Our Mutual Friend. Nr. 12 / Februar 2009 DICKENS SELSKABET

1 Our Mutual Friend Nr. 12 / Februar 2009 DICKENS SELSKABET

2 Our Mutual Friend Nr. 12 / Februar 2009 Redaktør: Vibeke Schrøder I redaktionen: Lise Lotte Frederiksen og Michael Rehder Trykning: Michael Rehder Forside og billedemateriale: Michael Rehder Dickens Selskabet www.dickens-selskabet.dk

3 INDLEDNING Ved indledningen til 2009 vil vi ønske alle et glædeligt nytår og sige tak for det gamle. Dickens Selskabet har eksisteret i 5 år og er nået den alder, hvor det kan stå på egne ben. Vi har i det forløbne år haft mange gode møder, hvor medlemmerne har foldet sig ud med film og foredrag om vor fælles ven Charles Dickens. Der har også været en tur til London, hvor en lille gruppe med Lise Lotte i spidsen har mødt vores engelske venner og har oplevet noget af Dickens London Emnet for dette nummer af bladet er utopier, forestillinger om en bedre verden. For skønt Victoria-tiden står for dobbeltmoral og dårlig smag, betyder den også det modsatte. Aldrig før eller siden har så mange gode mennesker engageret sig i samfundet og tænkt over, hvordan man kunne gøre det bedre og sjovere for alle. På den måde var Dickens barn af sin tid. Der er ganske vist ingen utopier i hans romaner eller artikler. Han forbeholdt sig retten til at kritisere lovgiverne, uden at anvise løsningsforslag. Dermed holdt han sig fri af politiske partier og bevarede sin kunstneriske frihed. Men forestillingen om en bedre verden findes alligevel i alt, hvad han skriver. Dickens arbejdede livet igennem for at forbedre kunstneres, skuespilleres og forfatteres vilkår. Sammen med Edward Bulwer Lytton oprettede han forfatterforeningen The Guild of Literature. Selvom Bulwer var rig, var han socialt engageret og interesserede sig for utopier. Jesper skriver om Bulwers utopiske romaner. Lise Lotte og jeg skriver om Lord Ashley, der var en anden af tidens store reformatorer, som Dickens også havde et personligt forhold til. Jeg skriver om Robert Owen, tidens store sociale reformator og utopist, og har desuden en lille historie om julekort. Vibeke Schröder

4 UTOPIER Her til lands menes utopien at være død, og vi har tilsyneladende ikke andre filosoffer end tænketanken Cepos, den moderne udgave af Malthus, med det kedelige credo: Det skal kunne betale sig at arbejde! Ellers er utopier næsten altid fantasifulde. De kommer i bølger og forsvinder, når hårde tider giver vind til reaktionen. Egentlig er de krisetegn, fordi de dukker op før væsentlige forandringer i samfundet. Platon skrev Staten som reaktion på demokratiets forfald. Thomas More skrev Utopia i 1516 som protest over proletariseringen af de engelske bønder efter udskiftningen af jord. Krigene mellem den røde og den hvide rose havde kostet Englands adel dyrt. Deres ejendomme var blevet konfiskeret, og mange var blevet dræbt. De overlevende kom på fode ved at inddrive fæstejord til fåreavl. Ulden gav nemlig større udbytte end fæsteafgifter. Tusinder af tidligere småbønder kom til at flakke rundt på landevejene som tiggere, da deres gårde blev jævnet med jorden for at give plads for de menneskeædende får. Oplysningstidens frihedsidealer leder over i den franske revolution, der igen afløses af Napoleons-krigenes vanvid, kapitalens opblomstring, reaktion og nye krige. Forud for første og anden verdenskrig udfoldede kunstnere, forfattere og tænkere deres forestilling om en ny og bedre verden. Min generation er opfostret med kvindebevægelsen og med utopister som Herbert Marcuse og Ernst Bloch, der begge mener, at vi ved at bruge vores fornuft og fantasi vil opnå et lykkeligere samfund. Under studenteroprøret i 1968 var Paris mure dækket af utopiske slagord som: Vær realist- forlang det umulige! Eller Al magt til fantasien! Forud for Victoria-tidens økonomiske opsving kom en mængde utopier. Aldrig har så mange mennesker tænkt og eksperimenteret med nye samlivsformer. De kan opfattes som en reaktion på Napoleons-krigenes brutalitet og kapitalismens frembrud, der både skabte rigdom, fattigdom og ødelæggelse af naturen. De utopier, der da kom frem, var på den ene side protester på den anden side fremtidsvisioner. Da utopier opstår i krisetider, vil der paradoksalt nok ofte være noget tilbageskuende over dem.

