Det lægevidenskabelige Studienævns visionsnotat nr. 1 for kandidatuddannelsen

Det lægevidenskabelige Studienævns visionsnotat nr. 1 for kandidatuddannelsen Baggrund På baggrund af den nye basisuddannelse, den nye kompetencebeskrivelse, og den stigende internationalisering (herunder deltagelse i ECTS-label projektet) har Studienævnet fortsat arbejdet med curriculumudvikling af den lægevidenskabelige uddannelse. Studienævnet har siden ultimo 2007 og gennem 8 møder i foråret 2008 arbejdet med at identificere udfordringer for den lægevidenskabelige uddannelse og drøftet, hvilke visioner udfordringerne giver anledning til. På baggrund af de identificerede udfordringer vedtog Studienævnet på et møde den 19. juni 2008, hvor også Center for Medicinsk Uddannelse (MEDU) deltog, at arbejde for at realisere en større studiereform for den lægevidenskabelige kandidatuddannelse. Kandidatuddannelsen er i fokus, som følge heraf vil bacheloruddannelsen sandsynligvis blive berørt heraf i et mindre omfang. LÆGEVIDENSKABELIGE STUDIENÆVN Dato: 2008 Direkte tlf: Direkte fax:: E-post: Afsenders CVR-nr: 41-82-66-14 Grundlæggende principper for studiereformen Studienævnet forventer en fortløbende, gensidig dialog med de aktører, der skal bidrage til at udarbejde og indføre den nye studieordning. Det er væsentligt for Studienævnet, at processen præges af åbenhed, tillid og medinddragelse af aktørerne, så studiereformen forankres hos og får bred opbakning fra ledere, undervisere og studerende. En sådan åben proces medfører, at det ikke er muligt for studienævnet at forudse og på forhånd drøfte samtlige, mulige forandringer og detaljer i uddannelsen. Det er derfor væsentligt for Studienævnet, at ånden i visionspapiret bliver bærende for processen og dermed også for den kommende studieordning. Under reformarbejdet er der fire helt overordnede principper, som alle aktører forventes at inddrage i reformarbejdet: For det første skal reformen sigte mod opnåelse af høj kvalitet og anlægge et helhedssyn på lægeuddannelsen. For det andet må studiereformen forsøge at fremtidssikre kandidatuddannelsen i forhold til sundhedsvæsenets ændrede strukturer. Det gælder både forskydningerne mellem primær og sekundær sektoren og de markante forandringer, der sker internt i sygehusvæsenet. For det tredje bør reformen tage højde for de stigende krav til universitetsuddannelsers internationalisering, som lægeuddannelsen også vil blive stillet overfor. Sidst men absolut ikke mindst skal en ny studieordning være økonomisk forsvarlig og logistisk gennemførlig samt leve op til gældende regler. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Aarhus Universitet Vennelyst Boulevard 9 8000 Århus C Tlf: 8942 1122 Fax: 8612 8316 E-post: sun@au.dk Web: www.au.dk/sun

