Klimatopmødet bag facaden

21. december 2009 Blog fra COP15: Klimatopmødet bag facaden

FORORD ERIK RASMUSSEN CHEFREDAKTØR MANDAG MORGEN OG STIFTER AF COPENHAGEN CLIMATE COUNSIL 13 blogs til verdenshistorien Genoplev det storpolitiske klimadrama i København dag for dag COP15 BLIVER ET VIGTIGT kapitel i verdenshistorien. Over 110 af det internationale samfunds statsoverhoveder og politiske ledere var samlet i København med ét eneste formål: At redde klodens fremtid. COP15 var på forhånd udråbt som det måske vigtigste politiske topmøde nogensinde. Så meget desto større bliver også konsekvenserne, hvis et så imponerende et opbud af global beslutningskraft ikke magter at løse menneskehedens største og mest åbenlyse problem. Det vil uundgåeligt sætte sit præg på verdenshistorien. Hvilket kan kun eftertiden afgøre. Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup fulgte time for time udviklingen på tætteste hold i Bella Center. Hver dag afleverede han sine indtryk på sin blog på Mandag Morgen Share. Tilsammen giver hans rapporteringer et enestående indblik i de mekanismer og den proces, der førte COP15 fra optimisme og tro på en global aftale til det store antiklimaks i Bella Centret. Her er tale om spændende scener fra et storpolitisk værksted. Efterfølgende har vi samlet alle Per Meilstrups blogs til én fortløbende beretning om 13 dage, der ændrede verden. Erik Rasmussen Ansvarshavende chefredaktør 2 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

Mandag den 7. december Dag 1: Mission Possible NÅR DE ALENLANGE AKKREDITERINGSKØER i dag slanger sig i byggeplads-rodet uden for et koldt, gråt Bella Center, så kan de delegerede i det mindste varme sig ved tanken om, at succes ved COP15 er mulig. Mange har tvivlet på det i opløbet, mange har dømt det fuldstændig ude - men rygterne om Københavner-aftalens død har været overdrevne. Der er lang vej igen, men det er fortsat Mission Possible. Hen over weekenden kom COP15 flyvende fra start. 105 statsoverhoveder, inklusive de vigtigste, har nu meldt deres ankomst i København, og understreger dermed klimaøkonom Nicholas Sterns ord om, at COP15 er efterkrigstidens vigtigste internationale møde. Den opsigtsvækkende stærke deltagelse til verdenstopmødet i Rio i 1992 var der 103 statsoverhoveder gør det muligt at nå et acceptabelt resultat for klimaet, eftersom det nu er de mænd og kvinder, der kan tage de endelige beslutninger, som samles. Der er lagt op til reelle politiske forhandlinger. Det helt afgørende bliver hvor stort manøvre-rum politikerne føler de har, og hvilke politiske risici de vælger at tage. Med andre ord: Dette er den ultimative test på politisk lederskab. Rygterne om Københavner-aftalens død har været overdrevne. Der er lang vej igen, men det er fortsat Mission Possible. Hvis man analyserer de tal, der er meldt ud forud for mødet, så siger de mest optimistiske sammenregninger, at de rige lande stiller med en reduktion på 18 pct. i deres udledninger i 2020 i forhold til 1990-niveau. Det er med udgangspunkt i at f.eks. EU og Australien går med til de øvre mål, de har meldt ud (hhv. 30 pct. og 25 pct.) og ikke de nedre (hhv. 20 pct. og 5 pct.). Hvis man vælger de mest negative beregninger, så ligger tallet under 13 pct. Der skal med andre ord ske betydelige fremskridt de næste to uger for at en aftale kan nå de mål, som videnskaben sætter, nemlig at de globale udledninger af CO2 skal toppe i 2020. Det indebærer, at de rige lande skal sænke deres udledninger med mellem 25 pct. og 40 pct. Inden for de næste 11 år. Den flyvende start skyldes især to ting. For det første at Airforce One lander i København den 18. december, så Barack Obama deltager i slutspillet i stedet for en i bedste fald symbolsk sviptur midt i den første uge, hvor der ikke er high level forhandlinger. For det andet at Indiens premierminister Singh ser ud til at bekræfte, at Indien kan blive en del af en international aftale, ligesom Kina tidligere har gjort det, og i øvrigt at han engagerer sig personligt i forhandlingerne. Facit er dermed, at stort set samtlige betydende lande i verden har meldt sig på banen og erklæret sig villige til i det mindste at forsøge at tackle global opvarmning. Et scenarie, der for bare et år siden syntes aldeles urealistisk. Alt dette betyder også, at når FN overdrager formandshvervet til topmødeminister Connie Hedegaard kl. 10.00 i dag ved åbningsceremonien i Bella Center, så står der alt i alt respekt om værterne. Det udmarvende forberedelsesarbejde, som begyndte i marts 2007, har været vellykket, og det har stor psykologisk betydning for forhandlingerne. De første taler i plenar-salen vil være kontrolleret optimistiske. Danmark har i mere end to år utrætteligt fastholdt, at det er muligt at engagere verdenssamfundet i en ny aftale, og talrige er de gange hvor skeptikere, NGOer, politikere og iagttagere har dømt topmødet ude og ment, at de danske værter var naive. Facit er, at Danmark fik ret i sidste ende. Og dermed er det op til Lula, Singh, Obama, Jiabao, Sarkozy, Hatoyama, Medvedev, Zenawi, Merkel og deres kolleger at spille bolden i hul de næste 12 dage. Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen kunne næppe ønske sig et bedre forspil til den første dag i Bella Center. BLOG FRA COP15 Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 3

Tirsdag den 8. december Dag 2: USA sætter ind mod skurkerollen DET ER SJÆLDENT, at COP15-minister Connie Hedegaard er synligt berørt under udførelse af sit hverv, men der var en enkelt eller to klumper i halsen, da Madame President holdt sin første tale for COP15s delegerede i plenar-salen. Man forstår hende. I 2-3 år har hun og hendes embedsfolk arbejdet hen mod dette øjeblik. Nu sker det. Og hun overtager formandskabet for en COP med historisk vingesus. Udsigten fra FNs talerstol ud over hundredevis af repræsentanter fra 192 lande må i korte øjeblikke virke svimlende. Det ihærdige og indædte forberedelsesarbejde betyder, at 110 statsoverhoveder kommer og deltager i forhandlingerne i Bella Center. Det er så mange, at de danske arrangører har problemer med at finde taletid til dem alle. Og det er så mange, at ministerens budskab om, at tiden er inde til handling lige nu i hendes første formandstale er ubestrideligt: Vi kan intet stille op uden jer. I må gå på kompromis. I må binde jer. I må levere varen Nu. Øjeblikket kommer ikke tilbage. I de kommende dage vil det vise sig, om verdens ledere udnytter denne mulighed for at tackle global opvarmning. Hvis ikke, så virker det usandsynligt, at det nogensinde sker. Og Connie Hedegaards ord vandt genklang overalt i Bella Centers enorme FN-zone, hvor tusinder af journalister, iagttagere og delegerede vrimlede rundt i en velfungerende myretue på dag 1. COP-formandens andet hovedbudskab var at bekæmpelse af klimaændringer ikke er et valg mellem økonomisk vækst eller stagnation. Allerede i morgen vil vi få at se om dette lidt mere kontroversielle budskab bliver hørt og forstået - at kampen mod global opvarmning er ensbetydende med fortsat vækst, flere jobs, mere energisikkerhed og sund, økonomisk fornuft side om side med en bæredygtig udvikling. I sin tale tog formanden for FNs klimapanel, Dr. Pachuri det samme tema op, og refererede belevent til de danske erfaringer buldrende økonomisk vækst kombineret med stabilt energiforbrug og lavere CO2- udledning. Men, som repræsentant for videnskaben, åbnede han også COP en ved at sætte overliggeren højt højere end ellers: Han understregede at den seneste videnskab tyder på, at de globale udledninger af CO2 skal toppe i 2015 om 6 år og ikke i 2020, som ellers er det gængse forhandlingspunkt. Dermed lægger han op til endnu mere ambitiøse og hurtige nedskæringer i de rige landes CO2-udslip end forventet. Og dermed lægges der pres på de rige lande, et pres som u-landene vil forsøge at opretholde så længe som muligt. Det indslag på førstedagen, der peger mest fremad, var uden tvivl den amerikanske chefforhandler Jonathan Pershings veloplagte pressekonference, hvor han anlagde en aggressiv linie, ikke mindst i forhold til EU. Peshing er en højt anerkendt videnskabsmand og analytiker. Indtil Obama hentede ham ind på sit klimahold var han klimachef i World Ressource Institute i Washington og rådgiver for bl.a. den danske regering. Han er bl.a. hovedforfatter på FNs klimapanels 2007- rapport. Pershing er som mange amerikanere tydeligvis godt og grundigt træt af at blive typecastet som skurk i klimaforhandlingerne. Han udfordrede åbent EU, som har kritiseret USA's reduktionsmål, der ligger omkring 4pct. i 2020 i forhold til 1990-niveau og dermed betragteligt lavere end EUs på 20-30 pct. Our numbers will get us there, sagde Pershing, og forklarede at USA har lavet grundige beregninger, der år for år viser, hvordan man vil opnå en 80pct.s reduktion i 2050. Jeg gad godt se EUs tilsvarende planer, sagde han velvidende at sådanne ikke findes. Pershing løftede dermed sløret for USA's forhandlingslinie: De vil lægge til grund, at Klimapanelets krav om at de rige lande skal reducere markant i 2020 (med 25-40 pct.) ikke er den eneste vej til at bremse opvarmningen omkring 2 grader og dermed lave en god aftale. USA vil reducere relativt mindre op til 2020, men til gengæld mere i perioden 2020-2025-2030. Pershing sagde, at det er tilstrækkeligt. Det er Klimapanelet som udgangspunkt uenig i og spørgsmålet kom da også prompte fra journalisterne: Hvorfor bestrider I Klimapanelets tal? Hvor til Pershing svarede at USAs tal ikke bestrider, men bygger videre på Klimapanelets tal med den elegante tilføjelse, at han selv er hovedforfatter på netop dette kapitel i Klimapanelets rapport. 4 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

