FORSKNING I FALSKE ERINDRINGER

UD AF TÅGERNE AF LINE BACH MØLLER FORSKNING I FALSKE ERINDRINGER En psykoterapeut kan gøre det plausibelt for klienten, at denne har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Forskning i erindringsfremkaldende psykoterapi viser, at hukommelsen let kan bringes på g yngende grund. 8 PSYKOLOG NYT

ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN Genfundne erindringer er en problematik, vi som faggruppe ikke kan komme uden om, da vi i Danmark står i en lignende situation som USA for 15 år siden. Der er i dagens Danmark familier, som er splittet på grund af anklager om seksuelle overgreb baseret på erindringer fremkommet i psykoterapi, og der er bekymring for justitsmord på baggrund af domme, som er baseret alene på genfundne erindringer. Den internationale forskning i psykologi har for længst påvist, at det er muligt at udvikle falske erindringer under bestemte betingelser. I Psykolog Nyt 11/2004 beskrev jeg en tilgang til psykoterapi kaldet erindringsgenkaldende psykoterapi som er blevet kritiseret for at være forbundet med risiko for at udvikle falske erindringer. Her vil jeg fremlægge, hvad forskning i falske erindringer har kunnet påvise, samt hvori risici for falske erindringer ligger i forhold til psykoterapeutisk praksis. PSYKOLOG NYT 9

Jeg vil endnu engang påpege, at problemerne forbundet med falske erindringer ikke har med incestofre og seksuelt misbrugte at gøre, der altid har kunnet huske deres overgreb mere eller mindre. Scenariet er stadig, at klienten som udgangspunkt ingen erindringer har om seksuelle overgreb. Forskning i falske erindringer Da debatten om falske erindringer rasede i USA og andre steder i verden, mente hukommelsesforskere, at nogle voksne døtres anklager mod deres forældre om seksuelle overgreb i barndommen baseret på genfundne erindringer kunne være falske og et produkt af den psykoterapi, de havde været i. Det blev derfor centralt at undersøge, om det var muligt eksperimentelt at inducere falske erindringer om livsbegivenheder. Da man af etiske grunde ikke kunne inducere falske erindringer om seksuelle overgreb i forsøgspersoner, var det nødvendigt med et design, der tillempede sig denne virkelighed. Man ville undersøge, om man kunne inducere hele falske barndomserindringer, som involverede og relaterede sig til personen selv samt var følelsesladet ligesom erindringer om seksuelle overgreb. Man havde i mange år forsket i hukommelsens fejlbarlighed og havde her bl.a. fundet, at fiktive aspekter ved en erindring kunne induceres via vildledende suggestion. Fx kunne man ved vildledende spørgsmål ændre dele af folks erindringer, så at de huskede den vildledende information frem for det, de oprindeligt havde iagttaget. Dette blev kaldt misinformationseffekten. Misinformationsstudierne kunne dog ikke sige noget om, hvorvidt det var muligt at inducere hele livsbegivenheder, som erindringerne om et seksuelt overgreb ville være. Derfor begyndte man på studier i falske erindringer (Oakes & Hyman, 2000). Et eksempel på et studie i falske erindringer er Hyman, Husband & Billings undersøgelse fra 1995. Hyman og kolleger indhentede oplysninger fra forsøgsdeltagernes forældre om faktiske begivenheder fra deltagernes barndom. De konstruerede selv fire falske barndomsbegivenheder, som de tildelte deltagerne (universitetsstuderende), idet de fra forældrene vidste, at forsøgsdeltagerne ikke havde oplevet disse begivenheder. Forsøgsdeltagerne fik at vide, at forskerne var interesseret i erindringer og gerne vil undersøge, hvor meget de kunne huske om de nævnte barndomsbegivenheder (to til fem sande og en falsk) igennem tre interviews. Et eksempel på en falsk begivenhed kaldes begivenheden om punchbowlen: Du var seks år gammel, du var til et bryllup hos en ven af familien. Du løb rundt sammen med nogle andre børn, da du løb ind i bordet, hvor