Isaac Melan Borgerskab som Tobaks-Planteur udi Roeskilde 1725

Isaac Melan Borgerskab som Tobaks-Planteur udi Roeskilde 1725 Af Halvor Petersen De første fransk reformerte kolonister ankom til Fredericia i 1719 for at ernære sig som tobaksplantører. 30. september 1720 talte kolonien 93 personer, som 15. november 1720 fik deres privilegier. Flere af kolonisterne udvandrede snart til andre af landets købstæder. Rigsarkivet. Der var spredte tilløb til at avle tobak i Danmark i slutningen af 1600- tallet. Således blev Rådmandsvænget i Roskilde brugt som tobaksvænge i 1682 af købmand og rådmand Nicolai Nielsen. 1 Det vides ikke, hvorfra han havde den nødvendige kendskab til dyrkning af tobak, men det er tænkeligt, at han har benyttet sig af en kyndig tobaksplantør fra udlandet. Under Ludvig 14. ophævedes i 1685 forordningen, der havde garanteret de fransk reformerte huguenotterne religionsfrihed. Det blev indledningen til, at de i stort tal flygtede fra Frankrig. Flere tusinde fandt et sikkert tilflugtssted i Brandenburg i Nordtyskland, hvor de bl.a. ernærede sig ved tobaksdyrkning. Da indførslen af udenlandsk tobak i Danmark stadig voksede, inviterede regeringen i 1719 reformerte specialister i tobaksdyrkning fra Brandenburg til landet, hvor de på fordelagtige vilkår fik mulighed for i Fredericia at avle tobak på korrekt måde og i større målestok, end det hidtil var sket herhjemme. I foråret 1720 var der ankommet 44 refor- 39

merte kolonister til Fredericia, og 30. september talte kolonien 93 personer. Da en uddannet tobaksplantør kunne skabe sig en fremtid i andre danske købstæder, drog flere af de reformerte plantører videre fra Fredericia til bl.a. Roskilde. Ved folketællingen i 1753 boede fem reformerte tobaksplantører med deres familie i byen. Allerede i 1723 befandt de reformerte tobaksplantører Jacob og Isaac Melan, der formentlig var brødre, sig i Roskilde, hvor en datter af Isaac Melan og hans hustru Anne Seller blev døbt Anne Catharina i domkirken 3. november. Jacob Melan stod fadder ved dåben. Han var blandt de første kolonister, som ankom til Fredericia i 1720. Her vandt han 18. april 1721 borgerskab, idet han angav at ernære sig med skomagerhåndværk og tobaksplanten. 18. marts 1723 opsagde han sit borgerskab for at rejse til Roskilde. 2 Isaac Melan har senere fortalt, at han var kommet fra Brandenburg til Fredericia, hvor han kun havde opholdt sig en seks ugers tid, før han drog videre til Roskilde. 3 De to tobaksplantører havde bopæl i Sankt Ibs rode 1724-25. 4 Her havde en tobaksplantør Jochum Palman af ukendt nationalitet sin plantage i 1721. Han er blevet kendt for i 1722 at leje loftet i Roskilde rådhus til ophængning af tobaksblade, der skulle tørres. 5 Da den ældst bevarede skøde- og panteprotokol fra Roskilde er fra 1727-42, har det ikke været muligt ad den vej at få belyst Jacob og Isaac Melans eventuelle ejerforhold i Sankt Ibs rode. Muligvis har de boet hos og arbejdet for Jochum Palman, der udover at avle tobak også spandt tobak. 9. juli 1725 blev der afholdt offentlig auktion over Johan Caspar Seiferts sædevænge i Roskilde. Vænget lå vest for Vor Frue Stræde, øst for Store Allehelgens Stræde og nord for Bredgade og indeholdt 8 leje - boliger, en stald på 4 fag og et 6 fags teglhængt hus. Isaac Melan var mødt op og erhvervede ejendommen som højstbydende for 462 rigsdaler. 6 16. november 1725 fik han skøde på stedet. 7 5. december 1725 indfandt Isaac Melan sig i Roskilde rådstue og vandt borgerskab som tobaksplantør i byen. Samtidig fik Jochum Palman borgerskab som tobaksplantør og tobaksspinder. 8 Nu var Isaac Melan blevet i stand til at avle tobak i sit eget vænge i Roskilde, hvor han ved sin opførsel snart skulle skille sig uheldigt ud 40

Placeringen af Isaac Melans tobaksvænge markeret på Ehlers kort fra 1790-91. fra byens andre indbyggere. Jacob Kornerup har tidligere skrevet om en del af hans meritter i bogen Roskilde i gamle Dage, og i det følgende fortælles lidt mere om hans synderegister. 41

Den reformerte kirke i København. Trap, 1879. Tilknytning til den reformerte kirke i København De reformerte i Roskilde og Køge havde nær tilknytning til den reformerte kirke i København. Kirkebogen vidner om deres benyttelse af kirken ved dåb, vielse og begravelse. Isaac Melan og hans hustru Anne Seller fik som nævnt efter at være kommet til Roskilde en datter døbt i domkirken, men derefter gik turen til den reformerte kirke, når de skulle have et barn døbt. 3. november 1726 gjaldt det Elisabet og 5. september 1728 Anne. Så melder kirkebogen, at de først havde dåb igen 31. januar 1734, hvor Jacob blev døbt. I den mellemliggende periode figurerer imidlertid tobaksplantør i Roskilde Isaac Melan og hans hustru Anne Duriau i kirkebogen som forældre ved dåben af Marie 22. oktober 1730 og 42

