ADHD - (damp) Kilde : ADHD-Foreningen Hvad er ADHD? Bogstaverne ADHD står for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder - det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. ADHD er en anerkendt diagnose. Kriterierne for diagnosen er beskrevet i det amerikanske diagnosesystem DSM-IV, som benyttes i Danmark tillige med WHO s diagnosesystem ICD-10. ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder og findes i det amerikanske diagnosesystem DSM-IV. Ved ADHD er der forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Man taler om tre forskellige typer af ADHD ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet ADHD kombineret type med såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet Årsager til ADHD Der er overvejende enighed blandt forskere om, at ADHD er en medfødt lidelse, der langt overvejende skyldes genetiske faktorer. Det er ikke ét gen, der alene er ansvarligt for symptomerne. Barnet arver derimod en række forskellige gener fra sine forældre, der samlet giver barnet sine vanskeligheder. Forældrene behøver derfor ikke selv have ADHD, men nogle har. Andre forældre kan måske genkende træk af symptomerne på ADHD hos dem selv eller hos andre familiemedlemmer. Flere af de ansvarlige gener er på vej til at blive identificeret. De medfører, at dele af hjernen ikke fungerer optimalt, blandt andet de områder hvor følelsesmæssige (emotionelle) impulser og impulser for handling hæmmes og bringes under kontrol. To betydningsfulde stoffer, der sikrer kommunikationen mellem hjernecellerne i disse områder, er dopamin og noradrenalin. Det har ført til teorier om, at børn med ADHD har en nedsat mængde af disse stoffer i hjernen. Der foreligger dog ikke noget endeligt videnskabeligt bevis for, at dette er korrekt. Tidligere var der teorier om, at barnets opvækstmiljø havde afgørende indflydelse. I dag er det imidlertid bekræftet, bl.a. ud fra undersøgelse af tvillinger, at den arvelige faktor er langt den vigtigste. Det ses også indirekte ved, at ADHD ophobes i familier. Der er ikke bevis for, at dårlige sociale forhold, utryghed i barndommens familie og lignende kan give ADHD hos børn, der ikke har arveligt anlæg for ADHD. Hvis moderen har et alkoholmisbrug under graviditeten, giver det øget risiko for, at barnet får ADHD. Rygning under graviditeten øger også risikoen.
Forekomst af ADHD Flere internationale undersøgelser vurderer, at mellem 2-5% af alle børn i skolealderen har ADHD med både hyperaktivitet og opmærksomhedsproblemer. Det svarer til mindst ét barn i hver klasse. Man har ment, at ADHD rammer drenge ca. 3 gange hyppigere end piger. Dette tal er dog usikkert, fordi forskningen primært har været rettet mod drenges vanskeligheder og i mindre grad har beskrevet pigernes vanskeligheder. Der er behov for mere forskning i kønsforskelle ved ADHD. Behandling af ADHD ADHD rammer ikke kun det enkelte barn, det rammer i høj grad også barnets familie. Dets vanskeligheder påvirker også det miljø, hvor barnet færdes til daglig. Derfor er udgangspunktet for, at behandlingen lykkes, at der skabes en fælles forståelse for barnets vanskeligheder, og for hvordan barnet støttes bedst muligt. Hvis barnet oplever at lykkes i de aktiviteter, det deltager i, vil det opleve dagen mindre stressfuld. Dermed bliver barnet bedre i stand til at overvinde eller kompensere for sine vanskeligheder. Brug for ros Alle børn vokser af ros og opmuntring - men børn med ADHD har i særlig grad brug for det. Et barn med ADHD er født med et handicap eller en udviklingsforstyrrelse, der giver det mange vanskeligheder i løbet af en dag. Barnet vil som følge heraf løbe ind i nederlag, der kan svække dets selvtillid. Det er derfor vigtigt, at alle voksne omkring barnet forstår dets handicap og er opmærksomme på at støtte det. Struktur på hverdagen Et barn med ADHD trives bedst i en hverdag, der er overskuelig. Hvor det er klart og givet, hvad der nu skal ske. Reglerne skal således være klare og enkle og med faste rytmer og rutiner, f.eks. faste spise- og sovetider. Barnet skal støttes i at blive bedre til at takle sine vanskeligheder og i at opleve sig elsket. I skole og institution er barnet i øget risiko for indlæringsproblemer, for mobning og for at blive udelukket af de andre børn. Det kræver derfor et overskud og et engagement fra lærere og pædagoger, at de forstår barnets problematik og ikke opfatter det som et uartigt barn. Et barn med ADHD distraheres ofte af lyde og andre impulser. Derfor kan det være en fordel, at barnet sidder alene eller tæt på læreren, hvor der er mest ro. Skoledagen skal være struktureret, hvor barnet trives ved at kunne overskue, hvad der skal ske. Når læreren giver klassen en besked, skal børn med ADHD ofte have beskeden gentaget. Nogle børn trives bedst ved at være i en lille gruppe, hvor der er mulighed for individuel støtte og undervisning samt bedre mulighed for pauser. For det trætter at skulle forsøge at tvinge sig til en koncentration, der ikke kommer så let af sig selv.