I Thomas Mores Utopia er der ingen privat ejendom. I Frankrig forkyndte Pierre Proudhon, at ejendom var tyveri og anbefalede anarkismen som den eneste rigtige samfundsform. Abbe Lamennais prædikede oprørets evangelium, og Saint Simon ville skabe et menneskehedens kristne broderskab. Tocqueville fandt på begrebet demokratisk liberalisme efter en rejse til Amerika. Den franske digter og politiker Alphonse de Lamartine talte om medlidenhed. Men alle disse kærlige tanker blev afløst af vold, da der i 1848 gik en revolutionsbølge gennem Europa. Folk gjorde oprør i Frankrig, Italien, Østrig, Ungarn og Preussen og de fleste tyske stater og forlangte velstand, uddannelse og frihed for alle. Vreden rettede sig især mod den reaktionære østrigske kansler Metternich, der abdicerede og søgte asyl i England. Mens han sad i de fornemme saloner og diskuterede filosofi og politik med Disraeli, var læsesalen på British Museum fuld af chartister, russiske nihilister, irske fenianere og italienske oprørere. Alle disse langskæggede fyre fandt her et fristed, når det blev for hedt hjemme. Karl Marx sad på læsesalen i mange år og skrev Kapitalen. Man spekulerede dengang på, om ikke stedet var så farligt, at det burde lukkes. Mange af de revolutionære var nemlig ret opfindsomme, når det drejede sig om at producere bomber. Det har både Oscar Wilde og Bernard Shaw ironiseret over. Men de fleste af tidens tænkere var fredelige romantikere, som arbejderbevægelsen senere udnævnte til utopiske socialister. De kastede ikke med bomber, men spillede, med Friedrich Engels ord, deres fremtidsmusik på et barns trompet. Dickens identificerede sig med den gruppe, der kaldte sig radikale. De var børn af oplysningstiden, hvor utopien ganske vist ikke spillede nogen større rolle. Diderot og Voltaire morede sig altid over utopisterne, og begrebet utopi findes slet ikke i den franske encyklopædi. Både Dickens, Thomas Carlyle og deres fælles amerikanske ven, filosoffen Ralph W. Emerson tilhørte den franske tradition, der troede, at mennesker kan forbedres ved oplysning, og at samfundet ville ændre sig gennem en konstruktiv kritik. Krig, fattigdom og hårdt arbejde ville forsvinde med tiden, og der ville opstå lighed mellem kønnene. De radikale hyldede, som senere Ernst Bloch og Herbert Marcuse, fornuft og fantasi. Men de frygtede dybest set folket, det vil sige den uoplyste, kriminaliserede del af befolkningen, the dangerous classes. 5

6 Det var den gruppe, der kunne tænkes at lave revolution. På den måde lignede de radikale Thomas More, der også påkaldte sig magthavernes fornuft og idealisme. I England blev utopisterne med tiden til samfundsstøtter. En af Dickens samtidige var Robert Owen, der talte om ægteskabet, religionen og den private ejendomsret som ondskabens treenighed. Mange af Robert Owens tanker indgår i dag i moderne managementteorier. En anden reformator var Lord Shaftesbury, Anthony Ashley Cooper, der udførte et stort socialt arbejde. Blandt de betydelige utopiske bevægelser i Europa og Amerika var bevægelsen til slaveriets ophævelse og fredsbevægelsen med den franske forfattervictor Hugo som fremtrædende medlem. Nævnes kan også vegetarbevægelsen og kvindebevægelsen, der ledet af amerikaneren Amelia Bloomer. Det største problem for utopisterne har altid været, hvordan man skulle tilpasse den menneskelige natur til et civiliseret samfund, uden at bruge vold. Men skønt den begyndende arbejderbevægelse, chartismen, kunne forfalde til voldsretorik, hørte den ret beset til de radikale. Skønt Dickens kaldte sig radikal, mente han, at mange af de andre var sentimentale idioter og gjorde nar af dem, når han kunne komme til det. Chartismen brød han sig ikke om, og feminister, barfodsdansere, soldyrkere og vegetarer havde heller ingen stor plads i hans hjerte. Der findes ikke rigtigt utopier i Dickens bøger, når man ser bort fra hans forestilling om udvandring. I kolonierne kunne selv håbløse tosser som Mr. Micawber finde frihed og udfoldelsesmuligheder. Men egentlig interesserede Dickens sig ikke meget for de varme lande. Hans eneste forestilling om Utopia var Amerika, og den opgav han, da han selv havde set landet og havde erkendt, at dets rigdom var grundlagt på folkemord og slaveri. Til gengæld adopterede amerikanerne Dickens sentimentale julefilosofi, der nok har mange lighedspunkter med de folkelige fabler om Slaraffenland, hvor de stegte duer flyver ind i munden på folk. Julen minder hos Dickens om den gamle kirkefader Irenaeus forestilling om et Paradis, hvor bjergene er bygget af ost, og floderne flyder med vin.

7 Kapitalismen skabte allerede i Dickens tid en overflod, der overgik Irenaeus vildeste forestillinger. Men der kom ikke lighed, fred eller mere fornuft. Dickens, der hele sit liv havde kæmpet for fornuft og følelse, kunne ikke overvinde sin skuffelse over udviklingen. Vibeke Schröder Et billede af Utopia fra More s bog

8 WITH A LITTLE HELP FROM FROM MY FRIENDS! En artikel om velgørenhed i Victoriatiden. Jarlen af Shaftesbury var en af tidens store politiske filantroper. Dickens var en af de største socialt engagerede forfatterfigurer i sin tid. Som børn af deres tid var de begge drevet frem af ønsker om forandring og forbedring af de fattiges kår. Vi ved, at Dickens med sit forfatterskab var med til at skubbe til udviklingen: han tog fat på skoler og uddannelse; han tog fat på udnyttelsen af mindreårige, og han oprettede et hjem for faldne kvinder. Velgørenhed er et tema i forfatterskabet, men Dickens viser bestemt ikke alle velgørere som renhjertede mennesker. Det kan være ønsket om at promovere sig selv, som ligger bag nogle af hans velgørere har ikke udelt rene motiver. Velgørenheden kan bunde i ønsket om at dominere andre; om at få magt over menneskers liv. Når Magwitch bliver Pips hemmelige velynder, ligger der også et ønske om at forme ham (og dermed bestemme over ham) bagved. Når Mrs Jellyby vil hjælpe de stakkels fattige i Afrika, er det også en ren overspringshandling, der kan camouflere, at hendes egne børn går for lud og koldt vand. Den, der modtager velgørenheden kommer ofte i en smertefuld position: det er hæsligt at skulle være taknemlig til evig tid, at skulle leve af andres nåde. Giver og modtager kan være beslægtet med offer og bøddel tænk bare på sagføreren Jaggers, der holder sine befriede anklagede i et jerngreb. Han har frelst dem fra galgen; de står nu i evig gæld til ham og kan aldrig undslippe. De er blot blevet fanger et nyt sted. Det er Dickens fortjeneste at vise os de ofte dobbeltbundne psykologiske mekanismer bag. Tænk på flere af hans moralsk anløbne personer, der er selvfede: Uriah Heep, der skal opad, og Skimpole, der lever på andres bekostning alle er de med til at kaste lys over fænomenet at gøre det gode! Victorianerne var på mange måder storslåede mennesker! Der var gang i dem, og der var en form for storslået samfundssind, community spirit. Noget, der ikke er så meget af i dag. I hvert fald var der dengang mennesker, der på en stærkt idealistisk baggrund (ofte kristent funderet) lod sig drive frem af

