Kl. 9.00 Kl. 10.30 Kl. 14.00 Bjolderup Kirke (med nadver) Burkal Kirke (høst, uden nadver) Tinglev Kirke Tema: Forenet med Kristus Salmer: Bjolderup: 730, 310; 368, 335 Burkal: 730, 728, 368; 729, 11 Tinglev: 48, 289; 368, 610 Evangelium: Joh. 15,1-11 Vintræet er et billede på Guds folk. Jøderne kendte udmærket det billede fra det Gamle Testamente: "Du rykkede en vinstok op i Egypten og plantede den, hvor du drev folkeslag bort; du beredte jorden for den, den slog rødder og fyldte landet." Gud fandt en vinstok i Egypten. Som en kyndig gartner plantede han den i det forjættede land. Han værnede den, beskar den og gav den al mulig omsorg og pleje. Derfor ventede han selvfølgelig at han ville få gode druer fra den, men det var en skuffelse, som det siges hos en af profeterne: "Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer." Oprindeligt var jøderne Guds udvalgte folk. Men Gud var aldrig tilfreds med dem. Hele den jødiske historie var præget af ulydighed og oprør imod Gud. Selv da Gud endelig i tidens fylde sendte den Messias som jøderne havde ventet på i mange hundrede år, da troede de ham ikke, men lod den hedenske besættelsesmagt, romerne, skaffe ham af vejen. Når Jesus derfor kalder sig selv for det sande vintræ, er det i modsætning til det jødiske folk. De havde aldrig levet op til den forventning Gud havde haft til dem. Men nu er Jesus det sande vintræ og det sande Guds-folk. Kun ved at være og blive i ham, hører et menneske til Guds folk. Alt afhænger af et menneskes forhold til ham. Hvis et menneske er hans discipel og har fællesskab med ham, så er han en gren på træet. I den gamle pagt blev mennesker optaget i Guds folk ved at drengene blev omskåret en uge efter fødslen. I den nye pagt kommer vi til at tilhøre 1
Guds folk ved at blive døbt. Ved dåben bliver vi indpodet på det sande vintræ, Jesus Kristus, så vi kommer til at høre organisk sammen med Jesus. Meningen med at vi er grene på vintræet er at vi skal bære frugt. Det er derfor Gud som vingårdsmanden hele tiden beskærer træet. De døde grene skærer han bort, og de andre grene beskærer han for vildskud, for at de skal bære mere frugt. De døde grene er dem der kun er kristne af navn, men ikke af gavn. Dem er der ikke plads til på træet. Men ellers har vi alle brug for at blive beskåret. Der er altid noget i os, som vokser vildt, og som Gud ser skal fjernes. Fx små dagligdagssynder, så som hidsighed, selvoptagethed, bagtalelse af andre, bitterhed eller ligegyldighed over for andre. Af alle de frugter vi kan bære er den fineste frugt kærligheden. Det er den kærlighed som kommer fra Gud. Han har vist os den størst tænkelige kærlighed ved at give os sin egen Søn som frelser. Som vi synger i en julesalme af Brorson: "det var ham svart at tænke på, at verden skulle under gå, det skar ham i hans hjerte." Jesus viste os Guds kærlighed i sine ord og gerninger. Alt hvad han sagde og gjorde var ene og alene bestemt af Guds barmhjertighed. Han kunne ikke gå forbi et nødlidende menneske. Han måtte forbarme sig over dem der havde brug for hans hjælp. Jesus levede og åndede udelukkende for at gøre sin himmelske fars vilje. Han levede i et tæt og inderligt forhold til Gud. Som en lydig søn ønskede han kun at gøre Guds vilje. Han var i ét og alt afhængig af Gud. Og det er det samme han ønsker for sine disciple. Ved hjælp af lignelsen om vintræet lærer han os hvordan vi er fuldstændigt afhængige af ham. Vi kan kun leve som kristne, når vi er i tæt kontakt med ham. Vi kan kun være levende og sande kristne, når vi bliver i ham. Ikke at vi skal gøre noget specielt for at være hans disciple, men vi skal blot være det vi er. Vi skal leve som Guds børn og som Jesu disciple. Vi skal bevare forbindelsen til stammen. Forbindelsen skal næres og plejes for at vi kan bære frugt. Det sker gennem at vi hører eller læser Guds ord i Bibelen, ved at vi beder til Gud, og ved at vi deltager i nadveren. I nadveren modtager vi jo Kristi livssaft, hans eget blod. Det var netop ved den sidste nadver skærtorsdag aften at Jesus fortalte sine disciple denne lignelse 2
om vintræet. Om vinen sagde han: "Dette er mit blod som udgydes for jer til syndernes forladelse." De spiste hans legeme og drak hans blod. Et tættere fællesskab med ham kunne de ikke få. På samme måde får vi også i dag et tæt fællesskab med vor Herre og frelser ved at følge hans opfordring til at spise og drikke ved hans bord. Vi skal ikke tænke på om vi bærer frugt. Det er ikke vores opgave, men det er vingårdsmandens opgave at holde øje med om træet bærer frugt. Vi skal kun være optaget af at blive på træet, ved at leve i afhængighed af stammen, Jesus Kristus. Så vil vi helt naturligt bære den frugt som Gud forventer. Så flyder hans liv uundgåeligt ind i vores liv, så vi kan sige som Paulus: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig." (Gal. 2,20) I den tætte forbindelse med Gud selv, har vi