Viborg Stifts Folkeblad i 100 år af Henning Ringgaard Lauridsen

Viborg Stifts Folkeblad i 100 år af Henning Ringgaard Lauridsen Kapitel 1 - for Sandhed og Ret Viborg Stifts Folkeblad har leveret viborgenserne daglige nyheder i 125 år. Da avisen blev bragt til verden af en lille gruppe lokale venstrefolk var den dog så svagelig, at der herskede berettiget tvivl om dens overlevelse. Efter tre år blev bladet imidlertid adopteret af den Bergske familie, hvorefter den kom til kræfter og voksede sig stærk. Viborg Stifts Folkeblad blev grundlagt i 1877, og om starten må siges, at det begyndte småt, meget småt! En lille 4-siders avis i format 27 x 40 cm var alt, den nysgerrige læser fik i hænderne. Til gengæld blev det dyre papir udnyttet, teksten stod tæt, spalte op og spalte ned, uden illustrationer og overskrifter. Kun det første ord var fremhævet, når en ny artikel begyndte. De redaktionelle rammer synede ej heller af meget. Folkebladet havde det første år hjemsted i et lille hus som lå Ll. Sct. Mikkels Gade 6. Her var redaktionskontor, her indleverede folk annoncer og meddelelser, her larmede den lille trykpresse og her hentede budene de frisksværtede aviser. Og næsten alt blev besørget af redaktør J.K. Holm, der i sandhed bestred et sprællemandsjob. Holm var uddannet lærer, men "Aktieselskabet for oprettelsen af et Venstreblad i Viborg" havde fået øje på ham, fordi han en tid var medarbejder ved Fyns Tidende. Aktieselskabet forsynede ham med en pose penge indeholdende 2.200 kr., og for dem forventede bestyrelsen, at han skabte et lokalt kampskrift for partiet Venstre. Lokalavis uden lokalstof Viborg Stifts Folkeblad anno 1877 var da også et blad, hvor det politiske stof dominerede. Avisens to første sider var fyldt med referater af venstrepolitikernes taler enten i Folketinget eller på møder rundt i landet. Kneb det med at fylde pladsen ud, puttede redaktøren lidt blandet stof ind i spalterne, typisk en smule højskolesnak og hvad han ellers klippede fra andre aviser fra ind og udland. Det kunne være nyt fra krigen på Balkan (dengang slog de også hinanden ihjel i Europas urolige hjørne), en notits om, at arbejdere var begyndt på at grave en tunnel under kanalen mellem England og Frankrig eller redaktøren havde fundet oplysninger om nye oliefund i USA. Fra den hjemlige andedam bragte han små meddelelser om eksempelvis markedet i Løgstør, om præmieuddeling til hesteavlens fremme i Salling, om en pige på 4½ år fra Ryde sogn, der døde efter at have drukket en flaske brændevin, eller om biavlerforeningens generalforsamling i Hobro. Ledte læseren efter lokalstof, blev han til gengæld skuffet. Her var der på bladets sidste to sider kun en samling lokale annoncer sammen med den daglige følgeton og meddelelserne om postruter og togtider. Annoncerne rettede sig især mod landbefolkningen, f.eks. annoncer for hjælp til unge pigers oplæring i mejeribrug eller fra Folkehøjskolen i Skals, som søgte elever. Det samme gjorde i øvrigt også en folkehøjskole i Almind ved Viborg. Her var tale om, at lederen af friskolen i Almind forsøgte at etablere en højskole. Det lykkedes tilsyneladende for ham at starte undervisningen for et hold den 1. november 1877, men elever var der nok ikke for mange af, siden forstanderen langt ind i november annoncerede efter flere. 1

Livet i Viborg fik avisens læsere endnu færre informationer om. Der skulle gå over to måneder før redaktøren bragte et længere afsnit. Det skete den 3. december, da han valgte at trykke et afsnit fra skatteligningen for 1878 over de højstbeskattede borgere i Viborg. Så var der da endelig noget for folk at snage i! Men hvordan stod det til med læsere? Også her var det småt, både i 1877 og såmænd også i de følgende år. Viborg by kunne ikke mønstre mere end en lille snes holdere af avisen. Folkebladet havde mere end svært ved at få en fod til jorden i den konservative embedsmandsby, idet fine folk rynkede på næsen af den nye bondeavis og nærmest anså venstrefolk for 2. klasses mennesker. Den stokkonservative redaktør Sofus H. Angelo fra byens højreavis Viborg Stiftstidende, fandt det ikke i starten umagen værd at omtale konkurrenten. Senere blev det ham en udsøgt fornøjelse at tilsværte venstrebladet og alt, avisen stod for. Viborg Stifts Folkeblad måtte derfor håbe på opbakning fra egnens gårdmænd, men her så det også skrald til. Tallet for abonnenter i oplandet svingede mellem 150 og 200. Og til stor ærgrelse for redaktøren praktiserede mange holdere den uskik at dele avisen med op til fire-fem naboer. Krisestemning Den 23. marts 1878 var Folkebladets stiftere indkaldt til generalforsamling. Stemningen var trykket, idet økonomien truede med at kuldsejle. Abonnenter var der for få af, og det var ikke lykkedes redaktøren at overbevise særlig mange handlende om, at det var pengene værd at annoncere i avisen. Offentlige myndigheder undlod også at bringe meddelelser; man havde jo Stiftstidende, og Folkebladets påstand om, at denne forskelsbehandling var udtryk for politisk chikane, lod myndighederne hånt om. Internt lød der også kritiske røster. Flere fandt bladet for tyndt, læserne manglede flere underretninger fra Viborgegnen. Det gode spørgsmål var da også, hvor længe et lokalt dagblad kunne eksistere uden lokalstof? Var (og er) nyheder om lokalsamfundet ikke hele Viborg Stifts Folkeblads eksistensberettigelse? Svaret var ikke så entydig dengang som i dag. Tidsånden skulle nemlig vise sig at være til gunst for det lille blad. Den vender jeg tilbage til. Økonomien var imidlertid hen på sommeren 1880 så anspændt, at en håndsrækning udefra absolut var påkrævet. Den kom, da folketingsmand, venstreleder og bladejer Chresten Berg trådte ind på scenen. Berg havde været kontaktet før, men først ved en rekonstruktion 1. oktober 1880 blev Viborg Stifts Folkeblad en del af det avisimperium, som Berg var i gang med at bygge op ud over landet. Venstrelederen indsatte den lokale sagfører Anders Andersen som lokalredaktør og medejer. Avisen blev herefter organiseret som en aflæggeravis af Kolding Folkeblad. "Frit at tænke, tro og tale" Den politiske bevægelse, som i 1877 skabte Viborg Stifts Folkeblad, var en gren af en bredere åndelig strømning, som i sidste ende førte til, at den grå almue i Danmark forvandlede sig til et selvbevidst, demokratisk folk. Politisk begyndte det efter krigsnederlaget i 1864 som en susen i løvet for senere at bryde igennem som et politisk stormvejr under forfatningskampen i 1880 erne. Kulturelt og socialt piblede det frem på tusindvis af møder overalt i landet. Især den yngre del af bondebefolkningen samledes i trange bonde- og skolestuer eller i det fri til kristelige og folkelige møder, hvor de sang og lyttede til taler af grundtvigske præster og skolelærere, lægprædikanter, højskolefolk eller bondepolitikere. Fællesskabet og inspirationen satte sind og tanker i bevægelse og snart manifesterede det sig i foredragsforeninger, læseforeninger, forsamlingshuse, skytteforeninger, friog højskoler. Det affødte en hel ny selvbevidsthed og en stærk tro på, at den brede befolkning havde 2

lige og samme ret som den gamle magtelite, både når der var tale det enkelte menneskes frihed og når der var tale om magt og indflydelse i samfundet. Venstrehøvdingen og Folkebladet Venstrepolitikeren Chresten Berg var i 1880 på vej mod karrierens højdepunkt. Berg var født i Fjaltring i Vestjylland, og historikeren Kristian Hvidt karakteriserer ham som den bedste blandt det kuld af bondefødte seminarister, som i 1870 erne for alvor slog igennem i landspolitikken. Frem for andre skrivebordsgeneraler i partiet havde Berg fysik og udholdenhed til at rejse riget tyndt for at mobilisere vælgerne. Forud for folketingsvalgene rejste han tusindvis af kilometer, først med diligence og bondevogn, og da jernbanenettet var udbygget med tog. I gæstgivergårde, bondestuer og i det fri på folkelige mødepladser blandt solbrændte jyske bønder var han i sit es. Her formulerede han i fyndige slagord og enkle vendinger Venstres politik. Forfatteren Jeppe Åkjær, som enkelte gange oplevede Berg på talerstolen, var ikke så imponeret af mandens talegaver. Berg manglede den stil og sprogynde i talerne, som Åkjær fandt eksempelvis hos Hørup og Edv. Brandes. Forskellen var som mellem en gazelle og en gedebuk, hvor Berg var mest gedebuk. Men de politisk vakte gårdmænd var stolte af deres leder. Især blandt jyske bønder blev han Venstres forgudede høvding, både fordi han var rundet af den jyske muld, og fordi han på mange måder var symbol på en ny tids statsmand, der sloges for lighed for loven og demokratisk indflydelse til den jævne mand. Chresten Bergs organisatoriske evner var til gengæld indiskutable. Overalt hvor han kom rundt i landet, sørgede han for at knytte kontakter til politisk interesserede mennesker, som han satte i gang med at organisere valgkredsen og stifte lokale vælgerforeninger. Grundlæggelsen af de bergske blade skal også ses i det lys. Provinsaviserne skulle være forpostkolonner i erobringen af den politiske slagmark. En forbedret læsefærdighed i den brede befolkning, opfindelsen af telegrafen og hurtigpressen samt et mere fintmasket postvæsen havde gjort avisen til et slagkraftigt redskab for massekommunikation i det danske samfund, og ved dag efter dag i avisens spalter at banke det politiske budskab fast i folks bevidsthed, formåede Berg mere en nogen anden at mobilisere den folkestemning, som skulle give gårdmændene den politiske magt i Danmark. 3