9 oprigtige ønsker om forandring. Der var en stærk arbejdsetik, så mange knoklede og overkom det utrolige! Mange var store filantroper: Den syvende Jarl af Shaftesbury (ja, der er en flot gade opkaldt efter ham lige midt i teaterdistriktet) var en sådan inkarneret filantrop. Efter en baggrund på Harrow og en studietid på Oxford kom han som 25-årig ind i Parlamentet, hvor han straks gik i gang med at reformere samfundet. Han opsøgte fattige mennesker og satte en ære i at forbedre deres levevilkår. Alle hans lovforslag byggede på direkte erfaringer i mødet med arbejderklassen. Det lyder enkelt, men han viede en stor del af sit liv til at forandre et umenneskeligt system til et mere menneskeligt. Lad os se på de områder, han blev optaget af i sit politiske liv. Han kastede sig især over tre områder: 1) Han fik ændret fabrikslovgivningen, så det blev forbudt for mindreårige børn at arbejde i minerne. Mange englændere anede faktisk ikke, at kvinder og små børn arbejdede under umenneskelige forhold i minerne. Det var en proces, der tog mange år at ændre. Han satte den i gang. 2) Han blev formand for The Ragged School Union, og takket være fremskaffelsen af midler opstod der 200 fattigskoler i løbet af de første år. Disse skoler og opmærksomheden omkring dem førte i sidste ende til The Education Act (undervisningspligt) i 1870. De satte skub i udviklingen, så flere lærte at læse og skrive. 3) The Lunacy Act. Indtil ca. 1850 var psykisk syge mest blevet behandlet som fanger: de blev holdt The 7th Earl of Shatesbury

10 indespærret under kummerlige vilkår på lofter og i kældre. Med The Lunacy Act kommer der et mere humanitært syn sjælelige sygdomme; de syge er ikke længere nogen, der skal gemmes væk. De er patienter, der har krav på menneskelig behandling. Dickens nægtede at gå ind i politik. Flere gange blev han opfordret til det, men han undslog sig. Til gengæld står hans bøger tilbage som stærke politiske udsagn. Revolution ønsker han ikke, men han tror på det private initiativ. Faktisk er den private velgørenhed kommet i højsædet igen private sponsorer er stormet frem igen, når det offentlige ikke længere kan eller vil (!) påtage sig ansvaret. Lise Lotte Frederiksen Og nu til et lille forslag: Vores engelske Dickens venner har et Oliver Twist fond som en naturlig del af deres fellowship. Skulle vi ikke have noget tilsvarende. Jeg udlover en fin flaske portvin til den, der finder på et godt og sjovt velgørenhedsnavn.

DICKENS PERSONLIGE FORHOLD TIL LORD ASHLEY 11 Anthony Ashley Cooper bliver som regel benævnt Lord Ashley. I 1851 fik han titel af 7. Jarl af Shaftesbury. Fra 1826 til 1851 sad han som konservativt medlem af parlamentet. Dickens første kontakt med Lord Ashley var i december 1838, da han netop var kommet tilbage fra Manchester, hvor han havde besøgt nogle bomuldsspinderier. Jeg væmmes og forbavses ud over alle grænser ved, hvad jeg har set, skriver han til Edward Fitzgerald, der skulle introducere ham for Lord Ashley. Dickens ville for anden gang bevæge sig ind i fjendeland i Manchester med introduktionsbreve fra Lord Ashley, der den 20. juli havde holdt en lang tale i parlamentet om børnearbejde på spinderierne. I det meste af sit sociale arbejde samarbejdede Dickens med Angela Bourdett Coutts, Englands rigeste kvinde. Angela var religiøs, og hun og Dickens var ikke altid enige om principperne for deres hjælpearbejde. Men Dickens beundrede hende og holdt så meget af hende, at han som regel bøjede sig for hendes meninger. Deres første større projekt var en kristen fattigskole i New Field Land, Holborn, dér hvor Fagins tyvebande holder til. Dickens søgte forgæves støtte fra regeringen, men fik dengang hjælp fra Lord Ashley. Skolen var dog ikke nogen ubetinget succes, da klientellet var for tungt. Lord Ashley hjalp og støttede fattigskolerne mere end nogen anden. Han var også dybt religiøs og ville, som Dickens udtrykte det, have religionsundervisning i skolerne med en masse snak om bod og anger. Dickens mente ikke, at der var grund til at belemre fattighusbørn, der ikke kendte forskel på godt og ondt, med teologiske problemer eller udsætte dem for lange tirader fra en prædikestol. Lord Ashley og Dickens var engageret i mange af de samme ting som arbejderboliger, kloakering og undervisning, og Dickens stødte ofte på ham i selskabslivet. Lord Ashley var også undertiden med ved middagsselskaber hos Dickens i Devonshire Terrace. Dickens amerikanske ven Cornelius Felton fortæller om et middagsselskab hos Dickens i sommeren 1853, hvor også Lord Ashley var gæst. Ellers hørte Lord Ashley ikke til Dickens nærmeste kreds, men når Dickens