Førstedagen viser også, at begrebet trajectory (sti, bane) vil blive centralt under COP15. Altså hvilken kurve, der vil bringe verden på rette kurs mod 2-graders målet. Hvis kurve er den rigtige? Findes der forskellige kurver, der er lige gode? Og kan USA overbevise resten af verden om, at deres kurve will get us there? Derudover kommer Obama styrket til København. Mandag afgjorde den amerikanske Miljøstyrelse med forbløffende god timing for præsidentenn - at CO2 er et stof, der er sundhedsskadeligt, og dermed er vejen banet for administrative regler udenom senatet og kongresssen. Det hjælper Obama kolossalt, fordi senatorerne hader at blive overhalet af bureaukraterne og dommerne, og nu kan være tvunget til at handle selv og godkende de omdiskuterede klimalove. En COP er et omrejsende cirkus i mange farver og omfatter meget andet end forhandlinger. I Bella Center er samlet tusindvis af NGO er og iagttagere, der forsøger at præge atmosfæren omkring forhandlingerne med happenings, demonstrationer, fællessang og sjove kostumer (to aktivist-grupper kæmper om opmærksomheden, en gruppe i røde jakkesæt, en gruppe i grønne jakkesæt - og begge med matchende solbriller). Et af de sjoveste og mest bevægende indslag på Dag 1 var 15-årige Mohamed Axam Maumoon, som indtrængende opfordrede statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans kolleger til at handle ved statsministerens uformelle åbningsceremoni. Folk lider, sagde teenageren, der er fra Maldiverne, et af de lande, der først mærker konsekvenserne af opvarmningen og udløste dermed dagens varmeste bifald. Det samme gjorde Greenpeaces chef, Kumi Naidoo, da han ved samme event sagde, at nu får vi at se om Copenhagen bliver Hopenhagen eller Floppenhagen. Bifald var der ingen af til søndagens Skeptiker-konference på Christiansborg, arrangeret af bl.a. Dansk Folkeparti. Den blev ikke nævnt med et ord i Bella Center. Onsdag den 9. december Dag 3: Copenhagen-gate? ETHVERT INTERNATIONALT forhandlingsmøde har sine lækager af aftale-udkast, der udløser mediestorm og rituelle bandbuller fra forskellige landegrupper. Men lækagen til The Guardian på COP15s andendag af et dansk aftale-udkast er rent faktisk kritisk og vil præge pressemøder, forhandlinger og korridor-diskussioner de næste mange dage. Man kunne ondsindet spørge, om det vi ser er en Copenhagen-gate under udvikling allerede i går summede Bella Center af rygter om hemmelige dokumenter og delegationer, der affotograferer forhandlingstekster med deres mobiltelefoner. Det kritiske element i lækagen er ikke så meget, at det møder skarp afstandtagen fra de fattige lande, men ligeså meget at det afspejler et dansk formandskab, som kører eller har kørt en hasarderet linie eller i værste fald et splittet formandsskab. Man må gå ud fra, at teksten er revideret siden den 27. november, hvor den er dateret, eller helt taget af bordet, for som reaktionerne i dag viser, så har en aftalen af denne karakter ingen som helst gang på jord. Og dokumentet kan sagtens være revideret siden. Stort ståhej over et forældet dokument er også en del af de rituelle danse ved COPer og en del af indholdet har da også været fremme tidligere. En pressemeddelelsen fra Klima- og Energiministeriet kl. 18.54 peger heldigvis i retning af, at dokumenet ikke afspejler den aktuelle linie. Her lyder det, at teksten under ingen omstændigheder er Danmarks forslag til en aftale (men omvendt heller ikke at papiret er falskt eller ikke udarbejdet af Danmark). Det lækkede dokument er et af de papirer, der har ligget til grund for statsminister Lars Løkke Rasmussens forslag om en politisk bindende aftale, som han lancerede i Singapore den 15. november (en statsminister som i øvrigt er sygemeldt med forkølelse, som han har Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 5

hentet via aircondition-anlæggene på sin seneste rejse til Virgin Islands). Hvis vi tager teksten for pålydende, så er den en rød klud for udviklingslandene, først og fremmest fordi den lægger op til en politisk aftale, som helt ser bort fra Kyoto-aftalen og de juridiske forpligtelser, den medfører for de rige lande og i øvrigt kører totalt uden om den proces, som UNFCCC har drevet gennem årevis frem mod København. Netop dette punkt har været genstand for diskussion også internt i den danske regering, hvor Connie Hedegaard der har stået for UNFCCC-processen - har arbejdet for, at nok er målet nu en politisk aftale, men det betyder ikke, at den ikke skal omfatte så meget som overhovedet muligt af de juridisk bindende elementer fra Kyoto-aftalen (som kan forlænges for de lande, der har ratificereret den) og andre FN-spor, der har kørt i forhandlingerne og som kan samles i en pakke den 18. december. En sådan pakke kunne også indeholde et særligt anneks om USAs nye forpligtelser. Helt at kuldkaste de hidtidige aftaler, forpligtelser og processer vil være gift for mange, ikke kun de fattige Det kritiske element i lækagen er, at det afspejler et dansk formandskab, som kører en hasarderet linie eller i værste fald et splittet formandsskab. lande og sådan kan man kun læse det lækkede papir. Men det er som sagt nok taget af bordet. I hvert fald var det klart, at Connie Hedegaard ikke var forfatteren. Efter sit Grønlandsdialogmøde umiddelbart efter statsministerens Singapore-udmelding gjorde hun et stort nummer ud af at forklare pressen, at en politisk aftale sagtens kan omfatte dele af FN-sporet og helst så mange som muligt. En linie, som hun fortsætter i dagens pressemeddelelse. Dokumentet er i den lækkede form også et dokument, som i meget høj grad tiltaler én bestemt forhandlingspart nemlig USA, som er det land, der argest har bekæmpet Kyoto-protokollen. Og dermed er det ikke det bedste udgangspunkt for et kompromis med 192 lande. Prisen for at få USA med i en aftale kan blive for høj. Forpligtende reduktionsmål på det niveau, som videnskaben anbefaler, må og skal presses igennem om overhovedet muligt. Så indtil nu gør Danmark klogt i at sige, som Connie Hedegaard gjorde i dag: Der flyder så mange udkast rundt. Som nævnt i går, så kan den amerikanske miljøstyrelses afgørelse om, at CO2 er sundhedsskadeligt og dermed kan reguleres administrativt, betyde at Obama ankommer til København i næste uge med mere luft under vingerne og mere manøvrerum og dermed mulighed for at komme andre parter mere i møde. Nu har han to veje at gå for at sænke udledninger via senatet og kongressen eller via cirkulærer og regler (og det vil sige udenom Capitol Hill). Det bliver spændende, at følge de amerikanske signalgivninger de kommende dage, hvor en endog meget potent amerikansk delegation med hele 4 ministre lander. ClimateGate-sagen fortsætter med at spøge i kulissen og det vil den også gøre de kommende dage. Klimaskeptikernes budskaber vinder ingen gehør overhovedet i Bella Center. Men sagen om de stjålne e-mails fra East Anglia University i England, der udstiller nogle klimaforskeres tåbelige spekulationer om, hvordan skeptikernes data kan udelukkes fra FN-rapporter dukker op igen og igen ved pressemøderne. FNs klimapanel har fået sig en alvorlig ridse i lakken, selvom indholdet af disse e-mails på ingen måder rokker ved selve rapporterne. På sit pressemøde tirsdag sagde Yvo de Boer, FNs klimachef, at videnskaben er rock solid. Til at bekræfte hans ord udkom tirsdag morgen en ny, veltimet rapport, som dokumenterer, at det seneste årti er det varmest nogensinde målt, og at jordens overfladetemperatur er steget støt og roligt siden 1850 samt at stigningen er accelereret siden 1970. Dermed gennemhulles et af skeptikernes yndlings-argumenter, nemlig at vi siden det varmeste år hidtil, 1998, har haft global nedkøling. 6 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