Kapitel 2 Viborg Stifts Folkeblad under forfatningskampen I midten af 1880 erne trak skyerne sammen til et voldsomt politisk uvejr i Danmark. Det handlede om demokrati, om menneskeværd og selvrespekt. Dag for dag kunne Folkebladets holdere læse om nye stridsemner og nye politiske overgreb. Chresten Bergs indtræden som medejer af Viborg Stifts Folkeblad i efteråret 1880 betød en styrkelse af bladets økonomi. Folkebladet blev nu trykt på Kolding Folkeblad sammen med fire andre aviser, og Viborg redaktionen sparede derved i udgifterne til at have eget trykkeri. Til gengæld blev avisen tæt bundet til den politiske linie, som Chresten Berg tegnede. Foragten for de simple bønder Den nye redaktør af Viborg Stifts Folkeblad blev sagfører Anders Andersen. Andersen havde tre år tidligere været medstifter af bladet og politisk var han Bergs tro væbner. Han fik derfor sin sag for, da den politiske situation spidsede til i begyndelsen af 1880 erne. Venstre havde allerede ved folketingsvalget i 1872 vundet det absolutte flertal og Berg stillede krav om at komme med i en regering. Kravet vakte nærmest bestyrtelse blandt borgerskabet og ved hoffet. Udannede bønder og seminarister i simple søndagsklæder kunne da ikke regere et land! Hvad ville Europas hoffer ikke tænke. I datiden herskede der en afstand mellem "dannede mennesker" og "jævne folk" som i dag er svær at forstå. De dannede, dvs. godsejere, embedsmænd og borgerskab, så med største foragt på bønderne og deres politiske ledere, hånede deres omgangsformer, deres sprog, deres påklædning, i det hele taget deres "simple og bondske" livsform. Derfor skulle de politisk holdes fra fadet og i den øvelse havde de gamle magthavere et godt redskab i Landstinget. Landstinget var den konservative stopklods på Rigsdagen, fordi et indviklet valgsystem favoriserede de store ejendomsbesiddere i landet. Magtforholdet mellem Folketing og Landsting var heller ikke klart defineret i den grundlovsrevision, som var sket i 1866, hvilket kom til at betyde en lang og bitter forfatningskamp i Danmark. Så længe kongen og Landstinget var enige, kunne Folketingets flertal sprælle handlingslammet i de politiske tråde, de ellers så gerne ville trække i. De første træfninger mellem Højre og Venstre fulgte kort efter valget i 1872. Det lykkedes Venstre at gøre livet surt for et par højreministerier, men i 1875 udpegede kongen godsejer J.B.S. Estrup som statsminister eller konseilspræsident, som det hed dengang. Overmodige venstrefolk mente ikke, Estrups regering ville blive siddende længere end "fra høns flyver op, til høns flyver ned", men det skulle gå meget anderledes. Estrup sad i 19 år. Han havde ét overordnet politisk mål, og det var at holde Venstre fra magten. Godsejeren lå inde med en eminent evne til at spille de forskellige venstregrupperinger ud mod hinanden, og opførte oppositionen sig ikke passende, optrådte han gerne i rollen som den opdragende skolemester. Både Chresten Berg og mange andre, også på Viborgegnen, skulle snart få krabasken at føle! Med finansloven som trumfkort I folketingssamlingen 1884/85 mente Folketingets formand, Chresten Berg, at have fået så godt et greb om de forskellige fraktioner i Venstre, at han kunne sætte det afgørende stød ind mod Estrupregeringen. Estrup havde gjort landets forsvar til den store nationalpolitiske sag, der skulle samle alle fædrelandstro danskere. Folketinget skulle med finansloven bevillige pengene, både til 4

forsvarssagen og til statens almindelige drift. Bergs strategi var at udnytte Folketingsflertallet til at nægte vedtagelsen af en finanslov. Uden penge til statens drift måtte regeringen nødvendigvis gå af! Men Berg gjorde regning uden vært. Estrup lod sig ikke kyse. Folketinget blev sendt hjem den 1. april 1885 og i stedet udstedte statsministeren egenmægtigt en såkaldt provisorisk finanslov. Med dette skridt, som er det tætteste vi i nyere tid har været på et diktatur i Danmark, regerede han uanfægtet videre. Så kan det nok være, at tonen blev skærpet i venstrepressen. Holderne af Viborg Stifts Folkeblad kunne i de næste måneder læse lange referater fra utallige politiske møder landet over. Berg drog i forsommeren på en veltilrettelagt agitationsturné rundt i Jylland, og overalt stimlede bønderne sammen i tusindtal. På Mors talte han ved et grundlovsmøde til over 6.000 mennesker, og få dage senere mødtes han med 3-4.000 mennesker på markedspladsen i Holstebro. Overalt tordnede den stovte jyske bondepolitiker mod provisorierne og manede til sammenhold og udholdenhed, men reelt kunne det jo ikke skjules, at Venstre manglede et slagkraftigt modtræk mod Estrups konsekvente magtdemonstration. Selv om Viborg Stifts Folkeblad skildrede rejsen som et sandt triumftog for Berg, refererede avisen også enkelte kritiske røster. De fremkom blandt andet i Lemvig, hvor den unge højskoleforstander, Knud Thøgersen, argumenterede for, at der skulle "drysses mere salt og peber i den ret", som Venstre satte frem for Estrup. Thøgersen, der i øvrigt en kort periode i 1879 havde været Holms medredaktør på Viborg Stifts Folkeblad, blev nærmest hånet af Berg, men fakta var, at der i forsommeren 1885 i bondebefolkningen var kræfter, som i deres harme over Højres overgreb mod demokratiet var villige til at gribe til radikale modtræk. Det ene var at danne riffelforeninger, og det andet var en egentlig skattenægtelse. Det sidste skulle ske ud fra det logiske synspunkt, at skatteyderne ikke burde respektere en provisorisk finanslov, som var udstedt uden om Folketinget. Allerede i april 1885 skrev Folkebladet om riffelsagen og kunne de næste måneder berette om oprettelse af riffelforeninger også på Viborgegnen. På et møde i Gedsted i maj udtalte en af talerne, at riffelsagen var det væsentligste. "Et folk i våben kan nok indgyde respekt. Folket måtte kunne forsvare sig mod fjender udadtil og indadtil". Også skattenægterbevægelsens folk arbejdede på Viborgegnen. I november skrev en venstremand fra Hinge til Berg, at lokalkredsen havde besluttet at nægte at betale skat og nu ønskede at indkalde centralforeningen for at kunne optræde samlet i hele valgkredsen. Estrups stokkemetoder Venstres ledelse svigtede imidlertid de radikale kræfter i partiet, også den skattenægterbevægelse, som vel kunne have sat Estrup skakmat. Konseilspræsidenten optrådte til gengæld særdeles handlekraftig. Han tog hele statsapparatet i anvendelse for at knægte de politiske modstandere. For at banke venstresindede embedsmænd og skolelærere på plads udstedte han det såkaldte mundkurvecirkulære, hvorefter kritik af staten betød afsked. Riffelbevægelsen mødte han med forbud imod våbenøvelser og imod udlevering af rifler, og ved alle politiske møder holdt politiet et vågent øje med deltagerne. Efter at en gal typograf i København i efteråret 1885 havde forsøgt at skyde Estrup, oprettede han også et halvmilitært gendarmkorps, som blev stationeret overalt i landet. Politiske modstandere forsøgte han også at få ram på ved at slæbe dem for retten under anklage for injurier og majestætsfornærmelser. Viborg Stifts Folkeblad og Viborg Stiftstidende gav i 1885 hver deres version af de mange politiske retssager, hvoraf en del var lokale. Stiftstidende skrev således med skadefro om den tapre riffeldegn, der blev afskediget. Her drejede det sig om lærer Ravn fra Borup-Knudby, som også var folketingsmand, valgt på Mors. Ravn mistede sit arbejde, fordi han havde talt varmt for riffelsagen. Også den unge forfatterspire Jeppe Jensen fra Åkjær sad 17 dage og ruskede tremmer i 5