12 var ude i socialt arbejde, mødte han ret ofte Lord Ashleys agenter. Og mens han rigtig godt kunne lide Lord Ashley, som han kalder en sød, elskværdig, velmenende tyr i en porcelænsbutik, holdt han mindre af agenterne, der efter hans mening var fanatiske i deres kristendom. Med årene blev Dickens dog ofte irriteret på Lord Ashley på grund af hans missionering for protestantismen. Dickens mente, at Lord Ashley blæste en skinger tone på sin åndelige panfløjte, som han skrev til sin veninde Angela Coutts. Lord Ashley støttede the sabbatarian movement, der ville afskaffe søndagsarbejde og ville have de folkelige forlystelser lukkede om søndagen. En af Dickens kæpheste som redaktør af Household Words var kampen mod denne bevægelse, der efter hans mening kuede arbejderne og forhindrede dem i at nyde ugens eneste fridag. Lord Ashley holdt meget af Dickens og gjorde ham flere tjenester. Da Dickens yngste søster Letitia i 1861 mistede sin mand, arkitekt og ingeniør Henry Austin, bad Dickens Lord Ashley om at skaffe hans søster en enkepension, som hun også fik. Det var en anerkendelse af Henry Austins arbejde for bedre kloakering og vandforsyning i slumkvartererne. Lord Ashley gjorde flere forsøg på at få et nærmere samarbejde med Dickens. Da Dickens i juni 1865 var ude for en togulykke, hvor ti mennesker blev dræbt, skrev Lord Ashley til ham for at han skulle være med til at engagere sig i større togsikkerhed. Mange forskellige selskaber fik lov at lægge skinner og opføre viadukter. Dårlig koordinering mellem selskaberne og spekulation i jernbaneaktier førte til elendigt byggeri og mange alvorlige ulykker. Det var det, Lord Ashley ville have Dickens hjælp til at forandre. Men Dickens afslog, fordi han ikke havde tid. Da der i 1867 var verdensudstilling i Paris var Lord Ashley sammen med biskop Manning med i en komité til udvælgelse af 80 håndværkere, der skulle repræsentere England på udstillingen. Ashley ville gerne have Dickens med, men Dickens afslog igen med samme begrundelse, han havde ikke tid. Da John Forsters Dickens-biografi udkom i december 1871, skrev Lord Ashley til Forster: Det var jo sådan, at Gud havde givet Dickens en evne til

at gå imod lidelse og undertrykkelse; og skønt jeg ikke mener, at det er en forudsætning, at den, der stærkest har følt lidelsen, også er bedst til at skildre den, så tror jeg fuldt og fast, at det var sådan for ham. Han følte det, han skrev, og han skrev det, han følte; og derfor opnåede han også resultater. Og jeg er sikker på, at han til sin egen inderlige fryd lettede en mængde tyranni og sorg. Og dog, det er mærkeligt at sige det, men han rakte mig aldrig en hjælpende hånd i det mindste har jeg aldrig hørt om det. Tre dage senere skrev Lord Ashley i sin dagbog om Dickens: Den mand var et fænomen, et særligt produkt. Der har aldrig eksisteret noget ligesom ham. Naturen er heller ikke sådan en tautolog, at den skaber en anden fyr ligesom ham. Dickens afvisning af Lord Ashley viser noget om den kompromisløshed, der med årene blev et mere fremherskende træk i hans karakter. Vibeke Schröder 13 Gård fra Dickens World ved Chatham

14 ROBERT OWEN OG CHARLES DICKENS En af Englands største sociale reformatorer og utopiske tænkere var Robert Owen. Han begyndte omkring 1781 som diskenspringer i en manufakturforretning i Manchester, der dengang var en lille by med 22.000 indbyggere. I løbet af få år voksede den imidlertid til det tredobbelte på grund af de mange nye bomuldsspinderier. Owen sørgede altid over den fattigdom og nød, der var blandt arbejderne. Selv klarede han sig så godt, at han som 20-årig var direktør for en fabrik med 500 ansatte. Kun ti år senere var han medejer af det store bomuldsspinderi New Lanark lidt uden for Glasgow. Her skabte han et mønstersamfund med børnehave, sygedagpenge og pension for alle. Han var som en fader for sine folk og blev tilbedt af alle. Selv overklassen dyrkede Owen, der formåede at forene velfærd med høj profit. Zaren af Rusland besøgte New Lanark, Owen var kult. Piben fik dog en anden lyd, og borgerskabet lukkede sine døre for ham, da han begyndte at missionere for sine politiske principper. Krisen efter Napoleonskrigene resulterede i en halvering af lønningerne, en proletarisering af middelklassen og nød blandt arbejderne. Owen tænkte over sagen og fandt frem til, at årsagen til alle ulykker var den private ejendomsret. Løsningen var kollektiver, hvor man forenede høj teknologi med gamle dyder som opdragelse og uddannelse. I England blev der i de næste år grundlagt ti kollektive samfund efter Owens mønster. Det kendteste engelske samfund var New Harmony Hall, der blev grundlagt i perioden 1839-45. I Amerika opstod 16 kollektivsamfund, hvoraf det største var New Harmony i Indiana. Omkring Owens samfund blomstrede en arbejderkultur med forsamlingshuse, folkefester, sang, sport og oplysningsvirksomhed. Owen, der selv var optaget af naturvidenskab, søgte at uddanne de unge til at interessere sig for ny teknologi. Han talte allerede dengang for sol-, vind- og bølge-energi, ligesom han brændte for arkitektur. Owen fik varig betydning som grundlægger af den første fagforening The English Trade Union Movement, for andelsbevægelsen og for begrebet socialisme.