punchbowlen stod, og det spildte ud over brudens forældre. Den falske begivenhed relaterer til og involverer forsøgsdeltageren selv samt må betragtes som følelsesbetonet, fx i form af flovhed eller angst for at blive skældt ud. Undersøgelsen viste, at ingen af deltagerne huskede den falske begivenhed første gang, de blev præsenteret for dem. Men ved det tredje interview rapporterede 25 % af de studerende (13 personer), at de huskede de foreslåede falske begivenheder. Seks studerende rapporterede erindringer, som var meget tydelige og indeholdt den kritiske foreslåede information (som fx at have væltet punchbowlen) samt elaborerede på begivenheden (fx at forældrene blev vrede). Fem af rapporteringerne var mindre tydelige: de studerende inddrog lidt af den kritiske information og elaborerede på en konsistent måde i forhold til den præsenterede falske begivenhed. To studerende skabte klare billeder, men de var ikke sikre på, om de huskede eller forestillede sig begivenheden, som var blevet foreslået til dem. Andre undersøgelser er foretaget med andre populationer end studerende og andre falske begivenheder end dem, Hyman et al. (1995) brugte, og alle har fundet lignende resultater (Oakes & Hyman, 2000). Det kan således slås fast, at folk vil skabe falske erindringer om barndomserfaringer, hvor disse erindringer kan være tydelige, noget emotionel ladet, selv-involverende og holistiske (ibid.). Davies (1996) skriver, at studier i falske erindringer også viser, at en stor del af de undersøgte ikke var modtagelige for falske erindringer. Fx Hymans og kollegers (1995) undersøgelse viste, at 75 % af deltagerne ikke udviklede falske erindringer. Der kan være flere forklaringer herpå. For det første kunne nogle af deltagerne afvise den falske begivenhed om punchbowlen, fordi de aldrig havde været til et bryllup. Dvs. at begivenheden ikke blev vurderet som plausibel for disse deltagere. For det andet kunne der være tale om en manglende autoritetstro hos forsøgsdeltagerne, fx således at nogle af deltagerne ikke var bange for at afvise forældrenes præsenterede begivenheder. For det tredje, at deltagerne i en undersøgelse ikke var udsat for længere og vedvarende pres om at skulle fremkalde de falske begivenheder. En længerevarende periode med genkaldelse af erindringer kunne eventuelt have øget antallet af undersøgelsesdeltagere, som genkaldte sig de falske begivenheder, da eksempelvis antallet af falske erindringer blev øget for hver af de tre interview i Hyman og kollegers (1995) undersøgelse. Der kunne også være tale om individuelle faktorer for, at nogle lettere ville kunne udvikle falske erindringer end andre. Dette synes studier i falske erindringer at kunne vise. Fantasifuldhed, dissociation og høj hypnotisérbarhed synes hos forsøgsdeltagerne at være forbundet med en større modtagelighed (sårbarhed) for produktionen af falske erindringer end deltagere, der ikke scorer højt på disse mål (Oakes & Hyman, 2000; Garry & Polaschek, 2000; Hyman et al., 1995; Mulhern, 1991; Ganaway, 1989). Erindringerne skabes Oakes & Hyman (2000) har fremlagt en teori om, hvordan falske barndomserin- 10 PSYKOLOG NYT

dringer bliver skabt. De mener, at der er tre processer involveret: vurdering af plausibilitet, erindringskonstruktion og kildevurderingsfejl. Betingelserne for, at en person kan skabe falske erindringer, er, at den foreslåede begivenhed skal være plausibel, dvs. begivenheden er nødt til at indeholde noget, som personen er villig til at tro på kunne være sket for ham eller hende. Der er forskellige faktorer, som har indflydelse på, om en begivenhed bliver set som plausibel og derved øger troen på den falske erindring: Suggestionen skal komme fra en troværdig informationskilde. I det typiske falske erindringseksperiment er der to troværdige kilder. Den ene er forskeren, som foreslår begivenheden, og den anden er