først finndis der en weldekilde saa langt som thou pilesehud sudvest fraa Frøruppe offuen på en themmeligh høy ort oeh sted oeh kaldis Regissl3e kilde, løffuer idelig med klart oeh herligt wannd, thil huiicken mange udi gammel dage, baade nær hoes oeh langt fraa fremmestede haffuer hedensøgt udj deris siugdom, breek oeh sehrøbelighed oeh ere bleffuen hiulpen. Oeh endnu undertiden hemelige besøgis, som mand kannd see oeh forfare heraff, at der ligger en banet gangestig dertill, oeh der findis mange kieppe, kryeker oeh atsehillige palter, lumper oeh klude. Hoes samme kilde stoed en eapell, udj huiicken der bleffholdet messe oeh predieken engang aarligenn paa Boelsmissdagh [17. juni]. Wdj samme Rigisse eapell stod Rigissa, hinndis effigies [billedej oeh epterlignelse met haanden under kinden, ligesom en bedrøffuet wehklagendis [smerteklagendej oeh grædendis quinde. Der sigis oehsaa, at denne Rigissa haffuer hafft tuende bømn, huiicke der bleffue myrdett paa samme sted, som samme kilde er, strax derepter fiek sinn udspryngh. Oeh deraff faaet det naffnn, at hun kaldis Rigisse kilde". Et kvart århundrede efter biskop Madsens visitats var der tilsyneladende ikke sket ændringer i kildens brug, selvom det af præstens indberetning fremgår, at handlingerne nu foregik i det skjulte. Erindringen om kapellet fandtes stadig - endda i en sådan grad, at præsten kunne give detaljerede oplysninger om en deri opstillet figur. Bendix Hansens beskrivelser af figuren af den grædende kvinde tyder dog på, at han må have forvekslet en afbildning afjesu lidende moder med den i øvrigt ukendte helgeninde Regisse. H.C. Andersen var livet igennem meget optaget af de folkelige optrin ved helligkilderne, og ifølge hans dagbøger besøgte han talrige kilder i ind- og udland. Lørdag den 17. juni 1848 var Andersen og grevinden fra Glorup således på besøg ved Regisse kilde, men selvom det var Boelsmessedag, meddeles der ild<:e noget om valfarter den dag. 11 år før dette besøg havde Andersen i romanen Kun en Spillemand givet en levende skildring af det leben, der var ved Regisse kilde og på det tilhørende marked omkring Skt. Hansis: Det er imidleliid ild<:e helt sikkert, om denne ofte citerede skildring af kildevalfmien kan henføres til oplevelser i Andersens barndom omkring 1815, eller om der er tale om den fantasifulde kunstners frie kombination af verserende historier og egne oplevelser fra besøg ved andre kilder og markeder: "I Landsbyen Frørup, hvor Kildemarkedet staaer, var man ifærd med at slaae Boder og Telte "Jørgensen 1974:146. IS Andesen 1837:51 f.
op. Paa alle Biveie saae man Kjørende og Gaaende med deres Syge; Enkelte vandrede alt over Engen, hvor, mellem Hasler og Elle, Kilden flyder; den omskygges af nogle temmelig høie Træer, paa hvilke Almuen endnu den Dag i Dag efter catholsk Skik hænger sit Offer, som bestaaer i nogle Lys. De grønne Hække rundt om maae tjene som Skjærmbrædt for de Syge, der afldædes og vaskes; deres gamle Klæder blive hængende paa Grenene, hvor da Fattige tigge dem til eget Brug". Hvad enten Andersen selv har oplevet ovenstående eller ej, må man fonnode, at det afspejler nogle af de ritualer, der var i brug ved kildebesøg i begyndelsen af 19. årh. Det er påfaldende, at den eneste forandring i forhold til de ældre øjenvidneskildringer er, at man omkring 1815 bragte ofre i form aflys, ganske som i dag praktiseres i katolske og tillige i nogle protestantiske kirker. Andersen nævner, at man på vejen fra markedet til kilden vandrede over en eng. Det var i hvert fald tilfældet, da det ældste originalkort over Frørup blev tegnet i 1789, for her ses en direkte sti fra området omkring kirken vest ud ad byen, hvorefter den slår et kraftigt knæk mod syd gennem engområdet Maamose og ned til "Rises Kilde"16. Stien synes at markere en meget klar forbindelse mellem kilden og byen, og fra tiden omkring midten af 19. årh. er der da også efterretninger om, at markedet løb af stabelen oppe ved stævnet, hvor telte og boder var slået op", Det nævnes flere steder, at syge og svage endnu valfartede til det lægende vand i slutningen af 19. årh.", men troen på vandets egenskaber tørrede vel ud med udviklingen af den moderne lægevidenskab. Kildemarkedet, derimod, fik en anderledes brat afslutning, for det blev forbudt i en kundgørelse fra herredsfogeden for Sunds og Gudme Herreder den 15. juni 1861 '9 Forbudet blev sikkert udstedt for at beskytte lokale handelsfolk mod konkurrence fra omrejsende kræmmere, men måske var dette samtidig medvirkende til, at valfarten til kilden ebbede ud. Il Ph.d. stip. Adam Schacke, Syddansk Universitet, takkes for hjælp med fremskaffelse og tolkning af det ældste originalkoli. "Rasmussen 1945:149. "Schmidt 1927. '''Tårup 1935:110f.