Der er identificeret fem fokusområder for studiereformen: 1) Overgangen mellem studie og arbejdsliv 2) Kommunikation, patientforløb, samt det almene sundhedsaspekt 1 3) Sammenhæng og kontinuitet i fagene 4) Aktiv deltagelse i undervisning og klinik 5) Overensstemmelse mellem kompetencemål og udprøvning Struktur for visionsnotatets fem fokusområder På de følgende sider beskrives overordnet de udfordringer, som studienævnet har drøftet i relation til kandidatdelen af den lægevidenskabelige uddannelse. På baggrund af udfordringerne har studienævnet drøftet visioner for studiet. Studienævnet har overvejet, hvordan man kan imødekomme udfordringerne og diskuteret konkrete ideer til løsningsforslag. Disse konkrete overvejelser skal ses både som et redskab til at klargøre problemstillinger og som konkrete forslag til fornyelse og forbedring af studiet. Hvert fokusområde er i det efterfølgende struktureret i forhold til udfordring, vision og idé. De fem fokusområder for studiereformen 1. Overgangen mellem studie og arbejdsliv Den første udfordring udspringer af det såkaldte praksis-chok. Mange studerende og nyuddannede kandidater oplever en kløft mellem studie og arbejdsliv. Nyuddannede læger oplever tidligt at stå med et klinisk ansvar, og at afdelingerne forventer en høj grad af selvstændighed. Den nye basisuddannelse er kortere end den gamle turnusuddannelse, og man håber dermed, at nyuddannede læger kan overgå hurtigere til en specialistuddannelse. I tråd hermed vægtede uddannelsens Advisory Board på deres første møde, at de studerende i højere grad bør kunne anvende deres viden og færdigheder i praksis. At lette overgangen mellem studie og arbejdsliv ved at: Sikre en klar progression gennem semestrene, så de studerende i stigende grad selvstændigt løser deres (kliniske arbejds-) opgaver Understøtte at de studerende i stigende grad opnår målbeskrivelsens praksiskompetencer 2 og føler sig tilstrækkelig kompetente heri 1 Sundhedsfremme, forebyggelse af livsstilssygdomme, kroniske lidelser, rehabilitering samt ældres sygdomme og funktioner jf. afsnit 2. 2 Praksiskompetencer: 1) udrede patienter med almindelige og akut livstruende sygdomme, 2) diagnosticere almindelige og akut livstruende sygdomme, 3) behandle patienter med almindelige og akut livstruende sygdomme, 4) lindre og trøste hvor behandling ikke længere har effekt, samt håndtere forhold omkring dødsfald. 2

Idé: Studienævnet har drøftet ideen om at sammensætte det sidste semester på kandidatdelen under overskriften Junior doktor, hvor de studerende overvejende er i klinikophold. Herunder har studienævnet drøftet at blande valgfrie og obligatoriske klinikophold på de sidste semestre, og give de studerende mere ansvar med en tilknyttet klinisk lektor som vejleder. Denne løsning skal diskuteres yderligere med fagene. Intentionen er ikke mere af det samme, men derimod en ændring af de studerendes rolle i de sidste semestre. Det skal også præciseres, hvordan Junior doktors opgaver adskiller sig fra basislægens. Den endelige løsning på problemstillingen kan derfor udformes på forskellige vis, men intentionen er at lette overgangen ved at lade de studerende gradvist tilnærme sig lægearbejdet. Studienævnet har også drøftet, hvordan progressionen igennem klinikopholdene kunne se ud, og hvilket fokus de enkelte semestre skulle have (det er ikke givet, at semestrene bibeholder nuværende form og indhold): Bacheloruddannelsen nuværende 3. semester: Generelt kendskab til sundhedssektoren med fokus på patientforløb og læge-patient kommunikation. Kandidatuddannelsen nuværende 2. semester: Det kliniske håndværk, dvs. anamnese, diagnostik, journalskrivning samt behandling. Kandidatuddannelsen nuværende 4. semester: Junior doktor med vægt på selvstændighed og ansvar. 2. Kommunikation, tværgående patientforløb, samt det almene sundhedsaspekt. Den anden udfordring udspringer af en gruppe tværfaglige problemer i sundhedsvæsenet. Læger bliver i stigende grad udfordret i forhold til kommunikation og måden, hvorpå sundhedsvæsenets sektorer og det omgivende samfund interagerer. Desuden er der sket markante forandringer i sygehusvæsenet. Universitetshospitalets afdelinger bliver tiltagende højtspecialiserede, patienternes liggetid reduceres og megen behandling foregår ambulant. Derfor er det blevet mere vanskeligt at sikre, at de studerende deltager i patientforløb og at de opnår kompetencer indenfor vægtige områder som sundhedsfremme, forebyggelse af livsstilssygdomme, kroniske lidelser, rehabilitering, samt ældres sygdomme og funktioner. I forlængelse heraf er det desuden bemærket af Sundhedsstyrelsen, at psykiatri og almen medicin med fordel kan styrkes i uddannelsen. At øge uddannelsens fokus på kommunikation, tværgående patientforløb samt det almene sundhedsaspekt ved at: 3