forældrene, som har givet information om begivenheden. Den foreslåede begivenhed skal opfattes som troværdig, således at den enkelte finder det plausibelt, at begivenheden kunne være sket for dem. Forsøgspersonens egen vurdering af, hvor hyppigt en sådan begivenhed forekommer. Fx vil seksuelle overgreb opfattes som almindeligt forekommende for nogle, og for andre vil en sådan begivenhed vurderes som meget usandsynlig. Forslag, som overbeviser den enkelte om, at begivenheden ikke kun er generelt mulig, men også personligt muligt. Fx hvis forskeren giver troværdige forklaringer, som gør, at deltagere tror på begivenheden. I tilfældet med punchbowlen, hvor studerende tvivlede på, at de havde deltaget i et bryllup, kunne forskeren manipulere deltagernes vurdering af plausibilitet ved at foreslå, at måske havde den studerende fortrængt begivenheden om brylluppet, eller måske havde forældrene været så flove over episoden, at de ikke havde talt om den. Deltagelse i et gruppeforløb, fx at et individ uden erindringer om seksuelle overgreb deltager i en gruppe af ofre for seksuelle overgreb og modtager feedback fra gruppen om, at seksuelle overgreb er en meget sandsynlig erfaring for ham eller hende. Den sidste faktor er at forestille sig begivenheden mentalt (fantasere). Studier i falske erindringer har vist, at det at forestille sig en begivenhed mentalt øger sandsynligheden for skabelsen af falske erindringer, også kaldet fantasiinflation. Pointen ved plausibilitetsvurderinger er, at forskere kan manipulere forsøgsdeltagernes opfattelse af sandsynligheden for, at en begivenhed er foregået for dem (Oakes & Hyman, 2000). Selv om en person tror på, at en begivenhed muligvis er sket for ham eller hende, skal den pågældende stadig konstruere en erindring et billede med et narrativ (fortælling). Forskning i hukommelse har vist, at erindringer i det mindste delvist er (re-)konstruk tioner af den originale hændelse (Bartlett, 1967; Lindsay & Read, 1994; Roediger, McDermott & Goff, 1997; Hyman et al., 1995; Tsai, Loftus & Polage, 2000; Garry & Polaschek, 2000; McNally, 2003). Den bagvedliggende antagelse for at kunne tale om en konstruktion af erindringer er, at erindringer skal forstås som genereret ud fra skemaer. Frem for at vi husker tusindvis af enkeltstående episoder, sammenholdes og fastholdes strukturelle ligheder mellem sammenfaldende situationer, hvorved der udvikles skemaer. Hvis nye begivenheder kan indpasses i det allerede etablerede skema, modificeres skemaet ikke, og episoden glemmes. Kan nye begivenheder derimod ikke indpasses i de allerede etablerede skemaer, vil begivenheden huskes som en enkeltstående episode, indtil den gentager sig, og vidensstrukturen blive tilpasset, så den nye viden bliver optaget i et skema. Skemaer kan således beskrives som modeller over bestemte slags situationer, personens forhold til bestemte andre og til sig selv (Berntsen, 1998:53). De fleste (hvis ikke alle) erindringer indeholder elementer To artikler Nærværende artikel er nr. 2 af 2 om falske erindringer. Den første findes i Psykolog Nyt 11/2004, pp. 3-10. Begge artikler bygger på Line Bach Møllers speciale: I terapeutens vold. Debatten om falske erindringer: Teoribaseret magtmisbrug i Memory Recovery Therapy (2003). Det rekvireres på Psykologisk Instituts Bibliotek, Aarhus Universitet, eller på linebm@get2net.dk Der henvises desuden til rapporten Genfundne erindringer, udgivet af Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark. Rapporten kan downloades fra www.dp.dk (se Aktuelt ). PSYKOLOG NYT 11

12 PSYKOLOG NYT