Torsdag den 10. december Dag 4: En gamechanger lurer i Bruxelles ONSDAG VAR DAGEN, hvor de store kanoner indtog scenen i Bella Center. Al respekt for det danske formandskab, de lavtliggende Stillehavs-øer, G77-landenes torden og EUs massive korps af velklædte bureaukrater: Fra nu af vil duellen mellem USA og Kina dominere det internationale mediebillede. Af gode grunde. De to tegner sig tilsammen for 40 pct. af verdens udledninger af CO2, og en aftale uden støtte i Washington og Beijing er utænkelig eller fuldstændig betydningsløs. Knap var USAs præste-lignende chefforhandler Todd Stern landet i Kastrup, før han holdt pressemøde og gjorde USAs linie glasklar. Nej til alt, der lugter af Kyotoprotokollen, nej til at sende finansiering til f.eks. Kina, nej til hele tankesættet om at USA har en klimagæld at betale af på. Men klart ja til en aftale, også en juridisk bindende, hvis den også forpligter de store udviklingslande til at reducere og skelner mellem fattige, sårbare lande og lande som Kina, Mexico og Brasilien. Pluk fra den særdeles veloplagte Stern: USA er klar til en aftale og det kan lykkes, hvis vi gør tingene rigtigt. Men handling fra USA er langt fra nok. Ingen tvivl om at USA har de største historiske udledninger, men 97 pct. af de kommende stigninger i udledning vil i 2030 komme fra udviklingslandene. Det kan ikke løses ved at uddele fripas til dem. Det er essentielt, at de kommer på banen. USAs tilsagn om at yde sin broderpart af de 10 milliarder dollar til en opstartsfond giver mening. Men offentlige midler vil under ingen omstændigheder tilflyde f.eks. Kina. USA vil, ligesom EU, dirrigere penge til de mest trængende lande. Og Kina står ikke øverst på listen. Vi kom på banen med Obama for at få en traktat. Den skal indgås så hurtigt som muligt, og der skal fuld fart på. Kinas vækst i udledninger er skræmmende. I 2020 vil Kina være en 60 pct. større udleder end USA. I 2030 80 pct. Kina skal forpligtes med en international aftale. De slipper ikke med en pressemeddelelse. Men jeg tror også på det. Jeg afviser fuldstændig begrebet gæld eller skyld. Indtil for nylig var man lykkeligt uvidende om global opvarmning. De kinesiske chefforhandlere valgte også onsdagen til at gå i offensiven efter at have været relativt afventende de første par dage. Ud over at være aktive i kulissen, hvor rygterne vil vide, at det var dem, der lækkede det såkaldte danske udkast. I et overraskende positivt, tidligt skridt, meddelte Beijing, at man var villige til at gå med på et mål om, at verdens udledninger skal halveres i 2050, hvilket vil kræve store reduktioner af Kina, verdens største udleder, men at det kun sker på betingelse af store indrømmelser fra de rige lande. Og her var budskaberne heller ikke pakket ind: Su Wei, en af talsmændene, konstaterede, at de rige lande på ingen måde går langt nok i deres løfter pt. Pluk fra dagens kinesiske udmeldinger: De rige lands tilbud om at reducere udledninger er langt fra tilstrækkelige i forhold til hvad Klimapanelet anbefaler, nemlig 25-40 pct.. Det amerikanske bud er omkring 4 pct., hvilket ikke kan ses som markant eller endsige værd at notere. EUs målsætning om 20 pct. er heller ikke nok, og det samme gælder Japans, som har en række urimelige betingelser. De rige landes forslag om en opstarts-fond på 10 milliarder dollars årligt i 2012 er mindre end 2 dollars pr. verdensborger, og det er ikke nok. 2 dollar er ikke nok til at købe en kop kaffe i København eller en kiste i de fattige dele af verden. Klimaændringer er et spørgsmål liv eller død. EUs rådsmøde i Bruxelles vil blive tophistorien i dag. Henover middagen i aften skal EU-landenes stats- og regeringschefer under ledelse af formand Fredrik Reinfeldt lande diskutere en klima-aftale i København. To emner ventes at dukke op. Det ene spørgsmål handler om hvor stor en reduktion af CO2-udslip EU kan love. EU har allerede vedtaget en reduktion på 20 procent i 2020. Og det er værd at lægge mærke til, at EU s re- Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 7

duktion er vedtaget politisk og juridisk. Dermed adskiller EU s løfter i Bella Centret fra de løfter som alle øvrige parter hidtil har afgivet. De findes i pressemeddelelser - ikke i vedtagne love. Da EU vedtog sin klimapakke, sagde EU-landene, at hvis der kommer en ambitiøs aftale i København, så er EU-landene villige til at mindske sine CO2 udslip med 30 procent i stedet for de 20, der allerede er vedtaget. Det, EU-lederne skal diskutere i aften, er, hvad der skal til for at Merkel, Sarkozy og Brown, som alle har kørt høj cigarføring på klimaspørgsmål, vil kunne stå i København i næste uge og love 30 procent i stedet for de 20. Emnet er ikke så enkelt som det lyder. En række EUlande med Polen i spidsen anser, at EU allerede har ydet langt mere end nogen anden og er ikke begejstrede ved tanken om, at EU i næste uge skal tilbyde verden 10 procents ekstra CO2-reduktion. Polen forsøgte sig i Bruxelles ved starten af denne uge med et udspil om, at EUlederne overhovedet ikke kan love de 30 procent i næste uge. Det kræver nemlig en forudgående impact assesment som EU skal lave og det kan ikke nås. Så aftenens middag bliver ikke ligetil. Det gør den heller ikke i forhold til det andet klimaemne som skal diskuteres. På finaniseringssiden forventes EU-lederne at sætte tal på, hvor stor en del de vil betale af de 10 milliarder dollars i opstartsmidler til u- landene i 2010-2012. USA har meddelt, at de er villige til at betale deres fair share. Op til topmødet har den svenske statsminister været i kontakt med samtlige EU-lande for at høre, hvor meget de hver især vil bidrage med. Danmark har spillet ud med 400 millioner kroner om året. Forventningen i Bruxelles er, at EU ventes at bidrage med omkring 20 procent af de 10 milliarder dollars. Ud over det, der foregår i Bruxelles, så vil vi i dag vil også se at postyret omkring det danske udkast stilner af. I løbet af onsdagen lykkedes det Danmark og FN at tale sagen ned ved at gentage i det uendelige, at der flyder mange papirer rundt, og i stedet flyttede krigen over i G77-landenes lejr. Her afstedkom papiret et internt skænderi mellem de store udviklingsøkonomier og de fattige lande om, hvorvidt det overhovedet kan komme på tale, at andre end i-landene skal forpligte sig til at sænke udledningerne. Fronterne er trukket skarpt op på fjerdedagen af et topmøde, som har udviklet sig langt mere dynamisk end normalt og på en måde som sikrer en lind strøm af tophistorier på alverdens aviser, TV-stationer og onlineplatforme. Man bør fæstne sig ved, at alle taler lige ud af posen, og at hverken Dragen, Ørnen eller G77 afviser mulighederne for en Copenhagen Agreement. Og klar tale er ofte vejen til klare aftaler. Fredag den 11. december Dag 5: Stillehavets Anholt sætter dagsordnen DEN POLYNESISKE Ø-STAT Tuvalu demonstrerer virkelig i disse dage, at det ikke er størrelsen, det kommer an på. Øen er ca. lige så stor som Anholt og lægger jord til verdens fjerdemindste befolkning (ca. 11.000 mennesker). Men under klimaforhandlingerne har dens dygtige delegation påkaldt sig verdens opmærksomhed, og deres udspil vil også præge de kommende dages forhandlinger. På fjerdedagen af COP15 skabte Tuvalu ravage ved at kræve en aftale, der sigter mod et 1,5-grads-mål i stedet for det gængse 2-graders-mål. Dermed påpeger de et faktum, som vi alle sammen helst ignorerer: At det såkaldte 2-graders-mål, som i årevis har ligget til grund for forhandlingerne om en ny klimaaftale, og som bliver betragtet som en stor sejr, i virkeligheden er en politisk normalisering af en lille klimakatastrofe med ødelæggende konsekvenser. En temperaturstigning på 2 grader i den globale gennemsnitstemperatur i forhold til preindustrielt niveau vil ifølge FN medføre: 5-10 pct. nedgang i kornproduktionen i tropisk Afrika 8 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

