Prædiken sidste søndag i kirkeåret Salmer: DDS 732: Dybt hælder året i sin gang DDS 448: Fyldt af glæde over livets under DDS 674: Sov sødt barnlille // DDS 70: Du kom til vor runde jord DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå DDS 431: Herre Kristus, dig til ære Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar På den tid tog Jesus til orde og sagde:»jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«(matt 11,25-30) Amen! Centrum i dagens evangelium er de tre små ord: Lær af mig. De bringer en hel billedverden til live. Vi er eleverne, som sættes i skole. Jesus er 20/11-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
den nye lærer, som sætter de gamle lærere på plads. Lær af mig, ikke af dem, siger han Her kæmpes der om vores sjæle og kroppe. Vi kaldes de umyndige, og dette prædikat fastholder tydeligt, at man ikke skal vente sig ret meget fra vores kant. Lær af mig. Her ved kirkeårets slutning vil vi så gerne stå med eksamensbeviset. Kirkens år består jo af to dele. Først den nye lærers dramatiske livshistorie, hans bebudede fødsel i advent, hans død i påsken og hans arv til os i pinsen. Anden del indledes på trinitatis søndag med befalingen om, at vi skal døbe og lære andre det samme. Men hvad har vi så selv lært? Hvad kan vi i det hele taget lære om det med Gud og os? Uanset svaret rokker det ikke det mindst ved Jesu opfordring: Lær af mig. Nu er der flere gåder indlejret i hans ord, må vi retfærdigvis medgive. Hvad skal man eksempelvis egentlig med de vise og forstandige, de superkloge, hvis de intet kan lære fra sig? Det gør jo en del ved, hvor sjovt det er at være en del af eliten. Ved dengang at være blandt de skriftkloge og farisæerne. Ved i dag at være akademiker og tilhøre den herskende, kreative klasse, som den slags vist hedder. Altså hvis man skal tage udsagnet på ordet. Der ligger en anden gåde i dagens evangelium. Den umyndige, hvem er det? Den umyndige er, hævdes det, langt klogere end alle sine gamle lærere. Af børn og fulde folk, skal man høre sandheden, gælder åbenbart hér. Eller mere evangelisk sagt: Guds rige hører den umyndige til. Den umyndige. Det menneske, der ikke kan magte sit liv, bliver pludselig opløftet som ideal. Ja, som det egentlige og autentiske. Hér er der virkelig noget, der bider. Det med de umyndige. Lad os prøve at dykke ned i det for en stund. For så at vende tilbage til denne særlige søndag, den sidste, den yderste, kirkeåret yderste dag, igen om lidt. Det er helt elementært, at verden ikke er vores egen, men at den tilspilles os. At den ikke er noget, vi har tilvejebragt, men at den kommer til os. At vores verden ikke er det, vi selv har gjort den til, men det, at den viser sig for os. Den bliver åbenbaret, som det den er. Åbenbaret at den er. 20/11-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
Livet skænkes os. Vi kan kun have det som det vi bliver givet. Som det, der gøres klart for os. Livet er, hvad der bliver åbenbaret. Det er, hvad Jesus sigter til, når han kan takke sin far, himlens og jordens Herre, for at have åbenbaret det for umyndige. De umyndige modtager deres liv uden selv at forsøge at tage æren for dem. Tilværelsen tilkastes og de tør gribe den, fordi de intet har i sig selv, som de mener, at de i stedet kan holde sig til. Det gælder for de umyndige. Det er ikke tilfældigt, at det hedder: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige. Og altså netop åbenbaret det for de umyndige. For dem, der ikke bare vil tage det hele selv. Hvad er det, der er skjult for de vise? Hvad er det, som forstanden ikke kan gribe? Hvad er det, der åbenbart kun kan gribes af det menneske, der i sin umyndighed ikke vil bero på sig selv? For det moderne menneske er det afgørende, at det er myndigt. Ja, det er ligefrem vores kald i moderniteten at blive myndige. At tage vores ansvar og vores verden på os ikke længere som noget fremmed, men netop som vores egen. Med den tyske filosof Emmanuel Kant er moderniteten ofte blevet forstået som menneskets afsked med sin selvforskyldte umyndiggørelse. Det moderne menneske skal befri sig fra tvangsbindinger. Fra alt det, som det har lagt på sig selv. Det er oplysningens kerne og det inderste i modernitetens projekt, vi hér har fat i. Og det er så afgjort et godt projekt. Lad os fastholde det. Ubetinget. Ubetvivleligt. I næsten enhver henseende er menneskets myndiggørelse af sig selv frem for at lægge sig ind under autoriteter et afgørende fremskridt. Verden i dag er bedre end verden i går hér hentyder jeg ikke til konkrete politiske forhold som præsidentvalg og den slags, men om det fundamentale forhold, at de færreste af os ville bytte livsverden med vores forældre eller bedsteforældre. Vores vestlige verden er objektivt set en bedre verden end de førmoderne verdensopfattelser, vores kulturkreds støder op imod. Sekularisering og modernitet er umistelige fremskridt frem for den verden, hvor religionen har bibeholdt sin rolle som det tvangsmiddel, der trællebinder menneskers tilværelse. 20/11-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
