Prædiken til 2. søndag i advent, Luk.21, tekstrække

Transkript

1 1 Nollund Kirke. Søndag d. 4. december 2016 kl Bodil Raakjær Jensen Prædiken til 2. søndag i advent, Luk.21, tekstrække Salmer. DDS 733 Skyerne gråner DDS 87 Det første lys DDS 85 Op, Zion at oplukke - DDS 274 Rejs op dit hoved DDS 80 Tak og ære være Gud vers 4-6 DDS 270 Venner, lad kun skyer gråne Tekstlæsninger. Es.11,1-10; Rom.15,4-7; Luk.21,25-36

2 2 Prædiken. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas Det er adventstid. Det er ventetid. Vi venter på, at det skal blive jul. Vi venter på, at Jesus, Guds søn, skal komme til vores jord som et lille menneskebarn født i en stald og lagt i en krybbe. Det venter vi på. Det ved ethvert barn. Men ventetiden adventstiden fortæller om Jesu komme på flere måder. Sidste søndag kom han som konge ridende ind i Jerusalem på et æsel. Den ydmyge og sagtmodige konge, rede til at gå i døden. I dag kommer Jesus igen. Han kommer igen ved tidernes ende. Han kommer igen for at dømme levende og døde. Det er dommedag. Det er jordens undergang. Det er skræk og rædsel. Skræk og rædsel. Det kender vi alt for godt. Vi ser og hører dagligt om rædslens mange ansigter. Terrorismens ødelæggelse af menneskeliv, krig og undertrykkelse, vold og kriminalitet, misbrug af enhver slags, dødbringende sygdomme. Naturkatastrofer og hungersnød. Angsten for alt dette påvirker os bevidst eller ubevidst. Vi bliver helt konkret bange. Bange for at flyve, bange for at gå ud alene, bange for at være hjemme alene, bange for at blive syge, bange for hvad der kan ske med vore børn og børnebørn. Vi går rundt i en evig angst, og det kan vi ikke holde ud. Derfor fortrænger vi angsten. Vi kunne også sige som Jesus, at vi sløver vort hjerte. Med svir og drukkenskab sløver vi hjertet eller med dagliglivets bekymring. Det sidste betyder, at vi fortaber os i ligegyldige småting for ikke at skulle tage stilling til de store altafgørende spørgsmål. Eller også fremkalder angsten en hektisk aktivitet i os. For vi vil ikke selv være skyld i ulykken eller sygdommen, når den rammer. Derfor gør vi, hvad vi kan, for at undgå eller forebygge, som det jo hedder. Vi forsøger at overleve det alt sammen ved at

3 3 jogge flere kilometer hver dag, spise økologiske råkostsalater og drikke litervis af fiskeolie, som en med sans for overdrivelse skriver. Men hvilken løsning vi end finder for at undgå livsangsten angsten for fremtiden eller angsten for, at der slet ikke er nogen fremtid lige meget hvad vi end selv gør for at blive denne angst kvit, så lykkes det i sidste ende ikke alligevel. Vore fortrængninger og undvigemanøvre slår ikke til, når vinternatten er dyb og mørk, og angsten lister ind på os. Hvordan skal det gå os og vore børn i denne tid, i denne verden? Undergangsstemning er der altså mere end nok af. Og nu i dag mødes vi også af den i kirken. Det skaber ikke hygge. Og ikke nok med at hyggen bliver ødelagt. Der er noget mere alvorligt på spil end blot en ødelagt adventsstemning. Værre er det, at vores Jesus-billede bliver ødelagt i dette evangelium. Kan det overhovedet være den samme mand? Kan det være ham med lammet på skulderen og børnene ved hånden, der gør os så angste? For det, vi hørte lige før, er jo ikke engang det værste, som det nye testamente fortæller om undergangens dage. Hvordan kan det være kærlighedens Gud, der taler sådan? Sådan spørger vi, fordi vi sætter fokus på det forkerte. Det er, som om vi ikke kan komme forbi ikke komme over det, der taler til den angst, vi har i forvejen. Derfor ser vi kun dom og undergang. Derfor bliver det glade budskab forvandlet til en ond trussel om død og ødelæggelse. Vi kan selvfølgelig forsøge os med forskellige løsninger. Vi kan afvise det hele og forkaste troen. Eller vi kan tage teksten for gode varer og undskylde Jesus. Det her skete i Jerusalem i ugen op til påske. Manden var oprevet og bange. Tænk engang: først det pragtfulde indtog i Jerusalem, så folks mange umulige spørgsmål og forlangender, vreden over de handlende i templet, gråden over Jerusalem, forudsigelse af egen lidelse. Det kunne vel drive den stærkeste til vanvid. I den situation kan man godt komme til at overdrive lidt. Det er den psykologiske løsning. Troværdig nok men ikke Kristustroen værdig.