40-60 pct. flere mennesker i Afrika udsættes for malaria Op til 10 mio. flere mennesker berøres af oversvømmelse ved kysten Stor risiko for at dyr i Arktis uddør. For eksempel isbjørn og ren Afsmeltningen af Grønlands indlandsis risikerer at nå et balancepunkt, hvor processen ikke kan vendes. Det vil på lang sigt føre til, at havene kan stige med 7 meter Begyndende risiko for at Golfstrømmens transport af varmt vand kollapser Begyndende risiko for at den vestantarktiske is-kappe kollapser For beboerne på Tuvalu er truslen nærværende. Intet punkt på øen er mere end 5 meter over havoverfladen, og tidevandsbølgerne er ofte på 3 meter over vandstand. Blot en mindre stigning i vandstanden vil medføre, at øernes beboere må evakueres. Opmærksomhed fik derimod Kinas imposante chefforhandler, Xie Zhenhua, der som følge af et ekstremt pinligt koks i FNs procedurer to gange er blevet afvist ved Bella Centers registrering. verdens CO2-udledning komme fra udviklingslandene. Fjerdedagen bød da også på et forsøg fra netop disse fire lande på at sætte dagsordenen. Deres udspil indeholdt dog ingen markante overraskelser, og fik relativt lidt opmærksomhed, selvom de fire lande står for 40 af verdens samlede udledninger. Opmærksomhed fik derimod Kinas imposante chefforhandler, Xie Zhenhua, der som følge af et ekstremt pinligt koks i FNs procedurer to gange er blevet afvist ved Bella Centers registrering. Den slags diplomatiske forviklinger er ikke noget, der møder forståelse i Kina, der bragte sagen op i plenarforsamlingen under forhandlingerne. I et eksklusivt interview med Reuters gjorde Xie det bl.a. klart at Kina forventer, at den rige verden reducerer udledninger med 40 pct. i 2020 (10 gange mere end USA har spillet ud med) og yder mellem 1 og 1,5 pct. af deres BNP i støtte til den fattige verden i stedet for de beløb, der nu er på bordet. Nemlig de beløb, som Yvo de Boer, FNs klimachef, på sit daglige pressemøde gav udtryk for, at der nu er enighed om, at de rige lande vil yde: 10 milliarder dollar i støtte hvert år i 2010, 2011 og 2012 som en slags opstartskapital. Som skrevet i går ventes der med en blanding af nervøsitet og spænding på resultatet af EUs topmøde ikke mindst med hensyn til finansieringsdelen. Yvo de Boer kunne også meddele, at ministrene er begyndt at ankomme, og at Madame President Connie Hedegaard på lørdag vil lave den såkaldte stock taking, altså gøre status over forhandlingerne for at vurdere tilrettelæggelsen af slutspillet. At få et 1,5-graders-mål ind i en aftale er en umulighed, hvilket Tuvalu udmærket ved. Men ved at rejse debatten, få en lang række af de mindst udviklede lande til at støtte den og dermed næsten lykkes med at afbryde forhandlingerne opnåede Tuvalu to ting: At sende et kraftigt signal til de rige lande om, at prisen for en global aftale er høj. Men også hvilket ikke nødvendigvis er til Tuvalus fordel at splitte u-landenes gruppe, de 134 lande i G77. Sagen er at Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og andre store udledere i G77 ved, at hvis 1,5- grad skal nås, så pålægger det alle store udledere byrder. 1,5 grader kan på ingen måde kun nås af de rige lande. I 2030 vil ¾ af Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 9

Lørdag den 12. december Dag 6: Spirende succes i hvert fald på Google AT COPENHAGEN denne uge ligger højere på søgemaskinen Googles Hot Topics-liste end den åbenbart særdeles aktive golfspiller Tiger Woods) er på mange måder sigende for et topmøde, som lørdag ligner en spirende succes. Der er stadigvæk store kløfter mellem landene, men en række begivenheder fredag tyder på, at verdenssamfundet er på vej til - for første gang i historien - at tackle en alvorlig, global udfordring i samlet trop. Fredag bød også på overskrifter på baggrund af hele to, større misforståelser i pressen. Formændene for COPens to spor, Kyoto-sporet for parterne bag Kyoto-protokollen og LCA-sporet (Long Term Cooperative Action, omfattende alle lande), valgte at fremlægge tekstudkast til en endelig aftale, hvilket blev tolket i store dele af verden som om, at formandskabet dermed havde spillet ud. Det sendte Connie Hedegaards respekterede pressechef Ida Ebbensgaard på overarbejde for at korrigere. Connie Hedegaard og formandskabet har ikke spillet ud, men vil i dag som der er tradition for lave en såkaldt stock taking, hvor formanden gør op, hvor langt embedsmændene er nået. Tidligere på dagen havde samme pressechef måtte lægge en anden historie død, nemlig at G77-gruppens karismatiske chefforhandler, sudaneseren Lumumba Stanislaus Di-Aping, var udvandret fra et møde med formanden sent torsdag aften - eller endnu værre, som skrevet på flere websites hen over natten - at G77 nu forlod forhandlingerne og dermed reelt skabte et sammenbrud. Det var ikke tilfældet, Connie Hedegaard havde ikke holdt møde med Lumumba Stanislaus Di-Aping, og den udvandring, som han lavede, var for egen regning og fik ikke G77 til at reagere. Di-Aping er i øvrigt blevet noget af en berømthed under COP15, ikke mindst blandt journalisterne, der kalder ham citat-maskinen på grund af hans altid velforberedte slaglinier til pressemøderne. Den såkaldte danske tekst bliver ved med at spøge. Også fredag, hvor det kom frem at en række af de lande, som indigneret klagede over papiret, faktisk havde haft lejlighed til både at læse og kommentere det for nogle uger siden. Det gælder bl.a Kina, Indien, Brasilien, Algeriet, Etiopien og Bangladesh. Endnu et eksempel på hvordan teater og politik går hånd i hånd, når der forhandles. Søndag den 13. december Dag 7: At være eller ikke være? LIGESOM I TOUR DE FRANCE er der hviledag under COP15. Dog kun en enkelt, nemlig i dag søndag. Til gengæld ligger den umiddelbart før de sejeste bjergetaper, som udgøres af den sidste uge af forhandlingerne. I dag mødes COP15-formand Connie Hedegaard med miljøministre fra en række lande til et uformelt møde, hvor der ikke forhandles officielt, men snakkes så åbent som muligt om hvordan man kan nå frem til de nødvendige kompromisser. Mødet udspringer af de uformelle møder, som Connie Hedegaard med succes har afholdt siden 2007, den såkaldte Grønlandsdialog. Her har en stor gruppe miljøministre lært hinanden at kende personligt, og dette tillidsforhold skal der nu kapitaliseres på. Der skal høvles knaster af. Alle lande har erklæret sig parate til en aftale. Ingen har meldt sig ud, ingen står i et hjørne og surmuler. Nu handler det 10 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