Jeanne 18. maj 1732. Da der tilsyneladende kun fandtes én tobaksplantør med dette navn i Roskilde, er Anne Duriau formentlig identisk med Anne Seller. Da drengen Jacob lod vente længe på sig, leder navnet Duriau tanken hen på det franske ord for varighed durée. Efter Jacob melder kirkebogen, at Isaac Melan og Anne Seller fik døbt Susane 1. januar 1736 og Abigail 13. juli 1738. Da Isaac Melan døde 8. februar 1739, blev han begravet på den reformerte kirkes kirkegård. Dom for vold mod sognepræsts tjenestekarl En sommerdag i 1727 kom Jens Pedersen, der var tjenestekarl hos sognepræsten for Vor Frue kirke i Roskilde, gående ad vejen fra byen forbi Isaac Melans tobaksvænge. På ryggen bar han en ridehynde og et dækken og i hånden en pisk. Da Isaac Melan fik øje på ham, løb han efter ham, samlede sten op og kastede mod ham, da han mente at have set Jens Pedersen gå og slå hans tobaksplanter i stykker. Han indhentede ham og slog ham til jorden, bankede ham med næverne, slog ham med pisken og overøste ham med trusler. Sognepræsten anlagde sag mod Isaac Melan på sin tjenestekarls vegne, og byfogeden idømte ham 11. december 1727 efter lovens 6. bog 7. kapitel 8. artikel en bøde for stenshug, jordskuf og nævehug på tre gange trende sex lod sølv, samt for trusler 4 rigsdaler til byens fattige og i sagsomkostninger 6 rigsdaler. 9 Dommen blev appelleret til Sjællands landsting, som 12. maj 1728 befriede Isaac Melan for bøde for stenshug, da der ikke var tilstrækkeligt bevis for, at stenene havde ramt Jens Pedersen. Desuden skulle han heller ikke betale bøde for trusler, der ikke var omsat i handling, men sagsomkostningerne var nu steget til 12 rigsdaler. 10 Sagen fik et efterspil, der resulterede i, at Isaac Melan ved en dom 23. december senere på året blev dømt for at have tiltalt byfogeden med meget grove ord, da han i retten afleverede nogle penge som afbetaling på landstingets dom. De penge skal I fortære på eders sygeseng, gid edder og kræft fortære eder, sagde han, og det kom til at koste ham trende 10 lod sølv efter lovens 6. bog 9. kapitel 16. artikel samt en sømmelig erklæring til byfogeden og 4 rigsdaler i sagsomkostninger. 11 43

Dom for gæld til købmand 3. april 1728 modtog Isaac Melan fra en af Roskildes købmænd en tylvt fyrrebrædder og to 12 alen træer, som han formentlig skulle bruge til fremstilling af nogle mistbænke, men som han glemte at betale for. Her i landet var det nødvendigt at opelske de spæde tobaksplanter i mistbænke, der var med eller uden vinduer, og som blev tildækket med måtter af langhalm mod kulden. Da købmanden 3½ år senere endnu ikke havde modtaget sin betaling, stævnede han Isaac Melan for betaling af 1 rigsdaler 4 mark og 8 skilling, som retten i Roskilde 4. oktober 1731 krævede, at han betalte samt 3 rigsdaler for processens omkostning. 12 Forbud mod indførsel af gemene tobaksblade 10. november 1729 havde den reformerte koloni i Fredericia sendt et bønskrift til kongen, hvori den klagede over indførslen af preussisk tobak, der ikke var bedre end tobak avlet i Danmark, men som skadede afsætningen af koloniens tobaksavl. Den anmodede derfor om, at det herhjemme blev forbudt fremover at indføre andre tobaksblade end kanaster, virginianske og hollandske. 13 Politi- og kommercekollegiet sendte 16. januar 1730 en skrivelse til Fredericia, Vejle, Slagelse, Næstved, Køge, Roskilde, Nykøbing S og Hillerød samt fire dage senere også til Nykøbing F for at få at vide, hvor stort et forråd der var af tobaksblade avlet i disse byer, samt hvor meget tobak de herefter mente at kunne avle om året. Det samlede forråd var c. 340.000 pund, og den samlede årlige avl kunne fremover anslås til over 500.000 pund. 14 Roskildes svar af 19. januar 1730 oplyser, at forrådet af byens ti tobaksplantørers avl af tobaksblade udgjorde tilsammen 31.900 pund. Heraf tegnede rådmændene Hans og Anders Rasmussen sig for tilsammen 21.000 pund og Isaac Melan en francos sig for 4.000 pund. Tobaksplantningen var på et par år aftaget, men dersom indførslen af fremmed ordinær tobak blev forbudt, var der ved byen en god del jorder, hvor plantningen herefter kunne foregå. Svaret slutter med ønsket om, at nogle af de gode Penge, som aarligen udgaar for Røg og Aske kunde blive i Landet. 15 22. marts 1730 kom forbudet mod gemene tobaksblades indførsel 44

R. Færch Cigarfabrik havde udsmykket indersiden af låget til cigarkassen med King Edward for at understrege, at virginiatobak var noget ganske andet end dansk avlet tobak. Den gamle illustration viser, at europæerne krydsede Atlanterhavet for at købe tobaksblade nedpakket i tønder hos indianerne, som også kunne levere tobak spundet i ruller. R. Færch indgik i 1961 i fusionen Skandinavisk Tobakskompagni. Foto Flemming G. Rasmussen. i Danmark fra førstkommende nytår. Regeringen var bekendt med, at denne indførsel svækkede tobaksplantørerne i Fredericia og andre steder i landet, da de ikke kunne afsætte det store kvantum tobaksblade, som de havde liggende, og måtte nedlægge en stor del plantager, hvis denne indførsel ikke i tide blev standset. 16 Når Isaac Melan 1. februar 1731 holdt svende til at spinde tobak foruden at arbejde i hans plantage, var det for selv at få sin avl af tobaksblade anvendt. 17 45