15 Robert Owen søgte i det mindste én gang at få Dickens over på sit parti, men også her undslog Dickens sig. Der findes kun ét brev fra Dickens til Owen, en tak for de tilsendte bøger, The Book of The New Moral World, der udkom i syv dele i perioden 1836-42. I tidsskriftet The New Moral World kom der 18. juli 1840 en artikel om Dickens skitser. Her står der, at det samfund, som den uforlignelige Boz afbilder, skriger højt på forandring, og at podagraplagede kapitalister bør læse disse rørende skitser for at åbne deres hjerter for Owens filantropiske tanker og socialismen. Dickens fik artiklen gengivet gennem sin protegé, tømreren John Overs og svarede: Jeg har været dybt interesseret i Deres beretning om The New Moral World, skønt jeg ikke kan beslutte mig for, om jeg skal forfølge emnet eller lade det ligge. Der er opstået adskillige meget tunge spørgsmål i mit sind angående selve det problematiske spørgsmål, om jeg overhovedet skal tage notits af det, eftersom medlemmernes hensigt med det tydeligvis er at gøre sig bemærket. Dickens lod det ligge. Nogle år senere blev han gode venner med Robert Owens søn Robert Dale Owen, der en overgang var engelsk præst i Napoli. Han havde som barn levet med sin far i New Harmony i Indiana og var også lidt ude i hampen, men på den anden side, idet han interesserede sig for spiritisme. Også han sendte Dickens sine bøger. Dickens ville ikke på nogen måde tages til indtægt for socialismen eller optræde som discipel af Robert Owen. Han brød sig ikke om ismer af nogen art. Det vigtigste for ham var altid kunstnerisk frihed og publikums kærlighed. Derfor holdt han distance til Lord Ashley og Robert Owen. Vibeke Schröder Robert Owen

16 JULEKORTETS HISTORIE I en tid, da julekortet er ved at blive afløst af e-mails, kan man med vemod mindes, hvordan kortene førhen væltede ind gennem brevsprækken i december. Hos os blev de samlet i en pæn bunke, der juleaften efter gaveuddelingen blev åbnet og læst højt. De fineste kort blev foldet ud og sat på skænken. I Danmark er traditionen med at sende julekort ikke særlig gammel. Omkring 1870 begyndte kongehuset og overklassen at sende julekort. Blandt almindelige mennesker blev skikken først udbredt omkring århundredeskiftet 1900, hvor der her til lands blev ekspederet omkring fire millioner kort. Julekortet er et engelsk påfund. Oprindelsen var de Christmas Pieces, skoledrenge ved årets slutning sendte til deres forældre for at vise deres skrivefærdighed. Det var tegnede kort omgivet af en fin bort. De første kort var ellers nytårskort eller Valentines, kærlighedsbreve, der blev sendt ud den 14. februar. I Pickwick Klubben sender Sam Weller et Valentine til Mary. De første rigtige julekort blev sendt ud i 1843, da man indførte 1- penny-frimærket, Rowland Hills penny post. Det betød, at modtageren ikke længere skulle betale for portoen. Men på det tidspunkt var julekort så dyre, at de var forbeholdt overklassen. Som regel var de tegnet af kendte kunstnere, og fordi de var noget særligt, blev de gemt og klistret på en skærm eller i et album. Det første designede kort, skabt af den 16-årige William May Egley, viser forskellige morsomme ferieaktiviteter. I midten er der en Harlekin og en Columbine. På hver side er der tegnet en familie omkring julebuddingen og en dansende Sir Roger de Coverly. Det er den dans, Mr. Pickwick og hans venner danser på Dingly Dell. Den trykte tekst siger GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR. I 1843 tegnede Calcott Hornsley et kort til sin ven Sir Henry Cole, direktør for South Kensington Museum. Billedet viser en familie, der skåler for deres ven. I 1844 kom der flere forskellige julekort. Et af dem var tegnet af modtageren til det første, Sir Henry Cole, der i øvrigt også var Dronning Victorias yndlingsmaler. Billedet forestiller julens ånd. Dronning Victoria og Prins Albert

blev så grebet af skikken, at de engagerede deres egne kunstnere. 17 Op til 1880 blev kortene stadig smukkere. Det kunne nu være folde-ud kort, pop-up kort eller bevægelige figurer. Det var stadig tidens bedste kunstnere, der stod for motiverne, der kunne være vingede engle, høstscener, teaterfigurer eller soldater. Specielt yndede var de japanske motiver. For børn var der særlige kort med legetøj, dyr og eventyrfigurer, måske ledsaget af et børnerim. Den kendte børnebogsillustrator Kate Greenaway skabte i perioden 1870-80 en serie, der forestillede udklædte børn. Emely Gertrude Thomson skabte en serie, der forestillede nøgne babyer, ledsaget af sentimentale vers. Gennem det engelske kongehus bredte traditionen sig efterhånden til hele befolkningen. Allerede i 1843 kunne man i Old Bond Street købe litograferede, håndkolorerede julekort, der var trykt af Jobbins i Warvick Court. Tre år senere var der købere til 1000 af den slags kort. Først omkring 1860 kunne man købe billige kort, trykt af Goodall & Son i Camden Town. Motiverne var nu enklere, ofte et vinterlandskab omgivet af gran, mistelten og kristtorn, en rødkælk i sneen eller en julemand. Religiøse motiver fandtes stort set aldrig på de engelske kort. I over hundrede år har julekort signaleret venskab, overflod og god smag. Mange af de kort, der nu sendes ud, er enten hjemmelavede eller trykt hos velgørende organisationer som Unicef. Men der var engang, da lidt af julens magi bredte sig i stuen, når julefreden havde sænket sig, og et af de glitrende kort blev foldet ud og læst højt. Vibeke Schröder