om hvordan, man når i mål. Tre afgørende spørgsmål vil dominere diskussionerne: Hvordan bygges der bro mellem de tilbud om CO2- reduktioner, som i-landene er kommet med, og de krav, som u-landene stiller? Hvordan skabes der stabile kapitalstrømme på langt sigt, dvs frem mod 2020, til de fattige lande? Indtil nu har diskussionerne kun handlet om 2010-2012. Og hvordan gøres en aftale bindende? Skal dele af den allerede i København gøres juridisk forpligtende, f.eks. for de 37 lande som allerede har ratificeret Kyoto-protokollen? Eller skal hele molevitten snøres ind i jura i løbet af 2010? Verdens største og mest prominente virksomheder sukker efter en aftale, der sikrer en stabil, langsigtet ramme, som gør det sikrere at investere i og udvikle klimaløsninger Lørdag aften på Kronborg Slot mødtes en række af verdens førende erhvervsledere for at give deres sidste input til regeringerne. Arrangementet, som Mandag Morgen og Copenhagen Climate Council stod for, demonstrerede endnu engang at en lang række af verdens største og mest prominente virksomheder Coca Cola, Goldman Sachs, Microsoft, Duke Energy, China Power, Novo Nordisk, Accenture og Google for at nævne nogle stykker - sukker efter en aftale, der sikrer en stabil, langsigtet ramme, som gør det sikrere at investere i og udvikle klimaløsninger. Så længe der ikke er en pris på udledninger, investeres der i det, som DONG Energys Anders Eldrup ofte har kaldt en black box. I den historiske ramme var spørgsmålet naturligvis om en aftale er To be or not to be, hvilket Copenhagen Climate Councils grundlægger, Erik Rasmussen, understregede ved at indlede mødet med at hæve et kranie mod loftet i Dansesalen til stort bifald fra de 350 virksomhedsledere, medier og iagttagere, der var samlet. Et andet højdepunkt var det historiske perspektiv, tolket af kvinden bag det hele, Gro Harlem Brundtland, der kiggede 21 år tilbage mod Brundtland-rapporten og frem mod en Københavner-aftale. Afslutningsvis kunne mødets chair, professor og forfatter Tim Flannery fremvise en lille overraskelse til de forsamlede. En videotale, lavet specielt til lejligheden, af USAs tidligere præsident Bill Clinton. Han sagde bl.a. at virksomhedsledere er nøglen til at løse klimakrisen. Uden virksomhedernes aktive medvirken, er der ingen aftale. Mandag den 14. december Dag 8: Gennembrudet der udeblev? KØBENHAVN ER BLEVET REKORDERNES topmøde, allerede inden det er færdigt. Alene tilstedeværelse sidst i denne uge af 115 statsoverhoveder betyder, at COP15 er et skelsættende møde på global skala og dermed også et topmøde, som vil gå over i historien som en global falliterklæring, hvis det ikke leverer bare et nogenlunde tilfredsstillende resultat. Forventningerne er med andre ord store og det var de også op til søndagen. Her afviklede det danske formandskab et 6 timer langt uformelt ministermøde med 37 miljøministre, en udløber af den såkaldte Grønlandsdialog. Grønlandsdialogen er den uformelle møderække, som Connie Hedegaard indledte i Illulisat på Grønland i 2007 for at skabe et fortroligt og endda personligt forum mellem en fast kreds af topforhandlere forud for de få, hektiske dage, hvor de rigtigt store beslutninger skal tages nemlig under selve COPen. Dialogrækken har været en nyskabelser i COP-processen -og som helt sikkert vil blive kopieret af kommende formandskaber. Møderne foregår under såkaldte Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 11

Chatham House Rules, dvs uden for referat og med deltagelse af ganske få embedsmænd og ingen presse. Meningen er, at centrale ministre også skal kunne diskutere de vigtigste punkter, uden at være snævert bundet til nationale mandater, have mulighed for at teste ideer og lytte og helt nede på jorden: Lære hinanden at kende. Processen har været med til at skabe en ny og positiv dynamik i mødelokalerne - og respekt om det danske formandskab. I går søndag afholdt Connie Hedegaard så yderligere et uformelt ministermøde midt under CO- Pen, hvilket er højst utraditionelt. Det betyder reelt, at centrale ministre kom på banen tidligere i forløbet end Forventningerne var, at der der søndag kunne skabes et forsigtigt gennembrud i forhandlingerne, umiddelbart inden den formelle minister-forhandlingsrunde går i gang. ellers. Mødet var ikke et decideret Grønlandsdialogmøde dertil var risikoen for, at nogen følte sig udenfor for stor men det udsprang af denne proces og talte 37 ministre, som brugte 6 timer i hinandens selskab bag lukkede døre. Forventningerne var, at der der søndag kunne skabes et forsigtigt gennembrud i forhandlingerne, umiddelbart inden den formelle minister-forhandlingsrunde går i gang. Ikke mindst efter de positive meldinger lørdag fra Connie Hedegaard og Yvo de Boer. Weekendens såkaldte stock taking var klar: Formandsskabet ser tydelige fremskridt på en række områder, bl.a. skovbevarelse og teknologioverførsel. Fantastiske fremskridt i forhold til for få måneder siden, sagde Connie Hedegaard lørdag for straks, naturligvis, at tilføje at der ligger svimlende udfordringer foran ministrene, først og fremmest omkring reduktionsmål og langsigtet finansiering. Men det lille gennembrud søndag kom ikke. Meldingerne var, at bevægelserne i det uformelle forum ikke var store, det var de velkendte temaer, der var på bordet, og de streger i sandet, som de enkelte lande har tegnet, mødes fortsat ikke på helt afgørende områder. De samme fronter, som kendes fra det offentlige rum, var til stede i det uformelle rum. Nu skal man selvfølgelig ikke undervurdere formandskabets behov for at nedtone optimismen, efter en lørdag, hvor der måske blev skabt lidt for store forventninger og brugt lidt for store ord ( Der er tændt et klart, grønt lys af håb, som statsministeren sagde lørdag), men man kan konstatere at der er lang vej igen før den er hjemme. Dermed står vi over for en uge, som vil betyde udmarvende natte-forhandlinger, hektisk mødeaktivitet og meget sandsynligt en finale, som trækker ud over fredag aften, hvor COP15 formelt er færdig. Man fristes til at påpege de talrige gange i de seneste to år, hvor betydningen af København er blevet nedspillet af skeptiske røster. Undertegnede er masser af gange blevet mødt med vantro, når jeg har prøvet at forklare, ikke bare hvor vigtigt problemet er, men også hvor stort behov alle lande har, for at den får en endestation i 2009. Og nu er nu, som det lød fra talerstolen på åbningsdagen. 12 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

Tirsdag den 15. december Dag 9: Global nedkøling I LØRDAGS VAR DEN POSITIVE tone slået an. Connie Hedegaard snakkede om fantastiske fremskridt og Lars Løkke Rasmussen sagde at der var blevet tændt et klart, grønt lys af håb. Mandag ramte virkeligheden og de kolde vinde så Danmark og Bella Center fra alle sider. De fattige lande begyndte for alvor at rasle med sablerne og satte et midlertidigt stop for forhandlingerne i timevis, anført af COP15s foreløbige superstar, Sudans cheforhandler og leder af G77, Lumumba Stanislaus Quote Machine Di-Aping. Søndagens uformelle miljøministermøde i Udenrigsministeriet med 37 ministre førte ikke rigtigt til noget. Kina og USA står stadigvæk stejlt over for hinanden og diskuterer om det er de fortidige eller fremtidige CO2- udledninger, der skal kigges mest på. USA er historisk set den største udleder af CO2, mens Kina er fremtidens store udleder. USAs udledninger vil toppe om få år, mens de kinesiske vil stige i årtier som følge af den økonomiske vækst. Hvem skal forpligte sig til hvad, hvor meget og hvornår? Mandag ramte virkeligheden og de kolde vinde Danmark og Bella Center fra alle sider. Og uden for Bella Center lykkedes det en lille, hård kerne af aktivister at fastholde mediernes opmærksomhed for tredje dag i træk med en demonstration, hvis formål var at storme Forsvarsministeriet med begrundelsen at klimaforandringerne skyldes kapitalistiske nationalstaters grådighed og krigsførelse. Samtidig begyndte FN at begrænse akkrediteringer, fordi Bella Center ikke kan rumme de over 40.000 mennesker, som har søgt om adgangstilladelse,og derfor begyndte gigantiske, frysende køer at slynge sig uden for centeret og helt ned til storcenteret Fields. NGO er, lobbyister og andre organisationer, der er fløjet til Danmark fra den anden side af jordkloden, klagede højlydt over adgangsbegrænsningerne. I dag kan det være, at de gode nyheder kommer fra en helt anden kant. En sand stjerneparade af borgmestre fra hele verden holder borgmestertopmøde i København, heriblandt New Yorks Bloomberg, Mexico Citys Ebrard og Paris Delanöe. Verdens CO2-udledninger kan for ca. 80 pct.s vedkommende henføres til aktiviteter i storbyerne, og det er topmødets erklærede formål, at byernes rolle kommer til at indgå i en Københavneraftale. Vi vil se en stribe borgmestre fortælle statsoverhovederne, at det sagtens kan lade sig gøre at sænke udledningerne ved at bygge grønt, regulere trafik, investere i kollektiv trafik og bruge vedvarende energi. Og de vil kræve handling af statsoverhovederne. Borgmestre er kun i begrænset omfang ansvarlige for samfundets CO2-relevante regler og risici - og er der også ofte langt mere progressive end præsidenterne. På ét område slår København alle rekorder: Blandt journalisterne går snakken om, hvorvidt dette faktisk er det største, internationale politiske møde nogensinde uden for FNs hovedkvarter, målt på antal lande, statsoverhoveder og delegerede. Nøgletallene taler for sig selv: 30.123: Antallet af akkrediterede til Bella Center. I dag begrænser FN adgangen for andre end medier og delegationer, så der overhovedet er plads til forhandlere. 5.000: Antallet af akkrediterede journalister udover de 30.123 øvrige akkrediterede hvilket også betød at FN stoppede yderligere akkreditering allerede inden mødets start. 115: Antallet af statsoverhoveder, der deltager i slutforhandlingerne torsdag og fredag. Det største antal nogensinde til et miljø- eller klimatopmøde og muligvis til noget topmøde nogensinde før. 1.000: Antallet af repræsentanter i den største delegation, nemlig Brasiliens. Danmark kommer ind på en andenplads med 800, dernæst ligger EU (400), Kina (250) og USA med kun 200. England nøjes med 70. Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 13