Klage over universitetets ridefoged 14. juni 1730 klagede Isaac Melan til stiftamtmanden over, at universitetets ridefoged Christen Knudson ved et byggeri havde inddraget 3 alen af Bondetinget og 2 ½ alen af gaden ved sit eget hus. Klagen var stilet til amtmanden skrevet på tysk med en håndskrift, der bestemt ikke ligner Isaac Melands, men den er forsynet med hans underskrift. Stiftamtmanden sendte klagen til udtalelse hos Roskildes borgmester, der efter en undersøgelse fandt, at der intet hold var i den. Christen Knudson havde tværtimod ved reparationer af gårdene forbedret og prydet byen og fortjente tak af efterkommerne, og det var ønskeligt, at Isaac Melan og andre ville følge hans eksempel. 18 Dom for krænkelse af Slangerups byfoged 17. oktober 1730 ankom Isaac Melan agende til Slangerup marked med varer, som han skulle sælge. Da han i byporten blev afkrævet en portskilling for vognen, sagde han De penge som byfogeden så tager, tager han som en tyv. Byfogeden i Roskilde fandt 12. april 1731, at selv om Isaac Melan var uvidende om byfogedens ret til at opkræve portskillinger af markedsfolk, kunne han for sit angreb på byfogeden med ærekrænkende ord have fortjent at lide efter lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel. Men da han var en fremmed såvel af nation som af religion, og da han for retten i Roskilde syntes at have undskyldt de omtvistede skældsord udtalt i hast samt at bede om forlig, så fandt retten, at Isaac Melan burde bede byfogeden i Slangerup om tilgivelse. Desuden blev han dømt til at betale 20 rigsdaler i mulkt til Slangerups fattige og 8 rigsdaler for processens omkostninger. 19 Klage over indkvarterede grenaderer Indkvarteringen af soldater hos Roskildes borgere gav anledning til misfornøjelse på begge sider. Værterne klagede over soldaternes opførsel, og soldaterne klagede over deres kvarter. Da Isaac Melan mente sig bestjålet i sit hus af en indkvarteret grenader, havde han for krigsretten i København sagt, at han ville klage til kongen over, at grenaderen endnu ikke havde fået sin straf. Denne udtalelse foranledigede, at der indløb en klage til stiftamtmanden fra grenaderens overord- 46

nede over Isaac Melan, som derfor blev kaldt op på rådstuen 18. januar 1732 for at afgive forklaring. Her fortalte han, at han ville klage til kongen, fordi han var utilfreds med, at grenaderen var blevet afgivet til et andet kompagni uden straf. Samtidig kunne han fortælle om andre grenaderer, der havde begået tyveri i deres kvarter. 20 Der skete tilsyneladende ikke mere i sagen. Dom for ulovlig ansættelse af konferensråds fæster Det var ikke nemt for Isaac Melan at finde ud af, hvordan man skulle holde sig på lovens sti her i landet. 5. november 1733 blev han indkaldt til retten i Roskilde af konferensråd Peder Bentzon, fordi han uden dennes godkendelse havde ansat Sidsel Anders, som i Kamstrup var fæster i et hus, der tilhørte konferensråden. Ved afsigelsen af dommen 18. marts 1734 hed det, at Isaac Melan var en person uden nation og religion, og han forstod tilmed ikke at bruge det danske sprog, som han burde, når han agtede at procedere. Da han havde begået en ubesindig ja ulovlig handling, blev han dømt til at betale processens omkostninger med 4 rigsdaler samt en mulkt på 1 rigsdaler til byens fattige. 21 Da han et halvt år senere endnu ikke havde betalt, indfandt byfogeden sig ved hans hus for at eksekvere dommen. Her blev han modtaget af Isaac Melan med en stor lægtehammer i hånden og fik at vide, at han ikke kom over dørtærskelen og kunne spare sit liv ved at holde sig ude, thi han var en kujon og en hundsfot, der havde bedraget ham to gange tidligere. 27. januar 1735 kom han igen i retten og måtte lide dom for sin formastelige behandling og nærgående skældsord mod byfogeden. Han blev dømt til at bede byfogeden om forladelse samt ifølge lovens 6. bog 21. kapitel 4. artikel at betale 4 rigsdaler i mulkt til byens fattige for sin forseelse og ifølge lovens 1. bog 24. kapitel 29. artikel at betale 60 lod sølv som deles efter evne for sin adfærd med opsætsighed mod retten. Desuden skulle han erlægge 10 rigsdaler til dækning af de ekstraordinære sagsomkostninger. 22 47

Artikler i Chr. 5. s Danske Lov overtrådt af Isaac Melan 6. bog 7. kapitel 8. artikel. For Stavshug og Steenshug og Beenshug og Nævehug og Haargreb og Jordskuf bødis trende sex Lod Sølv. 6. bog 9. kapitel 16. artikel. Hvo som i Kirken, paa Kirkegaard, paa Ting, eller nogen anden Stæds, som Dom og Ret sættis, tager til Verie, høder, eller truer nogen Mand med vred Hue, eller væbnet Haand, enddog hand ingen Skade giør, bøde for hver Sinde hans Brøst saa findis trende tj Lod Sølv. 6. bog 21. kapitel 7. artikel. Befindis nogen med skammelig Løgn, muntlig eller skriftlig, at ville sette deris Øvrighed, Geistlig eller Verdslig, eller andre hæderlige Folk og ærlige Hustruer, eller Møer, nogen Skandflik paa, bøde sine tre Mark, og derforuden trende fyrretyve Lod Sølv; Og hvis hand ikke haver at bøde med, da bør hand at slaais til Kagen og bære Steene af Byen. 6. bog 21. kapitel 4. artikel. Ere Ordene ikke nogens Ære og Lempe for nær, og dog kiendis af Dommeren at være Utilbørlige, da maa de med Pengestraf forsonis, efter som de ere grove til; Og skal ingen Æredom udstædis for Ord, som Ære og Lempe ikke vedkomme, og ved hvilke ingen sigtis paa ærlig Navn og Røgte. 1. bog 24. kapitel 29. artikel. Dersom den, der søgis med Nam, eller Indførsel, enten ved sig selv, eller sine Folk, griber til Verie, da bøde hand og hver af dem trediesindstyve Lod Sølv, om end skiønt de ingen Skade giøre; Giøre de nogen Skade, da bøde de derforuden for Skaden; Fanger hand, eller de, Skade derover, da have Skade for Hiemgield. 48