18 Victorianske visioner Sociale forhold, teknologi og ideer ændrede sig så hastigt i victoriatidens sidste årtier, at mange med stigende håb eller bekymring spurgte sig selv, hvor det alt sammen ville ende, og hvor meget fra samtiden, der ville stå tilbage hundrede eller tohundrede år senere. Det var en frugtbar tid for fremtidsromaner, nogle af dem skrevet i direkte polemik med hinanden; en kreativ og spændende form for samfundsdebat. Et fælles udgangspunkt for dem var dog, at et samfund præget af de elendige sociale vilkår og modsætninger, Dickens bedre end nogen anden havde beskrevet, ikke kunne blive med at bestå. Mr. Boffin i Utopia I bogen News from Nowhere, der udkom i 1890, har digteren, designeren og socialisten William Morris (1834-1896) ét bud på, hvad en tidsrejsende fra det 19. århundrede vil kunne nikke genkendende til i det 21.: Dickens. Da historiens fortæller, efter at have sovet i længere tid end selve Tornerose, vågner op i et landligt fremtids-london og spiser morgenmad i en kro, møder han en venlig og prægtigt klædt skikkelse, hvis frakke er broderet, så den lyser gyldent i morgensolen. Det øvrige selskab tiltaler denne gæst som Boffin. Fortælleren antager ud fra gæstens klædedragt og hele holdning, at han mindst må være en ledende politiker, og undrer sig over de andres muntertrespektløse tone overfor ham. Da gæsten er gået, spørger fortælleren derfor sin guide, Dick, i den nye verden: Hvad er denne Mr. Boffin hvis navn for resten minder mig om de mange dejlige timer, jeg har tilbragt med at læse Dickens? Dick lo: Det har vi sandelig også, og jeg ser, at du forstår, hvad vi hentyder til. Selvfølgelig er Boffin ikke hans rigtige navn. Han hedder Henry Johnson. Men vi kalder ham Boffin for sjov, dels fordi han er skraldemand, dels fordi han går sådan op i tøj og har ligeså meget guld på sig som en middelalderlig baron. Og når vi nu er hans særlige venner, kan vi da godt gøre lidt grin med ham. (Note 1). Så Dickens figurer er fortsat fælles referencerammer for indbyggerne i William Morris Utopia. Men lad os se på et par forskellige bud på, hvordan Utopia i øvrigt ser ud (Note 2).

19 Lys fra jordens indre Dickens ven Bulwer-Lytton (1803-1873), der præsenteredes i det forrige nummer af Our Mutual Friend, udsendte i 1871 romanen The Coming Race. Forfatteren tager her ikke læseren med til en fjern fremtid, men på en tur ned til et idealsamfund i jordens indre (Note 3). Fortælleren, en ung amerikaner, stiger sammen med en ingeniør, han har stiftet bekendtskab med, ned i en mines dyb, hvorfra vennen har observeret sælsomme tegn på liv. Gennem nogle sprækker skimter de kunstigt lys. Under den fortsatte nedstigning knækker deres reb, og vennen dræbes i faldet. Fortælleren står, uden mulighed for at vende tilbage til jordens overflade, og

20 betragter et fascinerende skue: Dybt nede lå en stor dal, der til min store forundring fremviste alle tegn på dyrkning og kultur. Der var marker, dækket af en vegetation, hvis lige jeg aldrig havde set på jordens overflade. Hele sceneriet strålede i skæret af talløse lamper. Denne verden uden sol var lys og varm som et landskab i Italien ved middagstid. Og jeg kunne tydeligt se bygninger, der måtte være menneskers boliger. Foran en sådan bolig møder fortælleren den første repræsentant for de underjordiske indbyggere; en høj skikkelse, der i sin ene hånd bærer en tynd stav af blankt metal. Ved synet af skikkelsens ansigt følte jeg en ubeskrivelig ærefrygt og rædsel. Det var en mands ansigt, men en mand helt anderledes end nogen mennesketype, vi kender. Det mindede mest om en sfinks i sin rolige, intellektuelle, mystiske skønhed. Skønt dets udtryk var roligt og dets træk skønne, vakte det en instinktiv rædsel. En let berøring af væsenets metalstav forvandler dog frygten til velbehag, og fortælleren følger med sin vært ind i huset, hvor han møder hans familie, bl.a. datteren Zee, og senere en større samling af de underjordiske væsener, alle smukke og rolige med milde og venlige ansigtsudtryk, men på trods, eller netop på grund af denne ro, frygtindgydende. Kvindemagt og a-kraft I den følgende tid lærer han mere om dette samfund. En forskel fra den verden, han kender, der umiddelbart springer i øjnene, er, at kvinder er mere end ligestillede; de tager initiativet i forholdet til det modsatte køn; de er stærkere og er gennemgående bedre uddannede end mændene. (Hvad Bulwer-Lyttons forhold til kvinder angår, kan særligt henvises til artiklen i forrige nummer af dette blad.) Zee hører, som et ledende medlem af College of Sages til de mest velstuderede, og af hende lærer fortælleren hemmeligheden bag hele den underjordiske civilisation. Den baserer sig på anvendelsen af den ultimative energikilde, vril, der meget forenklet kan fortolkes som en slags overnaturlig a-kraft (Note 4). Vril kan både anvendes destruktivt og lægende og virker såvel fysisk som psykisk. Vril giver energi til al produktion. Med vril kan man dræbe dyr og mennesker eller helbrede sygdomme og overføre viden og sjælero. Den metallignende stav, fortælleren observerede i hånden på sin vært ved deres første møde, er en vrilstav, som alle indbyggere fra barnsben bliver