2: Antallet af repræsentanter i de mindste delegationer, nemlig Syriens, Uzbekistans og Vanuatus. 15: Alle de 15 største udledere af CO2 i verden er repræsenteret i København med et statsoverhoved. 600: Største NGO-delegation fra Friends of the Earth. Verdensnaturfonden, WWF, hvis globale chef i øvrigt er danskeren Kim Carstensen, er tilstede med 113. 11.076.947: Antallet af mennesker, der støtter den store tck-tck-tck-kampagne, som mere end 200 organisationer står bag. Talrige (!) er de gange, hvor iagttagere er blevet kritiseret for at overspille Københavner-mødets betydning og forventningerne til det, men man kan konstatere at denne skepsis er gjort til skamme. Og så meget desto større er presset på det danske formandskab for at levere et resultat. Onsdag den 16. december Dag 10: Guide til den indre COP-logik NÅR COP-15 I DE SIDSTE TRE DAGE forvandles fra et klimamøde til et topmøde med ankomsten af mere end 100 statsoverhoveder, så indebærer det en række fordele - men også mange uforudsigelige risikomomenter. Præsidenterne og statsminstrene kan risikere at vælte rundt i forhandlings-logikken som elefanter i en glasbutik. COPer er normalt miljøministrenes territorium. Det er helt usædvanligt, at præsidenter og statsministre blander sig i selve forhandlingerne, og det skaber en ny og for klimatopmøder helt ukendt dynamik i de kommende dage i Bella Center. En dynamik, som skaber nervøsitet langt ind i formandskabet og delegationerne. Statsoverhoveder har mange styrker i en forhandling om et geo-politisk spørgsmål som klima. Men de har også en række mangler, som kan skabe masser af uro i den sidste fase af forhandlingerne og som det danske formandskab efter bedste evner prøver at dæmme op for. Statsoverhoveder kender i mange tilfælde ikke den historiske kontekst omkring klimaforhandlingerne, som har stået på i 15 år, og derfor har udviklet sin helt egen COP-logik. Hvis man ikke forstår denne logik, så risikerer man nemt at skabe flere problemer end løsninger. Dertil kommer, at alene de tekniske og juridiske forhold omkring COPerne er ekstremt komplicerede. I slutfasen afleveres stafetten i forhandlingerne fra miljøministrene og deres omfattende delegationer af eksperter til regeringscheferne, som ofte foretrækker at tage deres egne klima-ambassadører med ind til bordet. De færrest statsoverhoveder vil have deres miljøminister siddende ved deres side, og dermed stilles der ekstremt store krav til regeringschefernes evner og situationsfornemmelse - og til den briefing, de får af miljøministrene. At det kan gå galt, er der masser af eksempler på. Tunge etiske, moralske og historiske forhold spiller en hovedrolle under COPer, og det er derfor vi allerede nu har set delegationslederen fra Tuvalu græde i plenarforsamlingen, dramatiske udbrud fra G77-landenes ledere og Den Afrikanske Union samt meget stærk retorik fra bl.a. USA. Nogle af de særlige COP-logikker er: Skyld og gæld: De klimaforandringer, vi ser nu og vil se i årtier, skyldes historisk set udledninger, der relaterer sig til den industrielle revolution og dermed den vestlige verdens nuværende velstand. Derfor taler mange u-lande om den rige verdens klimagæld og historiske, globale skyldsspørgsmål. Noget som b.la. amerikanerne afviser blankt. (U)Retfærdighed: Paradokset er at klimaændringer først og fremmest rammer de fattige regioner, dvs Afrika, Asien og de lavtliggende østater, som ikke er 14 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

skyldige i de nuværende problemer. Og det er voldsomme kræfter, der er på spil. Det handler om adgang til drikkevand, oversvømmelser, ringere afgrøder og vækst i sygdomme som malaria. I nord f.eks. i Danmark har global opvarmning faktisk en række positive konsekvenser. De sammenhængende kriser: Global opvarmning er ikke én krise, men en fundamental krise, som er snævert forbundet med de øvrige globale kriser vedrørende fødevarer, sikkerhed, energiforsyning, ressourcer, fattigdom og sundhed. Klimakrisen er på mange måder alle krisers moder og kan kun løses ud fra en holistisk tilgang. Fortid vs fremtid: Hvem har det største ansvar og skal dermed pålægges de største byrder? Dem, der historisk har haft de største udledninger, nemlig USA, Japan og EU? Eller dem, der får de største udledninger fremover, nemlig Kina, Indien, Brasilien og Mexico? Tillid vs mistro: Nord og syd står stejlt overfor hinanden, når det gælder forpligtelser. U-landene fastholder at i-landene skal forpligtes juridisk på at nedbringe deres udledninger, ligesom det skete med Kyoto-protokollen. Samtidig mener mange af dem ikke, at de selv skal forpligtes - i hvert fald ikke i første fase (se Skyld og gæld ). I-landene vil have i hvert fald de store udviklingslande bl.a Kina, Indien forpligtet til at handle så hurtigt som muligt. Et skoleeksempel på, at statsoverhoveder ikke nødvendigvis forstår ovenstående var Den danske tekst, som var udarbejdet i Statsministeriet, og som skabte ravage i den første uge. Den respekterede ikke tilstrækkeligt COP-logikken, og blev derfor anledning til bandbuller fra u-landene og en tumultarisk start på COPen. Først og fremmest fordi den ikke refererede til Kyoto-protokollen eller andre juridiske mekanismer, som pt er u- landenes garanti for, at de ikke bliver kørt over af u-landene. Enhver COP-minister ville have kunne forudse dette. U-landenes reaktion giver endnu en særlig COP-forhindring: En klimaaftale skal have opbakning fra alle verdens lande for at virke. Kina og USA kan ikke bare blive enige om løsningerne i enerum, selvom de står for 40 pct. af de globale udledninger, da det bl.a. vil medføre konkurrenceforvridning, hindre at der sættes en global pris på udledninger og dermed kan skabes et globalt kvotemarked. Det vil ligeledes medføre risiko for CO2-lækage, hvor udledningerne flytter til sektorer og regioner, der ikke er omfattet af regelsættene. Og dermed er vi lige vidt, da CO2 indvirker på vores fælles atmosfære og ikke kun f.eks. USA og Kina. Efter nogle dages nedtur vandt COPen ny vind tirsdag ved en usædvanlig åben og direkte pressekonference med Connie Hedegaard og Yvo de Boer. De to førerhunde noterede sig, at man kan trække hesten til truget, Præsidenterne og statsminstrene kan risikere at vælte rundt i forhandlingslogikken som elefanter i en glasbutik. men ikke tvinge den til at drikke, og at landene nu må vise tilstrækkeligt lederskab til at enes på 5 centrale områder, der er blevet opridset på denne blog mange gange: Udviklingslandenes CO2-reduktioner (under Kyoto), langsigtet finansering af tlpasning og reduktioner i u- landene, 2050 målet for udledninger, udviklingslandenes reduktioner og handels spørgsmål, særligt forslaget om en global afgift på skibsbrændstof. De to gjorde det klart, at der ikke er tid til svinkeærinder. Ministrene skal arbejde målrettet for at nå det. Yvo de Boer: Der er stadigvæk en enorm mængde arbejde foran os, hvis vi skal levere det som befolkningerne rundt omkring i verden forventer, at vi leverer [ ] Hvis verdens ledere skal være i stand til at rejse hjem til dem, der valgte dem, og sige, at de gjorde, hvad de skulle. Dagens nyhed var at Japan tilbød at betale 1/3 af de 10 milliarder dollar i opstartshjælp til u-landene (samme beløb som EU). Dermed ligger presset på USA, som forventes at komme med deres bud en af de nærmeste dage. Dagens konflikt er, at Kinas forhandlingsleder i et interview med Financial Times har sagt, at Kina ikke under nogen omstændigheder vil tillade, at udefrakommende institutioner tjekker de kinesiske tal for udledninger. Det er en stor torn i øjet på USA, hvor senatet ikke kunne drømme om at indgå en aftale, hvor de ikke kan tjekke om Kina rent faktisk reducerer deres udledninger, som de siger de gør. Der er ikke meget tillid mel- Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 15

