Internt og fortroligt Undtaget fra aktindsigt Eventuelt til brug for retssag REDEGØRELSE TIL VIBORG BYRÅD VURDERING AF OVERENSKOMST MED VIBORG FJERNVARME Indholdsfortegnelse 1. Indledning og konklusion 1.1 Indledning 1.2 Konklusion 2. Overenskomsten fra 1953 2.1 Hvem er parter i overenskomsten fra 1953? 2.2 Overenskomstens indhold 2.3 Overenskomstens baggrund 2.4 Senere forløb 3. Indledende vurdering af overenskomsten 3.1 Overenskomsten er løbende fulgt op 3.2 Bestemmelsen om ledningerne 3.3 Bestemmelsen om kommunal garanti 3.4 Bestemmelsen om forsyningspligt 3.5 Bestemmelser om ret til overtagelse af værk mv. 4. Retsstillingen i 1953 4.1 Vejlovgivningen 4.2 Litteratur og praksis om vejlovgivningen omkring 1953 4.3 Regler om varmeforsyning i 1953 4.4 Regler om garantistillelse 4.5 Generelle principper (også) i 1953 http://gohorten/cases/sag393/159051/dokumenter/redeg overenskomst_04042014.docx
4.6 Vurdering Side 2 5. Samtykke til vedtægtsændringer og til pantsætning mv. 5.1 Samtykke til vedtægtsændringer 5.2 Samtykke til låneoptagelse, pantsætning, bortforpagtning og udlodning mv. 5.3 Samtykke til opløsning 6. Overtagelse i tilfælde af konkurs mv. 6.1 Kan en overtagelse gennemtvinges i tilfælde af konkurs mv.? 6.2 Hvad ville virkningen være af en overtagelse efter overenskomsten i tilfælde af konkurs? 6.3 Vurdering af overenskomstens bestemmelse om overtagelse ved konkurs mv. 7. Overtagelse uden for konkurs 7.1 Overenskomstens bestemmelser om overtagelse 7.2 Ville Viborg Fjernvarmes forbrugere miste en egenkapital ved overtagelse? 7.3 Vurdering af overtagelseskravet 8. Kommunens retsstilling efter gældende vejlovgivning og varmeforsyningslovgivning ved overenskomstens eventuelle bortfald 8.1 Bestemmelser af betydning ved garantistillelse 8.2 Bestemmelser vedrørende varmeforsyningsmæssige forhold 1. Indledning 1. INDLEDNING OG KONKLUSION 1.1 Indledning Viborg Kommune indgik i 1953 en overenskomst med I/S Viborg Varmeværk. Overenskomsten indeholder en række rettigheder for kommunen, herunder med hensyn til eventuel overtagelse af varmeværkets aktiver og passiver. Viborg Kommune har derfor anmodet om en vurdering af kommunens juridiske stilling i medfør af overenskomsten.
1.2 Konklusion - sammenfatning Side 3 Det må samlet set anses for ganske tvivlsomt, om kommunen i dag kan opretholde kravene efter overenskomsten om kommunal godkendelse af vedtægtsændringer, låneoptagelse, pantsætning, bortforpagtning og udlodning. Sådanne krav ville eventuelt undtagelsesvist kunne opretholdes, hvis de ud fra en konkret vurdering kunne ses som et vilkår for kommunal garantistillelse. Det er dog ikke aktuelt, da der ifølge oplysning fra Viborg Kommune ikke i dag er stillet garantier af Kommunen til fordel for Viborg Fjernvarme. Det må tilsvarende samlet set anses for ganske tvivlsomt, om Kommunen i dag måtte kunne gøre krav på at overtage værk og ledninger efter overenskomstens bestemmelser. 1.2.1 Almindelige bestemmelser Det må antages, at Viborg Fjernvarme er part efter overenskomsten. En række af overenskomstens bestemmelser vedrører nedgravning af ledninger mv. og svarer til det i øvrigt gældende gæsteprincip. Disse bestemmelser giver ikke anledning til særlige overvejelser og må anses for gældende. Ved behov for efterfølgende flytning af ledningerne var der tale om et modificeret gæsteprincip. Ledningerne skulle flyttes, men kommunen skulle afholde omkostningerne herved i den første overenskomstperiode, dvs. de første 30 år. Herefter skal sådanne situationer forhandles mellem parterne, hvilket også er en let modifikation af gæsteprincippet. 1.2.2 Retsstillingen i 1953 Overenskomsten rummer dog også mere vidtgående bestemmelser mht. overtagelse af Viborg Fjernvarmes aktiver og passiver. På tidspunktet for indgåelsen af overenskomsten i 1953 fandtes der ikke nogen lovgivning om veje, som regulerede kommuners muligheder for at stille betingelser for at tillade ledninger i veje. Det var dog en almindelig praksis, at ledningerne kunne lægges i vejene alene mod accept af gæsteprincippet. Det må også lægges til grund, at kommunerne ikke frit kunne disponere mht. vejene, men skulle overholde regler om bl.a. ulovlige formål (magtfordrejning) og ligelig forvaltning. Specielt reglerne om ulovlige formål fører til, at en kommune ikke ved sin administration af vejforhold kunne stille krav af hensyn til helt andre forhold end det, der vedrører vejene. Disse grundlæggende forvaltningsretlige regler må antages tilsvarende at være gældende for den oprindelige aftale.
1.2.3 Bestemmelser om pantsætning, vedtægtsændringer mv. Side 4 Det er ud fra reglerne om ulovlige formål ganske tvivlsomt, om kommunen skulle kunne påberåbe sig bestemmelserne om samtykke til vedtægtsændring, låneoptagelse, pantsætning, bortforpagtning og udlodning af andele i selskabets formue. Disse bestemmelser svarer ikke til den i dag gældende varmeforsyningslovgivning, hvor en kommune ikke har sådanne rettigheder. Bestemmelserne har heller ikke nogen nærmere forbindelse til nedgravning af varmeledninger på gæsteprincippets vilkår. Det er derfor ganske tvivlsomt, om kommunen vil kunne påberåbe sig disse bestemmelser. 1.2.4 Bestemmelser om overtagelse Det er tilsvarende temmelig tvivlsomt, om kommunen lovligt kunne stille krav om at overtage varmeværket som et vilkår for at tillade ledningerne nedgravet i vejene, eller om bestemmelsen er ugyldig af denne grund. I tilfælde af konkurs kan retten til overtagelse under alle omstændigheder ikke gennemtvinges over for konkursboet, idet det vil være op til kurator, om boet skal vælge at indtræde i aftalen eller ikke. Kommunens mulige erstatningskrav ved, at kommunen ikke indtræder, kan alene anmeldes som et simpelt krav i konkursboet. Overtagelsesretten går ud på, at kommunen samtidig skal overtage alle passiverne. En overtagelse i tilfælde af konkurs medfører derfor, at samtlige kreditorer skal dækkes. Det må forventes at omfatte kreditorer, som ellers ikke ville kunne opnå dækning, da der ellers ikke var grund til at lade varmeværket gå konkurs. Det vil derfor ikke være økonomisk fordelagtigt eller forsvarligt for kommunen at overtage værket på disse vilkår, selv hvis konkursboet måtte acceptere det. En overtagelse ville således også medføre, at regreskravet fra Energi Viborg Kraftvarme A/S mht. geotermi-udgifterne ville skulle dækkes af kommunen. Ved overtagelse uden for konkurs må det også anses for temmelig tvivlsomt, om denne ret kan gøres gældende henset til baggrunden for overenskomsten. Hertil kommer, at kravet sandsynligvis konkret vil have en vis ekspropriativ karakter. Der vil være tale om, at såvel Viborg Fjernvarmes bestemmelsesret over værket og som en mulig fri egenkapital skulle tilfalde kommunen.