Opprioritere kommunikationstræning, så de studerende i stigende grad opnår målbeskrivelsens kommunikationskompetencer 3 I højere grad inddrage ambulatorier, regionshospitaler, sundhedscentre, speciallægepraksis, opsøgende funktioner og teams m.v. i de studerendes klinik og undervisning Opprioritere almen medicin og psykiatri Idé: Studienævnet har drøftet integration og opprioritering af almen medicin, klinisk socialmedicin og rehabilitering. En væsentlig begrundelse herfor er, at hovedparten af patienterne i sekundærsektoren er visiteret af primærsektoren, og at patienterne efter endt behandling i sekundær sektoren atter kommer tilbage til primærsektoren. Studienævnet mener, at færdigheder i alle andre fag er grundlæggende for udvikling af færdigheder i almen medicin. Studienævnet finder derfor, at almen medicin, socialmedicin og rehabilitering kan placeres som et obligatorisk modul sidst i uddannelsen. Den foreslåede løsning skal diskuteres yderligere med fagene og afvejes med et helhedssyn på det samlede forslag til en ny studieordning. Den endelige løsning på problemstillingen kan derfor se anderledes ud, men intentionen er at øge fokus på kommunikation, patientforløb og det almene. 3. Sammenhæng og kontinuitet i fagene Den tredje udfordring udspringer af fagenes organisering. Kandidatdelen er præget af mange enkeltelementer, små fag og korte kurser. Nogle større fag er spredt over flere semestre med lang tidsmæssig adskillelse mellem teori og praksis. Denne fragmentering har konsekvenser for både fagene og de studerende. For fagene kan det være uoverskueligt at koordinere undervisningen indenfor semestret (horisontal sammenhæng). Det kan også være vanskeligt at sikre en tydelig progression gennem semestrene (vertikal sammenhæng). For de studerende kan det være vanskeligt at koble fagenes teori og praksis sammen, samt at forstå sammenhænge på tværs af fag. Fragmentering gør det også sværere at fordybe sig og træne selvstændighed. At skabe større sammenhæng i fagene ved at: Organisere fagene i længere, meningsfyldte fagmoduler Samle fags teori og praksis indenfor samme modul Integrere alle enkeltelementer i større fag 3 Kommunikationskompetencer: 1) beskrive og formidle resultater fra sundhedsvidenskabelig litteratur, 2) anvende medicinsk informationsteknologi til at søge og formidle viden, samt 3) kommunikere med patienter, pårørende, kolleger og andre samarbejdspartnere. 4

Idé: Som led i studienævnets drøftelser er det blevet diskuteret, at flere fag typisk af 1 uges varighed med fordel bør integreres i de fagmoduler, der giver mest mening. Studienævnet er desuden opmærksom på fordele og ulemper ved, at moduler forløber enkeltvis over kortere tid (fx et modul i 10 uger, fulgt af næste modul i 10 uger) i forhold til at moduler forløber parallelt med hinanden over længere tid (fx to moduler samtidig over 20 uger). Det skal naturligvis diskuteres med fagene, hvordan modulerne skal organiseres, samt hvordan små fagelementer bedst kan integreres uden at miste egen identitet og betydning. 4. Aktiv deltagelse i undervisning og klinik Den fjerde udfordring udspringer af undervisningsformerne. Mange studerende oplever en passivisering under klinikophold og i undervisningen. Dette kan resultere i nedsat engagement i de daglige opgaver, faldende fremmøde, samt minimal læsning og refleksion. Kandidatdelen er desuden præget af megen obligatorisk undervisning og minimal valgfrihed, hvilket måske kan demotivere og inaktivere nogle studerende og også gør det vanskeligt at afprøve et speciale i løbet af uddannelsen. Den ringe mulighed for valgfag er i øvrigt heller ikke i overensstemmelse med uddannelsesbekendtgørelsens intentioner. At sikre de studerendes aktive deltagelse i undervisning og klinik ved at: Sikre at det er gennemskueligt for de studerende, hvilke kompetencer de skal opnå og hvordan de forventes at opnå dem Indføre arbejdsplaner for de enkelte studerende i klinik, der sikrer adgang til passende (arbejds-)opgaver, tilstrækkeligt med træningsmuligheder, samt tid til læsning og refleksion Opprioritere fagligt integreret træning i færdighedslaboratorierne Øge valgfriheden på kandidatdelen Idé: Studienævnet ønsker en introduktion forud for klinikophold. Den skal understøtte hurtig aktiv deltagelse i afdelingens hverdag. Man har også drøftet en udbygget logbog/kompetencehæfte i ønsket om at klarificere, hvilke kompetencer de studerende forventes at opnå samt hvordan. En sådan logbog/kompetencehæfte skulle sammenkædes med, at afdelingerne udfærdiger arbejdsplaner for de enkelte studerende i klinikophold. Hvordan dette kan gennemføres i praksis skal naturligvis diskuteres med fagene. Studienævnet finder det essentielt, at der fokuseres på aktiverende undervisning som basis for fordybelse, anvendelsesorienteret forståelse af teori og kompetence til klinisk arbejde, samt mindre fokus på udenadslære. Studienævnet anerkender, at paratviden er nødvendig, men metodelære er blevet tiltagende væsentligt grundet de ændrede teknologiske muligheder. Studienævnet har også drøftet et ønske om, at afdelingerne øger deres anvendelse af færdighedslaboratorierne. Endelig har man diskuteret, at en 5