Torsdag den 17. december Dag 11: Mytteri på Titanic Torsdag morgen, mens disse linier skrives, er klimatopmødet i dyb krise. Hvis ikke der hen over natten er opnået en række afgørende kompromisser mellem først og fremmest det danske formandskab og u-landene, som gør det muligt at få en reel forhandling i gang, sejler COP15 som et Titanic mod isbjerget. De sidste 24 timer har der været optræk til mytteri, eftersom u-landene nægter at acceptere den kurs, som kaptajnen Lars Løkke Rasmussen har udstukket. Journalisterne i COP15-mediecenteret havde en festdag i går. Fra morgenstunden var der dramatiske historier at sende hjem til redaktionen, og det fortsatte hele dagen, mens topmødet balancerede på kanten af krise. Først ramte ikke-nyheden om, at Connie Hedegaard trådte tilbage og overlod formandskabet til Lars Løkke Rasmussen. Den skabte et sus i pressecenteret, hvor erfarne, danske miljøjournalister rejste sig op og løb i retning mod plenarforsamlingen. Det gik dog langsomt op for pressen, at der var tale om ren procedure. Den danske tekst rider formandskabet som en mare, fordi den er blevet et symbol på, at det danske formandskab ikke respekterer forhandlingernes historik. Dernæst blev den nye COP-formand, Lars Løkke Rasmussen, forhindret af plenarforsamlingen i at holde sin åbningstale. Brasilien og derefter en række andre lande krævede procedure-spørgsmål taget op. Det danske formandskab havde proklameret fra morgenstunden, at et nyt udkast til en aftale ville blive præsenteret, hvilket fik en række lande til højst uortodokst at protestere. De mente, at en dansk tekst var utidig, og at der i stedet burde diskuteres ud fra de bestående tekster fra de to forhandlingsspor som enhver ved aldrig kan blive til en aftale om et par dage. Atmosfæren i Bella Center var elektrisk med rygter, og i kulissen stormede Connie Hedegaard der nu ikke er låst til formandsstolen rundt og forsøgte at overbevise Kina, Mexico, Brasilien, Sudan og en række andre lande om at det papir, Danmark vil lægge frem, reflekterer de to forhandlingsspor inklusive Kyoto-protokollen, som u-landene klynger sig til men at der er brug for et nyt grundlag at snakke ud fra. Samtidig gjorde formandskabet det klart, at der ikke er tid til at diskutere procedure. Der skal forhandles. Danmark tilbageholder stadigvæk klogelig kompromisforslaget - indtil der er rimelig garanti for, at det ikke vil resultere i endnu en procedure-diskussion. Det er knald eller fald teksten skal modtages konstruktivt. Ellers er det destruktivt for mulighederne for at nå et reelt resultat. Forløbet afspejler at det ellers så roste danske formandskab er røget ind i en massiv tillidskrise. En række af parterne kritiserer Danmark og især statsministeren for ikke at kunne håndtere processen. Helt ind i de europæiske delegationer er der uro over, at Danmark ikke har formået at lægge en klar proces frem. Bag det hele ligger en efterhånden 10 dage gammel historie, nemlig den lækkede såkaldte Danske tekst, som Guardians spraglet klædte klimajournalist, John Vidal, skrev om første gang på COPens dag 1. Teksten rider formandskabet som en mare, fordi den er blevet et symbol på, at det danske formandskab ikke respekterer forhandlingernes historik. Her til morgen lød der signaler fra Kina om at en reel aftale er ude af sigte pga striden med u-landene. Den danske tekst og deraf følgende kritik af formandskabet er blevet u-landenes trumfkort, og den bruges til at markere meget tydeligt, at prisen for at u-landene accepterer et kompromis, bliver meget, meget høj. Her snakker vi om den såkaldt langsigtede finansiering, det vil sige de penge, som u-landene fik lovning på på COP13 på Bali frem til 2020. Det er aftalt, at pengene er forpligtende, sikre og er additionelle, det vil sige kommer oveni andre penge, f.eks. udviklingsbistand. Et forslag er f.eks., at en procentdel af de penge, der handles i et kvotesystem, automatisk overføres til u-landene via FN. Og det bliver formentlig i sidste ende pengene, der kommer til at afgøre det hele. Hvis i-landene er villige til at lægge betydelige pengebeløb på bordet, så vil det formentlig virke fremmende på u-landenes pragmatisme i forhold til i-landenes forpligtelser. 16 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

I løbet af aftenen og natten udviklede der sig da også en snigende enighed mellem EU, Japan og medlemmerne af Den Afrikanske Union med Etiopien i spidsen om netop penge. EU har meldt ud at 100 milliarder dollars om året i 2020 er målet, og det har den etiopiske forhandlingsleder overraskende signaleret er OK. På trods af at beløbet er ca. 4 gange mindre, end hvad Afrika hidtil har krævet. Også Japan ser ud til at være villig til at yde deres. Det er den slags kompromisser, som der er desperat brug for torsdag - og som også er mulige med Wen Jiabao, Obama, Singh, Lula, Merkel og Medvedev rundt om bordet. Fredag den 18. december Dag 12: Det muliges kunst VERDENSSAMFUNDET HOLDER vejret, mens 119 statsoverhoveder i dag parkerer deres flåde af limousiner udenfor Bella Center. Der er kun ét punkt på dagsordenen: Den sidste dags forhandlinger skal levere en ny, global aftale, der bremser global opvarmning og sætter verden på en bæredygtig kurs. Aftenen og natten igennem har en række arbejdsgrupper under Connie Hedegaards koordinering forsøgt at gøre næsten det samme som to års forhandlinger siden COP13 på Bali ikke er lykkedes med: At sy de væsentligste, indbyrdes afhængige elementer fra de to forhandlingsspor sammen til et kludetæppe, som kan udgøre en meningsfuld, politisk ramme. Opgaven er monumental, men det er uhyre væsentligt at konstatere at den er mulig. Det kan lade sig gøre. Hvis alle statsoverhoveder går til øvelsen med pragmatisk sind og indgår få og svære, men vigtige kompromiser, så er en Copenhagen Accord, der sigter mod et 2 graders mål, indenfor rækkevidde. Dagens blog vil fokusere på mulighedsrummet. Læs et udførligt referat af torsdagens højdramatiske forløb på Justin Gerdes daglige nyhedsresume. Mulighedsrum 1: Flere analyser, bl.a. fra IEA, det Internationale Energi Agentur, har onsdag og torsdag peget på, at de mest positive tal, der lige nu er på bordet, samlet reducerer verdens CO2-udledninger i 2020 med 40 gigaton. Det videnskaber siger, at vi skal nå, er 44.5 gigaton. Der mangler altså ca. 10%, men det er altafgørende 10%. De udgør forskellen på et 2 graders scenarie og et 3 graders scenarie i en ikke fjern fremtid. Og 3 grader er en global naturkatastrofe af uoverskuelige dimensioner. Hvis EU øger sit tilbud om reduktioner fra 2%0 til 30%, hvis USA og de øvrige rige lande yder lidt mere og hvis Brasilien, Indien, Kina og Mexico indvilliger i at være mere mere ambitiøse mht at energieffektivisere deres vækst så er vi i mål på det vigtigste parameter. Mulighedsrum 2: Den anden helt afgørende knast er finansiering, især den langsigtede finansiering i 2020 og frem, hvor der skal rejses betydelige milliardbeløb. Og der viste Dag 11 sig at være et godt eksempel på forhandlingens uforudsigelige dynamik. Hele verden har sukket efter, at USA hev tegnebogen frem - og i går skete det højst overraskende. Hillary Clinton meddelte at USA er med på sin broderpart af 100 milliarder dollars årligt i 2020, hvilket fik de amerikanske journalister i pressecenteret i Bella til at gispe efter vejret. Kritik var der forventeligt masser af, men her taler vi altså om et land, der er lammet af økonomisk krise og arbejdsløshed og som alligevel leverer. Dermed er et kompromis muligt, eftersom den afrikanske union har signaleret at de er villige til at overveje lavere beløb and dette. Mulighedsrum 3: Kina og USA står stejlt overfor hinanden. Kina kræver flere reduktioner af USA. USA kræver kontrol med Kinas CO2-regnskab. Fredag var der også bevægelse her i hvert fald på den ene side. Kina signalerede, at der var noget at tale om mht kontrol med deres udledninger. Udenlandsk finansierede projekter som f.eks. de såkaldte CDM-projekter, som Kina er storspiller i, og Mandag Morgens klimadirektør Per Meilstrup blogger fra COP15 17