Der er endvidere tale om, at overenskomsten efter sit indhold ikke kan ophøre, medmindre kommunen vælger at overtage ledninger og værk for restgælden. Varmeværket kan således ikke opsige overenskomsten, og hvis kommunen ikke ved udløbet af den første 30-årige periode kræver en overtagelse, vil kommunen have mulighed for overtagelse ved udløbet af yderligere 5-års perioder, i princippet til evig tid. Side 5 Der er tale om krav, som ikke kan anses for begrundet i vejhensyn, men kun i varmeforsyningsmæssige hensyn, som ud fra reglerne om ulovlige formål ikke kan varetages i henhold til vejlovgivningen. Der kan være en vis tvivl forbundet med retsstillingen henset til, at der i 1953 ikke var lovregler om nedlæggelse af ledninger veje i den dagældende vejlovgivning, selvom der forefandtes en klar praksis. Der var heller ikke indført nogen lovgivning om varmeforsyningsforhold. Det er også først efter 1953, at der er sket en afklaring i retspraksis af de forvaltningsretlige krav, der vil være gældende. Det forhold, at parterne i lang tid har forudsat, at overenskomsten er gældende, vil næppe i sig selv være afgørende. Det modsvares da også af, at overenskomsten har været gældende i så lang tid, at den kan siges at burde have udspillet sin rolle, også henset til den i mellemtiden indførte lovgivning, og den i mellemtiden skete afklaring i forvaltningsretlig praksis. Forudsætningerne på området er således ændret væsentligt. Det må samlet set anses for ganske tvivlsomt, om kommunen i dag måtte kunne gøre krav på at overtage værk og ledninger efter overenskomstens bestemmelser. 1.2.6 Eventuelt bortfald af overenskomsten Såfremt Kommunen måtte vælge, at overenskomsten skal bortfalde, vil der være anledning til at overveje, hvilke krav der fremtidigt ønsket stillet i forbindelse med eventuelle fremtidige garantier. Der er ikke i dag stillet nogen garanti af Kommunen til fordel for Viborg Fjernvarme. Der vil i forhold til en kommunes normale behov mht. varmeforhold og vejforhold ikke være bestemmelser, som kommunen vil komme til at mangle. Det bør dog klargøres, at varmeledningerne herefter ligger fuldt ud på det almindelige gæsteprincips vilkår, hvilket også vil være udgangspunktet uden en overenskomst. Det vil være en politisk vurdering, om man ønsker, at overenskomsten bortfalder, eller om man ønsker den opretholdt og eventuelt vil forsøge at rejse krav om overtagelse i medfør af overenskomsten, uanset den hermed forbundne tvivl og procesrisiko. 2. OVERENSKOMSTEN FRA 1953 2.1 Hvem er parter i overenskomsten fra 1953?
Viborg Kommune har i forbindelse med overvejelserne om ejerstruktur ønsket en vurdering af betydningen af en overenskomst mellem Viborg Kommune og I/S Viborg Varmeværk. Overenskomsten er fremsendt udateret og uden underskrifter, men oplyses at være indgået i 1953. Side 6 Det fremgår også, at der mellem Viborg Kommune og Viborg Fjernvarme er sendt breve om forlængelse af den pågældende overenskomst, specielt med hensyn til rettighederne for Viborg Kommune til at overtage varmeværket. I den oprindelige overenskomst var det I/S Viborg Varmeværk, der stod som part. Der var tale om et interessentskab med et begrænset ansvar. Det fremgår af sagsbehandling hos kommunen, at varmeværket i 1983 ændrede vedtægter, således at det fremover utvetydigt blev defineret som en forening. En række af de bestemmelser, som findes i overenskomsten, er gentaget i de nye vedtægter, som blev godkendt af kommunen. Det fremgår også af kommunens sagsakter, at varmeværket ændrede navn til Viborg Fjernvarme i 1995. Efter vedtægterne fra 1990 for Viborg Fjernvarme hed foreningen dengang Viborg Varmeværk. I disse vedtægter anføres det i 18, at kommunen har ret til at overtage værket efter overenskomsten. I de nuværende vedtægter for Viborg Fjernvarme angives det, at de oprindelige vedtægter er fra 21. juni 1954. Det er herudover i 11, stk. 1, anført, at foreningen har indgået overenskomst med Viborg Fjernvarme på nærmere aftalte vilkår. På denne baggrund er der ikke nogen tvivl om, at det nuværende Viborg Fjernvarme er part i overenskomsten med Viborg Kommune, hvilket som anført også afspejles i Viborg Fjernvarmes vedtægter. 2.2 Overenskomstens indhold Udgangspunktet i overenskomsten er, at kommunen giver tilladelse til at anbringe ledninger i offentlige gader og veje. Der var ikke tale om en tilladelse til at etablere selve varmeværket. Hovedparten af overenskomsten vedrører, hvilke krav der stilles i anledning af, at varmeværket får ret til at anbringe ledningerne i vejene. Der er tale om en række sædvanlige emner vedrørende ledninger i veje, herunder om hvem der skal retablere, vedligeholde og betale for flytning af ledningerne i de forskellige situationer, der kan opstå. Herudover indeholder overenskomsten også enkelte andre bestemmelser.