Viborg arrest. Jeppe Åkjærs brøde bestod i, at han på møder i Fjends og Salling havde beskyldt kirken for skinhellighed og argumenteret for republikken som statsform. En anden af de mere tragikomiske sager handlede om Pigen fra Løvel. Pigen Kirsten Simonsen var sammen med en ung strømpevæver en nat brudt ind i Løvel Forsamlingshus, hvor de tog en buste af Kong Christian d. 9, slæbte busten udenfor og slog hovedet af majestæten. Den hovedløse buste kom på plads igen, påført en seddel hvorpå der stod: Ned med ham! vor Frihed Leve! Den ungdommelige protest fik til følge, at de to unge venstrefolk blev anklaget for majestætsfornærmelse og idømtes henholdsvis fem og syv måneders fængsel. Folkebladet kaldte dommen et udslag af provisoriets abnormiteter. De to unge hørte til de politisk vakte i Løvelkredsen, og Kirsten havde været på de grundtvigske højskoler i Skals og Mellerup. Dommeren begrundede strafudmålingen med, at handlingen var af rå og brutal natur, og at de unge var blevet ophidsede og vildledte af al den uvorne politiske snak, som for tiden udbredes af omrejsende samvittighedsløse politiske agitatorer og ved hensynsløse, giftige artikler i Venstreblade. Adressen til Berg og Viborg Stifts Folkeblad var tydelig nok. I løvens hule Også andre små fisk i samfundspyramiden blev kvast. Sergent P. Poulsen, som var tjenestegørende ved 29. bataljon i Viborg, havde om aftenen den 9. juli 1885 i selskab med tre venstremænd sat sig ind på caféen på Preislers Hotel i Sct. Mathias Gade. Det var at bevæge sig ind i løvens hule. Inden længe var de tre venstremænd i en hidsig diskussion med en sekondløjtnant. Sergent Poulsen holdt sig fri af skænderiet, men på et tidspunkt opfordrede han kammeraterne til at forlade caféen, for, som han sagde, den var vist udelukkende for estruppere. Men episoden fik et ubehageligt efterspil for unge hr. Poulsen. Løjtnanten meldte ham til sin overordnede, idet han anklagede sergenten for at have grinet eller smilet af ham under skænderiet. Under det efterfølgende forhør forklarede et medlem af byens konservative club, som om aftenen var til stede på hotel Preisler, at han havde set Poulsen smile og hørt hans udtalelse om estruppere. Poulsen nægtede sig skyldig og nægtede at modtage nogen arbitrær straf, altså en militær straf uden dom. Herefter sad han i varetægtsarrest i fire dage, men fastholdt sin uskyld. Så fulgte tre krigsforhør, hvor hotelejer Preisler og medlemmet fra de konservative under ed bedyrede, at Poulsen den pågældende aften havde stået på kort afstand af løjtnanten og tilsyneladende smilet af ordvekslingen mellem løjtnanten og venstremanden. Anklageskriftet ved krigsretten lød på respektstridig optræden over for løjtnanten. Dommen blev ti dages mørk og ensom arrest til Poulsen. Efter de ti dage i hundehullet blev sergenten fremstillet for regimentschefen - og fik sin afsked! Inden han forlod regimentet fortalte en kaptajn ham, at Poulsen var et af de elementer, som kaptajnen ikke ville have tillid til, hvis en revolution brød ud i landet. Holstebroskandalen Den politiske sag, som kom til at vække størst opsigt i alle landets aviser i efteråret 1885, omhandlede selveste Folketingets formand, Chresten Berg. På sin store agitationsturné besøgte Berg som nævnt Holstebro, og her mødte politiet også op. Lige inden Berg skulle tale til de 3-4.000 tilhængere provokerede politimesteren forsamlingen ved at tage plads på tribunen lige bag taleren. Med ordensmagten pustende i nakken ville Berg imidlertid ikke tale. Publikum begyndte at pifte og råbe. Ordstyreren anmodede ham flere gange om at flytte sig. Den halsstarrige politimester blev blot siddende. Så skred arrangørerne til handling, idet ordstyreren og redaktøren af Holstebro Dagblad gik op på siden af politichefen, tog ham under armen og hjalp ham under tilskuernes jubelbrøl ned fra tribunen. 6

Denne håndgribelige hjælp til panserbassen førte til en grotesk retssag som endte med, at ikke blot ordstyreren og redaktøren, men også Berg blev idømt seks måneders simpel fængsel. Folk fattede ikke, hvori Bergs forbrydelse bestod. Det eneste, han kunne bebrejdes var en udtalelse om, at fjernelsen af politimanden var sket som en protest imod, at provisorierne uden spor af lov og ret besatte Venstres tribuner med deres politi. Man var harm i venstrekredse over uretten mod den efterhånden aldrende venstreleder, men lige lidt hjalp det. Søndag den 24. januar 1886 rullede politiet i en lukket drosche op foran folketingsformand Bergs private bolig for at bringe ham til afsoning i seks måneder i Blegdammens arrest i København. 7

Kapitel 3 Ilter lokalredaktør under dobbeltild I årene 1885 til 1894 fyldte det landspolitiske stof fortsat mest i Viborg Stifts Folkeblad, om end det i højere grad lykkedes redaktøren at dreje fokus på de lokale forhold. Anders Andersen, som sad i redaktørstolen på Viborg Stifts Folkeblad fra 1880 til 1903, var rund og gemytlig at se på, men skindet kan som bekendt bedrage. Nærlæsning af avisens lokalstof og af redaktørens private breve efterlader indtrykket af en farverig person, hvor humøret svingede og temperamentet gnistrede, hvis redaktøren blev tirret eller konfronteret med uretfærdigheder. Politik var for ham lige dele social anstændighed og demokratisk ligeværd, og målt med nutidens politiske målestok lå han et pænt stykke til venstre for vor tids venstrefolk i almindelighed. Givetvis spillede Andersens baggrund ind. Han blev født i Elsborg i 1845 som søn af en husmand. Faderen kom han knap til at kende, hvilket skyldtes krigen 1848 til 1850. Faderen drog af sted, og han blev en af de tapre landsoldater, som ikke vendte hjem, idet han døde på et lazaret i Flensborg i 1851. Slægten i Elsborg, som tilhørte den gudelige forsamlingsbevægelse, tog sig dog af knægten. Unge Andersens hoved var godt skruet sammen. Allerede som 16-årig blev han hjælpelærer i sognet, og senere sendte familien ham på et lille seminarium i landsbyen Lyngby på Djursland. I 1865 fik han sit første lærerembede i Haderup, to år senere træffer vi Andersen som lærer ved Viborg Borger- og Friskole. Straks efter ankomsten opsøgte han den lille kreds af grundtvigske folk som boede i købstaden; til kredsen hørte adskillige af de mænd, som få år senere satte sig for at stable både Viborg Stifts Folkeblad og en demokratisk partiforening på benene. Redaktør Andersens humør blev også påvirket af et dårligt helbred. Få år efter at han var flyttet til Viborg, blev han stærkt angrebet af tuberkulose. Overlægen ved sygehuset, stiftsfysikus Heiberg, fortalte ham uden omsvøb, at han måtte forudse en hurtig død, hvis ikke han snarest holdt som lærer. At en dødstrussel i perioder formørker sindet, kan man ikke fortænke et menneske i, men Andersen bed tænderne sammen og udførte det kunststykke at tage en juridisk embedseksamen med 1. karakter ved siden af lærerjobbet. Herefter nedsatte han sig som sagfører, og kort efter at avisjobbet kom til, opgav han stillingen ved kommuneskolen. Gå aldrig på akkord med uretten! Et redaktørjob på en oppositionsavis som Viborg Stifts Folkeblad under Estrupstyret i 1880'erne kunne nu også ligne en trussel mod helbredet. Andersen måtte fægte med pennen til flere sider, samtidig med at forholdet til bladets hovedaktionær, folketingsmand Berg i perioder var anstrengt. Fængselsopholdet gjorde Berg ondt. Naturligvis opmuntrede det ham, at 80.000 danske mænd og kvinder skænkede ham en folkegave på 45.000 kr. - et imponerende beløb i datidens penge - da han i fængslet fejrede sit sølvbryllup. Ved løsladelsen brusede en hyldest fra over 100.000 mennesker ham i møde ved fester i Helsingør og på Skamlingsbanken, men det var en svækket mand, de så på tribunen. I fængslet fik en begyndende sukkersyge rig næring; derfor var han fysisk svækket, og udsigten til aldrig at blive minister gjorde ham bitter og uforsonlig. I Folketinget ønsker stærke kræfter i Venstre forlig med regeringen for igen at få parlamentarisk indflydelse på lovgivningen, men Berg stod stejlt. Hans slagord blev "Gå aldrig på akkord med uretten!". Og da han erfarede, at en moderat fløj i Venstre i al hemmelighed forhandlede med repræsentanter for Estrupstyret, nedlagde han fortørnet sit hverv som formand for Folketinget. Al taktik i det "bergske" Venstre gik nu på at bekæmpe enhver tilnærmelse, uanset hvor udsigtsløs en sådan strategi måtte være. 8