Chr. 5. s Danske Lov er fra 1683, og sproget er fra dengang, så hvis teksten skal forstås i dag, kan det være nødvendigt at slå op i den store Ordbog over det danske Sprog. Når bøder ofte udtrykkes i lod sølv, må man gå ud fra, at betalingen skete i mønt, hvori man kendte vægten af sølv. Vægten (1 lod = 15,58 gram) af sølv i bøden blev så omregnet til mønt. De reformertes deltagelse i rådhusbyggeriet I foråret 1735 begyndte opbyggelsen af et nyt rådhus i Roskilde som erstatning for det gamle, der brændte i 1731. Magistraten havde beregnet, at det ville koste 24-2500 rigsdaler, hvoraf 1800 var blevet skænket af kongen, og den havde besluttet, at byens indbyggere skulle yde pligtarbejde ved byggeriet, i stedet for at udrede de manglende 6-700 rigsdaler. De reformerte plantører Isaac Melan, Abraham de Hon, Jacob Foerman og Jacob Feu klagede over, at borgmesteren tvært imod deres privilegier tvang dem til dette arbejde, og når de for at passe deres tobaksplantager ikke kunne møde lod dem pante for en mark om dagen. 23 25. juni 1735 besluttede kongen, at de reformerte ikke kunne gøre krav på større frihed end andre privilegerede i købstæderne. Derfor skulle de ikke alene tage del i rådhusbyggeriet, men også give deres andel til delinkventudgifterne og bidrage til de offentlige gaders og brandvæsnets vedligeholdelse. Stiftamtmanden bad borgmesteren bekendtgøre beslutningen for vedkommende, og 4. juli 1735 blev den læst i de indkaldte reformerte plantørers påhør. 24 Delinkventudgifterne blev fordelt på indbyggerne i Roskilde. I 1736 var omkostningerne for den henrettede mordbrænder og de øvrige afstraffede forbrydere og arrestanter 157 rigsdaler og 3 mark. Heraf skulle de gejstlige, betjentene og de privilegerede tilsammen betale 1/5, hvoraf de fire reformerte plantører hver skulle svare 1 mark og 4 skilling. I 1738 havde de dog endnu ikke betalt, idet de foregav, at de efter deres frihed ikke skulle betale sådanne udgifter. 25 49

Leje af de fattiges Bondegaard 8. september 1735 blev boligen i Støden kaldet Bondegaarden og det derved liggende lille vænge samt sædevænget ved Lillehede senere kaldt Bundtmagervænget bortlejet ved offentlig auktion. Alt sammen tilhørte de fattige i Herluf Trolles boliger i Bredgade. En del liebhavere indfandt sig på auktionsstedet, hvor Isaac Melan blev den højstbydende på indfæstningen med 6 rigsdaler og 1 mark på efterfølgende konditioner. Han lovede at skaffe Lorentz Snedker, som var en vederhæftig mand, som kautionist. Hans bud blev indstillet til de høje herrer direktørers approbation. Konditioner 1. Boligen kaldet Bondegaarden, som nu er i slet tilstand, skal den lejende inden tre år fra dato på egen bekostning sætte i tilbørlig stand, så den kan stå for et fuldt syn. 2. Af boligen samt det derved liggende lille vænge og af Lillehede vænget skal den lejende årligt til de fattiges inspektører i Roskilde inden hvert års påske efter kapiteltaksten betale penge for 8 tønder byg samt desuden i rentepenge 1 rigsdaler. 3. Jorden skal den lejende vel og forsvarligt gøde og dyrke og ej derved gøre ringeste fremlån til andre under fæstets fortabelse. Ligeså skal den lejende eller fæstende holde gærderne samt digerne i forsvarlig stand, så at de ved hans dødsfald eller fratrædelse kan agtes forsvarlige; thi i mangel deraf skal den fæstende eller hans arvinger være forbundne på egen bekostning at forbedre dem, således at ej noget derimod med billighed kan være at erindre. 4. Som ingen besætning leveres ved stedet, så tilsvarer den fæstende ej heller noget ved fratrædelsen. 5. Den fæstende tilforpligtes hermed, når reparation foretages på de fattiges huse i Bredgade, at gøre den sædvanlige hovning med ler og sands tilførsel uden ringeste vægring eller betaling. 6. Den fæstende betaler selv de på auktionen gående omkostninger samt leverer stemplet papir til fæstebrevet. 7. Beror det højeste bud af indfæstningspengene på de fattiges høje herrer direktørers højgunstige approbation. 50

Det er nærliggende at antage, at han indgik dette lejemål for at for - øge sit dyrkede areal i Vor Frue rode, hvor familien havde sin bopæl. Boligen i Støden har næppe fristet som bopæl i sin slette tilstand, men alligevel måtte han tage til takke med den fire uger senere, da branden i Roskilde havde lagt alt i aske, hvor familien boede. 26 Den forsvundne milepæl Isaac Melan var 25. august 1735 blevet stævnet til Roskilde byting af handelsmand Christopher Birch for at have udtalt ærerørige skældsord mod ham. 27 I den anledning sendte Isaac Melan 5. september stiftamtmanden et brev, hvori han kort gjorde rede for forhistorien til stævningen, som han imidlertid ikke kunne godtage, da han påstod, at den ene stævningsmand, vægter Ditlev Nielsen, var en berygtet tyv. 28 Stiftamtmanden sendte Isaac Melans brev til udtalelse hos magistraten i Roskilde, hvorefter byfogeden, Isaac Melan og Christopher Birch afgav forklaring i rådstuen 10. september. Her kom forhistorien, der handlede om en forsvunden milepæl frem. I efteråret 1734 havde Isaac Melan hørt, at en forsvunden milepæl, der havde ligget neden for milehøjen ved vejrmøllehusene uden for Ringstedgades port, befandt sig i Christopher Birchs stue. Han fortalte det til byfogeden og fulgtes med ham og hans to mænd til Birchs hus, hvor de fandt stenen i stuegulvet, brød den ud og fik den kastet tilbage ved milehøjen. Isaac Melan fortalte, at da han kørte forbi Birchs hus, nogle dage efter milepælen var blevet fjernet fra huset, kom Birchs hustru ud i døren og skældte ham ud for en kanalje og en tysk skælm. Byfogeden berettede, at Birchs tjenestefolk, før han forlod huset, havde oplyst, at de af deres madfar havde fået besked om at køre ud i marken og lede efter sten og hente dem hjem til at stene hans nyopbyggede hus med. Da de var kommet ud på vejen, havde de fået øje på den liggende milepæl og lagt den op på vognen sammen med de øv - rige sten. Deres madfar var ikke til stede, da de kom hjem. Christopher Birch erklærede, at han var aldeles uvidende om, at milepælen havde været blandt stenene, førend den under hans fraværelse var blevet fjernet fra hans stue. Da byfogeden fandt, at Christopher Birch var uskyldig, lod han sagen om milepælen falde. Nu et års tid efter havde 51