Restaureringer af kilden Da kildebesøgene aftog i tiden op mod 1900, forfaldt området, men i 1903 besluttede en gruppe af lokale gårdmænd at renovere kilden og dens omgivelser. Gårdmændene lod støbe en firkantet brøndkasse og en omgivende kann i tidens nye vidundermateriale, beton. Det var dette bombastiske udtryk, der i de følgende 90 år mødte de ganske mange turister, der lagde vejen forbi det naturskønne sted. Tiderne og smagen skifter, og flere gange har der været tilløb og opfordringer til at renovere området med henblik på en fredning. Det blev imidlertid ved snakken, indtil interessegruppen "Regisse kildes Venner" i 1994 mente, at det var nødvendigt at gøre noget ved sagen, for vandet stod nu helt stille i brønden. Nedfaldne grene og blade havde sat sig som en prop i toppen af betonbrønden, der også var medtaget aftidens tand. Hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at omdanne det naturskønne sted til et turistmål og samlingssted for Frørups borgere, var det derfor nødvendigt at gennemføre et større restaureringsarbejde, som bl.a. omfattede en nedbrydning af betonbrønden og en oprensning af selve kildevældet. Da de nødvendige tilladelser var indhentet fra bl.a. Skov- og Naturstyreisen, henvendte Regisse kildes Venner sig til Odense Bys Museer for at høre, om der var interesse for at følge arbejdet og evt. foretage arkæologiske undersøgelser i forbindelse henned. Det var der i høj grad, for det er kun ganske sjældet, at der har været mulighed for at foretage egentlige arkæologiske undersøgelser ved middelalderens helligkilder. I tiden omhing 1900 er der mange steder foretaget velmente restaureringer og oprensninger af kilder, men det er foregået uden sagkyndig bistand, så det har ikke bidraget med væsentlig ny viden. Tværtimod har indgrebene mange steder været så voldsomme, at man har fjernet alle spor af bl.a. brøndkonstruktioner og tilhørende bygninger. Det var heldigvis ikke helt tilfældet ved Regisse kilde. Ved renoveringen i 1994 blev betonbrønden nedbrudt, og i dens sted blev der konstrueret en firkantet brøndkasse af egeplanker. Brønden blev forsynet med et låg, hvori findes en lille lem, og når man åbner den, kan man forvisse sig om, at der endnu i 2003 smides mønter i kilden! (fig. 3). Betonkannen, der af forfatteren og maleren Achton Friis ganske rammende er sammenlignet med en
kartoffelkælder, er bibeholdt for at vise de forskellige tiders omsorg for kilden. Restaureringen i 1994 har medført, at vandet nu igen flyder stille fra Regisses årer, men når det ikke sker i samme mængder som i kildens velmagtsdage, skyldes det sikkert, at dræning af de omkringliggende marker har sænket områdets grundvandsstand. Det frempiblende vand løber ud gennem et rør i brøndens vestside og videre gennem en stensat kanal, hvorfra det fortsætter i en smal, åben rende ud over en cirkulær plads, der er brolagt med chaussesten. Tilsammen danner brønden, stenrammen og den brolagte plads et fint lille anlæg, som er omgivet af storc aske- og kastanjetræer. Fig. 3. Det restaurerede kildeanlæg i 2003. Indgangen til den overdækkede brønd midt i "kartoffelkælderen " foregår Fa nord. Vandet risler ud af et overløb i bagvæggen og ned over den cirkulære plads i baggrunden. Foto: A10gens Bo Henriksen.