For en "bergsk" lokal avisredaktør var det ikke let at manøvrere. På Viborgegnen marcherede venstrevælgerne ikke længere i samme takt. Landbruget var næsten tvunget i knæ af en voldsom økonomisk krise, mens Estrup brugte enorme summer på et militært fæstningsbyggeri i København. Bergs "de korslagte armes politik", som alene bestod i bulder af oratoriske udfald til højre og venstre, gavnede ingenting. En frafalden politisk kampfælle, Hørup, kaldte i Politiken Berg for "en ordinær Rumlepotte", og redaktør Andersen beklager i breve til Berg, at han var så enerådende og stædig. Redaktøren frygtede ligefrem, at Viborg Stifts Folkeblad ville blive ødelagt, hvis bladet fortsat skulle indtage en så krigerisk holding over for flertallet, som Berg dikterede. På egnen drøftede moderate venstrefolk allerede i efteråret 1887 at grundlægge et konkurrerende venstreblad. Andersens salut til Berg i et brev i december 1887 var, at han nok var venstremand, men at han ikke betragtede Berg, Høgsbro og andre venstreledere som ufejlbarlige. Ballade i valgkredsene Valgkampene i 1887 og 1890, som fik en tæt dækning i Folkebladet, blev kaotiske, om end resultaterne på lidt længere sigt skabte rene linier. I den konservative Viborgkreds havde højesteretsdommer Klein siden 1876 siddet solidt på mandatet; ham kunne Venstre ikke vælte, men til udsøgt fornøjelse for redaktør Andersen søgte højrefolk faktisk selv at gøre det under provisoriekampen. Årsagen var, at Klein antydede modstand mod provisorielovgivningen. Det ophidsede hr. Estrup, og han ønskede straks Klein væltet. Den lokale partiforening med Stiftstidendes redaktør Angelo i spidsen skulle gøre det beskidte arbejde, og med lidt besvær lykkedes det at få opstillet byens tidligere borgmester, herredsfoged Faber som Kleins modkandidat. Højreforeningens medlemmer var dog langt fra enige om at falde deres dygtige folketingsmand i ryggen, men Kleins forbliven på tronen blev bestemt af, at Venstre valgte at støtte ham både i 1887 og i 1890. Selv kunne de ikke vinde, og det næstbedste måtte derfor være en provisoriemodstander i fjendens lejr. Venstres hjemmebane, Løvelkredsen, var også mudret godt op på grund af indre strid. Den siddende folketingsmand, gdr. I. A. Thorup støttede i Folketinget Frede Boisens moderate linie, men mange fandt Thorup for vag. En kreds af vælgere opstillede derfor i 1890 gdr. N. Mousten fra Knudby som modkandidat. Mousten erklærede sig som tilhænger af Høgsbro, der især tegnede den moderate grundtvigske fløj i tinget. Ingen af kandidaterne passede i bladejer Bergs kram, og Viborg Stifts Folkeblads lokale redaktør sad derfor i en slem kattepine. Så en sen eftermiddag trådte et par venstrefolk fra Hjarbækegnen ind på redaktionskontoret. De to var i Viborg for at forhandle om at oprette et svineslagteri, men deres svikeærinde hos Andersen handlede om at få opstillet den unge husmand Anders Nielsen fra Tapdrup som kandidat for den bergske fløj. Redaktøren var straks fyr og flamme. Anders Nielsen ville bringe fornyelse. Det var en satsning, for han var kun 28 år og ikke særlig kendt i offentligheden, men i et par artikler i Folkebladet havde han vist udmærket politisk indsigt. Viborg Stifts Folkeblad gik derfor helhjertet ind i valgkampen på Anders Nielsens side. De to moderate kandidater brugte i valgkampen meget krudt på hinanden, og da valghandlingen var afsluttet stod Anders Nielsen som sejrherre. Viborg Amtstidende og redaktørfejden Anders Nielsens erobring af Løvelkredsen fik som konsekvens, at rumlerierne om at starte en ny moderat venstreavis på Viborgegnen blev realiseret. Initiativtagerne talte især støtterne bag den slagne folketingsmand I. A. Thorup, heriblandt en gruppe moderate erhvervsfolk i Viborg. For Viborg Stifts Folkeblads redaktør betød det tofrontskrig i den lokale bladfejde. Redaktør Angelo fra Stiftstidende havde i årevis benyttet enhver lejlighed til ramme Anders Andersen og Viborg Stifts Folkeblad. Angelo yndede også at stikke til afhængigheden af Kolding og Berg. Han kaldte Folkebladet for "Eksemplaret fra Kolding", og her ramte han et praktisk problem, som pinte 9

Andersen. Turen omkring Kolding betød nemlig, at redaktørens lokale nyheder blev halvgamle, inden avisen i landpostens sorte taske nåede ud på køkkenbordet hos læserne. Viborg Stiftstidende var næsten altid en dag forud, og nogle gange gik Andersen irriteret og ventede i flere dage, før han så sine Viborgnyheder på tryk. Hovedredaktøren Enevold Sørensen i Kolding skulle jo have det hele til at gå op i en højere enhed, når han havde fem aviser at jonglere med, og det vigtigste var altid at få bragt det fælles politiske stof. Chresten Bergs politiske agitation gik forud for alt andet. Redaktør Andersen mente dog til gengæld, at "Nummeret fra Nikolaigade" - altså Viborg Stiftstidende - "som bekendt til hverdagsbrug får sendt sit stof fra forskellige skrivekarle i København". At Folkebladet i dag i et vist omfang benytter sig af den samme trafik, er der så ingen lokale konkurrenter til at drille redaktøren med. Den megen ballade i Venstre frydede Angelo. Derfor var det rent guf for Andersen, at der opstod intern strid i den lokale højreforening, da Estrup forud for valget i 1887 ville have strittet folketingsmand Klein ud af tinget. Folkebladets redaktør skildrede, hvordan Angelos "priviligerede" højreavis forsøgte at holde sammen på partiet. "Som en høne klukker for at samle sine vildfarne kyllinger, således kagler den priviligerede nu for de venner og meningsfæller, der vil løbe deres egne veje". Andersen ville også gerne hjælpe sin "priviligerede kollega" med at finde en ny folketingskandidat for Højre i stedet for Klein. Han bragte i den forbindelse en historie om tre undslupne subsistensløse fra Viborg Arbejdsanstalt, som efter nogen tid blev pågrebet i Kjellerup. Den ene af de tre måtte imidlertid være en egnet kandidat for Højre, idet han i forbindelsen med anholdelsen "lod sit politiske lys skinne og holdt en så glimrende lovtale over ministeriet Estrup, at man skulle tro, han forberedte sig til at blive valgkandidat." Redaktør Angelo gik ind imellem direkte efter personen, og det gjorde ondt på Andersen, når han blev kaldt "pensionisten fra Leonigade". Redaktøren på Stiftstidende hentydede til, at Andersen gik på pension fra lærerembedet kort efter at han blev redaktør. Angelo undlod at nævne, at sygdom var årsagen. Tvistigheder havde redaktør Andersen også ret konstant med Viborg Amtstidende. Han kaldte bladet for "Hr. Angelos moderate ven" og "unge moderate kollega" eller "Sct. Hansgades Organ" og fik igen, at Folkebladet blot var "et aftryk". Amtstidende var dog i starten en farligere konkurrent end Stiftstidende, idet Folkebladet og Amtstidende fiskede efter de samme vælgere. Polemikken mellem redaktørerne på de to venstreblade blev da også så barsk, at det gav sig udslag i en snes injuriesager mod Andersen. Skovlen fik modstanderne dog ikke under ham; den snu redaktør kendte sin jura og blev altid frifundet. De hårde tørn Fra hver deres position i samfundet fik både Chresten Berg og Anders Andersen i 1880'erne på egen krop at føle, at det i de dage havde store omkostninger at kæmpe for et mere demokratisk Danmark. På redaktør Andersen gjorde det ondt, når hosten rev i lungerne, når sagførervirksomheden skrantede, når Angelo var perfid, når abonnenter svigtede og vælgere faldt fra. Ind imellem lå han og redigerede avisen fra sygesengen. I slutningen af firserne, da Anders Andersen som så ofte ventede, at han skulle dø, overdrog han hele ejerskabet af Viborg Stifts Folkeblad til Berg, men fortsatte som bladets stedlige redaktør. Snart skulle det vise sig, at Andersen alligevel var den mest robuste af de to. Om aftenen den 27. november 1891 deltog Chresten Berg i et udvalgsmøde sammen med de øvrige venstreledere. Han forlød mødet i vrede. Natten til den 28. november døde den store folkefører af et hjerteslag. 10