øget valgfrihed blandt andet kunne opnås ved at inddrage flere specialer end de, der i dag indgår i curriculum. 5. Overensstemmelse mellem kompetencemål og udprøvning Den femte og sidste udfordring udspringer af prøveformerne. Studienævnet vedtog i 2007 en kompetencebeskrivelse, der beskriver de overordnede mål for uddannelsen. I løbet af 2008 skrev samtlige fag nye læringsmål, der er i overensstemmelse med Karakterbekendtgørelsen. Der er endnu ikke sikret optimal overensstemmelse mellem de overordnede kompetencemål, de enkelte kursers læringsmål og uddannelsens mange prøver, inklusiv embedseksamen. Hermed risikerer man, at de studerende består prøverne, men ikke opfylder kompetencebeskrivelsen. Endelig er uddannelsen aktuelt ikke i fuld overensstemmelse med bekendtgørelsens krav om, hvilken andel af uddannelsens ECTS-points, der skal udprøves med karakterer. At sikre overensstemmelse mellem kompetencemål og udprøvning ved at: Indføre en bredere vifte af prøveformer så flere af målene udprøves Prioritere prøveformer der understøtter fordybelse Idé: Studienævnet har drøftet behovet for at afdække forskellige prøveformer i forhold til læringsmålene. Studienævnet har drøftet ideer om at udprøve de studerende efter hvert klinikophold, herunder specielt at vægte praktiske prøvningsformer, eventuelt som en OSCE. Man kunne også udbygge logbog / kompetencehæfte til en egentlig portfolie eksamen, hvor de studerende dokumenterer de opnåede kompetencer. Det er væsentligt, at fagene bidrager til diskussionerne om den praktiske indførelse af OSCE, logbøger eller andre nye prøveformer på uddannelsen. Forventninger til processen og rollefordeling i forhold til realisering af Studienævnets visioner. Studienævnet og MEDU afholdt møde den 19. juni 2008 og var enige om følgende rollefordeling og forventninger til processen - at studienævnet har den politiske rolle og har til opgave at definere visionerne - at MEDU er det sagsforberedende/koordinerende organ for projektarbejdet med studiereformen. Forventninger til processen Der blev i enighed opstillet en række forventninger til processen: 1) Studienævnet og MEDU indgår i tæt dialog med hinanden. Medlemmerne i Studienævnet og MEDU vil gerne bidrage til at holde momentum i processen. Herunder at sikre, at Studienævnet er godt informeret om processen og resultaterne. 6

2) At der er gensidig åbenhed og tillid mellem Studienævnet, MEDU og øvrige aktører. I denne forbindelse blev det aftalt, at MEDU deltager i et månedligt møde med Studienævnet. Frekvensen ændres ved behov. 3) At alle aktører i projektarbejdet føler sig inddraget og dermed får ejerskab for den nye studieordning, så den nye studieordning bliver forankret hos underviserne, som i sidste ende skal implementere studieordningen. 4) Det er væsentligt at udpege en følgegruppe og arbejdsgrupper og at definere, hvad deres opdrag skal være. Dette specificeres yderligere i procesplanen. 5) På baggrund af Studienævnets visioner skal MEDU udarbejde procesplaner, som alle godkendes af Studienævnet. 6) MEDU påtager sig opgaven som projektleder/koordinator. 7) Dekanens accept af projektet skal foreligge inden projektstart. Dato Studienævnsformand Dato MEDU 7