Efter 2 skal varmeværket indhente kommunens godkendelse af, at der opføres et værk og investeres i et ledningsnet, men dog kun hvis kommunen skal yde garanti herfor. Side 7 Dette må derfor ses som et vilkår for, at kommunen i givet fald yder garanti. Så længe der ikke måtte være ydet kommunal garanti, eller denne måtte være ophørt, kan bestemmelsen ikke antages at pålægge varmeværket forpligtelser. Uanset at bestemmelsen grundlæggende set ikke hører hjemme i en overenskomst om at lægge ledninger i veje, men må ses som et udslag af hvilke vilkår kommunen ønsker i tilfælde af, at der stilles garanti, har dette næppe større betydning. Under alle omstændigheder er det op til kommunen at afgøre, om den vil stille garanti, og hvis den ikke vil det, må varmeværket selv afgøre, om det vil opføre værkskapacitet eller investere i ledningsnet også efter indholdet af overenskomstens 2. Efter 7 skal der være pligt til at give ejendomme tilslutning, når ledningerne løber uden for deres ejendomme. Dette svarer til, hvad der i dag gælder efter varmeforsyningsloven med hensyn til forsyningspligt inden for deres forsyningsområder. Vilkåret kan ses som et naturligt led i, at kommunen har givet ret til at lade ledningerne løbe på det pågældende sted, og må i øvrigt nok anses for afløst af varmeforsyningslovens regler. I 8 stilles der krav om, at anlægget skal være i driftssikker stand, og kommunen får ret til at gå ind og drive anlægget midlertidigt, hvis forsyningen afbrydes. Efter 9 skal vedtægterne, herunder senere vedtægtsændringer, godkendes. Dette er en bestemmelse, der også i dag er medtaget i Viborg Fjernvarmes vedtægter. Hertil kommer, at optagelse af et lån i varmeværkets navn samt pantsætning mv. kun må ske med kommunens tilladelse. En sådan bestemmelse findes ikke i dag i Viborg Fjernvarmes vedtægter. Der er dog i vedtægtsbestemmelsen om bl.a. pantsætning en henvisning til den bestemmelse i vedtægterne, hvori overenskomsten nævnes. Bestemmelserne i 9 om vedtægtsændringer og pantsætning mv. har en karakter, der typisk knytter sig til, at kommunen har stillet garanti for låntagning. I overenskomsten er bestemmelserne dog ikke knyttet til nogen garantistillelse. Overenskomsten skal være gældende i 30 år fra værkets idriftsættelse. Efter 11 har kommunen ret til at overtage aktiver og passiver, hvis varmeværket kommer under konkurs eller likvidationsbehandling eller stand-
ser sine betalinger eller vedtager opløsning eller vedtager at standse driften endeligt. Side 8 Det fremgår endvidere af 12, at kommunen i forbindelse med udløbet af en overenskomstperiode med mindst 1 års varsel tilsvarende kan kræve at overtage alle aktiver og passiver for at videreføre værket. I så fald skal værkets aktiviteter mv. videreføres af kommunen i 30 år. Endvidere bestemmes det i 12, at hvis kommunen ikke vælger at overtage værket inden udløbet af den første overenskomstperiode, løber de nye 5- årige perioder, hvor kommunen ved hver periodes udgang har tilsvarende mulighed, og ellers betragtes overenskomsten som fornyet for en ny 5-årig periode. Der er ingen bestemmelser om opsigelse eller om ophør i øvrigt, og bestemmelsen går derfor ud på, at kommunen uden tidsbegrænsning har denne overtagelsesret med jævne mellemrum, og at overenskomsten og overtagelsesretten ikke ophører, før kommunen måtte overtaget værket. Bestemmelserne i 11 og 12 om overtagelse mv. er ikke sædvanlige i sammenhæng med at få lov til at lægge ledninger i veje. Der gælder ikke sådanne regler i medfør af varmeforsyningsloven. Det er heller ikke sædvanligt, at der skulle stilles sådant krav i forbindelse med kommunal garantistillelse. Tvist om overenskomstens gyldighed og rækkevidde skal afgøres af en voldgift iht. overenskomstens 13. Der er således ud over bestemmelser om ledningerne tale om en række særlige bestemmelser, som især synes at tilsigte, at kommunen kan sikre varmeforbrugerne fortsatte varmeleverancer. 2.3. Overenskomstens baggrund 2.3.1 Oprettelse af overenskomsten Det fremgår af det fremsendte materiale fra byrådets protokoller, at en række lokale initiativtagere opnåede byrådets støtte i form af garanti for lån til først at undersøge mulighederne for at etablere et varmeværk og efterfølgende lånegaranti til at etablere dette. Den første garantistillelse vedrørte et beløb på kr. 75.000, medens der senere blev tale om i første omgang kr. 3,5 mio. til brug for værkets opførelse. Ved ansøgning om garantien for kr. 75.000 blev det anbefalet, at der blev stillet en række vilkår både med hensyn til varmeværkets stiftelse og udpegelse af bestyrelse, men også at "koncessionsoverenskomsten vedtages i en af byrådet godkendt form". Disse vilkår fremgår af møde af 21. oktober 1952.
I forbindelse med møde af 12. maj 1953 fremgår det, at varmeværket har søgt om låneoptagelse på kr. 75.000 og om byrådets godkendelse af vedtægter og af overenskomst. Side 9 I møde af 2. juni 1953 godkendte byrådet vedtægter og overenskomst. Det fremgår ikke, hvem der har udarbejdet overenskomsten, og om vilkårene i denne var udtryk for kommunens ønsker, eller om de var Viborg Varmeværks egne forslag. 2.3.2 Garantistillelse for lån til etablering af ledninger og værk I et møde af 13. oktober 1953 ansøgtes der om garanti for kr. 3,5 mio., hvilket lån skulle finansiere etablering af værket. Overenskomsten, som dog også på dette tidspunkt var indgået, blev ikke nævnt. De vilkår, der blev drøftet for garantistillelsen var især de vilkår, der fulgte af ministeriets praksis, idet kommunen på daværende tidspunkt skulle have en udtrykkelig tilladelse til at stille en sådan garanti. Det konkrete indhold af disse vilkår er dog ikke nævnt i protokollaterne. Byrådet godkendte garantistillelsen 15. december 1953. Den 16. november 1954 ansøgte varmeværket om yderligere kr. 2,5 mio. i lånegaranti, hvilket blev tiltrådt. Den 25. oktober 1955 var der tale om yderligere garanti for flere lån, hvorved den samlede anlægssum kom op på ca. kr. 8,8 mio., hvilket også godkendtes. I det anførte står, at det er en forudsætning for garantien, at varmeværket ikke foretager yderligere anlægsarbejder eller nyanskaffelser eller udvidelse af ledningsnettet eller andre anlægsudgifter, uden at der i hvert enkelt tilfælde forud er indhentet tilladelse hertil af i Viborg Byråd. Overenskomsten nævnes ikke. 2.3.3 Vedtægterne Af en sag om mindre vedtægtsændringer i 1954, som blev godkendt af byrådet, kan det ses, at de allerede foreliggende vedtægter blandt andet nævner overenskomsten og bestemmelsen heri om kommunens ret til at overtage varmeværket ved udløbet af overenskomstperioden eller ved senere overenskomstperioders udløb, uden at interessenterne kunne gøre krav på nogen del af formuen. De enkelte interessenter kunne øvrigt heller ikke ved udtræden kræve nogen anpart i selskabets eventuelle formue. Vedtægterne indeholder også en bestemmelse om, at væsentlige udvidelser af værkeværkernes ledningsnet såvel som afhændelse og pantsætning af fast ejendom krævede kommunens godkendelse. Det var også anført, at vedtægtsændringer skulle godkendes af Viborg Kommune.