Den forsvundne milepæl var formentlig ¼-milesten stående ved landevejen til Ringsted neden for en milehøj omsat med kampesten med en sten på toppen, som vist på denne tegning fra 1693 gengivet efter Lundbye og Hermansen: Roskilde Landevej gennem Tiderne, 1927. Christopher Birch for at håndhæve sin ære stævnet Isaac Melan til Roskilde byting, og da Isaac Melan ikke ville frafalde sin beskyldning, måtte sagen gå sin gang. 29 Magistraten sendte den nyligt tiltrådte stiftamtmand en afskrift af rådstueprotokollens omtale af mødet 10. september vedlagt et brev, hvori den skrev sin utilslørede mening om Isaac Melan. Han var en meget ubesindig og trættekær mand, ja en æreskænder og oprører, som det fremgik mange steder af rådstuens og bytingets protokoller. Magistraten bad indstændigt stiftamtmanden om ikke at have tiltro til Isaac Melan, da den var sikker på, at han efter sin gamle sædvane ville fremføre mange usandfærdigheder over for ham, som han havde gjort over for hans formænd. Han stolede meget på, at han for sin religions skyld samt uvidenhed om dansk lov til dato var blevet tilgivet sine forseelser og ulovligheder, men nu havde han haft så mange sager og været her så længe at slige undskyldninger ikke kunne gælde længere. 30 22. december 1735 lod Christopher Birch sagen falde, da Isaac Melan ved den store ildebrand i byen var afbrændt og forarmet. 31 Roskildes brand i 1735 Isaac Melan blev hårdt ramt ved bybranden 4. oktober 1735. Hans specifikation ugen efter viser, at han led et tab på 671 rigsdaler 3 mark og 13 skilling. Hans hus mod Guldsmed Stræde (i dag Allehelgensgade) på 6 fag, to loft højt med kvist og tegltag, et tilgrænsende hus på 18 fag, et loft højt med halmtag og et hus i gården på 7 fag, et loft højt med halmtag alt var lagt i aske. Hans liste over det brændte i husene viser, 52

at 3.000 pund tobaksblade til en værdi af 150 rigsdaler gik tabt. Blandt indboet vidnede et tobak-spinderbord og en tobak-rok i husets stue om, at der var blevet spundet tobak, og 6 gamle vinduer på loftet har sikkert været til at lægge over mistbænkene. 32 Året efter branden Det første år efter branden udviste Isaac Melan ikke samme adfærd, som han var blevet kendt for i sit borgerskab som tobaksplantør i Roskilde gennem 10 år, og som magistraten så rammende havde beskrevet for stiftamtmanden kort før branden. Der fandtes endnu ingen brandforsikring, og de mange mennesker, der var blevet ramt af den chokerende begivenhed, måtte se hen til den hjælp, som de måske kunne forvente fra kongen til genopbygning. Isaac Melans familie blev ikke husvild, for den havde huset i Støden at flytte ind i. Men da hans forråd af tobaksblade og alt indbo var gået op i flammer, må han have haft store økonomiske problemer. Hans oprindelige vænge var vel sagtens stadigvæk dyrkbart, men indtægt af det og af vængerne, der hørte til Bondegaarden i Støden, kunne han først forvente næste år efter høst, og det samme gjaldt for et vænge, som han lejede mortensdag 1735 ved Roskilde adelige Jomfrukloster. Dette lejemål havde sat ham i ny gæld, men da han var afbrændt og forarmet, slap han for udgifter, da Christopher Birch lod sagen om den forsvundne milepæl falde. 24. december modtog han 5 rigsdaler og 2 mark for at pågribe en delinkvent i Kronborg amt og bringe ham til Roskilde. 33 Det har været en velkommen hjælp til en rejse til København for at få datteren Susane døbt i den reformerte kirke nytårsdag. 4. marts 1736 fik han stillet 585 rigsdaler af brandhjælpen i udsigt, når han i Guldsmed Stræde på hjørnet af sit vænge opførte et 30 fag hus til gaden af forsvarlig egebindingsværkmur. 34 Dette byggeri blev ikke færdigt i hans levetid. Da han døde tre år senere, var der endnu ikke bygget mere end 10 fag af de 30, og de var endda ikke sat i fuldt beboelig stand. 35 Da de fire reformerte plantører sidst i september 1736 endnu engang blev udpantet af magistraten for fattigskat, henvendte Isaac Melan sig til stiftamtmanden for at slippe fri for denne skat. 53

Beskyldninger mod Roskildes magistrat Han sendte 11. oktober 1736 stiftamtmanden et brev, hvori han klagede over, at magistraten i Roskilde tvært imod de reformertes privilegier i det forløbne år havde sat dem i fattigskat og havde ladet dem udpante senest for 14 dage siden uden at tænke på, at de i København havde deres egen kirke og egne folk at bidrage til. Det var harmeligt at føde på liderlige kvinder, som intet godt havde udrettet i byen og efter at være kommet løbende der til havde født 2-3 horebørn, mens de reformerte med mange små børn skulle lide mangel på brød. Og så føjede han til, hvad han aldrig skulle have gjort, at mon ikke årsagen til sådanne byrder skyldtes, at magistraten havde bortsolgt og forødt de huse og grunde i byen samt jorder på markerne med mere, der var henlagt til byens fattige. Imidlertid håbede de reformerte på, at magistraten blev befalet at levere deres udpantede gods tilbage og forskåne dem for sådanne skatter i fremtiden. Brevet var underskrevet Isaac Melan på egne og samtlige interessenters vegne Jacob Fromo [ofte stavet Foerman] Abraham de Hon Jacob Feu 36 Det er tænkeligt, at han netop i sine ny omgivelser i Støden havde hørt en masse mere eller mindre løse rygter, der inspirerede ham til at forsøge i brevet at finde en forklaring på årsagen til fattigskatbyrden. Måske havde han ramt et ømt punkt, men da han senere skred til mere yderliggående beskyldninger, blev det magistraten for meget. Stiftamtmanden havde sendt hans brev til erklæring hos magistraten, som 17. oktober indkaldte de fire reformerte plantører på rådstuen. Her blev de to tilstedeværende plantører Jacob Fromo og Abraham de Hon spurgt om, de havde underskrevet brevet. De svarede, at de intet kendte til de anførte beskyldninger og heller ikke havde underskrevet brevet eller bedt nogen underskrive det for sig. Derfor kunne de ikke gøre rede for indholdet, men overlod det til vedkommende. I en stor del af borgerskabets nærværelse beskyldte Isaac Melan derefter de afdøde fattiginspektører i byen for ikke alene at have bortsolgt de fattiges jorder og huse, men også for at have udrevet blade af protokollen, som senere kunne give oplysning om salget, 54