Det er alt sammen fremskridt. Den udvikling, der begyndte med oplysningen for godt 200 år siden, har næsten kun ført godt med sig. Men også kun næsten. For undervejs har vi næsten glemt det egentlige. Vi har mistet evnen til at se det væsentligste i vores liv. At verden ikke er vores egen. At livet aldrig er noget, vi kan tage, men altid kun det vi kan have som det, vi bliver skænket. At det væsentligste hér i tilværelsen aldrig er det, vi selv bidrager med, men altid det, vi erfarer som skænket os i mødet med den anden. Derfor sætter Jesus den umyndige i centrum. For den umyndige kan rumme dette. De umyndige alle de, der ikke tror, at de er deres eget ophav har ikke forkastet det egentlige. At det, der betyder noget i livet altid er det, vi bliver givet. At kærligheden bliver til i mødet med netop den anden, der for os blev den særlige anden. At håbet finder sted i relationen til medmennesket. At tilgivelsen skænkes os i samtalen med det andet menneske. Verden tilspilles os. Den kommer til os. Den viser sig for os. Den åbenbares for os som i det spil altid er umyndige. Og dét er den sande rigdom. At Gud kommer til os. Hvis vi har svært ved at fatte, hvad det indebærer, kan vi gribe til den barnedåb, vi fejrede for lidt siden. Den dåb, i hvilken lille Ida blev et Guds barn. Hvis ikke vi har forstået det før, så peger dåben os i den rigtige retning. I dåben gælder det ikke os. Ikke vores myndiggørelse. Ikke, hvad vi kan præstere, gøre, udtænke, lægge til. I dåben træder vi, sammen med det lille barn, som optages i menigheden, ind i det, som Gud har åbenbaret for de umyndige: at livet er noget, vi modtager. Der er nogen, der vil mene, at det er at fratage barnet myndigheden til selv at vælge. Selv tage stilling til, om det overhovedet vil døbes, om det vil tilhøre dette fællesskab, om det vil have noget med Gud at gøre. Skal barnet måske ikke have lov til at tage hånd om sit eget liv, så der ikke på forhånd er truffet umynddiggørende afgørelser for det? Nogenlunde sådan lyder indvendingen fra de vise og forstandige, der mener, at friheden altid består i at gøre, hvad man selv vil. Men frihed består ikke i det. For så griber man bare de bolde, man selv har 20/11-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
kastet. Man mister blikket for at verden er det, vi bliver tilspillet, og det man så står tilbage med bliver en lukket og begrænset virkelighed. I den frihed, man selv skal løfte, bliver mennesket sin egen fange. Man kommer til at bære alt på sine skuldre. Og det er en tung byrde. Hvis man hele tiden mener sig fri til at vælge som man vil, er man altid jaget af, hvad man kan udrette og så falder det hele, også fiaskoerne, de misbrugte muligheder og alt det forbrudte, tilbage på én selv. Det er for at befri os fra alt det, at Jesus siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer For mit åg er godt, og min byrde er let. Hér ligger den kristne befrielse. Hér finder den kristne frihed sted. Det er hvilen og lettelsen ved ikke hele tiden at skulle rende rundt og genopfinde sig selv. Det er aflastningen fra alt det, som skulle være frigørende og myndiggørende, men som ikke er det. I stedet kan vi altså som nu i dåben komme til det menneske, i hvem Gud har vist sig for os, og lytte til hans myndighed. I den skænkes vi et andet liv end det, vi bereder os selv. Midt i livet tilkaster Gud os sin bold. Da griber vi ikke længere bare vores eget, for da fornyes vores liv. Og en ny verden bliver til. Bliver åbenbaret for os. Den verden, som består, så længe det ord, i hvilken den bliver til, høres. I dag er vi på den yderste dag, den sidste søndag i kirkeåret. På søndag er det advent for alt det, der skal komme. Et kirkeår rummer alt menneskeligt. Det giver sprog til det højeste og til det dybeste. Til den vilde jubel. Og til den tavse fortvivlelse. Kirkeårets fortællinger sætter ord på ulykkerne og lykkerne. På lidelserne og oplivelserne. På sorgerne og glæderne. I årets løb har vi kunnet træde ind i en bevægelse, som til stadighed har givet os ord med på vejen. Kirkens år tilbyder os ord, der giver rum for enhver menneskelig erfaring. For Gud kan sige alt. Ordet skaber, hvad det nævner, hedder det. Derfor er Gud vores virkeligheds skaber. Derfor giver han os sig selv ved sin søn. Derfor forbinder han sig med os ved sin Ånd. I mødet med hans fortælling beriges vi. Gud giver os den verden, vi ikke selv kan frembringe. Han befrier os fra selv at skulle det. I Guds fortælling er vi befriet fra den fortvivlede byrde hele tiden at skulle opfinde eller genopfinde os selv. I Guds verden, som åbnes op for os i 20/11-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5
fortællingen om det liv, der blev Guds, bliver en ny virkelighed til for os. Guds myndighed åbenbares for os, de umyndige, for at vi i den skal blive myndige. For vi bliver frie ved at høre ham til. Ved i dåben at træde ind i den virkelighed, der er hans. I ham er vi frie til at leve vores liv. I de forløbne dag, i dag, i de kommende dage. I alle dage indtil vores verdens ende. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 20/11-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6