af konstruktion baseret på overordnet skemaviden. Erindringer er altså ikke som en videofilm, der gengiver det, som faktisk skete. Forklaringen på falske erindringer ligger sandsynligvis i skemabaseret rekonstruktionen. Når folk først præsenteres for den falske begivenhed, fremkalder de skematisk viden, som er tæt relateret til den falske begivenhed. De lagrer herefter den nye viden med skemaet. Når personen ved en senere lejlighed bliver bedt om at genkalde sig den falske begivenhed, genkalder de den falske begivenhed og det underliggende skema. Det underliggende skema støtter den falske begivenhed ved at fuldstændiggøre begivenheden i form af at tilføje faktiske baggrundsinformationer og bidrage med ægte scener (Hyman et al., 1995). Herved kan den falske erindring ligne og forveksles med en ægte erindring, og det er svært hvis overhovedet muligt at identificere en falsk erindring, da den vil indeholde nogen sand information. Selv når en person finder en begivenhed plausibel og har konstrueret et billede af begivenheden, behøver vedkommende ikke at tro på, at billedet er en erindring. For at skabe en falsk erindring er deltageren nødt til at lave en kildevurderingsfejl. I forskningen ser man dette ved, at folk husker den introducerede vildledende information frem for den oprindelige og ukorrekt påstår, at informationen var en del af den originale begivenhed. Kildevurderingsfejlen bruges således til at forklare misinformationseffekten, hvor den vildledende information går ind og erstatter den originale information. Berntsen (1998) har et udmærket eksempel på en kildevurderingsfejl. Hun beskriver en barndomserindring, hvor hun sammen med sin mor skulle besøge sin mormor, der var døende. På stien op til mormoderens hus møder de hendes onkel, som fortæller, at mormoderen allerede er død. Da Berntsen som voksen konfronterer sin mor med denne erindring, afkræfter moderen, at Berntsen var med den dag, men oplyser, at det var korrekt, at hun havde fået nyheden af onklen på stien op til huset. Berntsen (ibid.) har således fejlvurderet kilden til sin erindring, således at hun troede, at hun var med (falsk kilde), hvorimod hun har fået historien fortalt (original kilde). Hun har samtidig blandet sit kognitive skema for besøg hos mormor sammen med moderens fortælling, hvorved hun lyslevende har skabt erindringer om mødet med onklen på stien. En kildevurderingsfejl ved en falsk barndomserindring er således at påstå, at suggestionen eller det konstruerede billede eller begge er en personlig erindring. Kildevurderingsfejlen kan opstå på grund af forskellige påvirkninger i en given situation (Oakes & Hyman, 2000): Social suggestion kan påvirke på den måde, at en person fortæller om et forestillingsbillede og giver udtryk for, at han ikke er sikker på, om det er en erindring. Her kan andre fx forskeren eller gruppemedlemmer fortælle per sonen, at det er en erindring. Tiden mellem en fejlagtig suggestion og genkaldelsen har betydning, idet erindringen om kilden til informationen udviskes hurtigere end erindringen om indholdet. Folk kan således over tid huske den falske suggestion, glemme kilden og attribuere kilden til deres egen erindring. Gentagelse af suggestionen øger sandsynligheden for, at en kildevurderingsfejl opstår. Oakes & Hyman (2000) mener, at alle tre processer: plausibilitetsvurdering, erindringskonstruktion og kildevurderingsfejl, er nødvendige for skabelsen af falske erindringer, men at de i nogen grad er uafhængige af hinanden på den måde, at forskellige faktorer og individuelle forskelle kan influere på hver enkelt proces. Falske erindringer og psykoterapi Man skal altid være forsigtig med at drage paralleller mellem eksperimen- PSYKOLOG NYT 13