Afslutningen på Isaac Melans uheldige brev til stiftamtmanden. I denne artikel er benyttet hans egen måde at stave sit navn på. Ofte voldte det skriverne besvær at stave til de reformertes navne, så hans efternavn kan også være skrevet Mejland, Maillan, Meilan, Meylan eller Maillain. og for at have hæftet andre blade ind i stedet og stukket pengene i deres egne tasker. På grund af disse skammelige beskyldninger mod afdøde brave mænd, nemlig provsten magister Paullin og borgmester Lunde, lod magistraten dette brutale menneske fastsætte og forvare i rådstuevagten, indtil der fra de afdødes enker var indhentet oplysning om, de fandt anledning til at anlægge sag. 37 20. oktober forelå de to enkers svar. De afviste beskyldningerne, men havde ikke kræfter til at indlade sig i proces med et så uvederhæftigt menneske. Samme dag var hele magistraten igen forsamlet på rådstuen, hvor Isaac Melan var blevet hentet i arresten for at svare på nogle spørgsmål, bl.a. om han kunne stille garanti for sin tilstedeværelse, da han i så fald foreløbig kunne komme ud af arresten. Han svarede ikke med et eneste ord, men viste hånlige miner og løftede sine klæder op bag til og tog til sin rumpe. 38 Samme dag sendte magistraten et brev til stiftamtmanden vedlagt kopi af rådstueprotokollens omtale af mødet og af de to enkers udtalelse. Brevet var et omstændeligt forsvar for magistratens opkrævning af fattigskat hos de reformerte. Det var først og fremmest for at slippe for den skat, at Isaac Melan havde skrevet sit brev, men han havde forsynet det med nogle bemærkninger, der i starten fuldstændig stjal 55

billedet fra hans egentlige hensigt med brevet. Nu kunne magistraten bevise, at den havde ren samvittighed med hensyn til at opkræve fattigskatten, idet den efterlevede kongens allernådigste befaling, og den afsluttede brevet med at bede om stiftamtmandens kraftige beskærmelse mod denne æreskænder. Isaac Melan sendte dagen efter mødet på rådstuen også et brev til stiftamtmanden og bad ham give borgmesteren ordre til, at han blev sat på fri fod for at forfægte sin sag, thi det kunne han ikke gøre i arresten. 39 I sit svarbrev 22. oktober til magistraten nævnte stiftamtmanden Isaac Melans brev. Han syntes, at magistraten gjorde bedst i at slippe ham løs, så han kunne forfægte sin sag. 40 25. oktober indfandt to mænd sig med en stævning i huset i Støden, hvor han havde boet siden ildebranden. Da han var fraværende, forkyndte de stævningen for hans hustru, og 2. november fandt det første retsmøde sted i sagen, som de fattiges inspektører sammen med byens magistrat havde rejst mod ham. Sagen blev stillet i bero til 15. november, hvor den blev stillet i bero i yderligere to uger, idet stift - amtmanden i en skrivelse af 10. november havde meddelt magistraten, at han og biskoppen ved det kommende landemode i Roskilde havde sat sig for at undersøge Isaac Melans beskyldninger. 41 Efter landemodet sendte magistraten 4. december 1736 stiftamtmanden og biskoppen en lang skrivelse, hvori alle dette onde og skamløse menneskes beskyldninger blev tilintetgjort. Man bad de høje herrer om at henvende sig til kongen for at blive hjulpet til at opnå oprejsning for den uret, som denne aldeles uvederhæftige mand og ære - skænder havde forvoldt. Lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel dikterede straffen, som han sikkert kunne blive idømt. Men kunne man med kongens resolution få ham forvist fra byen, ville man gerne for hans kone og deres 6 små børns skyld lade ham rejse med æren i behold. 42 12. januar 1737 skrev stiftamtmanden og biskoppen til magistraten, at de nøje havde gennemgået såvel Isaac Melans angivelse ved landemodet som magistratens erklæring af 4. december. Det fremgik klart, at Isaac Melans udtalelser ikke alene var ubeviste og ubeviselige, ugrundede og usandfærdige, men det blev overladt til dem selv, hvilken oprejsning de ville søge på lovlig vis hos ham. 43 Da prokurator Lorents Broegaard, der førte sagen mod Isaac Melan 56

