1. søndag efter Hellig tre Konger, Hurup og Ørum Lukas 2, 41 52 Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. AMEN De fleste familier har deres egne små anekdoter eller fortællinger. Nogle forældre samler på små sjove episoder om børnene. Børnene husker noget om forældrene. Og de fleste har også fortællinger om bedsteforældrene i familien. Fortællingerne og anekdoterne bliver typisk fortalt ved konfirmationer, runde fødselsdage, sølvbryllup og andre begivenheder. Fortællingerne er med til at få os til at holde sammen. Fortællingerne er på godt og ondt en del af det, som vi er fælles om. Opdragelse og oplivelse. Maria og Josef glemte aldrig den dag i templet i Jerusalem, hvor de med frygt og ængstelse havde ledt efter deres 12-årige dreng i tre dage. Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige. Jo, for det er jo kærlighedens pris, at frygt og ængstelse fylder den, som er bange for, hvad det er sket med barnet. 1
Og fortællingen har fulgt alle de andre fortællinger, som evangelisterne har fået fortalt om kirkens Herre. Også denne fortælling kom med, da Lukas ville fortælle om Jesus. Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? De forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med den tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Mellem forældre og børn er der altid denne vekselvirkning, som vi kalder opdragelse eller oplivelse. Forældre skal drage deres børn op Forældre skal leve deres børn op. Opdragelse og oplivelse. Efter barnedåb tiltales barnets forældre efter kirkens skik med ordene om, at de skal opdrage barnet i den kristne tro og bede for det og bede med det, for at barnet må blive i Kristus ligesom det ved dåben er indpodet i ham. Der følger altså en opgave med den gave, at de nu har fået et barn og er blevet forældre. Opgaven består i at lære barnet, at livet er Guds gave, og at det skal takke og ære Gud for livet. Opgaven består i, at barnet skal opleve sig selv som en del af Guds fortælling om mennesker. Fortællingen om at Gud har gjort sig til en del af vort liv ved, at Jesus blev vort medmenneske. 2
Når vi døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er det i troen på, at Gud har skabt os, at Jesus er vor frelser, og at Helligånden er vor vejleder. Det er frihed under ansvar. Vi sætter kærligheden højere end æren. Vi sætter tilgivelsen højere end hævnen. Og vi beder: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Sådan er fortællingen om Gud og mennesker. Sådan er fortællingen om Jesus, der blev vort medmenneske. Sådan er fortællingen om Helligånden, der tager os om hjertet og leder os til et liv i tro og frihed. At opdrage barnet i den kristne er ikke at opdrage på Guds vegne, men under ansvar over for Gud. Et kristent menneske lever derfor altid under ansvar over for Gud og kan aldrig udtale sig på Guds vegne. Derfor kan ingen heller dømme eller fordømme andre på Guds vegne. Hverken jøder, kristne eller muslimer. For mange år siden besøgte vi en kristen præst i det øvre Galilæa i Israel / Palæstina. Han havde oplevet, at hans by brutalt var blevet overfaldet af Zionister, og at hans familie var blevet splittet for altid af politiske forhold. Han havde oprettet en skole i Galilæa for unge jøder, unge kristne og unge muslimer. Han sagde: Det skulle ikke være noget problem, at vi i mit land har både jøder, kristne og muslimer. Det skulle heller ikke være noget 3
problem, at vi blandt jøder, kristne og muslimer har mange fundamentalister for de leder os blot til de hellige skrifters kilder. Men Fanden har skabt fanatismen. Fanatismen har nemlig tiltaget sig den magt, at de gør Gud til redaskab for deres egne ideer. Derfor skal al fanatisme bekæmpes. Og derfor skal der altid tales imod de fanatikere, der gør Gud til redskab for deres gene ideer. Og det har vi heldigvis ret til i vort land. Vi kalder det ytringsfrihed. Jeg kan ikke kalde ytringsfriheden for jødisk, kristen eller islamisk. Men som kristen borger lever jeg mit liv under ansvar over for Gud, og så må jeg tage afstand fra enhver, som gør sig til Gud over for andre mennesker. Derfor må jeg igen og igen søge herhen i kirken for at leve mig ind i den fortælling, som fortælles her. Fortællingen om Gud, som har skabt mig. Fortællingen om Jesus, som er min frelser. Og Fortællingen om Helligånden, som er min vejleder. For lige som den 12-årige Jesus at være hos min Fader. Her vil jeg søge opdragelse og oplivelse. Så kan jeg måske lære at leve i frihed under ansvar over for Gud. Så kan jeg måske lære at leve at sætte kærligheden højere end æren. Så kan jeg måske lære at leve at sætte tilgivelsen højere end hævnen. 4
Så kan jeg måske lære at bede: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. I Jesu navn. AMEN 5