udstyret med. Beherskelsen af vrilstaven er imidlertid ikke noget, man umiddelbart kan lære, men er en evne, der er nedarvet gennem generationer. Men én gang lært, har beherskelsen af vril fået afgørende betydning for det underjordiske samfund. Social harmoni, syndflod og videnskab Al nød er afskaffet, og al konkurrence og materialisme derfor inderligt overflødiggjort, når man har midler (vril) til at producere, hvad man vil. Samtidigt er krig og kamp om land eller ressourcer umuliggjort, når hver eneste indbygger bogstaveligt talt kan udslette alle andre med et tryk på knappen på sin vrilstav. Demokratiet med dets politiske skillelinjer og kampe mellem interessegrupper og klasser tilhører en fjern og barbarisk fortid. Samfundet styres i praksis af sædvaner, udviklede gennem generationer. Fortællerens vært definerer den underjordiske civilisation som kunsten at udbrede den ro og lykke, som en dydig og velordnet familie nyder, til hele samfundet. For at sætte disse kvaliteter i relief lader Bulwer-Lytton sin fortæller være ærkeamerikaner og ukritisk tilhænger af det amerikanske demokrati med dets pengevælde og kappestrid. Men nogle af de kritikpunkter, fortælleren har overfor det ideelle underjordiske samfund, er af en mere subtil karakter. Han bemærker bl.a., at de underjordiske væsener ikke i utallige generationer har frembragt store romaner eller digte. Deres harmoniske liv giver ikke stof til kunsten. Religion har de også et afklaret, traditionsbundet forhold til. Ud fra, hvad han hører, forstår fortælleren, at denne, angiveligt ariske, race nedstammer fra de få, der overlevede Syndfloden ved at søge tilstrækkeligt dybt ned i klippehuler. De tror på en Gud, men diskuterer ikke teologi. Deres mytologi rummer historier, der engang var meget omstridte, om at de reelt nedstammer fra frøerne eller omvendt er stamfædre til dem! En venlig hilsen til Darwin. Men sådanne debatter er slet ikke på dagsordenen længere. Og så kommer den velordnede underjordiske verden alligevel til at give stof til en roman: den suveræne Zee forelsker sig i fortælleren. Han er rædselsslagen ved tanken om at ægte en kvinde, der på alle punkter er ham så overlegen. Og han frygter i (næsten) lige så høj grad, at samfundet ikke vil tolerere, at deres race og kultur forplumres ved en forbindelse med ham, og for at hindre det vil udslette ham 21

22 ved et tryk på en vrilstav. Efter en del forviklinger redder Zee ham derfor en nat hen til den klippesprække, han faldt ned fra, og hjælper ham op igennem den igen, så han kan vende tilbage til dagens lys. Her nedskriver han sin historie som en advarsel til sine medmennesker. Den dag den underjordiske civilisation baner sig vej til jordens overflade, vil den med sin overlegenhed kunne udslette alle vores kendte kulturer. Bulwer-Lytton sympatiserede utvivlsomt med meget i det harmoniske, traditionsbundne samfund, hvor alle var lige for patriarken, som han fremmaner; et samfund uden den konkurrence og medfølgende sociale nød, som han og Dickens beklagede i deres samtid. Men som han skildrer det socialt og teknisk-videnskabeligt fremskredne samfund, med dets mystiske energier og kræfter i bagagen, forekommer harmonien mere at være et produkt af en terrorbalance end af ægte menneskelige kvaliteter. Det var netop disse manglende menneskelige kvaliteter, William Morris ville lægge til grund for sin version af Utopia. Karikatur af William Morris, tegnet af Edward Burne-Jones, 1892

Den unge William Morris 23 Boston år 2000: big is beautiful Det var dog en anden bog, der provokerede Morris til at sætte ord på sine drømme om fremtiden. I 1888 udkom amerikaneren Edward Bellamys roman Looking Backward (Note 5), hvor en ung mand, Julian West, falder i trance og på grund af skæbnens luner først vågner godt hundrede år senere i et Boston meget forskelligt fra den fattigdoms- og strejkeplagede by, han faldt i søvn i. Hans vært i den nye verden forklarer, at de store virksomheder, hvis indbyrdes konkurrence ved det 19. århundredes slutning forårsagede så meget spildt arbejde og så meget nød hos de tabende, efterhånden fik drevet konkurrencen så vidt, at kun ét supermonopol blev tilbage. Det blev dermed hele nationens virksomhed, og denne logiske økonomiske udvikling har nu muliggjort effektiv planlægning af produktion og distribution. Det har sikret velstand til alle i et såre reguleret samfund, hvor ethvert ungt menneske aftjener samfundspligt ved produktionen indtil sit fyldte 45. år. Indkøb foregår i megacentre, hvor der ingen ekspedienter er, men man afgiver sine bestillinger til en maskine og betaler med et kreditkort. Looking Backward er på mange måder beundringsværdigt profetisk, og der er ingen tvivl om Bellamys oprigtige ønske om at se og skildre en verden uden strid og armod. Men hans velfærds-boston anno 2000 ligner unægteligt et ufrit kasernesamfund, hvor der ikke er meget plads til menneskelig udfoldelse. Det mente i hvert fald William Morris i sin anmeldelse af bogen. Mangfoldighed i udfoldelsesmuligheder er et ligeså vigtigt mål for en sand kommunisme som lighed i vilkår. Og ingen bliver frie, før begge disse mål er nåede, fastslog han.

24 England år 2012: small is beautiful Morris fortæller havde været til møde i The Socialist League, hvor der, som han tørt konstaterer, havde været seks medlemmer til stede og følgelig seks forskellige opfattelser af, hvordan det fremtidige samfund skulle indrettes. Med et inderligt ønske om at få en chance for at opleve det falder han i søvn i sit hjem i Hammersmith og vågner, som allerede beskrevet, i et gæstehus i et idyllisk fremtids-london år 2012. Hans guide, Dick, kører ham i hestevogn gennem grønne områder og idylliske markedsstæder, hvor Londons grimme forstæder tidligere havde bredt sig. I byens centrum står enkelte historiske bygninger endnu tilbage, f.eks. Parlamentet (der nu anvendes som hhv. marked og gødningslager) og British Museum. På British Museum sidder Dicks oldefar, gamle Hammond, der nærer dyb historisk interesse. Dick mener derfor helt korrekt, at han vil være en god samtalepartner for den fremmede gæst. Undervejs køber fortælleren en pibe i en lille butik ved et marked. Og der er betjening, i modsætning til i de ubemandede megabutikker i Boston. Et par meget unge søskende passer butikken og byder kunderne på et glas vin, mens de studerer alle de smukt udskårne piber og udsøgte tobakker. Og pengesystemet er afskaffet, til stor forvirring for fortælleren, der intet skal betale for sine indkøb. Så Dicks oldefar får en masse spørgsmål at besvare, da de når frem til British Museum. Krig fra start til slut Fortælleren (som Morris ikke lægger skjul på er ham selv) er ikke mindst interesseret i at vide, om de gennemgribende forandringer, han kan registrere, er kommet gradvist og fredeligt (som Bellamy havde spået). Og han får prompte svaret: Det var krig fra start til slut. En lang og intens skildring følger af den sociale revolution, der startede med strejker og demonstrationer i 1952, og udviklede sig til en borgerkrig. Morris tror mere på Karl Marx forudsigelser end på Bellamys. Men hans vigtige pointe er, at den afgørende omvæltning fandt sted efter borgerkrigens afslutning, da folk fandt ud af, hvad de kunne og skulle bruge sejren til. Dens egentlige mål måtte være at gøre dagligdagen, dvs. arbejdet, til en glæde. Teknologien og økonomien fik derfor