4 4 Vi kan også mene, at det har han aldrig sagt! At det altså slet ikke er Jesu egne ord. At det derimod er ord, skabt af de første kristne og lagt i Jesu mund. At det skulle være de forfulgte kristnes hævn over de ugudelige romere, som angav dem, fangede dem og kastede dem for løverne. At det altså skulle være de kristnes hævn og trøst i lidelsen - i retning af: Vent I bare, snart bliver det jeres tur. Forklaring eller bortforklaring. Det hjælper os ikke videre. Ender vi i tidshistoriske gætterier frem for i tro, når vi hører evangeliet, så er det, fordi vi hører eller fokuserer forkert. Vi danner de forkerte billeder, fordi det er undergangsstemningen, vi måske kender bedst fra vores eget liv. Men billeder af undergang er altså ikke dem, man overlever på. Håbets billeder derimod, får os til at ville leve - også midt i håbløsheden. Det var håbets billeder, Gud gennem Esajas gav sit folk, mens de boede som flygtningen i Babylon. Han gav nyt håb i en tid, der om noget var præget af undergang. Esajas fortalte om fredsriget, som skulle komme, hvor alt ville blive godt igen. Retfærdighed og fred og glæde skulle herske der. Ingen skulle volde ondt eller ødelæggelse. Guds herlighed skulle overstråle det hele. Profeten Esajas fortalte om det. Han havde set det hele for sig. Gud havde selv vist ham det. Det var ikke billeder, som profeten selv havde fundet på. Det var Gud selv, der trøstede sit folk i en tung tid. Livet bliver smukt vent bare. Livet er smukt. Sådan hedder en italiensk film fra Det er en dybt bevægende og livsbekræftende film om en jødisk families skæbne under 2. verdenskrig. Far og søn bliver sammen sat i koncentrationslejr. Men den femårige finder aldrig ud af, hvor forfærdeligt, det egentlig er. Trods sin egen store angst og fortvivlelse evner faderen at give sønnen troen på, at de kun er med i en slags historie. Faktisk er det en leg, siger han. En leg eller et rollespil, som det har været utrolig svært at få billetter til. Det, det gælder om i denne leg, er at holde ud og lade som ingenting. Ved at spille med på en troværdig måde også ved de mest absurde ting kan man samle points.

5 5 Det gælder om at være bedst at samle 1000 points. Den, der først får 1000 points, vinder en kampvogn. Drengen tror på sin far, og de begynder den absurde leg. Hver gang drengen er ved at tvivle, fordi det hele bliver for ondt og grotesk, får faderen ham alligevel overbevist om rigtigheden. Sådan når drengen gennem denne onde tid uden sår på sjælen. Håbets og forventningens billeder holder ham oppe. Faderens kærlighed hjælper ham igennem. Det er faderen, der tager lidelsen og alt det onde på sig for at frelse sit barn. Det er sand kærlighed. I onde tider overlever vi på håbets billeder. Det gælder om at fastholde håbet. Det var også det, som Paulus skrev til menigheden i Rom: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Således også evangeliet til i dag. Billeder og ord til trøst og håb. For os gælder det derfor at se hen over de ord, som vi ikke kan forstå at lade dem ligge, ligesom de tunge sten på vejen, som vi må gå udenom, fordi vi ikke kan løfte dem. I stedet må vi se hen på de ord, som giver os håb. Når vi hører Jesu ord også dem i dag så har vi lov til at høre ordene sagt af ham, som vi kender som den milde og sagtmodige, den kærlige og barmhjertige Jesus sagt af ham, der går med børnene ved hånden. Vi må have lov til at høre ordene om dom og undergang med håb og fortrøstning, fordi vi ved, at det er Kristus selv, det er frelseren, der er dommer. Tror vi på, at vores frelse ligger i, hvad Gud i Kristus gjorde for os, og ikke i, hvad vi kan gøre for os selv, så er der ingen dom at frygte. Sætter vi os selv på anklagebænken, så bliver dommer til forsvarer. Nåden går i rettens sted. Så er vi allerede fundet frie og værdige til Guds rige for Jesu skyld. Det er håbet, der overvinder alt. Amen