også frimodighed til at komme til Gud med alt hvad der ligger os på hjerte. Og vi har fået det vidunderlige løfte at hvad vi end beder om i Jesu navn, så vil vi få det. Men er der da ikke ting som vi ikke får? Jo, der ér ting som vi ikke får - på den måde eller til den tid vi havde forestillet os eller ønsket os. Gud er jo ikke en automat der opfylder alle vores ønsker. Han er vores kærlige fader, som ønsker at give os alt godt, på sin måde og til sin tid! Han ved altid hvad der er bedst for os, og dét vil han uden tvivl give os! "Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?" Sådan siger Paulus i Romerbrevet. Det er et vidunderligt ord, der stadig gælder for os i dag. Guds godhed kender ingen grænser. Derfor er det så godt at være en gren på det sande vintræ! Når vi bliver dér, bærer vi megen frugt, også i form af bønhørelser. Jo mere vi har frimodighed til at bede om, jo mere vil Gud give os! Er det ikke bare utroligt og vidunderligt? Man kan så bare undre sig over hvorfor vi ikke benytter os mere af dette privillegium! I det tætte fællesskab med Jesus, som grene på det sande vintræ, bærer vi også en anden meget fin og god frugt: glæde. Glæden omtales af Paulus som en af Helligåndens tre fineste frugter, sammen med kærlighed og fred. Som der står et sted i Galaterbrevet: "Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse." Gud ønsker at vores liv skal være fyldt 3
af glæde. Sådan var det også i den gamle pagt. Da israelitterne vendte hjem fra 70 års landflygtighed i Babylon, kom de tilbage til en ødelagt hovedstad og et nedbrudt tempel. Det var et sørgeligt syn, men deres leder Nehemias sagde til dem at de ikke skulle være bedrøvede, "for glæde i Herren er jeres styrke." (Neh. 8,10) Glæden i Herren kommer af at være Gud nær. Der er mange der kan vidne om at man fyldes med glæde, når man læser i Bibelen, når man beder, og når man lovsynger Gud. Det er fordi det er så godt at høre Gud til og leve sit liv med ham. Denne gudgivne glæde overgår al vor jordiske glæde. Ganske vist kan vi godt som kristne glæde os over mange ting på jorden, men alligevel. Vi er ikke bundet af denne verdens ting, og glæden rækker ud over det jordiske. Nu i år glæder vi os over en god høst, men netop da kan vi passende tænke på følgende ord af David fra en af hans salmer: "Du har givet mig større glæde i hjertet, end man har, når der er rigdom af korn og vin." Vi glæder os over at have med Gud at gøre. Vi glæder os over hans godhed og kærlighed. Vi glæder os over syndernes forladelse. Det er en glæde der overgår alt andet. Jesus fortalte sine disciple lignelsen om vintræet den sidste aften før han skulle forlade dem. De var kede af at de skulle miste den mand de havde lært så godt at kende og var kommet til at holde så meget af. Men ved at fortælle denne lignelse gør Jesus det klart for dem at han slet ikke forlader dem, men at de ved troen og i nadveren er meget tæt knyttet til ham. Når vi lever i troen på ham, har vi et meget tæt fællesskab med ham, hvor han ved Helligånden gør at vi bærer megen frugt til Guds ære! Dette tætte fællesskab mellem Jesus og hans disciple ser vi afbilledet i Emil Noldes maleri "Abendmahl", som jeg har givet jer. Jesus sidder i midten, mellem sine 12 apostle, som holder sig meget tæt til ham. De er ganske jævne mænd. Jesus sidder fremadvendt i et stærkt lys. Han har lukkede øjne, let åben mund og lidt opadvendt ansigt. Han er ved at fremsige takkebønnen over bægeret, som han holder i begge sine hænder foran sig. Ved at bede denne bøn indstifter Jesus nadveren og den nye pagt. 4
Vi husker på ham og pagten med ham, hver gang vi holder nadver. Så mindes vi og får del i hans store kærlighed, lige som vintræets saft strømmer fra stammen og ud i grenene. Nadveren er et kærlighedsfællesskab, hvor vi bliver i ham ved at han bliver i os, og hans ord bliver i os. Jesus gav kun ét bud til sine disciple (i det vers der følger lige efter vores tekst): "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer." (Joh. 15,12) Den samme enhed i kærlighed som findes i treenigheden mellem Faderen og Sønnen, den findes også mellem Jesus og os, sådan som han selv siger her i sin afskedstale til disciplene: "Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer." Og den samme kærlighed skal også findes mellem os indbyrdes. På billedet er broderkærligheden vist ved at en af disciplene lægger sin hånd på skulderen af sin sidemand. Vi er organisk forenet med Jesus og med hinanden i ham, lige som grenene er på et vintræ. Man kan skelne mellem træets stamme og dets grene, men man kan ikke skille dem ad, for de udgør en levende og organisk enhed. Ved dåben blev vi podet ind på Kristus. Og ved nadveren giver han os sin kraft, idet vi bliver mindet om hans store kærlighed til os. I fællesskabet med ham og med hinanden oplever vi en stærk kærlighed og en fuldkommen glæde, som ingen kan tage fra os. Amen. 5