Kapitel 4 Folkebladets profil i 1890 erne Artikelserien om Viborg Stifts Folkeblad er nået til 1890 erne. I årtiet om mod århundredskiftet var Danmarksbilledet under forandring. Rundt i det åbne land dukkede stationsbyer, andelsmejerier og brugsforeninger op, i byerne lød larm fra nye fabrikker med dampmaskiner og rygende skorstene. Folkebladets redaktion i Leonigade forsøgte at ramme pulsen. Det var også fortsat en meget politisk avis, og det mærkedes, at man var på vej mod et systemskifte. En skarpere lokal profil Hvad fangede øjet, når Folkebladets læser om aftenen fik den daglige avis bredt ud på spisebordet i lyset fra petroleumslampen? Først og fremmest fik lokalstoffet for alvor fylde i halvfemserne. Lokalredaktør Andersen havde længe fornemmet, at avisens abonnenter ønskede at læse om andet end det politiske bulder i Rigsdagen. I breve skældte han ud over, at chefredaktøren i Kolding, Enevold Sørensen, bragte for mange fremmedord og for mange små intetsigende meddelelser fra udlandet. Han så gerne andet relevant stof ud over politikken, især ville han gerne selv have mulighed for at "vrøvle" noget mere om lokale forhold, herunder også notitser om brækkede ben og den slags. Det ville sælge bedre og give Folkebladet en styrket position over for Viborg Stiftstidende. Det sidste kneb det fortsat med. I 1881 var antallet af holdere kun omkring de 220, i selve Viborg by var der sølle 35, et yderst beskedent tal i en by, som i 1880 dog havde ca. 8.600 indbyggere. Den gamle embedsmandsby var en solid konservativ bastion, hvor Viborg Stiftstidende mønstrede over 1.000 holdere. To år senere havde Folkebladet dog fordoblet sit abonnementstal, men en jævn stigning blev i 1890 afbrudt af et fald, da den moderate fløj af Venstre stiftede Viborg Amtstidende. I 1895 lå abonnementstallet på godt 500, og først i 1905 passerede avisen 1.000 abonnenter. Byrådsdebat og andelsbevægelse Det var nu ikke alene efterretninger om uheldige viborgensere med benbrud og den slags, som Andersen efterhånden fyldte lokalsiderne med. Faktisk leverede han alsidig journalistik. Byrådsforhandlinger om byggeri af en ny kommuneskole (Østre Skole) interesserede avisen sig meget for, og redaktøren var ikke bleg for at skrive, at Viborg i mange år havde haft landets elendigste skoleforhold. Bygningen af det nye by- og amtssygehus for enden af Dumpen blev også fulgt tæt. Det samme var tilfældet med linieføringen af jernbanen gennem Himmerland fra Viborg til Løgstør og det politisk følsomme spørgsmål om flytningen af jernbanestationen i Viborg, væk fra Søndersø og til en placering helt ude vest for byen. For de fleste viborgensere var den nye placering forfærdelig langt væk fra alting. Viborg Stifts Folkeblad var naturligvis helt på det rene med, at landboerne udgjorde avisens vigtigste målgruppe. Og det der for alvor optog bønder i de år var landbrugskrise og andelsorganisering. Artikler om smøreksport og andelsmejerier, svineavl og foderstoffer bredte sig over stadig flere spalter, hvilket afspejlede, at den ny tids bonde var blevet en selvbevidst gårdmand. Landboerne organiserede sig for at styrke deres egen økonomi i en økonomisk vanskelig tid, men de valgte at gøre det i en form, der havde politisk brod mod højrestyret og samfundets gamle magthavere. De erobrede gennem sogneråd, sparekasser, indkøbsforeninger og produktionsvirksomheder den økonomiske og politiske magt i lokalsamfundet, og ved at organisere sig efter andelsprincipper markerede de en tydelig kontrast til det demokratiske underskud, som eksisterede på landsplan. Herved groede demokratiet i Danmark sig stærkt nedenfra. 11

Vilde dyr og forvildede heste De små sensationer, som fik det halve Viborg af huse, indfangede redaktør Andersen også, eksempelvis de dage i maj, hvor et stort menageri med over hundrede sjældne dyr kom til byen. Folk på gaden så de tunge vogne rulle ind fra nord op ad Reberbanen for at slå lejr på fælleden, hvor folk om aftenen kunne gyse i spænding under dyretæmmeren Mr. Williams dramatiske optræden mod kongetigre, løver og sorte jaguarer. Bagefter stimlede folk sammen foran de solide bure, hvor den ramme lugt af bjørn, ulv og hyæne rev dem i næsen. Videre bevægede de sig forbi legesyge aber og farvestrålende fugle, og kikkede frygtsom i kurver og kar med giftslanger og krokodiller eller de klappede forsigtigt zebraen og de to store elefanter. Død og ulykke var også dengang godt avisstof. En varm forårsdag i 1897 standsede kusken fra hotel Phønix hotellets vandvogn ved vejen ud for den store bypumpe ved Salonsøen. Vognen var forspændt to smukke sorte heste. Middagsvarmen gav tørhed i halsen, og kusken lod tømmerne hænge for at gå over i salonen efter et krus øl. Herfra bemærkede han, at hestene blev urolige og for at kalde dem til orden, gik han udenfor og råbte en hård kommando til dem. Effekten var modsat det tiltænkte. De blev forskrækkede og satte i et spring fremad ud i søen, hvor panikken greb dyrene, da vandet blev dybt i det smalle stræde mellem søerne, hvor strømmen tilmed var stærk. Den tunge vogn tog vand ind og trak i hestene, som panisk forsøgte at vende om. Herved blev de hjælpeløst viklet ind i seletøjet og druknede. Folk strømmede til for at se de livløse heste ligge ved Randersvej; blandt tilskuerne altså også Folkebladets reporter, der straks skildrede ulykken for læserne. Pengene fossede ud Politik fik læserne naturligvis fortsat serveret i halvfemserne, selv om oppositionen var sendt ud på en lang ørkenvandring. Et triumferende højreministerium havde revet spundsen af statskassen og lod enorme pengebeløb fosse ud til bygning af fæstningsværker ved København. Estrups store forsvarsprojekt, der skulle samle alle fædrelandstro mænd og kvinder, bestod i at anlægge både en land- og en søbefæstning omkring hovedstaden. Alt sammen skete gennem provisoriske love. Byggeriet begyndte i 1886 og stod færdigt i 1894. Prisen var enorm, omregnet i moderne penge mange milliarder. I 1890 slugte militærudgifterne halvdelen af statsbudgettet, og med rette spurgte Politikens redaktør, Viggo Hørup: "Hvad skal det nytte!" Den store nabo i syd, Tyskland, så på "de dumme Dänens" bolværksbyggeri med overbærenhed og undren. Sandheden var i al sin enkelthed, at forsvarsanlægget blev forældet allerede under opførelsen! En hastig teknologisk udvikling af svært artilleri gjorde, at København i tilfælde af et angreb ville være lige så åbent et bombemål som i 1807, hvor englænderne skød byen i brand. Politikeren fra Tapdrup - det lokale håb Kan et lokalt dagblad forme en politikers karriere? Ikke i dag, hvor pressen til gengæld hurtig kan undergrave den. For hundrede år siden stod sagen lidt anderledes. Det var Løvelkredsens unge folketingsmand, husmand Anders Nielsen fra Tapdrup, et godt eksempel på. Han var tæt på at være Viborg Stifts Folkeblads opfindelse ved valget i 1890, og i 1890 erne fulgte læserne gennem bladets spalter Anders Nielsens politiske indsats på tæt hold. Folkebladet var fortsat en politisk meget aktiv oppositionsavis og mellem folketingsmanden fra Tapdrup og Anders Andersen, Folkebladets redaktør, opstod et godt venskab som betød, at lokalredaktionen fik mange nyttige informationer hvisket i øret om interne spilfægterier i Folketinget. Til gengæld gav avisen jævnligt spalteplads til Anders Nielsens politiske artikler. Alt sammen godt stof for Folkebladet i den interne polemik med Stiftstidende og Amtstidende. Anders Nielsen kom i Rigsdagen hurtig på bølgelængde med en anden af den nye generation af Venstrepolitikere, nemlig I.C. Christensen fra Stadil ved Ringkøbing. Christensen-Stadil greb roret 12