Med hensyn til opløsning nævnes det i vedtægterne, at dette ville kunne gennemføres, hvis kommunen havde overtaget varmeværket i henhold til overenskomsten. I vedtægterne nævnes også, at hvis kommunen er garant, skal kommunen samtykke i selskabets opløsning, samt at en opløsning i øvrigt giver kommunen ret til at overtage varmeværket i henhold til overenskomsten. Side 10 2.3.4 Foreløbige bemærkninger om dagældende lovgivning og praksis På det pågældende tidspunkt i 1950'erne fandtes der ikke nogen lovgivning om varmeforsyning og derfor heller ikke nogen lovgivning, der medførte, at det krævede en kommunal tilladelse som sådan at drive varmeforsyning. Den bistand, der i praksis kunne være behov for, var kommunal garantistillelse, ligesom kommunen som vejmyndighed skulle tillade ledningerne nedlagt i vejene. I 1963 meddelte Indenrigsministeriet i forbindelse med sager om garantistillelse for lån til etablering af fjernvarmeforsyning, at disse sager ikke længere skulle forelægges Indenrigsministeriet, men kunne varetages af amterne efter retningslinjer, som ministeriet nærmere beskrev. Der blev blandt andet udsendt en standardvedtægt. Dette materiale, herunder standardvedtægterne, indeholder ikke sådanne bestemmelser, som kan ses i overenskomsten og i Viborg Fjernvarmes vedtægter. Det blev dog af Indenrigsministeriet nævnt, at kommunerne havde mulighed for at få en sagkyndig udtalelse om varmeforsyningsprojekterne - nok især ud fra en teknisk og økonomisk vinkel - før de eventuelt valgte at tilslutte kommunale ejendomme, og før de gav tilladelse til nedlæggelse af fjernvarmeledningerne i offentlige gade eller vej. Ministeriet forudsatte således, at kommune kunne have en berettiget interesse i at sikre sig, at varmeværksprojektet kunne hænge sammen teknisk og økonomisk, før man gav tilladelse efter vejlovgivningen til at lægge ledningerne i vejene. 2.3.5 Koncessionsbetragtningen Ordvalget i det første protokollat fra 21. oktober 1952 "koncessionsoverenskomst" synes at vise, at man har ment, at det krævede en koncession, altså en tilladelse, at etablere og drive varmeforsyning. Selvom varmeforsyning i dag kun kan etableres i medfør af et godkendt projekt og således kan siges at bygge på en koncession, var dette ikke retsstillingen dengang. Det eneste, der skulle opnås tilladelse til, var, at vejmyndighederne i medfør af vejlovgivningen gav tilladelse til, at ledningerne blev gravet ned i vejene. Tænker man sig, at ledningerne kunne lægges uden for vejene, skulle der ikke opnås nogen form for kommunal tilladelse. Etablering af selve værket krævede heller ikke nogen tilladelse.
Ordet "koncession" betyder som nævnt tilladelse, og det er derfor ikke sikkert, at man med dette ordvalg har tænkt på andet og mere, end at der skulle en tilladelse til for at lægge ledningerne i vejen. Begrebet koncession har dog traditionelt betydet, at man fik tilladelse til at udøve en bestemt virksomhed, hvor et af vilkårene var, at indtægterne helt eller dog i væsentligt omfang kom fra brugernes benyttelse af virksomhedens faciliteter fx ved busdrift. Side 11 2.3.6 Sammenhæng med garantistillelsen I det omfang man har ønsket en overenskomst om nedlæggelse af ledningerne i vejene, har det selvsagt også været naturligt, at man ønskede dette på plads for at bevilge garanti til lån, der skulle betale for udgifter af hensyn til etablering af varmeværket, herunder projektering. Der er derimod ikke i øvrigt nogen klar forbindelse mellem overenskomsten, der efter sit indhold vedrører at placere ledningerne i vejarealerne, og garantistillelsen. Det er muligt, at man har tænkt forholdene på denne måde, men det har ikke fundet udtryk i overenskomsten, der netop kun på et enkelt punkt berører kommunale garantistillelser og ikke giver noget løfte om en sådan. 2.4 Senere forløb 2.4.1 Vedtægtsændring 1983 Som nævnt ændrede interessentskabet formel struktur til en forening i 1983. Af kommentarerne til det nye vedtægtsforslag kan det ses, at man i vedtægterne ikke længere ønskede at skulle have et krav om kommunal godkendelse ved væsentlige udvidelser af varmeværkernes ledningsnet, i modsætning til hvad der var gældende efter de hidtidige vedtægter. De nye vedtægter henviser dog også til overenskomsten og til kommunens ret til at overtage værket, herunder ved overenskomstperiodernes udløb og ved eventuel konkurs mv. samt ved opløsning, og hvis driften standses endeligt. 2.4.3 Udløbet af 30-årsperioden i 1985 Den første 30-årige overenskomstperiode udløb efter det foreliggende materiale i 1985. Kommunen skulle efter bestemmelsens indhold gøre sin ret gældende et år forinden. Sagen blev forelagt byrådet, der med 11 stemmer mod 9 vedtog ikke at udnytte retten. Der blev sendt en brev til Viborg Varmeværk fra kommunen om, at man ikke udnyttede retten, men at overenskomsten var fornyet for en 5-års periode. Der har også senere været tilsvarende brevvekslinger, og parterne har således ageret ud fra, at kommunen har en sådan ret efter overenskomsten. 2.4.4 Forhandlinger om ændret overenskomst 1995-1997
I 1995 til 1997 var der drøftelser mellem Viborg Fjernvarme og kommunen med hensyn til at erstatte den hidtidige overenskomst med en ny. Side 12 Forhandlingerne forudsatte selvsagt, at den hidtidige overenskomst var gældende. Det fremsendte udkast til en ny overenskomst gentog bestemmelserne om kommunens ret til at overtage mod at overtage passiverne. Det fremgår dog, at Viborg Fjernvarme i forbindelse med forhandlingerne havde et ønske om, at denne ret skulle ophøre. Modsat kan det ses, at kommunen havde overvejelser med hensyn til den modifikation af gæsteprincippet, der er gældende for Viborg Fjernvarmes allerede nedlagte ledninger. Forhandlingerne endte uden ændringer af overenskomsten, idet Viborg Fjernvarme meddelte, at da man kunne konstatere, at man ikke kunne opnå kommunens accept til, at bestemmelserne om kommunens overtagelse af varmeværket efter udløbet af 5-års perioderne kunne udgå af overenskomsten, var der ikke grundlag for yderligere forhandlinger, idet dette var et afgørende ønske fra Viborg Fjernvarmes side. Parterne har således forholdt sig til netop denne bestemmelse under de pågældende forhandlinger. Viborg Fjernvarme har således givet utvetydigt udtryk for et ønske om at blive fri for den pågældende bestemmelse om overtagelse. Det kan derfor tænkes, at Viborg Fjernvarme, hvis bestemmelsen gøres gældende, nøje vil overveje, om det vil være muligt at anfægte, at overtagelsesretten er gyldig. 3. INDLEDENDE VURDERING AF OVERENSKOMSTEN 3.1 Overenskomsten er løbende fulgt op Det fremgår som nævnt, at kommunen omhyggeligt har givet varmeværket meddelelser ved periodens udløb, herunder om at der gælder en ny periode. Der har også i midten af 1990-erne været forhandlet netop om, hvorvidt kommunen ville kunne frafalde i hvert fald væsentlige dele af overenskomsten. Det synes også at fremgå, at kommunen i sin administration af ledninger i veje tager hensyn til de dele af overenskomsten, og giver Viborg Fjernvarme en bedre stilling end helt almindelige ledninger, der er lagt på det fulde gæsteprincip. Disse forhold betyder, at overenskomsten ikke kan anses for bortfaldet alene med den begrundelse, at parterne ikke længere har anset den for gældende. Den omstændighed, at parterne har anset overenskomsten for gældende udelukker dog ikke, at overenskomstens gyldighed kan forsøges anfægtet fx som følge af den lange tid, der er gået siden overenskomsten blev indgå-