Samarbejde og støtte Et godt og trygt samarbejde mellem forældre, pædagoger, lærere og kommunens socialforvaltning skaber et godt fundament for barnets udvikling. Hvis familiens sagsbehandler tidligt har kendskab til barnets vanskeligheder, kan det være nemmere på et senere tidspunkt at indlede et samarbejde om f.eks. ekstra pædagogisk støtte i skole og/eller institution, aflastning af familien osv. Derfor kan det være konstruktivt, hvis sagsbehandleren bliver orienteret f.eks. i forbindelse med diagnosticeringen af barnet. Medicinsk behandling Hvis de ovennævnte tiltag ikke hjælper og støtter barnet tilstrækkeligt, og barnets vanskeligheder fortsat giver problemer fx med indlæring i skolen og/eller i det sociale liv med de andre børn, er medicinsk behandling en mulighed. Det er vigtigt, at forældre, barn og skole/institution er informeret godt om medicinen, dens virkning, mulige bivirkninger og risikoen for, at medicinen kan påvirke anden form for medicin. Flere videnskabelige undersøgelser har vist, at ca. 70-80% af de børn med ADHD, der behandles med medicin, opnår en relevant effekt. Det er en specialistopgave at ordinere medicinsk behandling til et barn med ADHD. Der findes kun få undersøgelser af, hvordan børnene selv oplever medicinen og det at få medicin overhovedet. Det gælder for al slags medicin. De undersøgelser, hvor børnene selv er blevet spurgt, viser, at et flertal af børnene oplever, at medicinen virker, og at de gerne vil fortsætte med den. De hyppigst rapporterede bivirkninger ved medicin for ADHD er appetitløshed, problemer med at falde i søvn samt hovedpine. Undersøgelse og diagnose Det kan være svært at sætte grænsen for, hvornår nogle karakteristika eller egenskaber ved et barn er normale, og hvornår de må opfattes som en afvigelse fra det normale. En grundlæggende forudsætning for, at diagnosen ADHD overhovedet kan stilles er, at barnets symptomer giver både barnet selv og dets omgivelser store vanskeligheder i dagligdagen. Men det er vigtigt at huske, at børn er forskellige. Det gælder også børn med ADHD. Deres symptomer kan være af varierende omfang, karakteristika og grad. Tværfaglig vurdering Der findes ikke en specifik undersøgelse, blodprøve eller psykologisk test, der alene kan give diagnosen ADHD. Diagnosen stilles ud fra en omfattende tværfaglig undersøgelse og samtaler med forældre og barn. Den tværfaglige undersøgelse omfatter, foruden en lægeundersøgelse af barnets sundhedstilstand, motorik, kontakt- og koncentrationsevne, også en vurdering af, om barnet lider af sygdomme, der kan forklare dets vanskeligheder. Desuden omfatter vurderingen en psykologisk undersøgelse, hvor blandt andet barnets
evner for koncentration, intellektuel tænkning, problemløsning, indlæring og hukommelse samt social tænkning og forståelse undersøges. Undersøgelserne omfatter også en beskrivelse af, om der under graviditeten eller barnets fødsel er sket noget, der kan forklare symptomerne. Dertil kommer en beskrivelse af barnets udvikling fra fødslen til tidspunktet for undersøgelsen, herunder sygdomme og de familiære forhold, der evt. kan forklare barnets vanskeligheder. Der indhentes også oplysninger fra barnets dagligdag i institution, skole osv. Disse oplysninger kan suppleres med et besøg i barnets hjem, skole og/eller institution med henblik på at observere, om barnets vanskeligheder er til stede under forskellige forhold. Når børn med ADHD bliver voksne Det er ikke alle børn, der vokser sig ud af eller væk fra de vanskeligheder, som ADHD giver dem. For knap halvdelen af børnene gælder det, at deres symptomer bliver mindre i løbet af puberteten, så de ikke længere opfylder kriterierne for diagnosen. De kan dog stadig opleve grader af symptomer. Det er ikke muligt at give et klart svar på, hvorfor nogle børn vokser op og klarer sig uden væsentlige problemer som ung eller voksen. Nogle undersøgelser viser foreløbigt, at børn fra familier, hvor flere familiemedlemmer har ADHD, er i større risiko for også at have symptomer på ADHD som voksne. ADHD hos voksne viser sig på en anden måde end hos børn. Det er især hyperaktiviteten og de motoriske vanskeligheder, der svækkes med alderen. Voksne med ADHD klager ofte over rastløshed, problemer med at koncentrere sig om og holde opmærksomheden på en samtale, et foredrag eller en bog. De har svært ved at følge instruktioner og glemmer ofte aftaler og tidspunkter. Ligesom børn med ADHD handler voksne med ADHD, før de tænker, og de har også svært ved at styre deres følelser. Mens disse vanskeligheder hos børnene kan give alvorlige adfærdsproblemer, så har det andre alvorlige konsekvenser for de voksne. De kommer ofte i konflikt med familie, kolleger og andre, fordi deres temperament løber af med dem, før de får tænkt sig om, hørt og forstået det, der er blevet sagt. Voksne med ADHD har svært ved at planlægge og skabe struktur i deres hverdag. Det kan være vanskeligt for dem at gøre deres uddannelse færdig og holde fast i et arbejde. De kan opleve dagligdagen som en kamp, hvor de konstant oplever sig presset, og at det er svært at orke det hele. Nogle voksne har primært opmærksomhedsproblemer. De er mere stille. De har svært ved at organisere deres liv og dagligdag, de dagdrømmer, har svært ved at finde energien og motivationen til at klare dagens gøremål, og især har de det svært med rutineopgaver. De kan være nærtagende og har ofte en følelse af frustration.
Et stort antal voksne med ADHD lider af andre psykiatriske lidelser som f.eks. angst, depression eller personlighedsforstyrrelse. Der ses også en øget risiko for misbrug, for at komme ud i kriminalitet og for at komme til skade ved ulykker.