efter Berg, fik dannet Venstrereformpartiet, og Anders Nielsen var ham en højt kvalificeret medspiller. De to sad sammen i finansudvalget fra 1892, og da I.C. ved systemskiftet i 1901 fratrådte som formand, tog Anders Nielsen over. Efter Bergs død i 1891 forsøgte den moderate fløj af Venstre under Frede Bojsens ledelse krampagtigt at flikke forlig sammen med Højre. Det lykkedes i 1894, men prisen var dyb splittelse i oppositionen. De moderate enedes med Højre om den første moderne sociallovgivning herhjemme, de enedes om lempelser for det betrængte landbrug og de enedes om en række nye private jernbaner. Alt sammen godt nok, både Højre og de moderate så en trussel fra den spirende arbejderbevægelse og ville med sociallovgivningen tage brodden af kritikken herfra. Under det hele lå tilmed en gensidig forventning om, at Estrup gik af og at landets love, inklusiv finansloven, igen skulle vedtages af Folketinget. Alligevel faldt tingene fra hinanden for de moderate. Forliget i 1894 kom i befolkningens øjne til at legitimere både de afholdte forsvarsudgifter og provisorielovgivningen. Vælgerflertallets hovedkrav om parlamentarisme hagede de moderate sig ikke ordentligt fast i, og det var en katastrofe for dem, at der skulle gå over fire måneder, før Estrup besindede sig til at gå af. Kongen udpegede tilmed på ny et rent højreministerium, selv om der kunne have været dannet en flertalsregering af Højre og moderate. Blotlæggelsen af Det moderate Venstres svaghed gav igen fremgang for det bergske Venstre og med Anders Nielsen som ny politisk komet på tinge svingede pendulet på Viborgegnen markant over til Venstreformpartiet. Skridt for skridt styrkede Viborg Stifts Folkeblad derfor sin position over for de to lokale konkurrenter. Da redaktør Andersen gik på pension i 1903 stod avisen som næsten enerådende i Viborgs opland. Tilbage stod erobringen af de konservatives højborg, Viborg by. Dette måtte blive efterkommernes sag. Den efterhånden aldrende redaktør trak sig tilbage til hjemmets trygge arne. Det var lykken for ham. Andersen var gift to gange. Som ung havde han været forlovet med Karen Marie, en søster til forstander Jens Bek på Mellerup Højskole. Et eller andet kom i vejen mellem de to, så forlovelsen blev brudt, og en tid efter at Anders Andersen var kommet til Viborg, blev han gift med Marie Jensen fra Sct. Ibs Gade. De to fik seks børn sammen og nåede at fejre sølvbryllup. Marie døde sidst i halvfemserne, og efter en tid fandt redaktøren på ny sammen med sin første kæreste. Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke. 13

Kapitel 5 De nye tider Ved begyndelsen af det 20. århundrede herskede der i den vestlige verden en optimistisk tro på, at teknik og videnskab ville skabe velstand og lykke for menneskeheden. Den pulserende industri frembragte imponerende resultater, som det til overmål blev demonstreret ved Verdensudstillinger rundt i Europa. Også i Viborg boblede optimismen. Befolkningstallet steg markant og gaderne nær den nye banegård var en driftig byggeplads for et nyt industrikvarter med Bentsens Klædefabrik, Schneevoigts Maskinfabrik, Viborg Vatfabrik, Kroghs Tobaksfabrik og Viborg Svineslagteri som de største arbejdspladser. Fundamentet under Viborgs erhvervsstruktur institutionerne blev også udbygget i disse år. Sindssygehospitalet udvidede kraftigt i 1905-06 med en række bygninger langs søbredden, Hedeselskabet flyttede til byen i 1906, i 1908 kom Asmildkloster Landbrugsskole, i 1909 Jyske Brigadestab og i 1914 fulgte 2. Generalkommandos stab. Nye koste.. På Viborg Stifts Folkeblad havde man meget at glæde sig over. Læserskaren voksede. På landsplan triumferede Venstre med systemskiftet i sommeren 1901 og bladet skulle nu sammen med de øvrige aviser i den Berg ske familie dreje kursen fra at være kritisk opposition til at blive regeringstro talerør. Og om den nye regering var der meget at skrive. Frem til 1908 gennemførte Venstre under I.C. Christensens ledelse en reformlovgivning, som berørte næsten alle sider af samfundslivet: et nyt skattesystem, ny kommunallovgivning, et nyt undervisningsvæsen, et ændret retsvæsen, nye toldlove og nye kirkelove. Internt fejede forandringens vind også gennem det lokale bladhus. Anders Andersen overlod i 1903 redaktørstolen til den kun 25-årige R. K. Bertelsen, og i forbindelse med skiftedagen indrettede bladet sig i nye lokaler i St. Sct. Mikkels Gade 21. Folkebladet fik her sit eget trykkeri og viklede sig derved ud af de besværlige bånd til Kolding Folkeblad. Unge redaktør Bertelsen kendte ganske meget til avisdrift. Han var uddannet som typograf på Herning Folkeblad, hvorefter han i to vintre gik på Askov Højskole for at udvikle skrivekunsten. Karrieren fortsatte som journalist på et par venstreblade og sidste station inden Viborg var jobbet som redaktionssekretær på Ringkøbing Amts Dagblad. Bertelsens håndværksmæssige kunnen blev brugt til at gøre avisen mere overskuelig for læseren. Bladet fik faste rubrikker med overskrifter som Den vide verden, Fra vor læserkreds, Folketinget, Med den spidse saks, I dag telegraferes til os og Vejret. Under rubrikken Med den spidse saks fandt læserne eksempelvis spøjse historier om mærkelige hændelser, men også sladderhistorier. Politisk rykkede bladet et skridt eller to mod højre. Her fulgte avisen kompasset i landspolitikken, hvor Venstre drejede så meget, at venstrefløjen knækkede af og blev til Det radikale Venstre. Samtidig stormede Socialdemokratiet frem ved valg efter valg. "Nu dage det brødre " I Viborg samlede arbejderbefolkningen sig også omkring det voksende Socialdemokrati. På Folkebladets redaktionskontor så man skriften på væggen, da Viborg Amts Socialdemokrat begyndte at udkomme i 1902. Gamle redaktør Andersen havde ellers ofte talt for et fælles ansvar over for de svageste; og tilbage i 1889 havde Venstres Vælgerforening i Viborg ligefrem skænket et 14

pænt pengebeløb til de nødlidende arbejdere i København. Foreningen opfordrede dengang også til fortsat indsamling vinteren igennem, "så man kan få lejlighed til at vise, at frihed og lighed er mere end mundsvejr". Endnu ved byrådsvalget i Viborg i 1906 var der valgsamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, men så var det også slut. Tonen mellem de to redaktører, Bertelsen på Folkebladet og redaktør Lauritsen på Socialdemokraten, blev efterhånden uforsonlig. Sidstnævnte mente, at Viborg Stifts Folkeblad efter redaktørskiftet havde undergået en kendelig forandring, men desværre ikke til det bedre: Det bergske familiepapir i Viborg er kommet langt ned siden den unge Bertelsen overtog ledelsen efter gamle skikkelige Andersen. Det blad, som for kun få år tilbage var et af de mest arbejdervenlige på egnen, er nu kommen så langt til den anden side, at intet middel synes det for smudsigt, når det blot kan tjene til at skade arbejderne. Hr. Bertelsens mening om arbejderne synes at være, at de er slyngler alle til hobe!. Efter den salut sluttede Lauritsen med at opfordre alle arbejdere og småkårsfolk til at kaste smudsbladet altså Viborg Stifts Folkeblad - på døren og i stedet abonnere på det blad, som talte deres sag. Dermed var åbnet en ny front på den politiske slagmark i Viborg mellem de to partier, som skulle få størst indflydelse på samfundsudviklingen i det 20. århundrede. "De levende billeder" Teknologien gav hele tiden nye fantastiske oplevelser til befolkningen. Den 27. oktober 1906 afslørede Viborg Stifts Folkeblad en ny sensation: Kosmorama et såkaldt teater for levende billeder åbnede i Gl. Klub (det nuværende Palæ) i Sct. Mathias Gade. Hele biografens program var trykt i avisen, og bladets reporter og godt 200 andre viborgensere sad spændt i bigrafens halvmørke ved premieren. Og hvad fik de så for den 25-øre, som biografbilletten kostede? Først en tårevædet film med titlen Desertøren som skildrede livets forlis for en ung mand på grund af en troløs sangerinde. Den underskønne sangfugl gjorde manden til både tyv og desertør, han måtte flygte, men blev fanget, degraderet og kastet i fængsel. Her besøgte faderen ham, men ungersvenden var åbenbart så langt nede i depressionens dybe kælder, at det endte galt. Sidste afsnit i filmen hed i alt fald Afsked og Det sidste skud! Efter dette blodige drama fulgte en filmstrimmel om Kong Haakons ankomst til København, og forestillingens tredje film hed Fast i sadlen. Her blev publikum taget med til Alpernes land, hvor det italienske rytteri satte en ære i at udvise mod og dødsforagt under deres rideopvisninger i bjergene. Endnu to små film fulgte, før de fortumlede gæster ilede hjem for at fortælle alle, der gad høre, om den fagre nye verden. Filmen blev hurtig en del af Viborgs kulturliv, og tilmed fik de levende billeder fat i den brede befolkning. Inden tre år var gået havde byen hele tre biografteatre. Folkebladet bragte fast annoncer for dem alle. En tur i biffen blev efterhånden en billig fornøjelse, som ikke krævede fint tøj og store forberedelser, og snart flokkedes under lygteskæret ved indgangen både håndværkssvende og læredrenge og tjenestepiger med deres kærester. En times tid kunne de så falde hen i drømme til en sentimental kærlighedsfilm eller sidde med bævende læber og svedige hænder og følge heltens vilde ridt over prærien i forsøget på at befri pigen, som skruppelløse skurke havde bundet til jernbaneskinnen foran det frembrusende eksprestog, - og drage et lettelsens suk, når han i sidste øjeblik nåede frem og fik revet heltinden til sig for at lægge hende ind til sit hjerte. Teaterfest og krigstorden Det højtidelige og stilfulde var naturligvis fortsat en del af Viborg, men også i de finere kredse var der sprælskhed at spore i århundredets begyndelse. Det kom eksempelvis til udtryk ved teaterfesten i 1909. Byen havde omsider fået en ny teaterbygning, tegnet af en lovende ung arkitekt, Søren Vig Nielsen. Nu skulle der skaffes penge til udsmykningen. Overlæge Videbech foreslog en gigantisk 15