et, og som følge af de væsentlige ændringer i lovgivningen og de øvrige forhold, der er indtruffet i den mellemliggende periode. Side 13 3.2 Bestemmelserne om ledningerne Overenskomsten indeholder en række bestemmelser, der regulerer forholdet mht. de ledninger, der nedgraves de kommunale veje. En kommune har ret til at stille sådanne krav også efter de i dag gældende lovregler. Ved nedlæggelse af nye ledninger i veje følger overenskomsten i alt væsentligt gæsteprincippet. Der er dog en lille fravigelse derved, at varmeværket har krav på at få lagt ledninger i vejene, der af tekniske og andre årsager er meget nødvendige for varmeværket. Kommunen kan ikke blot modsætte sig dette. Til gengæld bestemmes det i overenskomstens punkt 5 første stykke, at hvis anbringelse af nye ledninger kræver flytning eller omlægning af hidtidige ledninger, er det selskabet, der skal betale herfor. Der er derfor ikke tale om nogen væsentlig fravigelse af gæsteprincippet i økonomisk henseende ved nedlæggelse af ledninger. Når ledningerne er blevet lagt i vejene efter disse regler, er der til gengæld i overenskomsten aftalt en vis beskyttelse af disse. Det sædvanlige gæsteprincip indebærer, at ledningsejeren må flytte sine ledninger og betale omkostningen herved, hvis dette er nødvendigt af hensyn til senere vejomlægninger. Efter overenskomstens 5 er det imidlertid i den første overenskomsts periode på 30 år kommunen, der skal betale for en sådan omlægning, hvis denne er krævet af hensyn til kommunale ledninger til kloak, gas eller elektricitet, eller hvor en omlægning er af varmeværkets ledninger er nødvendige som følge af vejomlægninger eller nyanlæg. Efter udløbet af den første 30-års periode anføres det i overenskomsten, at man i så fald skal afgøre mellem forhandling mellem selskabet og kommunen, hvem der skal betale. Også dette er en fravigelse af gæsteprincippet. Der er således tale om et modificeret gæsteprincip i modsætning til det gæsteprincip, der i dag er gældende for ledninger i veje. En fravigelse i selskabets favør med hensyn til, at kommunen skal betale for nødvendige omlægninger i hvert fald i en vis periode, var imidlertid ikke en ukendt model på det pågældende tidspunkt. Det er i øvrigt traditionelt blevet lagt til grund, at der kan indgås særlige aftaler om ledninger i veje. Indholdet af overenskomsten med hensyn til ledningerne svarer som anført delvist til det også dengang almindeligt benyttede gæsteprincip, som i dag er lovfæstet som det grundlæggende.
Det kan ikke antages, at en kommune på daværende tidspunkt var afskåret fra at påtage sig den forpligtelse, der fulgte af, at kommunen måtte afholde udgifterne ved senere flytninger i en vis periode. Side 14 Selvom nyeste retspraksis lægger stor vægt på gæsteprincippet og opstiller en meget stærk formodning for, at dette er gældende, hvis det ikke meget klart er fraveget, kan denne praksis ikke føre til, at de utvetydige bestemmelser i overenskomsten skulle kunne tilsidesættes af den grund, heller ikke i dag. Derimod kan det måske være en følge af den nyeste praksis, at den i overenskomsten foreskrevne forhandlingssituation ikke mod kommunens ønske kan føre til, at det er kommunen, der skal betale, netop fordi situationen må ses i modsætning til den klare retsstilling i de først 30 år, og fordi der ikke for disse efterfølgende perioder er tale om en klar fravigelse af gæsteprincippet, alene derved at spørgsmålet skal "forhandles". 3.3 Bestemmelsen om kommunal garanti Mht. bestemmelsen om kommunal garanti vil det også i dag være muligt for en kommune at stille særlige krav i forbindelse med en sådan garanti. Kravene skal være saglige. Bestemmelsen har endvidere kun betydning, hvis der måtte blive stillet garanti, hvilket kommunen ikke har forpligtet sig til i overenskomsten. Da bestemmelsen efter sit indhold kun får betydning, hvis kommunen vælger at stille nye garantier, og da kommunen i denne forbindelse under alle omstændigheder kan stille de saglige krav, man anser for nødvendige, synes bestemmelsen ikke at have nogen selvstændig betydning. Bestemmelsen har i hvert fald ikke selvstændig betydning, hvis den forstås således, at kommunen skal godkende anlægsarbejderne, hvis kommunen skal stille garanti for de pågældende anlægsarbejder og nødvendige lån. Det fremgår ikke utvetydigt, om meningen har været, at værket ikke kunne foretage yderligere udbygninger, selv om disse skete uden kommunal garanti, blot der oprindeligt var blevet ydet kommunal garanti til værkets opførelse. Det må dog have formodningen i mod sig, at bestemmelsen skulle kunne forstås således, at senere udbygninger kræver kommunal godkendelse, hvis de oprindelige garantier ikke længere er aktuelle, og udbygningerne sker uden kommunal garanti. Såfremt de kommunale garantier stadig havde været gældende, havde kommunen omvendt haft en naturlig interesse i at sikre, at det økonomiske grundlag for værket ikke blev bragt i risiko ved nye investeringer, uanset om de nye anlæg blev finansieret uden kommunal garanti. Selv om bestemmelsen ikke ses at have nogen sammenhæng med, om værket får lov at nedlægge ledninger i vejene, har den en sådan direkte sammenhæng med kommunale garantier, at den af denne grund formentlig havde kunnet anses for gældende, hvis kommunen stadig havde haft
garantier til fordel for Viborg Fjernvarme, idet kommunen ved garantiernes meddelelse måtte antages at have forudsat, at blandet andet denne bestemmelse var gældende. Side 15 Bestemmelserne om retsstillingen ved kommunal garantistillelse synes i øvrigt heller ikke at have været særlig vidtgående. Der er dog ikke i dag stillet garanti af Kommunen til fordel for Viborg Fjernvarme, hvorfor bestemmelsen ikke er aktuel ud fra en garantibetragtning. 3.4 Bestemmelsen om forsyningspligt Bestemmelsen om forsyningspligt svarer til de regler, der i dag findes i varmeforsyningsloven om forsyningspligt for varmeforsyningsvirksomheder. Selvom varmeforsyningsloven først blev indført med virkning fra 1981, og derfor ikke var gældende i 1953, svarer bestemmelsen således til de i dag gældende regler. Uanset om bestemmelsen er gældende efter overenskomsten, gælder der i dag som udgangspunkt en sådan forsyningspligt efter varmeforsyningsloven. Det er derfor uden praktisk betydning, om bestemmelsen kan gøres gældende ud fra overenskomsten. Det kan ses for tvivlsomt, om retten til at nedlægge ledningerne i veje skulle kunne knyttes til sådanne bestemmelser, selv om de på daværende tidspunkt kunne være velbegrundede. Der var dog for kommunen som vejmyndighed den interesse, at man kun ønskede at tillade ledninger nedlagt i vejene, hvis disse havde en almennyttig funktion for borgerne, ligesom man naturligvis gerne ville undgå, at borgere, der ikke blev tilsluttet, kunne have interesse i at ønske nedlagt et parallelt ledningssystem. Det er derfor muligt, at bestemmelser af denne art set ud fra den dagældende lovgivning kunne anses for at være tilstrækkeligt begrundede også i vejhensyn. 3.5 Bestemmelser om ret til overtagelse af værk mv. Der er som anført i overenskomsten bestemmelser om kommunal godkendelse af vedtægtsændringer og af låneoptagelse og pantsætning og om overdragelse. Herudover indeholder overenskomsten bestemmelser om mulighed for at overtage driften af værket eller eventuelt direkte at overtage værket mv. i forskellige situationer.
