Handicappolitisk debatturne Fra centralinstitution til botilbud - et værdiskifte
Hvad kom vi egentligt fra der i 1959 da vi fik en ny åndssvagelov En åndssvagelov fra 1934 og en sterilisationslov båret af racehygiejne K.K. Steincke 10.000 blev interneret på en af de 11 danske åndssvageanstalter 11.000 blev steriliseret frem til 1960 25.000 aborter 1.000 blev kastreret
Niels Erik Bank Mikkelsen Opfandt normaliseringsprincippet Retten til en tilværelse så nær det normale som muligt (1959) Retten til Undervisning En normal bolig Et arbejde eller beskæftigelse Et liv med to miljøer En aktiv fritid som andre
59 - loven Loven var en rammelov (hensigter) Sigtet en ændring af Rettigheder Holdninger Af-institutionalisering Forbedring af boforholdene
De store ændringer Sommerakedemiet på Syltholmskolen 1971 En ny uddannelse til omsorgsassistent og omsorgsassistenterne revolution Udflytningen fra de store anstalter
Sommerakedemiet 12 svært multihandicappede undervises i fem uger og der kan dokumenteres store fremskridt hos alle Lægerne er stærkt kritiske Udvikler sig til en fagkamp 9 år senere får alle retten til undervisning.
Omsorgsassistenternes revolution - ændring af holdninger Fra opbevaring, opsyn og internering Til fokus på udvikling, pædagogik og respekt for det enkelte menneske Fra genstand til menneske
Omsorgsassistenterne revolution - pædagogikkens indtog Alle udviklingshæmmede har et udviklingspotentiale der arbejdes pædagogisk. ADL træning med henblik på at gøre udviklingshæmmede mere selvhjulpne
Omsorgsassistenternes revolution - fra civil ulydighed til ledelse I 70 erne har mange omsorgsassistenter lederposter og siger lægerne imod Civil ulydighed var udbredt. I begyndelse af 80 erne afvikles lægevældet og erstattes af socialpædagogisk ledelse.
Omsorgsassistenternes revolution - den store befrielse 1978 den første bekendtgørelse om forbud mod magtanvendelse. Tusindvis af udviklingshæmmede oplever friheden for første gang.
Min personlige øjenåbner på Ebberødgård Calle, Anders, Hans Kurt, Charlotte, Lars og Gina
En grundsætning i handicappolitikken Mennesker med udviklingshæmning må aldrig blive genstande for standardiseret omsorg og ren økonomisk tænkning Mennesker med udviklingshæmning er individuelle personligheder med forskellige ønsker og behov
Udflytning 1. bølge 60-70 erne De mest selvhjulpne/fejlanbragte blev udskrevet af åndssvageforsorgen og fik deres egen bolig og endte med at få deres eget liv Andre flyttede via de nyoprettede pensionater til egen bolig eller bofællesskaber. Det var ikke altid uden problemer Mange var skadet efter et lang liv på anstalt Personalestøtten forsvandt ofte helt efter en kortere periode En del klarede det ikke og måtte vende tilbage hvor de kom fra. Noget tilsvarende skete for de der via de beskyttede værksteder fik et almindeligt arbejde.
Udflytning 2. bølge 80-90 erne Amterne tog over Udflytning også af de svagere fungerende og multihandicappede Hammer Bakker blev nærmest tømt til fordel for mini-institutioner spredt i Nordjyllands Amt Fyns amt oprettede minibo Storstrøms Amt oprettede bo- og naboskaber Fokus på inklusion i samfundet og at boligen var beboerens hjem Service loven 1998 afskaffer institutionsbegrebet. Boligen er borgerens hjem og ikke en institution.
Udviklingen Fulde rettigheder for mennesker med handicap Retten til et inkluderet liv Af-institutionalisering Danmark bestod ikke den første eksamen!
Omsorgsfabrikkerne - de nye handicapghettoer 1 ud af hvert 7 nybyggede botilbud består af mere end 60 boliger Flere har op til 100 boliger Ofte har man centralkøkken eller får leveret præfabrikeret mad Flere har også centralvaskeri Beskæftigelse og aktivitet foregår i botilbuddet Ghettoer har aldrig bragt noget godt med sig. Er modpolen til inklusion.
Tilbage til cirklens begyndelse Er udviklingshæmmede ved at blive gjort til genstande, der blot skal opbevares i ghettoer under forhold der er opgraderet til nutidens materielle standarder? Er udviklingshæmmede uden stærke værger retsløse i en situation hvor de ikke selv er istand til udnytte deres rettigheder? Er udviklingshæmmede (og andre handicappede) ved at miste værdi og betragtes de ikke som en ressource? Tidligere kaldte vi det for totalinstitutioner nu laver vi totale tilbud hvor alt leveres indenfor den samme fysiske ramme er det inklusion? Er politikere og embedsmænd i kommunerne historieløse /skal alt forklares forfra så de forstår dansk handicappolitiks bærende principper?
Har vi mistet retning? Sytter Krtistensen LEV: Er kompasnålen i handicappolitiken knækket?