folkefest i byen, en ide, som straks fængede. Viborg Stifts Folkeblad skrev næsten dagligt om planlægningen fra midten af juni og til festen bragede løs i dagene fra 10. til 12. juli. Hæren af frivillige talte 500 mand eller 5 % af byens befolkning, og godt 10.000 mennesker deltog i festlighederne. Glansnummeret var det gigantiske vogntog gennem byens gader. Over 40 udsmykkede vogne deltog, flest håndværkervogne, men også fiskeri, mølleri, gartneri, landbrug og skovbrug var med. Folkefesten på Borgvold blev den største byfest, nogen kunne huske at have set. Hele anlægget var et virvar af boder, skydetelte, bazar, tombola, roulet, karrusel, cirkus, koncert, sigøjnerkor, varieté og optræden af dresserede frøer, og halvøen bag Salonen var omdannet til en øde ø for Robinson Crusoe og hans gode kammerat Fredag. Byfesten sluttede med dans og fyrværkeri. Igen i 1914 beredte Viborg sig på fest, tilmed af internationalt tilsnit, idet byen var vært for Verdensmesterskaberne i skydning. Konkurrencen forgik på skydebanerne i Undallslund. En del af skytterne var militærfolk fra de europæiske stormagter, som i Viborg mødtes til fredelig kappestrid. På stævnets femte dag mødte kong Christian X op for at træffe idrætsfolkene og alt åndede fred. Men to dage før mesterskaberne sluttede, bragte Viborg Stifts Folkeblad ildevarslende telegrammer om optræk til storkrig. Østrig-Ungarn truede Serbien, og fra Rusland lød sabelraslen. Deltagerne fra de forskellige europæiske lande ilede hjem, og snart efter mobiliserede Rusland, Tyskland, Frankrig og England. Første Verdenskrig var brudt ud. Fremskridtstroen fik sit knæk, vanviddet tog sin begyndelse. Teknologien skulle til gengæld vise sig at være særdeles effektiv, også når målet var at sprede død og ødelæggelse! 16

Kapitel 6 I krigens skygge Under den første Verdenskrig, som varede fra 1914 til 1918, holdt Danmark sig neutral. Alligevel blev alle berørt af det blodige opgør mellem stormagterne, hvilket næsten dagligt kom til at præge overskrifterne i Viborg Stifts Folkeblad. Ikke mindst avisens fyldige dækning af krigsfangelejren ved Hald Ege gav debatstof til borgerne. På søndage lå Folkebladets redaktion og trykkeri som regel stille hen. Søndag den 2. august 1914 var en grum undtagelse. Denne morgen arbejdede journalisterne på højtryk og typograferne stod og trippede i trykkeriet. Et ekstranummer af avisen var på vej; de store overskrifter fortalte hvorfor: "Krigen er udbrudt", "Den danske sikringsstyrke på 18.000 mand indkaldes." I dagene op til Første Verdenskrigs udbrud trykte Viborg Stifts Folkeblad en stadig strøm af urovækkende telegrammer, som tikkede ind fra Europas hovedstæder. En katastrofal kædereaktion var i gang. Den militære automatik blev aktiveret, da Østrig-Ungarn sendte Serbien et ultimatum seks uger efter, at dobbeltmonarkiets tronfølger var blevet myrdet i Sarajevo. Serbien mobiliserede, det samme gjorde Østrig-Ungarn, og da de europæiske stormagter var bundet op af indbyrdes alliancer, rullede lavinen uden nogen formåede at kontrollere den. Rusland støttede Serbien og mobiliserede sin millionhær, Tyskland var i alliance med Østrig-Ungarn og svarede igen ved at erklære Rusland krig. Ruslands alliance med Frankrig fik franskmændene til at mobilisere. Tyskland svarede igen med at erklære Frankrig krig, og da den tyske hær gik ind i det neutrale Belgien kom Englands krigserklæring til Tyskland og Østrig-Ungarn. De færreste forstod, hvad der egentlig skete, og det er meget forståeligt, for storkrigen var fuldstændig meningsløs. Dødens slagmark I de første dage og uger trøstede de fleste hinanden med, at krigen snart var ovre. Typisk i den forbindelse var en artikel i Viborg Stifts Folkeblad allerede 3. august. Her opregnede journalisten, at de europæiske stormagter tilsammen mønstrede hære på i alt 19 millioner mand. At sende hærstyrker af de dimensioner i felten måtte hurtig skabe mangel på både penge og levnedsmidler, og derfor kunne krigen ikke blive langvarig. Aviserne ventede et stort afgørende slag. Virkeligheden blev, at de europæiske millionhære gravede sig ned i skyttegravene i en udmattelseskrig, som kom til at vare i fire år. Teknologiens nye effektive våben gjorde krigen til rene menneskeslagtninger. Eksempelvis indledte briterne en offensiv ved floden Somme den 24. juni 1916. I otte døgn sendte de uafbrudt artilleriild fra mere end 1.500 kanoner mod de tyske stillinger. Men da de engelske soldater den 1. juli blev beordret i stormløb mod fjendens sønderskudte forsvarsværker, dukkede tyskerne op fra bombekraterne med maskingeværer, håndgranater, bajonetter og giftgas. Inden den hede sommerdag var ovre, havde briterne mistet 60.000 mand, hvilket svarede til, at fire mand hvert tredje sekund blev slagtet. Kampene fortsatte i fire og en halv måned, og resultatet blev, at tyskerne trak sig nogle få km tilbage. Tabstallene under slaget ved Somme var på 1.300.000 mand, heraf var de 600.000 tyskere. Viborg Stifts Folkeblad gav en fyldig dækning af krigsbegivenhederne. Avisen trykte også nogle meget efterspurgte krigskort, hvorpå læserne med knappenåle kunne markere frontlinierne. Den hjemlige situation som følge af krigen fyldte naturligvis også meget. Mange soldater i den indkaldte sikringsstyrke blev stationeret i Viborg, og det gav liv i byen. En mere ubehagelig side af viborgensernes hverdag var, at priserne steg, og der blev mangel på brændsel og råvarer. 17