Arkæologiske udgravninger i 1994 Under restaureringen blev betonbrønden brudt op, og under denne fandtes et par store egeplanker. Skiver heraf blev udsavet og indsendt til Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser i det håb, at man ved at tælle årringene kunne få en datering af den eller de tidligere brøndkonstruktioner. DesvælTe lod det sig ikke gøre, så alle dateringer af aktiviteter ved kilden må baseres på skriftlige kilder samt på de genstande, som fandtes ved den arkæologiske undersøgelse vest for kilden. For at vække det slumrende kildevæld blev der vest for betonbrønden gravet en ca. 6 m lang og ca. 1 m bred grøft gennem det indtil 1 m tykke muldlag og helt ned til fast lerundergrund (fig. 4). Snart kunne det ses, at der for hver skovlfuld jord, som rendegraveren løftede op, fulgte store mængder skår af knuste lerkar. Arkæologer fra Odense Bys Museer gik nu i gang med at sigte en del af den opgravede jord for at bjerge et repræsentativt udsnit afde genstande, som var ofret i og tabt ved kilden i tidens løb. Jorden blev tillige gennemgået med metaldetektor for at finde mønter, som kunne give oplysninger om det tidsrum, hvor man havde ofret i kilden. Endelig blev væggene i den gravede rende neden for brønden afrenset og tegnet, og de iagttagelser, som blev gjort ved undersøgelsen, giver et godt indblik i århundreders aktiviteter på stedet. Neden for kilden lå der direkte oven på undergrundens moræneler et indtil ca. 35 cm tykt gruslag, som var aflejret af rindende og, at dømme ud fra grusets farve, jemholdigt vand (fig. 5). Gruslaget indeholdt tusindvis af potteskår, enkelte glasskår samt mønter, som viser, at laget er aflejret i senmiddelalder og renæssance - i 15.-17. århundrede. Der fandtes ikke med sikkerhed ældre eller yngre genstande i laget, som strakte sig indtil ca. 4,5 m neden for kildebrønden. Hvor stor udstrækning dette lag havde, kunne ikke ses i den smalle grøft, men der kan måske være tale om 50 kvadratmeter. Over gruslaget lå muldjord iblandet spredte potteog glasskår samt mønter, hvoraf den yngste var fra 1856. I laget lå også en del indtil ca 75 cm store sten (fig. 6). Disse lå især op mod den modeme betonkumme, og der kan næppe være tvivl om, at de oprindelig har indgået i en fonn for konstruktion omkring kilden, måske fra den dobbelte stenrække, som er omtalt i 1856, eller det stendige, som Achton Friis omtaler i forbindelse med sit besøg på
1 c:. stedet i starten af 1900-tallet', Nogle af stenene kan også hidrøre fra en egentlig stensat brønd, som i så fald blev ødelagt i forbindelse med støbningen af betonbrønden i 1903, I forbindelse med restaureringen blev stenene i øvrigt genanvendt til at bygge den ovenfor beskrevne kanal. N l\ Sten Vand B A Profil C D 0.5 1 ~-_... melel Beton Fig. 4. Plantegning af kildeanlæg og udgravningsfeltel: A: Søgehul opstrøms kilden, uden fill1d. B: Søgegrøft nedstrøms kilden. Den fede streg langs grøftens sydkant markerer profil C-ii fig. 5. Tegning: Mogens Bo Henriksen & Erik Lauridsen. 2 Schmidt 1927: 12; Friis 1936: 189.
Sten Fund Beton Vand * v Fig. 5. Profil C i søgegrøjt B. Lagbeskrivelse: 1: Massiv pakning afindtil ca. 75 cm store sten, antageligfa gammel brøndkonstruktion. 2: Muld med spredte sten, enkelte skår og mønte!: 3: Vandaflejret groft gult til rødbrunt grus medjernudfældninger og massiv forekomst afskår - især nærmest kilden. Hertil enkelte glasskår og møntet: Nærmest kilden var laget bortgravet, evt. ved anlæggelsen af betonbrønden i 1903. 4: Sand, fimdtomt. 5: MoræneleT; fimdtomt. Tegning: Mogens Bo Henriksen & Erik Lauridsen. Fig. 6. Kildeområde under udgravning. Den blanke fototaske midt i billedet står på den vestlige karm af betonanlægget omkring kildebrønden; forrest i billedet ses de store sten, der blev gravet op ad grøft B. Foto: Mogens Bo Henriksen april 1994.
1 o Fundene fra den gravede rende Grøften neden for kilden var som sagt opgravet med en rendegraver, og det betyder, at genstande fra det vandaflejrede gruslag var blandet sammen med genstande fra det overliggende og Olm'odede muldlag. Det kan derfor være vanskeligt at datere de enkelte fund, med mindre de som f.eks. mønter ligefrem daterer sig selv. Væsentligt i denne forbindelse er imidlertid mængden og sammensætningen af fundene - og den tidsramme, som de angiver. Fundstoffet var især præget afpotteskår. Af andre fundgrupper kan nævnes dyreknogler, der kan være rester af besøgendes måltider, et par knivbeslag, en øsken fra et lille hængesmykke, stumper af kridtpiber (fig. 7) samt et par fladbankede blyklumper, der har været anvendt til at lappe utætte beholdere. Nok så interessant var fundet afflere indtil 13 cm lange og kraftige jemspigre (fig. 8), som kan have indgået i brøndkonstruktioner af træ. Endelig skal nævnes enkelte stumper af munkesten og tagtegl, som kan stamme fra kildekapellet. Fig. 7. Stumper afkridtpibefa 17.-18. årh. Foto: Jørgen Nielsen.