andre lignende tiltag kan godt verificeres. Det er den anden indrømmelse fra Kina på to dage (den anden var at de ikke forventede en del af den økonomiske støtte til u-landene). Obama kan næppe levere flere reduktioner i form af et mål, men USA kan toppe deres procenter ved f.eks. at købe masser af skovbevarelse i Brasilien, Indonesien og Congo hvilket helt klart er taktikken. De tre mulighedsrum dækker tre af de allermest afgørende områder for at få en god, politisk aftale, og kan udgøre et skelet for koordineret, global kamp mod klimaændringer. Det er ikke perfekt. Men det er muligt. Facit er, at det handler om lederskab. Om at verdens ledere kan gå i dialog, lytte, lære, indgå kompromiser og tilgodese andet end snævre, nationale interesserer. Kan man forestille sig at 119 statsledere mødes i det samme rum for a af verdens største problemer og lederskabet udebliver? Den udslagsgivende faktor kan her blive en joker, som hidtil ikke har fået megen opmærksomhed: Nemlig det folkelige mandat. At vælgere over hele verden ganske enkelt forventer, at deres ledere viser mod og evne til at levere varen uanset diskussioner om videnskaben. Der er investeret massivt med politisk troværdighed i en aftale. Og en løs hensigtserklæring slipper statslederne næppe af sted med. Som en leder fredag i Financial Times ikke verdens mest økoflippede medie - udtrykte det: Det vil være skamfuldt, hvis det mislykkedes. Det vil betyde, som Mandag Morgen skrev på COP ens førstedag, at så har vi et helt andet og større problem: Nemlig at verdenssamfundet ikke er i stand til at løse helt afgørende problemer. Lørdag den 19. december Dag 13: Brokenhagen AFSLUTNINGEN PÅ KLIMATOPMØDET i København markerer begyndelsen på en ny epoke i moderne historie. En usikker og konfliktfyldt tid på linie med den kolde krig. En ny verdensorden har indfundet sig uden at det globale samarbejde er fulgt med. Det er foreløbigt facit på et historisk vigtigt klimatopmøde, der endte i tumult. Vi har to nye supermagter, USA og Kina, som ikke evner at løse essentielle, væsentlige problemer i en åben og tillidsfuld dialog. Vi har et Syd, hvor over hundrede fattige nationer med rette endnu engang føler sig svigtet af verdenssamfundet og parkeret i fattigdom og store, miljømæssige problemer. Vi har en række store, frustrerede udviklingsøkonomier Indien, Brasilien og Mexico der kæmper med at finde deres geopolitiske ståsted. Og endelig må stærke økonomier som EU og Japan erkende, at de reelt har meget begrænset indflydelse på noget som helst. Klimakrisen er ikke længere verdens største udfordring. Nu er det krisen i det globale samarbejde. Og inden alt fortaber sig i politisk fejlfinderi og spin, så lad os notere, hvad de bedst tilgængelige data siger: De tal, vi kender for landenes frivillige reduktioner af CO2-udledninger, betyder, at verden er på kurs mod en global opvarmning på mellem 3 og 4 grader over det før-industrielle niveau. De økologiske, økonomiske og menneskelige konsekvenser er uoverskuelige, og der er brug for et hastigt og ufatteligt ambitiøst efterspil oven på København. Allerede midt på ugen slingrede forhandlingerne ind i store vanskeligheder. FNs klimachef Yvo de Boer 18 MANDAG MORGEN SHARE Innovation by Communication

proklamerede onsdag på et pressemøde med anstrengt optimtisme efter to døgns stilstand: Mine damer og herrer, luk dørene og hold fast, svævebanen kører igen. Nu kan vi konstatere at svævebanen løb løbsk. Lørdag formiddag lykkedes det Lars Løkke Rasmussen og FN at undvige den ultimative fiasko, nemlig at der slet ikke kom en beslutning i København; Men resultatet er det mindst muligt opnåelige, nemlig at FN tager den erklæring, nogle lande flikkede sammen fredag aften, til efterretning. Forud er gået et uhørt tumultarisk, politisk forhandlingsspil med 119 forvirrede statsoverhoveder fanget i et kaos, der satte enhver drejebog ud af kraft. Symbolsk markeret af en Præsident Obama, som hastede til Kastrup Lufthavn og Air Force One fredag aften uden at tale med verdenspressen, med blodskudte øjne, som New York Times skrev. Lørdag formiddag udveksler deltagerne i FNs plenarforsamling spydigheder, holocaustmetaforer og frustrationer. Sammenbruddet viser hvilken monstrøs opgave det stærkt kritiserede, danske formandskab, stod med. Trods forbilledlige forberedelser strandede det hele på et G2, der viste sig uarbejdsdygtigt, og en kollektiv, eklatant undervurdering fra alle sider af de fattigste landes kompromisløshed. I hovedstæder på hele den nordlige halvkugle er magthaverne gået fejl af, at global opvarmning i den tredje verden ikke er et spørgsmål om firhjulstrækkere eller hybrid-biler, men om liv og død. Det ansvar levede hverken Danmark, USA, EU eller resten af den rige verden op til. Det danske formandskab gjorde under disse omstændigheder hvad der var muligt. Karakteren for kunstnerisk udførelse under selve COPen bliver ikke høj, men i sidste ende strander alt på blokkenes manglende vilje. Det kunne selv det bedste formandskab ikke ændre. Den aftale - tre forpjuskede A4-ark med bilag som nogle lande enedes om, er meget langt fra de ambitioner, som stort set alle parter udtrykte, da topmødet startede. De vigtigste mangler er: Ingen global målsætning for reduktionen af udledninger af drivhusgasser i 2020 eller 2050. Videnskaben anbefaler at udledningerne topper i 2020 og at de reduceres med 50-85 pct. i 2050. Tallene er fjernet fra papiret. Ingen forpligtende målsætninger for de enkelte landes reduktion af udledningerne. Der er tale om frivillige indberetninger af nationale mål. Målene er i bilaget angivet som rammemål, f.eks. er EU's mål angivet som minus 20-30 pct., dvs. at de laveste, udmeldte mål reelt gælder. Ingen klarhed over hvordan og hvornår aftalen skal gøres juridisk bindende. Ingen klarhed over hvordan den langsigtede finansiering efter 2020 til u-landene skal skabes. De betydelige pengebeløb, der er meldt ud, skal byrdefordeles efterfølgende. Konsekvenserne er i første omgang, at de globale regler om at sætte en pris på forurening med CO2 ikke bliver lavet, og dermed udløser aftalen ikke de nødvendige investeringer i innovation, forskning og teknologi, som virksomhederne i hele verden har erklæret sig villige til at foretage, senest med The Copenhagen Call, som blev støttet af 800 erhvervsledere i Bella Center i maj måned i år Nøgleordet for den private sektor, som skal foretage 85pct. af investeringerne, er vished. Erhvervslivet skal have sikre, langsigtede rammer for at planlægge deres indsats, og de har fået kortsigtede, usikre rammer. De bestående kvotemarkeder, bl.a. i EU, har nu fortsat en usikker fremtid, og prisen på CO2 vil fortsat være for lav til at fremme nye, bæredygtige løsninger. Forløbet kalder på selvransagelse. FN, den eneste globale institution vi har til at varetage verdenssamarbejdet, må reformeres eller erstattes af andre, mere effektive instrumenter. Verdens ledere må med største hast korrigere deres virkelighedsbillede og starte en proces, som gør at vi kan tackle grundlæggende problemer i en verden med nye magtbalancer. COP15 indvarsler et skred i vores verdensbillede på niveau med den kolde krig og murens fald. Men i modsætning til tidligere, så giver naturen os kun kort til til at reagere i. Alle stumperne skal samles op og momentum skal fastholdes indenfor få måneder. En opgave, der nu ser uoverkommelig ud. COP15 i København var udset til at være en ny æras Hopenhagen, men blev, som CNNs respekterede anchor Becky Anderson sagde allerede tidligt fredag aften, forvandlet til Brokenhagen. Per Meilstrup, Klimadirektør Mandag Morgen 21. december 2009 19