Chr. 5. s Danske Lov fra 1683 slået op på 6. bog 21. kapitel 7. artikel, som Isaac Melan to gange undgik dom for at have overtrådt. Sjællands Stiftsbibliotek. Foto Flemming G. Rasmussen. på magistratens vegne, fandt ham til stede i anden anledning ved bytingets møde 17. januar, ville han høre, om Isaac Melan nu for retten var villig at tilstå sin forseelse og bede sin øvrighed om forladelse for sin urimelige fornærmelse af de gode mænd. I så fald kunne han forsikre, at magistraten af medlidenhed med hans hustru og børn ville lade sagen bero indtil videre. For at Isaac Melan forud kunne vide, at han ingen anledning eller ret havde til så skammelige angreb, blev højøvrighedens brev af 12. januar oplæst for ham og andre tilstedeværende i retten. Der kom ingen undskyldning fra Isaac Melan, der var rede til i retten at bevise alle klager, som han havde indgivet til stiftamtmanden og mange flere unævnte, uretfærdige sager, som at byens grund, fattiges grund og domkirkens gods var blevet klippet på alle kanter af den nuværende øvrighed. Prokurator Broegaard måtte beklage Isaac Melans hustru og børn, 57

som magistraten gerne ville bevare her, men da han halsstarrigt fremturede med ny ublu og skammelige beskyldninger, kunne de vel ikke, som de gerne ville, lade sagen bero in status quo, men måtte give sig fred og ro ved at søge oprejsning efter lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel, hvilket nu afhang af magistratens nærmere ordre derom. Retten spurgte Isaac Melan om, han havde noget at fremkomme med til sin sags tarv og forsvar og ikke siden klage over, at retten havde fornægtet ham det. Han havde mange indsigelser, men det var om emner, der faldt uden for denne stævning. 44 Byfogeden sendte 24. januar et brev til stiftamtmand og biskop vedlagt kopi af justitsprotokollens omtale af hans opførsel ved oplæsningen af deres skrivelse af 12. januar. De frygtede lige så lidt hans ny som hans forrige snak, fordi den var og skulle forblive falsk, men de frygtede at indlade sig i en sag med et så desperat menneske. Thi den som ikke agter liv eller ære og intet har at bøde med er uangribelig. Dog var sagen ikke mere deres, da deres forhold og opførsel var fundet lovligt og forsvarligt. Nu kom det an på de høje herrers resolution, om en sådan æreskænder og foragter af overøvrighedens afgørelser således skulle triumfere over uskyldige folk samt foragte og tilsidesætte sin høje øvrigheds grundige og retsindige afgørelser. 45 Hvis magistraten således havde håbet på at få strøget sagen af på overøvrigheden, fik den to dage senere klar besked om, at stiftamtmand og biskop aldeles ikke befattede sig med Isaac Melans sag, men overlod gerne til magistraten på lovlig måde at søge den oprejsning, som den fandt det rimeligt at æske. 46 Isaac Melan undgik dom i sagen, men når han var til stede i bytinget 17. januar, skyldtes det, at han efter at have overværet oplæsningen af højøvrighedens brev, var indkaldt til et retsmøde i en anden sag, han havde rodet sig ind i. De fattiges forstander Søren Andersen Blich havde stævnet ham, fordi han 23. og 24. november forrige år offentlig var blevet skældt ud for en gade- og jordtyv af Isaac Melan. Dom for krænkelse af de fattiges forstander Første retsmøde i denne sag fandt sted 6. december 1736, og i dommen, der faldt 4. april 1737, blev alle Isaac Melans ubesindige, ærerørige skældsord mod Søren Andersen Blich før og under processen på alle 58

måder kendt ubeføjede og ubevislige og skulle være som utalte og uskrevne, døde og magtesløse, og ikke i nogen måde komme Søren Andersen Blich til forklejnelse på hans ærlige navn og rygte. Isaac Melan blev dømt til at betale 6 rigsdaler for processens omkostning, 5 rigsdaler til Roskildes fattige for sin uretsindige adfærd og 6 rigsdaler 4 mark og 8 skilling til Justitskassen efter forordningen af 23. december 1735. 47 De reformertes privilegier i Roskilde Ud over de to løbende retssager i december 1736 var Isaac Melan optaget af at få rede på de reformertes særrettigheder i Roskilde. De fire tobaksplantører, som var blevet pantet på grund af deres udeblivelse fra rådhusbyggeriet i foråret 1735, var underskrivere på et brev, som de 12. december sendte til stiftamtmanden, fordi borgmesteren behandlede dem som andre borgere i byen, selv om de ifølge deres privilegier lige som andre reformerte havde ventet at være befriet for alle byens tynger. De var utilfreds med, at de var blevet pantet både ved rådhusbyggeriet og for manglende betaling af fattigskat. Efter kongen havde besluttet, at de skulle tage del i byggeriet, havde de udført 8 dages arbejde ved rådhuset. Da de havde ønsket at få deres pant tilbage, havde borgmesteren kun givet Isaac Melan penge til at løse sit pant for, hvorimod han havde ladet de tre øvriges panter sælge på offentlig auktion. Nu forlangte de, at borgmesteren gav dem alle panter tilbage og ikke fremover tilsidesatte deres privilegier. Stiftamtmanden udfærdigede 15. december en resolution, hvori han grundigt behandlede de fire reformerte plantørers skrivelse, dog undgik han at komme ind på dens krav om, at borgmesteren mindelig fornøyer mig Isaac Meylan for paalagde Arrest. Med hensyn til rådhusbyggeriet anmodede han magistraten om at tilfredsstille disse urolige hoveder ved at give enhver deres penge igen. Endvidere skulle de være fri for at holde vagt med andre borgere over delinkventer og indtil videre også være fri for at betale vægterskat. Derimod kunne de ikke fritages for fattigskat. De blev mindet om at gøre, hvad de skulle, leve roligt og fredeligt og være deres øvrighed lydig. Til gengæld skulle ingen ustraffet trænge ind på deres privilegier. 48 De fire plantører mødte op i rådstuen 17. december og fik oplæst stiftamtmandens resolution. Derefter fik de tre af dem udleveret 1 59