Der er ikke givet varmeværket nogen monopolstilling, jf. at værket efter 1, stk. 2, i overenskomsten kun har en ret til at udtale sig, såfremt andre ønsker at etablere tilsvarende virksomhed. Side 16 Disse forskellige bestemmelser er sat som vilkår for at få lov til at lægge ledningerne i vejene. Spørgsmålet er derfor, om disse bestemmelser har en sådan karakter, at de i 1953 kunne opstilles som vilkår for at få lov til at lægge ledninger i veje i offentlige veje. Det antages i dag, at en kommune ikke kan stille særlige betingelser (vilkår) for, at f.eks. et varmeværk kan få lov til at nedlægge ledninger i offentlige veje. Der kan f.eks. ikke kræves vederlag. Retsstillingen er derfor i dag, at sådanne ledningsejere har ret til at lægge ledningerne i vejene uden at betale noget vederlag herfor, men at de til gengæld er underlagt gæsteprincippet og selv skal betale for at omlægge ledningerne. Det ville derfor ikke i dag være lovligt at stille sådanne krav for, at et varmeværk kan nedlægge sine ledninger i vejene. Den retspraksis, der har fastslået dette, U 2003.841 H, har taget udgangspunkt i, at det i dag lovfæstede gæsteprincip forudsætter, at ledningsejeren til gengæld får lov til at lægge sine ledninger i vejene gratis, også fordi nedgravede ledninger ikke gør indgreb i muligheden for at udnytte vejarealerne efter deres formål. Man kan dog ikke af den pågældende dom uden videre udlede, om man før gennemførelsen af den i dag gældende vejlovgivning, med et lovfæstet gæsteprincip, havde mulighed for at stille sådanne vilkår. Der er endvidere i overenskomsten tale om et modificeret gæsteprincip. Det kan anføres, at når kommunen ved overenskomsten påtog sig at betale for omlægningen af ledningerne, således at man ikke for allerede nedlagte ledninger lod gæsteprincippet gælde fuldt ud i de første 30 år, måtte kommunen være berettiget til at stille større krav end ellers. Det er dog tvivlsomt, om denne forbedrede retstilling har kunnet begrunde, at kommunen kunne kræve så vidtgående rettigheder med hensyn til varmeværket, hvis forholdene skal ses ud fra vejlovens formål og hensyn. En række af de bestemmelser, der er indføjet i overenskomsten til fordel for kommunen, kunne afhængig af omstændighederne have været begrundet i, at kommunen stillede garanti. Det er imidlertid ikke det grundlag, bestemmelserne er opstillet ud fra, idet overenskomsten alene henviser til retten til at lægge ledninger i veje. Bestemmelserne ses heller ikke begrænset til den periode, hvor der måtte være kommunale garantier gældende, ligesom bestemmelserne heller ikke er gjort betinget af, at kommunen stiller garanti. Efter overenskomsten
skulle bestemmelserne være gældende, selv om kommunen ikke stillede garanti, men værket blev finansieret på andet grundlag. Side 17 Der er som anført ovenfor heller ikke tale om, at den i dag gældende varmeforsyningslov giver eller har givet sådanne rettigheder for kommunerne. Der kan derfor være tvivl om, hvorvidt man i 1953 gyldigt kunne stille disse vilkår, hvorfor man blandt andet må vurdere retsstillingen i 1953, jf. nedenfor under punkt 4. Da kommunens ønske om en redegørelse drejer sig om retten til overtagelse, er vurderingen koncentreret om disse bestemmelser, som også er de mest vidtgående. 4. RETSSTILLINGEN I 1953 4.1 Vejlovgivningen På tidspunktet for indgåelsen af overenskomsten var der kun en meget sparsom lovgivning om vejforholdene. Vejbestyrelsesloven blev først indført et par år efter, og langt senere gennemførte man de i dag gældende vejlove. I 1953 var den gældende lov en lov fra 1867 om bestyrelse af veje. Den drejede sig kun om, hvilke myndigheder der skulle vedligeholde og passe de forskellige veje, og om hvorfra midlerne hertil skulle komme. Vejbestyrelsesloven fra 1957 lovfæstede gæsteprincippet for ledninger. Det fremgår af forarbejderne til vejbestyrelsesloven, herunder et lovforslag fra 1942, som dannede forlæg for loven, at bestemmelsen svarede til hidtidig praksis. Det vil sige, at man i praksis allerede i 1953 og forud herfor arbejdede med en tilsvarende bestemmelse som den, der i dag findes i vejlovgivningen om gæsteprincippet, nemlig at ledningsejere selv må betale for omlægning af ledninger i vejene. Der blev herved henvist til, at dette måtte anses for at være retstilstanden, jfr. to domme fra 1930'erne. Dette tyder på, at man allerede dengang har ment, at ledningsejere i almindelighed skulle have ret til at nedlægge ledninger i vejene mod selv at betale for senere omlægninger heraf. Der blev dog samtidig i vejbestyrelsesloven åbnet for, at der kunne være truffet særlig overenskomst mellem ledningsejeren og den pågældende vejbestyrelse om en anden ordning. Det må derfor antages, at det fx ville være muligt at aftale, at det var kommunen, der skulle betale for ændringer af ledningens placering.