tel forskning og klinisk praksis, men mange af de mekanismer, der ligger bag produktionen af falske erindringer, kan findes i psykoterapi (Schooler, Benediksen & Ambadar, 1997). Det gør det således påtrængende at tydeliggøre disse paralleller for at kunne modarbejde dem i psykoterapeutisk praksis. Jeg vil tage udgangspunkt i de tre processer, som Oakes og Hymans (2000) teori om produktionen af falske erindringer bygges op omkring. En psykoterapeut kan gøre det plausibelt for klienten, at denne har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. For det første vil en psykoterapeut ofte blive opfattet som en troværdig informationskilde bl.a. på grund af en generel opfattelse af terapeuter som autoriteter inden for deres felt. Terapeuten kan samtidig gøre det troværdigt for klienten, at denne har været udsat for seksuelle overgreb på grund af sine tolkninger på klientens fortælling om sin fortid. Terapeuten kunne give udtryk for, at klientens ulyst til at få vasket hår som niårig kunne skyldes, at moderen gjorde mere end bare at vaske klientens hår (Goldstein & Farmer, 1993). Terapeuten kan også bruge symptomtjeklister som bevisførelse for seksuelle overgreb i barndommen over for klienten, hvis klienten har mange af de nævnte symptomer på listerne (Se Falske erindringer, P-Nyt 11/2004). Tolkninger, symptomtjeklister samt terapeutens formidling af en teoretisk opfattelse af, at der kunne være tale om fortrængning, kan være med til at gøre det personligt plausibelt (sandsynligt) for klienten, at denne har været udsat for seksuelle overgreb. Beviserne er jo overvældende. En sidste ting er, at inden for erindringsgenkaldende psykoterapi bliver klienterne gerne anbefalet at deltage i et gruppeterapeutisk forløb med andre incestofre. Gruppemedlemmerne kan således yderligere være med til at gøre det plausibelt, at klienten har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Inden for erindringsgenkaldende psykoterapi synes der at være en antagelse om, at det er vigtigt at få fat i de fortrængte erindringer om seksuelle overgreb, da helbredelsesprocessen først kan påbegyndes derefter (Frederikson, 1992). Terapeuterne synes således at have en opfattelse af erindringer som en film, de kan finde i psyken (kroppen), og deres fokus i terapien bliver at få fundet de fortrængte erindringer. Da erindringer i dag i stor udstrækning opfattes som konstruktioner, kan det synes nytteløst at søge efter dem ud fra en opfattelse af at kunne finde konkret erindringer, da det er uvist, hvad de fundne mentale billeder egentlig er. Er det erindringer, forestillingsbilleder, fantasier eller falske erindringer? Der er en fare forbundet ved at opfatte erindringerne for konkret, dvs. som ægte gengivelser af fortiden, idet terapeuten kan overse eventuelle andre budskaber i de mentale billeder, fx symbolsk betydning. Dernæst kan den ihærdige søgen efter de fortrængte erindringer føre til falske erindringer. Erindringsgenkaldende psykoterapi rummer flere terapeutiske teknikker, hvor der arbejdes med brudstykker af klientens egne erindringer, eksempelvis en erindring om, at far puttede en som lille. De beder klienten om at holde fokus på erindringsbilledet og se, om det udvikler sig, således at fortrængt materiale kunne dukke op (Frederikson, 1992). Denne procedure gentages mange gange og kan være kombineret med hypnose eller tranceskrivning (Goldstein & Farmer, 1993). Dvs. klienten bliver bedt om at arbejde med et mentalt billede, og de billeder, de danner sig, bliver af terapeuten valideret som ægte erindringer. Klienten kan således få sammenblandet faktiske erindringsskemaer med forestillingsbilleder og derved opbygge lange falske erindringsforløb bl.a. på grund af fantasiinflation. Over tid glemmer klienten måske, at første gang de forestillede sig disse billeder var i en terapeutisk session (oprindelig kilde) og fejlattribuerer de mentale billeder til deres erindring (falsk kilde). Derved vil klienten kunne opfatte forestillingsbillederne som sine erindringer. Dette er i samklang med, at studier i 14 PSYKOLOG NYT