Fig. 8. Kraftige jernspigre, måskefa ældre kildekonstruktionej: Foto: Jørgen Nielsen. Potteskår i tusindvis Som nævnt var det potteskår - en halv snes kilo i alt - der dominerede fundene, ikke mindst fra det vandaflejrede gruslag. Langt hovedparten af skårene er af rødt, glaseret lertøj, og de fleste stammer fra de karakteristiske trebenede stjertpotter, der i senmiddelalder og helt op i nyere tid blev fremstillet af købstædernes pottemagere til brug som kogekar på det åbne ildsted (fig. 9,10). En mindre portion skår kommer fra såkaldte sortgodskar, altså håndlavede, sortbrændte og uglaserede potter, som især i 17-19. årh. blev fremstillet af landbefolkningen bl.a. på Vissenbjerg-
egnen". Der er både skår fra fade, potter og kander - ja endda fra fejlbrændte stykker; alt kunne åbenbart bruges til at opøse de helbredende dråber. Et par håndfulde skår stammer fra importerede småklukker af stentøj, som antagelig er importeret fra Rhin-egnene i 15.-16. årh. I byer langs Rhinen foregik en omfattende produktion afstentøj, som blev eksporterer med eller uden indhold til de nordiske købstæder, og via en af disse - f.eks. Svendborg eller Nyborg - er klukkerne endt i Frørup. Potteskårene fra Regisse kilde stammer fra lerkar, som er fremstillet i tidsrummet mellem ca. 1500 og 1800, og især synes mange at tilhøre tiden fra ca. 1600 og fremefter. Skårene repræsenterer de samme kaltyper, som man finder ved udgravninger i landsbyers og byers affaldslag fra middelalder og renæssance - eller for den sags skyld i andre helligkilder 22 Keramikken fra Regisse kilde adskiller sig dog markant fra skår, som findes i affaldslag, idet de er ensartede i støneisen, hyppigt omkring 5 cm i tværmål, og ved at de næsten alle er ganske uden brugsspor. I modsætning hertil er skår fra byernes og landbebyggelsernes affaldslag altid meget uensartede i størrelsen, og de har som regel tydelige sodspar, ligesom de viser tegn på slid og ikke sjældent tillige klinkning. Den arkæologiske undersøgelse kan altså underbygge de skriftlige kilders udsagn om, at det var nye kar, der blev brugt til opøsning afvandet, ligesom den efterfølgende rituelle knusning af potterne kan dokumenteres med overvældende tydelighed. Det var ikke kun beholdere af ler- og stentøj, der blev anvendt til at opsamle vand fra kildebrønden; en del glasskår fra især grønne flasker med cirkulært og rektangulært tværsnit såvel som små ampullignende beholdere og klare (drikke)glas blev tilsyneladende også brugt til dette formål (fig. 11). Kun et par skår stammer fra det vandaflejrede gruslag, medens resten enten er fundet i det dækkende muldlag eller i de opgravede bunker. Det "Pedersen 1987. "Museumsinspektør Marianne Goral Krog, Nyborg & Omegns Museer, takkes for hjælp med bestemmelse af keramikken fra Regisse kilde. Eksempler på keramik fra andre danske helligkilder er omtalt i Schmidt 1927:7, Kristensen 1938:31 og Kjersgaard 1978:58.
tyder på, at brugen af glasbeholdere først blev udbredt i 18.-19. årh., og en del skår ser da også ud til at stamme fra almindelige bajerflasker. Spørgsmålet er, om flaskerne blev bragt til stedet for at blive brugt til at øse kildevand med - eller om de faktisk var fulde af øl. En af anklagerne mod kildebesøgene i 19. årh. var netop, at de gav anledning til indtagelse af mere øl og brændevin end kildevand! Fig. 9. Udsnit afkeramikji"a undersøgelsen i J994. Foto: Jørgen Nielsen.
Fig. 10. De fleste af skårene stammede Fa trebenede stjertpotter som dette eksemplm; der erfimdet i affaldslag i Odense by. Foto: Jørgen Nielsen. Fig. 11. Skår jl-a glasflasker jl-a undersøgelsen i 1994. Foto: Jørgen Nielsen.