Man kan derfor næppe med fuld sikkerhed udlede noget af de forudsætninger, der findes i forarbejderne til vejbestyrelsesloven mht. hvilke vilkår, der kunne stilles. Side 18 4.2 Litteratur og praksis om vejlovgivningen omkring 1953 Der fremgår af litteraturen på dette tidspunkt, herunder især Abitz "Vejenes retsforhold" fra 1950, at kommunerne ikke stod fuldstændig frit som ejere af vejarealerne. Ud fra den omstændighed, at kommunen var ejer af vejarealerne, antog Abitz dog, at der var en betydelig frihed til give og nægte tilladelser til enhver særlig benyttelse af vejene, der ikke strider mod den almene brug af disse eller facadeejernes ret. Abitz anførte, at en kommune kunne fremme sin almindelige politik ved at hindre, at private elektricitetsværker kunne føre ledninger, når det private elektricitetsværk var i konkurrence med kommunens eget værk, og at kommunen også kunne lægge rent finansielle synspunkter til grund. Samtidig anførtes det dog, at principperne om magtfordrejning og ligelig forvaltning også måtte gælde for kommunens administration af vejene. Rækkevidden af det sidstnævnte er blevet udmøntet i retspraksis siden da. Domstolene har således siden Abitz bog lagt stor vægt på magtfordrejning og på specialitetsprincippet. En offentlig myndighed kan således ikke benytte sin kompetence med hensyn til vejforhold til fx at fremme andre almene hensyn til fx sundhed mv., som ikke måtte have en tilstrækkelig sammenhæng med den pågældende lovgivning fx om veje. Den frihed, som Abitz antog, kan således ikke antages at være gældende ret i 1953, jf. U.1956.289H. Højesteret traf således i denne ledende dom en afgørelse, der på afgørende måde går imod Abitz's opfattelse. I den pågældende sag om forholdene på Refshaleøen, var den pågældende, der efter forudgående bestilling udleverede stærke drikkevarer til arbejderne på B & W fra sin bil, der blev parkeret på vejen lige over for B & W s marketenderi, allerede i 1951 blevet frifundet for at have overtrådt et af vejens ejer udstedt forbud herimod. Herefter blev der anlagt civil sag mod ham, hvilket førte til den nævnte Højesteretsdom. Afgørende for Højesteret var, at vejmyndigheden ikke med sit ønske om at forbyde spiritusudskænkning forfulgte formål, som det naturligt påhvilede myndigheden at varetage som vejejer. Det var Københavns Havnevæsen, der som ejer af vejen, søgte at forbyde anvendelsen. Kun en dommer ud af de 9 dommere i Højesteret lagde vægt på ejerforholdet og stadfæstede landsrettens dom om, at aktiviteten kunne forbydes.
Abitz's tankegang om, at man som ejer af en vej kunne disponere og stille krav i meget vidt omfang, blev således definitivt underkendt. Side 19 På tidspunktet for indgåelse af overenskomsten med Viborg Varmeværk, måtte Abitz's synspunkter således anses for forældede og de kunne derfor ikke danne grundlag for de i overenskomsten stillede krav om andet end de vejmæssige forhold. 4.3. Regler om varmeforsyning i 1953 Som nævnt fandtes der ikke nogen lovgivning om varmeforsyning på det pågældende tidspunkt. En kommune kunne på daværende tidspunkt lovligt drive forsyningsvirksomhed, herunder varmeforsyning og ville også kunne have en interesse i, at der blev etableret varmeforsyningsvirksomhed og måtte gerne støtte dette ved at stille fx lånegarantier. Kommunen kunne også have interesse i, at man, når en sådan forsyningsvirksomhed blev etableret, sørgede for rimelige vilkår for denne, herunder at der var almindelig adgang til tilslutning for de ejendomme, der havde mulighed for dette til det udlagte ledningsnet. Denne forsyningsmæssige interesse havde imidlertid ikke nogen særlig forbindelse med de hensyn, kommunen skulle varetage som vejmyndighed. Der var på daværende tidspunkt ikke noget lovkrav om, at en sådan privat varmevirksomhed skulle drives efter et kostprisprincip, således som det blev indført i varmeforsyningsloven i 1981. For kommunal forsyningsvirksomhed blev der efterhånden udviklet et hvile-i-sig-selv-princip, selv om dette ikke var gældende i hele 1900-tallet. Man kan imidlertid ikke herfra udlede, at der også måtte gælde et sådant princip for privatejede varmeforsyningsvirksomheder. 4.4 Regler om garantistillelse Kommunen kunne også som garantistiller have interesse i de aktiviteter, man støttede gennem garantistillelsen, i rimelig omfang kom almenheden til gode. Der måtte tilkomme kommunen en vis frihed til at stille saglige vilkår herfor, også fordi kommunen ikke havde nogen pligt til at stille garanti. Bestemmelserne i overenskomsten er imidlertid ikke knyttet til kommunens garantistillelse men kun til muligheden for at nedlægge ledninger i vejene. 4.5 Generelle principper (også) i 1953 Generelt må det antages, at rådigheden over en vej i hvert fald kun måtte udøves i det offentliges interesse.
Det måtte derfor ligge klart, at rådigheden over vejene ikke lovligt kunne udøves til andre formål, end hvad der kunne være offentligretligt begrundet. Side 20 Hertil kom, at reglerne magtfordrejning/specialitetsprincippet efter udviklingen i retspraksis også må antages dengang at have afskåret, at man benyttede sine beføjelser i én lovgivning til at varetage hensyn på helt andre områder. Det må endvidere ud fra den senere udvikling antages, at det også dengang var en følge af forvaltningsrettens principper, at når en kommune handlede på privatretligt grundlag ved fx at indgå en aftale(overenskomst), skulle den overholde den almindelige forvaltningsrets grundsætninger herunder om saglighed. Der kunne heller ikke bortses fra krav om lovhjemmel, fordi der blev indgået en aftale. Der kunne heller ikke indgås aftaler for at løse forhold på anden måde end angivet i reguleringslovgivningen, ligesom en kommune ikke ved at indgå aftaler kunne bortse fra reglerne om ulovlige formål mv. (magtfordrejning), med hensyn til hvilke formål, der lovligt kunne forfølges på det enkelte område. 4.6 Vurdering I de nedenstående punkter, punkt 5-7, vurderes de mest vidtgående af bestemmelserne nærmere. 5. SAMTYKKE TIL VEDTÆGTSÆNDRINGER OG TIL PANTSÆTNING MV. 5.1 Samtykke til vedtægtsændringer 5.1.1 Overenskomstens krav Efter overenskomstens 9 1. afsnit skal varmeværkets vedtægter og ændringer af disse godkendes af kommunen. Dette er i dag indskrevet i Viborg Fjernvarmes vedtægter og er efterlevet af parterne. Det er vanskeligt at se, at det skulle være specielt relevant for en kommune som vejmyndighed at godkende vedtægterne for den juridiske person, som har nedgravet ledninger i de kommunale veje, blot fordi det sker på et modificeret gæsteprincips vilkår. Det er derfor ganske tvivlsomt om kommunen har kunnet stille et krav om vedtægtsgodkendelse som vilkår for at nedlægge ledninger i veje, og om dette krav kan opretholdes i dag med grundlag i overenskomsten. 5.1.2 Eventuelt andet grundlag for kravet om vedtægtsgodkendelse Det er heller ikke en følge af varmeforsyningslovens regler, at vedtægterne i fjernvarmeforsyninger skal godkendes af den pågældende kommune.