falske erindringer har vist, at folk, der har fået induceret falske erindringer, er meget overbevist om erindringernes sandfærdighed (Loftus & Prickrell, 1995). Erindringsgenkaldende psykoterapis terapeutiske metoder kan være meget langt fra andre psykoterapeuters arbejdsmetoder. Dette berettiger dog ikke en holdning om, at sådan arbejder jeg ikke, så derfor producerer jeg ingen falske erindringer i min praksis. - - - Erindringsgenkaldende psykoterapi er en advarsel om, hvilke psykodynamikker der er indbygget i enhver psykoterapi, og vidner om, hvor sårbare vi er som terapeuter til at lade os forføre og forføre andre (klienten). Processerne plausibilitet, erindringskonstruktion og kildevurderingsfejl kan være en del af enhver psykoterapeutisk praksis og skal derfor tages højde for. Måder at modarbejde dannelsen af falske erindringer er for det første at turde lade ens teoretiske overbevisninger blive sat under kritisk vurdering samt holde sig orienteret med psykologisk forskning. For det andet at være bevidst om, at vi som psykoterapeuter påvirker og kan forføre vore klienter (fx i forhold til plausibilitetsvurderinger). Samt for det tredje at være opmærksom på, at det at arbejde med mentale forestillinger øger muligheden for falske erindringer på grund af fantasiinflation, erindringskonstruktion og kildevurderingsfejl. Line Bach Møller, cand.psych. Litteraturliste: Bartlett, F.C. (1967) Remembering. An experimental and social study. Cambridge University Press, Cambridge. Berntsen, D. (1998) Man kan ikke binde ånd om falske erindringer i psykoterapi. Psyke & Logos, 19, 31-67. Davies, J.M. (1996). Dissociation, Repression and reality Testing in the Countertransference. The controversey Over Memory and False Memory in the Psychoanalytic Treatment of Adult Survivors of Childhood Sexual Abuse. Psychoanalytic Dialogues, Vol. 6 (2), pp. 189-218. Frederikson, R. (1992) Repressed memories. A journey to recovery from sexual abuse. USA, Fireside/ Parkside, Simon & Schuster Inc. Ganaway, G.K. (1989). Historical versus Narrative Truth: Clarifying the Role of Exogenous Trauma in the Etiology of MPD and its Variants. Dissociation, Vol. II, No. 4, pp. 205-220. Garry, M. & Polaschek, D.L.L. (2000) Imagination and memory. Current Directions in Psychological Science, 9 (8), 6-10 (online version). Goldstein, E. & Farmer, K. (1993) True stories of false memories. USA, Social Issues Resources Series, Inc. Hyman, I.E., Husband, T.H. & Billings, F.J. (1995) False memories of childhood experiences. Applied Cognitive Psychology, 9, 181-197. Lindsay, D.S. & Read, J.D. (1994) Psychotherapy and memories of childhood sexual abuse: A cognitive perspective. Applied Cognitive Psychology, 8, 281-338. Loftus, E.F. & Pickrell (1995). Recovered memories: true or false. The formation of false memories. Psychiatric Annals, 25 (12), 720-725. McNally, R.J. (2003) Remembering trauma. England, The Belknap Press of Havard University Press. Mulhern, S. (1991) Satanism and psychotherapy: A rumor in search of an inquisition. I: Satanism scare. Richardson, J.T.; Best, J.& Bromley, D.G. (eds.), NY, US: Aldine de Gruynter. Pp. 145-172. Oakes, M.A. & Hyman Jr., I.E. (2000) The Changing Face of Memory and Self. I: Bjorklund, R.D. (ed) False-Memory Creation in Children and Adults. Theory, Rearch, and Implications. USA, Lawrence Erlbaum Associates, Inc. Roediger III, H.L., McDermott, K.B. & Goff, L.M. (1997) Recovery of true and false memories: paradoxical effects of repeated testing. I: Conway, A.C. (ed.) Recovered memories & false memories. pp. 118-149, New York, Oxford University Press. Schooler, J.W., Bendiksen, M. & Ambadar, Z. (1997) Taking the middle line: can we accommodate both fabricated and recovered memories of sexual abuse? I: Conway, A.C. (ed.) Recovered memories & false memories. pp. 251 292, New York, Oxford University Press. Tsai, A., Loftus, E. & Polage, D. (2000) Current directions in false-memoriy research. I: Bjorklund, R.D. (ed) False-memory creation on children and adults. Theory, research, and implications. pp. 31-44, USA, Lawrence Erlbaum Associates, Inc. PSYKOLOG NYT 15