Den enes død Men som bekendt tjenes der under krige også penge på andres ulykke. Derom vidnede blandt andet Folkebladets beretninger fra hestemarkederne i Gravene. Prisen på heste steg og steg, alle de arbejdsheste, egnens bønder kunne undvære, kunne afsættes til de tyske opkøbere. Der var markedsdage, hvor ikke alle landmænd nåede ind på markedspladsen i Gravene med deres heste, før dyrene var solgt, og fra banegården rullede kreaturvogn efter kreaturvogn fyldt med heste af sted mod syd, hvor mange af de jyske heste endte deres dage som trækkraft for tyske artillerikanoner. Flere af byens større virksomheder skummede også fløden i disse år. Dollerup Mølles Tricotagefabrik fik store ordrer på uldent undertøj til den russiske armé, og Kroghs Tobaksfabrik eksporterede betydelige mængder af cigaretter til Rusland og Polen. Alt gik strygende en tid; Krogh byggede cigaretfabrikken Norden i Gothersgade i 1914 og i 1917 opførtes en helt ny tobaksfabrik med plads til 900 arbejdere på A.S. Ørstedsvej. Men samme år erklærede tyskerne uindskrænket ubådskrig, og det ramte hårdt. Importen af råtobak fra USA hørte næsten op, og Krogh var så meget i klemme, at han i foråret 1918 købte 70 tdr. land jord på Vestermarken for her at dyrke tobak. Men solens stråler spreder mere varme over Virginias frodige røde muld end over Vestermarkens skarpe sand, og flere hundrede tobaksarbejdere blev fyret i krigens sidste år. De røde barakker i Hald Krigsfangelejren i Hald Ege var et andet emne, som Folkebladet kom til at skrive meget om i de sidste krigsår. Mange danskere følte, at Danmark burde yde en humanitær indsats som tak for at være friholdt fra krigens rædsler. Den danske Regeringskomite for syge krigsfanger, som blev dannet i august 1916, var en frugt af denne folkestemning. Formålet var at internere syge krigsfanger, som var blevet taget under kampene på østfronten. I de overfyldte krigsfangelejre, hvor de syge fanger levede under umenneskelige forhold, skulle lægerne udvælge nogle, som havde en reel chance for at overleve, og transportere dem til lazaretlejre i det neutrale Danmark. Viborg Stifts Folkeblad bragte den 12. september 1916 regeringens planer om at bygge krigsfangelejre; den ene i Horserød hegn og den anden ved Hald. Hald blev valgt, fordi den tidligere militære lejrplads lå isoleret ved en skov, men i kort afstand fra en by og fordi der var let adgang til elektricitet og til rigeligt og godt drikkevand. Folkebladet kunne oplyse, at en stor baraklejr med plads til i første omgang 1.200 soldater, vagtmandskab og hospitalspersonale skulle opføres i løbet af de næste måneder. Planerne gav genlyd i byen. Ængstelse blandede sig med forventning. En by af barakker til et par tusind mennesker ville kaste en masse indtægter af sig. Men hvad med rygterne om de mange ondartede epidemier, som krigsfangerne slæbte med sig? Eller var det overhovedet rimeligt, at Danmark nu skulle give husly og pleje til preussiske soldater, og ville der ikke være spioner eller kriminelle elementer blandt de fremmede? Mens snakken gik, var der håndværksmestre, som kendte deres besøgelsestid. Tømrermester C. W. Jensen fik hovedentreprisen med at opføre barakbyens 66 svenskrøde træhuse og blev velhavende på det. 250-300 tømrersvende havde han i sit brød, og de kunne stryge nogle endda meget pæne akkorder, idet husene skulle være færdige på ganske få måneder. Philipsen & Co. stod for anlæg af vandforsyning og elektricitet. Også andre håndværksmestre fik deres del af kagen, mens arkitekt Søren Vig Nielsen blev den daglige tilsynsførende på byggeriet. Folkebladet dækkede gennem flere artikler det hektiske byggeri, og måske anes mellem linierne en smule forargelse over, at krigsfangelejren for en del af byens håndværkerstand blev en malkeko, gennem hvis struttende yver de hele foråret 1917 malkede staten. 18

Den tredie dag i maj 1917 kom det første hold af krigsfanger til lejren. Offentligheden havde ikke adgang, så Folkebladets journalist gav en detaljeret skildring af modtagelsen af syge og forkomne soldater. Det blev også til et par interviews, inden soldaterne blev fordelt mellem den tuberkuløseog den kirurgiske afdeling, hvor der ventede lægelig behandling og pleje. 18. maj kom det andet hold, og yderligere tre hold fulgte, indtil lejren var fyldt med 1.200 fanger. Senere på året kunne de første sendes hjem og give plads til nye. En broget flok var der tale om, især talte soldaterne fra det østrig-ungarske kejserriges mange nationaliteter. 12 sprog taltes i lejren, da der var flest. Erotik i Egeskoven De mange avisartikler fra lejrlivet beretter om taknemmelige soldater, men problemer var der naturligvis. Frygten og lidelserne i skyttegravene og det usle liv i fjendens fangelejre med underernæring og hårdt arbejde havde efterladt mange i en stærk uligevægtig sindsstilstand, og en smule larm eller et tordenvejr kunne få dem til at gå bersærk. Viborg Stifts Folkeblad så imidlertid med stærk kritiske øjne på en bestemt gruppe fanger, nemlig de tyske officerer, der opførte sig ubehøvlede og opblæste over for de menige danske vagtsoldater. Harmen tog til, da bladet erfarede, at officererne kunne færdes frit i Egeskoven, ikke mindst fordi der fandt livlig aktivitet sted under træerne, når mørket faldt på. Sagen var, at lejren tiltrak damer, som tilbød officererne intime tjenester mod passende betaling. Balladen, som Folkebladet rejste, fik politiet til at udstede en plakat, der forbød opløb ved lejren. Det hjalp tilsyneladende, og i det sidste krigsår var avisens holdning mere forsonende over for fangelejren. 19

Kapitel 7 Viborg Stifts Folkeblad i mellemkrigsårene I november 1927 døde redaktør Bertelsen i en alder af kun 47 år. En måned tidligere havde Viborg Stifts Folkeblad fejret 50 år jubilæum, og Bertelsen efterlod et blad, som var vokset til at være egnens største. Da han overtog redaktørjobbet i 1903 havde det godt 1.200 holdere; det lykkedes ham i de forløbne år at seksdoble tallet. Forholdet til bladets ejere, den Bergske familie, var også uden de store gnidninger, idet ejerskabet klogeligt gav de lokale bladhuse frie journalistiske tøjler. Bertelsens afløser, Theodor Wellejus, var en ganske anden type redaktør. Skønt han i 1937 gik ind i lokalpolitik, var det ikke længere det politiske stof, der i samme grad som tidligere prægede bladet. For megen politik og nationaløkonomi kedede læseren, mente han. Tiden var ellers til politisk stillingtagen. Tyverne blev et årti med en masse ballade på arbejdsmarkedet; strejker og lock-outs vidnede om store spændinger og skandaløse bankkrak rystede finansverdenen. I efteråret 1929 kom så det store børskrak i USA og den økonomiske depression bredte sig over den vestlige verden. Virksomhedslukninger, tvangsaktioner i landbruget og lange køer af ledige arbejdere foran anvisningskontorerne i de grå morgentimer fulgte i kølvandet. I 1933 kom Hitler til magten i Tyskland og fascismens og nazismens grimme spøgelse begyndte at kaste dystre skygger ind over Danmark. Kursiven Wellejus bidrog helst med positivt avisstof. Han kendteste bidrag var den daglige kursiv, en fast rubrik, hvor han almindeligvis over en spalte eller to gengav et uddrag fra en bog, en artikel eller en tale. Kursiven skulle indeholde et budskab, gerne af almenmenneskelig betydning og helst opbyggeligt. Wellejus så gerne, at den daglige avis gav læseren en hyggetime med læsestof, der varierede med nyheder, underholdningsstof og meningstilkendegivelser. Redaktøren var da også selv et meget musisk menneske, som dagligt satte sig til klaveret for at lade tonerne klinge gennem huset. Danmarks mest musikalske redaktør var tillige altid på jagt efter trykfejl, både i egen og andres aviser. Jagten resulterede i øvrigt i, at han udgav bogen Sætternissen som Robert Storm Petersen illustrerede. Kvinden og hjemmet Fra april 1930 gik Viborg Stifts Folkeblad fra fire sider i stort format til otte eller 12 sider i det format, vi kender i dag. Dagbladet fik tillige en mere læservenlig opsætning med overskrifter, underrubrik og mellemrubrikker samt ganske mange illustrationer. En populær nyskabelse var den ugentlige side Hjemmet og Kvinden. Her var modetips, madopskrifter, sy- og strikkeopskrifter, gode råd om forårstræthed og vitaminer, storvask og meget mere. Bag de fleste småartikler, tips og råd lå erkendelsen af, at det var knaphedstider i landet. Aflagt tøj kunne syes om og piftes op ved hjælp af små modetips og med en fornuftig husholdning kunne den dygtige husmor få det hele til at se pænt og ordentligt ud, selv om der var småt med penge i familien. Under rubrikken Huslig praktik for den tredje uge i marts 1934 fik den kvindelige læser f.eks. anvisning på, at leverpostej opbevares bedst i et tyndt lag fedt: Smør fedtet ud med en kniv på alle sider, glem ikke kanterne!" hed det formanende. Til ugens madplan foreslog skribenten, at husmoderen til forloren hare købte oksehjerte i stedet for fars for herved at spare lidt, og af ugens brødlevninger kunne hun koge brødsuppe, der skulle sies og smages kraftig til med saft, eller hun kunne vælge at koge rabarber med brødet. Brødgrøden var foreslået til 20