En bestemmelse af denne art er derimod sædvanlig i forbindelse med, at en kommune stiller garanti for varmeværkets låneoptagelse. Side 21 Bestemmelsen er også i dag indføjet i Viborg Fjernvarmes vedtægter. Vedtægterne blev godkendt af byrådet samtidig med overenskomsten i forbindelse med den første låneoptagelse. Medens overenskomsten utvetydigt angiver at være vilkår for nedlæggelse af ledninger i veje, er dette ikke tilfældet med byrådets godkendelse af vedtægterne. Man kan derfor måske se vedtægtsgodkendelsen og kravet om, at ændring af vedtægterne skal godkendes af kommunen, som et muligt udslag af kommunens garantistillelser. Det havde derfor sandsynligvis kunnet fastholdes, at kommunen skal godkende vedtægterne, hvis kommunen havde stillet garanti for varmeværkets låneoptagelse. Der er dog ikke i dag stillet sådanne garantier. Om et sådant krav også kan fastholdes i dag, hvor der ikke længere er tale om kommunale garantier for nogen del af værkets gæld, kan være temmelig tvivlsomt. 5.2 Samtykke til låneoptagelse, pantsætning, bortforpagtning og udlodning mv. 5.2.1 Overenskomstens krav Efter overenskomstens pkt. 9, 2. afsnit, skal låneoptagelse, pantsætning, bortforpagtning samt udlodning af en del af varmeværkets formue forinden godkendes af kommunen. Det er endvidere vanskeligt at se, hvilken sammenhæng de nævnte krav har med, at varmeværkets ledninger er lagt i kommunens veje på et modificeret gæsteprincips vilkår. Der er tale om ret vidtgående bestemmelser om både låntagning og pantsætning, som er meget indgribende i varmeværkets daglige dispositioner. Også bestemmelsen om bortforpagtning af varmeværkets anlæg er ganske vidtgående og har ingen sammenhæng med kommunens interesse som vejmyndighed. Tilsvarende er bestemmelsen mht. udlodning af formue meget vidtrækkende også henset til, at der ikke i overenskomsten tilføres varmeværkerne nogen væsentlig formuefordel fra kommunen. Det er således ganske tvivlsomt om kommunen kan gøre disse krav gældende ud fra overenskomsten. 5.2.2 Eventuelt andet grundlag for kravene Der gælder ikke tilsvarende krav efter varmeforsyningsloven.
Bestemmelserne har derimod for så vidt angår låneoptagelse, pantsætning og udlodning en naturlig sammenhæng med eventuel garantistillelse fra kommunen. Side 22 De aktuelle vedtægter for Viborg Fjernvarme indeholder kun bestemmelser om udlodning i tilfælde af opløsning. Efter denne bestemmelse kan medlemmerne kun få udbetalt deres indskudskapital medens øvrige beløb anvendes til almennyttige formål. Henset til sammenhængen mellem kravene til vedtægterne og de oprindelige garantier er det muligt, at kommunen under alle omstændigheder kan stille krav om, at vedtægterne på dette punkt overholdes, også fordi vedtægtsændringerne stadigvæk kræver kommunens godkendelse, jf. også ovenfor under punkt 5.1. Med hensyn til bestemmelserne om låneoptagelse, pantsætning og bortforpagtning er der ikke i vedtægterne noget krav om, at dette kræver kommunens godkendelse. Selvom der i vedtægterne er henvist til overenskomsten, vil det således alene være overenskomsten, der i givet fald skulle danne grundlag for et krav om kommunalt samtykke til sådanne dispositioner. Såfremt kravene måtte kunne ses som vilkår for garanstillelse, ville de antagelig kunne opretholdes. Man kan dog vanskelig betragte kravene som et udslag af eventuelle kommunale garantier, når kravene ikke længere står i vedtægterne, medmindre de andetsteds måtte stå som et direkte vilkår for stillede garantier. Der er endvidere ikke i dag stillet garanti af Kommunen til fordel for Viborg Fjernvarme, hvorfor en sådan betragtning ikke er aktuel. 5.3 Samtykke til opløsning Bestemmelsen om vedtagelse af selskabets opløsning gælder ifølge overenskomstens 9, stk. 3, kun så længe, kommunen måtte være garant. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i vedtægterne. Bestemmelsen kan formentlig ses som et udslag af kommunens stilling som garant, jf. at det er et krav, der kun er gældende, så længe kommunen er garant. Det er meget tvivlsomt, om kommunen har kunnet stille krav om at skulle samtykke i en opløsning, blot fordi ledningerne er lagt i vejene. Det er derimod sandsynligt, at kommunen har kunnet stille et sådant krav, så længe den måtte være garant. Uanset den uklare sammenhæng med de vilkår, der i øvrigt er stillet for de kommunale garantier, forekommer det ret nærliggende, at kommunen ville kunne fastholde dette krav, så længe kommunen havde stillet garanti, idet også senere garantier ville være stillet ud fra kommunens kendskab til,
at der er et sådant vilkår i overenskomsten, som er knyttet til garantistillelsen. Side 23 Dette er dog ikke aktuelt i dag, da der ikke er stillet garantier af Kommunen til fordel for Viborg Fjernvarme. 6. OVERTAGELSE I TILFÆLDE AF KONKURS MV 6.1 Kan en overtagelse gennemtvinges i tilfælde af konkurs mv. Hvis retten eksisterer, er der i tilfælde af en konkurs tale om en uopfyldt aftale, der er gensidigt bebyrdende. Efter konkurslovens 55, kan konkursboet vælge, om det vil indtræde i en sådan aftale eller ikke. Kommunen kan således ikke gennemtvinge en faktisk overtagelse over for konkursboet. Overenskomsten giver således ikke kommunen en reel ret til at overtage værket i tilfælde af konkurs. Hvis konkursboet ikke indtræder, kan kommunens eventuelle tab herved anmeldes som et simpelt krav i konkursboet. Udgangspunktet er, at kommunen ikke må have overskud ved at drive et varmeværk. Formodningen vil derfor være imod, at kommunen har lidt et tab ved ikke at kunne overtage i denne situation. Det er således ikke sandsynligt, at der i praksis vil være noget tab at anmelde. 6.2 Hvad ville virkningen være af en overtagelse efter overenskomsten i tilfælde af konkurs I tilfælde af en konkurs må det antages, at passiverne overstiger aktiverne, (selvom en konkurs undtagelsesvist også alene kan skyldes, at forfaldne fordringer ikke kan betales til tiden). Bestemmelsen om, at kommunen overtager alle aktiver og passiver, vil derfor ikke være specielt byrdefuld for et konkursbo, idet den tværtimod vil give dækning til kreditorer, der ellers ikke kunne regne med at opnå dækning. Det er derfor ikke sandsynligt, at konkursboet vil have noget imod at indtræde i en sådan aftale. Omvendt vil det ikke kunne være i kommunens interesse at overtage værket på disse vilkår ved en konkurs, da man derved kommer til at dække kreditorer, som ellers ikke ville skulle have betaling fra kommunen. Det ville fx kunne medføre, at kommunen også ville komme til at dække et eventuelt regreskrav fra Energi Viborg Kraftvarme A/S mod Viborg Fjernvarme vedrørende geotermi-udgifterne, hvis Energi Viborg Kraftvarme