ikke, som hos hhv. Bulwer-Lytton og Bellamy, lov til at sætte rammerne for det daglige liv og produktionen. Alt blev underordnet kravet til arbejdets indhold. Det skulle være kreativt, sjovt og udviklende. Folk klumpede sig derfor ikke længere sammen i de store fabriksbyer med slum og forurening. Beboelsen blev spredt i mindre byer i landlige omgivelser, og denne decentraliserede struktur kom til at afspejle sig i det politiske liv. Centrale politiske institutioner, parlament, domstole og regering, mistede deres funktion og betydning og forsvandt. (Gamle Hammond kan krydre sin beretning med henvisning til et par Dickens-beskrivelser af embedsmænd i den anledning.) England blev et land af små selvstyrende enheder. Høhøst ved Themsen At det nye samfund er harmonisk og har lagt nød og undertrykkelse bag sig, udtørrer derfor ikke impulserne til et rigt skabende kulturliv, tværtimod. Og det skyldes ikke kun, at der er overskud til at dekorere huse og dagligvarer smukt. Morris understreger, at et harmonisk samfund ikke betyder, at alle menneskelige problemer er løst. Fattigdom, trældom på fabrikker og ægteskaber, der mere handler om forretning end om kærlighed, er forsvundne sammen med det 19. århundredes syge samfund. Men mennesker kan fortsat være uenige og have rod i følelseslivet. De nære små samfund giver blot bedre rammer for at løse problemerne, når de opstår. Det oplever fortælleren, da Dick tager ham med på en sejltur op ad Themsen til nogle venner i Oxfordshire, der har brug for et par hjælpende hænder til høhøsten. Turen går fra gæstehuset i Hammersmith (et billede af Morris eget hus, Kelmscott House) til et hus ved Themsens bredder i Oxfordshire, der er en tro beskrivelse af Morris senere hjem, Kelscott Manor. Undervejs på den solglitrende flod suger fortælleren indtryk af en gennemgående lykkelig verden med smukke mennesker, landskaber og huse til sig. En gnavpot, de overnatter hos undervejs, klager godt nok, i lighed med fortælleren hos Bulwer-Lytton, over at der ikke længere skrives romaner som i det 19. århundrede, der kunne lære én at udlede det gode af det onde. Men hans barnebarn, Ellen, peger ud mod naturen og menneskene udenfor deres vindue og henviser til, at det er tidens store fortælling. Fortælleren selv når at forelske sig heftigt i Ellen, inden han langsomt fornemmer, at hans tid i fremtidens Utopia rinder ud. Men da han 25

26 vågner op igen, denne gang i sin egen seng, er hans første tanke, at hvis andre kan se, hvad jeg har oplevet, vil man kalde det en vision snarere end en drøm. Dette fremtids-england, hvor man kender sin Dickens, har unægteligt en kraftig duft af middelalderromantik over sig. Og Dickens selv var meget langt fra nogen middelalderdyrker. Ej heller tænkte han i marxistiske klassekampsbaner. Men hvis man sammenligner disse tre omtalte fremtidsvisioner føler jeg mig ret overbevist om, at Morris Utopia, der trods alt myldrer af levende mennesker, ville være den verden, som både Dickens og Mr. Boffin ville føle sig mest hjemme i. Jesper Morville Noter 1 William Morris: News from Nowhere. Udkom som føljeton i tidsskriftet The Commonweal i 1890. Flere paperback-udgaver, bl.a. i Penguin Classics 2 En klassisk analyse af den utopiske tænkning i engelsk litteratur er A.L. Morton: The English Utopia, 1952 3 Edward Bulwer-Lytton: The Coming Race, 1870. Flere nyere paperbackudgaver 4 Bulwer-Lytton var optaget af det okkulte, hvad der har givet anledning til mange spekulationer om den dybere betydning af vril 5 Edward Bellamy: Looking Backward, 1888. Flere nyere paperbackudgaver, bl.a. i Penguin Classics

27

28 /////////////////////////////////////////////////////////////////////////////// BULWER LYTTON KONKURRENCEN Vidste du at Dickens ven Bulwer Lytton har lagt navn til en konkurrence? Om hvem der kan skrive den mest mærkværdige første-sætning til en romanbegyndelse. Bulwer Lytton begyndte sin roman PAUL CLIFFORD med disse ord: Det var en mørk og stormfuld nat... Ordene har ikke været specielt opsigtsvækkende for victorianerne, men en senere, mere blasert tid, har anlagt et andet syn på så storladent, paukesmældende et anslag. Sætningen er, som I véd, senere udødeliggjort af hunden Nuser fra tegneserien Radiserne, idet det uvægerligt var den sætning Nuser forsøgte at begynde sin nye, store roman med han kom aldrig videre. Ofte var Nusers roman betitlet enten FORBRYDELSE OG FRED, eller KRIG OG STRAF. En af de nylige vindere af Bulwer Lytton Konkurrencen tog prisen hjem i kategorien action-fiction med følgende linier: Die, commie pigs! grunted Sergeant Rocky Steele through his cigar stub as he machine-gunned the North Korean farm animals. Dø, kommunist-svin, gryntede Sergent Rocky Steele gennem cigarstumpen, idet han mejede de nordkoreanske husdyr ned med en maskingeværsalve. MR ///////////////////////////////////////////////////////////////////////////////

29

30

27 3

4