rigsdaler 2 mark og 1 skilling for de panter, der var blevet inddrevet ved rådhusbyggeriet og solgt på auktion for dette beløb. 49 Dom for gæld til Roskilde Jomfrukloster Da lejemålet for det vænge, som Isaac Melan havde lejet ved Roskilde adelige Jomfrukloster, var udløbet i efteråret 1736, og han stadigvæk skyldte klostret 10 rigsdaler, blev klostrets ridefoged Bech utålmodig og stævnede ham for retten, hvor han 22. august 1737 blev dømt til at betale sin gæld samt 3 rigsdaler for processens omkostninger. 50 Da ridefoged Bech en måneds tid senere ved rettens hjælp ville lade dommen eksekvere, hindrede Isaac Melan med vold og magt rettens gang på samme måde, som han havde gjort, da byfogeden kom for at eksekvere dommen for ulovlig ansættelse af konferensråd Bentzons fæster. Fortørnet skrev ridefogeden 26. september til stiftamtmanden om episoden og bad ham foranledige, at Isaac Melan blev tiltalt og straffet for sin opførsel. 51 Stiftamtmanden svarede 28. september, at da Isaac Melan havde forset sig så groft især imod byfogeden, der handlede på embeds vegne, burde han forfølges retsligt. Med hensyn til hans anholdelse blev det overladt til ridefogeden selv at henvende sig på rette sted. 52 Isaac Melans død og hans tobaksvænge i årene efter Intet i Roskilde byfogeds justitsprotokol tyder på, at Isaac Melan igen blev stævnet for retten. Andre arkiver er også tavse om hans sidste levetid. Men han havde nået at gøre sig meget uheldigt bemærket blandt den halve snes reformerte borgere, der virkede som tobaksplantører i Roskilde i 1700-tallet. Kirkebogen for det fransk-reformerte sogn i København meddeler, at tobaksplantør i Roskilde Isac Meylan, der var født i Brandenburg, døde i København 8. februar 1739 og blev begravet på kirkens kirkegård 11. februar. Da boets løsøre i beboelsen i Støden blev vurderet dagen før, var hans enke Anne Seller rejst til København for at besørge sin afdøde mands jordefærd. En søn og fem døtre, alle umyndige, var i live af deres børn. Byggeriet ved vænget i Vor Frue rode var endnu ikke afsluttet, så her fandt vurderingen først sted 12. februar 1743, hvor skiftet blev endelig sluttet. 53 60

Den reformerte tobaksplantør Martinus Succardt blev gift med Isaac Melans enke Anne Seller og fortsatte til sin død 15. oktober 1754 med at avle tobak i Isaac Melans tidligere vænge. Efter Succardts død blev stedet solgt på auktion 3. maj 1755. Den reformerte tobaksplantør Jacob Dehm var højstbydende og fortsatte med at dyrke tobak her. Enken Anne Seller blev boende til påske 1756. Jacob Dehm døde 9. august 1783, året, hvor den amerikanske uafhængighedskrig sluttede, og hvorefter den nordamerikanske tobak vendte tilbage og blev en alvorlig konkurrent for tobak avlet i Danmark. NOTER 1. Karl-Erik Frandsen: Roskilde bys historie 1536-1850. Nedgangstider 1536-1753. 1998, p. 104. 2. N.C. Lukman: Fredericia-Kolonien. Vort lille Frankrig. 1939, p. 48, 61. 3. LAS. Roskilde rådstue. B.1. Rådstueprotokol 1718-36, 4/7 1735, fol. 544. 4. Som note 3, 17/3 1724, fol. 224 og 25/5 1725, fol. 246. 5. Som note 3, 9/9 1722, fol. 173. 6. LAS. Roskilde byfoged. Auktionsprotokol 1719-35, fol. 126. 7. LAS. Roskilde byfoged. Skøde- og panteprotokol nr.1, 1727-42, fol. 47. 8. Som note 3, fol. 253. 9. LAS. Roskilde byfoged. Justitsprotokol 1727-34, fol. 12. 10. LAS. Sjællands landsting. Justitsprotokol 1721-34, 12/5 1728, fol. 362. 11. Som note 9, fol. 83. 12. Som note 9, fol. 312, 316. 13. RA. Danske kancelli D 109. Suppliqver 2. halvår 1729, 732. 14. KS. Politi- og kommercekollegiet. Resolutionsprotokol 1726-30, p. 707 ff. 15. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for ind- og udgåede breve 1717-36, fol. 183. 16. Forordninger og åbne breve. 1730, p. 14. 17. Som note 3, 1/2 1731, fol 418. 18. LAS. Sjællands stiftamt. Korrespondance vedk. Roskilde 1730-33. 19. Som note 9, fol. 264. 20. Som note 3, fol. 440. 21. Som note 9, fol. 649. 22. LAS. Roskilde byfoged. Justitsprotokol 1734-39, fol. 71. 61

23. RA. Danske kancelli D 109. Suppliqver 1. halvår 1735, 821. 24. LAS. Sjællands stiftamt. Korrespondance vedk. Roskilde 1734-36. 25. LAS. Roskilde rådstue. Kæmnerregnskaber 1730-40, bilag til 1737, nr. 6, 142. 26. LAS. Roskilde rådstue. Fattigvæsenets indk. Sager 1682-1785. 27. Som note 22, fol. 116. 28. Som note 24. 29. Som note 3, fol. 553 f. 30. Som note 24. 31. Som note 22, fol. 149. 32. LAS. Roskilde rådstue. Sager vedr. brandene i Roskilde 1731-35, brandskadespecifikationer 1735. 33. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for udg. Breve 1737-59, fol. 13, 14. 34. Som note 32, branden oktober 1735, repartition af 4/3 1736. 35. LAS. Sjællands stiftamt. Korrespondance vedk. Roskilde 1737-41. 36. Som note 24. 37. LAS. Roskilde rådstue. B.2. Rådstueprotolol 1736-50, fol.13 f. 38. Som note 37, fol 14 f. 39. Som note 24. 40. Som note 26. 41. Som note 22, fol. 244, 246. 42. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for ind- og udgåede breve 1717-36, fol. 303-308. 43. LAS. Sjællands stifts bispearkiv. Kopibog over udg. Breve 5/1-21/9 1737, p.17. 44. Som note 22, fol. 255. 45. Som note 33, fol. 4. 46. Som note 43, p. 26. 47. Som note 22, fol. 270. 48. Som note 42, fol. 373-379. 49. Som note 37, fol. 21. 50. Som note 22, fol. 319. 51. Som note 35. 52. LAS. Sjællands stiftamt. Stiftamtmandens kopibøger nr 9, 1737. 53. LAS. Roskilde byfoged. Skifteprotokol 1737-44, fol. 400 ff. KS. Københavns Stadsarkiv LAS. Landsarkivet for Sjælland m.v. RA. Rigsarkivet. 62